“Blink lige engang”

Jeg blev så paf, at jeg glemte at sige pænt tak. Set i bakspejlet kan det vel virke en kende arrogant, men det var absolut ikke meningen.

Jeg har lige været i Brugsen efter et par småting. Den lokale Brugs her i Højer er en bette butik, men der er, hvad jeg skal bruge, og de er søde og rare. Ved kassen i dag stod en ældre herre ved kassen, da jeg kom derop. Foran mig stod også en yngre gut, som jeg overhørte tale polsk eller russisk (tror jeg, måske var det i virkeligheden noget kinesisk …) tidligere. Jeg lagde mine varer op, og først dér lagde jeg mærke til, at den ældre herre havde bøvl med sit dankort.

“Prøv at tage kortet ud og scan det i stedet”, sagde butiksassistenten. En kvinde på cirka min alder. Kortet blev taget ud. Sat i igen. Og nu virkede det mirakuløst. Manden trissede ned for enden af båndet for at pakke sine varer. Og den unge mand foran mig betalte for sine varer – æg og syltetøj. Den store æggebakke. Og noget appelsin/abrikos-syltetøj. Gult var det i hvert fald.

Det blev min tur, og damen scannede hurtigt mine varer – min fortid i Føtex og Bilka har lært mig at lægge varerne hensigtsmæssigt på båndet – og så kigger hun pludselig på mig. Grundigt. Og siger, mens hun blinker med øjnene: “Prøv lige at gøre sådan her engang”.

Jeg blinker et par gange og tænker, at jeg enten har store poser under øjnene, eller måske en masse søvn, der har overlevet morgenbadet. Så siger hun: “Du har sådan nogen pæne øjne”. “De er specielle”, retter hun det så hurtigt til. Og i stedet for at sige noget taknemmeligt – for det er jeg da glad for, hun synes. Så svarer jeg bare knastørt: “Dem har jeg altid haft”, tager mine varer og smutter ud af butikken. Topdårlig stil.

For jeg kan godt huske, da jeg selv sad i kassen, og det er en overvindelse at sige sådan noget til kunderne. Bliver de sure, fornærmede eller irriterede? Det kan man aldrig vide.

Eller, det ved jeg jo så nu: Jeg blev glad. Og lidt paf. Der går alt for mange år mellem, jeg får komplimenter på den måde.

Og jeg tror på, at man selv skal gå foran med et godt eksempel, så jeg vil i meget højere grad huske mig selv på at sige noget pænt til folk, når jeg har noget pænt at sige. Det tror jeg, alting bliver lidt rarere af.

“Vi skal lige se i kalenderen”

Da jeg var barn, undrede det mig altid, at det var nødvendigt for mine forældre at sidde med deres kalender, når de aftalte med deres venner, hvornår de skulle ses næste gang. Det var jo venner. De skulle vel ses hele tiden. Siden blev jeg teen. Venner var der masser af. De var tilgængelige hele tiden. I skolen. I gym. Til fodbold. Til Lars Lilholt-koncerter. På det lokale disko – Ib’s Garage 😉

Siden blev det videregående uddannelser og praktikpladser, hvor jeg mødte folk. Og det er langsomt kommet snigende. Så jeg i dag også er sådan en, der er nødt til at koordinere med kalender, når jeg skal mødes med folk. Hvorfor tænker jeg nu på det?

Lørdag var jeg sammen med mine to bedste venner fra journalisthøjskolen. Siden vi mødte hinanden for lidt mere end 15 år siden, har vi brugt meget tid sammen. I begyndelsen gennem bunden på fadøl og flaskeøl. En enkelt gang på roadtrip til det sydlige Holland. Og en masse andet. Nu er vi blevet lidt mere geografisk spredte, og det er blevet vanskeligere at holde kontakt.

Så det var en helt igennem forrygende dejlig og varm fornemmelse, at vi endelig kunne samles alle tre igen. I Silkeborg af alle steder. Sådan må det jo være. Men i helt igennem varmt, trygt og begavet selskab – for mit vedkommende. Ikke sikkert de følte sig lige så trygge og intellektuelt udfordrede. Men det gjorde jeg.

Og hvor er det dog træls, at vi lader os møffe, diktere, puffe, nudge og interpellere til sådan nogen liv, hvor man ikke bare lige kan hænge sammen en aften. At kalenderen skal i brug. Men omvendt er det jo meget vigtigere at glæde sig over, når det lykkes. Det gjorde det lørdag. Jeg håber, det lykkes snart igen. For jeg er dælme glad for mine venner ❤️

Alle har fortjent at have det godt

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive det her helt kort og skarpt. Det fortjener det sådan det. Men jeg har haft en megalang dag med individuelle samtaler med mine elever. Livgivende. Hjertegribende. Omsorgsfulde. Nærværende og hudløse. Vidunderlige elever.

Og jeg ved jo godt, at jeg har skrevet om det her før. Faktisk er det på en eller anden måde næsten altid, det jeg skriver om. Det handler om tolerance. Om at give sig selv plads. Om at give zero fux, når det handler om, hvad andre forventer, siger og måske endda kræver, hvad vi gør. Jeg oplever alt for mange mennesker, der som en anden Atlas er ved at segne under den enorme – ofte ganske fiktive – vægt, de slæber rundt på skuldrene med.

Det gælder ikke kun de unge mennesker på efterskolen. Det gælder mine kolleger, min familie, venner og alle mulige andre mennesker, jeg møder alle vegne. Der er så mange, der dunker sig selv i knolden med krav, kritik og manglende omsorg. Og jeg møder næsten udelukkende mennesker, der gør deres bedste. Som gør sig umage. Som forsøger oprigtigt at være og at passe ind uden at genere andre. Men mange er helt fyldt op af ønsket om at være noget for andre, om at passe ind og om ikke at stikke ud.

Flere elever bruger udtrykket, at de gerne bare vil føle sig mindre akavede. Jeg forsøger så nænsomt, jeg kan at fortælle dem, at akavet er et livsvilkår. At jeg i en alder af 44 føler mig akavet igen og igen. Det bedste man kan håbe på er, at man lærer at omfavne akavet og kaste sig ud i det skæve, anderledes og unikke og bare holde af det. Og holde af sig selv, når man har noget akavet at byde ind med. Det er ok. Man skal ikke skamme sig over at være sig selv.

Man skal slet ikke skamme sig, hvis man har lyst til at stene Netflix fire aftener i streg. Eller til at spise takeaway. Eller til at gå en tur helt alene. Eller hvis man ikke har lyst til noget som helst. Man skal lære at lytte til sig selv. Så skal man selvsagt også udfordre sig selv på sigt. Men ikke når man er allermest sårbar og træt. Eller når man ikke har lyst til at udfordre sig selv. Det er en rædderlig myte, vi har skabt, at det skal gøre ondt, før det for alvor bliver godt. Man skal ikke finde sig i det. Alle har fortjent at have det godt. [punktum]

(NB:
– Michael, skal man så aldrig udfordre sig selv? Hvordan skal man så blive bedre?
– Jamen, tak fordi du spørger, basse. Selvfølgelig skal man udfordre sig selv. Men da ikke på områder, som andre synes, man skal udfordre sig selv på. Ingen er ens. Så den der store grimme ensrettende kasse, vi forsøger at proppe hinanden ned i (hej, hej ekstrovert/introvert-diskussion fx), skal man bare folde helt sammen og lægge bagerst i garagen. Hvis man vil udfordre sig selv helt stille og forsigtigt på sit værelse med Duolingo, gør man det. Vil man rejse til Mexico for at finde udfordring, gør man det. Men man skal aldrig tro på, fordi andre mennesker siger det, at det er tid for en udfordring. Man skal være klar. Føle sig tilpas med at blive utilpas. Kan vi ikke skabe de rammer for hinanden, kan vi heller ikke kræve, at nogen kaster sig ud i noget som helst – men det er alt sammen en helt anden historie)

Kun et øjeblik

Hun var sulten.
Han motionerede.
Hun sad ved et bord med to veninder.
Han svedte voldsomt.

Veninderne fnes.
Han følte sig afklædt dér på fortovet.
Hun tog en stor bid af sin panini.
Han lod som ingenting.

En smule mad flirtede ukontrollabelt i hendes mundvig
Han så hende i øjnene og smilede
Hun grinede skamløst
Et kort øjeblik var der kontakt
.

Tillykke – eller hvad man nu siger …

Min far går på pension i dag. Teknisk set går han vist egentlig på efterløn, men det vigtige er, at han stopper med at arbejde. Efter mange, mange år på arbejdsmarkedet skal han nu til at være pensionist sammen med sin hustru (altså min mor!).

Det har været en pusseløjerlig proces, for han er vist i virkeligheden ikke meget for det der med ikke at arbejde længere. Så længe jeg kan huske, har han arbejdet flittigt og pligtopfyldende dagen lang. Og nu skal han så til at løse en helt anden opgave – nemlig at få et meningsfuldt og indholdsrigt pensionistliv sammen med min mor. Det bliver spændende, men de er allerede i gang med at planlægge fremtiden. Den skal de nok få fyldt.

Jeg sendte ham følgende tekst i dag:

“Kære far
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad man skriver, når folk går på pension; Tillykke? Godt gået? Tak for indsatsen?

I hvert fald er det en flot dag. Og jeg vil gerne takke dig for altid at knokle og arbejde hårdt for din egen men mest – tror jeg – for din families skyld. Jeg har set dig tackle alle mulige job gennem årene, og du har aldrig klaget. Om du har været assurandør, lagerarbejder, købmand eller dagplejer. Så har du altid fået det bedste ud af det hele.

Du er et forrygende forbillede med din kampgejst, indsats og vilje. Og nu fortjener du at gå lidt ned i tempo (hvis I kan; jeg tvivler 😎) så du og mor kan nyde seniorlivet.

Jeg er sikker på, der venter mange år fyldt med store oplevelser sammen.
Tanker fra varmen ❤️
Michael”

Jeg ved, jeg siger det en del, men jeg mener det virkelig også: Jeg er enormt glad for og stolt over mine forældre ❤️

(Og så faldt jeg i øvrigt over en fin artikel med Thomas Bredsdorff. Den handler om noget med at blive ældre og finde plads og rum og acceptere, at tiden går. Jeg synes, han tager fejl på ét punkt: Der er stadig mange, der gerne vil lytte til ældre. Også selv om hr. Bredsdorff åbenbart ikke oplever det sådan.
Læs: Jeg vil være så glad, hvis der faldt en teglsten ned i mit hoved)

“Scusa Michael per il mio pessimo inglese”

Min airbnb-værtinde, Michela, er virkelig, virkelig sød. Hun og hendes mand står nærmest på hænder for at hjælpe mig. Måske virker jeg ekstraordinært hjælpeløs, hvem ved …?

Nå men hun er særligt optaget af at få forklaret mig alskens informationer, og det meste af det fanger jeg faktisk. Noget af det er virkelig brugbart, mens andet er ting, jeg egentlig selv allerede har fundet ud af i løbet af dagen. Men deres affaldssortering har hun allerede forklaret mere end en gang, og jeg er stadig ikke helt sikker.

Hun kan godt lide at sende mig beskeder i stedet for at skulle tale ansigt-til-ansigt. Måske er det ubehageligt for hende at erkende, at det ikke er alle engelske ord, hun har helt styr på. Men som jeg allerede flere gange har sagt: “Hun kan væsentligt flere engelske ord, end jeg kan italienske”. Hun sendte mig følgende til aften som opfølger på en samtale, vi havde:

“Scusa Michael per il mio pessimo inglese.

Il mio amico ha dato il Wi-Fi?

Domani ti porto l’ombrello del mare.

Ti riassumo quanto ho cercato di dirti:
-usa il contenitore che vuoi per la raccolta differenziata. Lascia la sera il sacco fuori porta che poi prenderò io e metterò insieme nel cesto giusto. Stasera c’è il secco, puoi metterlo quando è pieno.
-pizzeria Calvino (pizza migliore)
-panificio Oddo e panificio Cristofanelli (in centro) entrambi buoniissimi, hanno tante cose oltre il pane!

  • antichi sapori (cuscus migliore) anche da asporto)
    -la cozza ubriaca (cozze e pasta con i ricci)
  • self service (solo pranzo) a palazzo Platamone (vicino la villa).
  • Ke Palle (migliore arancina)
  • Il tortellino (pasta fresca, sia da comprare che fare a casa sia da mangiare li)

Se vuoi fra una settimana o l’altra, puoi fare venire la signora delle pulizie, prende 10 € l’ora. In caso fammi sapere.

Per cuocere la pasta, devi metterti dentro la pentola dopo che bolle l’acqua

Per qualsiasi cosa chiedi pure. Ciao e di nuovo ben venuto”

Prøv lige at læse det højt for dig selv engang. (Hvis du ikke orker, har jeg gjort det for dig: https://soundcloud.com/user-556405227/audioonly)

Jeg forestiller mig, det skal læses med armbevægelser, flyvende øjenbryn og en overkrop, der taler med. Fantastisk. Så smed jeg det i Google Translate for lige at se, om der var noget, jeg ikke havde fanget. Det tror jeg nok, der var:

“Undskyld Michael for min dårlige engelsk.

Har min ven givet Wi-Fi?

I morgen bringer jeg dig havets paraply. Jeg opsummerer, hvor meget jeg forsøgte at fortælle dig:

Brug den beholder du ønsker til genanvendelse. Lad posen være ude om aftenen, så tager jeg den og sætter den sammen i den rigtige kurv. I aften er det tørt, du kan sætte det, når det er fyldt.

  • Calvino pizzeria (bedste pizza)
  • Oddo bygning og Cristofanelli bageri (i centrum) begge meget gode, de har mange ting ud over brød!
  • gamle smag (bedre couscous) også at tage væk)
    -kyllingen (muslinger og pasta med urchiner)
  • Selvbetjening (kun frokost) på Palazzo Platamone (nær villaen).
  • Ke Palle (bedste arancina)
  • Tortellino (frisk pasta, både at købe og gøre derhjemme for at spise der)

Hvis du vil i en uge eller så, kan du få rengøringsdame komme forbi, det tager 10 € i timen. I tilfælde af at lade mig vide.

For at lave pastaen skal du sætte gryden i den, når vandet koger

For hvad du også spørger. Hej og velkommen igen”

Jeg synes egentlig, det der kunstig intelligens er ret underholdende på sit nuværende stadie 🙂

“I er jo mønsterbrydere”

Helt lakonisk. Uden hverken det ene eller det andet. Det kom fra min mor i går, da jeg var hjemme for at fejre Sankt Hans. Hun mente, at hendes fire knægte alle havde brudt den sociale arv ved at tage en form for uddannelse. “Vi har jo ingen uddannelse”, fortsatte hun.

Jeg forklarede, at hun da havde taget en pædagogisk uddannelse, kort før hun forlod arbejdsmarkedet på grund af helbreddet, mens min far jo altså er uddannet revisor. Tidligt i 70’erne. 1970’erne. Det talte ikke, kunne jeg forstå. Men det gør det nu for mig. For jeg ser på ingen måde mig selv om mønsterbryder.

Jeg har været heldig at have helt forrygende forældre, der har vist omsorg, kærlighed og selvopofrelse hele vejen, og så er al det fis med uddannelse, penge og prestige altså røget helt og aldeles i baggrunden. De har givet mig en masse værdier, som handler om, hvordan jeg opfører mig over for andre mennesker.

(Indskudt note: Nogen vil nok mene – det kan fx være tidligere eller nuværende kolleger – at jeg kan have svært ved at opføre mig ordentligt i arbejdssammenhæng. I dag spurgte min chef bekymret til, “hvorfor bliver du så ilter?”, og tidligere har en anden kollega undret sig over, at jeg tager alting så personligt. Det er en anden historie!)

Dét, jeg har med fra mine forældre, handler om respekt for andre. Det handler om, hvordan vi behandler dem, der ikke rigtig kan slå fra sig. For mig siger det utroligt meget om folk, hvis de behandler receptionister, køkkenpersonale, sekretærer, pedeller, rengøringsfolk og lignende med en form for nedladende distance eller endnu værre med direkte nedladenhed. Dét har jeg helt sikkert lært hjemmefra. At behandle folk ordentligt. Andre mennesker har aldrig været brugt hverken som mål, som dårlige eksempler eller som noget, jeg skulle konkurrere med. Det er jeg glad for i dag.

Jeg er også glad – og taknemmelig – for, at de satte mig med blade og bøger i en ung alder, så jeg har fået glæden ved at læse ind med sutteflasken (næsten!). Da jeg fik mit første arbejde, som bestod i at køre med Områdeavis om mandagen, Ugeavis om onsdagen og reklamer (ofte M A N G E af dem) i weekenden, ja, så bragte, pakkede og kørte mine forældre mig. Først til depot. Siden hjem med alle tryksagerne. Og endelig ud på ruten. De har altid haft min ryg. Jeg stoler uendeligt på dem. De lader mig aldrig falde. Selv ikke nu, hvor jeg er blevet 43 år. Det er altså en helt igennem vidunderlig følelse.

Andre ting jeg er glad for handler blandt andet om støtte i svære stunder, om kærlighed, når alt går godt, om tilbud om fællesferier, om hjælp til (utallige!) flytninger, om gavmildhed, generøsitet og hjertevarme.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive kort, men det er jo allerede for sent. Så jeg vil runde af med at fortælle, at mine forældre har deres bryllupsdag nummer 41 i dag. Og at de har været kærester i 46 år.
(Og ja, det betyder sådan set, at jeg i stedet for Michael Vilster burde have heddet “Michael Snow”, I know 😎).

Kæmpe tillykke til mor og far ❤️

En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Længsel og utilstrækkelighed

“Har du haft en god påske?” spørger mange af mine kolleger i disse dage. De er endnu ikke helt klare over, at jeg er sådan en, der svarer utidigt ærligt på den slags.

For næh, det har jeg faktisk ikke haft. På overfladen lyder det måske nok flot, at jeg var hjemme torsdag og fredag og besøge familie, havde hele lørdag og søndag til at forberede elevernes eksamener, og så brugte jeg 2. påskedag på at trille til Vamdrup med fodbolddrengene og lege træner. Det lyder som opskriften på en forrygende påske.

Men oftere og oftere, når jeg har været omkring Fyn og besøgt mine forældre, brødre, mormor, moster og hendes børn, har jeg en fornemmelse af utilstrækkelighed. Et strejf af behov for at skynde mig. En følelse af, at jeg ikke er der nok for dem.

Og i hvert fald helt sikkert af at jeg ikke bruger nok tid sammen med dem. Det er ikke en god følelse. Den nager og hiver i mig. Omvendt er det også en følelse, der minder mig om mine prioriteringer og mine ønsker for mit liv.

Som tiden flyver forbi – og har man en fornemmelse af, alting går alt for hurtigt, kan man med fordel lægge vejen forbi Tim Urban og hans https://waitbutwhy.com/2013/08/putting-time-in-perspective.html fine gennemgang af tiden i det store perspektiv. Hvor er vi dog små. Tilsyneladende ubetydelige og så har vi alligevel så helt enorm indflydelse på verden umiddelbart omkring os – bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg gerne vil bruge mit liv på at være sammen med dem, jeg holder af. Og at dem jeg holder af udgør en relativt begrænset flok.

Så efterhånden er jeg kommet frem til, at jeg må hjem til Fyn. Snarest. Så snart omstændighederne tillader det. Jeg vil tæt på dem, der for alvor betyder noget. Tæt på familien.

Hvad med resten af påsken, tænker du nok – var den så ikke rar? Nix. Heller ikke. Jeg nåede ikke det, jeg havde planlagt til eksamensforberedelserne, og vi tabte kampen mandag. Tabte på en knastør, knoldet forblæst bane i Vamdrup, og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg forbereder et fodboldhold på at spille en kamp på tilfældigheder.

De har trænet fodbold. Nærkampe. Småspil. Bevægelse og sammenspil. Men lige afleveringer fra forsvaret og frem til angriberne, der jagter i vildskab i håb om en 50/50-bold falder deres vej, det ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan vi træner …

Og overraskende nok tager det hårdere på mig at tabe som træner, end da jeg selv spillede. Måske fordi jeg på mange måder føler mig ret magtesløs derude. Jeg kan skifte et par spillere. Ændre på talkombinationer. Men jeg kan faktisk ikke ændre alverden derudefra. Det er en vild følelse. Måske er det derfor, det gør ekstra ondt at tabe. Bare vi ikke gør det for ofte!

Godt nyt til gengæld – jeg er endelig klar til at skrive. For real. Længe har jeg talt om det. Taget tilløb og vimset rundt om tastaturet. Men jeg kan mærke, det presser på. At historierne er tæt på at flyde ud af fingrene. Når jeg vågner om morgenen, er det med ideer til flere historier. Flere ting, jeg gerne vil skrive. Det skal nok blive godt. Dét, er jeg sikker på, kan give både en form for ro og en form for forhastet arbejdsomhed til den bette hjerne, der er så ustadig, uforudsigelig og underligt uregelmæssig i sine veje og vildfarelser. Det blir godt 🙂

Offside, sprogpiller og en helt ny slags fodbold

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er mega-begejstret for de to svenske fodbold-journalister, Anders og Johan, som blandt meget andet står for en ugentlig podcast.

I udgaven fra sidste uge – som jeg hørte i bilen på vej hen over landet mod København – talte de om en rumæner, som har en idé om at genskabe fodbold. New Football kalder han det. Det skal spilles på en ottekantet bane og uden offside. Og med en stribe andre nye regler. Alt sammen for at gøre spillet mindre brutalt og give mere plads til den egentlige hovedperson; bolden. Jeg har ikke kunnet finde noget om rumæneren – svenskerne påstod, der var en slags dokumentar (som jeg forstod det svenske!) – men jeg kan jo passende spørge dem i morgen, når jeg er til foredrag med dem i Malmö.

Min gode ven og tidligere chef, Rasmus, fortalte mig på et tidspunkt om forskning i piller, der kan overføre viden til mennesker: “Hvis du så vil lære fx portugisisk, så spiser du en ‘Portugal-pille’, og så får du lagret al den viden, der skal til for at kunne tale portugisisk”. Cirka sådan sagde han. Pointen er jo i hvert fald klar nok. (Så kan man jo mene om Daily Mail, hvad man vil, men her er et link: https://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-2685728/Will-able-learn-language-taking-PILL-Scientist-predicts-humans-ingest-information-30-years-time.html)

Og så er der jo dagens historie med kritik fra Statsrevisorerne til Undervisningsministeriet, fordi det kolliderer med “en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde at bruge skatteborgernes penge på“. Altså at omkring 10% af folkeskoleeleverne ikke afslutter den ellers “obligatoriske” eksamen efter 9. klasse. Det må der straks rettes op på.

Men nu skal der først placeres et ansvar. Mon ikke det starter med lidt pingpong mellem stat og kommuner, og så ender det formentlig med, at det er lærerne, der ikke gør deres arbejde godt nok. Igen.

Hvorfor bliver de elendige lærere dog ved med at insistere på at spolere de unge mennesker, samfundet og den effektive og produktive anvendelse af skatteborgernes penge?
(Kan du ikke læse ironien, har du netop bevist en af mine hverdags-pointer, så tak for det. Læser du ironien, er alt godt <3)

Hvad vil jeg så med de her tre temmeligt fragmenterede eksempler? Tjoeh, jeg kunne godt snart tænke mig, at vi blev bedre til at tænke anderledes. Vi ævler altid om “ud af boksen”, men det er jo ikke sådan noget, man sætter sig ned og bare lige gør. Det er noget, man øver. Det er noget, der ikke umiddelbart fører til effektivitet og produktivitet.

Det er tanker. Omtanke. Eftertanke. Undren. Skepsis.

Hvorfor bliver den stakkels rumæner – som van Basten jo også blev det, da han forsøgte sig med en art nytænkning – skammet ud af fodboldsamfundet? Hvorfor skal vi bruge tid på at terpe verber, lære genrer og terminologier, når den del af læringen lige om lidt kan fås i form af en pille? Og hvorfor skal vi hele tiden forsøge at klemme de unge mennesker i skolesystemet ned i en kasse, de tydeligvis ikke passer til? Uden at nogen overvejer, om det kunne være kassen, den er gal med?

Hvorfor skal jeg bruge tid i 10. klasse på at lære eleverne forskellen på en nyhedsartikel og et portræt? Hvorfor skal de lære at sætte teksten op i 2 spalter til eksamen? Hvorfor er det væsentligt, at de følger et slavisk pensum, og hvorfor tror vi i ramme alvor, at de alle sammen skal kunne det samme, bare fordi de har samme alder?

Der vil være nogen, der intet kan, når de forlader folkeskolen – de kan blive fremtidens Elon Musks og Martin Thorborger – og der vil være nogen, der har lært præcis, hvordan systemet gerne vil have, man skal gå i skole. De kan blive lige, hvad de vil, når de først lærer at tænke selv. At være på tværs kan de alle sammen. Men de skal lære at bruge det til at danne og skabe meninger og holdninger og til at tænke og undre sig.

Kan vi ikke godt snart åbne hele molevitten en smule for, at vi jo er røvrige (overordnet set) og måske ikke behøver piske hinanden for effektivitet og produktivitet, når nu det tilsyneladende får så mange til at føle sig skidt tilpas?

Kunne det ikke være en skæg leg, hvis vi alle sammen pegede på 2 eller 3 ting hver uge, som vi kan undvære, så andre ikke behøver løbe så hurtigt? Ville det ikke være en sjov og positiv spiral, vi kunne sætte i gang? Nej? Er det ikke effektivt nok …?