Hvad vil du gerne?

Jeg har en penneven, som er et helt andet sted i livet, end jeg er. Det giver altid interessante perspektiver og spændende tanker, når vi skriver sammen. Hun ser verden – ikke fundamentalt anderledes end jeg gør – men hun ser tingene fra et andet eller måske bare fra flere perspektiver. Når jeg roder rundt i mit bagkatalog og undrer mig over, hvorfor jeg ikke kan finde mig til rette i et liv, der minder om flertallets, så er hun sød til at rose mig for at være ‘beundringsværdig kompromisløs’. Sådan har jeg aldrig selv tænkt på det, og det er helt sikkert sundt af og til at blive udfordret på sine egne fordomme og fastlåstheder.

Hun introducerede for nyligt begrebet “Et konformt lorteliv”. Et liv med alt det, mange mennesker jagter: Ejerbolig, partner, børn, gode jobs, flere biler og flere ferier om året og en bevidsthed om det priviligerede, travle og dog konforme lorteliv. Og det medfølgende krav om at blive i hverdagens hjul og løbe stadigt hurtigere for at følge med til de stadigt stigende forventninger og krav, mange pålægger sig selv. Det er helt og aldeles fremmed for mig. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg lever et liv på kanten af almindeligheden, og at jeg netop ofte vælger at gøre ting, som andre ikke så let kaster sig ud i.

Noget af det kommer af, at jeg ingen partner har, ingen børn, ingen fast bolig, og at jeg har flyttet så ofte, at jeg ikke længere knytter mig til steder og ejendele. Derfor er det let for mig at pakke en taske og rejse et andet sted hen. Det er der en enorm frihed i. Men det er jo også en form for isoleret liv, hvor jeg selv både er min primære beslutningstager og nærmeste fortrolige. Når jeg flagrer fra sted til sted, kan det være vanskeligt at opbygge virkelig lange og intime relationer. Det betyder blandt andet, at de relationer, jeg rent faktisk har, sætter jeg voldsomt pris på og stiller også store krav til.

Og jeg forsøger egentlig ofte at stille spørgsmålet i en rolig stund med andre mennesker, hvad de ønsker sig af livet. Hvad vil de gerne? Hvad er drømmen? For nogen er det en forfremmelse. For andre at gå ned i tid. Nogen vil gerne sikre deres børn og øvrige familie. Andre vil have en smart bil – måske endda en Alfa Romeo ❤️ Dét svar. På dét spørgsmål. Er det mest interessante, jeg ved. Jeg nyder, når folk åbner for posen, og jeg undrer mig, når det viser sig, at der ikke er ret meget i den pose. At posen egentlig mest er fyldt med en lyst til at nå frem til i morgen i en stadig strøm af dage, som til slut ender.

Hvad ønsker du dig? Hvad stræber du mod? Hvad vil du gerne med det her smukke, smukke liv? Som vi jo måske nok kun får version 1.0 af, og så er det overstået. Såeh … hvad er vigtigt for dig at nå?

Et år med bemærkelsesværdig lidt bevægelse og voldsomt meget tankevirksomhed

31. oktober 2020 havde jeg sidste arbejdsdag på Højer Design Efterskole. To hele skoleår og tre måneder blev det til. Jeg havde fået nok. Var proppet, som da man som barn åd om kap af tarteletter nytårsaften, hvor der ingen grænse var, og da man nåede nummer 12, var kinderne udspilede og maven gnaven. Sådan havde jeg det for et år siden, og jeg var heldigvis i den priviligerede situation, at jeg kunne trække stikket og trække mig i isolation. Så det gjorde jeg. En måned i sommerhus. Så et par måneder i en lejlighed i Odense med intentionen, at jeg ville rejse ud snart.

Men corona trak ud – det ved I, I var der jo også – så jeg nappede tre måneder i et sommerhus i stedet og håbede, situationen blev bedre. Jeg nåede endda både at blive smittet og ret syg af corona og senere at blive vaccineret. Så flyttede jeg i lejlighed i Odense, hvor jeg er nu, og her blev tanken om et ophold udenlands endnu mere vægtig. Jeg ville. Jeg måtte. Jeg skulle af sted.

Jeg har tænkt utroligt mange tanker det seneste år. Arbejdet minimalt. Levet af min opsparing og salg af min bil. Forsøgt at være god ved mig selv. Haft opture og nedture i takt med coronaens ditto. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad jeg ønsker mig af livet. Besluttet mig for snart det ene og snart det andet og ganske kort tid efter noget tredje.

Jeg har altid betragtet mig selv som engageret og passioneret. Andre har formentlig set mig som hysterisk og egenrådig og opfarende. Og urimelig. Da jeg søgte på nettet, hvordan jeg kunne ændre de her træk ved mig selv, fik jeg blot en advarsel om at holde mig fra den slags narcissistiske mennesker.

Da jeg gik til min egen læge og sagde, jeg havde brug for at tale med én, mente hun, jeg skulle have antidepressiver: “Du er jo ikke depressiv, og du har ikke angst, men hvad har du at miste? Prøv dog de her piller!”. Det føltes ikke rigtigt. Jeg er ikke afvisende over for antidepressiver. De virker for utroligt mange mennesker, og jeg er sikker på, psykofarmaka hele tiden udvikles og bliver bedre og bedre. Men det virkede lidt for meget som en venstrehånds-udlevering, og “du kan jo alligevel ikke nå et forløb hos en psykolog eller psykiater, og der er lang ventetid.”.

Så nu rejser jeg til solen. Til lyset. Til den anden side af verden. Hjælper det noget? Flytter nissen ikke med? Det gør den givetvis, men jeg tænker, at det giver mig en chance for endnu mere ro, endnu mere tid til omtanke og eftertanke. Så må vi se, hvordan det hele ser ud og føles, når vi når midten af maj, og jeg vender snuden mod Danmark enten for en kort visit eller for et længere ophold.

Når man løber rundt på legepladsen efter The Cool Kids

Der er et nyt dyr i min personlige åbenbaring og skabelsesberetning. Efter i mange år at have ledt højt og lavt efter lykke via traditionelle kanaler og på måder, jeg aldrig rigtigt skænkede en tanke, er det, som om et år med corona og uden arbejdsplads har gjort plads til nye tanker.

Det har selvsagt også givet rum til at rumle rigtig meget over, hvem jeg er, hvem jeg gerne vil være, og hvorfor de to ikke er de samme. Så har jeg brugt tid og energi på at undersøge en stribe forskellige ting som en masse mennesker har anbefalet. Jeg har gået en hel masse. Jeg forsøger at gå i seng tidligt. Jeg mediterer. Af og til. Jeg skriver i min journal. Sommetider. Jeg læser mere analogt. Og forsøger i det hele taget at leve et langsommere liv.

Det kan jo synes paradoksalt, hvis man ved – hvad ikke mange gør, men nu gør du så – at de sidste 2-3 seriøse dates/relationer jeg har haft, er endt, fordi kvinderne har ment, at “vi lever vores liv i forskellige hastigheder”. Og jeg fik ikke fornemmelsen af, at det var mig, der havde for meget om ørerne. De ville noget andet. Og jeg tænkte, at jeg måske var ved at udvikle mig til en sofakartoffel. I hvert fald følte jeg mig forkert, for jeg vidste da naturligvis ikke bedre end sådan tre smukke piger, jeg havde lært at kende på Tinder. Selvfølgelig ikke.

Nå men fast forward til i dag. Om fire dage er det præcis et år siden, jeg stoppede på efterskolen i Synnejylland. Min far har spurgt mange gange, om jeg har fortrudt. Det kan jeg sige uden at blinke, at det har jeg ikke en eneste gang. Det betyder ikke, at jeg ikke savner det nære og givende samvær med de unge mennesker. Men jeg savner ikke alt det udenom. Chef. Ledelse. Undervisningsministeriets utilstedelige indblanding. Kolleger. Forældre. Alt det savner jeg ikke.

Og det er jeg på en eller anden måde i gang med at tage konsekvensen af. Langsomt. Men egentlig ganske grundigt. For jeg skaber mig et liv, som jeg er tilfreds i. Er det skævt? Jep. Er det vanskeligere end nødvendigt? Hvad tror du selv; er vand vådt? Er det en underlig vej, der ligner min helt egen, som jeg bliver glad af bare at kigge på? Også jep.

Følg med i næste afsnit, hvor vi blandt andet undersøger, om alle veje fører til Rom, om nissen flytter med, om det rent faktisk er sandt, at tomme tønder buldrer mest, og om jeg virkelig kan lære mig selv bare en lille bitte smule ydmyghed.

Jeg har savnet mennesker – men det er stadig ubehageligt

Corona-isolationen bliver jeg nødt til at indrømme, jeg har nydt. At være mig selv. Alene. Har været helt vidunderligt. Jeg har fået gode vaner. Nye vaner. Og jeg har tænkt. Rumineret. Spekuleret. Det er ikke altid af det gode, naturligvis, med så meget tid til at tænke. For mig har det betydet tunge overvejelser om, hvad det er for et liv, jeg vil leve. Hvad jeg sætter pris på. Hvad jeg vil opnå. Og hvad det betyder for, hvad jeg gør med livet.

Jeg bliver næppe færdig med tankerne. Det håber jeg er en løbende proces, som varer resten af livet, men langsomt spirer hverdagen frem, og den pirrer konstant til mine tanker. Jeg er i dag – mandag – på sidstedagen af 5 dage i Stockholm, Sverige. En kompis bor her og har holdt navnegivningsfest med sin fru og deres son. Selve ceremonien var søndag, men jeg kom allerede torsdag, så jeg fik også tid til at se en anden kompis heroppe. Begge mine danske venner er gift med svenske kvinder, og den ene har boet her i knap 20 år, mens den anden er “ny i trafikken”, når det kommer til Sverige.

Turen herop var med fly. Mundbind hele vejen fra ankomst i Kastrup til exit fra Arlanda Lufthavn. Det var overraskende ubehageligt. Både mundbindet og endnu mere at flyet var fyldt. Alle pladser!? Så vi sad tæt. Og ja, vi vender i samme retning og har mundbind på. Det er givetvis ikke den store smitterisiko, men jeg var ukomfortabel ved at have folk så tæt på mig. Sådan har jeg reelt altid haft det, men det er blevet forstærket, kan jeg mærke.

Til navngivningsfesten i går, søndag, var der mange mennesker. De fleste – tæt på alle sammen – var for mig helt ukendte. Men efter 2 alkoholfrie øl slappede jeg tilpas meget af til at kaste mig ud i samtaler med en masse forskellige mennesker. Det var fantastisk. Jeg talte med en svensker, som efter 30 år i SVT nu er konsulent og arbejder mest som moderator. En nordmand, der var flyttet til Stockholm for mange år siden. Han var producent på primært det kongelige teater i Stockholm og havde arbejdet mange gange med Lars Norén. Jeg talte med en af værtindens gymnasievenner, med værtindens mor og med en ung kvinde, som havde boet i USA i 5 år og nu var tilbage i Stockholm. Og jeg talte med en IT-konsulent, som havde en fantastisk familie med to børn på 16 og 18, og så havde de et mobil-setup i form af en Tesla med træk og en campingvogn, som de alle 4 overnattede i under hele opholdet i Stockholm. Verden er fuld af forskellige måder at leve på.

Vi grinede med hinanden af de svenske genstridigheder med at forstå dansk, og som de høflige mennesker, svenskere jo er, grinede de sikkert indeni af mine forsøg på at tale cirkus-svensk. Men vi kommunikerede. Connectede. Grinede. Spiste og drak. Det var helt utroligt mysigt. Det var også hårdt, fordi vi meget af tiden befandt os på udebane rent sprogligt, men det var absolut det hele værd.

Just nu er jeg naturligvis smask-forelsket i Stockholm og kanelbullar og svenskere og den smukke og vilde natur og de velfungerende tunnelbanar og metroen. I dag er jeg i mit rejsetøj, som betyder joggingbukser, og jeg er den eneste, som vader rundt så casual. Athleisurewear på svensk betyder stadig stillig elegance, og til festen var der en svensker, som i en nordisk sammenligning sagde, at alle ju vet, at danskerne er de cool i norden. Vi enedes selvfølgelig også om, at nordmændene er de mindst cool, men måske er danskerne mest cool, men så er svenskerne i hvert fald de mest stilfulde, elegante, og jeg kan faktisk godt lide, de gør sig så umage med sig selv og hinanden. De er en slags nordiske trygge velfærdsmennesker med et snert af amerikansk drive.

Heja Sverige – og tack så mycket for denna gången.

Hvad sker der egentlig med almindelige mennesker i retssager?

Inger Støjberg. Og Morten Messerschmidt. Og Nasser Khader. En skøn trio. Fyldt med livsmod og virketrang. Faktisk i en sådan grad, at de tilsyneladende er helt ubekymrede om regler, love og samtykke.

For real? Jeg er sikker på, de alle tre har gjort, hvad de er anklaget for. At Støjberg har skidt højt og flot på regler og love og gjort alt, hvad hun kunne for at fremme en tilsyneladende fremmedfjendsk agenda. At Messerschmidt har svindlet bigtime med midler, som han ikke skulle have været i nærheden af. Og at Khader har været et svin med sit lem og sin behårede krop. Det tror jeg på.

Men jeg kan mærke, når de her sager rulles op, så undrer jeg mig over, hvor sjældent det har en reel konsekvens. Skal jeg gætte, så får Støjberg en næse – måske endda en stoooor en – og Messerschmidt skal betale nogen af pengene tilbage, mens Khader får at vide, at man altså ikke må hive dilleren frem, med mindre modparten er indforstået med det. Og så mister han en tillidspost og skal sætte sig bagerst i Folketingssalen, til der er nogen, der dummer sig endnu mere, eller til der er gået 3 måneder – hvad der nu kommer først.

Og mit instinkt siger, de skal ud på røv og albuer alle tre. De skal aldrig igen have lov at sidde på en tillidspost eller et offentligt hverv, for de har svigtet den tillid, de har fået, og det kan de altså ikke leve op til. Skriger du allerede nu “berufsverbot”, så minder jeg lige om, at der altså er mange andre måder at tjene til dagen og vejen på end ved at offentligt ombud, en politisk post eller den slags. De kan blive iværksættere, kasseassistenter i Netto eller måske minkavlere – det sidste er vist temmelig meget et blue ocean lige nu.

Og her kommer så min reelle undren: Hvad sker der i ‘normale’ retssager? Hvad sker der, når vindblæst har overtrådt loven hos det private revisor-firma? Hvad sker der, når Ali Khamenei har pillet ved Birte til julefrokosten – flere år i træk? Og hvad sker der, når Karsten i økonomi tager af firmaets kasse til egen fordel i et par år? Er det, fordi det får ekstra meget medie-opmærksomhed, at det piner og plager mig med de her sager? Eller er det, som om de aldrig rigtig mærker en form for reel konsekvens, når de igen fucker op i Folketinget?

Snor mig her og snor mig der

Jeg har hele mit liv haft svært ved for alvor at trække grænser og sige til og fra. Jeg tænker ofte, at hvis jeg nu bare lige “tager en for holdet/fællesskabet/chefen” eller hvem det nu er, så bliver alting bedre. Det er vanvittigt svært at tale om, og når jeg forsøger, får jeg altid det sikkert generelt helt vildt gode råd, at jeg skal blive bedre til at sige til og fra noget tidligere i processen.

Aktuelt er jeg sovset ind i et jobtilbud, hvor jeg har søgt og haft samtale med en gut fra en virksomhed, som har brug for en passioneret historiefortæller. Jeg tænker, at det er lige mig, og det vil jeg vildt gerne. Nu har vi haft kontakt i snart 3 uger, og jeg har allermest lavet PR og marketing-arbejde for dem.

Det er jo præcis dét, jeg flygter fra (det er en anden historie – en anden dag!), og jeg vil virkelig gøre rigtig, rigtig, rigtig, rigtig meget for at slippe for at forholde mig til KPI, reach, outreach, inbound, Google Analytics, Facebooks ad manager og business og alt det andet hejs, som jeg forestiller mig, man lærer en hel masse om på handelsorienterede uddannelser i dag (også en anden historie – en anden dag).

Nå men jeg har kunnet mærke i maven fra dag 1, at det, de vil bruge mig til, er noget helt andet end det, jeg mener, vi har talt om til samtalen, og som de har søgt i deres opslag. Og fredag var jeg så til møde hos dem. Jeg forsøgte at dreje samtalen ind på historier og mennesker og portrætter og dét, som jeg betragter, som passioneret historiefortælling. Men ret hurtigt kommer samtalen til at handle om alle de muligheder, der er for, at jeg for eksempel kan ringe og overtale bloggere til at skrive om deres produkt.

I mit hoved kører hele tiden: “Hvad har det med passioneret historiefortælling at gøre?”, og det hele slutter efter halvanden times pinsel med, at de lige vil fortælle, hvad deres mål for vækst er på de forskellige platforme. Så begynder en lang og meningsløs opremsning i stil med:”Vækste med faktor 1,6 på hjemmesiden. Og besøgstallet skal gerne vokse med 250% – altså med faktor 2,5″. For ligesom at holde mig selv vågen spørger jeg, om de også har de absolutte tal for besøg på hjemmesiden. Det var enormt irrelevant, fornemmede jeg, men det absolutte tal, der skal vækstes fra, er 720. Det gør vel trods alt opgaven mere overskuelig, end hvis der var 100.000.000 besøgende? Uden at vide særskilt meget om tal.

De ved formentlig intet om, hvad der foregår i mit hoved. Og mine forsøg på at bringe andre vinkler i spil mislykkes konstant. Så jeg sidder og tænker, om jeg skal sige ligeud, at det her altså er noget helt andet, end det vi har aftalt. For jeg kender den samtale. Det er mig, der har misforstået noget. Det er det altid. Sådan er min erfaring, at de mennesker, jeg føler, trækker mig ind i noget, jeg helst er fri for, de bliver så forbløffede over, at jeg ikke har sagt noget – jeg tænker jo omvendt, at de overhovedet ikke har lyttet. Og så står vi dér, hvor det er mig, der er et problem, fordi det jo er noget pjat ikke at sige til og fra i tide.

De er nu i gang med at oprette mail og koder og adgang til programmer. Jeg er stadig i gang med at overveje, om jeg er interesseret i at arbejde sammen med dem. Ej, det passer ikke. Det er jeg for længst færdig med at overveje. Så jeg har et interessant opkald, jeg skal foretage mandag formiddag.

Et andet eksempel, som er langt mere kompliceret. Jeg er med i en tipsklub med en af mine allerbedst venner, og to af hans venner, som jeg kender en lille smule. Vi spiller en gang om ugen. Alle indbetaler 50 kroner, og så spiller vi en kupon. Et par af deltagerne indsamler og indleverer ikke spil, så det er vi to andre, der har gjort siden februar, hvor vi begyndte. Det er sådan set fint nok.

Men jeg oplever fredag efter fredag, at pengene ikke bliver overført. Ikke med det samme. Og ikke hver gang. Og jeg hader penge. Helt grundlæggende. Jeg hader det, de repræsenterer. Jeg hader det, de gør. Og jeg hader det, de gør ved relationer mellem mennesker. Og jeg hader situationen, hvor jeg er nødt til at skrive og minde folk om at overføre penge til mig. Jeg hader det. Og jeg synes ikke, det burde være nødvendigt i en situation, hvor det er en frivillig klub mellem venner.

Klubben har holdt sommerferie. Sådan er jeg så ferm til at skubbe ting foran mig 🙂 Men nu skal vi til at i gang igen. Jeg sagde til min ven, at jeg gerne vil spille med, men jeg kun står for det hver fjerde gang. Det gør mig ked af det, og jeg begynder at stresse en lille smule allerede om torsdagen, hver gang jeg skal stå med indkrævningen. Det er ikke ok. Så mit forslag var, at alle enten stod for hver deres tur, eller også indbetaler vi penge en gang om måneden til en konto i forvejen. Det har han så fremført i vores fælles gruppe, hvor eneste svar indtil videre er, at en gerne vil være med og betale men ikke får spillet, hvis han selv skal aflevere kuponen.

Og jeg kan mærke, at klubben så småt udånder på den måde, og det føles besynderligt nok, som om det så er min skyld. At jeg dog på den måde gør mig ud til bens i stedet for bare at indlevere spillene, som vi har gjort hidtil. Det er jo vanvid, at jeg er 45 år – snart 46 🇩🇰 – og stadig har det så svært med relationer med mennesker og med alle mine interne dialoger, som altid forsøger at give mig selv skylden for alting, mens jeg undrer mig over verden helt generelt.

Som et ekko af de mange efterskoleelever jeg fik lov at lære at kende de seneste par år, kan jeg høre det runge i hovedet, at jeg er forkert og ikke fungerer sammen med mennesker. At jeg træder skridt ved siden af alle andre, og når jeg endelig forsøger at være mig selv – som for eksempel jeg var det hos politiet – så bliver jeg strittet ud, fordi jeg er alt for meget mig selv og ikke minder nok om andre mennesker.

Det er faktisk ikke skiderart at føle sådan. Men det vidste jeg i øvrigt godt. Det kunne jeg både se, mærke og høre på alle de unge mennesker på efterskolen. Det er ufedt at føle sig ved siden af verden. (Men jeg ville eddermame også mene, det var ufedt, hvis jeg var som flertallet er det i disse år med racisme, fascisme, voldtæger, kvindehad og grådighed – en anden historie. Igen!)

Nå, men er du nået helt herned, skal du sættes i sving:
– Hvordan gør du, når du skal kommunikere uenighed med andre mennesker? – – Hvordan undgår du, at det bliver vendt tilbage til dig som en forsinket skingerhed?
– Kan det overhovedet lade sig gøre at have den slags samtaler, uden det bliver en kamp om, hvem der har mest ret?
– Kan man ‘bare’ lytte og tage ind uden at skulle rangordne?

Reddet af corona i sidste øjeblik

Jeg har længe gået og forsøgt at overbevise mig selv om, jeg ville have godt af at træne lidt i et fitnesscenter. Det er indtil nu lykkedes mig at afværge situationen med en stribe mere eller mindre opfindsomme undskyldninger og bortforklaringer.

At jeg testede positiv i pinsen og siden har været en anelse nede på energi, er selvfølgelig én af dem. Så vidste jeg ikke helt, om jeg blev boende i Odense i denne omgang (det ved jeg vel aldrig helt), og da jeg så havde besluttet dét, kom jeg i tvivl om, hvilket center, der egentlig var tættest på min nuværende bolig. Så var der noget med tid (ja, utroligt nok har den virket!), så passede jeg hus i Glamsbjerg, og så var jeg faktisk heller ikke helt meldt ind endnu.

I tirsdags meldte jeg mig ind online, og så skulle jeg dagen efter hente mit kort. Jeg kunne naturligvis ikke på samme dag hente kortet og træne første gang, så jeg hentede bare kortet og trissede og hjem igen. Og i dag – i dag var så endelig dagen, hvor jeg var løbet tør for undskyldninger. Så jeg pakkede en taske, og jeg måtte virkelig gøre mig umage for at huske, hvad man egentlig har med. Jeg ville gerne pakke let – jeg stoler aldrig helt på, der er ledige skabe, så jeg havde mit medlemskort, mine nøgler og en hængelås i lommen og et par sko og et lille svede-klæde i rygsækken. Af sted det gik op til centeret.

“Hov, hov, har du et coronapas, jeg lige må se?” spurgte den unge mand i gul trafikvest. Ej pokkers. Det ligger jo på mobilen. “Jeg har mundbind med”, forsøgte jeg spagfærdigt, og han slog beklagende ud med armene, og jeg skyndte mig at bedyre, at det selvfølgelig var helt ok. Så jeg gik hjem igen. Så må det jo blive i morgen. Hvis der virkelig ikke når at dukke en ny undskyldning op inden da … Man har jo lov at håbe!

Euro 2020 – Det er finaletid. Forza Italia!

Helt kort: Italien så trætte ud, da første halvleg var overstået af deres semifinale mod Spanien for 5 dage siden. Men de holdt ud. Holdt ved 1-1 i ordinær tid. Holdt ud i forlængelsen. Og så vandt de straffesparkskonkurrencen, og nu er de i en EM-finale for 4. gang. Det er blevet til en tidligere finalesejr – i 1968 – og to tabte finaler – i 2000 og 2012. Nu er det tid. Football is coming to Rome!

England vandt, som de vel er de fleste bekendt, over Danmark med 2-1 efter forlængelse. Indrømmet, jeg syntes allerede, da Danmark spillede kvartfinale mod Tjekkiet i Baku, at danskerne så trætte ud allerede i 2. halvleg, og selv om Danmark igen åbnede flot og fik scoret efter cirka en halv times tid, så udlignede England hurtigt, og derfra var det et langt engelsk pres.

Danmark pressede kampen ud i forlængelsen, men dér blev presset for stort, og England fik foræret et papirtyndt straffespark, som de endda brændte i første omgang men fik sendt riposten i nettet. Selv med en mand i undertal efter at have brugt alle udskiftninger, fik Danmark lagt en form for pres, men det blev altså ikke til den afgørende chance, og dermed er det England, der i aften – om knap 20 minutter – spiller finale mod Italien.

Og jeg siger det klart og tydeligt. Jeg håber af hele mit hjerte, at Italien vinder. Af mange grunde. For det første har England spillet gabende kedsommeligt i de fleste af deres kampe i turneringen. Fjern Raheem Sterling fra det her hold – og måske Kane i de seneste to kampe – så er det et ordinært mandskab, som er i bedre form end de fleste, men mere er der ikke i det. Og deres tilskuere har vist vaskeægte britisk mangel på format med buhen under nationalsange, hån og trusler mod modstanderfans, og i timerne op til finalen har der både været slagsmål i London, og tilskuere uden billet har møffet sig vej forbi kontrollørerne og ind på stadion. Det er simpelthen så primitivt, og jeg håber, det bliver belønnet som fortjent – med et nederlag til Italien i aften.

Forza Italia!

Danmark og England melder sig blandt de 4 sidste

Spanien – Italien
England – Danmark
Wow. Det er et par himmerigsmundfulde, semifinalerne byder på ved EM-slutrunden. Lørdag aften spillede Danmark kvartfinale mod Tjekkiet, og selv om kampen var henlagt til Aserbajdsjan og Baku, var der omkring 1.000 danskere, der tog turen halvvejs til Kina, og de fik en fin oplevelse ud af det.

Thomas Delaney bragte Danmark på 1-0 efter bare 5 minutter, og bare 3 minutter før pausen scorede Kasper Dolberg på et oplæg fra Joakim Mæhle. Det så mere end lovende ud for danskerne, der kunne gå til pause med visheden om, at godt begyndt er halvt fuldendt. 2. halvleg var dog ikke mere end 2 minutter gammel, så havde tjekkerne haft hele 3 nærgående forsøg mod det danske mål, og i det hele taget åbnede de 2. halvleg, som det sig hør og bør, når man er nede 2-0 i en EM-kvartfinale: “Fuld skrald frem.” Det belønnede sig allerede 4 minutter efter pausen, hvor Patrik Schick satte foden på et indlæg fra højresiden, og den skruede helt ud mod stolpen, hvor Kasper Schmeichel ikke kunne nå den.

Den danske keeper havde i øvrigt en mere travl dag end ved de seneste danske kampe, og han fik ved et par lejligheder vist høj klasse med redninger på nærgående tjekkiske forsøg. Danskerne kom i kortere og kortere perioder i boldbesiddelse, og selv om de hele tiden var farlige på omstillinger, virkede det, som om uret gik meget, meget langsomt. Heldigvis havde tjekkerne ikke så mange andre ideer end at øse bolden i det danske felt, og det modstod det centrale danske forsvar fint. Og så ebbede det hele ud, og trods 6 minutters tillægstid blev det ved 2-1 til Danmark, der dermed for tredje gang er i en EM-semifinale. (Ja, faktisk for fjerde gang, men vi tæller jo ikke rigtigt 1964 med – og det er egentlig tarveligt, for man kan jo kun slå de hold, man spiller mod). Nu går turen til London og Wembley for Kasper Hjulmand og hans flok, og dér har de faktisk vundet alle den ene gang, de har spillet. Det må de gerne gentage på onsdag.

På Wembley venter England, der nærmest havde en aften på træningsbanen med 4-0-sejr over 10 gule kegler fra Ukraine, der reelt ikke havde noget som helst modstand at byde ind med. Harry Kane nettede med en tå-fræser i kampens åbning, og så forsøgte ukrainerne at kæmpe sig tilbage i resten af halvlegen, mens England uden at tage skyggen af chancer blot spillede bolden rundt og rundt og rundt – egentlig meget heldigt, de ikke var foran deres eget publikum.

Efter pausen faldt 3 engelske scoringer inden for det første kvarter, og så blev der skiftet ud for at spare kræfter til semifinalen onsdag mod Danmark. På Wembley. For mon ikke englænderne kan huske, hvordan det gik, sidst Danmark var på besøg? (Hint: Danmark vandt 1-0 i Nations League i efteråret). Englænderne kommer til denne semifinale fulde af optimisme og forholdsvis ufunderet tro på egne evner, så jeg krydser fingre for Hjulmand, Wieghorst og resten af banden i rødt har en plan for, hvordan vi snupper sejren og ødelægger den engelske stemning.

POWER RANKING EURO 2020 FØR SEMIFINALERNE – 3. JULI

POWER RANKING

Semifinalisterne

1 England (4-1-0 8:0)
De skulle bare væk fra Wembley, englænderne. Så gik der hul på flasken, og de fik scoret en masse mål. Første halvleg åbnede med en scoring efter 4 minutter, og derfra var det tæt på ren ørkenvandring til pausen. England magter at spille gabende kedsommeligt fodbold, men det ændrer ikke på, at de nu er i semifinalen, og de har et Wembley med så mange tilskuere, at det kommer til at minde om fodbold igen. Og de vil for 95% vedkommende være på englændernes side. Alt er lagt op til, at de skal have en titel. Måske en slags trøst for deres Brexit, hvem ved?
2 Italien (4-1-0 9:1)
Italien var tilbage i samme flyvende form, som de åbnede gruppespillet. Det var en imponerede indsats, og særligt imponerende var den arbejdsiver, der blev puttet ind i opgøret. Det aldrende midterforsvar fik rigtig god hjælp af Donnarumma i målet, og kan Italien holde det her niveau, bliver de en stor mundfuld for Spanien. Lige nu har jeg Italien som det bedste af de tilbageværende hold
3 Spanien (1-4-0 10:5)
De måtte bruge både forlænget spilletid og straffespark for at besejre de undertippede schweizere, og selv om straffe er et lotteri, blev kampen vel reelt afgjort, da Schweiz fik rødt kort til Freuler med et kvarter tilbage af ordinær tid. Spanien brugte 45 minutter i overtal på at skabe et stigende pres, men det lykkedes ikke at score. I straffespark brændte schweizerne 3 af 4 spark, og så snuppede Spanien semifinalepladsen. De er stadig meget på bolden. Og de får stadig skabt rigeligt chancer. Men de brænder også stadig for mange af de chancer. Det er svært at se dem kravle helt til tops
4 Danmark (3-0-2 11:5)
“(…) jeg under de danske drenge al succes, og lige nu ligner de et semifinalehold. Mindst.” Det var min tekst til danskerne før kvartfinalerne. Nu er de i semifinalen. Semifinalen! Hvem skulle have troet det? Og hele turneringen uden holdets med afstand bedste spiller, Christian Eriksen. Det holdt noget hårdere mod tjekkerne end i ottendedelsfinalen mod Wales, men det er solidt, kreativt og stadig meget dynamisk, det danskerne foretager. Jeg tør jo ikke andet, så nu skriver jeg det: “Lige nu ligner danskerne et finalehold. Mindst.”


Kvartfinalisterne
5 Belgien (4-0-1 9:3)
En stærk og stabil indsats frem til kvartfinalerne for forhåndsfavoritterne blev totalt annulleret af et velspillende italiensk mandskab, og så er det for anden EM-slutrunde i træk farvel til Belgien på dette stadie. De Bruyne var blevet klar, og det var godt, for han er et niveau over alle andre, men det var ikke nok til at hive Belgien frem til sejr mod Italien. Den sene reducering i 1. halvleg åbnede kampen efter pausen, og der var muligheder til belgierne, men de kan altså nu rejse hjem på sommerferie
6 Tjekkiet (2-1-2 6:4)
Kvartfinalen blev endestationen for træner Silhavy og hans tjekkiske mandskab. De gav alt. To spillere løb rundt med “Wieghorst-bandage” i løbet af kampen, og de tacklede, løb og forsøgte. Men det rakte ikke med bolde i feltet og krydsede fingre. Selv om tjekkerne før kampen mente, at de og Danmark mindede meget om hinanden, viste kampen tydeligt, at der er forskelle i evnerne til at spille bold. De havde ikke værktøjer nok til at ændre kampens gang, men de prøvede, så godt de kunne
7 Schweiz (1-3-1 8:9)
Ud af kvartfinalerne efter nederlag til Spanien. Men absolut ikke uden ære, og de havde undervejs i opgøret momentum, hvor de reelt kunne have lukket kampen i ordinær tid. Et rødt kort gjorde det sidste kvarter plus forlængelse til overlevelseskamp, og missionen lykkedes, men de overlevede ikke straffespark. Et middelmådigt gruppespil krydret med flot ottendedelsfinalesejr over Frankrig og exit mod Spanien i kvartfinalen. Endnu engang lovende takter fra Schweiz, uden at de for alvor bliver en samlet trussel
8 Ukraine (1-1-3 5:10)
De havde lige præcis 4 minutter i drømmeland, hvor de kunne tillade sig at tro på, de slog England i kvartfinalen. Men efter 4 minutter scorede Harry Kane på en tå-hyler, og så var kampen mere eller mindre færdig, før den kom i gang. Ukraine forsøgte at komme tilbage før pausen, men på det første kvarter af anden halvleg scorede England yderligere 3 gange, og så blev der ellers sparet nøglespillere til semifinalen. Så kom Ukraine bedre med. De har vundet præcis 1 kamp i ordinær tid, så mon ikke de er fint tilfredse med en kvartfinaleplads? Mere var der i hvert fald ikke til i holdet.

Ud af ottendedelsfinalerne
9 Portugal (1-1-2 7:7) Portugal blev sendt hjem af Belgien i ottendedelsfinalerne, men de havde stor ære af kampen og busede på hele kampen og særligt i anden halvleg, da de skulle hente belgiernes 1-0-føring. Ruben Dias fik et næsten frit hovedstød, men headede kraftfuldt lige på keeper Courtois, der reddede, og backen Guerreiro ramte opstanderen. Det var bedste muligheder, men de efterlader et indtryk af et hold, der røg ud med støvlerne på. Måske så vi Cristiano Ronaldo for sidste gang ved en EM-slutrunde. Måske.
10 Kroatien (1-2-1 7:6)- Nederlag til Spanien i en helt vanvittig ottendedelsfinale var faktisk nok til at løfte det samlede indtryk af slutrunden for kroaterne. Efter et lidt kedeligt og tøvende gruppespil fik de afleveret et brag af en kamp, hvor det tilsyneladende mere var manglende energi end manglende evner, der gjorde, det endte med nederlag mod Spanien. Men ude er de
11 Frankrig (1-3-0 7:6) – Meget boldbesiddelse. Men for lidt fantasi til at åbne et hårdtarbejdende ungarsk mandskab, og derfor måtte franskmændene nøjes med 1-1. Ingen katastrofe. Kan de undgå nederlag mod portugiserne i sidste kamp, er de stadig sikkert videre. Men bekymrende, at så mange af stjernerne kan levere så lidt over 90 minutter mod et – bevares, godt kæmpende. middelmådigt ungarsk hold
12 Østrig (2-1-1 4:3)- Overraskende god kamp i ottendedelsfinalen mod Italien, som de tvang ud i forlængelse, og selv om de kom bagud 2-0 i første halvleg af forlængelsen, fik de reduceret og skabt spænding om resultatet. Et par ringe præstationer i gruppespillet blev opvejet af en flot ottendedelsfinale, og derfor har jeg dem helt oppe foran både Nederlandene og Tyskland
13 Sverige (2-2-0 5:3)- Sverige forlader EM uden at tabe i ordinær tid. Deres exit i ottendedelsfinalen mod Ukraine var unødvendigt. Jeg sidder med fornemmelsen af, at de kunne have budt England op til dans med deres stramme 4-4-2 og enorme disciplin. Alt i alt er det vel en godkendt slutrunde for Sverige, men de må have en fornemmelse af, at der var mulighed for mere end exit fra første knockoutrunde
14 Nederlandene (3-0-1 8:4)- Jeg nåede lige at påstå, Nederlandene nærmede sig slutrundens favoritfelt, så faldt de helt sammen i ottendedelsfinalen mod et stærkt spillende Tjekkiet, der dygtigt udnyttede en forsvarsfejl af Mathijs De Ligt, som kostede ham et rødt kort. 35 minutter i undertal overkom Oranje ikke, og de endte med at tabe fortjent 2-0. De efterlader et indtryk af et hold med et spændende topniveau, men også af et hold, der er alt for svingende og har for svært ved at dominere kampene, hvis modstanden er for stærk
15 Tyskland (1-1-2 6:6)Jøsses for en elendig afskedsgave fra spillerne til træner Joachim Löw, som efter 15 år i spidsen nu stopper som tysk landstræner. Det var en langsommelig, kedelig og afventende affære, og den bedste mulighed kom, da Thomas Müller fik en friløber ved stillingen 1-0 til England, men han endte med at sparke bolden forbi mål. Tyskerne spillede en flot kamp mod Portugal og ydede god modstand i 1-0-nederlaget til Frankrig i åbningskampen, men alt i alt et skuffende EM for vores naboland i syd
16 Wales (1-1-2 3:6) – Åbnede ottendedelsfinalen mod Danmark med bulder og brag, men efter et kvarter overtog Danmark kampen, og det eneste waliserne havde at hænge deres nederlag på efterfølgende var et frispark i optakten til det andet danske mål. De spiller for fuld musik og med al den fædrelandsstolthed, der kan mønstres, men mod Danmark mødte de simpelthen et bedre hold. Men de kan glæde sig over for anden EM-slutrunde i træk at være i knockoutrunden

Ud af gruppespillet
17 Slovakiet (1-0-2 2:7)- Da Spanien igen brændte straffe ved stillingen 0-0, steg håbet et par procent for slovakkerne, men de endte med at blive klædt af og indkassere slutrundens foreløbig største nederlag på 5:0. Av for den. Dermed må slovakkerne rejse hjem, og de må også erkende, at der ikke helt var nok i værktøjskassen til for alvor at byde ind med slutrunden. De må varme sig ved sejren over Polen, der trods alt giver dem 3. pladsen i puljen, men som den indtil videre ringeste 3’er får de altså ikke flere kampe
18 Rusland (1-0-2 2:7)- Av for en fæl afslutning af russerne. De ender med at rejse hjem fra slutrunden med en eneste sejr, som var en tøvende 1-0 over Finland. Mod puljens to øvrige hold, Belgien og Danmark, blev det til nederlag på henholdsvis 3-0 og 4-1. Det er ikke godt nok, og selv om Dzyuba er en stærk mand at have i front, og Golovin og Miranchuk er herlige boldspillere, som forsøger at fodre ham, så må russerne tilbage til tegnebordet og talentudviklingen, for de skal begynde forfra. God arbejdslyst
19 Finland (1-0-2 1:3)- Det blev til tre kampe ved finnernes første slutrunde nogensinde, men selv om de måske ikke imponerede med tiki-taka, så viste de mod og vilje til at kæmpe for fællesskabet, for Fædrelandet og for hinanden. Det var imponerende, og de kan rejse hjem og fokusere på at bygge videre på deres solide fundament og gøre det en anelse bedre næste gang. Tak for indsatsen
20 Polen (0-1-2 4:6)- Det var lige sent nok, Robert Lewandowski stemplede ind. To mål i 2. halvleg fik udlignet den svenske 2-0-føring, men polakkerne kunne kun bruge sejren, og de snu svenskere benyttede presset til at slå kontra og score til 3:2. Dermed må Polen rejse hjem med en sidsteplads i puljen. Det er et overraskende ringe udbytte, for de var vel favoritter til at snuppe 2. pladsen i puljen i tæt kamp med svenskerne, men det blev altså ikke til noget for Polen. De må prøve igen næste gang
21 Ungarn (0-2-1 3:6)- Exit Ungarn. Som forventet, men foran det talstærke publikum hjemme i Budapest ydede de god modstand og tabte overraskende kun en enkelt kamp i slutrundens dynamit-pulje. De spillede fysisk og moslede på hele vejen, og de kunne med en smule held have snuppet en plads i knockoutrunden
22 Skotland (0-1-2 1:5)- Endelig fik de scoret et mål. Men de lukkede også 3 ind, og dermed blev det til én uafgjort – en flot én mod England på Wembley – og to nederlag. Nu må de rejse hjem, men de har vundet mange hjerter med en modig indsats og en vilje til at slås for tingene helt frem til slutfløjtet – også selv om det ofte var afgjort længe før
23 Nordmakedonien (0-0-3 2:8)- Scoring i de begge første kampe var rigeligt til at være en succes for Nordmakedonien, der rejser hjem med tre nederlag i taskerne. De forsøgte bravt mod Østrig og Ukraine, men det rakte ikke, og mod Holland i den sidste kamp, var de bare oppe mod et meget bedre hold. Sympatisk indtryk af et hold, der forsøgte, det bedste de kunne
24 Tyrkiet (0-0-3 1:8) – De kunne ikke. De magtede ikke at sætte et aftryk på slutrunden og må rejse hjem med tre nederlag. I perioder spillede de mod Schweiz acceptabel fodbold, men der var alt for mange udfald, alt for mange fejl, og det mest positive de kan tage med videre er, at de fik scoret et enkelt mål i dette opgør