Forestil dig at være født i Nigeria

Der er én ting, jeg får mere og mere af, som tiden går. 

Det er bevidstheden om, hvor lidt jeg forstår og har overblik over ‘det hele’. 

Hvor kompleks og mangeartet verden er. 

Hvor forskellige udgangspunkter alle 8 milliarder mennesker har. 

Husker du Lucky?

Forestil dig at være født i Nigeria og vokse op med udsigten til, at dit liv i bedste fald ender som Lucky. Altså at du efter en farefuld og lettere kriminel periode som pirat med flere mord på samvittigheden er så heldig at få skudt dit ene ben i smadder, så fjenden tager dig med hjem til et hospital i dets eget hjemland. Her får du amputeret benet og får senere tilkendt erstatning og opholdstilladelse i landet. 

Forestil dig at være født i Rusland og underlagt Putins luner og indrulleret i hans meningsløse krige mod diverse stater under det tidligere Sovjetunionen. Efter opløsningen af unionen troede du måske, at demokrati ville ramme dit land, men i stedet blev det en blanding af et oligarki og et diktatur, hvor der reelt ikke er meget andet at gøre end at bøje nakken og gøre, som der bliver sagt. 

Er der egentlig det ret mange steder? Andet at gøre end at bøje nakken og gøre, som der bliver sagt? 

Er selvfedme egentlig livstruende?

Forestil dig, at du er født i USA og tror på den evige sang om Land of the Free, men en dag bliver Donald Trump valgt som præsident, og landet bliver i stedet til hele verdens bølle under påskud af at sætte sig selv først. 

Alle immigranter skal sendes ud, men hvem afgør helt præcist, hvem der er immigrant i et land, der ikke er mere end godt et par århundreder gammelt? Først ryger alle immigranterne fra Syd- og Mellemamerika. De er lette at få øje på og sortere fra. Derefter ryger alle araberne. Dem kan man også let finde. 

Derefter begynder jo det svære arbejde, men hvem vil have tidligere russere boende? Tyskere? Og hvad med alle asiaterne? 

En dag skifter præsidentskabet – måske er verden så heldig, at Trump dør af selv-fedme – og så får du en præsident, der ikke bryder sig om Sydeuropa. Så den italienske nonna, du altid praler med, bliver pludselig din exit-billet fra det land, du troede var dit. 

Det rammer også Europa

Forestil dig, at den slags sker over hele verden. At det sker i hjertet af Europa, som jeg trods alt forestiller mig er hjemsted for de mest solide demokratier. 

Men hvad nu hvis den næste leder af Fratelli d’Italia ikke er så pragmatisk som Giorgia Meloni men måske mere minder om en rendyrket fascist. De er jo før blevet valgt i Italien. 

Så bliver der pludselig igen større mental afstand og kamp mellem regionerne, og snart bryder både Sardinien og Sicilien ud og passer sig selv. Så vil andre sydlige regioner som Calabrien og Puglien også være selvstændige, og nu er vejen åben for stridigheder internt i Støvlen. 

Når stridighederne rammer i Friuli-provinsen i nord, der grænser op til Slovenien, er der en risiko for at få involveret Serbien og dermed hele det tidligere Jugoslavien. 

Lige nord for denne potentielle heksekedel er Ungarn med Orban og alle hans besynderlige ambitioner om at være et røvhul. Forestil dig det hele på en gang. 

Velkommen til verden anno 2025. Alt kan ske, og det gør det tilsyneladende også.

Citronmåner fejler ikke en skid

Jeg er egentlig ikke mismodig over alt dette. For det har jo været temmeligt forudsigeligt i lang tid. At mennesker med voldsomme ambitioner steg til tops i samfund og i den politiske verden, og så får de så meget magt, at de får ting til at ske. 

Grundlæggende tror jeg, de fleste mennesker vil have lov at leve et liv i fred og fordragelighed. Vi kan sagtens pege fingre og håne mennesker i vores eget land, der ser tv aftenen lang og spiser citronmåne ved sofabordet, men det er trods alt sjældent, at den slags fører til krig. Måske lidt nabostridigheder over ikke at invitere. Men sjældent mere end det. 

Måske er det tid, at vi slår et slag for et mere afdæmpet liv. For et liv i fred og fordragelighed. For samtaler med naboerne og med mennesker, vi møder i supermarkedet, på gaden og hos lægen. 

Og måske er det tid at skrue ned for ambitionerne om at lave det næste virale hit på Youtube, Tiktok eller Spotify. 

Måske er det helt ok at leve et liv, hvor man hjælper, hvor man kan, gør, hvad man kan og i øvrigt ikke laver verden mere om end højest nødvendigt.  

(Foto: Photo by Alim on Unsplash)

Overfør med gavepapir. Det koster 7 kroner + moms

For real?? Er der mon mange mennesker, der, når de overfører penge via mobilepay, lige vælger at betale 7 kroner ekstra for den digitale overførsel ved at pakke overførslen ind i gavepapir?

Det lyder fuldstændig som de der healere på Facebook, der tilbyder fjernhealing torsdag mellem 19 og 21, hvis bare man overfører x antal kroner. Så skal de nok sende gode vibrationer i det aftalte tidsrum. Jeg er med på, det lyder som svindel, men hvem er det egentlig lige, der er den underfrankerede her? 

Og nu vi er ved det. Hvad skete der egentlig med jobbet som radiovært? Hvordan blev P4 aften til et program, vi laver sammen, men hvor sammen betyder, at lytterne skriver ind med deres navn, hvor de skriver fra, og hvad de egentlig går og laver, og så kan de ønske et nummer. Det koster 1 krone plus almindelig takst. 

Hvem skriver ind og betaler penge for at gøre studieværtens arbejde? Det er så vildt. Eller P4 Liga? Jeg var ret begejstret, da de rykkede fra P3 til P4, fordi jeg var ved at være for gammel til musikken på de unges radio, men det er jo de samme mennesker, der er rykket over, og den samme vanvittigt tyndbenede musik, de spiller. 

Når der er Superliga-kamp – og jeg anerkender, at det er en forrygende mulighed for DR Sporten for at gøre sig selv relevant i disse tider, hvor TV-rettigheder flyder rundt i en stor pærevælling, hvis de nu kunne lave en god gammeldags reportage fra kampene. Send Andreas Kraul til Island, Færøerne, Polen og hvor de danske hold i Europa nu spiller, og så lad ham kommentere kampen fra start til slut. 

Drop den evindelige sniksnak om, hvad de har fået af kage i presserummet, og spar mig for al den overflødige og evindeligt kammeratlige pludren om havearbejde, køer på vejene og alt muligt andet ligegyldigt. Kommenter. Fodboldkampen. Punktum. Spil lidt musik i pausen. Afspil en båndet nyhedsudsendelse. Og vær så klar, når 2. halvleg sparkes i gang. 

Nu vi er ved DR. Dit og mit DR

Der er tæt på ingenting hos DR, som jeg orker længere. Orientering på P1 er blevet til en pludrende børnehave, der forsøger at lege ung med de unge og gøre nyhederne spiselige for med en leflende tone for et under gennemsnittet interesseret publikum, og værterne skal altid distanceret og ironisk nærme sig det publikum, de reelt burde kunne dække på P3/P4/DR1 osv. 

Jeg spurgte engang Lisbeth Knudsen, da hun var i DR, hvornår de begavede fik noget for deres licens, hvis alle udsendelser skulle dummes ned til en laveste fællesnævner, og hun blev rasende. 

Well, i dag er spørgsmålet mere relevant end nogensinde, men DR fortsætter ræset mod bunden, og dermed gør de sig selv overflødige, bliver privatiseret og så har vi ingen ordentlig uafhængig presse, der ikke er for profit længere. 

Det er sådan set ingen kritik af hverken TV2, Berlingske eller hvad de hedder alle sammen, men de er jo altså sat i verden for at lave profit, og det er jo derfor, de alle sammen hælder mere og mere mod clickbait og besynderlige artikler, der intet har med nyheder at gøre. 

I dag lod jeg mig lokke ind på en artikel, der oprindeligt var fra woman.dk – intet hate mod dem, de har fede features og portrætter, men hvad laver de på en avis-forside? – og det var et ungt dansk par, der var flyttet til Italien og talte om, hvordan vi alle kan lære noget af italienernes begreb – eller mangel på samme – om tid. 

Altså? Hvorfor skal et par på 29 år, der er flyttet have taletid til det? Hvad er deres forudsætninger andet end et par måneder i Italien?

Det betyder måske mere, end man lige tror

Jeg har brugt utroligt meget energi og virkelig meget tid på at spekulere på, hvad meningen med det hele er. 

Mange har budt ind med en færdigpakket løsning i stil med, at det har den mening, man selv giver det. Men ærlig talt; Kig på et standard-liv. 

Barndom/ungdom som i bedste fald er uden alt for mange strabadser og skærmydsler fulgt af 20’erne, hvor man lander i en form for enten uddannelse eller job, og så kører toget derfra. 

Årene går, og man drømmer om en ejerlejlighed som med tiden skal udskiftes med et rækkehus for endelig at blive til et parcelhus. 

Så ønsker man sig måske til tider et hus på landet for at kunne trække friværdi ud, men så er det måske heller ikke federe at bo langt fra sit job og pendle hver dag. 

Så man ender med et sommerhus i stedet og prioriterer at holde både efterårs-, jule- og vinterferie ud over de 3-4 ugers sommerferie. Hvor man skal rejse til fjerne eksotiske egne, som man enten har set på Instagram eller hørt Bente fra regnskab tale om, fordi hun og hendes nye mand, Carsten, var der sidste år, og det var SÅÅÅÅÅ godt.  

En dag går man på pension, og man frygter at gå i stå og at få tiden til at gå, men hurtigt viser det sig for mange, at de snildt kan fylde dagene med aktiviteter og sammenkomster med venner og bekendte. Livet glider forbi, og en dag er det slut. 

Der er kun den mening, man selv giver det. 

Men er det virkelig det? Er det meningen? Er der en mening? Eller skal vi bare skrabe til os og knokle så meget, vi kan for at kunne holde op med at knokle en dag? Helst så tidligt som muligt. Jeg aner det ikke, men jeg synes ærlig talt, at det i det mindste er værd at bruge lidt tid på at spekulere over. 

Should I Stay Or Should I Go?

Jeg drømmer om udlandet. Om dage med færre bekymringer og flere solskinstimer. Om et simplere liv. Om at jeg har mindre dårlig samvittighed i min hverdag. 

Hov, hvad var det? Solskin forstår vi alle. Simplere liv, jovist. Men dårlig samvittighed?

Jo, den er god nok. Jeg har en tendens til at ruminere og vende og dreje alle samtaler og transaktioner, jeg er i. Det gælder både min familie, mine venner og folk, jeg møder på gaden, i parken eller i supermarkedet. 

Fik jeg nu sagt noget dumt? Det gør jeg som regel. Blev de kede af det? Det tror jeg altid, de gør. Hvorfor er jeg sådan et fjols? Nogle spørgsmål er bedst ubesvarede. 

Tiden og erfaringen har lært mig, at de færreste tænker så meget over det, som jeg gør, og at jeg derfor med fordel kunne lægge noget af det fra mig, fordi andre mennesker ikke tænker så meget over den slags, som jeg gør. Det er lettere, hvis du bekymrer dig mindre.

Jo tak for tip, kaptajn indlysende. Jeg har jo sådan set forstået, at andre er skideligeglade for det meste, men det hjælper jo ikke, når det i virkeligheden handler meget mere om, hvordan jeg selv føler det ved den slags møder. 

Ved den slags samtaler, hvor jeg tror, jeg gør andre kede af det. Om de så bliver det eller ej, er jo ikke det væsentlige, for al den energi, jeg bruger på at tænke over det, er ægte nok.

En psykolog sagde engang til mig: Samfundet skal altså ikke betale for, at du kan sidde her og påstå, at resten af verden er fjolser, hvis du ikke i det mindste vil arbejde på at ændre dig selv. 

Mit svar – jeg har været mere kæphøj, end jeg er nu – var, at hvis det nu rent faktisk var de andre, der var noget galt med, ville det da være tåbeligt at ændre på mig selv. Og at jeg tog anstød af, at der partout skulle være noget galt med mig for at få lov at samtale med en psykolog. Logik har aldrig været min stærke side. 

(Foto: Photo by Damiano Baschiera on Unsplash)

Jeg er et bedre menneske, når jeg skriver. For når jeg skriver, tænker jeg. Skriver du også?

Det har vel aldrig rigtigt været sådan konsistent, at jeg har brugt denne platform til at skrive. Jeg har aldrig tænkt på det som et nyhedsbrev med en fast frekvens. Jeg har helt sikkert aldrig tænkt på det som en lead magnet til at skaffe kunder. 

Hvis jeg overhovedet har beskæftiget mig med at kategorisere, hvorfor jeg betaler et par tusinde kroner om året for en hjemmeside med mit navn, har det nok allermest handlet om, at jeg godt kan lide, at jeg har min helt egen mailadresse på sin egen server. 

Nå men jeg har i en periode skriblet og skriblet og skriblet i hverdagene for at slippe tanker løs og måske også – måske endnu mere – for at tøjle tanker.

Dagbog? Eller offentlig følelsesporno?

I hvert fald er der hver uge en ikke ubetydelig mængde tekst, og mange vil mene – det hælder jeg selv i store perioder til – at den slags tanker nok gør sig bedst i en dagbog eller i hvert fald i et mere privat forum end en åben side på det store verdensomspændende net af elektroniske sider. 

Men her er vi altså. Og når jeg kigger rundt på det, vi i dag kalder internettet, ser jeg sådan set ingen kvalitetsmæssig grund til at holde mine udgydelser inde. 

Det skulle da være af private hensyn, men den slags har diverse firmaer – offentlige såvel som private – jo efterhånden gjort komplet overflødige ved en så lemfældig omgang med vores fælles data, at det ingen mening giver at bekymre sig om, hvorvidt nogen har dem.

Hvil trygt i visheden om, at de er tilgængelige for alle, der gider lede efter dem.

Cirka her kommer pointen

Pointen med hele denne tirade er, at jeg for en stund – i den kommende tid og i en indtil videre ikke nærmere defineret periode – vil samle de ugentlige skriverier i et samlet og formentlig temmeligt omfattende indlæg et sted mellem lørdag og mandag. Cirka. 

Så uden alt for meget yderligere balfaldera – det skulle da lige være denne ekstra tilføjelse: At teksten her kan være både fiktiv og autobiografisk og mere kommenterende på virkelige eller knap så virkelige hændelser – hvis der er noget, der virker mærkeligt, er det altså højest sandsynligt ikke dig, der er noget galt med. Det er nok snarere mig. Og nu kommer der ikke yderligere … Værsgo!

Og her begynder frihederne at boltre sig.

Fri os fra det onde og luk sociale medier

Det har taget mig lige omkring to uger at blive dødtræt af sociale medier igen. Jeg var ellers fri. Helt fri. 

Men så tog jeg en uddannelse som personlig træner, og der var ligesom to muligheder for at skaffe kunder i butikken: Enten skulle man arbejde i det, der blev kaldt et kommercielt center, eller også skulle man være på Facebook og Instagram for at markedsføre sig selv. 

Endnu engang viste det sig, at jeg har rygrad som en vingummibamse og selvstændige tanker som sidste dag på et hollandsk loppemarked med lutter svenske krimier tilbage – altså ingen! – og jeg hoppede ombord i både Facebook og Instagram. 

For det første: Facebook er jo røvkedeligt, når man ingen venner har, og det er en besynderlig øvelse for – for mit vedkommende tredje, fjerde eller måske endda femte – gang at begynde forfra med at blive venner med mennesker. Særligt fordi jeg jo hele tiden i baghovedet har en idé om, at jeg en gang i fremtiden skrider igen. 

Nå men det har vist sig, at jeg faktisk godt kan lide kontakten med menneskene igen, men jeg er nu også allerede lidt skuffet over, hvor lidt folk rent faktisk bruger det. 

Der er udvalgte Dan Rachlin-typer, der slet ikke kan lade være at spy alt muligt ud dagen lang, og så er der den langt, langt største del af brugerne, som stort set aldrig skriver noget andet end at dele et feriebillede en eller to gange om året og så sige tak for fødselsdags-hilsener. 

Det er der jo ikke noget i vejen med, men er det virkelig nok til at retfærdiggøre den invasion af privatliv, overvågning og videresalg af data, der foregår på både Facebook og andre platforme? 

For de fleste åbenbart ja. Jeg har lyst til at løbe skrigende væk igen med det samme, men jeg ser også muligheder i for eksempel at komme i kontakt med nogle af mine venner og bekendte fra tidligere i livet, som jeg har tænkt mig at udnytte for eksempel til podcast-afsnit, når jeg engang accepterer, at min lyd ikke er perfekt endnu. 

Du er helt perfekt, som du er

Og det er ret vigtigt for mig at få sagt. Jeg er – som folk, der holder af mig, formulerer det – et principfast menneske. 

Jeg er villig til at spænde ret voldsomt ben for mig selv, hvis jeg føler for det. At undlade at abonnere på tjenester, hvis de er produceret af firmaer, jeg finder uetiske eller amoralske. At boykotte diverse spisesteder, hvis jeg har haft en dårlig oplevelse hos dem. Og så videre og så videre. For tiden har jeg det stramt med alting fra USA – gæt selv hvorfor – og det er ikke let. 

For jøsses, hvor er vi dog sovset ind i amerikanske produkter og producenter. De er jo også ekstremt grådige derovre. Det er ikke nok med en virksomhed, der gør det godt. Den skal være VERDENS BEDSTE og spise alle konkurrenter. Helst til morgenmad. Træls. 

For det stiller os jo (eller mig i hvert fald) i noget af et dilemma, når jeg for eksempel leder efter en computer, der ikke stammer fra et US-firma. Nå, den del er en anden diskussion. Måske senere på ugen!

Det jeg ville sige med det her er, at bare fordi jeg vælger at lave den slags benspænd for mig selv, så dømmer jeg ingen, der ikke gør det. Absolut ikke. 

Folk skal bare leve deres bedste liv, og vi har alle vores grunde til at gøre – eller ikke gøre – som vi gør (eller ikke gør). Fred være med det. 

Men jeg ville være ked af, hvis jeg ikke måtte dele mine argumenter for hvorfor og hvorfor ikke. 

Det betyder ikke, at du skal føle dig presset eller dømt af mine holdninger og meninger. Det gør det virkelig ikke. 

Måske kan vi bare have en samtale om det, hvor vi udveksler synspunkter, og så enes om ikke at være enige. Ville det ikke være revolutionerende?

At være nybegynder i et fitness-center

Det lykkedes endelig at hive mig ud af sengen i morges og bevæge mig til fitness og træne en god times tid. 

For en måned siden tog jeg en personlig træner-uddannelse, og det har givet mig en hel masse viden om og i øvrigt også lyst til at træne. 

Noget andet dejligt er, at den der følelse, jeg altid har haft i fitness af, at jeg ikke rigtigt aner, hvad jeg laver. 

At jeg ikke brød mig om at prøve nye maskiner, fordi hvad nu hvis jeg gjorde noget forkert, og det så dumt ud, og de alle sammen kiggede, rystede opgivende på hovedet og hviskede om mig bag min ryg? 

Ja hvad så? F*** det!

Nu har jeg en meget bedre fornemmelse af, hvordan de forskellige øvelser skal udføres, og hvad der er væsentligt at have fokus på. 

Jeg er jo ikke pludselig blevet en superatlet af en kort uddannelse, så min krop nærmer sig stadig 50 år, og der er stivhed, ømhed og slidte knogler hele vejen rundt, men jeg har en idé om, hvad jeg kan gøre ved det, og jeg har for længst opfattet, at det handler om det lange løb og ikke den næste uge. 

En ekstra sidegevinst ved min nyfundne oplevelse af fitnesscenteret er, at når jeg på et tidspunkt begynder at jagte kunder, så tror jeg, at jeg bedre forstår, hvordan det er at komme i sådan et center for første gang i sit liv. 

For jeg er ganske vist ingen erfaren og dedikeret bruger af fitness, men jeg har dog været der on/off i årevis, og jeg har sådan set dyrket forskellige former for sport hele mit liv. 

Tænk så på, at jeg stadig er flov, intimideret og tøvende, når jeg går ind. 

Hvordan er det så ikke lige for Karsten (fiktiv karakter!), der for første gang i sit liv som 45-årig har besluttet sig for – eller er blevet rådet til af lægen efter en diabetes-diagnose – at begynde at motionere? 

Og han har meldt sig ind, men det er jo det letteste af det hele. Herregud, det er bare endnu et giro-kort men at komme i centeret og kaste sig over maskinerne!? 

Det kræver mod. Det kræver beslutsomhed. Det hylder jeg. Og forstår altså bedre nu, tror jeg. 

Egeprocessionsspinderen og en lurende verdenskrig

Nogle af de allerbedste dage har jeg, når jeg slet, slet ikke interesserer mig for eller følger med i, hvad der foregår i verden omkring mig. 

Altså ikke bare lader være med at tænde for nyheder for at høre, hvad Donald Trump nu har fundet på? Hvordan kriserne i Palæstina, Ukraine og andre steder udvikler sig? Eller hvem der nu er død af en eller anden semi-kendis, som jeg ikke aner, hvem er, og som aldrig ville løfte et øjenbryn, hvis jeg døde, og som vi så alle sammen skal sørge over. 

Næh, jeg mener også de dage, hvor jeg lader alle de små ting ligge. Egeprocessionsspinderen i Odenses parker. Hvor jeg skal hen på sommerferie, hvis jeg overhovedet får råd til at rejse. Hvorfor det er så svært at lave aftaler med folk om at mødes og så videre og så videre. 

De dage, hvor jeg bare passer mig selv, læser i en bog eller to og trisser lidt rundt. 

Går en tur i naturen. Løber en tur med min bror. 

Spiser fornuftigt. Vander blomster. Lytter til podcasts. 

Øver mig på verdens hovedstæder. 

Øver en strækøvelse og lidt yoga. 

Og ellers bare er i mig selv og eksisterer.

Helt uden at tænke på vækst, læring, karriere, økonomi og fremtiden. Bare at være. 

Det er jo vanvid, at det skal føles som en luksus bare at være til. At det at lukke internettet og efterlade mobilen på en kommode føles som en aktivistisk handling. 

Hvad gjorde vi egentlig før? Hvordan så liv ud før 2005? Hvorfor er det så svært at forestille sig liv, hvor vi ikke er online det meste af tiden? 

Det var det i denne omgang. Forhåbentlig er der også tanker at skrive om i næste uge. Hvis du undrer dig, hvis noget af det lyder som vrøvl, eller hvis du bliver glad i låget af det, så skriv det endelig en kommentar enten på mail eller hvor du nu har lyst. Hvis du bare vil – som. Richard Møller sagde om det at være fynbo: Det er ik’ nåed, vi praler me’. Det er bar’ så’n still’ glæe, vi har – gå og hygge dig med det hele indeni, så er det også helt i orden.

Pas på dig og hav en herlig uge

/Michael

(Photo by Tetiana Grypachevska on Unsplash)

Man skal ikke undervurdere stilhed

Livet er dybest set en lang kæde af begivenheder.

Det kan være store begivenheder. Det kan være små begivenheder. Men i det store hele er livet en lang forestilling, hvor der sker meget eller lidt, og for de fleste er mængden af begivenheder nok et sted mellem de to yderpunkter meget og lidt.

Tiden flyver af sted. Uanset om vi vil det eller ej. Sekunder tikker, minutterne flyder, og timerne snegler sig frem. Dagene bliver til en uge. Til to uger. Til en måned, og årene ruller andægtigt forbi i deres helt eget mere eller mindre fastlagte årshjul med diverse afvigelser undervejs.

Vi forsøger i perioder at påvirke årshjulet ekstra ved at planlægge ting.

En forsker blev forleden citeret for et hack til lykke, der handlede om, at man skal fylde sin kalender med begivenheder i fremtiden. Det behøver ikke være bungee jumps og udlandsrejser. Det behøver selvsagt ikke være årlige bryllupper/skilsmisser eller dødsfald. Men dog med begivenheder, man bliver glad af.

Og det er alt sammen meget fint. Det skal man endelig gøre. Men hvor meget af vores lykke hænger vi på andre mennesker? Hvor meget kræver vi, at andre mennesker skal lege med, for at vi kan opnå vores egen lykke?

Kan det lade sig gøre at påvirke sit eget liv uden at involvere andre? Kan man planlægge og påvirke begivenheder, der måske/måske ikke involverer andre? Kan vi acceptere deres eventuelle afvisning og stadig føle, at vores egen lykke er uforandret af det?

Når du sætter dig ned og kigger på den kommende tid og de ting, du gerne vil have skal være en del af dit liv; Hvor meget overvejer du så, hvad det betyder for dig at have andre mennesker som en del af det? Er det primært din egen lykke, det handler om? Eller er det meget ofte en idé om, at det, der gør dig lykkelig, vel også helt naturligt gør andre mennesker lykkelige?

Verden er delt op i cirka lige mange introverte og ekstroverte. Det er egentlig lidt gummibetegnelser, for mennesker er jo først og fremmest mennesker, men der er nok noget om, at nogen trives bedst i andres selskab, mens nogen andre trives bedst i eget selskab. Det kan der jo være mange grunde til. Intet af det er rigtigt eller forkert.

Eller er det? Verden holder mest af ekstroverte. Ikke mange jobannoncer efterspørger en introvert karakter. Selv om altså omkring halvdelen af verdens befolkning falder ind i den kategori. Hvorfor er det egentlig en uønsket karakter at være introvert?

Min helt personlige erfaring fra for eksempel arbejdspladser er, at ekstroverte fylder meget, og at det altid er dem, der har et bud på en idé, når der skal leges brainstorm.

Det kan jo være fint, for så kommer der ideer på bordet, men hvis der aldrig bliver rum til at introverte kan byde ind, går vi altså glip af cirka halvdelen af klodens befolknings perspektiv og input. Det virker da som en dum idé. Måske endda ligefrem sådan en, der bliver luftet hurtigt uden nærmere omtanke …

Nå, jeg er nu hverken fortaler for det ene eller det andet. Jeg er vel allermest fortaler for et både-og, hvis jeg endelig skal fortale noget, men det har jeg nu intet behov for.

Jeg har langt mere behov for, at vi taler om, hvorfor det er så vigtigt for os at tale. Hvorfor vi er så imponerede af folk, der taler, snarere end folk, der formår at tie stille.

Hvorfor er det finere at tænke højt, før man har tænkt sig om, end at tie stille for at tænke sig om og så senere eventuelt dele sit perspektiv, hvis der ellers er noget, man synes, er deleværdigt.

Næste gang, du har mulighed for at tie stille – mit gæt er, at det er oftere, end man lige tror – så prøv det. Giv dig selv chancen for at lade noget synke ind, bundfælde sig og så bliver du også nødt til at give hjernen mulighed for at rumstere og overveje, om du rent faktisk har noget at sige, som du vil dele med verden.

Og at være en lyd er ikke nok til at kvalificere til at være deleværdigt. Det skal gerne være noget nyt, noget forfriskende, noget brugbart. Er det ikke det, så kan verden måske klare sig helt uden dit perspektiv, og du kan spare en lyd eller to ved simpelthen at bidrage med stilhed.

Å AT VÆRE EN GLEMSOM OPTIMIST

En kvinde, jeg elskede meget højt, kaldte mig engang en glemsom optimist. Det handlede for hende mest om, at jeg altid købte nogle elendige og gamle biler, som jeg troede fuldt og fast på kunne klare sig uden for mange dyre reparationer. Det kunne de ikke. 

Siden blev vi skilt, men af og til dukker tanken om et liv som glemsom optimist op igen. Som da jeg senest rejste fra Danmark til Italien, hvor jeg bor, og jeg forestiller mig altid, at det at rejse er så let, som da jeg var 22 år gammel og stærk som en okse med energi som den der berømte kanin med de unævnelige batterier.

Sådan er det bare ikke længere. Jeg er blevet voksen. Måske endda ligefrem midaldrende. Når jeg skal rejse, slæber jeg mine ting med mig uden overskud. En rygsæk og en kuffert. Jeg fylder altid rygsækken mest muligt, fordi “det er bedst at bære så meget som muligt på ryggen”, men hele kroppen bliver øm og segner næsten under vægten.

Samtidig trækker jeg skævt med min rullekuffert, så jeg får myoser og lang arm af at trække kufferten gennem lufthavne og frem til rejsemål. 

Jeg har så længe, jeg kan huske været for nærig til at køre med taxa. Næsten som en grundregel. Det gør jeg kun i allermest nødvendige tilfælde. Aller-allermest. Altså næsten aldrig.

Med alderen er jeg også begyndt at bekymre mig på forhånd. Er min rygsæk mon for stor til det, de kalder håndbagage hos dette flyselskab?

Jeg forstår, at reglerne formentlig er de samme hos alle flyselskaber, men jeg er også overbevist om, at der er forskellige måder at fortolke reglerne på. 

I øvrigt er jeg nødt til at indskyde en ting her. Jeg har i en periode på seks år ikke fløjet. Af princip. Af hensyn til naturen, til planeten og til klimaet. Folk har rystet på hovedet. Set en voksenbaby, der kunne være onkel til Greta Thunberg.

Nu har jeg endelig givet op. Verden har ikke brug for mine indspark. Min ideologi. Min passion. Min noget som helst. Verden vil helst være i fred. Og jeg orkede ikke længere at være tossen på ølkassen, der bræger op om etik, moral, og hvad vi burde gøre med vores liv frem for at jagte kapitalismens og materialismens seneste idiotiske påfund. Så nu passer jeg bare mig selv. Helt for mig selv på en ø langt mod syd.

Og nu. Nu! Nu kommer det så. Nu skal Danmark til at bekæmpe klimakrisen. Nu skal der innoveres og opfindes muligheder for at flyve grønt. Det er så typisk. Med fare for at lyde hovskisnovski og arrogant og virkelighedsfjern – hvem prøver jeg at narre? Det er vist for sent til den slags modifikationer – har jeg efterhånden opdaget og affundet mig med, at verden skal modnes, præpareres og forberedes, før den er klar til at rykke, handle og agere.

Og når verden så er klar, har jeg for længst rykket mit fokus videre til noget nyt. Vi er aldrig rigtigt i sync. Verden og mig. 

Nå, tilbage til Kastrup.

Jeg stod med min rygsæk, som jeg havde målt hjemmefra og egentlig havde en formodning om var en anelse for høj, så jeg spurgte de rare damer ved check-in, om der var sådan et af de der stativer, hvor man kan kontrollere, om tasken passer. Hun tog et hurtigt kig på rygsækken og spurgte, hvilket selskab, jeg skulle flyve med?

Jeg skyndte mig – uden at ane hvorfor – at svare, at jeg fløj med Norwegian. Så måtte jeg helt sikkert have den med, sagde hun. Og på samme tid var det beroligende og bekræftede min tese om, at der var forskel på flyselskabernes tilgang til håndbagage.

Jeg kom om bord på flyet, og af sted gik det til Rom. Jeg landede i Fiumicino, som vel dårligt kan kaldes Rom, men det var lige meget, for jeg skulle tidligt af sted næste morgen, så jeg skulle bare på hotel og overnatte.

På hotellet fik jeg en enorm omgang sikkerhedsspørgsmål, og det eneste, der manglede, var sådan set en grundig helkrops-afspritning. Men ellers så den rare dame både “Greeeene Bas”, som de kalder coronapasset i Italien.

Hun så mit testresultat, mit pas, min reservation og mit boardingpas til flyet den følgende dag. Og selvfølgelig både så og ondulerede hun mit kreditkort også. 

Jeg spiste aftensmad i hotellets restaurant. Ren fiskemenu med Spaghetti Vongole – muslinger – og derefter friturestegte blæksprutter, rejer og andet godt fra havet.

Efter den omgang himmerigsmad var det en anelse antiklimaktisk, at desserten bestod af fire skiver ananas og ét blåbær. Men jeg var træt. Gned øjne som et lille barn og brugte det meste af måltidet på at lytte til de fire amerikanere, der spiste sammen ved bordet ved siden af.

De var gamle venner, det var tydeligt, men de lignede ikke to par. Det lignede allermest fire mennesker, som havde studeret sammen, og nu var mødtes tilfældigt til en konference og fik sig et måltid sammen for mindernes skyld. 

Selv om jeg har øvet mig i tidens løb på at være offentlig i mit eget selskab. Biografture, cafébesøg, rejser og restauranter. Så føler jeg mig stadig underligt bevidst om mig selv. Om hvordan jeg sidder, hvordan jeg er og agerer.

Det hænger nok også sammen med, at jeg insisterer på ikke at have noget med, der kan adsprede mig. Ingen mobil. Ingen bog eller avis. Bare mig. Alene i verden. På et offentligt sted. Det føles bart.

Og selv om jeg efterhånden har forstået, at der næppe er noget, verden over en bred kam er så ligeglad med som andre mennesker, føler jeg mig også hele tiden iagttaget og vurderet i smug. 

Som jeg selv gjorde det med det amerikanske selskab. De var en underlig flok. De to mænd lignede enten forskere eller fabriksarbejdere.

Deres samtale var lige så sofistikeret som et par fabriksarbejderes, men deres påklædning og attitude signalerede snarere et langt liv med respekt og anerkendelse fra omverdenen. Men måske er det egentlig bare sådan, de fleste amerikanere agerer. Også i offentligheden.

De to kvinder bidrog ikke meget til samtalen. Og så måske alligevel. De var ikke just samtalestartere, men nogen skal jo få samtalerne til at glide videre derfra. Nu jeg tænker over det, var det vist det, kvinderne stod for.

De talte om tidligere møder, de havde haft med hinanden. De talte om ægtefæller. De talte overhovedet ikke om arbejde.

Som dansker er det jo fælt sært. Måske den ene lige havde mistet et job, og derfor berørte de ikke dette delikate og dog så væsentlige emne.

Jeg gik i seng. 

Klip, brudstykker og små noveller

Engang drømte jeg om at skrive en bog eller nok snarere: Bøger. Det gør jeg sådan set stadig, men det er andre tider og andre drømme og andre bøger, jeg forestiller mig.

Derfor har jeg en del tekst gemt i diverse mapper og filer og drev. Dem deler jeg i den kommende tid her på siden. Som dryp. Som de var tænkt. Som de er skrevet. Drypvis. Men hvis du pludselig tænker, at det da ikke er klip fra mit eget liv, har du helt ret.

Det er fiktion. Opfundet til lejligheden. Eller også er det ikke. Sådan er skrift jo altid en blanding af fiktion og virkelighed. En hævning fra vores livs hovedstol.

Pizza, sko og en fysioterapeut

  • Jeg var nødt til at få ananas ovenpå
  • ‘Var nødt til’?
  • Ja, det er sådan, at man skal bestille for mindst 100 kroner for at få leveret. Og pizzaen kostede kun 69 kroner. En fransk hotdog kostede 25, men jeg skulle jo lande på eller over 100 kroner. ‘Tilbehør’ kostede 6 kroner. Så jeg fik ananas på
  • [Fnis]
  • Ved du, hvad der var lidt underligt? Da jeg trykkede, at jeg gerne ville have ananas på, kunne jeg vælge, om jeg ville have dem på venstre halvdel, på hele pizzaen eller på højre halvdel. Jeg valgte højre halvdel, men det kostede 6 kroner alligevel, selv om jeg så kun fik halvt så mange ananas …
  • Hvorfor hentede du egentlig ikke bare pizzaen? Så kunne du spare leveringen
  • Jo. Du ved jo godt, hvor langt der er derned herfra, hvor jeg bor? Lige ved siden af stationen. Når jeg skal med toget, er det dejligt tæt på, men hvis jeg skal gå hjem med en pizza i hånden, bliver den jo kold, før jeg er hjemme
  • Kunne du ikke have taget en pose med?
  • En pose? Hvad fanden skulle det hjælpe?
  • Ja, så kunne den vel have holdt på varmen
  • Jeg har da ikke lige en termopose liggende
  • Nå nej. Jeg var hos skomageren i dag. Han havde en seddel hængende på døren, at han skulle til fysioterapeut klokken 10.30. Jeg var der sidst på eftermiddagen, så jeg spurgte, om jeg skulle pille det ned
  • Måske var det først i morgen, han skulle til fys. Eller i morgen igen?
  • Njaeh, han sagde i hvert fald, jeg skulle lade den hænge. 
  • Sikke en dag

Samtaler ved morgenbordet

Min arbejdscomputer kommer ofte med en besked om, at “Der er en ny opdatering”. Så trykker jeg på opdateringen, og minutter senere er alt godt igen, og jeg arbejder videre, som om intet var hændt. 

Men i morges, da computeren genstartede, var der et helt nyt ikon i min menulinje. Google havde benyttet lejligheden til at installere deres AI-apparatur, Gemini. Så det ligger nu på computeren. 

Orwell og plusgod litteratur

Det fortalte jeg min lillebror over morgenmaden, og vi talte om – endnu engang – hvad kunstig intelligens betyder og kommer til at betyde for os. 

Han er ved at læse Orwells 1984 og fortalte om det interessante sprog i bogen, hvor det modsatte af god ikke er dårlig men derimod det temmeligt mundrette ugod.

Og når noget er bedre endt godt, er det ikke bedre men det noget mere logiske plusgodt. 

Er du ramt af en hævelse?

Ved en verden af tilfældigheder fortalte radioværten fra P4 samtidig om Regeringens nye skamplet af en bunke forslag til ungdomsuddannelser.

Værten meddelte: Der er lagt op til en hævelse af karaktergennemsnittet fra 5 til 6 for gymnasiet.

Vi kiggede på hinanden. Spærrede øjnene op. Er fremtiden allerede begyndt? Er det levendegørelsen af Orwells 1984? 

Spændende og norsk – det lyder som et oxymoron

Min lillebror har netop læst en spændende bog af den interessante norske AI-forsker Inga Strümke, og han fortalte, at hun rejste et spændende spørgsmål formuleret i retning af: “Hvis al kunstig intelligens bliver trænet på menneskelig tekst, og vi så alle sammen begynder at bruge AI til at skrive, hvad vil det så betyde for træningen af AI om 40-50 år, hvis størstedelen af den tilgængelige tekst til den tid er skabt af tidligere AI?”

Det spiller sådan set fint sammen med noget, vi har talt en del om, der handler om, hvad der sker, hvis AI bliver det skabende element i mennesket kunst-produktion.

Hvis Midjourney skaber vores billeder. Hvis Chat GPT står for tekstproduktion. Hvis AI skaber sange, musik og videoer. Hvor bliver menneskets kreativitet så af? Er det ikke en muskel som alt andet?

Hvor skal vi hen, du?

Risikerer vi ikke som med evnen til at finde vej, at den forsvinder sammen med GPS’en? Er det smart at sætte det til og ikke behøve bruge kræfter på at finde vej? 

Jo da, men spørgsmålet er måske, hvor meget af vores tankevirksomhed, vi kan udlicitere til maskinerne, før vi selv holder op med at have evnen til at tænke selv. I hvert fald på samme niveau som nu.

Jeg er ikke decideret imod AI, men jeg kan være en kende bekymret for, om vi – endnu engang – styrter hovedløst frem efter det sidste nye uden for alvor at være klar over, hvor det fører hen. 

Idioterne kommer. Vent, idioterne er os!

Det åbner for interessante tankerækker i forhold til, hvor vi egentlig gerne vil hen med menneskeheden.

Kursen kan meget vel være mod et fremtidsscenarie á la filmen Idiocracy, hvor et menneskeliv består af en masse TV-kigning og forbrug af drone-udbragte dingenoter og dimser, som vi slet ikke vidste, vi havde brug for, før Amazon viste os det.

Jeg dømmer sådan set ikke. Men vi skal gå fremtiden i møde med åbne øjne og bevidste valg. 

Jeg er helst helt fri

Det fylder det hele for tiden. AI. Det er alle vegne. Der er ingen grænser for, hvad det kan, hvad det skal bruges til, og hvor stor en taber, man er, hvis man ikke sætter sig ind i, hvordan det kan hjælpe. løfte og skubbe en frem i livet.

Som skriveren Bartleby i Herman Melvilles fine historie fra 1853 med den fulde titel: Skriveren Bartleby: En Wall Street-historie får jeg mere og mere lyst til at benytte mig af hans foretrukne frase: I would prefer not to.

Jeg vil ikke optimeres

For jeg er helst fri. Jeg er helst fri for maskiner alle vegne. Jeg er helst fri for at skulle optimeres og effektiviseres og udnyttes, manipuleres og snydes, så det driver.

Jeg har netop hørt en AI-ekspert på P1, der spår, at der vil vrimle med falske videoer og udsagn i den kommende amerikanske præsident-duel. At det bliver lettere og lettere at skabe falsk indhold.

Og eksperten mente også, at det er meget, meget vanskeligt at være sociale platforme. Facebook, Google, Twitter og alle de andre tech-kumpaner vil få utroligt svært ved bare at udpege de falske videoer og endnu sværere ved at standse udbredelsen af dem.

Så jeg er endnu engang strandet ved mit efterhånden så faste holdepunkt: Jeg er helst fri.

Medierne får det stadig svært

Medier burde se det som en oplagt mulighed for at genvinde bare et par enkelte af de markedsandele, de har tabt på at surmule i hjørnet, men de får – for mig at se – en udfordring, for de bruger jo også allerede AI.

Jeg abonnerer på Zetland, og de har netop delt en artikel med deres abonnenter om de mange overvejelser, de gør sig med brugen af AI. Og der kommer et par artige afsløringer af, at de allerede har brugt det i kontakten med brugerne.

Som tidligere kommunikatør genkender jeg fint, når et fælt budskab skal sniges ind på lempelig vis, og dét at de nu fortæller, de har brugt AI, og at de gør sig lange overvejelser om det, gør ikke ret meget andet for mig end at øge mistænksomheden.

Made by Humans. Indtil videre

For det er så let, så let at benytte sig af LLM til at få nye, flere og bedre ideer. Zetland holder fast i sit mantra om at være Made by Humans, men mon dog det rækker længere end til næste gadehjørne?

Måske gør det, men alene mistilliden og risikoen for det betyder, at jeg er skeptisk.

Min løsning har tidligere været, og kan let blive det igen, at lade sociale platforme være sociale platforme. At lade nyheder være nyheder. Kort sagt at lade verden passe sig selv, for det går ærlig talt i den gale retning.

Do better. ASAP

Min kalender siger 2024. Der er krig. Der er uenigheder. Der er migrantstrømme. Diskussioner om menneskers værd. Diskussioner om prækariat. Om svage. Om stærke.

Jøsses, hvor er planeten dog snart klar til et nyt pattedyr i toppen. Vi havde vores chance. Vi gjorde vores bedste. Det var ikke godt nok.

Do better. ASAP.

Fremtiden er her – og jeg fatter minus

Pludselig var der ChatGPT over det hele. Dall-E. Midjourney. Alle talte om kunstig intelligens.

Internettet flød over med moderne Klondyke-guldgravere, der havde skudsikre metoder til at tjene kassen på kunstig intelligens.

Droner i krig

DR skriver i dag, at droner og kunstig intelligens fylder mere og mere på slagmarken i Ukraine. Det menneskelige aspekt af krig fylder mindre og mindre. Bortset naturligvis fra, at de er mål.

Det er voldsomt uhyggeligt. En slags computerspil i virkeligheden.

Hvor maskiner og selvtænkende robotter smadrer løs på mennesker på lang afstand og uden egentlig meget andet forsvar end … andre robotter.

Mennesker, det billige skidt

Der stod intetsteds i artiklen nævnt, at vi jo kunne skabe arenaer – Hunger Games-style – hvor de kunstige krige kunne blive udkæmpet.

Helt uden menneskelige tab. Det var ikke nævnt med et ord.

Der var heller ikke nogen overvejelser om, at vi i 2024 stadig bekriger hinanden. At vi slår hinanden ihjel. At territorier er vigtigere end nogensinde, og at polarisering er dagens ret hos høj såvel som lav.

Hold fingrene fra Eurovision!

I morges var der en anden historie hos DR, der handlede om, at Eurovision er i stor – større end normalt – fare for cyberangreb.

Jeg er mig smerteligt bevidst om, hvor gammel jeg lyder- og det er faktisk for ingenting at regne mod, hvor gammel jeg føler mig – men jeg synes ærlig talt, det er ved at gå for vidt med det hersens computer-hejs.

Og jajaja, jeg ved godt, at det er udvikling, og det kan vi ikke gøre noget ved, men det virker jo hovedløst, at vi bare løber og løber og løber, så hurtigt vi kan mod en fremtid, vi formentlig får svært ved at styre.

Hvis det kan misbruges, så eh …

Som Elektronista Christiane Vejlø formulerede det tidligt i forløbet om kunstig intelligens: Hvis det kan misbruges, vil det blive misbrugt.

Det ligger mig meget, meget fjernt at blande mig i, hvordan andre lever deres liv – og med hvilken hastighed og retning, men det er ærlig talt en lidt trist udvikling, synes jeg.

Nu kommer endelig eksponentialiteten og det store ryk i computerne og deres anvendelighed.

Og vores fantasi rækker primært til at tjene flere penge, lave mere intense krige og andet i samme miserable boldgade.

Gi’ dig selv lov

Lars Lilholt har engang skrevet en sang med titlen: Gi’r du mig lov.

De ord tænker jeg ofte over. Både i deres originale form men også som i overskriften i form af at give sig selv lov.

Inden jeg fortaber mig i betydningen, vil jeg lige pege på en fin tekstmæssig sekvens fra sangen, der går:

Fuglene kvidrer og kvidrer
Deres blålige morgenappél
Jeg tror, de taler for mit hjerte
Nu det ikke kan tænke og tale for sig selv

Gi’r du mig lov, Lars Lilholt: Kong Pukkelrygs Land

Hvem skal give os lov?

Lilholt taler om en kærlighedens tilladelse. Et modsvar til ‘med forlov’, men for mig kan det snildt bredes videre ud.

Og det er med modsat fortegn. Hvad er det for et ‘lov’ eller en tilladelse, vi venter på?

Kan vi ikke bare give os selv lov – også til at elske? Når Lilholt spørger, tror jeg, det hænger sammen med en anglen efter bekræftelse og en modpart, der skal elske tilbage.

Men i mange, mange andre sammenhænge i livet end kærligheden behøver vi altså ikke tilladelse.

Vi behøver ikke vente, til nogen giver os lov.

For de fleste andre er vi bare bipersoner

Gak, gøgl og løjer er sjovt. Men mange af os holder igen, for hvad vil de andre dog ikke tænke? Hvis jeg danser grimt. Hvis jeg synger falsk.

Og. Hvad. Så? Vi behøver ikke vente på lov, for noget af det allermest snærende er det blik, vi tror, andre har på os konstant.

Vi lader en forestilling om fordømmelse og vurdering holde os tilbage, før den overhovedet har ramt.

Jeg læste en artikel af David Cain på hans næsten altid brugbare og ofte indsigtsfulde Raptitude.com (https://www.raptitude.com/2022/07/you-are-always-the-other-person/), og den handlede om at være The Other Person i andre menneskers liv.

Hans tankeeksperiment går ud på, at hvis vores liv var en lang 1. personsfortælling, som vi spolede igennem, ville det blive tydeligt for os, at den eneste person, der er med hele vejen, er os selv.

Og at alle andre bipersoner i den film er med i en forbløffende lille del af filmen. Sådan overordnet set.

Og hans pointe er så, at hvis man vender den tanke og minder sig selv om, hvor ofte man er den anden person i andre menneskers liv.

Så er det måske lettere at forstå, hvor vanvittigt lidt man fylder i andre menneskers liv og tanker.

Giv dig selv lov at være dig selv. Helt og holdent og fjollet og ægte

Der kommer ikke pludselig nogen for at give os tilladelse.

Der er ingen gylden streg, vi skal krydse ved runde fødselsdage, afstemninger eller når man har ventet for rødt lys uden en eneste bil i nærheden 1.000 gange.

Livet er her. Vi kan gøre med det (næsten!), hvad vi vil. Og jeg tror, mange af os er fyldt med drømme, ideer, tanker og forestillinger, som vi måske alligevel tøver med.

Et aftenskolekursus. En flirt over is-montren i Rema. Teater, opera og koncerter. Og en rækken ud efter stjernerne. Efter rødderne. Efter det hele. Alt det, man selv tror på, vil give værdi og mening.

Ræk ud. Stræk dig. Bøj dig. Og lev for filen det hele. Opture. Nedture. Solskin. Regnvejr. Og alt det derimellem.

Giv dig selv lov. Til at tage det hele ind og nyde hele pakken. Du har Tur-Pas, så du kan prøve alle forlystelserne. Sæt i gang, min ven.

“Pludselig var du væk fra Facebook, og du tog ikke din telefon”

Endnu engang har jeg slået op med Facebook. De smed mig ud. Eller rettere: De mente, jeg overtrådte deres retningslinjer, så min konto blev suspenderet.

  • Du skal appellere inden for 180 dage, ellers bliver kontoen permanent lukket, skrev Zuckerbergs lakajer og havde endda den frækhed at linke til en bunke komplet uoverskuelige Community Guidelines

Jeg skyndte mig at appellere, så jeg kunne blive lukket ind i varmen igen, for som der stod i den første linje af deres guidelines: Vores væsentligste værdi er transparens og autencitet

Hvem vil gå glip af det? Ja, det ville jeg så alligevel. For så snart jeg blev lukket ind, skyndte jeg mig selv at lukke hele molevitten. Man ved jo aldrig, hvornår man bliver smidt ud igen.

Utroligt meget Farvel Facebook

Så jeg gik rundt et par dage og frygtede, mit sociale liv var slut, for hvordan skulle jeg dog nogensinde komme i kontakt med mennesker igen uden den datahøstende pengemaskine?

Heldigvis havde jeg allerede lavet en aftale med en kvartet af tidligere kolleger fra efterskoletiden, og det var godt, jeg gjorde det. For det var en bragende vellykket samling, hvis man spørger mig.

Da jeg ankom, fortalte en, at hun var blevet bekymret, da jeg var forsvundet fra Facebook og så heller ikke tog min telefon (Jeg har opdaget den komplet livsændrende fornøjelse ved funktionen Forstyr Ikke, men jeg skal lige have finjusteret filteret), og så følte jeg mig allerede ekstremt velkommen, savnet og rummet.

Fingrene i fortiden

Jeg er ellers ikke meget for at genbesøge fortiden. Jeg er begyndt og stoppet (eller blevet stoppet) i mange job efterhånden, og det slår mig altid, hvor meget videre alle er i en ruf. Som var man bare en finger i et glas vand, og livet går videre, og alle kan erstattes.

I arbejdsregi forstår jeg det klart, men jeg har også oplevet personlige relationer, der bare er fadet ud på for mig uforståelig vis. Og det var sådan set også første gang, jeg skulle mødes med de her fire mennesker.

Fæller fra alle verdenshjørner

Én kom fra Thy, en fra Tønder, en tredje fra Aarhus og så mig selv fra Odense, og så mødtes vi i Stauning, hvor den fjerde har sommerhus. to timers transport til os hver. For at mødes i 4-5 timer og pludre løs.

Én ting er jo, at man – synes jeg – i de situationer i videst mulig udstrækning skal undgå at tale om det arbejde, vi har haft til fælles i fortiden – fire af os er ikke længere på efterskolen – men stemningen kan man ikke altid forudse.

Forrygende fin dag i formidabelt selskab

Nu kan jeg jo ikke tale for de andre, mem jeg havde simpelthen sådan en god dag. Det var dejligt at se dem alle sammen igen. Vi er vidt forskellige i alder. To unge på 30 og 32, et par mere omkring 50 og én, der nærmer sig 60.

Men imødekommenheden, respekten og den gensidige omsorg og nysgerrighed fornægtede sig ikke. Selv om vi ikke har set hinanden i 3-4 år, var det, som om vi havde været på arbejde sammen dagen før – ja, på Store Bededag, måske har du ikke hørt det, men Regeringen er blevet vanvittig!! – og jeg følte en enorm lyst til bare at høre dem alle fortælle, tale og dele ud af deres liv.

Et meget flot spisebord i Hvidovre

Hvorfor har det gjort så stort indtryk på mig? Well, måske fordi det falder sammen med en anden god oplevelse med en tidligere kollega. Tilbage i januar ledte min lillebror og jeg efter et spisebord til vores nye lejlighed, og det fandt vi i Hvidovre hos en meget kær tidligere kollega fra tiden på Danske Spil.

Da vi kørte derfra efter at have fået kaffe og kage og et vanvittigt lækkert spisebord til en voldsomt lav pris (jeg pruttede ikke om prisen, men det var bare ualmindeligt ‘fair’ prissat fra start). Min lillebror sagde i bilen på vej hjem: “Han kunne godt nok virkelig godt lide dig. Det kunne jeg mærke”.

Og jeg havde samme fornemmelse og svarede prompte: Jeg kan også godt lide ham. Han er simpelthen bare et rart menneske.

Godtfolk mødes til trav

Vil du så tro? I tirsdags var jeg på Charlottenlund Travbane i forbindelse med noget skriveri, og jeg og to kumpaner luskede rundt ved staldene for at opsnuse tips og få lidt inside-indsigt i travverdenen, og så står han pludselig dér, min spisebords-pusher!

Han fortæller, han er kommet på travbanen i mange, mange, mange år – egentlig utroligt, for han ligner jo en på 45!?! – og han guider og fortæller og viser os staldene og vi klapper heste, og han præsenterede os for ‘legende-kuske’, som vi løb ind i konstant.

Tak til og for gode venner

Alt sammen bare oplistet her for at sige tusind tak til de fem mennesker – I ved forhåbentlig, hvem I er – og for at dele med hele verden, at der er en kæmpe værdi i gode relationer, og i mennesker, der ser en og lytter til en, som om man er værdifuld.

Tak.

Når jeg bliver gammel …

Jeg har noget TV2-hejs kørende i baggrunden. En rundspørge har vist, at unge mennesker i byrådene rundt om i landet oplever aldersdiskrimination.

En af de unge fra Københavns Borgerrepræsentation er så frisk, at han sætter navn på – fra en Twitter-udveksling – og så har journalisterne jo straks øjnet muligheden for en konflikt og konfronteret Niels Peder Ravn. Den 57-årige mand med charmeklud og benene kækt over kort fortæller så med affekteret stemmeføring:

Mange af de unge er jo det, som jeg kalder Snowflakes, og de bliver nødt til at lære at være mere hårdhudede

Det er for mig lidt besynderligt, at når politikere får kritik, klynker de altid over, at de jo også bare er mennesker, og vi skal respektere dem og deres job – ellers går de jo også ned med stress.

Men når det er dem selv, der står for mobningen – kollegiale drillerier kan jeg høre, de kalder det – så må ofrene lige forstå, at man skal være lidt mere hårdhudet.

Jeg tror egentlig, det er let at glemme som fx 57-årigt medlem af Borgerrepræsentationen i København, at lige om lidt er man et gammelt røvhul uden mandat andre steder end i sin egen gyngestol derhjemme.

Så er det måske meget smart at have behandlet andre mennesker – det kunne jo være dem, der så sidder på de vigtige poster i byråd og Folketing – på en nogenlunde pæn måde. Ja, jeg ved det jo ikke. Men det tror jeg da.

Man må jo finde sig i det

Det har altid undret mig, at der er så stor forståelse for, at fx chefer eller kolleger på arbejdspladser synes, det er helt ok at tale grimt, beskidt, nedladende, hånligt eller bare decideret kommanderende til andre.

Jeg prøvede det for ikke så længe siden, da jeg havde et job på Odense Sygehus. Her mente chefen også, at de unge assistenter manglede hår på brystet, fordi de skal jo lære at klare arbejdsmarkedet.

Jeg skyndte mig selvfølgelig også at sige op. Jeg orker ikke den slags. Det er jeg slet ikke rask nok til – og det har jeg desværre heller ikke dage nok i mit liv til – at stå model til den slags.

Det er altså virkelig besynderligt hvor mange mennesker, som accepterer, at arbejde bare kan være et sted, hvor man bliver behandlet af helvede til og må finde sig i det. Ellers er man en stikker, et Snowflake eller ikke med i klubben.

Jeg håber af hele mit hjerte, at de virksomheder og de chefer, der ikke hurtigst muligt finder ud af, at det kan lade sig gøre at drive forretning og opføre sig respektfuldt og tale nogenlunde pænt til hinanden, kommer til at mangle arbejdskraft, mister ordrer og må lukke. ASAP.

Verden har lige omkring 200 forskellige lande

Lars Løkke tonede frem på skærmen. Udenrigstjenesten skal naturligvis vokse under hans ledelse. Så omstændighederne betyder, at der skal åbnes tre nye ambassader næste år, og den planlagte lukning i Tanzania aflyses.

Det fik mig først og fremmest til at tænke på penge. Det må være vanvittigt dyrt på den måde at have ambassader på dyre adresser og mennesker med familie udstationeret til formentlig solide lønninger og så videre og så videre.

Du kan selv læse om det. Og så kan du tjekke, at der er cirka 200 lande i verden, og at Danmark har repræsentation i 100 lande i dag.

Dét kom bag på mig. Jeg har altid troet, at når nu det der ambassade-halløj overhovedet skal være der, så skulle vi da være i alle lande. Men sådan er det åbenbart ikke. Hvad ved en bager da også om EDB?

Nå men når vi nu ikke partout skal være i alverdens lande, skal vi så absolut udvide antallet af ‘repræsentationer’? Lige nu? Hvor vi skærer i velfærden, fordi der skal være penge til skattelettelser og til støtte til krigene i Ukraine og Mellemøsten.

Som udgangspunkt betragter jeg mig selv som temmeligt internationalt orienteret, men det slår mig, at jeg har svært ved at se fornuften i at prioritere en repræsentation i Bosnien-Hercegovina, når nu vi ikke kan tilbyde ældre at komme i bad mere end en gang om ugen, og når der er årelange ventetider på psykiatrisk behandling.

Snart kan man vel ikke engang få amputeret et raskt ben uden ventetid længere …

Man skulle da være et skarn!

En sidste ting: Det er snart jul!

Og så er alle streaming-tjenesterne heldigvis fyldt med julefilm. Ud over de indlysende kvaliteter og feel-good-stemning rummer de en ofte overset detalje i moderne filmskabelse: De varer yderst sjældent længere end 1 time og 25 minutter.

Det er perfekt. I de fleste nyere film skal der som regel bruges op mod 2 timer på at fortælle historien.

Og det skal de bare gøre – det ligger mig fjernt at skose nogen for ikke at fatte sig i korthed (Noget med spejle, sten og glashuse) – men jeg elsker, at historien og plottet skabes, fortælles og afsluttes på mindre end halvanden time.

Noget, jeg studser over, er, hvor ofte det er helt og aldeles almindeligt med fundraisers (det er jo for det meste amerikanske film), og hvor godt sådan nogen passer til december og julestemning.

Er det mig, der ikke følger med, eller kan det passe, at det ikke er noget, vi gør særlig meget i herhjemme? Og hvorfor egentlig ikke?

Jeg er ikke så interesseret i det, man kan kalde tigge-delen, men give-delen, fællesskabet, omsorgen og – for eventuelle sponsorer – eksponeringen ved at bidrage til lokalsamfundet kan jeg ikke lade være med at spekulere på. Kunne sådan noget virke i Danmark?