Fremtiden er her – og jeg fatter minus

Pludselig var der ChatGPT over det hele. Dall-E. Midjourney. Alle talte om kunstig intelligens.

Internettet flød over med moderne Klondyke-guldgravere, der havde skudsikre metoder til at tjene kassen på kunstig intelligens.

Droner i krig

DR skriver i dag, at droner og kunstig intelligens fylder mere og mere på slagmarken i Ukraine. Det menneskelige aspekt af krig fylder mindre og mindre. Bortset naturligvis fra, at de er mål.

Det er voldsomt uhyggeligt. En slags computerspil i virkeligheden.

Hvor maskiner og selvtænkende robotter smadrer løs på mennesker på lang afstand og uden egentlig meget andet forsvar end … andre robotter.

Mennesker, det billige skidt

Der stod intetsteds i artiklen nævnt, at vi jo kunne skabe arenaer – Hunger Games-style – hvor de kunstige krige kunne blive udkæmpet.

Helt uden menneskelige tab. Det var ikke nævnt med et ord.

Der var heller ikke nogen overvejelser om, at vi i 2024 stadig bekriger hinanden. At vi slår hinanden ihjel. At territorier er vigtigere end nogensinde, og at polarisering er dagens ret hos høj såvel som lav.

Hold fingrene fra Eurovision!

I morges var der en anden historie hos DR, der handlede om, at Eurovision er i stor – større end normalt – fare for cyberangreb.

Jeg er mig smerteligt bevidst om, hvor gammel jeg lyder- og det er faktisk for ingenting at regne mod, hvor gammel jeg føler mig – men jeg synes ærlig talt, det er ved at gå for vidt med det hersens computer-hejs.

Og jajaja, jeg ved godt, at det er udvikling, og det kan vi ikke gøre noget ved, men det virker jo hovedløst, at vi bare løber og løber og løber, så hurtigt vi kan mod en fremtid, vi formentlig får svært ved at styre.

Hvis det kan misbruges, så eh …

Som Elektronista Christiane Vejlø formulerede det tidligt i forløbet om kunstig intelligens: Hvis det kan misbruges, vil det blive misbrugt.

Det ligger mig meget, meget fjernt at blande mig i, hvordan andre lever deres liv – og med hvilken hastighed og retning, men det er ærlig talt en lidt trist udvikling, synes jeg.

Nu kommer endelig eksponentialiteten og det store ryk i computerne og deres anvendelighed.

Og vores fantasi rækker primært til at tjene flere penge, lave mere intense krige og andet i samme miserable boldgade.

Gi’ dig selv lov

Lars Lilholt har engang skrevet en sang med titlen: Gi’r du mig lov.

De ord tænker jeg ofte over. Både i deres originale form men også som i overskriften i form af at give sig selv lov.

Inden jeg fortaber mig i betydningen, vil jeg lige pege på en fin tekstmæssig sekvens fra sangen, der går:

Fuglene kvidrer og kvidrer
Deres blålige morgenappél
Jeg tror, de taler for mit hjerte
Nu det ikke kan tænke og tale for sig selv

Gi’r du mig lov, Lars Lilholt: Kong Pukkelrygs Land

Hvem skal give os lov?

Lilholt taler om en kærlighedens tilladelse. Et modsvar til ‘med forlov’, men for mig kan det snildt bredes videre ud.

Og det er med modsat fortegn. Hvad er det for et ‘lov’ eller en tilladelse, vi venter på?

Kan vi ikke bare give os selv lov – også til at elske? Når Lilholt spørger, tror jeg, det hænger sammen med en anglen efter bekræftelse og en modpart, der skal elske tilbage.

Men i mange, mange andre sammenhænge i livet end kærligheden behøver vi altså ikke tilladelse.

Vi behøver ikke vente, til nogen giver os lov.

For de fleste andre er vi bare bipersoner

Gak, gøgl og løjer er sjovt. Men mange af os holder igen, for hvad vil de andre dog ikke tænke? Hvis jeg danser grimt. Hvis jeg synger falsk.

Og. Hvad. Så? Vi behøver ikke vente på lov, for noget af det allermest snærende er det blik, vi tror, andre har på os konstant.

Vi lader en forestilling om fordømmelse og vurdering holde os tilbage, før den overhovedet har ramt.

Jeg læste en artikel af David Cain på hans næsten altid brugbare og ofte indsigtsfulde Raptitude.com (https://www.raptitude.com/2022/07/you-are-always-the-other-person/), og den handlede om at være The Other Person i andre menneskers liv.

Hans tankeeksperiment går ud på, at hvis vores liv var en lang 1. personsfortælling, som vi spolede igennem, ville det blive tydeligt for os, at den eneste person, der er med hele vejen, er os selv.

Og at alle andre bipersoner i den film er med i en forbløffende lille del af filmen. Sådan overordnet set.

Og hans pointe er så, at hvis man vender den tanke og minder sig selv om, hvor ofte man er den anden person i andre menneskers liv.

Så er det måske lettere at forstå, hvor vanvittigt lidt man fylder i andre menneskers liv og tanker.

Giv dig selv lov at være dig selv. Helt og holdent og fjollet og ægte

Der kommer ikke pludselig nogen for at give os tilladelse.

Der er ingen gylden streg, vi skal krydse ved runde fødselsdage, afstemninger eller når man har ventet for rødt lys uden en eneste bil i nærheden 1.000 gange.

Livet er her. Vi kan gøre med det (næsten!), hvad vi vil. Og jeg tror, mange af os er fyldt med drømme, ideer, tanker og forestillinger, som vi måske alligevel tøver med.

Et aftenskolekursus. En flirt over is-montren i Rema. Teater, opera og koncerter. Og en rækken ud efter stjernerne. Efter rødderne. Efter det hele. Alt det, man selv tror på, vil give værdi og mening.

Ræk ud. Stræk dig. Bøj dig. Og lev for filen det hele. Opture. Nedture. Solskin. Regnvejr. Og alt det derimellem.

Giv dig selv lov. Til at tage det hele ind og nyde hele pakken. Du har Tur-Pas, så du kan prøve alle forlystelserne. Sæt i gang, min ven.

“Pludselig var du væk fra Facebook, og du tog ikke din telefon”

Endnu engang har jeg slået op med Facebook. De smed mig ud. Eller rettere: De mente, jeg overtrådte deres retningslinjer, så min konto blev suspenderet.

  • Du skal appellere inden for 180 dage, ellers bliver kontoen permanent lukket, skrev Zuckerbergs lakajer og havde endda den frækhed at linke til en bunke komplet uoverskuelige Community Guidelines

Jeg skyndte mig at appellere, så jeg kunne blive lukket ind i varmen igen, for som der stod i den første linje af deres guidelines: Vores væsentligste værdi er transparens og autencitet

Hvem vil gå glip af det? Ja, det ville jeg så alligevel. For så snart jeg blev lukket ind, skyndte jeg mig selv at lukke hele molevitten. Man ved jo aldrig, hvornår man bliver smidt ud igen.

Utroligt meget Farvel Facebook

Så jeg gik rundt et par dage og frygtede, mit sociale liv var slut, for hvordan skulle jeg dog nogensinde komme i kontakt med mennesker igen uden den datahøstende pengemaskine?

Heldigvis havde jeg allerede lavet en aftale med en kvartet af tidligere kolleger fra efterskoletiden, og det var godt, jeg gjorde det. For det var en bragende vellykket samling, hvis man spørger mig.

Da jeg ankom, fortalte en, at hun var blevet bekymret, da jeg var forsvundet fra Facebook og så heller ikke tog min telefon (Jeg har opdaget den komplet livsændrende fornøjelse ved funktionen Forstyr Ikke, men jeg skal lige have finjusteret filteret), og så følte jeg mig allerede ekstremt velkommen, savnet og rummet.

Fingrene i fortiden

Jeg er ellers ikke meget for at genbesøge fortiden. Jeg er begyndt og stoppet (eller blevet stoppet) i mange job efterhånden, og det slår mig altid, hvor meget videre alle er i en ruf. Som var man bare en finger i et glas vand, og livet går videre, og alle kan erstattes.

I arbejdsregi forstår jeg det klart, men jeg har også oplevet personlige relationer, der bare er fadet ud på for mig uforståelig vis. Og det var sådan set også første gang, jeg skulle mødes med de her fire mennesker.

Fæller fra alle verdenshjørner

Én kom fra Thy, en fra Tønder, en tredje fra Aarhus og så mig selv fra Odense, og så mødtes vi i Stauning, hvor den fjerde har sommerhus. to timers transport til os hver. For at mødes i 4-5 timer og pludre løs.

Én ting er jo, at man – synes jeg – i de situationer i videst mulig udstrækning skal undgå at tale om det arbejde, vi har haft til fælles i fortiden – fire af os er ikke længere på efterskolen – men stemningen kan man ikke altid forudse.

Forrygende fin dag i formidabelt selskab

Nu kan jeg jo ikke tale for de andre, mem jeg havde simpelthen sådan en god dag. Det var dejligt at se dem alle sammen igen. Vi er vidt forskellige i alder. To unge på 30 og 32, et par mere omkring 50 og én, der nærmer sig 60.

Men imødekommenheden, respekten og den gensidige omsorg og nysgerrighed fornægtede sig ikke. Selv om vi ikke har set hinanden i 3-4 år, var det, som om vi havde været på arbejde sammen dagen før – ja, på Store Bededag, måske har du ikke hørt det, men Regeringen er blevet vanvittig!! – og jeg følte en enorm lyst til bare at høre dem alle fortælle, tale og dele ud af deres liv.

Et meget flot spisebord i Hvidovre

Hvorfor har det gjort så stort indtryk på mig? Well, måske fordi det falder sammen med en anden god oplevelse med en tidligere kollega. Tilbage i januar ledte min lillebror og jeg efter et spisebord til vores nye lejlighed, og det fandt vi i Hvidovre hos en meget kær tidligere kollega fra tiden på Danske Spil.

Da vi kørte derfra efter at have fået kaffe og kage og et vanvittigt lækkert spisebord til en voldsomt lav pris (jeg pruttede ikke om prisen, men det var bare ualmindeligt ‘fair’ prissat fra start). Min lillebror sagde i bilen på vej hjem: “Han kunne godt nok virkelig godt lide dig. Det kunne jeg mærke”.

Og jeg havde samme fornemmelse og svarede prompte: Jeg kan også godt lide ham. Han er simpelthen bare et rart menneske.

Godtfolk mødes til trav

Vil du så tro? I tirsdags var jeg på Charlottenlund Travbane i forbindelse med noget skriveri, og jeg og to kumpaner luskede rundt ved staldene for at opsnuse tips og få lidt inside-indsigt i travverdenen, og så står han pludselig dér, min spisebords-pusher!

Han fortæller, han er kommet på travbanen i mange, mange, mange år – egentlig utroligt, for han ligner jo en på 45!?! – og han guider og fortæller og viser os staldene og vi klapper heste, og han præsenterede os for ‘legende-kuske’, som vi løb ind i konstant.

Tak til og for gode venner

Alt sammen bare oplistet her for at sige tusind tak til de fem mennesker – I ved forhåbentlig, hvem I er – og for at dele med hele verden, at der er en kæmpe værdi i gode relationer, og i mennesker, der ser en og lytter til en, som om man er værdifuld.

Tak.

Når jeg bliver gammel …

Jeg har noget TV2-hejs kørende i baggrunden. En rundspørge har vist, at unge mennesker i byrådene rundt om i landet oplever aldersdiskrimination.

En af de unge fra Københavns Borgerrepræsentation er så frisk, at han sætter navn på – fra en Twitter-udveksling – og så har journalisterne jo straks øjnet muligheden for en konflikt og konfronteret Niels Peder Ravn. Den 57-årige mand med charmeklud og benene kækt over kort fortæller så med affekteret stemmeføring:

Mange af de unge er jo det, som jeg kalder Snowflakes, og de bliver nødt til at lære at være mere hårdhudede

Det er for mig lidt besynderligt, at når politikere får kritik, klynker de altid over, at de jo også bare er mennesker, og vi skal respektere dem og deres job – ellers går de jo også ned med stress.

Men når det er dem selv, der står for mobningen – kollegiale drillerier kan jeg høre, de kalder det – så må ofrene lige forstå, at man skal være lidt mere hårdhudet.

Jeg tror egentlig, det er let at glemme som fx 57-årigt medlem af Borgerrepræsentationen i København, at lige om lidt er man et gammelt røvhul uden mandat andre steder end i sin egen gyngestol derhjemme.

Så er det måske meget smart at have behandlet andre mennesker – det kunne jo være dem, der så sidder på de vigtige poster i byråd og Folketing – på en nogenlunde pæn måde. Ja, jeg ved det jo ikke. Men det tror jeg da.

Man må jo finde sig i det

Det har altid undret mig, at der er så stor forståelse for, at fx chefer eller kolleger på arbejdspladser synes, det er helt ok at tale grimt, beskidt, nedladende, hånligt eller bare decideret kommanderende til andre.

Jeg prøvede det for ikke så længe siden, da jeg havde et job på Odense Sygehus. Her mente chefen også, at de unge assistenter manglede hår på brystet, fordi de skal jo lære at klare arbejdsmarkedet.

Jeg skyndte mig selvfølgelig også at sige op. Jeg orker ikke den slags. Det er jeg slet ikke rask nok til – og det har jeg desværre heller ikke dage nok i mit liv til – at stå model til den slags.

Det er altså virkelig besynderligt hvor mange mennesker, som accepterer, at arbejde bare kan være et sted, hvor man bliver behandlet af helvede til og må finde sig i det. Ellers er man en stikker, et Snowflake eller ikke med i klubben.

Jeg håber af hele mit hjerte, at de virksomheder og de chefer, der ikke hurtigst muligt finder ud af, at det kan lade sig gøre at drive forretning og opføre sig respektfuldt og tale nogenlunde pænt til hinanden, kommer til at mangle arbejdskraft, mister ordrer og må lukke. ASAP.

Verden har lige omkring 200 forskellige lande

Lars Løkke tonede frem på skærmen. Udenrigstjenesten skal naturligvis vokse under hans ledelse. Så omstændighederne betyder, at der skal åbnes tre nye ambassader næste år, og den planlagte lukning i Tanzania aflyses.

Det fik mig først og fremmest til at tænke på penge. Det må være vanvittigt dyrt på den måde at have ambassader på dyre adresser og mennesker med familie udstationeret til formentlig solide lønninger og så videre og så videre.

Du kan selv læse om det. Og så kan du tjekke, at der er cirka 200 lande i verden, og at Danmark har repræsentation i 100 lande i dag.

Dét kom bag på mig. Jeg har altid troet, at når nu det der ambassade-halløj overhovedet skal være der, så skulle vi da være i alle lande. Men sådan er det åbenbart ikke. Hvad ved en bager da også om EDB?

Nå men når vi nu ikke partout skal være i alverdens lande, skal vi så absolut udvide antallet af ‘repræsentationer’? Lige nu? Hvor vi skærer i velfærden, fordi der skal være penge til skattelettelser og til støtte til krigene i Ukraine og Mellemøsten.

Som udgangspunkt betragter jeg mig selv som temmeligt internationalt orienteret, men det slår mig, at jeg har svært ved at se fornuften i at prioritere en repræsentation i Bosnien-Hercegovina, når nu vi ikke kan tilbyde ældre at komme i bad mere end en gang om ugen, og når der er årelange ventetider på psykiatrisk behandling.

Snart kan man vel ikke engang få amputeret et raskt ben uden ventetid længere …

Man skulle da være et skarn!

En sidste ting: Det er snart jul!

Og så er alle streaming-tjenesterne heldigvis fyldt med julefilm. Ud over de indlysende kvaliteter og feel-good-stemning rummer de en ofte overset detalje i moderne filmskabelse: De varer yderst sjældent længere end 1 time og 25 minutter.

Det er perfekt. I de fleste nyere film skal der som regel bruges op mod 2 timer på at fortælle historien.

Og det skal de bare gøre – det ligger mig fjernt at skose nogen for ikke at fatte sig i korthed (Noget med spejle, sten og glashuse) – men jeg elsker, at historien og plottet skabes, fortælles og afsluttes på mindre end halvanden time.

Noget, jeg studser over, er, hvor ofte det er helt og aldeles almindeligt med fundraisers (det er jo for det meste amerikanske film), og hvor godt sådan nogen passer til december og julestemning.

Er det mig, der ikke følger med, eller kan det passe, at det ikke er noget, vi gør særlig meget i herhjemme? Og hvorfor egentlig ikke?

Jeg er ikke så interesseret i det, man kan kalde tigge-delen, men give-delen, fællesskabet, omsorgen og – for eventuelle sponsorer – eksponeringen ved at bidrage til lokalsamfundet kan jeg ikke lade være med at spekulere på. Kunne sådan noget virke i Danmark?

“Der er nok en grund”

Photo by Giovanni Mammano on Unsplash

I’m Back! Go ahead, make my day. Punk

Jeg har været tilbage i Danmark i 2 måneder. Det har været dejligt at se mennesker, jeg holder af, igen.

Det er interessant at opleve, hvor lidt der egentlig sker, når jeg er væk – altså ikke på den måde, at jeg får ting til at ske, og dermed sker der intet, når jeg er i udlandet, men mere på måden: Er du vims, hvor sker der dog generelt lidt.

Jeg tester lige en form for koncept. Jeg har simpelthen så meget, der fylder. På hjerte ville en mere prætentiøs skribent vel formulere det. Men af hensyn til omfanget prøver jeg at putte de mest presserende emner på formel, og så ser vi, hvordan det går

Er her altid så koldt?
Jeg husker ærlig talt ikke Danmark som SÅ koldt. Det er jo bidende, fugtigt og blæsende. Charmen ved rusk, regn og stearinlys i vintermørket falmer for mig med tiden.

Men en af grundene til at forlade Sicilien var min oplevelse med varmen dernede, som heller ikke var rar. For meget af alt kan blive for meget. Lagom – lagom, om jag får be’

Facebook – og hvorfor jeg nu igen har lukket min konto
Abonnementsservice? Kald det dog, hvad det er: Forsøg på at omgå lovgivningen.

Mark Z og hans Meta-kumpaner må ikke længere bare uden videre høste al vores data – tak til Margrethe V (kommer hun dog ikke snart hjem og bliver statsminister? Vi ku’ godt bruge en ny!) – så nu giver de os et valg: Betal 95 kroner om måneden for en reklamefri-oplevelse, eller sig ja til at data høstes og anvendes til målrettede reklamer.

Køber du abonnementet, har jeg et mellemstort tårn i Paris og en halvlang mur i Kina, du også kan købe …

Det tror jeg simpelthen ikke på. Hvorfor i alverden skulle de dog stoppe med at høste og sælge vores data? Omdømme? Ry? Anstændighed? Alt det er vist en by i eh … på Månen, tror jeg.

Da jeg ikke fandt nogle af de alternativerne anvendelige, måtte jeg jo lukke min FB-konto – og min Instagram-konto – igen.

Det er et felt, som bliver spændende at følge i de kommende år, for hvis EU (Er det nu også Margrethe V, eller er det snarere noget Peter Hummelgaard og Overvågning er frihed har fundet på?) får sin vilje, vil tjenester som Signal og WhatsApp blive pålagt af afkryptere deres beskeder, så myndigheder har mulighed for at overvåge os alle sammen. Æsj … Hello Orwell!

Mindst én god grund til at hutle sig gennem et liv som selvstændig
Vil det sige, at du er åben for en form for fastansættelse med dage på kontoret og mødetider og kontakt med alle andre?

Ingen ved deres fulde fem vil vist mene, jeg er let at omgås. Så det kommer altid lidt bag på mig, når folk ligefrem udtrykker ønske om mere tid sammen med mig.

Men min nuværende kontaktperson – som jeg er umanerligt glad for – spurgte pænt, om jeg ville være interesseret i at bytte min ellers 100% remote aftale med en mere fast med skrivebord, kantineordning og firmafitness.

Jeg kom til at sige: Ja, det lyder da spændende. Og så gik vi ellers på weekend. Jeg havde en frygtelig weekend, hvor jeg sov meget lidt. Jeg fik en masse flashbacks til mine seneste arbejdspladser, og man skal jo tale pænt om sine tidligere ansættelser, så jeg vil forsøge at sige det så diplomatisk som muligt.

Efterskolen i Sønderjylland? Jeg var horribelt ude af sync med lederen og kan ikke forestille mig at vende tilbage til den verden igen med de daglige pinsler af en person, som jeg ikke har hverken tillid eller tiltro til som leder.

Jeg forstår rationelt, at der givetvis er anderledes omgængelige ledere på andre efterskoler, men det var nu ikke bare lederen. Det var vicelederen og bestyrelsen, der var sovset ind i hinanden, og det var frygteligt.

Det må det gerne være. Det blander jeg mig bare ikke i. Den slags er jeg slet ikke frisk nok til at kæmpe med på dagligt basis.

Politiet? Det var en virkelig fed arbejdsplads. Politi’erne var jeg tosset med. De var kompetente, seriøse og ekstremt løsningsorienterede. Mine egne kolleger? Fantastiske! Lutter søde mennesker.

Men ledelsen? At Øverste Ledelse i ramme alvor kunne hive mig ind til samtale om, at de ikke anede, hvad jeg lavede i hverdagen, så de forestillede sig mest, jeg lavede ingenting, har givet mig svære ar i sjælen.

Jeg er mange ting. Doven er faktisk ikke en af dem. Jeg arbejder stenhårdt. Der skal bare være mening med tingene. Og beklikker du min vilje til at være en del af fællesskabet og løfte min del af byrden, har du tabt mig for evigt. Så Politiet går heller ikke.

Og før det var jeg også flere steder, hvor det endte på lignende smertefulde måder, og jeg erkender blandt, at fællesnævneren er mig, og at jeg klart har problemer med at indordne mig, hvis ikke det giver mening for mig, og slet ikke, hvis det er ordrer og galpen bare for at markere autoritet.

Så mandag morgen skyndte jeg mig – havde du glemt, det her begyndte med et spørgsmål om en fastansættelse? Så genlæs lige indledningen, så er du med igen – at sende en mail, at jeg hellere måtte trække det tilbage, og at det først var, når det blev et imperativ for dem, at jeg ville overveje at melde mig under fanerne med mødetider, faste pladser i kontorfællesskabet osv osv.

Han svarede heldigvis lynhurtigt, at det aldrig blev en dealbreaker for ham. At han var glad for vores samarbejde, og at han bare gerne ville holde på mig.

Se! Sådan bliver jeg glad. Tillid, ros og anerkendelse. Så gør det meget mindre, at jeg kunne tjene flere penge eller høste flere anerkendende nik ved receptioner, hvis jeg lavede noget andet.

(Jeg vender tilbage til historien om Grande Mike fra Holland, der arbejdede på Wall Street Journal i mere end 30 år og absolut ikke havde andet end et grynt til overs for min måde at tjene penge på. Ham om det.)

Hvem er det nu lige, der arbejder for hvem?
Undskyld, hvad er det for et memo, jeg har misset? Hvad i alverden bilder Mette Frederiksen, Kaare Dybvad og alle de øvrige proselytter i den socialakrobatiske rundkreds sig egentlig ind?

Har de glemt, hvem det er, der har ansat hvem i det her forehavende? Er det dem, der betaler os 60.000 kroner om måneden for at spille fandango og uddele næser på skrømt? Eller er det omvendt?

De skal da ikke udskamme folk, der gør op med den manglende balance i vores samfund rent tidsmæssigt. De skal da ikke skælde ud på dem, der vælger at gå ned i indkomst for at få hverdagen til at hænge sammen. Politikere skal i det hele taget ikke udskamme deres borgere. Hvad bilder de sig ind?

De skal bedrive politik ud fra det mandat, vi har givet dem. Hvis mandatet handler om, at ingen gider arbejde mere end 10 timer om ugen, så må de få samfundet til at hænge sammen med det og gøre det klart, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Men de skal eddermame ikke udskamme nogen. Ingen! Jeg blir’ så hidsig #&€(

Helle Helle: Der er nok en grund
En dag kom jeg til at se en anelse af Kender du typen? Jeg har faktisk altid godt kunnet lide programmet, men det er slet ikke pointen her.

De var på besøg hos Helle Helle, og hun fortalte, da hun var blevet afsløret, om sin hverdag i huset (eller var det en lejlighed, det var ikke dét, der gjorde indtryk), at hun og hendes mand havde et udtryk, de ofte brugte.

Når hun for eksempel fandt rester af mad i håndvasken, tænkte hun kort og godt: Der er nok en grund.

Ikke andet. Bare, at der nok er en grund. Det er jo tæt på genialt, synes jeg. En smart måde at minde sig selv på i hverdagen, at de fleste af os gør vores bedste.

Når nogen sætter toiletrullen omvendt af den måde, jeg ville gøre det på: Der er nok en grund. Når nogen vrisser eller smækker med døren: Der er nok en grund.

Det gør det meget lettere at være forstående, overbærende og rummelig. Jeg elsker det. Jeg gentager det for mig selv konstant.

Når overboen er ved at hoste slim op hele natten lang, er det næppe for at genere mig: Der er nok en grund.

Når viceværten skal ind i lejligheden for at pille ved min vandmåler: Der er nok en grund.

Ej, hvor det sparer på en herlig masse ophidselse. Jeg elsker det. Hvorfor gør jeg mon det? Der er nok en grund.

Ciao a tutti – ritorno subito a Danimarca

E voila. Sådan fløj der lige et halvt år mere. Et halvt år, hvor jeg for alvor blev sicilianer. Ikke sådan rent sprogligt. Det er jo det glade vanvid. De taler cirka 3 gange så hurtigt som de oprindelige københavnere, men det er selvsagt meget, meget, meget smukkere ♥️

Jeg har oplevet den italienske sommer. Og som et særligt hædersmærke: Jeg oplevede sommeren uden freddamente i lejligheden. Altså ingen aircon. Der var minimum 30 grader i lejligheden døgnet rundt. Jeg sov forfærdeligt, og jeg kølede ned flere gange om dagen med kolde bade.

(Min far opfandt iskolde fodbade, som ellers var rimeligt besværliggjort af, at vandrørene blev brandvarme, og alt hanevandet derfor lunkent. Men en balje med vand og en 2 liters vandflaske (fyldt) i fryseren i et par timer eller mere og så i baljen med den frosne flaske. Det kølede vidunderligt)

Hvor er det voldsomt at leve i sådan et klima hele sit liv. Hvor er jeg fuld af respekt – og rædsel – for de mennesker, der fortsætter deres arbejde fra tidlig morgen til sen aften og risikerer at dø, fordi det ikke er så forfærdeligt sundt at lægge asfalt i 45 graders varme.

Min lokale padelklub har siden midten af juli stort set været tom for spillere på nær de sidste par timer om aftenen. En af mine maestri fortalte, at de havde målt over 52 grader i middagssolen ude på banerne. Vanvid!

Som dansker synes jeg ellers mest, jeg bliver glad af lys, sol og varme. Mest. Men +40 grader – for mig faktisk +30 grader – gør det jo svært at arbejde i. Særligt uden aircon.

Som min ven Francesco sørgmodigt sagde en dag: Jeg ved godt, at i mange andre lande betragter de sicilianere som dovne. Jeg ilede med en bekræftelse på for det første, at jeg dælme har mødt mange driftige sicilianere, der hellere end gerne vil arbejde.

Og for det andet forstod jeg godt, at man ikke nødvendigvis er topeffektiv i timerne fra 11-17, når det er så varmt.

Jeg kan ikke helt sætte ord på det endnu, men det gjorde noget ved mig. Det gjorde mig en smule bange. Skræmt er måske et bedre ord. Det har praktisk talt ikke regnet, siden jeg kom herned efter et besøg i Danmark i midten af juni. To gange har der været ‘regnvejr’ med 5 minutter med cirka 8 dråber i minuttet. Her er knastørt.

Kører vi lidt uden for byen, er der også spor af de ‘skovbrande’, som man nok hørte mest om i Palermo, fordi det truede en millionby – og måske var det også derfor, der var brand i lufthavnen i Catania, hvor jeg sidder nu og venter på et fly.

Og ja, det er paradoksalt, at jeg venter på et fly, hvis jeg blev skræmt af klimaforandringer. I know! Men jeg tror ærlig talt også, det er sidste gang, jeg flyver. Nå ja, men hvad så med din ældre dieselbil? Jaja, ingen er perfekt. Man kan måske godt være bange og alligevel nødt til at leve livet på de betingelser, man nu engang har givet sig selv.

Da jeg planlagde noget hjemsendelse af et par ting hernede fra, ledte jeg efter passende flyttekasser, så jeg spurgte i expat-gruppen. Det første bud var at kigge i en lokal China-Store (not racist – det hedder de. Det er en slags virkelighedens Wish-butik. Der er meget tæt på ALT).

Straks kommenterede en svensker, at hun havde et problem med de der butikker, fordi det var noget billigt skrammel, der alt for hurtigt gik i stykker.

Jeg modstod den indledende fristelse til at skrive IKEA!! for hun prøvede jo bare at give sit besyv med, men jeg følte mig alligevel kaldet til at forklare hende, at det jo kunne tænkes, at der var nogen af de lokale, der tjente knap så meget som expats fra Skandinavien og stadig havde brug for diverse ting til billige penge.

Det er dyrt at være fattig. Det har alle dage været rigtigt. For klart, det er billigere at købe en Miele vaskemaskine til 10.000, der holder i 10 år frem for en Candy til 2.000, der holder i halvandet år (Do the Math – I am almost sure :), men hvis man ikke kan skrabe 10.000 sammen, kan man jo være nødt til at købe den billige – vel vidende at den går hurtigere i stykker. Vi er ikke alle i dine sko! Eller mine for den sags skyld)

Og man kan jo for filen ikke smadre sit eget perspektiv og sin egen hverdag ned over alting i hele verden. Vi. Er. Forskellige. Og det er vores udgangspunkter, ønsker og drømme måske også.

Nå, det var en detour. Beklager. Så planen er at vende tilbage til Danmark. Jeg har lige et par delmål (Uh, se mig, jeg har læst selvhjælpsartikler på nettet – hvilket jo også er problematisk, for al den surfen, gaming og streaming koster strøm, strøm og kan ses på Co2-regnskabet)

Det er alt for svært at være i live, hvis man skal tage hensyn til alting, hører jeg nogen hvisle. Det gør I bare. For det er sandt. Men der er ingen, der har lovet, at det partout skal være let.

Jeg tror, vi bliver nødt til at acceptere, at vi har løbet med så høj fart, at det kræver ofre – også selv om politikerne ikke tør sige det højt, fordi de er bange for, det vil koste dem deres fede ben at gnave i.

Men helt ærligt, skal vi sætte vores lid til Ørsted, hvis aktier er faldet 50 procent de seneste halvandet år (spørg ikke, hvorfor jeg ved det – jeg bløder!!). Eller skal vi stole på, at Musk, Zuckerberg, Bezos og alle de andre hellere vil hjælpe med at gøre kloden beboelig end at få deres formuer til at vokse og finde måder at bosætte sig i rummet på?

Igen nå, jeg orker ikke prædike. Jeg glæder mig til at komme til Danmark. Trods Løkke. Trods Mette F. Trods realityprogrammer og stigende priser hos Viaplay. Trods den besynderlige modus, der er i en krise, hvor alle ansatte må acceptere minimale eller ingen lønstigninger, mens skatter, afgifter og priser bliver sat op alle vegne, for der er jo krise.

Selv det Danmark glæder jeg mig til at komme hjem til. For der er også familie, venner, venner, jeg ikke har mødt endnu, søde mennesker, hjælpsomme og omsorgsfulde mennesker og højt til himlen, fugtig regn, lange nætter, hygge, tæpper, varm kakao og levende lys.

Indtil videre har jeg skrive-opgaver nok til at overleve – om end lejlighedsdamen, der kontrollerede min rengøring og modtog nøglerne til lejligheden i dag, kaldte mig magro. Jeg sendte hende til optiker – men jeg leder – som næsten altid – efter næste skridt, efter muligheder, efter ting, der er sjove, meningsfulde og givende. Jeg kan næsten ikke vente. Hvad mon det bliver? Hvad mon jeg bliver?

En brusende lykke. En stille lykke. Eller måske allermest bare et liv

Ciao a tutti

Så fløj der halvanden måned siden sidste opdatering. Jeg kørte vist lidt sur i at pille navle og rode i alt det, der var foregået for længe siden. Så vi kører en fast forward til i dag.

Jeg ved nogenlunde, hvad ‘Suca’ betyder. Det er ikke pænt. Af en eller anden besynderlig årsag finder lokale det altid opportunt at lære fremmede en masse bandeord. I det lys er det danske ‘rødgrød med fløde’ egentlig ganske uskyldigt

25. april er Italiens Festa della Liberazione. En fejring af sejren mod og frigørelsen fra fascisme og nazisme. Som med de fleste af den slags helligdage en dag, der er brugt i godt selskab og med rigelig mad.

Jeg blev inviteret ud til min gode ven Francesco, men jeg takkede pænt nej. Det er jo en helt almindelig tirsdag i Danmark, så jeg havde og har en del arbejde. Også fordi jeg triller nordpå torsdag aften, så jeg vil gerne være foran med arbejdet.

Planen er at tage til Danmark en måned, så har jeg en uges ferie på Færøerne og returnerer så herned til det sydøstlige hjørne af Sicilia og bliver her sommeren over. De taler alle sammen om, at der er ulideligt varmt med over 40 grader hele sommeren. Det lyder varmt. Men det vil jeg da prøve. Selv.

Så må jeg løbe og gå ture tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Min padeltræner siger, at så kan vi ikke træne fra klokken 11:00, som ellers er mit foretrukne tidspunkt. Jeg er også lidt på jagt efter sol og farve, og det er slet ikke nødvendigt, som han siger at bronzare. Jeg kan temmeligt meget godt nøjes med un po marrone.

Sommeren hernede byder også på en stribe festforestillinger i Parco Neapolis, hvor der er et udendørs teater, fra dengang grækerne herskede over byen. Fra maj til begyndelsen af juli er der teater og i juli og i august er der koncerter. Zucchero kommer sidst i juli. Sikke en sommer, det kan blive.

Som sædvanlig er det ikke helt gennemskueligt, hvordan man – og hvem der – kan købe billetter. Men det løser sig vel. Det er jo bare at gå til billetkontoret, og kan jeg ikke få en billet, finder jeg på noget andet at lave.

Uvejr, internet og et fint lille bonmot

Fortsat fra i går:

Jeg opgav dog hurtigt og bookede i stedet en lille uge mere på hotellet. For der kom et tsunamivarsel.

Tsunami-varsel?!? Jep. Det voldsomme jordskælv i Tyrkiet medførte et tsunamivarsel, og da Siracusa ligger helt ud til vandet i det sydøstlige hjørne af Sicilien, ville vi formentlig få den værste del af et eventuelt bølgeskvulp.

Så jeg tænkte, at hvis der kom oversvømmelse og stormflod og alt muligt, ville jeg ikke kunne arbejde i centeret, så jeg tænkte, det var klogere at returnere til hotellet. 

De havde heldigvis plads, og det meget søde personale gav mig endda et værelse tættere på hotellets router, så internettet var endnu bedre. Lad det være sagt med det samme: Tsunami så vi ikke noget til, men alle skoler, offentlige kontorer og en hel del af de private forretninger holdt lukket dagen efter. 

Og så kom endnu et vejrvarsel: Maltempo aka Uvejr! Det skal jeg da lige love for. Det væltede ned med regn i tæt på 36 timer. Tung, vedholdende og meget, meget våd regn.

En af udfordringerne med så meget regn er, at kloaksystemet hernede jo ikke rigtigt er beregnet til så meget vand af gangen. Det er højst usædvanligt.

Så da jeg var et smut ude i det kraftige blæse- og regnvejr for at finde noget mad – hotellet havde kun morgenmad – løb der vand i flere centimeters højde i gaderne. Det er ret vildt. 

Nå men jeg fandt noget mad. Og skyndte mig tilbage på værelset. Og så var jeg der, indtil uvejret var ovre.

Jeg spurgte i receptionen, om det altid var så dårligt vejr i februar, og han kiggede på mig. Smilede stort og sagde: ‘Arh i morgen skinner solen igen’. Det tog jeg til mig. Det er eddermame et dejligt motto. I morgen bliver alting godt igen. Hvor fint.  

Vodafone, håndværkere og tsunami-varsel

Fortsat fra sidste indlæg, der sluttede med:
For at få plastikkortet skulle jeg registrere mig og for at registrere mig skulle jeg medbringe min lejekontrakt. Som jeg ikke havde fået endnu. Jøsses et cirkus! Heldigvis fandt jeg på, at en anden bank, jeg har, måske kunne bruges, og det kunne den. 

Nu betaler jeg husleje fra en udenlandsk bank hver måned. Mens min danske bank mest er reduceret til sådan en mellemstation for pengene.

Ok. Så var det løst. Jeg fik lov at flytte ind i lejligheden. Herligt. Nå men da jeg først kom ind i lejligheden, var der jo ikke noget internet. Det skulle jeg have oprettet. 

Så jeg stavrede ned til Vodafone Store og talte med søde Chiara. Hun magtede, samtidig med hun tacklede mig, at læse beskeder fra kæresten højt for kollegaen i den anden side af lokalet, mens hun også lige printede dokumenter og talte med andre kunder, der kom ind i butikken.

Sådan så der ud i stuen, da jeg flyttede ind. Under dugen gemmer sig et plast-havebord.

Jeg skulle reelt bare have internet i en fart, men jeg kom derfra med et italiensk simkort, en tv-boks og en masse italienske kanaler (CL/SerieA og F1) og så et løfte om, at jeg ville blive kontaktet snarest med henblik på installation. 

Når jeg er sammen med italienere, forstår jeg nogenlunde, hvad de siger. Om ikke andet ud fra kropssprog,  håndtegn og ansigtsudtryk. Men på telefonen er det meget, meget svært for mig at være med. Jeg nærmest råber desperat ned i røret: Piano! Piano! Per favore. Sono straniero!

Det får dem til at næsten klappe-stave den følgende sætning, og så fortsætter de ellers i speed-tempo. Nå men det lykkedes faktisk at aftale, at der ville komme et par gutter og installere internet.

Samtidig med at et par håndværkere kom forbi for at kigge på nogle utætte tagplader. Gal, jeg følte mig som en del af Fra Skrot til mere Skrot eller hvad det nu hedder … 

Soveværelset er jeg fint tilfreds med. Nye madrasser og elevation. Wow

Men det var først en uge senere. Og jeg var efterhånden ved at gå op i limningen af stress over hele tiden at spekulere på internet.

To aftener i træk spiste jeg på Bistro Olivia, som er en veganer-restaurant tæt på min lejlighed. Dér var fint net, men det var også tydeligt, at det ikke var meningen, jeg skulle sidde der og arbejde sådan i timevis. Slet ikke, hvis der var travlt. 

Så fandt jeg ud af, at der var ok net i Centro Archimede, som er sådan en slags Fisketorvet Light-Light, der er hernede. Men det ok net var akkompagneret af nogle ekstremt ukomfortable loungestole i plast som eneste mulighed for at arbejde. Så jeg sad noget ubekvemt, men det var dog en mulighed. 

Jeg opgav dog hurtigt og bookede i stedet en lille uge mere på hotellet. For der kom et tsunamivarsel.

Bare rolig – det fortsætter i morgen …

En ting er bureaukrati. Noget helt andet er bureaukrati.

Fra sidste post:
Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af. 

Og vi fortsætter farcen …

Min danske bank havde, da jeg tastede data ind til at betale husleje, slynget en underlig besked ud: “Vi overfører ikke til den pågældende bank”. Altså kun den bank? Eller til Italien? Eller … jeg kontaktede deres kundeservice, og de anede ikke deres levende råd.

Så Antonio foreslog i stedet, at jeg fik et Mooney Card. Det er et kort, man køber hos de forskellige Tabacchis. Det er et VISA-kort, som så kan fyldes op og så kan man bruge det til at betale. Åbenbart meget brugt hernede. Jeg tænker det er en praktisk måde at bruge penge, man  ikke nødvendigvis mener, skattevæsenet skal vide noget om. 

For at få et kort skal man altså have en Codice Fiscale. For at få en Codice Fiscale skal man på Agenzia Entrate og oprette sig. Så jeg cyklede derud en mandag morgen. De åbnede klokken 9:00, men vi stod en lille flok klar allerede fra 8:30. 

Mange af de andre havde mapper og plastiklommer med papirer og enkelte havde sågar ringbind. Jeg havde mit pas med i lommen og tænkte, det måtte være rigeligt.

Det var det ikke. Det var ikke engang nok til at komme ind af døren. For at komme ind skal man lave en aftale i forvejen på nettet. Aha. Så kommer jeg bare næste gang, I har en ledig tid. 

Det gjorde jeg så. Brugte en del energi på at forklare på mit sparsomme italienske, hvad jeg var ude på. Kontoret kan åbenbart også bruges til andet end at få sin kode. 

Men til slut blev jeg gelejdet ind i et langt rum med små båse hver sin administrator, og jeg havnede hos en erfaren kvinde, som var født i Frankrig, så hun havde ret meget empati med mine udfordringer og gav mig straks et stykke papir med stregkode og selve koden på. 

Tilbage til Antonio. Hen til en tabacchi. De rystede beklagende på hovedet. Det er ikke nok med et stykke papir med stregkoden på.

Man skal have plastikkortet. Aha, hvordan får man sådan ét? Det anede de ikke. Det gjorde Antonio faktisk heller ikke, for han sendte mig tilbage til Agenzia Entrate. Det var ikke dér. 

De fortalte, at jeg i stedet skulle gå på Agenzia Anagrafe, hvor jeg kan registrere min adresse. Når de så har min adresse, sender de plastikkortet hjem til mig. Så jeg var ved at være godt og grundigt fanget i et Kafka’sk net. Jeg skulle bruge plastikkortet for at kunne købe Mooney-kortet til at betale husleje. 

For at få plastikkortet skulle jeg registrere mig og for at registrere mig skulle jeg medbringe min lejekontrakt. Som jeg ikke havde fået endnu. Jøsses et cirkus! Heldigvis fandt jeg på, at en anden bank, jeg har, måske kunne bruges, og det kunne den. (troede jeg, men det er først meget senere.i historien, jeg finder ud af, at det ikke passer)