Endnu en tudebog – og lidt godnathistorie

Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.

Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!

Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.

Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.

På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1

God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs

Et andet menneskes liv

Ganske ofte er vi som mennesker i situationer, hvor vi har mulighed for at påvirke andre menneskers liv. Det kan være helt bogstaveligt, som det altid sker på film; at én står på kanten af en bro og overvejer selvmord. Dér er det oplagt for de fleste af os at skride ind.

Men hvad med alle de andre situationer, hvor mennesker afsender små bitte signaler om, at ikke alt er helt, som de ønsker sig i deres liv. Jeg oplever det ofte med de unge mennesker på efterskolen: “Hvordan går det med dig?” fulgt af et tøvende “Mjoeh, det går vel hverken godt eller skidt”.

Det vil på mange af mine dage få mig til at tænke, at jeg skal blande mig uden om. At de bokser med noget, som ikke rager mig. Men jeg forsøger at gøre det til en vane at spørge lidt ekstra ind til det. I klassen, når nogen decideret siger, det ikke går så godt, så spørger jeg, om de har lyst til at fortælle om det, og hvis ikke på klassen, så er de velkomne til at fange mig bagefter. Og som regel – når jeg husker det – fanger jeg dem efter timen og spørger en ekstra gang.

Det her er ikke glorie-puds. Jeg tænker rigtig meget over, hvad meningen med det her fortryllende liv er. Jeg tvivler på, det handler om 75″ fladskærme, vinterferier, store biler og overflod i hverdagen. Det vil jeg ikke anerkende som årsag til, at vi famler 7,000,000,000 mennesker+ rundt på kloden. Det er simpelthen ikke en god nok forklaring. Så hælder jeg mere til Lars Lilholts tekst: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys – for hinanden”. Det kan jeg godt lide.

De lys kan jo være alt muligt. Men for mig begynder det som regel med at spørge. Og lytte. Jeg er ikke fantastisk til at lytte. Men jeg øver mig. For jeg bliver altid så overrasket af andre mennesker. Af deres indhold. Deres problemer. Deres tanker. Deres perspektiv.

(Jeg tror, at når jeg kan være en dårlig lytter, fordi jeg gerne vil tale selv, kan det hænge sammen med, at jeg bruger rigtig meget tid i mit eget selskab – ikke nødvendigvis ensom men alene, og jeg nyder det for det meste – og når jeg så er sammen med andre, har jeg (føler jeg, ved ikke om andre oplever det lige sådan) en masse på hjerte, som jeg gerne vil dele med dem. Men jeg øver mig ærligt på at blive bedre til bare at lytte.)

Og værdien af de ting jeg selv vil fortælle, vurderer jeg altid på basis af, når jeg har undertrykt trangen og lyttet i stedet; kan jeg så huske, det jeg ville fortælle? Hvis nej, så var det nok ikke så vigtigt. Hvis ja, så kan jeg sikkert også huske det senere, når det er mere passende i sammenhængen.

Hver gang vi er sammen med andre mennesker – intenst i timevis eller dagevis eller bare løseligt som forbipasserende på gaden – har vi potentielt en mulighed for at gøre noget med deres liv. Vi holder en flig af deres liv i hånden, og hvordan vi behandler den flig, kan være afgørende for det andet menneske.

Enten fordi det er et menneske, som har brug for hjælp, støtte eller bare at blive set. Eller også fordi summen af ethvert menneske består af blandt andet de handlinger, der bliver det menneske til dels. Så hvis du vælger at ville gøre godt – spørge, lytte, interessere dig, drage omsorg eller den slags – så påvirker du positivt. Hvis du vælger at gøre galt – råbe, skrige, tale ned, håne, mobbe, ignorere eller andet i den boldgade – så påvirker du negativt.

Så simpelt er jeg nødt til at have tingene præsenteret for at forstå dem. Sort. Eller hvidt. God eller ond. Men jeg tror på – fuldt og fast – at vi skal bruge vores kræfter på at påvirke positivt. På at gøre godt for andre. På at tænde lys. For hinanden ❤️

Velkommen til Bogklubben

Ej, altså kan man godt lave en klub, når man bare er sig selv? Det gør jeg i hvert fald. I næste uge. For jeg tror, jeg lige skylder en forklaring på, hvad der foregår, og hvad der er i vente i den kommende periode. Så får jeg også sagt det højt, og så kan de, der abonnerer på nye indlæg også få en chance for at stoppe den kommende måneds uhyrligheder.

For jeg har besluttet, at jeg i hele marts måned vil skrive hver dag her på vilster.com. Og jeg har tematiseret det, så der kommer en masse forskelligt om en masse forskellige emner. Emnerne er:

#undervisning
Det kan for eksempel være om hverdagen på efterskolen. Om fagene. Om hvad jeg er utilfreds med – der er meget. Pensum er en af tingene. Om eleverne. Mest om eleverne. For de er de vigtigste ❤️ Og en masse andre ting. Som for eksempel søndagens tekst om at knytte bånd og bruge kindness cards i timerne.
#fodbold
Det kan være om moderne fodbold. Det kan være om mine fodboldrejser, og hvad jeg oplever, og hvilken værdi de har. Det kan være om mine U17-drenge, som jeg er træner for. Og så kan det jo være om alt det, der fylder en masse i medierne hele tiden.
#aktuelt

Ja, det burde vel næsten sige sig selv. I dag kunne det være om USA og Super Tuesday og deres kommende valgkamp. Det kan være Corona-virus. Det kan være om flygtninge, EU, fattigdom, sygdom eller politik.
#kærlighed

Der bør jo være kærlighed i alt, så det er et meget, meget bredt emne. Jeg har gået og spekuleret på, om jeg kan få nogle tanker ned om dén skilsmisse, jeg var delagtig i for nu snart seks år siden. For det fylder stadig. Også når jeg med ujævne mellemrum nærmer mig fx Tinder eller andre af de der forfærdelige apps.
#bogklubben

Sidste år skrev jeg her på bloggen, hvilke bøger jeg læste. Jeg tror, jeg vil udvide servicen lidt i år og fortælle en smule om de bøger jeg læser. For tiden læser jeg Fredrik Backman: Folk med angst.
#kunstigintelligens

Det fylder utroligt meget i mit forvirrede hoved. Så jeg tænkte, det måske kunne være interessant for andre at høre en smule af det, jeg går og samler sammen og hvilke tanker, det afføder. Vidste du godt, at forskere mener, at det første menneske, der bliver 1.000 år allerede er født? #mindblown
#sundhed

Som da jeg fortalte om min forvirring, selv om jeg rationelt godt ved, hvad jeg burde gøre. Hvad gør det ved os alle sammen, at sundhed er så højt oppe på debat-dagsordenen, og hvordan bliver man sund? Hvad er sund? Mentalt? Fysisk?

Og når jeg så skriver “Velkommen til bogklubben” som overskrift, var det, fordi jeg egentlig tænkte, jeg ville skrive om Backmans bog, men det må blive næste uge. Der er jeg nok også kommet lidt længere med den. Men de første 40-50 sider er lovende. Det er noget med et røveri, der går galt og udvikler sig til et gidseldrama. Hvor gidslerne bliver løsladt, og røveren forsvinder sporløst. Måske …

At lytte. At se. At knytte bånd.

Dén sætning, jeg hører aller-oftest fra mine elever, er: “Du er ikke som andre lærere”. Det kan være både godt og skidt, og i min egen opfattelse svinger min indsats da også flittigt mellem de to poler.

Fredag fik jeg både mit dansk-hold og mit kultur-hold til at skrive “kindness cards”. Små kort, som de skriver i hånden, til mennesker, de holder af og gerne vil sige noget til. Noget pænt. Det er ikke hadebreve.

De tog det virkelig fint til sig. Der var ro. Der blev skriblet. Og de gik enormt meget op i det. Flere kastede sig over mange beskeder. Som om de når de havde skrevet noget til én, kom i tanke om noget, de også ville sige til andre. Vi havde dansk først. Da timen var slut, lå der såmænd tre kort til mig ❤️

Jeg har sløret deres navne. GDPR og så videre …

Det er dejligt, de har skrevet noget pænt. Endnu mere dejligt at de så tydeligt havde fanget, hvad ‘legen’ går ud på. Det er vigtigt at få det sagt. At sige når man har noget pænt at sige.

Senere var det så min kulturklasse. De fik mere tid sat af til skrivningen, og det udviklede sig helt forrygende. Mange skrev både 3-4-5 og nogle endda flere kort. Tænk at have så meget på hjerte. Hvor vidunderligt.

Efter timen, da jeg havde delt kortene ud (de afleverer dem til mig, og så giver jeg dem videre; så er det måske knap så overvældende, og de behøver ikke skrive afsender på), og de fik læst sig igennem de mange beskeder, så vældede tårerne op hos flere af dem. Følelser. Omsorg. Kærlighed. Dét, at nogen tænkte på dem og formulerede de varme tanker. Det kan da også være helt og aldeles overrumplende. Det var skønt.

Jeg bruger meget tid på de her forbindelser. På at tale med de unge mennesker. På at se dem. Forklare dem, hvad det betyder, at de drager omsorg for hinanden. Interesserer sig for hinanden. Lytter. Tager vare på hinanden. Og min ydmyge oplevelse er, at det virker. Så når vi måske ikke altid helt så mange tekster eller helt så grundig gennemgang af pensum, men de bliver set. De bliver hørt. De bliver værdsat. Det tæller da også noget, synes jeg.

Kære mor

Hvis det virkelig passer, at du scorede far på Lumby Kro ved at spænde ben for ham, så er du den sejeste mor nogensinde. Meget mere cool end et højreswipe på Tinder. Selv hvis det ikke passer, er du stadig den sejeste mor. 

Jeg husker min tid med dig som mor – hele mit liv! – som en stor varm boble, der er fyldt med tryghed, omsorg og kærlighed. På en enormt dejlig måde har jeg hele mit liv haft fornemmelsen af, at du havde min ryg. Og alt det andet. Jeg er sikker på, at der ikke findes en bedre måde at blive tilfreds med sig selv på end at have dig til altid at vise, signalere og udtrykke din evindelige opbakning. 

Når livet har gjort ondt, har du holdt hånden under mig. Da jeg slet ikke kunne overskue, hvor lang tid det ville vare at spare sammen til den flotte ryttercykel, jeg ønskede mig, fandt du på en del-betaling, som gjorde det hele overskueligt. Da jeg løb med aviser, var du med til at pakke alle reklamerne – jeg husker de intense lørdag formiddage med tryksværte ud over det hele; også i alle vasketøjskurvene – og du var med, når vi delte dem ud. Enten som chauffør eller som tæller – eller som begge dele. 

Jeg er aldrig i tvivl om, at du elsker alle dine drenge. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at du i perioder har ønsket dig noget kvindeligt selskab. Enten som en datter eller i form af en kæreste til bare en af dine mange sønner. Som modvægt til den evindelige snak om sport og særligt fodbold. Med tiden er du selv blevet temmeligt bidt af sport. Badminton, tennis og håndbold fylder, og i de senere år er du vist endda blevet en anelse stribet fodboldtilhænger. Det er imponerende, du holder det ud. 

Du har altid haft mange drømme på familiens vegne. Både på børnenes individuelle vegne og for fællesskabet som helhed. Du arrangerer og inviterer og disker op med en overflod af varme og kærlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at du er det vildeste familiemenneske. At det rent faktisk betyder utroligt meget for dig, at vi alle er kommet godt videre i livet. At du har gjort dit ypperste for at lindre overgangen fra et trygt liv hos dig og far og videre ud i voksenlivet. 

Du er ikke til store armbevægelser. Din omsorg og din hjælp kommer i form af små kærlige handlinger. En seddel stukket diskret i lommen. Overskudsmad i en plastikbøtte. Når en af os flytter, står du klar med skrubbe og spand. Når vi skal indrette, står du klar med gode råd. Når der er brug for en ‘nødhjælps-pakke’, står du klar med alle tænkelige nødvendigheder. 

Det er dig, der står for økonomien. Far blev godt nok uddannet revisor, tilbage da han var langhåret. Men det er dig, der holder styr på, hvad der kommer ind, hvad det skal bruges til, og hvad der ryger ud af kassen. Med tanke på de udfordringer, I har haft undervejs, er jeg evigt taknemmelig for jeres gavmildhed, overskud og hjælpsomhed. I har reddet min bagdel mange gange fra begyndelsen og til nu. Det er svært at udtrykke det løbende og konstant, men du må aldrig være i tvivl om, at jeg ved, hvad I har gjort for mig, og at jeg sætter pris på, hvordan I har hjulpet – og stadig hjælper – mig. 

Samtidig er din konstant stigende nysgerrighed og eventyrlyst en fornøjelse at overvære. Fra at være mest tryg og tilfreds bag hjemmets fire vægge drømmer du om Færøerne, om Holland, om Norge, om den Dominikanske Republik og meget, meget mere. Og du handler på det. Du vil så gerne opleve en masse, og heldigvis er I begge stadig i en situation, hvor I kan kaste jer ud i nye eventyr. Jeg under jer hvert eneste et af dem alle. 

Kære mor. Du har givet mig forståelse for, hvad det betyder at yde omsorg og være venlig over for andre mennesker. Du er uegennyttig – selv om du nogle dage kæmper for ikke at være det helt så meget – og jeg er sikker på, at det er, fordi jeg har spejlet mig i din helt forrygende varme måde at være menneske på, at jeg i dag bekymrer mig om andres velvære.

Det giver mange knubs, men jeg ønsker ikke at være på andre måder. Ville det være lettere? Formentlig. Men jeg er glad for og stolt af, at jeg har arvet egenskaber som interesse, kærlighed og massiv loyalitet fra dig. Det er meget, meget flotte egenskaber, og dem er jeg glad for at have med mig i livet. Takket være dig. 

Jeg elsker dig. 

“Blink lige engang”

Jeg blev så paf, at jeg glemte at sige pænt tak. Set i bakspejlet kan det vel virke en kende arrogant, men det var absolut ikke meningen.

Jeg har lige været i Brugsen efter et par småting. Den lokale Brugs her i Højer er en bette butik, men der er, hvad jeg skal bruge, og de er søde og rare. Ved kassen i dag stod en ældre herre ved kassen, da jeg kom derop. Foran mig stod også en yngre gut, som jeg overhørte tale polsk eller russisk (tror jeg, måske var det i virkeligheden noget kinesisk …) tidligere. Jeg lagde mine varer op, og først dér lagde jeg mærke til, at den ældre herre havde bøvl med sit dankort.

“Prøv at tage kortet ud og scan det i stedet”, sagde butiksassistenten. En kvinde på cirka min alder. Kortet blev taget ud. Sat i igen. Og nu virkede det mirakuløst. Manden trissede ned for enden af båndet for at pakke sine varer. Og den unge mand foran mig betalte for sine varer – æg og syltetøj. Den store æggebakke. Og noget appelsin/abrikos-syltetøj. Gult var det i hvert fald.

Det blev min tur, og damen scannede hurtigt mine varer – min fortid i Føtex og Bilka har lært mig at lægge varerne hensigtsmæssigt på båndet – og så kigger hun pludselig på mig. Grundigt. Og siger, mens hun blinker med øjnene: “Prøv lige at gøre sådan her engang”.

Jeg blinker et par gange og tænker, at jeg enten har store poser under øjnene, eller måske en masse søvn, der har overlevet morgenbadet. Så siger hun: “Du har sådan nogen pæne øjne”. “De er specielle”, retter hun det så hurtigt til. Og i stedet for at sige noget taknemmeligt – for det er jeg da glad for, hun synes. Så svarer jeg bare knastørt: “Dem har jeg altid haft”, tager mine varer og smutter ud af butikken. Topdårlig stil.

For jeg kan godt huske, da jeg selv sad i kassen, og det er en overvindelse at sige sådan noget til kunderne. Bliver de sure, fornærmede eller irriterede? Det kan man aldrig vide.

Eller, det ved jeg jo så nu: Jeg blev glad. Og lidt paf. Der går alt for mange år mellem, jeg får komplimenter på den måde.

Og jeg tror på, at man selv skal gå foran med et godt eksempel, så jeg vil i meget højere grad huske mig selv på at sige noget pænt til folk, når jeg har noget pænt at sige. Det tror jeg, alting bliver lidt rarere af.

Alle har fortjent at have det godt

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive det her helt kort og skarpt. Det fortjener det sådan det. Men jeg har haft en megalang dag med individuelle samtaler med mine elever. Livgivende. Hjertegribende. Omsorgsfulde. Nærværende og hudløse. Vidunderlige elever.

Og jeg ved jo godt, at jeg har skrevet om det her før. Faktisk er det på en eller anden måde næsten altid, det jeg skriver om. Det handler om tolerance. Om at give sig selv plads. Om at give zero fux, når det handler om, hvad andre forventer, siger og måske endda kræver, hvad vi gør. Jeg oplever alt for mange mennesker, der som en anden Atlas er ved at segne under den enorme – ofte ganske fiktive – vægt, de slæber rundt på skuldrene med.

Det gælder ikke kun de unge mennesker på efterskolen. Det gælder mine kolleger, min familie, venner og alle mulige andre mennesker, jeg møder alle vegne. Der er så mange, der dunker sig selv i knolden med krav, kritik og manglende omsorg. Og jeg møder næsten udelukkende mennesker, der gør deres bedste. Som gør sig umage. Som forsøger oprigtigt at være og at passe ind uden at genere andre. Men mange er helt fyldt op af ønsket om at være noget for andre, om at passe ind og om ikke at stikke ud.

Flere elever bruger udtrykket, at de gerne bare vil føle sig mindre akavede. Jeg forsøger så nænsomt, jeg kan at fortælle dem, at akavet er et livsvilkår. At jeg i en alder af 44 føler mig akavet igen og igen. Det bedste man kan håbe på er, at man lærer at omfavne akavet og kaste sig ud i det skæve, anderledes og unikke og bare holde af det. Og holde af sig selv, når man har noget akavet at byde ind med. Det er ok. Man skal ikke skamme sig over at være sig selv.

Man skal slet ikke skamme sig, hvis man har lyst til at stene Netflix fire aftener i streg. Eller til at spise takeaway. Eller til at gå en tur helt alene. Eller hvis man ikke har lyst til noget som helst. Man skal lære at lytte til sig selv. Så skal man selvsagt også udfordre sig selv på sigt. Men ikke når man er allermest sårbar og træt. Eller når man ikke har lyst til at udfordre sig selv. Det er en rædderlig myte, vi har skabt, at det skal gøre ondt, før det for alvor bliver godt. Man skal ikke finde sig i det. Alle har fortjent at have det godt. [punktum]

(NB:
– Michael, skal man så aldrig udfordre sig selv? Hvordan skal man så blive bedre?
– Jamen, tak fordi du spørger, basse. Selvfølgelig skal man udfordre sig selv. Men da ikke på områder, som andre synes, man skal udfordre sig selv på. Ingen er ens. Så den der store grimme ensrettende kasse, vi forsøger at proppe hinanden ned i (hej, hej ekstrovert/introvert-diskussion fx), skal man bare folde helt sammen og lægge bagerst i garagen. Hvis man vil udfordre sig selv helt stille og forsigtigt på sit værelse med Duolingo, gør man det. Vil man rejse til Mexico for at finde udfordring, gør man det. Men man skal aldrig tro på, fordi andre mennesker siger det, at det er tid for en udfordring. Man skal være klar. Føle sig tilpas med at blive utilpas. Kan vi ikke skabe de rammer for hinanden, kan vi heller ikke kræve, at nogen kaster sig ud i noget som helst – men det er alt sammen en helt anden historie)

Seriøst! Tror vi selv på, det virker?

“Så må de måske også tage sig lidt sammen!”. “Det skal være skidt, før det bliver godt”. Jeg bliver ofte bange. Måske er jeg en bangebuks? Måske er der vitterlig en del af være bange for. Eller i hvert fald skræmt af.

Sidste år lukkede jeg mine profiler på alle sociale platforme. I juni genåbnede jeg en stribe af dem. For min egen skyld. For at kunne forlænge afskeden med ‘mine’ efterskole-elever. For jeg savnede dem allerede, før de tog hjem. Så jeg har fulgt dem på Insta, Snap og Twitter hele sommeren. Det har været skønt. Men jeg har også kunnet mærke, at jeg lynhurtigt er trukket tilbage ind i den evige FOMO over ikke lige at have styr på, hvad der sker nu. Og nu. Og nu.

Nå men det var nu ikke det, jeg ville skrive om i dag. Jeg er blevet i tvivl. I tvivl om den der måde vi taler om og til unge mennesker på. Mange af dem lider af angst, fobier, weltschmerz og en grundlæggende frygt for livet. Deres idé om svedende at stå foran et andet menneske og erklære sin kærlighed er indskrænket til et højre- eller venstreswipe. Så tror da pokker, de synes, de store følelser kan være frygtindgydende at få i smasken …

Men tror vi selv på, at det nødvendigvis er de unge, den er gal med? Kan det ikke være, vi har overleveret/er ved at overlevere et samfund, den er helt gal med? I mit korte comeback på Twitter har jeg set de vildeste ting på skrift. Folk, der bryder ud i raseri. I brok. I angreb.

Når jeg en sjælden gang forvilder mig ind på et online-medie, står kommentatorerne i kø for at fortælle andre, hvor svage/dumme/latterlige/forræderiske og alt muligt andet, de er. Det er måske ikke så underligt, at nogen – særligt de “nye i trafikken” – kan have lidt vanskeligt ved at tumle og overskue det hele.

Samtidig fortæller vi dem i skolesystemet, at de skal være kreative, innovative, selvstændige og skabe deres egen karriere. Men de skal gøre det inden for rammerne af den klassiske danske skole med en af Undervisningsministeriet udstukket prøvevejledning, som sandt for dyden ikke levner plads til hverken mange eksperimenter eller fejl.

Det er den snorlige vej mod det krævede gennemsnit for at kunne skabe sig en videre karriere. Mens man tæsker løs på sig selv i klasselokalet, bøger og ved lektiebordet, skal man samtidig udvikle en kreativitet, der er skør, anderledes, nytænkende og kan forandre verden. Klart, det ligger da lige for!

Det er sgu ikke underligt, de unge har svært ved at trives. Vi gør dem – og de bliver – voksne før tid. De har adgang til al oplysning i hele verden, og det kan være svært at sortere i, hvad man bliver klogere af, og hvad man bliver mindre godt tilpas af. Det er svært som nogenlunde velfunderet voksent menneske på 43. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det er at navigere i det som 16-årigt ungt menneske.

For mig er der én primær og alt overskyggende opgave, når jeg får overdraget unge mennesker i min varetægt: De skal trives. Ikke ultimativt trives i en ordbogslig og bogstavelig forstand. Men de skal trives en smule bedre, end når de kommer. Og de skal lære at navigere i en verden, der går, løber, kører og ruller evigt hurtigere.

De skal lære at finde sted, finde sig selv og give sig selv lov til at tage en plads. Uanset om det er som chauffør forrest i bussen, over hjulene af hensyn til køresyge eller ved vinduet, så man kan hvile hovedet. Vi må være her alle sammen, og jeg tror ærligt, vi ville vinde meget, hvis vi blev i stand til at give hinanden lidt bedre plads.

Kun et øjeblik

Hun var sulten.
Han motionerede.
Hun sad ved et bord med to veninder.
Han svedte voldsomt.

Veninderne fnes.
Han følte sig afklædt dér på fortovet.
Hun tog en stor bid af sin panini.
Han lod som ingenting.

En smule mad flirtede ukontrollabelt i hendes mundvig
Han så hende i øjnene og smilede
Hun grinede skamløst
Et kort øjeblik var der kontakt
.

En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.