Når jeg bliver gammel …

Jeg har noget TV2-hejs kørende i baggrunden. En rundspørge har vist, at unge mennesker i byrådene rundt om i landet oplever aldersdiskrimination.

En af de unge fra Københavns Borgerrepræsentation er så frisk, at han sætter navn på – fra en Twitter-udveksling – og så har journalisterne jo straks øjnet muligheden for en konflikt og konfronteret Niels Peder Ravn. Den 57-årige mand med charmeklud og benene kækt over kort fortæller så med affekteret stemmeføring:

Mange af de unge er jo det, som jeg kalder Snowflakes, og de bliver nødt til at lære at være mere hårdhudede

Det er for mig lidt besynderligt, at når politikere får kritik, klynker de altid over, at de jo også bare er mennesker, og vi skal respektere dem og deres job – ellers går de jo også ned med stress.

Men når det er dem selv, der står for mobningen – kollegiale drillerier kan jeg høre, de kalder det – så må ofrene lige forstå, at man skal være lidt mere hårdhudet.

Jeg tror egentlig, det er let at glemme som fx 57-årigt medlem af Borgerrepræsentationen i København, at lige om lidt er man et gammelt røvhul uden mandat andre steder end i sin egen gyngestol derhjemme.

Så er det måske meget smart at have behandlet andre mennesker – det kunne jo være dem, der så sidder på de vigtige poster i byråd og Folketing – på en nogenlunde pæn måde. Ja, jeg ved det jo ikke. Men det tror jeg da.

Man må jo finde sig i det

Det har altid undret mig, at der er så stor forståelse for, at fx chefer eller kolleger på arbejdspladser synes, det er helt ok at tale grimt, beskidt, nedladende, hånligt eller bare decideret kommanderende til andre.

Jeg prøvede det for ikke så længe siden, da jeg havde et job på Odense Sygehus. Her mente chefen også, at de unge assistenter manglede hår på brystet, fordi de skal jo lære at klare arbejdsmarkedet.

Jeg skyndte mig selvfølgelig også at sige op. Jeg orker ikke den slags. Det er jeg slet ikke rask nok til – og det har jeg desværre heller ikke dage nok i mit liv til – at stå model til den slags.

Det er altså virkelig besynderligt hvor mange mennesker, som accepterer, at arbejde bare kan være et sted, hvor man bliver behandlet af helvede til og må finde sig i det. Ellers er man en stikker, et Snowflake eller ikke med i klubben.

Jeg håber af hele mit hjerte, at de virksomheder og de chefer, der ikke hurtigst muligt finder ud af, at det kan lade sig gøre at drive forretning og opføre sig respektfuldt og tale nogenlunde pænt til hinanden, kommer til at mangle arbejdskraft, mister ordrer og må lukke. ASAP.

Verden har lige omkring 200 forskellige lande

Lars Løkke tonede frem på skærmen. Udenrigstjenesten skal naturligvis vokse under hans ledelse. Så omstændighederne betyder, at der skal åbnes tre nye ambassader næste år, og den planlagte lukning i Tanzania aflyses.

Det fik mig først og fremmest til at tænke på penge. Det må være vanvittigt dyrt på den måde at have ambassader på dyre adresser og mennesker med familie udstationeret til formentlig solide lønninger og så videre og så videre.

Du kan selv læse om det. Og så kan du tjekke, at der er cirka 200 lande i verden, og at Danmark har repræsentation i 100 lande i dag.

Dét kom bag på mig. Jeg har altid troet, at når nu det der ambassade-halløj overhovedet skal være der, så skulle vi da være i alle lande. Men sådan er det åbenbart ikke. Hvad ved en bager da også om EDB?

Nå men når vi nu ikke partout skal være i alverdens lande, skal vi så absolut udvide antallet af ‘repræsentationer’? Lige nu? Hvor vi skærer i velfærden, fordi der skal være penge til skattelettelser og til støtte til krigene i Ukraine og Mellemøsten.

Som udgangspunkt betragter jeg mig selv som temmeligt internationalt orienteret, men det slår mig, at jeg har svært ved at se fornuften i at prioritere en repræsentation i Bosnien-Hercegovina, når nu vi ikke kan tilbyde ældre at komme i bad mere end en gang om ugen, og når der er årelange ventetider på psykiatrisk behandling.

Snart kan man vel ikke engang få amputeret et raskt ben uden ventetid længere …

Man skulle da være et skarn!

En sidste ting: Det er snart jul!

Og så er alle streaming-tjenesterne heldigvis fyldt med julefilm. Ud over de indlysende kvaliteter og feel-good-stemning rummer de en ofte overset detalje i moderne filmskabelse: De varer yderst sjældent længere end 1 time og 25 minutter.

Det er perfekt. I de fleste nyere film skal der som regel bruges op mod 2 timer på at fortælle historien.

Og det skal de bare gøre – det ligger mig fjernt at skose nogen for ikke at fatte sig i korthed (Noget med spejle, sten og glashuse) – men jeg elsker, at historien og plottet skabes, fortælles og afsluttes på mindre end halvanden time.

Noget, jeg studser over, er, hvor ofte det er helt og aldeles almindeligt med fundraisers (det er jo for det meste amerikanske film), og hvor godt sådan nogen passer til december og julestemning.

Er det mig, der ikke følger med, eller kan det passe, at det ikke er noget, vi gør særlig meget i herhjemme? Og hvorfor egentlig ikke?

Jeg er ikke så interesseret i det, man kan kalde tigge-delen, men give-delen, fællesskabet, omsorgen og – for eventuelle sponsorer – eksponeringen ved at bidrage til lokalsamfundet kan jeg ikke lade være med at spekulere på. Kunne sådan noget virke i Danmark?

“Der er nok en grund”

Photo by Giovanni Mammano on Unsplash

I’m Back! Go ahead, make my day. Punk

Jeg har været tilbage i Danmark i 2 måneder. Det har været dejligt at se mennesker, jeg holder af, igen.

Det er interessant at opleve, hvor lidt der egentlig sker, når jeg er væk – altså ikke på den måde, at jeg får ting til at ske, og dermed sker der intet, når jeg er i udlandet, men mere på måden: Er du vims, hvor sker der dog generelt lidt.

Jeg tester lige en form for koncept. Jeg har simpelthen så meget, der fylder. På hjerte ville en mere prætentiøs skribent vel formulere det. Men af hensyn til omfanget prøver jeg at putte de mest presserende emner på formel, og så ser vi, hvordan det går

Er her altid så koldt?
Jeg husker ærlig talt ikke Danmark som SÅ koldt. Det er jo bidende, fugtigt og blæsende. Charmen ved rusk, regn og stearinlys i vintermørket falmer for mig med tiden.

Men en af grundene til at forlade Sicilien var min oplevelse med varmen dernede, som heller ikke var rar. For meget af alt kan blive for meget. Lagom – lagom, om jag får be’

Facebook – og hvorfor jeg nu igen har lukket min konto
Abonnementsservice? Kald det dog, hvad det er: Forsøg på at omgå lovgivningen.

Mark Z og hans Meta-kumpaner må ikke længere bare uden videre høste al vores data – tak til Margrethe V (kommer hun dog ikke snart hjem og bliver statsminister? Vi ku’ godt bruge en ny!) – så nu giver de os et valg: Betal 95 kroner om måneden for en reklamefri-oplevelse, eller sig ja til at data høstes og anvendes til målrettede reklamer.

Køber du abonnementet, har jeg et mellemstort tårn i Paris og en halvlang mur i Kina, du også kan købe …

Det tror jeg simpelthen ikke på. Hvorfor i alverden skulle de dog stoppe med at høste og sælge vores data? Omdømme? Ry? Anstændighed? Alt det er vist en by i eh … på Månen, tror jeg.

Da jeg ikke fandt nogle af de alternativerne anvendelige, måtte jeg jo lukke min FB-konto – og min Instagram-konto – igen.

Det er et felt, som bliver spændende at følge i de kommende år, for hvis EU (Er det nu også Margrethe V, eller er det snarere noget Peter Hummelgaard og Overvågning er frihed har fundet på?) får sin vilje, vil tjenester som Signal og WhatsApp blive pålagt af afkryptere deres beskeder, så myndigheder har mulighed for at overvåge os alle sammen. Æsj … Hello Orwell!

Mindst én god grund til at hutle sig gennem et liv som selvstændig
Vil det sige, at du er åben for en form for fastansættelse med dage på kontoret og mødetider og kontakt med alle andre?

Ingen ved deres fulde fem vil vist mene, jeg er let at omgås. Så det kommer altid lidt bag på mig, når folk ligefrem udtrykker ønske om mere tid sammen med mig.

Men min nuværende kontaktperson – som jeg er umanerligt glad for – spurgte pænt, om jeg ville være interesseret i at bytte min ellers 100% remote aftale med en mere fast med skrivebord, kantineordning og firmafitness.

Jeg kom til at sige: Ja, det lyder da spændende. Og så gik vi ellers på weekend. Jeg havde en frygtelig weekend, hvor jeg sov meget lidt. Jeg fik en masse flashbacks til mine seneste arbejdspladser, og man skal jo tale pænt om sine tidligere ansættelser, så jeg vil forsøge at sige det så diplomatisk som muligt.

Efterskolen i Sønderjylland? Jeg var horribelt ude af sync med lederen og kan ikke forestille mig at vende tilbage til den verden igen med de daglige pinsler af en person, som jeg ikke har hverken tillid eller tiltro til som leder.

Jeg forstår rationelt, at der givetvis er anderledes omgængelige ledere på andre efterskoler, men det var nu ikke bare lederen. Det var vicelederen og bestyrelsen, der var sovset ind i hinanden, og det var frygteligt.

Det må det gerne være. Det blander jeg mig bare ikke i. Den slags er jeg slet ikke frisk nok til at kæmpe med på dagligt basis.

Politiet? Det var en virkelig fed arbejdsplads. Politi’erne var jeg tosset med. De var kompetente, seriøse og ekstremt løsningsorienterede. Mine egne kolleger? Fantastiske! Lutter søde mennesker.

Men ledelsen? At Øverste Ledelse i ramme alvor kunne hive mig ind til samtale om, at de ikke anede, hvad jeg lavede i hverdagen, så de forestillede sig mest, jeg lavede ingenting, har givet mig svære ar i sjælen.

Jeg er mange ting. Doven er faktisk ikke en af dem. Jeg arbejder stenhårdt. Der skal bare være mening med tingene. Og beklikker du min vilje til at være en del af fællesskabet og løfte min del af byrden, har du tabt mig for evigt. Så Politiet går heller ikke.

Og før det var jeg også flere steder, hvor det endte på lignende smertefulde måder, og jeg erkender blandt, at fællesnævneren er mig, og at jeg klart har problemer med at indordne mig, hvis ikke det giver mening for mig, og slet ikke, hvis det er ordrer og galpen bare for at markere autoritet.

Så mandag morgen skyndte jeg mig – havde du glemt, det her begyndte med et spørgsmål om en fastansættelse? Så genlæs lige indledningen, så er du med igen – at sende en mail, at jeg hellere måtte trække det tilbage, og at det først var, når det blev et imperativ for dem, at jeg ville overveje at melde mig under fanerne med mødetider, faste pladser i kontorfællesskabet osv osv.

Han svarede heldigvis lynhurtigt, at det aldrig blev en dealbreaker for ham. At han var glad for vores samarbejde, og at han bare gerne ville holde på mig.

Se! Sådan bliver jeg glad. Tillid, ros og anerkendelse. Så gør det meget mindre, at jeg kunne tjene flere penge eller høste flere anerkendende nik ved receptioner, hvis jeg lavede noget andet.

(Jeg vender tilbage til historien om Grande Mike fra Holland, der arbejdede på Wall Street Journal i mere end 30 år og absolut ikke havde andet end et grynt til overs for min måde at tjene penge på. Ham om det.)

Hvem er det nu lige, der arbejder for hvem?
Undskyld, hvad er det for et memo, jeg har misset? Hvad i alverden bilder Mette Frederiksen, Kaare Dybvad og alle de øvrige proselytter i den socialakrobatiske rundkreds sig egentlig ind?

Har de glemt, hvem det er, der har ansat hvem i det her forehavende? Er det dem, der betaler os 60.000 kroner om måneden for at spille fandango og uddele næser på skrømt? Eller er det omvendt?

De skal da ikke udskamme folk, der gør op med den manglende balance i vores samfund rent tidsmæssigt. De skal da ikke skælde ud på dem, der vælger at gå ned i indkomst for at få hverdagen til at hænge sammen. Politikere skal i det hele taget ikke udskamme deres borgere. Hvad bilder de sig ind?

De skal bedrive politik ud fra det mandat, vi har givet dem. Hvis mandatet handler om, at ingen gider arbejde mere end 10 timer om ugen, så må de få samfundet til at hænge sammen med det og gøre det klart, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Men de skal eddermame ikke udskamme nogen. Ingen! Jeg blir’ så hidsig #&€(

Helle Helle: Der er nok en grund
En dag kom jeg til at se en anelse af Kender du typen? Jeg har faktisk altid godt kunnet lide programmet, men det er slet ikke pointen her.

De var på besøg hos Helle Helle, og hun fortalte, da hun var blevet afsløret, om sin hverdag i huset (eller var det en lejlighed, det var ikke dét, der gjorde indtryk), at hun og hendes mand havde et udtryk, de ofte brugte.

Når hun for eksempel fandt rester af mad i håndvasken, tænkte hun kort og godt: Der er nok en grund.

Ikke andet. Bare, at der nok er en grund. Det er jo tæt på genialt, synes jeg. En smart måde at minde sig selv på i hverdagen, at de fleste af os gør vores bedste.

Når nogen sætter toiletrullen omvendt af den måde, jeg ville gøre det på: Der er nok en grund. Når nogen vrisser eller smækker med døren: Der er nok en grund.

Det gør det meget lettere at være forstående, overbærende og rummelig. Jeg elsker det. Jeg gentager det for mig selv konstant.

Når overboen er ved at hoste slim op hele natten lang, er det næppe for at genere mig: Der er nok en grund.

Når viceværten skal ind i lejligheden for at pille ved min vandmåler: Der er nok en grund.

Ej, hvor det sparer på en herlig masse ophidselse. Jeg elsker det. Hvorfor gør jeg mon det? Der er nok en grund.

Ciao a tutti – ritorno subito a Danimarca

E voila. Sådan fløj der lige et halvt år mere. Et halvt år, hvor jeg for alvor blev sicilianer. Ikke sådan rent sprogligt. Det er jo det glade vanvid. De taler cirka 3 gange så hurtigt som de oprindelige københavnere, men det er selvsagt meget, meget, meget smukkere ♥️

Jeg har oplevet den italienske sommer. Og som et særligt hædersmærke: Jeg oplevede sommeren uden freddamente i lejligheden. Altså ingen aircon. Der var minimum 30 grader i lejligheden døgnet rundt. Jeg sov forfærdeligt, og jeg kølede ned flere gange om dagen med kolde bade.

(Min far opfandt iskolde fodbade, som ellers var rimeligt besværliggjort af, at vandrørene blev brandvarme, og alt hanevandet derfor lunkent. Men en balje med vand og en 2 liters vandflaske (fyldt) i fryseren i et par timer eller mere og så i baljen med den frosne flaske. Det kølede vidunderligt)

Hvor er det voldsomt at leve i sådan et klima hele sit liv. Hvor er jeg fuld af respekt – og rædsel – for de mennesker, der fortsætter deres arbejde fra tidlig morgen til sen aften og risikerer at dø, fordi det ikke er så forfærdeligt sundt at lægge asfalt i 45 graders varme.

Min lokale padelklub har siden midten af juli stort set været tom for spillere på nær de sidste par timer om aftenen. En af mine maestri fortalte, at de havde målt over 52 grader i middagssolen ude på banerne. Vanvid!

Som dansker synes jeg ellers mest, jeg bliver glad af lys, sol og varme. Mest. Men +40 grader – for mig faktisk +30 grader – gør det jo svært at arbejde i. Særligt uden aircon.

Som min ven Francesco sørgmodigt sagde en dag: Jeg ved godt, at i mange andre lande betragter de sicilianere som dovne. Jeg ilede med en bekræftelse på for det første, at jeg dælme har mødt mange driftige sicilianere, der hellere end gerne vil arbejde.

Og for det andet forstod jeg godt, at man ikke nødvendigvis er topeffektiv i timerne fra 11-17, når det er så varmt.

Jeg kan ikke helt sætte ord på det endnu, men det gjorde noget ved mig. Det gjorde mig en smule bange. Skræmt er måske et bedre ord. Det har praktisk talt ikke regnet, siden jeg kom herned efter et besøg i Danmark i midten af juni. To gange har der været ‘regnvejr’ med 5 minutter med cirka 8 dråber i minuttet. Her er knastørt.

Kører vi lidt uden for byen, er der også spor af de ‘skovbrande’, som man nok hørte mest om i Palermo, fordi det truede en millionby – og måske var det også derfor, der var brand i lufthavnen i Catania, hvor jeg sidder nu og venter på et fly.

Og ja, det er paradoksalt, at jeg venter på et fly, hvis jeg blev skræmt af klimaforandringer. I know! Men jeg tror ærlig talt også, det er sidste gang, jeg flyver. Nå ja, men hvad så med din ældre dieselbil? Jaja, ingen er perfekt. Man kan måske godt være bange og alligevel nødt til at leve livet på de betingelser, man nu engang har givet sig selv.

Da jeg planlagde noget hjemsendelse af et par ting hernede fra, ledte jeg efter passende flyttekasser, så jeg spurgte i expat-gruppen. Det første bud var at kigge i en lokal China-Store (not racist – det hedder de. Det er en slags virkelighedens Wish-butik. Der er meget tæt på ALT).

Straks kommenterede en svensker, at hun havde et problem med de der butikker, fordi det var noget billigt skrammel, der alt for hurtigt gik i stykker.

Jeg modstod den indledende fristelse til at skrive IKEA!! for hun prøvede jo bare at give sit besyv med, men jeg følte mig alligevel kaldet til at forklare hende, at det jo kunne tænkes, at der var nogen af de lokale, der tjente knap så meget som expats fra Skandinavien og stadig havde brug for diverse ting til billige penge.

Det er dyrt at være fattig. Det har alle dage været rigtigt. For klart, det er billigere at købe en Miele vaskemaskine til 10.000, der holder i 10 år frem for en Candy til 2.000, der holder i halvandet år (Do the Math – I am almost sure :), men hvis man ikke kan skrabe 10.000 sammen, kan man jo være nødt til at købe den billige – vel vidende at den går hurtigere i stykker. Vi er ikke alle i dine sko! Eller mine for den sags skyld)

Og man kan jo for filen ikke smadre sit eget perspektiv og sin egen hverdag ned over alting i hele verden. Vi. Er. Forskellige. Og det er vores udgangspunkter, ønsker og drømme måske også.

Nå, det var en detour. Beklager. Så planen er at vende tilbage til Danmark. Jeg har lige et par delmål (Uh, se mig, jeg har læst selvhjælpsartikler på nettet – hvilket jo også er problematisk, for al den surfen, gaming og streaming koster strøm, strøm og kan ses på Co2-regnskabet)

Det er alt for svært at være i live, hvis man skal tage hensyn til alting, hører jeg nogen hvisle. Det gør I bare. For det er sandt. Men der er ingen, der har lovet, at det partout skal være let.

Jeg tror, vi bliver nødt til at acceptere, at vi har løbet med så høj fart, at det kræver ofre – også selv om politikerne ikke tør sige det højt, fordi de er bange for, det vil koste dem deres fede ben at gnave i.

Men helt ærligt, skal vi sætte vores lid til Ørsted, hvis aktier er faldet 50 procent de seneste halvandet år (spørg ikke, hvorfor jeg ved det – jeg bløder!!). Eller skal vi stole på, at Musk, Zuckerberg, Bezos og alle de andre hellere vil hjælpe med at gøre kloden beboelig end at få deres formuer til at vokse og finde måder at bosætte sig i rummet på?

Igen nå, jeg orker ikke prædike. Jeg glæder mig til at komme til Danmark. Trods Løkke. Trods Mette F. Trods realityprogrammer og stigende priser hos Viaplay. Trods den besynderlige modus, der er i en krise, hvor alle ansatte må acceptere minimale eller ingen lønstigninger, mens skatter, afgifter og priser bliver sat op alle vegne, for der er jo krise.

Selv det Danmark glæder jeg mig til at komme hjem til. For der er også familie, venner, venner, jeg ikke har mødt endnu, søde mennesker, hjælpsomme og omsorgsfulde mennesker og højt til himlen, fugtig regn, lange nætter, hygge, tæpper, varm kakao og levende lys.

Indtil videre har jeg skrive-opgaver nok til at overleve – om end lejlighedsdamen, der kontrollerede min rengøring og modtog nøglerne til lejligheden i dag, kaldte mig magro. Jeg sendte hende til optiker – men jeg leder – som næsten altid – efter næste skridt, efter muligheder, efter ting, der er sjove, meningsfulde og givende. Jeg kan næsten ikke vente. Hvad mon det bliver? Hvad mon jeg bliver?

En brusende lykke. En stille lykke. Eller måske allermest bare et liv

Ciao a tutti

Så fløj der halvanden måned siden sidste opdatering. Jeg kørte vist lidt sur i at pille navle og rode i alt det, der var foregået for længe siden. Så vi kører en fast forward til i dag.

Jeg ved nogenlunde, hvad ‘Suca’ betyder. Det er ikke pænt. Af en eller anden besynderlig årsag finder lokale det altid opportunt at lære fremmede en masse bandeord. I det lys er det danske ‘rødgrød med fløde’ egentlig ganske uskyldigt

25. april er Italiens Festa della Liberazione. En fejring af sejren mod og frigørelsen fra fascisme og nazisme. Som med de fleste af den slags helligdage en dag, der er brugt i godt selskab og med rigelig mad.

Jeg blev inviteret ud til min gode ven Francesco, men jeg takkede pænt nej. Det er jo en helt almindelig tirsdag i Danmark, så jeg havde og har en del arbejde. Også fordi jeg triller nordpå torsdag aften, så jeg vil gerne være foran med arbejdet.

Planen er at tage til Danmark en måned, så har jeg en uges ferie på Færøerne og returnerer så herned til det sydøstlige hjørne af Sicilia og bliver her sommeren over. De taler alle sammen om, at der er ulideligt varmt med over 40 grader hele sommeren. Det lyder varmt. Men det vil jeg da prøve. Selv.

Så må jeg løbe og gå ture tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Min padeltræner siger, at så kan vi ikke træne fra klokken 11:00, som ellers er mit foretrukne tidspunkt. Jeg er også lidt på jagt efter sol og farve, og det er slet ikke nødvendigt, som han siger at bronzare. Jeg kan temmeligt meget godt nøjes med un po marrone.

Sommeren hernede byder også på en stribe festforestillinger i Parco Neapolis, hvor der er et udendørs teater, fra dengang grækerne herskede over byen. Fra maj til begyndelsen af juli er der teater og i juli og i august er der koncerter. Zucchero kommer sidst i juli. Sikke en sommer, det kan blive.

Som sædvanlig er det ikke helt gennemskueligt, hvordan man – og hvem der – kan købe billetter. Men det løser sig vel. Det er jo bare at gå til billetkontoret, og kan jeg ikke få en billet, finder jeg på noget andet at lave.

Uvejr, internet og et fint lille bonmot

Fortsat fra i går:

Jeg opgav dog hurtigt og bookede i stedet en lille uge mere på hotellet. For der kom et tsunamivarsel.

Tsunami-varsel?!? Jep. Det voldsomme jordskælv i Tyrkiet medførte et tsunamivarsel, og da Siracusa ligger helt ud til vandet i det sydøstlige hjørne af Sicilien, ville vi formentlig få den værste del af et eventuelt bølgeskvulp.

Så jeg tænkte, at hvis der kom oversvømmelse og stormflod og alt muligt, ville jeg ikke kunne arbejde i centeret, så jeg tænkte, det var klogere at returnere til hotellet. 

De havde heldigvis plads, og det meget søde personale gav mig endda et værelse tættere på hotellets router, så internettet var endnu bedre. Lad det være sagt med det samme: Tsunami så vi ikke noget til, men alle skoler, offentlige kontorer og en hel del af de private forretninger holdt lukket dagen efter. 

Og så kom endnu et vejrvarsel: Maltempo aka Uvejr! Det skal jeg da lige love for. Det væltede ned med regn i tæt på 36 timer. Tung, vedholdende og meget, meget våd regn.

En af udfordringerne med så meget regn er, at kloaksystemet hernede jo ikke rigtigt er beregnet til så meget vand af gangen. Det er højst usædvanligt.

Så da jeg var et smut ude i det kraftige blæse- og regnvejr for at finde noget mad – hotellet havde kun morgenmad – løb der vand i flere centimeters højde i gaderne. Det er ret vildt. 

Nå men jeg fandt noget mad. Og skyndte mig tilbage på værelset. Og så var jeg der, indtil uvejret var ovre.

Jeg spurgte i receptionen, om det altid var så dårligt vejr i februar, og han kiggede på mig. Smilede stort og sagde: ‘Arh i morgen skinner solen igen’. Det tog jeg til mig. Det er eddermame et dejligt motto. I morgen bliver alting godt igen. Hvor fint.  

Vodafone, håndværkere og tsunami-varsel

Fortsat fra sidste indlæg, der sluttede med:
For at få plastikkortet skulle jeg registrere mig og for at registrere mig skulle jeg medbringe min lejekontrakt. Som jeg ikke havde fået endnu. Jøsses et cirkus! Heldigvis fandt jeg på, at en anden bank, jeg har, måske kunne bruges, og det kunne den. 

Nu betaler jeg husleje fra en udenlandsk bank hver måned. Mens min danske bank mest er reduceret til sådan en mellemstation for pengene.

Ok. Så var det løst. Jeg fik lov at flytte ind i lejligheden. Herligt. Nå men da jeg først kom ind i lejligheden, var der jo ikke noget internet. Det skulle jeg have oprettet. 

Så jeg stavrede ned til Vodafone Store og talte med søde Chiara. Hun magtede, samtidig med hun tacklede mig, at læse beskeder fra kæresten højt for kollegaen i den anden side af lokalet, mens hun også lige printede dokumenter og talte med andre kunder, der kom ind i butikken.

Sådan så der ud i stuen, da jeg flyttede ind. Under dugen gemmer sig et plast-havebord.

Jeg skulle reelt bare have internet i en fart, men jeg kom derfra med et italiensk simkort, en tv-boks og en masse italienske kanaler (CL/SerieA og F1) og så et løfte om, at jeg ville blive kontaktet snarest med henblik på installation. 

Når jeg er sammen med italienere, forstår jeg nogenlunde, hvad de siger. Om ikke andet ud fra kropssprog,  håndtegn og ansigtsudtryk. Men på telefonen er det meget, meget svært for mig at være med. Jeg nærmest råber desperat ned i røret: Piano! Piano! Per favore. Sono straniero!

Det får dem til at næsten klappe-stave den følgende sætning, og så fortsætter de ellers i speed-tempo. Nå men det lykkedes faktisk at aftale, at der ville komme et par gutter og installere internet.

Samtidig med at et par håndværkere kom forbi for at kigge på nogle utætte tagplader. Gal, jeg følte mig som en del af Fra Skrot til mere Skrot eller hvad det nu hedder … 

Soveværelset er jeg fint tilfreds med. Nye madrasser og elevation. Wow

Men det var først en uge senere. Og jeg var efterhånden ved at gå op i limningen af stress over hele tiden at spekulere på internet.

To aftener i træk spiste jeg på Bistro Olivia, som er en veganer-restaurant tæt på min lejlighed. Dér var fint net, men det var også tydeligt, at det ikke var meningen, jeg skulle sidde der og arbejde sådan i timevis. Slet ikke, hvis der var travlt. 

Så fandt jeg ud af, at der var ok net i Centro Archimede, som er sådan en slags Fisketorvet Light-Light, der er hernede. Men det ok net var akkompagneret af nogle ekstremt ukomfortable loungestole i plast som eneste mulighed for at arbejde. Så jeg sad noget ubekvemt, men det var dog en mulighed. 

Jeg opgav dog hurtigt og bookede i stedet en lille uge mere på hotellet. For der kom et tsunamivarsel.

Bare rolig – det fortsætter i morgen …

En ting er bureaukrati. Noget helt andet er bureaukrati.

Fra sidste post:
Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af. 

Og vi fortsætter farcen …

Min danske bank havde, da jeg tastede data ind til at betale husleje, slynget en underlig besked ud: “Vi overfører ikke til den pågældende bank”. Altså kun den bank? Eller til Italien? Eller … jeg kontaktede deres kundeservice, og de anede ikke deres levende råd.

Så Antonio foreslog i stedet, at jeg fik et Mooney Card. Det er et kort, man køber hos de forskellige Tabacchis. Det er et VISA-kort, som så kan fyldes op og så kan man bruge det til at betale. Åbenbart meget brugt hernede. Jeg tænker det er en praktisk måde at bruge penge, man  ikke nødvendigvis mener, skattevæsenet skal vide noget om. 

For at få et kort skal man altså have en Codice Fiscale. For at få en Codice Fiscale skal man på Agenzia Entrate og oprette sig. Så jeg cyklede derud en mandag morgen. De åbnede klokken 9:00, men vi stod en lille flok klar allerede fra 8:30. 

Mange af de andre havde mapper og plastiklommer med papirer og enkelte havde sågar ringbind. Jeg havde mit pas med i lommen og tænkte, det måtte være rigeligt.

Det var det ikke. Det var ikke engang nok til at komme ind af døren. For at komme ind skal man lave en aftale i forvejen på nettet. Aha. Så kommer jeg bare næste gang, I har en ledig tid. 

Det gjorde jeg så. Brugte en del energi på at forklare på mit sparsomme italienske, hvad jeg var ude på. Kontoret kan åbenbart også bruges til andet end at få sin kode. 

Men til slut blev jeg gelejdet ind i et langt rum med små båse hver sin administrator, og jeg havnede hos en erfaren kvinde, som var født i Frankrig, så hun havde ret meget empati med mine udfordringer og gav mig straks et stykke papir med stregkode og selve koden på. 

Tilbage til Antonio. Hen til en tabacchi. De rystede beklagende på hovedet. Det er ikke nok med et stykke papir med stregkoden på.

Man skal have plastikkortet. Aha, hvordan får man sådan ét? Det anede de ikke. Det gjorde Antonio faktisk heller ikke, for han sendte mig tilbage til Agenzia Entrate. Det var ikke dér. 

De fortalte, at jeg i stedet skulle gå på Agenzia Anagrafe, hvor jeg kan registrere min adresse. Når de så har min adresse, sender de plastikkortet hjem til mig. Så jeg var ved at være godt og grundigt fanget i et Kafka’sk net. Jeg skulle bruge plastikkortet for at kunne købe Mooney-kortet til at betale husleje. 

For at få plastikkortet skulle jeg registrere mig og for at registrere mig skulle jeg medbringe min lejekontrakt. Som jeg ikke havde fået endnu. Jøsses et cirkus! Heldigvis fandt jeg på, at en anden bank, jeg har, måske kunne bruges, og det kunne den. (troede jeg, men det er først meget senere.i historien, jeg finder ud af, at det ikke passer)

Mere nyt fra Italien aka del 2

Fortsat fra i går: Da jeg sagde, at jeg faktisk ikke var sikker på, jeg var i byen stadig mandag, skal jeg love for, der kom gang i sagerne. Han ringede til sin bror, som arbejder for et Agenzia immobiliare. De står for udlejning. Forestiller mig, det er som Barfoed og Cityhuset i Odense. 

Jeg bookede fem nætter på et hotel og krydsede fingre for fornuftigt arbejdsnet (det viste sig at være ok), og så gik Lucas bror, Antonio, i gang med at finde en egnet lejlighed.

Allerede samme eftermiddag havde han fundet én. 2. sal. 75m2. Den så fin ud. Lidt stor. Men god beliggenhed. 

Han mente, vi skulle kigge på flere, så jeg havde noget at sammenligne med, men jeg sagde bare ja tak med det samme. Så vi gik til udlejerens bureau og skrev en foreløbig kontrakt

Jeg fattede ikke meget af, hvad der blev sagt, men jeg besluttede at stole på Antonio, fordi han var Lucas bror. Og han var også flink. Og jeg er sikker på, han har gjort, hvad han skulle. 

Der gik et par dage. Udlejeren havde ikke reageret. Det er en dame, som hedder Marú. Vildt nok navn. Hun bor vist i Trieste helt oppe på grænsen til Slovenien. Men da hun ikke havde svaret 3 dage senere, foreslog Anto, at vi kiggede på en anden lejlighed. 

Det gjorde vi så. På Via dell’ Olimpiade. Edderbrølme et stærkt gadenavn. Lige ved siden af byens store sportskompleks, hvor de lokale vandpolo-konger spiller.

De er et af Italiens allerstærkeste mandskaber og spiller Europa Cup og har lige tabt pokalfinalen 12-8 til Pro Recco. 

Udsigten fra Via dell’ Olimpiade

Lejligheden dér var også fin, men den kostede 200 euro mere om måneden, og den virkede en anelse klemt. Så jeg foretrak stadig den første, og heldigvis vendte udlejersken tilbage, at jeg var godkendt som lejer. 

Noget af hendes tvivl gik på, om det nu også var rigtigt, at jeg ikke skulle være fastboende hernede. Det er noget indviklet hele det der bureaukrati-ting.

Men det er jeg vist ikke den første, der har oplevet. Når det er vigtigt for udlejere, om man er det ene eller andet andet, handler det, så vidt jeg har forstået om de rettigheder og forpligtelser, de skal leve op til som udlejere. 

Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af. 

Fortsættes i morgen …

Stædig, stolt, tilfreds, kuet og krukket and still standing

‘Mange har spurgt …’ som de unge influencere siger, når de har et budskab, de vil ud med. Well, mange har spurgt, hvordan det går hernede, og det er sådan set ikke, fordi der intet sker – snarere det omvendte.

Der har været temmeligt meget at se til i de første par måneder, men nu har jeg sat lidt tekst sammen, så her er en form for opsummering af tiden fra begyndelsen af januar til nu.

For anden gang på 15 måneder er jeg i gang med at skabe en hverdag i Siracusa på Sicilien. Første gang boede jeg i airbnb, og alting havde en følelse af midlertidigt over sig. 

Denne gang har jeg også boet i airbnb. Den første måned. I øvrigt et frygteligt sted med megameget fugt og skimmel på væggene. Men nettet var godt, og det er et temmeligt vigtigt parameter for mig. Naboen Donnatella på 72 var sød. Hendes to hunde ligeså, og hun bar over med mine kluntede forsøg på at tale italiensk. 

Det gør de egentlig alle sammen. Det er ret skønt. De er nu heller ikke blege for at rette, når jeg kløjs i bøjninger og køn og alt muligt andet.

Efterhånden har jeg forfinet vendingen ‘l’italiano è una lingua molto difficile’. Det nikker de pænt til alle sammen. Og som de siger: Mit italienske er som regel en hel del bedre end deres engelske. Og det giver jeg dem så ret i. 

Da den første måned var gået, havde jeg stadig ikke fundet en lejlighed. Og jeg var så nede over skimmel, fugt og manglende held med søgningen, at jeg overvejede kraftigt at pakke bilen og vende snuden nordpå igen. 

Priserne er steget helt enormt, siden jeg var her for et år siden. På airbnb forstås. Og de fleste andre lejemål var tidsbegrænsede til et sted mellem oktober og maj, for i sommersæsonen skal det hele lejes ud til turister, der betaler mere for en uge, end det koster for en måned resten af året. 

Det kan jeg jo ikke fortænke dem i. Udbud og efterspørgsel og al det der kapitalistiske musik …

Så jeg var temmeligt desperat, da jeg den 30. januar skulle have min sidste padel-time med Maestro-Luca. Da jeg kom derned, kiggede han beklagende på mig og pegede på banerne. De var fugtige. Han foreslog, vi udsatte lektionen til dagen efter. 

Da jeg sagde, at jeg faktisk ikke var sikker på, jeg var i byen stadig dagen efter, skal jeg love for, der kom gang i sagerne. Han ringede til sin bror, som arbejder for et Agenzia immobiliare. De står for udlejning. Forestiller mig, det er som Barfoed og Cityhuset i Odense. 

Fortsættes i morgen …

Why. Purpose. Mening.

Livets mening er det, du giver det. Det er et ofte brugt svar. Et fornuftigt svar. For det rummer jo samtidig den sandhed, at der reelt ingen mening er med livet. At vi er her. Er i live et større eller mindre antal år. Og så er det slut. Hvad i alverden er meningen?

Jeg aner det ikke. Det seneste halve år har jeg forsøgt at lande i et klassisk dansk lille-by-i-provinsen-miljø. Søde mennesker. Hverdagens begivenheder. Masser af lyspunkter. Dejlige mennesker.

Jeg blev spurgt en dag, hvor jeg var udkommanderet til noget ‘frivilligt’ arbejde: “Hvem er det nu, du er far til?”. Det kaldte jo på en tø-hø af en slags, men jeg kunne slet ikke få noget frem. Det er ikke ofte, jeg føler mig så malplaceret, som jeg gjorde lige dér.

Heldigvis har mit halve år i den vestfynske provins også været spækket med sjove oplevelser, gode venner og en stribe nye venner. Livet er, hvad vi gør det til. Meningen må vi tilføje undervejs. Jeg er flyttet (SURPRISE!!!) og er igen i et sommerhus og snart i mine forældres gæsteværelse i halvanden uge for at fejre jul med dem og familien.

Og så drager jeg sydpå igen. Jeg savner lyset. Solen. Varmen. Letheden. Jeg håber egentlig også, at noget af alt det knirkeri, kroppen er begyndt at skabe sig med, kan forsvinde i solens magiske stråler. Da jeg drog af sted for et års tid siden, var jeg spændt, forventningsfuld og ivrig efter at komme af sted.

Denne gang er det mere velovervejet og egentlig også en hel del mere tøvende. Efter et halvt år hjemme igen har jeg fået bedre fornemmelse for, hvad familie og venner betyder for mig.

Så jeg har også lagt en stribe andre planer. Finde en efterskole igen og falde tilbage i den rolle. De søger fx på Samsø Efterskole for tiden, og det ville da for alvor være at gå Full Circle, hvis jeg vendte tilbage til øen i midten. Men det vil jo også være langt væk fra alt og alle. Så det forkastede jeg igen.

Jeg overvejer diverse komm-jobs. Forsvaret søger en del for tiden. Det kunne være sjovt. Og delvist rammesat. Efterretningstjenesten har også et par spændende stillingsopslag, men hvis man søger dem, skal man ikke fortælle det til nogen, så det kan jeg desværre ikke sige mere om lige nu. Officielt er jeg igen på vej til Italien, og jeg tror, jeg har fundet en ny spændende måde at komme derned på.

Først i det nye år triller jeg til Hamburg, og der laster jeg bilen på Das Auto-Zug til Innsbruck i Österreich. Afsted om aftenen. Single-soveplads. Luksus! Og fremme næste morgen 9:15. Derfra skal jeg så køre cirka 500 kilometer sydvest til Genova, hvorfra jeg skal sejle om aftenen. 20 timer sydpå til Palermo og Bella Sicilia. Og så er jeg fremme efter cirka 60 timers rejse men denne gang med to indlagte og imødesete overnatninger undervejs. Det bliver Grrrereeaaaaatttt.

På Sicilien kører jeg mod sydøst og lander i Siracusa, hvor jeg har fundet en forrygende fin AirBnB, som jeg bor i frem til 1. februar. Derfra skal jeg gerne have fundet en lejlighed på ‘lokale’ vilkår, så jeg kan blive fastboende sicilianer. Men det kan jo gå galt på 100 måder, så det må jeg nok vende tilbage til senere.

For nu ville jeg egentlig allermest udtrykke min beundring for alle de mennesker, der vågner op hver morgen med determination og målrettethed, og som passer det samme job dag ud og dag ind og får det maksimale ud af livet på de vilkår, de nu engang har valgt.

Som min mormor på 87 ofte siger: ‘Huiiiiii Bare du dog snart ville slå dig ned og falde til ro’. Så svarer jeg, at jeg er overbevist om, jeg aldrig lander lang tid samme sted. At bevægelsen er min måde at være tryg og tilfreds på.

Er det en brist? Givetvis. Men dem har vi jo alle. Min er så, at jeg trænger til at flytte mig. At nulstille. Temmeligt ofte. Det betyder, tælleren aldrig når særligt højt i forhold til en masse forskellige relationer, men det betyder omvendt, at jeg møder en masse nye mennesker hele tiden.

Jeg glæder mig.

Glæder mig til jul med familien.

Glæder mig til rejsen.

Glæder mig til igen at begynde et liv på Sicilien. (Denne gang med et lille forspring med mine venner Vinz, Fransi, Gio og Luca. Det skal nok gå. For en tid i hvert fald)