Ciao a tutti – ritorno subito a Danimarca

E voila. Sådan fløj der lige et halvt år mere. Et halvt år, hvor jeg for alvor blev sicilianer. Ikke sådan rent sprogligt. Det er jo det glade vanvid. De taler cirka 3 gange så hurtigt som de oprindelige københavnere, men det er selvsagt meget, meget, meget smukkere ♥️

Jeg har oplevet den italienske sommer. Og som et særligt hædersmærke: Jeg oplevede sommeren uden freddamente i lejligheden. Altså ingen aircon. Der var minimum 30 grader i lejligheden døgnet rundt. Jeg sov forfærdeligt, og jeg kølede ned flere gange om dagen med kolde bade.

(Min far opfandt iskolde fodbade, som ellers var rimeligt besværliggjort af, at vandrørene blev brandvarme, og alt hanevandet derfor lunkent. Men en balje med vand og en 2 liters vandflaske (fyldt) i fryseren i et par timer eller mere og så i baljen med den frosne flaske. Det kølede vidunderligt)

Hvor er det voldsomt at leve i sådan et klima hele sit liv. Hvor er jeg fuld af respekt – og rædsel – for de mennesker, der fortsætter deres arbejde fra tidlig morgen til sen aften og risikerer at dø, fordi det ikke er så forfærdeligt sundt at lægge asfalt i 45 graders varme.

Min lokale padelklub har siden midten af juli stort set været tom for spillere på nær de sidste par timer om aftenen. En af mine maestri fortalte, at de havde målt over 52 grader i middagssolen ude på banerne. Vanvid!

Som dansker synes jeg ellers mest, jeg bliver glad af lys, sol og varme. Mest. Men +40 grader – for mig faktisk +30 grader – gør det jo svært at arbejde i. Særligt uden aircon.

Som min ven Francesco sørgmodigt sagde en dag: Jeg ved godt, at i mange andre lande betragter de sicilianere som dovne. Jeg ilede med en bekræftelse på for det første, at jeg dælme har mødt mange driftige sicilianere, der hellere end gerne vil arbejde.

Og for det andet forstod jeg godt, at man ikke nødvendigvis er topeffektiv i timerne fra 11-17, når det er så varmt.

Jeg kan ikke helt sætte ord på det endnu, men det gjorde noget ved mig. Det gjorde mig en smule bange. Skræmt er måske et bedre ord. Det har praktisk talt ikke regnet, siden jeg kom herned efter et besøg i Danmark i midten af juni. To gange har der været ‘regnvejr’ med 5 minutter med cirka 8 dråber i minuttet. Her er knastørt.

Kører vi lidt uden for byen, er der også spor af de ‘skovbrande’, som man nok hørte mest om i Palermo, fordi det truede en millionby – og måske var det også derfor, der var brand i lufthavnen i Catania, hvor jeg sidder nu og venter på et fly.

Og ja, det er paradoksalt, at jeg venter på et fly, hvis jeg blev skræmt af klimaforandringer. I know! Men jeg tror ærlig talt også, det er sidste gang, jeg flyver. Nå ja, men hvad så med din ældre dieselbil? Jaja, ingen er perfekt. Man kan måske godt være bange og alligevel nødt til at leve livet på de betingelser, man nu engang har givet sig selv.

Da jeg planlagde noget hjemsendelse af et par ting hernede fra, ledte jeg efter passende flyttekasser, så jeg spurgte i expat-gruppen. Det første bud var at kigge i en lokal China-Store (not racist – det hedder de. Det er en slags virkelighedens Wish-butik. Der er meget tæt på ALT).

Straks kommenterede en svensker, at hun havde et problem med de der butikker, fordi det var noget billigt skrammel, der alt for hurtigt gik i stykker.

Jeg modstod den indledende fristelse til at skrive IKEA!! for hun prøvede jo bare at give sit besyv med, men jeg følte mig alligevel kaldet til at forklare hende, at det jo kunne tænkes, at der var nogen af de lokale, der tjente knap så meget som expats fra Skandinavien og stadig havde brug for diverse ting til billige penge.

Det er dyrt at være fattig. Det har alle dage været rigtigt. For klart, det er billigere at købe en Miele vaskemaskine til 10.000, der holder i 10 år frem for en Candy til 2.000, der holder i halvandet år (Do the Math – I am almost sure :), men hvis man ikke kan skrabe 10.000 sammen, kan man jo være nødt til at købe den billige – vel vidende at den går hurtigere i stykker. Vi er ikke alle i dine sko! Eller mine for den sags skyld)

Og man kan jo for filen ikke smadre sit eget perspektiv og sin egen hverdag ned over alting i hele verden. Vi. Er. Forskellige. Og det er vores udgangspunkter, ønsker og drømme måske også.

Nå, det var en detour. Beklager. Så planen er at vende tilbage til Danmark. Jeg har lige et par delmål (Uh, se mig, jeg har læst selvhjælpsartikler på nettet – hvilket jo også er problematisk, for al den surfen, gaming og streaming koster strøm, strøm og kan ses på Co2-regnskabet)

Det er alt for svært at være i live, hvis man skal tage hensyn til alting, hører jeg nogen hvisle. Det gør I bare. For det er sandt. Men der er ingen, der har lovet, at det partout skal være let.

Jeg tror, vi bliver nødt til at acceptere, at vi har løbet med så høj fart, at det kræver ofre – også selv om politikerne ikke tør sige det højt, fordi de er bange for, det vil koste dem deres fede ben at gnave i.

Men helt ærligt, skal vi sætte vores lid til Ørsted, hvis aktier er faldet 50 procent de seneste halvandet år (spørg ikke, hvorfor jeg ved det – jeg bløder!!). Eller skal vi stole på, at Musk, Zuckerberg, Bezos og alle de andre hellere vil hjælpe med at gøre kloden beboelig end at få deres formuer til at vokse og finde måder at bosætte sig i rummet på?

Igen nå, jeg orker ikke prædike. Jeg glæder mig til at komme til Danmark. Trods Løkke. Trods Mette F. Trods realityprogrammer og stigende priser hos Viaplay. Trods den besynderlige modus, der er i en krise, hvor alle ansatte må acceptere minimale eller ingen lønstigninger, mens skatter, afgifter og priser bliver sat op alle vegne, for der er jo krise.

Selv det Danmark glæder jeg mig til at komme hjem til. For der er også familie, venner, venner, jeg ikke har mødt endnu, søde mennesker, hjælpsomme og omsorgsfulde mennesker og højt til himlen, fugtig regn, lange nætter, hygge, tæpper, varm kakao og levende lys.

Indtil videre har jeg skrive-opgaver nok til at overleve – om end lejlighedsdamen, der kontrollerede min rengøring og modtog nøglerne til lejligheden i dag, kaldte mig magro. Jeg sendte hende til optiker – men jeg leder – som næsten altid – efter næste skridt, efter muligheder, efter ting, der er sjove, meningsfulde og givende. Jeg kan næsten ikke vente. Hvad mon det bliver? Hvad mon jeg bliver?

Mere nyt fra Italien aka del 2

Fortsat fra i går: Da jeg sagde, at jeg faktisk ikke var sikker på, jeg var i byen stadig mandag, skal jeg love for, der kom gang i sagerne. Han ringede til sin bror, som arbejder for et Agenzia immobiliare. De står for udlejning. Forestiller mig, det er som Barfoed og Cityhuset i Odense. 

Jeg bookede fem nætter på et hotel og krydsede fingre for fornuftigt arbejdsnet (det viste sig at være ok), og så gik Lucas bror, Antonio, i gang med at finde en egnet lejlighed.

Allerede samme eftermiddag havde han fundet én. 2. sal. 75m2. Den så fin ud. Lidt stor. Men god beliggenhed. 

Han mente, vi skulle kigge på flere, så jeg havde noget at sammenligne med, men jeg sagde bare ja tak med det samme. Så vi gik til udlejerens bureau og skrev en foreløbig kontrakt

Jeg fattede ikke meget af, hvad der blev sagt, men jeg besluttede at stole på Antonio, fordi han var Lucas bror. Og han var også flink. Og jeg er sikker på, han har gjort, hvad han skulle. 

Der gik et par dage. Udlejeren havde ikke reageret. Det er en dame, som hedder Marú. Vildt nok navn. Hun bor vist i Trieste helt oppe på grænsen til Slovenien. Men da hun ikke havde svaret 3 dage senere, foreslog Anto, at vi kiggede på en anden lejlighed. 

Det gjorde vi så. På Via dell’ Olimpiade. Edderbrølme et stærkt gadenavn. Lige ved siden af byens store sportskompleks, hvor de lokale vandpolo-konger spiller.

De er et af Italiens allerstærkeste mandskaber og spiller Europa Cup og har lige tabt pokalfinalen 12-8 til Pro Recco. 

Udsigten fra Via dell’ Olimpiade

Lejligheden dér var også fin, men den kostede 200 euro mere om måneden, og den virkede en anelse klemt. Så jeg foretrak stadig den første, og heldigvis vendte udlejersken tilbage, at jeg var godkendt som lejer. 

Noget af hendes tvivl gik på, om det nu også var rigtigt, at jeg ikke skulle være fastboende hernede. Det er noget indviklet hele det der bureaukrati-ting.

Men det er jeg vist ikke den første, der har oplevet. Når det er vigtigt for udlejere, om man er det ene eller andet andet, handler det, så vidt jeg har forstået om de rettigheder og forpligtelser, de skal leve op til som udlejere. 

Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af. 

Fortsættes i morgen