Tag: Siracusa

En brusende lykke. En stille lykke. Eller måske allermest bare et liv

Ciao a tutti

Så fløj der halvanden måned siden sidste opdatering. Jeg kørte vist lidt sur i at pille navle og rode i alt det, der var foregået for længe siden. Så vi kører en fast forward til i dag.

Jeg ved nogenlunde, hvad ‘Suca’ betyder. Det er ikke pænt. Af en eller anden besynderlig årsag finder lokale det altid opportunt at lære fremmede en masse bandeord. I det lys er det danske ‘rødgrød med fløde’ egentlig ganske uskyldigt

25. april er Italiens Festa della Liberazione. En fejring af sejren mod og frigørelsen fra fascisme og nazisme. Som med de fleste af den slags helligdage en dag, der er brugt i godt selskab og med rigelig mad.

Jeg blev inviteret ud til min gode ven Francesco, men jeg takkede pænt nej. Det er jo en helt almindelig tirsdag i Danmark, så jeg havde og har en del arbejde. Også fordi jeg triller nordpå torsdag aften, så jeg vil gerne være foran med arbejdet.

Planen er at tage til Danmark en måned, så har jeg en uges ferie på Færøerne og returnerer så herned til det sydøstlige hjørne af Sicilia og bliver her sommeren over. De taler alle sammen om, at der er ulideligt varmt med over 40 grader hele sommeren. Det lyder varmt. Men det vil jeg da prøve. Selv.

Så må jeg løbe og gå ture tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Min padeltræner siger, at så kan vi ikke træne fra klokken 11:00, som ellers er mit foretrukne tidspunkt. Jeg er også lidt på jagt efter sol og farve, og det er slet ikke nødvendigt, som han siger at bronzare. Jeg kan temmeligt meget godt nøjes med un po marrone.

Sommeren hernede byder også på en stribe festforestillinger i Parco Neapolis, hvor der er et udendørs teater, fra dengang grækerne herskede over byen. Fra maj til begyndelsen af juli er der teater og i juli og i august er der koncerter. Zucchero kommer sidst i juli. Sikke en sommer, det kan blive.

Som sædvanlig er det ikke helt gennemskueligt, hvordan man – og hvem der – kan købe billetter. Men det løser sig vel. Det er jo bare at gå til billetkontoret, og kan jeg ikke få en billet, finder jeg på noget andet at lave.

Uvejr, internet og et fint lille bonmot

Fortsat fra i går:

Jeg opgav dog hurtigt og bookede i stedet en lille uge mere på hotellet. For der kom et tsunamivarsel.

Tsunami-varsel?!? Jep. Det voldsomme jordskælv i Tyrkiet medførte et tsunamivarsel, og da Siracusa ligger helt ud til vandet i det sydøstlige hjørne af Sicilien, ville vi formentlig få den værste del af et eventuelt bølgeskvulp.

Så jeg tænkte, at hvis der kom oversvømmelse og stormflod og alt muligt, ville jeg ikke kunne arbejde i centeret, så jeg tænkte, det var klogere at returnere til hotellet. 

De havde heldigvis plads, og det meget søde personale gav mig endda et værelse tættere på hotellets router, så internettet var endnu bedre. Lad det være sagt med det samme: Tsunami så vi ikke noget til, men alle skoler, offentlige kontorer og en hel del af de private forretninger holdt lukket dagen efter. 

Og så kom endnu et vejrvarsel: Maltempo aka Uvejr! Det skal jeg da lige love for. Det væltede ned med regn i tæt på 36 timer. Tung, vedholdende og meget, meget våd regn.

En af udfordringerne med så meget regn er, at kloaksystemet hernede jo ikke rigtigt er beregnet til så meget vand af gangen. Det er højst usædvanligt.

Så da jeg var et smut ude i det kraftige blæse- og regnvejr for at finde noget mad – hotellet havde kun morgenmad – løb der vand i flere centimeters højde i gaderne. Det er ret vildt. 

Nå men jeg fandt noget mad. Og skyndte mig tilbage på værelset. Og så var jeg der, indtil uvejret var ovre.

Jeg spurgte i receptionen, om det altid var så dårligt vejr i februar, og han kiggede på mig. Smilede stort og sagde: ‘Arh i morgen skinner solen igen’. Det tog jeg til mig. Det er eddermame et dejligt motto. I morgen bliver alting godt igen. Hvor fint.  

En ting er bureaukrati. Noget helt andet er bureaukrati.

Fra sidste post:
Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af. 

Og vi fortsætter farcen …

Min danske bank havde, da jeg tastede data ind til at betale husleje, slynget en underlig besked ud: “Vi overfører ikke til den pågældende bank”. Altså kun den bank? Eller til Italien? Eller … jeg kontaktede deres kundeservice, og de anede ikke deres levende råd.

Så Antonio foreslog i stedet, at jeg fik et Mooney Card. Det er et kort, man køber hos de forskellige Tabacchis. Det er et VISA-kort, som så kan fyldes op og så kan man bruge det til at betale. Åbenbart meget brugt hernede. Jeg tænker det er en praktisk måde at bruge penge, man  ikke nødvendigvis mener, skattevæsenet skal vide noget om. 

For at få et kort skal man altså have en Codice Fiscale. For at få en Codice Fiscale skal man på Agenzia Entrate og oprette sig. Så jeg cyklede derud en mandag morgen. De åbnede klokken 9:00, men vi stod en lille flok klar allerede fra 8:30. 

Mange af de andre havde mapper og plastiklommer med papirer og enkelte havde sågar ringbind. Jeg havde mit pas med i lommen og tænkte, det måtte være rigeligt.

Det var det ikke. Det var ikke engang nok til at komme ind af døren. For at komme ind skal man lave en aftale i forvejen på nettet. Aha. Så kommer jeg bare næste gang, I har en ledig tid. 

Det gjorde jeg så. Brugte en del energi på at forklare på mit sparsomme italienske, hvad jeg var ude på. Kontoret kan åbenbart også bruges til andet end at få sin kode. 

Men til slut blev jeg gelejdet ind i et langt rum med små båse hver sin administrator, og jeg havnede hos en erfaren kvinde, som var født i Frankrig, så hun havde ret meget empati med mine udfordringer og gav mig straks et stykke papir med stregkode og selve koden på. 

Tilbage til Antonio. Hen til en tabacchi. De rystede beklagende på hovedet. Det er ikke nok med et stykke papir med stregkoden på.

Man skal have plastikkortet. Aha, hvordan får man sådan ét? Det anede de ikke. Det gjorde Antonio faktisk heller ikke, for han sendte mig tilbage til Agenzia Entrate. Det var ikke dér. 

De fortalte, at jeg i stedet skulle gå på Agenzia Anagrafe, hvor jeg kan registrere min adresse. Når de så har min adresse, sender de plastikkortet hjem til mig. Så jeg var ved at være godt og grundigt fanget i et Kafka’sk net. Jeg skulle bruge plastikkortet for at kunne købe Mooney-kortet til at betale husleje. 

For at få plastikkortet skulle jeg registrere mig og for at registrere mig skulle jeg medbringe min lejekontrakt. Som jeg ikke havde fået endnu. Jøsses et cirkus! Heldigvis fandt jeg på, at en anden bank, jeg har, måske kunne bruges, og det kunne den. (troede jeg, men det er først meget senere.i historien, jeg finder ud af, at det ikke passer)

Mere nyt fra Italien aka del 2

Fortsat fra i går: Da jeg sagde, at jeg faktisk ikke var sikker på, jeg var i byen stadig mandag, skal jeg love for, der kom gang i sagerne. Han ringede til sin bror, som arbejder for et Agenzia immobiliare. De står for udlejning. Forestiller mig, det er som Barfoed og Cityhuset i Odense. 

Jeg bookede fem nætter på et hotel og krydsede fingre for fornuftigt arbejdsnet (det viste sig at være ok), og så gik Lucas bror, Antonio, i gang med at finde en egnet lejlighed.

Allerede samme eftermiddag havde han fundet én. 2. sal. 75m2. Den så fin ud. Lidt stor. Men god beliggenhed. 

Han mente, vi skulle kigge på flere, så jeg havde noget at sammenligne med, men jeg sagde bare ja tak med det samme. Så vi gik til udlejerens bureau og skrev en foreløbig kontrakt

Jeg fattede ikke meget af, hvad der blev sagt, men jeg besluttede at stole på Antonio, fordi han var Lucas bror. Og han var også flink. Og jeg er sikker på, han har gjort, hvad han skulle. 

Der gik et par dage. Udlejeren havde ikke reageret. Det er en dame, som hedder Marú. Vildt nok navn. Hun bor vist i Trieste helt oppe på grænsen til Slovenien. Men da hun ikke havde svaret 3 dage senere, foreslog Anto, at vi kiggede på en anden lejlighed. 

Det gjorde vi så. På Via dell’ Olimpiade. Edderbrølme et stærkt gadenavn. Lige ved siden af byens store sportskompleks, hvor de lokale vandpolo-konger spiller.

De er et af Italiens allerstærkeste mandskaber og spiller Europa Cup og har lige tabt pokalfinalen 12-8 til Pro Recco. 

Udsigten fra Via dell’ Olimpiade

Lejligheden dér var også fin, men den kostede 200 euro mere om måneden, og den virkede en anelse klemt. Så jeg foretrak stadig den første, og heldigvis vendte udlejersken tilbage, at jeg var godkendt som lejer. 

Noget af hendes tvivl gik på, om det nu også var rigtigt, at jeg ikke skulle være fastboende hernede. Det er noget indviklet hele det der bureaukrati-ting.

Men det er jeg vist ikke den første, der har oplevet. Når det er vigtigt for udlejere, om man er det ene eller andet andet, handler det, så vidt jeg har forstået om de rettigheder og forpligtelser, de skal leve op til som udlejere. 

Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af. 

Fortsættes i morgen …

Hvordan endte jeg her?

Hvem siger, det er enden? Nej vel! Nå men helt kort: Jeg har opsagt min lejlighed i Danmark og meldt mig som udrejst hos myndighederne og bor nu indtil videre i en airbnb i Siracusa på sydøstkysten af Sicilien, Italien.

Up, up and away

Egentlig havde jeg en brændende lyst til at returnere til Mexico. Da jeg arbejdede der for lidt over 5 år siden, skete der mange gode ting, og jeg lærte mange ting om at lade liv være liv og gøre sig færre bekymringer om alt muligt. Og jeg synes egentlig, jeg havde flair for det.

Men det er ikke let. Mange er opdragede med, at der er visse ting, vi ligesom skal. Visse ting, der hører sig til, for at det kan kaldes et propert liv. Og jeg har ikke fulgt den snorlige vej indtil videre, så jeg er bagefter på mange parametre. Bagefter på karriere-parametret. Bagefter på pensions-opsparings-parametret. Og helt klar bagud på målrettetheds-parametret.

Eller måske er jeg bare foran på andre parametre og derfor ikke helt så optaget af de der faste rammer og skarpe linjer for, hvordan et liv ser ud. Endnu. Måske kommer det en dag. Men ikke lige nu. Nå, men jeg fik også tanken tilbage i februar, at jeg ville rejse til Argentina. Det ser også ud til at være et spændende land.

Corona – og når man holder op med at føle sig udødelig

Argentina var knaldrød. Når jeg skal rejse ud på den her måde, skal tingene helst passe sammen. Jeg skal have aftalt det med eventuelle arbejdsgivere. Jeg skal have opsagt lejligheder, og jeg har altid haft en idé om, at jeg skal være i Danmark et par måneder hvert år for at holde kontakt med de mennesker, som jeg holder så utroligt meget af, der stadig bor dér.

Så jeg ventede. Ventede. Og nåede frem til november. Det så lovende ud. Jeg var klar. Mexico var stadig grøn. Så kom Omikron. Og utroligt nok blev Mexico ved at være grøn. Jeg er jo ikke 19 længere og tror, jeg kan overleve alt, og jeg indrømmer, at jeg blev bekymret over, hvorfor de dog ikke reagerede bare en anelse. Mit gæt er, at de ikke har råd til at gå i gul eller rød og lukke landet for turisme. Så grønne Mexico er nok stadig grønt i forhold til rejsevejledningen, men jeg er ikke helt sikker på, hvordan livet er derovre.

Så jeg besluttede at blive i Europa. Trods alt mere overskueligt, hvis jeg fik brug for at komme hjem af en eller anden årsag. Men let skulle det ikke være. Jeg kiggede på sydeuropa, for jeg har længe trængt til lys, sol og varme. Jeg spiser D-vitamin i en mængde mere ekstrem end de øller, Kåre har drukket i Angora. Og så faldt valget på Sicilien. Jeg var på ferie hernede for et par år siden. En hel måned på vestkysten i den lidt søvnige men meget smukke Trapani.

Wrong side of the island

Min meget rare pizzadame tog endelig mod til sig, da jeg for femte gang på 10 dage bestilte en pizza hos hende og spurgte på tøvende engelsk, hvor jeg kom fra, og hvad jeg lavede her. Så jeg fortalte blandt andet om mit besøg i Trapani, og hun vrængede på næse og spruttede:

– Wrong side of island!

Jeg synes nu også, der var dejligt i Trapani, men jeg føler mig allerede meget hjemme her. Så måske har hun ret. Jeg fik også en anekdote, som jeg som fynbo satte meget pris på, for den handlede om de lokale sicilianske piger.

– Do you know, why Siclian girls smile so much?

Jeg tænkte måske, det havde noget med mafiaen at gøre. Eller med de meget flotte lokale mænd. Men nej, det var mere simpelt end som så.

– Because of all the sunne

Indtil videre: I like it here. Følg med næste gang for svaret på det inciterende spørgsmål: Hvad lever du af?