Jeg har savnet mennesker – men det er stadig ubehageligt

Corona-isolationen bliver jeg nødt til at indrømme, jeg har nydt. At være mig selv. Alene. Har været helt vidunderligt. Jeg har fået gode vaner. Nye vaner. Og jeg har tænkt. Rumineret. Spekuleret. Det er ikke altid af det gode, naturligvis, med så meget tid til at tænke. For mig har det betydet tunge overvejelser om, hvad det er for et liv, jeg vil leve. Hvad jeg sætter pris på. Hvad jeg vil opnå. Og hvad det betyder for, hvad jeg gør med livet.

Jeg bliver næppe færdig med tankerne. Det håber jeg er en løbende proces, som varer resten af livet, men langsomt spirer hverdagen frem, og den pirrer konstant til mine tanker. Jeg er i dag – mandag – på sidstedagen af 5 dage i Stockholm, Sverige. En kompis bor her og har holdt navnegivningsfest med sin fru og deres son. Selve ceremonien var søndag, men jeg kom allerede torsdag, så jeg fik også tid til at se en anden kompis heroppe. Begge mine danske venner er gift med svenske kvinder, og den ene har boet her i knap 20 år, mens den anden er “ny i trafikken”, når det kommer til Sverige.

Turen herop var med fly. Mundbind hele vejen fra ankomst i Kastrup til exit fra Arlanda Lufthavn. Det var overraskende ubehageligt. Både mundbindet og endnu mere at flyet var fyldt. Alle pladser!? Så vi sad tæt. Og ja, vi vender i samme retning og har mundbind på. Det er givetvis ikke den store smitterisiko, men jeg var ukomfortabel ved at have folk så tæt på mig. Sådan har jeg reelt altid haft det, men det er blevet forstærket, kan jeg mærke.

Til navngivningsfesten i går, søndag, var der mange mennesker. De fleste – tæt på alle sammen – var for mig helt ukendte. Men efter 2 alkoholfrie øl slappede jeg tilpas meget af til at kaste mig ud i samtaler med en masse forskellige mennesker. Det var fantastisk. Jeg talte med en svensker, som efter 30 år i SVT nu er konsulent og arbejder mest som moderator. En nordmand, der var flyttet til Stockholm for mange år siden. Han var producent på primært det kongelige teater i Stockholm og havde arbejdet mange gange med Lars Norén. Jeg talte med en af værtindens gymnasievenner, med værtindens mor og med en ung kvinde, som havde boet i USA i 5 år og nu var tilbage i Stockholm. Og jeg talte med en IT-konsulent, som havde en fantastisk familie med to børn på 16 og 18, og så havde de et mobil-setup i form af en Tesla med træk og en campingvogn, som de alle 4 overnattede i under hele opholdet i Stockholm. Verden er fuld af forskellige måder at leve på.

Vi grinede med hinanden af de svenske genstridigheder med at forstå dansk, og som de høflige mennesker, svenskere jo er, grinede de sikkert indeni af mine forsøg på at tale cirkus-svensk. Men vi kommunikerede. Connectede. Grinede. Spiste og drak. Det var helt utroligt mysigt. Det var også hårdt, fordi vi meget af tiden befandt os på udebane rent sprogligt, men det var absolut det hele værd.

Just nu er jeg naturligvis smask-forelsket i Stockholm og kanelbullar og svenskere og den smukke og vilde natur og de velfungerende tunnelbanar og metroen. I dag er jeg i mit rejsetøj, som betyder joggingbukser, og jeg er den eneste, som vader rundt så casual. Athleisurewear på svensk betyder stadig stillig elegance, og til festen var der en svensker, som i en nordisk sammenligning sagde, at alle ju vet, at danskerne er de cool i norden. Vi enedes selvfølgelig også om, at nordmændene er de mindst cool, men måske er danskerne mest cool, men så er svenskerne i hvert fald de mest stilfulde, elegante, og jeg kan faktisk godt lide, de gør sig så umage med sig selv og hinanden. De er en slags nordiske trygge velfærdsmennesker med et snert af amerikansk drive.

Heja Sverige – og tack så mycket for denna gången.

Hvad sker der egentlig med almindelige mennesker i retssager?

Inger Støjberg. Og Morten Messerschmidt. Og Nasser Khader. En skøn trio. Fyldt med livsmod og virketrang. Faktisk i en sådan grad, at de tilsyneladende er helt ubekymrede om regler, love og samtykke.

For real? Jeg er sikker på, de alle tre har gjort, hvad de er anklaget for. At Støjberg har skidt højt og flot på regler og love og gjort alt, hvad hun kunne for at fremme en tilsyneladende fremmedfjendsk agenda. At Messerschmidt har svindlet bigtime med midler, som han ikke skulle have været i nærheden af. Og at Khader har været et svin med sit lem og sin behårede krop. Det tror jeg på.

Men jeg kan mærke, når de her sager rulles op, så undrer jeg mig over, hvor sjældent det har en reel konsekvens. Skal jeg gætte, så får Støjberg en næse – måske endda en stoooor en – og Messerschmidt skal betale nogen af pengene tilbage, mens Khader får at vide, at man altså ikke må hive dilleren frem, med mindre modparten er indforstået med det. Og så mister han en tillidspost og skal sætte sig bagerst i Folketingssalen, til der er nogen, der dummer sig endnu mere, eller til der er gået 3 måneder – hvad der nu kommer først.

Og mit instinkt siger, de skal ud på røv og albuer alle tre. De skal aldrig igen have lov at sidde på en tillidspost eller et offentligt hverv, for de har svigtet den tillid, de har fået, og det kan de altså ikke leve op til. Skriger du allerede nu “berufsverbot”, så minder jeg lige om, at der altså er mange andre måder at tjene til dagen og vejen på end ved at offentligt ombud, en politisk post eller den slags. De kan blive iværksættere, kasseassistenter i Netto eller måske minkavlere – det sidste er vist temmelig meget et blue ocean lige nu.

Og her kommer så min reelle undren: Hvad sker der i ‘normale’ retssager? Hvad sker der, når vindblæst har overtrådt loven hos det private revisor-firma? Hvad sker der, når Ali Khamenei har pillet ved Birte til julefrokosten – flere år i træk? Og hvad sker der, når Karsten i økonomi tager af firmaets kasse til egen fordel i et par år? Er det, fordi det får ekstra meget medie-opmærksomhed, at det piner og plager mig med de her sager? Eller er det, som om de aldrig rigtig mærker en form for reel konsekvens, når de igen fucker op i Folketinget?

Snor mig her og snor mig der

Jeg har hele mit liv haft svært ved for alvor at trække grænser og sige til og fra. Jeg tænker ofte, at hvis jeg nu bare lige “tager en for holdet/fællesskabet/chefen” eller hvem det nu er, så bliver alting bedre. Det er vanvittigt svært at tale om, og når jeg forsøger, får jeg altid det sikkert generelt helt vildt gode råd, at jeg skal blive bedre til at sige til og fra noget tidligere i processen.

Aktuelt er jeg sovset ind i et jobtilbud, hvor jeg har søgt og haft samtale med en gut fra en virksomhed, som har brug for en passioneret historiefortæller. Jeg tænker, at det er lige mig, og det vil jeg vildt gerne. Nu har vi haft kontakt i snart 3 uger, og jeg har allermest lavet PR og marketing-arbejde for dem.

Det er jo præcis dét, jeg flygter fra (det er en anden historie – en anden dag!), og jeg vil virkelig gøre rigtig, rigtig, rigtig, rigtig meget for at slippe for at forholde mig til KPI, reach, outreach, inbound, Google Analytics, Facebooks ad manager og business og alt det andet hejs, som jeg forestiller mig, man lærer en hel masse om på handelsorienterede uddannelser i dag (også en anden historie – en anden dag).

Nå men jeg har kunnet mærke i maven fra dag 1, at det, de vil bruge mig til, er noget helt andet end det, jeg mener, vi har talt om til samtalen, og som de har søgt i deres opslag. Og fredag var jeg så til møde hos dem. Jeg forsøgte at dreje samtalen ind på historier og mennesker og portrætter og dét, som jeg betragter, som passioneret historiefortælling. Men ret hurtigt kommer samtalen til at handle om alle de muligheder, der er for, at jeg for eksempel kan ringe og overtale bloggere til at skrive om deres produkt.

I mit hoved kører hele tiden: “Hvad har det med passioneret historiefortælling at gøre?”, og det hele slutter efter halvanden times pinsel med, at de lige vil fortælle, hvad deres mål for vækst er på de forskellige platforme. Så begynder en lang og meningsløs opremsning i stil med:”Vækste med faktor 1,6 på hjemmesiden. Og besøgstallet skal gerne vokse med 250% – altså med faktor 2,5″. For ligesom at holde mig selv vågen spørger jeg, om de også har de absolutte tal for besøg på hjemmesiden. Det var enormt irrelevant, fornemmede jeg, men det absolutte tal, der skal vækstes fra, er 720. Det gør vel trods alt opgaven mere overskuelig, end hvis der var 100.000.000 besøgende? Uden at vide særskilt meget om tal.

De ved formentlig intet om, hvad der foregår i mit hoved. Og mine forsøg på at bringe andre vinkler i spil mislykkes konstant. Så jeg sidder og tænker, om jeg skal sige ligeud, at det her altså er noget helt andet, end det vi har aftalt. For jeg kender den samtale. Det er mig, der har misforstået noget. Det er det altid. Sådan er min erfaring, at de mennesker, jeg føler, trækker mig ind i noget, jeg helst er fri for, de bliver så forbløffede over, at jeg ikke har sagt noget – jeg tænker jo omvendt, at de overhovedet ikke har lyttet. Og så står vi dér, hvor det er mig, der er et problem, fordi det jo er noget pjat ikke at sige til og fra i tide.

De er nu i gang med at oprette mail og koder og adgang til programmer. Jeg er stadig i gang med at overveje, om jeg er interesseret i at arbejde sammen med dem. Ej, det passer ikke. Det er jeg for længst færdig med at overveje. Så jeg har et interessant opkald, jeg skal foretage mandag formiddag.

Et andet eksempel, som er langt mere kompliceret. Jeg er med i en tipsklub med en af mine allerbedst venner, og to af hans venner, som jeg kender en lille smule. Vi spiller en gang om ugen. Alle indbetaler 50 kroner, og så spiller vi en kupon. Et par af deltagerne indsamler og indleverer ikke spil, så det er vi to andre, der har gjort siden februar, hvor vi begyndte. Det er sådan set fint nok.

Men jeg oplever fredag efter fredag, at pengene ikke bliver overført. Ikke med det samme. Og ikke hver gang. Og jeg hader penge. Helt grundlæggende. Jeg hader det, de repræsenterer. Jeg hader det, de gør. Og jeg hader det, de gør ved relationer mellem mennesker. Og jeg hader situationen, hvor jeg er nødt til at skrive og minde folk om at overføre penge til mig. Jeg hader det. Og jeg synes ikke, det burde være nødvendigt i en situation, hvor det er en frivillig klub mellem venner.

Klubben har holdt sommerferie. Sådan er jeg så ferm til at skubbe ting foran mig 🙂 Men nu skal vi til at i gang igen. Jeg sagde til min ven, at jeg gerne vil spille med, men jeg kun står for det hver fjerde gang. Det gør mig ked af det, og jeg begynder at stresse en lille smule allerede om torsdagen, hver gang jeg skal stå med indkrævningen. Det er ikke ok. Så mit forslag var, at alle enten stod for hver deres tur, eller også indbetaler vi penge en gang om måneden til en konto i forvejen. Det har han så fremført i vores fælles gruppe, hvor eneste svar indtil videre er, at en gerne vil være med og betale men ikke får spillet, hvis han selv skal aflevere kuponen.

Og jeg kan mærke, at klubben så småt udånder på den måde, og det føles besynderligt nok, som om det så er min skyld. At jeg dog på den måde gør mig ud til bens i stedet for bare at indlevere spillene, som vi har gjort hidtil. Det er jo vanvid, at jeg er 45 år – snart 46 🇩🇰 – og stadig har det så svært med relationer med mennesker og med alle mine interne dialoger, som altid forsøger at give mig selv skylden for alting, mens jeg undrer mig over verden helt generelt.

Som et ekko af de mange efterskoleelever jeg fik lov at lære at kende de seneste par år, kan jeg høre det runge i hovedet, at jeg er forkert og ikke fungerer sammen med mennesker. At jeg træder skridt ved siden af alle andre, og når jeg endelig forsøger at være mig selv – som for eksempel jeg var det hos politiet – så bliver jeg strittet ud, fordi jeg er alt for meget mig selv og ikke minder nok om andre mennesker.

Det er faktisk ikke skiderart at føle sådan. Men det vidste jeg i øvrigt godt. Det kunne jeg både se, mærke og høre på alle de unge mennesker på efterskolen. Det er ufedt at føle sig ved siden af verden. (Men jeg ville eddermame også mene, det var ufedt, hvis jeg var som flertallet er det i disse år med racisme, fascisme, voldtæger, kvindehad og grådighed – en anden historie. Igen!)

Nå, men er du nået helt herned, skal du sættes i sving:
– Hvordan gør du, når du skal kommunikere uenighed med andre mennesker? – – Hvordan undgår du, at det bliver vendt tilbage til dig som en forsinket skingerhed?
– Kan det overhovedet lade sig gøre at have den slags samtaler, uden det bliver en kamp om, hvem der har mest ret?
– Kan man ‘bare’ lytte og tage ind uden at skulle rangordne?

Reddet af corona i sidste øjeblik

Jeg har længe gået og forsøgt at overbevise mig selv om, jeg ville have godt af at træne lidt i et fitnesscenter. Det er indtil nu lykkedes mig at afværge situationen med en stribe mere eller mindre opfindsomme undskyldninger og bortforklaringer.

At jeg testede positiv i pinsen og siden har været en anelse nede på energi, er selvfølgelig én af dem. Så vidste jeg ikke helt, om jeg blev boende i Odense i denne omgang (det ved jeg vel aldrig helt), og da jeg så havde besluttet dét, kom jeg i tvivl om, hvilket center, der egentlig var tættest på min nuværende bolig. Så var der noget med tid (ja, utroligt nok har den virket!), så passede jeg hus i Glamsbjerg, og så var jeg faktisk heller ikke helt meldt ind endnu.

I tirsdags meldte jeg mig ind online, og så skulle jeg dagen efter hente mit kort. Jeg kunne naturligvis ikke på samme dag hente kortet og træne første gang, så jeg hentede bare kortet og trissede og hjem igen. Og i dag – i dag var så endelig dagen, hvor jeg var løbet tør for undskyldninger. Så jeg pakkede en taske, og jeg måtte virkelig gøre mig umage for at huske, hvad man egentlig har med. Jeg ville gerne pakke let – jeg stoler aldrig helt på, der er ledige skabe, så jeg havde mit medlemskort, mine nøgler og en hængelås i lommen og et par sko og et lille svede-klæde i rygsækken. Af sted det gik op til centeret.

“Hov, hov, har du et coronapas, jeg lige må se?” spurgte den unge mand i gul trafikvest. Ej pokkers. Det ligger jo på mobilen. “Jeg har mundbind med”, forsøgte jeg spagfærdigt, og han slog beklagende ud med armene, og jeg skyndte mig at bedyre, at det selvfølgelig var helt ok. Så jeg gik hjem igen. Så må det jo blive i morgen. Hvis der virkelig ikke når at dukke en ny undskyldning op inden da … Man har jo lov at håbe!

Euro 2020 – Det er finaletid. Forza Italia!

Helt kort: Italien så trætte ud, da første halvleg var overstået af deres semifinale mod Spanien for 5 dage siden. Men de holdt ud. Holdt ved 1-1 i ordinær tid. Holdt ud i forlængelsen. Og så vandt de straffesparkskonkurrencen, og nu er de i en EM-finale for 4. gang. Det er blevet til en tidligere finalesejr – i 1968 – og to tabte finaler – i 2000 og 2012. Nu er det tid. Football is coming to Rome!

England vandt, som de vel er de fleste bekendt, over Danmark med 2-1 efter forlængelse. Indrømmet, jeg syntes allerede, da Danmark spillede kvartfinale mod Tjekkiet i Baku, at danskerne så trætte ud allerede i 2. halvleg, og selv om Danmark igen åbnede flot og fik scoret efter cirka en halv times tid, så udlignede England hurtigt, og derfra var det et langt engelsk pres.

Danmark pressede kampen ud i forlængelsen, men dér blev presset for stort, og England fik foræret et papirtyndt straffespark, som de endda brændte i første omgang men fik sendt riposten i nettet. Selv med en mand i undertal efter at have brugt alle udskiftninger, fik Danmark lagt en form for pres, men det blev altså ikke til den afgørende chance, og dermed er det England, der i aften – om knap 20 minutter – spiller finale mod Italien.

Og jeg siger det klart og tydeligt. Jeg håber af hele mit hjerte, at Italien vinder. Af mange grunde. For det første har England spillet gabende kedsommeligt i de fleste af deres kampe i turneringen. Fjern Raheem Sterling fra det her hold – og måske Kane i de seneste to kampe – så er det et ordinært mandskab, som er i bedre form end de fleste, men mere er der ikke i det. Og deres tilskuere har vist vaskeægte britisk mangel på format med buhen under nationalsange, hån og trusler mod modstanderfans, og i timerne op til finalen har der både været slagsmål i London, og tilskuere uden billet har møffet sig vej forbi kontrollørerne og ind på stadion. Det er simpelthen så primitivt, og jeg håber, det bliver belønnet som fortjent – med et nederlag til Italien i aften.

Forza Italia!

Danmark og England melder sig blandt de 4 sidste

Spanien – Italien
England – Danmark
Wow. Det er et par himmerigsmundfulde, semifinalerne byder på ved EM-slutrunden. Lørdag aften spillede Danmark kvartfinale mod Tjekkiet, og selv om kampen var henlagt til Aserbajdsjan og Baku, var der omkring 1.000 danskere, der tog turen halvvejs til Kina, og de fik en fin oplevelse ud af det.

Thomas Delaney bragte Danmark på 1-0 efter bare 5 minutter, og bare 3 minutter før pausen scorede Kasper Dolberg på et oplæg fra Joakim Mæhle. Det så mere end lovende ud for danskerne, der kunne gå til pause med visheden om, at godt begyndt er halvt fuldendt. 2. halvleg var dog ikke mere end 2 minutter gammel, så havde tjekkerne haft hele 3 nærgående forsøg mod det danske mål, og i det hele taget åbnede de 2. halvleg, som det sig hør og bør, når man er nede 2-0 i en EM-kvartfinale: “Fuld skrald frem.” Det belønnede sig allerede 4 minutter efter pausen, hvor Patrik Schick satte foden på et indlæg fra højresiden, og den skruede helt ud mod stolpen, hvor Kasper Schmeichel ikke kunne nå den.

Den danske keeper havde i øvrigt en mere travl dag end ved de seneste danske kampe, og han fik ved et par lejligheder vist høj klasse med redninger på nærgående tjekkiske forsøg. Danskerne kom i kortere og kortere perioder i boldbesiddelse, og selv om de hele tiden var farlige på omstillinger, virkede det, som om uret gik meget, meget langsomt. Heldigvis havde tjekkerne ikke så mange andre ideer end at øse bolden i det danske felt, og det modstod det centrale danske forsvar fint. Og så ebbede det hele ud, og trods 6 minutters tillægstid blev det ved 2-1 til Danmark, der dermed for tredje gang er i en EM-semifinale. (Ja, faktisk for fjerde gang, men vi tæller jo ikke rigtigt 1964 med – og det er egentlig tarveligt, for man kan jo kun slå de hold, man spiller mod). Nu går turen til London og Wembley for Kasper Hjulmand og hans flok, og dér har de faktisk vundet alle den ene gang, de har spillet. Det må de gerne gentage på onsdag.

På Wembley venter England, der nærmest havde en aften på træningsbanen med 4-0-sejr over 10 gule kegler fra Ukraine, der reelt ikke havde noget som helst modstand at byde ind med. Harry Kane nettede med en tå-fræser i kampens åbning, og så forsøgte ukrainerne at kæmpe sig tilbage i resten af halvlegen, mens England uden at tage skyggen af chancer blot spillede bolden rundt og rundt og rundt – egentlig meget heldigt, de ikke var foran deres eget publikum.

Efter pausen faldt 3 engelske scoringer inden for det første kvarter, og så blev der skiftet ud for at spare kræfter til semifinalen onsdag mod Danmark. På Wembley. For mon ikke englænderne kan huske, hvordan det gik, sidst Danmark var på besøg? (Hint: Danmark vandt 1-0 i Nations League i efteråret). Englænderne kommer til denne semifinale fulde af optimisme og forholdsvis ufunderet tro på egne evner, så jeg krydser fingre for Hjulmand, Wieghorst og resten af banden i rødt har en plan for, hvordan vi snupper sejren og ødelægger den engelske stemning.

POWER RANKING EURO 2020 FØR SEMIFINALERNE – 3. JULI

POWER RANKING

Semifinalisterne

1 England (4-1-0 8:0)
De skulle bare væk fra Wembley, englænderne. Så gik der hul på flasken, og de fik scoret en masse mål. Første halvleg åbnede med en scoring efter 4 minutter, og derfra var det tæt på ren ørkenvandring til pausen. England magter at spille gabende kedsommeligt fodbold, men det ændrer ikke på, at de nu er i semifinalen, og de har et Wembley med så mange tilskuere, at det kommer til at minde om fodbold igen. Og de vil for 95% vedkommende være på englændernes side. Alt er lagt op til, at de skal have en titel. Måske en slags trøst for deres Brexit, hvem ved?
2 Italien (4-1-0 9:1)
Italien var tilbage i samme flyvende form, som de åbnede gruppespillet. Det var en imponerede indsats, og særligt imponerende var den arbejdsiver, der blev puttet ind i opgøret. Det aldrende midterforsvar fik rigtig god hjælp af Donnarumma i målet, og kan Italien holde det her niveau, bliver de en stor mundfuld for Spanien. Lige nu har jeg Italien som det bedste af de tilbageværende hold
3 Spanien (1-4-0 10:5)
De måtte bruge både forlænget spilletid og straffespark for at besejre de undertippede schweizere, og selv om straffe er et lotteri, blev kampen vel reelt afgjort, da Schweiz fik rødt kort til Freuler med et kvarter tilbage af ordinær tid. Spanien brugte 45 minutter i overtal på at skabe et stigende pres, men det lykkedes ikke at score. I straffespark brændte schweizerne 3 af 4 spark, og så snuppede Spanien semifinalepladsen. De er stadig meget på bolden. Og de får stadig skabt rigeligt chancer. Men de brænder også stadig for mange af de chancer. Det er svært at se dem kravle helt til tops
4 Danmark (3-0-2 11:5)
“(…) jeg under de danske drenge al succes, og lige nu ligner de et semifinalehold. Mindst.” Det var min tekst til danskerne før kvartfinalerne. Nu er de i semifinalen. Semifinalen! Hvem skulle have troet det? Og hele turneringen uden holdets med afstand bedste spiller, Christian Eriksen. Det holdt noget hårdere mod tjekkerne end i ottendedelsfinalen mod Wales, men det er solidt, kreativt og stadig meget dynamisk, det danskerne foretager. Jeg tør jo ikke andet, så nu skriver jeg det: “Lige nu ligner danskerne et finalehold. Mindst.”


Kvartfinalisterne
5 Belgien (4-0-1 9:3)
En stærk og stabil indsats frem til kvartfinalerne for forhåndsfavoritterne blev totalt annulleret af et velspillende italiensk mandskab, og så er det for anden EM-slutrunde i træk farvel til Belgien på dette stadie. De Bruyne var blevet klar, og det var godt, for han er et niveau over alle andre, men det var ikke nok til at hive Belgien frem til sejr mod Italien. Den sene reducering i 1. halvleg åbnede kampen efter pausen, og der var muligheder til belgierne, men de kan altså nu rejse hjem på sommerferie
6 Tjekkiet (2-1-2 6:4)
Kvartfinalen blev endestationen for træner Silhavy og hans tjekkiske mandskab. De gav alt. To spillere løb rundt med “Wieghorst-bandage” i løbet af kampen, og de tacklede, løb og forsøgte. Men det rakte ikke med bolde i feltet og krydsede fingre. Selv om tjekkerne før kampen mente, at de og Danmark mindede meget om hinanden, viste kampen tydeligt, at der er forskelle i evnerne til at spille bold. De havde ikke værktøjer nok til at ændre kampens gang, men de prøvede, så godt de kunne
7 Schweiz (1-3-1 8:9)
Ud af kvartfinalerne efter nederlag til Spanien. Men absolut ikke uden ære, og de havde undervejs i opgøret momentum, hvor de reelt kunne have lukket kampen i ordinær tid. Et rødt kort gjorde det sidste kvarter plus forlængelse til overlevelseskamp, og missionen lykkedes, men de overlevede ikke straffespark. Et middelmådigt gruppespil krydret med flot ottendedelsfinalesejr over Frankrig og exit mod Spanien i kvartfinalen. Endnu engang lovende takter fra Schweiz, uden at de for alvor bliver en samlet trussel
8 Ukraine (1-1-3 5:10)
De havde lige præcis 4 minutter i drømmeland, hvor de kunne tillade sig at tro på, de slog England i kvartfinalen. Men efter 4 minutter scorede Harry Kane på en tå-hyler, og så var kampen mere eller mindre færdig, før den kom i gang. Ukraine forsøgte at komme tilbage før pausen, men på det første kvarter af anden halvleg scorede England yderligere 3 gange, og så blev der ellers sparet nøglespillere til semifinalen. Så kom Ukraine bedre med. De har vundet præcis 1 kamp i ordinær tid, så mon ikke de er fint tilfredse med en kvartfinaleplads? Mere var der i hvert fald ikke til i holdet.

Ud af ottendedelsfinalerne
9 Portugal (1-1-2 7:7) Portugal blev sendt hjem af Belgien i ottendedelsfinalerne, men de havde stor ære af kampen og busede på hele kampen og særligt i anden halvleg, da de skulle hente belgiernes 1-0-føring. Ruben Dias fik et næsten frit hovedstød, men headede kraftfuldt lige på keeper Courtois, der reddede, og backen Guerreiro ramte opstanderen. Det var bedste muligheder, men de efterlader et indtryk af et hold, der røg ud med støvlerne på. Måske så vi Cristiano Ronaldo for sidste gang ved en EM-slutrunde. Måske.
10 Kroatien (1-2-1 7:6)- Nederlag til Spanien i en helt vanvittig ottendedelsfinale var faktisk nok til at løfte det samlede indtryk af slutrunden for kroaterne. Efter et lidt kedeligt og tøvende gruppespil fik de afleveret et brag af en kamp, hvor det tilsyneladende mere var manglende energi end manglende evner, der gjorde, det endte med nederlag mod Spanien. Men ude er de
11 Frankrig (1-3-0 7:6) – Meget boldbesiddelse. Men for lidt fantasi til at åbne et hårdtarbejdende ungarsk mandskab, og derfor måtte franskmændene nøjes med 1-1. Ingen katastrofe. Kan de undgå nederlag mod portugiserne i sidste kamp, er de stadig sikkert videre. Men bekymrende, at så mange af stjernerne kan levere så lidt over 90 minutter mod et – bevares, godt kæmpende. middelmådigt ungarsk hold
12 Østrig (2-1-1 4:3)- Overraskende god kamp i ottendedelsfinalen mod Italien, som de tvang ud i forlængelse, og selv om de kom bagud 2-0 i første halvleg af forlængelsen, fik de reduceret og skabt spænding om resultatet. Et par ringe præstationer i gruppespillet blev opvejet af en flot ottendedelsfinale, og derfor har jeg dem helt oppe foran både Nederlandene og Tyskland
13 Sverige (2-2-0 5:3)- Sverige forlader EM uden at tabe i ordinær tid. Deres exit i ottendedelsfinalen mod Ukraine var unødvendigt. Jeg sidder med fornemmelsen af, at de kunne have budt England op til dans med deres stramme 4-4-2 og enorme disciplin. Alt i alt er det vel en godkendt slutrunde for Sverige, men de må have en fornemmelse af, at der var mulighed for mere end exit fra første knockoutrunde
14 Nederlandene (3-0-1 8:4)- Jeg nåede lige at påstå, Nederlandene nærmede sig slutrundens favoritfelt, så faldt de helt sammen i ottendedelsfinalen mod et stærkt spillende Tjekkiet, der dygtigt udnyttede en forsvarsfejl af Mathijs De Ligt, som kostede ham et rødt kort. 35 minutter i undertal overkom Oranje ikke, og de endte med at tabe fortjent 2-0. De efterlader et indtryk af et hold med et spændende topniveau, men også af et hold, der er alt for svingende og har for svært ved at dominere kampene, hvis modstanden er for stærk
15 Tyskland (1-1-2 6:6)Jøsses for en elendig afskedsgave fra spillerne til træner Joachim Löw, som efter 15 år i spidsen nu stopper som tysk landstræner. Det var en langsommelig, kedelig og afventende affære, og den bedste mulighed kom, da Thomas Müller fik en friløber ved stillingen 1-0 til England, men han endte med at sparke bolden forbi mål. Tyskerne spillede en flot kamp mod Portugal og ydede god modstand i 1-0-nederlaget til Frankrig i åbningskampen, men alt i alt et skuffende EM for vores naboland i syd
16 Wales (1-1-2 3:6) – Åbnede ottendedelsfinalen mod Danmark med bulder og brag, men efter et kvarter overtog Danmark kampen, og det eneste waliserne havde at hænge deres nederlag på efterfølgende var et frispark i optakten til det andet danske mål. De spiller for fuld musik og med al den fædrelandsstolthed, der kan mønstres, men mod Danmark mødte de simpelthen et bedre hold. Men de kan glæde sig over for anden EM-slutrunde i træk at være i knockoutrunden

Ud af gruppespillet
17 Slovakiet (1-0-2 2:7)- Da Spanien igen brændte straffe ved stillingen 0-0, steg håbet et par procent for slovakkerne, men de endte med at blive klædt af og indkassere slutrundens foreløbig største nederlag på 5:0. Av for den. Dermed må slovakkerne rejse hjem, og de må også erkende, at der ikke helt var nok i værktøjskassen til for alvor at byde ind med slutrunden. De må varme sig ved sejren over Polen, der trods alt giver dem 3. pladsen i puljen, men som den indtil videre ringeste 3’er får de altså ikke flere kampe
18 Rusland (1-0-2 2:7)- Av for en fæl afslutning af russerne. De ender med at rejse hjem fra slutrunden med en eneste sejr, som var en tøvende 1-0 over Finland. Mod puljens to øvrige hold, Belgien og Danmark, blev det til nederlag på henholdsvis 3-0 og 4-1. Det er ikke godt nok, og selv om Dzyuba er en stærk mand at have i front, og Golovin og Miranchuk er herlige boldspillere, som forsøger at fodre ham, så må russerne tilbage til tegnebordet og talentudviklingen, for de skal begynde forfra. God arbejdslyst
19 Finland (1-0-2 1:3)- Det blev til tre kampe ved finnernes første slutrunde nogensinde, men selv om de måske ikke imponerede med tiki-taka, så viste de mod og vilje til at kæmpe for fællesskabet, for Fædrelandet og for hinanden. Det var imponerende, og de kan rejse hjem og fokusere på at bygge videre på deres solide fundament og gøre det en anelse bedre næste gang. Tak for indsatsen
20 Polen (0-1-2 4:6)- Det var lige sent nok, Robert Lewandowski stemplede ind. To mål i 2. halvleg fik udlignet den svenske 2-0-føring, men polakkerne kunne kun bruge sejren, og de snu svenskere benyttede presset til at slå kontra og score til 3:2. Dermed må Polen rejse hjem med en sidsteplads i puljen. Det er et overraskende ringe udbytte, for de var vel favoritter til at snuppe 2. pladsen i puljen i tæt kamp med svenskerne, men det blev altså ikke til noget for Polen. De må prøve igen næste gang
21 Ungarn (0-2-1 3:6)- Exit Ungarn. Som forventet, men foran det talstærke publikum hjemme i Budapest ydede de god modstand og tabte overraskende kun en enkelt kamp i slutrundens dynamit-pulje. De spillede fysisk og moslede på hele vejen, og de kunne med en smule held have snuppet en plads i knockoutrunden
22 Skotland (0-1-2 1:5)- Endelig fik de scoret et mål. Men de lukkede også 3 ind, og dermed blev det til én uafgjort – en flot én mod England på Wembley – og to nederlag. Nu må de rejse hjem, men de har vundet mange hjerter med en modig indsats og en vilje til at slås for tingene helt frem til slutfløjtet – også selv om det ofte var afgjort længe før
23 Nordmakedonien (0-0-3 2:8)- Scoring i de begge første kampe var rigeligt til at være en succes for Nordmakedonien, der rejser hjem med tre nederlag i taskerne. De forsøgte bravt mod Østrig og Ukraine, men det rakte ikke, og mod Holland i den sidste kamp, var de bare oppe mod et meget bedre hold. Sympatisk indtryk af et hold, der forsøgte, det bedste de kunne
24 Tyrkiet (0-0-3 1:8) – De kunne ikke. De magtede ikke at sætte et aftryk på slutrunden og må rejse hjem med tre nederlag. I perioder spillede de mod Schweiz acceptabel fodbold, men der var alt for mange udfald, alt for mange fejl, og det mest positive de kan tage med videre er, at de fik scoret et enkelt mål i dette opgør

Spanien og Italien er semifinaleklar

Det var et par vellykkede kvartfinaler, der blev sparket af sted fredag. Og det var godt, for vi er nu ved at være så langt i turneringen, at hviledagene bliver så mange og føles så lange, at jeg når at få fodboldabstinenser.

Schweiz og Spanien indledte fredagens program med en fin kamp, hvor Spanien som sædvanlig var meget på bolden, men hvor de længe føltes, som om Schweiz var farligere. Det er nu heller ikke altid særlig svært at virke farligere end Spanien, som har bolden 98,7% af kampene og 89,9% af tiden spiller enten på tværs eller baglæns. Det er som en slags boldbesiddende catenacchio – og jeg tror ikke, det er med vilje. De har bare ikke evnerne til at skabe mere med bolden, end de gør. Nedslående egentlig.

Jordi Alba og Dennis Zakaria – der kun var inde på grund af anfører Granit Xhakas fravær med karantæne – scorede i fællesskab kampens første mål allerede i kampens begyndelse. Alba afsluttede, og Zakaria rettede den af og i nettet. Det ændrede kampens præmisser temmeligt voldsomt, for nu var Schweiz tvunget til at vove sig ud af hulen engang imellem. Og det gjorde de fremragende. Cirka midtvejs i 2. halvleg så fint, at de fik skræmt Aymeric Laporte til at sparke bolden ind på forsvarskollega Pau Torres, så bolden havnede for fødderne af Rema Freuler i feltet. Han skubbede klogeligt bolden videre til Shaqiri, der måske ikke ramte bolden helt rent, men med det kølige højreben fik han skubbet bolden gennem benene på Azpilicueta og over i det fjerne hjørne, hvor Unai Simon ikke kunne nå den. 1-1.

10 minutter senere fik Remo Freuler direkte rødt. Og så var det direkte tilbage i hulen. Både for Freuler og for de resterende schweizere. De skulle holde et kvarter for at sikre forlænget spilletid. Det lykkedes. Så skulle de holde 2x 15 minutter for at sikre straffespark. Det lykkedes også. Og målmand Sommer, som i ordinær og forlængelsen havde flere formidable redninger, snuppede endda det første spanske straffe. Schweiz vejrede endnu en sensation. Men de brændte de næste tre spark, og Spanien scorede på tre af deres fire følgende, og dermed kunne de snuppe semifinalepladsen.

Fredagens anden kvartfinale stod mellem Belgien og Italien. To mandskaber, der var buldret gennem gruppespillet med maksimumpoint, for så i ottendedelsfinalerne at levere mere afmålte indsatser. Belgien slog de forsvarende Europamestre fra Portugal 1-0, men tillod flere store chancer imod undervejs og skabte omvendt ikke alverden ud over det enlige slangehug, som Thorgan Hazard nettede på kort før pausen. Italien måtte ud i omkamp mod Østrig, men dér lykkedes det så at få hul på naboerne og snuppe en 2-1-sejr.

Så hvor stod de to hold forud for kvartfinalen? Det var fik vi hurtigt. De stod et godt sted. Det var en fremragende fodboldkamp med masser af intensitet, flotte detaljer og mange muligheder i begge ender – dog flest i belgiernes. Italien havde bolden i nettet allerede i kampens første kvarter, men Bonucci stod offside, før han med maven puffede bolden i mål. Offside var til gengæld hverken Nicola Barella, der i feltet tørrede tre belgiere og sparkede bolden ind ved den modsatte stolpe, eller Lorenzo Insigne, der fik lov at trække ind fra venstre og afslutte helt oppe i det lange målhjørne, som han forsøger på med 96% af sine afslutninger. Han er god til det. Og når det lykkes, ligner det et drømmemål. Hver gang.

Føringen holdt dog ikke til pause, for kantlynet hos Belgien, Jeremy Doku, fik tildelt et straffe – i den tynde ende men det kan sagtens dømmes – og så reducerede Lukaku på det efterfølgende straffespark til 2-1. Det var stadig piv-åbent.

Italien holdt fokus i de bagerste rækker, og Spinazzola reddede både ved bagerste stolpe og centralt i feltet, da han blokerede belgiske afslutninger. Desværre måtte Spinazzola udgå med en skade, der har vist sig at være en sprængt achillessene, og han er færdig ved EM. Da Belgien satsede hårdt og skiftede Dries Mertens og Naser Chadli ind med cirka 20 minutter igen, gik der bare 4 minutter, så måtte Chadli udgå igen med en skade. Og derfra blev det sparsomt med rytme i kampen, for varmen havde udmarvet begge mandskaber, og et hav af spilstop og udskiftninger gjorde det til en lidt abrupt affære. Sikkert ikke til ren utilfredshed for italienerne. De forsvarede sig bravt frem til slutfløjt, og dermed er verdensranglistens nummer 1 ude af EM. For anden gang i træk allerede i kvartfinalerne. Italien møder Spanien i semifinalen.

Jeg har valgt offentlig transport. Det giver … særlige oplevelser

Det er selvfølgelig en lidt vel flot overskrift, for jeg solgte min bil tilbage i november, fordi jeg ikke rigtig orkede at skulle i krig med jobsøgning med det samme efter afskeden med efterskole-eleverne i det sønderjyske. Og det har føltes som et enormt privilegium at leve af de penge, jeg fik for bilen. Omvendt er det da en kende mere besværligt uden. Men jeg bor nu i centrum af Odense, og det burde da kunne lade sig gøre at klare sig uden bil. Burde!

Nå men jeg har haft store planer i foråret om at flytte udenlands i en periode. Planer som langt hen af vejen blev sat på hold af corona-restriktioner, for der var rødt. Meget rødt, der hvor jeg ville hen. Jeg havde opsagt lejligheden på Skibhusvej, og da jeg egentlig ventede på at kunne komme af sted, besluttede jeg at booke sommerhuse rundt i Danmark. Jeg begyndte i Jegum, hvor jeg spadserede 6 kilometer ind til Oksbøl, når jeg skulle handle. Og 6 kilometer tilbage igen, når jeg havde handlet. En ofte lidt tungere tur, men jeg blev ret ferm til at beregne, hvor meget jeg kunne have i rygsækken.

Derefter var jeg hos mine forældre et par dage, og så skulle jeg til Øster Hurup. Dér har jeg aldrig været. Mine forældre tilbød generøst at køre mig derop, og det betød jo, at jeg nok overpakkede en anelse. En kuffert. Min rygsæk. En IKEA-pose med diverse. Og min guitar. Spol hurtigt 8 uger frem, og så var Øster Hurup overstået. Her begynder min rejse med offentlig transport.

For at komme fra Øster Hurup til Odense skal du først med bus til Hadsund. Det er cirka 25 kilometer væk og tager tæt på 40 minutter at køre. Derfra skifter du til en anden bus. Den kører dig til Hobro, som er lidt længere væk. 45-50 minutter i bus. Så cirka halvanden time efter afgang er du på Hobro Station, og så skal du ramme et tog, som kører sydpå (vigtigt – ellers er der meget langt til Odense, hvis du vil nordenom kloden) og så går det ellers af sted i cirka 2,5 time, så lander du på banegården i Odense. Nuvel …

Jeg kiggede i Rejseplanen. Det så lidt snævert ud i Hobro. Den foreslog ture, hvor busserne ankom, og jeg så skulle ramme et tog 4-5 minutter efter. På Hobro station skal du gennem stationsbygningen, under sporene og op igen for at komme til toget. Det virkede som lidt kort tid med en rygsæk, kuffert og guitar. (Ja, jeg har spist en IKEA-pose og det meste af dens indhold i løbet af 8 uger. Jeg siger ikke, hvad der var i den!) Men jeg ville af sted 9.20, så ville jeg ankomme i Odense i nærheden af klokken knap 14.00. Cirka.

Så jeg besluttede at vente med at købe DSB-billet, for orange var for risky, og normalpris er jo det samme, uanset om den er købt i forvejen eller på stationen. Jeg tænkte, jeg var så tidligt på færde, jeg kunne undgå den tætte trafik, når folk fik fri fra job og uddannelse. Så jeg planlagde at tage bussen fra Øster Hurup Camping – fordi det ligger lige ved siden af Dancenter, hvor jeg skulle aflevere nøglen. 879 meter fra min bolig. Det var sådan set rigeligt til, at jeg prustede af bagage-overvægt – og måske også anden overvægt, hvem ved? Men jeg var klar til afgang 9.14, og bussen skulle komme 9.21.

Klokken blev 9.21.

Den blev 9.25.

9.28.

9.30 passerede en bus i modsat retning – Øster Hurup er en by med huse på hver sin side af ‘Kystvejen’. så de fleste kører enten i den ene eller anden retning på den centrale vej. Chaufføren gloede helt vildt på mig, og han satte farten en anelse ned, men fortsatte så. Jeg vidste, han skulle ud til en vendeplads i den anden ende af byen og tænkte, det nok ville vare 10-15 minutter.

Klokken blev 9.40. 9.42. 9.43. Da den rundede 9.50, ringede jeg til Nordjysk Trafikselskabs kunde-“service”. Talte med en ung mand. Han bekræftede, at bussen var kørt til tiden – eller “med 2 minutters forsinkelse”, og at den ganske rigtigt stoppede ved Øster Hurup Camping. Jeg ventede lidt for at give ham en chance for at hjælpe mig. Der skete intet. Så jeg opsummerede for ham: “Så dit forslag er, jeg venter til 11.23 – altså mere end 2 timer efter den planlagte afgang – og bruger 60 kroner mere på en ny billet, fordi den jeg har købt udløber 8 minutter, før næste bus kører?”. Han tøvede ikke et sekund. “Ja, det er jo din eneste mulighed”.

Godt så. Jeg blev stående. 10 minutter. 20 minutter. Gik frem og tilbage på fortovet. Krydsede vejen af og til. Gik frem og tilbage igen. Overvejede at sætte mig, men jeg havde jo – troede jeg – 4,5 times siddende rejse foran mig. Endelig blev klokken 11.23, og bussen kom. Det var samme chauffør, som havde sagtnet farten.

“Jeg så godt, du stod der i morges. Og jeg ville egentlig have sagt til dig, at jeg ikke kom den vej forbi. Men jeg synes, jeg var kommet lidt for langt frem, så jeg kørte videre. Afgangen klokken 9.20 kører over Vøddum, så den kommer ikke her forbi. Det er jeg altså ked af,” sagde han. Det var oprigtigt ment. Det kunne jeg se. Ikke mindre irriterende. Men trods alt oprigtigt. Det var jo ikke hans skyld, at kundeservice ikke anede, bussen ikke kørte forbi mig.

Nå, mig ind i bussen med alt mit pikpak og af sted mod Hadsund. Det gik smertefrit. Vi ankom til tiden, og da jeg steg ud, kom chaufføren ned og undskyldte endnu engang: “Jeg er ked af, du har spildt et par timer af din dag”. Og jeg sagde til ham – hvad i alverden skulle jeg ellers sige? – “Det skal du ikke tænke på. Det er alligevel bare en rejsedag”.

Næste step var Hadsund – Hobro. Her var varslet bøvl i Hobro, hvor et stoppested var spærret, og jeg skulle igen ifølge Rejseplanen gå et stykke fra busterminalen til togstationen. Igen lidt uforudsigeligt i forhold til at købe billetter i forvejen. Men turen gik fint. Eller det vil sige undervejs, stirrede jeg – og lyttede jeg – mig gal på en ung knægt. Han var vel 11-12 år. Sad med sin mobil og stenede Tiktok-videoer. Skiftede efter 12-15 sekunder. Uden høretelefoner. Med musikken spillende ud i bussen. Jeg overvejede at være den voksne og sige til ham, at han måtte tage høretelefoner i. Besluttede i stedet at sidde og bande indvendigt over den uopdragne unge. Bag ham sad en 18-20-årig knægt og talte i mobil. Samme slags larm. Uvedkommende larm. Bedst som vreden brusede så selvretfærdigt i mit sind kom vi til Vive eller Oue. Det husker jeg ikke. Knægten skulle af. Han slukkede for sit Tiktok, trykkede på knappen og stillede sig klar. Da bussen standsede, og dørene åbnede sig, sendte han et langt blik op mod chaufføren og råbte: “God sommerferie!” Mit hjerte smeltede på stedet. Nurh, det er sikkert den samme chauffør dag ud og dag ind hele skoleåret. Hvor fint at ønske god sommer. Godt jeg ikke nåede at påtale den manglende opdragelse, for den manglede slet ikke.

Da vi kom til Hobro Busterminal, stavrede jeg op til chaufføren og spurgte, hvordan jeg lettest kom til togstationen. Forberedt på at tage alle mine ting på nakken og spadsere den lille kilometer derhen. “Hvis du bare lige kan vente 2 minutter, så kører jeg derop”. Nå da. Nu vendte lykken. Glad satte jeg mig. Og så ankom vi til Hobro Station. Nu skulle jeg bare ind i et tog og flade ud resten af rejsen.

Flade ud fik jeg lov til. Jeg var på stationen cirka 12.50. Næste afgang 13.19. Jeg tjekkede DSBs app: “Udsolgt af pladsbilletter”. Pokkers. Næste afgang 13.34: “Også udsolgt”. De kommende 6 (SEKS!) afgange var udsolgt. Så jeg fik en plads på toget 15.45. 3 timer senere. 3 timer, hvor jeg bare skulle hygge mig på Hobro Station. Som ingen kiosk har. Men de har bænke. Og et livligt fugleliv i nogle store flotte træer lige ved siden af stationen. Så der sad jeg. Lyttede til podcasts, men kun lidt for jeg var også lidt nede på batteri på telefonen, og gik den ud, skulle jeg grave kortet med koden frem af en taske. Dybt nede fra en taske. Så jeg var lidt forsigtig. Gosh, tiden sneglede sig af sted. Tog ankom. Tog kørte igen. Flere toge ankom. Flere toge kørte. Og endelig var klokken 15.45, så jeg kunne komme i toget, og så gik det i rask tempo mod Odense. Forventet ankomst 18.23. Efter mere end 9 timer på farten.

Men så let skulle det jo ikke være. Da vi nærmede os Fredericia Station, meldte den kække togmand med adgang til mikrofonen, at vi var foran planen. “Det kan jeg godt love ikke sker igen,” jokede han. Tø-hø. Så vi måtte gøre ekstraordinært langt stop i Fredericia på 10 minutter. Fordi vi var foran planen. Vi var eddermame ikke foran min plan. Men minutter sneglede sig forbi, og langt om længe var vi fremme i Odense, hvor min far heldigvis var så sød at hente mig og alle mine ting på stationen. Jeg er kæmpe fan af offentlig transport. Men i perioder er det mere teoretisk fan. Jeg savner min bil.

England og Ukraine er tirsdagens vindere

De to sidste ottendedelsfinaler blev spillet i dag. England mødte Tyskland i den tidlige kamp, og det er jo altid et opgør præget af stor rivalisering og minderne fra VM-finalen i 1966. Det blev dog noget af et antiklimaks, for Tyskland spillede markant ringere, end vi ved, de kan, og England spillede præcist lige så ringe, som de har gjort hele turneringen.

Men de holdt for fjerde kamp i træk målet rent, og da Raheem Sterling scorede sit 3. mål i turneringen, og Harry Kane endda og endelig kom på måltavlen, ja, så endte det 2-0 til England. Tyskland havde et par store muligheder – og veteranen Thomas Müller fik en enorm chance, da han ved 1-0 til England blev sendt af sted på en friløber. Han fik reelt fintet Pickford til at smide sig til det korte hjørne, men afslutningen mod det lange hjørne blev overplaceret og røg forbi mål.

Det betød altså engelsk sejr, og den tyske exit er samtidig farvel til den tyske landstræner gennem de seneste 15 år, Joachim Löw. Det har ikke været imponerende ved de seneste to slutrunder, men han har dog ført dem til et verdensmesterskab i 2014.

Det er mere tvivlsomt, om den engelske træner, Gareth Southgate, kommer til at føre sit hold til en titel. Det ser meget idéforladt ud, hvad de foretager sig, og på det fundament er det jo vildt imponerende at være nået til kvartfinalen. Men nu skal de væk fra Wembley og spille kvartfinale på Stadio Olimpico i Rom. Hvordan mon de tackler det? Der kan formentlig ikke komme mange englændere med, når man tænker på corona-situationen i ikke-EU-landet England.

I dagens anden ottendedelsfinale var stadion klædt i gult og blåt, for det er både de svenske og de ukrainske farver. Men der var ikke mange tilskuere – kun knap 10.000 og dermed den ringest besøgte ottendedelsfinale – og det var egentlig synd. Sverige kom videre fra deres pulje med to sejre og en uafgjort og som puljevinder foran Spanien. Ukraine kom videre som den fjerdebedste af de fire bedste pulje-treere.

Og svenskerne var klart bedst i første halvleg, men det var Ukraine, der kom foran kort før den halve time, da holdets stjerne, den tabende Champions League-finalist, Zinchenko, bankede en bold i nettet til 1-0 for Ukraine. Det tog dog kun et lille kvarter, så fik Sverige udlignet, da Emil Forsberg afsluttede lidt uden for feltet. Forsøget blev rettet af, og så fløj bolden i kassen utageligt for den ukrainske målmand Bushchan.

Emil Forsberg, som undertegnede i øvrigt i den første svenske kamp ved slutrunden – mod Spanien – fik givet følgende salut: “Forsberg er godt nok falmet helt vildt.” Det ser jo noget unægteligt noget dumt ud, når han nu nærmest er topscorer ved slutrunden, men jeg holder fast ved, han spillede en mindre god kamp mod Spanien, men han har så også taget revanche siden med fire kasser.

Anden halvleg fortsatte med åbent spil i de første 25 minutter, men så var det, som om de to hold besluttede, at det der med omkamp egentlig ikke var så tosset, og så blev der trillet lidt rigeligt rundt med bolden uden rigtigt at være målsøgende i kampens sidste 20 minutter. Dermed endte det med endnu en omkamp – den fjerde af de otte ottendedelsfinaler.

Det blev endnu et drama. Denne gang med et hav af skadede spillere og med et rødt kort til svenskernes Danielson for en forseelse, der så meget, meget grim ud, og derfra sad Ukraine på bolden uden for alvor at skabe noget, mens svenskerne desperat forsøgte at forsvare sig frem til en straffesparkskonkurrence. Flere spillere måtte udgå undervejs med skader. Sverige brugte alle deres seks udskiftninger og havde to gange spillere i græsset med hovedskader, og det så ikke ud til, det var helt forsvarligt, de fortsatte, men omvendt ville det også være træls, hvis de skulle udgå, så svenskerne kunne fortsætte med 9 eller måske 8 spillere.

Da vi gik ind i de sidste fem minutter, begyndte det at ligne mission completed for svenskerne og en straffesparkskonkurrence virkede sandsynlig. Men kort før tid sendte Zinchenko et fremragende indlæg ind mellem de to svenske centrale forsvarsspillere på kanten af det lille felt. Den tidligere FCM- og Sønderjyskespiller, Artem Dovbyk, tilpassede sit løb perfekt og headede Ukraine på 2-1. Sverige forspildte chancen. De var i perioder det klart bedste hold, men de fik ikke sat de afgørende stød ind, og derfor er det nu Ukraine, der kan rejse til Rom og møde England i en kamp, hvor de kun kan overraske positivt. De tabte i gruppen til Østrig og Holland og slog kun slutrundens dårligst rangerede mandskab, Nordmakedonien. De kom videre på yderste mandat, men nu er de altså kvartfinaleklar. Alt kan ske. Fodbold er et forunderligt spil.