“I have seen worse player(s)”

(Photo by Hermes Rivera on Unsplash ⬆️)


Meget af kommunikationen hernede i det sydøstlige hjørne af Sicilien går tabt i deres lidt brogede engelsk og mit manglende italienske. Jeg er begyndt at tage pedel-lektioner. Både fordi det sikkert er enormt sundt at lære noget teknik og fordi jeg jo ikke rigtig kender tre mennesker hernede, jeg kan spille med.

Luca hedder min træner. Han er en fin fyr. Som ikke kan engelsk. Punktum. Han har et par gange hevet mobilen frem og skrevet på Google Translate, når han tror, jeg ikke gør, som han siger, fordi jeg ikke har forstået ham. Det er faktisk sjældent det, der er galt. Jeg er bare ikke særlig god til at gøre, som han siger. Men jeg forstår sådan set godt, hvad han vil have mig til.

Sono stanca e stanco

Det er temmeligt intenst at blive haglet igennem i en time hver gang. Jeg når at slå et sted mellem 500 og 600 slag, og jeg må indrømme, at de sidste 15 minutter er jeg træt, træt, træt. Så prøver jeg at trække tiden ved at pludre lidt. Luca er lidt uvillig til engelsk, mens jeg bruger ham som en slags ordbog og øver mit italienske.

Første gang vi trænede, var jeg virkelig helt enormt rusten. Jeg har ikke spillet meget de senere år, og der røg mange bolde i nettet. Eller i hegnet. Eller alle mulige andre steder, hvor boldene ikke skal hen. Der stod to og fulgte med i træningen, som godt kunne en smule engelsk, og én af dem var venlig nok til at fortælle, at Luca altså bedyrede, at han skam engang havde set en spiller, der var værre end mig. Det er ganske enkelt ikke den opmuntring, nogen måtte tro, det er …

Men jeg har lært to nye udtryk. ‘Sono stanco’, som betyder, at jeg er helt udmattet og ‘sono stanca’, som mere bare betyder, at jeg er træt. Vigtig nuance i nogen situationer, men på padelbanen er jeg begge dele ret hurtigt.

Styrketræning på italiensk er meget som på dansk

Jeg kan ikke spille padel hver dag. Endnu. Så jeg har også meldt mig ind i det fitness-center, der er en del af den samme klub, som padelcenteret hører til (Et flot anlæg i øvrigt med seks nye baner og et lille skur, som er reception og en tilhørende restaurant med “Best pizza in town”, som kokken kækt proklamerede, da jeg mødte ham).

I fitness har jeg endnu ikke oplevet, der har været mere end 10 til stede på samme tid. Jeg har heller ikke oplevet, at der ikke har været mindst tre personlige trænere, som går rundt og rådgiver og vejleder. “Har du brug for hjælp? Bare sig til!”. Det er ret dejligt og trygt, og de gør en herlig hulens masse ud af rank ryg og korrekte øvelser. Den slags er vigtigt i min fremskredne alder.

Til gengæld er der også de klassiske gæster, som mest kommer for at snakke med hinanden. I morges var det to kvinder, som var flotte i tøjet, og så ud som om de havde haft en børste gennem håret, før de kom (når jeg bemærker den slags, er det, fordi jeg ofte bare børster tænder, pøser lidt vand i låget og går til træning – ingen grund til to gange bad, tænker jeg).

De skiftevis stod, hang og bemandede de forskellige cardio-maskiner og aldrig længere fra hinanden, end at de kunne føre en fornuftig og trods alt efter italienske standarder nogenlunde afdæmpet samtale. Men hatten af for at de kommer af sted. Det giver dem helt sikkert en masse socialt at have de maskiner som fælles bund for deres samtale.

Kan du huske Fabrizio Miccoli?

I øvrigt fik jeg talt med padel-træner Luca om fodbold. Han har selv været en fremragende spiller, som var til italiensk U20-landsholdsudtagelse med Fabrizio Miccoli og den nuværende Fiorentina-træner Vincenzo Italiano. De er begge sicilianere, så måske var det en lokal udtagelse, men hey; jeg dømmer ingen!

Jeg forsøgte at forklare Luca, hvor besynderligt det er for mig, at man kan – og at så forholdsvis mange gør det – hedde Italiano i Italien. Som hvis nogen hed Dan Mark. Det er muligt, nogen hedder det, men det har jeg nu aldrig oplevet.

Nå men Luca fortalte, hans plads på fodboldbanen havde været regista og mente så, jeg nok havde været angriber. Jeg forklarede, jeg også var regista, da jeg spillede. Han så meget forbløffet ud men forstod med det samme, da jeg forklarede, at han nok tænkte Regista come Pirlo, mens jeg mere var Regista come Gattuso (If you know, you know – if not, let it go). Det grinede han længe af.

Selv om de sproglige udfordringer jo betyder, at det er med håndtegn og prusten og pegen, er det vildt dejligt at være en del af en form for fællesskab om sport og bevægelse. Og selv om jeg er helt igennem elendig til padel og nærmest begynder helt forfra, lærer jeg med stormskridt en masse om teknik, som jeg aldrig nogensinde tidligere har lært. Jeg indser nu, at jeg har været en autodidakt og uortodoks padelspiller. Også. Men dem skal der også være plads til. Møs-møs.

Bliver du på Sicilien for evigt?

(⬆️ Photo by Antonio Sessa on Unsplash)

Sådan lidt ud af det blå tikkede der et godt spørgsmål ind fra min mor i denne uge. Hun, min far og jeg har en fælles-chat på Signal (ja, så moderne er vi!) og hun spurgte noget i retning af, om “du kan mærke, du har gjort det rigtige ved at flytte til Siclien”, og det blev fulgt op med “Det er en stor ting at rejse ud, og at overveje om det skal være for evigt. Er der noget, der trækker for at komme hjem igen?”.

Wow. Det er store spørgsmål. Og jeg har sådan set selv gået med noget lignende i en periode. Altså hvad vil jeg egentlig hernede? Får jeg det ud af det, som jeg håbede på? Og er jeg reelt ikke alt for gammel til sådan en omgang virkelighedsflugt?

Mine egne overvejelser var indtil videre landet på, at det er alt for kort tid til at vurdere den slags. Jeg har kun været hernede en måned i runde tal, og ‘for evigt’ er meget, meget længere. Bare spørg Volbeat! Men spørgsmålet fik mig til at tænke lidt mere over det, og bare sådan med løs hånd får du derfor her mine plusser og minusser efter en måneds tid på Sicilien.

Plusserne

Vejret
Jeg elsker, at jeg kan vade rundt i t-shirt en stor del af tiden. Jeg er vild med, at der er rigtigt lys i tæt på 10 timer hver dag. Solen er fremme, og himlen er blå næsten hver dag. Det giver mig enorm energi og lyst til at opleve verden.

Økonomi
Her er billigt at leve. Rigtig billigt. Jeg betaler ikke nær det samme for fødevarer, som jeg gjorde i Danmark, og selv om jeg nok har været lidt vel flittig med besøg hos det søde pizza-par på den anden side af gaden – bogstaveligt talt! – kan jeg stadig mærke et finansielt overskud ved livet hernede.

Mad
“Vi har den bedste pizza i byen.” Hvor heldig kan man være? Jeg har været på tre forskellige spisesteder, og de har alle tre proklameret, at de har byens bedste pizza. Måske siger de det alle sammen? Måske passer det? I hvert fald er her ret lækker mad, og jeg bilder mig ind, at de friske produkter er en tand mere friske, end de er i Danmark. Eller også er jeg biased, men det er jo ligemeget, for det er min liste, så det er et plus under alle omstændigheder.

Ro i hovedet
Det er dejligt afklaret at stå op og have to eller tre punkter, jeg skal igennem. Der er som regel arbejde, bevægelse og mad på dagens program. Af og til få andre ting men min oplevelse er indtil videre, at det er et liv renset for alt for meget baks og bøvl – måske også fordi jeg indtil videre holder mig meget for mig selv. Ro er vigtigt for alle, men jeg tror måske, jeg har brug for den renhed i højere grad end mange. En anden dag fortæller jeg om, hvordan det egentlig er at bo i mit hoved.

Læring og udfordringer
Det er sjovt. Det er sjovt ikke at kunne kommunikere med lethed med folk, så jeg må gøre mig umage med håndtegn og prusten og pegen og så videre. Og det er sjovt at øve i timevis med Duolingo for at blive bedre til italiensk. Jeg synes, jeg har mere overskud til at sætte tid af til at blive bedre til ting, jeg tror vil være sjove at være bedre til.

Minusserne

Familie
Selvfølgelig savner jeg min familie. Særligt fordi jeg det seneste års tid i Danmark var tættere på dem, end jeg har været længe. Og det er vidunderligt at have dem tæt på. At se dem, kramme dem og tale med dem. Det gælder mine forældre, brødre, min mormor og min moster og hendes unger.

Venner
Jeg har absolut ikke nogen stor vennekreds, men jeg er til gengæld ekstremt glad for den, jeg har, og det er indlysende, at de kommer længere væk end bare lige et DSB-tog eller en biltur. Men en del af planen er at være i Danmark to gange om året, og så er håbet, at vi kan ses mere intenst i den periode. Men det vil vise sig.

Summasummarum

Den er ikke så lang. Min liste over plusser og minusser. For det skal den ikke være endnu. Jeg er glad. Jeg trives. Men det er sundt at gøre sig sine overvejelser over, hvor man er i livet. Det forsøger jeg ofte at gøre, og jeg ved, det for nogen er bekymrende, at mine overvejelser så mange gange fører til, at jeg skifter spor eller flytter eller gør begge dele, men ingen bør være bekymrede.

Det er jo helt frivilligt, og nu tester jeg det her liv. Så kan I andre teste jeres liv. Så kan vi ligge der mellem ormene, når tiden er ovre, og sammenligne, hvad vi fik ud af det. “Cada Quien”, som de sagde i Mexico City, og som jeg forstod det: “Hver fugl synger med sit næb” (Læs: Lever sit liv).

Hvor kommer pengene fra på Bella Sicilia?

Rent økonomisk er jeg ikke kendt for at træffe kloge beslutninger. Jeg har et meget lemfældigt forhold til penge, og jeg tror nok mest på norske Karl Ove Knausgårds teori om at ‘holde kanalerne åbne’, så man skal bruge penge, for det er der kan komme flere ind.

Det er givetvis en tese, der er lettere at abonnere på, hvis man har skrevet seks mammut-bøger, der har solgt i millionvis over hele verden, og derfor har jeg faktisk i de senere år i stedet forsøgt blive bedre til at have styr på penge. Det har så ført til et bemærkelsesværdigt meget mindre behov for stakater, monetos, dineros eller gysser, om du vil.

Først forlod jeg det for mig ganske vellønnede job hos Politiet i Næstved, hvor jeg tjente lidt mere end 45.000 kroner om måneden. Brutto. Og inklusive pension. Dernæst blev jeg efterskolelærer til den nette sum af 30.000 kroner om måneden. Inklusive pension og også brutto. Og det seneste år har jeg så haft en intention om ikke at tjene mere end 20.000 kroner om måneden som freelance kommunikationsmedarbejder og skribent.

Mine konkrete opgaver og aflønning

Jeg har lige nu tre faste opgaver. Den ene er for den hjemmeside, der hedder Spilxperten.com, hvor jeg primært skriver optakter til ugens fodboldkampe. Det var oprindeligt et studentermedhjælper-job, men jeg har altså nådesløst nappet det for næsen af en stakkels studerende, som ellers kunne have fået brugbar erfaring. Her har jeg typisk i omegnen af 10.000 kroner uden moms og udbetalt som B-indkomst.

Den næste opgave, som er noget mindre fast, men som jeg trods alt har kunnet regne med nogenlunde stabilt i mere end et halvt år, er for en canadisk skrivefabrik, der leverer indhold til hjemmesider for en stribe forskellige kunder, som jeg sikkert ikke må sige, hvem er. Jeg må dog helt sikkert godt sige, at jeg ligger et sted mellem 5.000 og 7.500 kroner i b-indkomst per måned hos dem.

Og endelig er jeg for nyligt begyndt som redaktør hos Vi Elsker-Media, som skriver om film, serier, podcast og streaming. Det er en blandet rolle som redaktør, korrekturlæser og skribent, og vi har aftalt, at jeg aflønnes med 3.000 kroner om måneden – også som b-indkomst.

Hvad ellers?

Og dermed lander jeg jo cirka og rundt regnet i store tal omkring 20.000 kroner. Med mit nuværende udgiftsniveau på Sicilien er det rigeligt til at leve for, men det handler blandt andet om, at jeg har fået lempelige aftaler på to af mine gældsposter – den ene er SU-lån – men aftalerne betyder dog stadig, at jeg afdrager.

Jeg er også i gang med at bygge både en nød-kasse og en lidt længere Runway-opsparing op, så der er en faldskærm, hvis nu noget skulle gå galt med mistede indtægter i en periode. Og stadig er der sådan set rigeligt til, at jeg kan spise pizza fra det søde par hos Ohana Pizza på den anden side af gaden, og jeg er endnu ikke begyndt at holde øje med, hvor længe jeg taler i telefon med søde mennesker i Danmark.

Men jeg er også optaget af, at jeg skal have skabt en eller to – måske flere – forskellige måder at tjene penge på. Inden jeg rejste fra Danmark, fik jeg lavet en demo til opgaver som speaker (eller Voice Over Artist, som det også så fint hedder). Dét kunne jeg godt tænke mig at gøre mere ved, men der er godt nok meget støj i og omkring bygningen, hvor jeg aktuelt bor.

Egne skriverier – er der mon penge i det?

En anden ting – eller det er jo flere ting – er, at jeg er i gang med at skrive på en bog igen (Det har jeg været i årevis, men der er kommet godt flow i det, så nu tegner der sig et billede af, at den måske endda bliver færdig på et tidspunkt), og så øver jeg mig i at skrive på engelsk hos Medium.com, så jeg på sigt kan byde ind på nogle af de virkelig mange engelsksprogede tekstopgaver, nettet flyder over med.

Det er ikke sikkert, der nogensinde kommer til at være en form for penge i det, men det er sjovt, og jeg nyder at skrive, så det er altså en fast del af mit pensum. ‘Men Michael, hvorfor er det, du ikke vil tjene mere end 20.000 kroner om måneden?’. Godt spørgsmål.

Det er heller ikke som sådan en regel, men det handler om, at når jeg freelancer, er det rart at have fripas til at sige, hvis jeg nu arbejder som en hest de første to uger af en måned og allerede dér har tjent mere end 20.000 kroner, så er det helt fint at sige nej tak til mere arbejde resten af måneden. Ryger der mere end 20.000 i kassen af og til, går det jo nok, men så er det intentionen, de skal på en form for opsparing i det tilfælde, der kommer måneder, hvor jeg har mere brug for dem.

Kan du høre det? Jeg er godt i gang med at køre mig selv i stilling til en position som ‘Super Ekspert’ i Aftenshowet, hvor jeg fortæller om privatøkonomi 🙂 Og på sigt skulle det gerne blive sådan, at jeg kan sortere lidt i opgaverne, så jeg siger ja til opgaver, der tillader mig at arbejde færre timer frem for at sidde dagen lang og knokle løs for at få det hele til at hænge sammen.

Hvad mutter gør …

I de senere år har jeg oftere og oftere foreslået mine forældre, at de skulle få hjælp til rengøringen. Min mor har egentlig altid hadet at gøre rent, og selv om min far egentlig flittigt klør på, har jeg heller ikke indtryk af, at det er hans favoritbeskæftigelse.

Så få jer da hjælp til rengøring. I sviner jo ikke meget, så måske bare en gang hver 14. dag?

Den emsige søn

Min mor er blevet ved at sige, at hun ikke bryder sig om at have fremmede til at gøre rent i huset på den måde, og det har altid undret mig. Indtil jeg mødte Antonella kort før jul

Antonella er min udlejer Vincenzos særlige kontakt til rengøring, og han har ført os sammen, så hun nu kommer hver 14. dag her hos mig og gør rent. 20 euro for cirka to timers arbejde. Så langt så godt. Jeg sviner ikke for 20 euro hver 14. dag, for jeg sidder stille en meget stor del af tiden, jeg opholder mig i lejligheden.

Jeg rydder op, så der kan blive gjort rent

Da Antonella første gang skulle komme kort før jul, havde jeg kun boet i lejligheden 7-8 dage, og jeg mente egentlig ikke, der trængte for alvor, men på den anden side var det jo meget rart, der lige blev pænt og rent, før jeg rejste på juleferie i Danmark.

Og formiddagen før hun kom, styrtede jeg så rundt og ryddede op og tørrede af. Bevæbnet med en italiensk version af Glas-X, som altid har været mit foretrukne rengøringsmiddel snart sagt alle situationer, løb jeg over glasbordet, flyttede mine sko i skuffer – jo, det er sandt – og sørgede for, at der ikke stod overflødige ting fremme på bordene som æbler, appelsiner eller vandflasker.

Der var pinligt rent og støvsuget for tegn på, at her bor nogen. Så jeg tænkte, da jeg bevæbnet med min lille laptop satte mig hen på den lokale bistro et par huse oppe af gaden, at det vist var lidt spild at betale for rengøringen.

Det er jo rart, her er rent
Men det tænkte jeg kun, til jeg kom tilbage, for hun havde gjort badeværelset rent. Havde vasket gulv. Redt seng – igen, jeg havde ellers gjort mig umage – og som et bevis på, hun havde tid nok, har hun været på altanen og tørre den udendørs del af varmepumpen fri for fuglelort.

For at hun ikke skal få for meget at lave, har jeg nu lagt klap-sammen-stole oven på varmepumpe-delen, så fuglene indtil videre ikke er vendt tilbage. Så må Antonella måske nok finde noget nyt at give sig til i dag. Men så længe hun ordner badeværelset og vasker gulve, er jeg egentlig tilfreds. Mere end tilfreds.

Dagens opgave består nu i at finde et sted, hvor jeg kan købe min daglige Gazetta. Det har vist sig, at de mange små Tabacchis slet ikke er kiosker men derimod tobaksforretninger, og de sælger dælme da ikke Giornalis, som de har ladet mig forstå et par gange med opgivende suk og nedladende håndtegn, når jeg har spurgt forsigtigt. Men de må da stadig sælge aviser et eller andet sted.

(Og nej, jeg fatter ikke pludselig mirakuløst italiensk, men jeg håber, det kan være med til at udvikle en forståelse for sproget. Dagligt Duolingo og Gazetta Dello Sport må da give mere end ingen af delene)

Hold nu kæft med det pis

Ja undskyld mit franske. På dansk. Eller altså, du ved, hvad jeg mener.

Jeg gør mig for det meste mange anstrengelser for ikke at læse nyheder. Jeg gider ikke. Det er alt sammen designet til at ophidse, forarge eller splitte. DET. HELE. Der er er ikke længere vigtige nyheder. Næsten.

Men af gammel vane kommer jeg alligevel på danske online-sider af og til, og i dag faldt jeg over denne her: https://www.bt.dk/samfund/33-aarige-malene-er-arbejdsloes-ingen-vil-ansaette-mig

Det er altså meget, meget få, vi taler om

Det er, som om talen om arbejdsløse altid handler om, at de ingenting gider. Der er mangel på arbejdskraft. Det siger arbejdsgiverne selv. Ja, men dén arbejdskraft, der er mangel på, er arbejdskraft, der kan gå direkte ind i en jobfunktion, for det må ikke koste penge at ansætte nye medarbejdere. De skal kunne alle arbejdsopgaver i forvejen og helst også have erfaring fra samme funktion.

Det er altså de færreste, der på den måde kommer flyvende ind i et nyt job. Det er et helt igennem latterligt krav at stille til nye medarbejdere. Hvor er innovationen fra virksomhederne, når de ‘onboarder’, som det så kækt hedder på moderne dansk? Initiativet? Ansvaret for fællesskabet? Det gælder kun, når arbejdsgivere skal have fra fællesskabet. Når de selv skal levere, er det altid hønserøv og et sammenbidt “Det er jo derfor, vi betaler skat.”

De allerfleste vil gerne bidrage

Når der opstår historier om Dovne-Robert og Fattig-Carina, er det, fordi det er så let at identificere sig med et enkelt råddent æble, og vi tror alle, vi kender én, som ikke gider arbejde. Det gør vi måske også. Men for hver ene kender vi også mindst 50, som meget gerne vil arbejde. Og jeg kender en masse, som i årevis har søgt job uden at få det.

Det er altså ikke særligt fedt at være én, der gør alt, hvad samfundet, jobcentret, medierne og politikerne kræver – ingen beder arbejdsløse om noget, dem kan man kræve alting af, for de går jo bare og nasser – og man så stadig står uden arbejde. Hvorfor er det vigtigt at skære alle over én kam og svine til bredt for at ramme den meget lille del af de arbejdsløse, som ikke vil arbejde?

I stedet for at galpe forarget om hvad de burde gøre, fordi de har det så let, var det måske en idé at handle. Måske er det tiden, at du bytter dit travle og underbetalte job i hamsterhjulet ud med at fede den dagen lang på overførselsindkomst? De får jo angiveligt så høj en indkomst, at de [gisp!] nærmest kan overleve af de penge, de får.

Det er tiden at handle

Så byt da med dem. Find én, der kan overtage dit job og læn dig tilbage til møder med jobcenter, med sagsbehandler, til jobansøgninger, opfølgning – og ingen svar fra ansøgningerne; faktisk endda sjældent et afslag, for vi må jo forstå, at virksomheder har alt for travlt til at svare på jobansøgninger. Pis mig i øret.

Står der i opslaget, de ikke gider sende afslag, så gider jeg ikke søge hos dem. Hvad er det for en arrogant tilgang? Og fri mig for alle deres standardiserede undskyldninger om travlhed, som alt for mange bare viderekolporterer, som om virksomheder har andre formål med noget som helst end at øge deres profitmargin. Bite me!

Nyd tiden hjemme på sofaen og uvisheden om, hvornår du får gjort noget, der ikke lige passer din mavesure jobcenter-kontakt, så du bliver trukket i dagpenge næste gang og dermed ikke kan betale dine regninger. Men som Danmarks mest ynkelige forsøg på at lege journalist JBO ville sige: “Du har vel sparet op!”

Det er ikke et system, det er ønskværdigt at være i. Hvor er det egentlig trist, at man i Danmark har så lidt tillid til sine medmennesker, at man tror, de hellere vil gå hjemme og pille næse end have et arbejde.

Føler, mener og synes

Der bliver kommunikeret, informeret, lagret, gemt, lyttet og talt helt enormt meget. Nogle steder kan jeg læse, at 90% af verdens data er produceret i løbet af de seneste to år. Vi laver også podcasts (hvor vi taler – ellers er de lidt aparte) og videoer, hvor vi både taler og optræder. Viden er tilgængelig alle steder. Men er det egentlig viden, vi finder så interessant?

Jeg sad på et hotelværelse lørdag aften og zappede kanaler. Det kan jeg ikke herhjemme, for jeg har ikke haft flow-tv i 10 år. Jeg kom forbi SVT1, hvor de sendte opera. I primetime. På en statslig kanal. Gør de nogensinde det på DR længere? Og jeg landede på et meget fascinerende program om “store katte”, som var nået til del 2 af 3, og dette her handlede om jaguaren. Hvordan den jager, hvem dens fjender er, og hvem den jager. Det var vildt spændende, og undervejs kom jeg til at tænke på, hvor lidt synsninger, der egentlig er i dyre-tv. Det er billeder og fakta om de forhold, som vores med-væsener lever under.

Det fik mig naturligvis til at tænke. Fik mig til at overveje, om jeg mon kunne formulere og formidle mig selv anderledes. Faktabaseret. Bare det at skrive det, kan jeg mærke lyder kedeligt. Men jeg kunne jo finde faktuelle ting at skrive om med ramasjang i. Verden er jo ikke nødvendigvis kedelig, bare fordi den ikke er en synsning. Eller måske er den. Måske er vores enorme trang til at dele meninger og følelser et udtryk for en form for behov indefra. Måske er det, fordi vi længes efter at dele, forbinde og knytte os til andre eksemplarer af dyret Homo Sapiens.

Det kan man jo mene meget om, men jeg fik i hvert fald den tanke, at jeg vil forsøge med lidt mere fakta og med lidt mere fiktion her på bloggen. På bekostning af synsninger og fornemmelser. Det kan for eksempel være en brevkasse – den kunne jo hedde Michael og Monopolet eller måske Michael og B-holdet. Ej pjat, en brevkasse hedder ikke noget. Den er en navnløs ven, hvor man kan skrive med spørgsmål, undrender eller alt muligt andet.

Fiktion? spørger du måske nu. Tjah, jeg må indrømme, jeg af og til digter lidt til virkelighedens historier. Det er jo ikke altid, det er sådan rigtigt givende at være en tur i Brugsen, men hvis det var lige den dag, der var en jaguar løs i Odense …

Den ene svensker er fra Helsingborg; Giv dem nu en chance!

Jeg har sagt det før. Og som mange ved, er jeg absolut ikke bange for at gentage mig selv. Eller rettere, jeg er ikke glad for at gentage mig selv, men jeg er blevet så gammel, at jeg gentager de samme 5-8 historier og pointer igen og igen. Og denne her pointe er rent faktisk en af dem, jeg for alvor tror på og står ved.



Du skal lytte til det svenske fodboldmagasin Offsides podcast.

Michael Vilster, oktober 2021

Du får et link til ugens udsendelse her: https://www.offside.org/offsides-podcast/366-den-lilla-livskrisen/ – og det er spækket med underholdende historier. For eksempel mente Johan, da Anders fortalte om Chicharito – den lille ært – at mexicaneren i sine mobilkontakter har Alex Ferguson stående som ‘den lille hårtører’. Jeg spruttede af grin, mens jeg sad bag rattet og navigerede i trafikken.

En anden historie handlede om Motala Speedwayklub – som kaldes piraterne – der for et par år siden havde besøg af en polsk speedwayclub, som de arrangerede en løbsaften med. Der var selvfølgelig lodtrækning på indgangsbilletterne, og normalt vinder man et gavekort til den lokale bager eller en pose kaffe, men her var præmien en fabriksny Skoda. Der blev trukket lod. En lokal mand vandt, og han trillede glad hjem i sin gule Skoda.

Som dagene gik, undrede han sig over, hvor de officielle papirer på hans ejerskab af gevinsten blev af, så han kontaktede den lokale speedwayklub, men de havde skiftet ledelse og ville ikke kendes ved det, og det var vist forresten også en bil, polakkerne havde skaffet – læs mere her: https://corren.se/sport/vinnarbilen-star-fortfarande-still-om5556461.aspx og her: https://corren.se/sport/bilvinsten-blev-plotsligt-en-mardrom-om5506471.aspx – og enden på hele komedien blev, at stakkels Jörgen Anton ifølge de to podcastværter simpelthen returnerede bilen foran speedwayklubben og takkede nej til gevinsten.

Siden følger historien, om dengang Chippen Wilhelmson spillede fodbold i belgiske Anderlecht. Han overtog dét hus, som klubben havde fået specialrenoveret for at passe til den 2,02 meter høje tjekke Jan Koller. Samtalen i pod-studiet går på, at det er ok med for eksempel skrivebord og måske endda køkkenbord for at skåne ryggen, men Koller havde simpelthen fået speciallavet et toilet, der matchede hans lange ben, ligesom dørhåndtagene var flyttet højere op end normalt. Ej men hvad er man for en egoist, hvis man får håndtag og toilet hævet, spurgte svenskerne forarget? Hvad med hustru og børn – må de så stå på tå?

Jeg siger det – igen – gør nu dig selv den tjeneste at lytte til de her to. Det er virkelig god underholdning, og de ved en masse, masse sjove ting om fodbold. Do it! Chingatello. Så kor vi! Kniber det med det svenske, er det så heldigt, at den ene vært er fra Helsingborg, og det er jo praktisk talt en slags reserve-dansk, og forstår du den ene, lærer du hurtigt at forstå den anden.

Hvad vil du gerne?

Jeg har en penneven, som er et helt andet sted i livet, end jeg er. Det giver altid interessante perspektiver og spændende tanker, når vi skriver sammen. Hun ser verden – ikke fundamentalt anderledes end jeg gør – men hun ser tingene fra et andet eller måske bare fra flere perspektiver. Når jeg roder rundt i mit bagkatalog og undrer mig over, hvorfor jeg ikke kan finde mig til rette i et liv, der minder om flertallets, så er hun sød til at rose mig for at være ‘beundringsværdig kompromisløs’. Sådan har jeg aldrig selv tænkt på det, og det er helt sikkert sundt af og til at blive udfordret på sine egne fordomme og fastlåstheder.

Hun introducerede for nyligt begrebet “Et konformt lorteliv”. Et liv med alt det, mange mennesker jagter: Ejerbolig, partner, børn, gode jobs, flere biler og flere ferier om året og en bevidsthed om det priviligerede, travle og dog konforme lorteliv. Og det medfølgende krav om at blive i hverdagens hjul og løbe stadigt hurtigere for at følge med til de stadigt stigende forventninger og krav, mange pålægger sig selv. Det er helt og aldeles fremmed for mig. Jeg er selvfølgelig godt klar over, at jeg lever et liv på kanten af almindeligheden, og at jeg netop ofte vælger at gøre ting, som andre ikke så let kaster sig ud i.

Noget af det kommer af, at jeg ingen partner har, ingen børn, ingen fast bolig, og at jeg har flyttet så ofte, at jeg ikke længere knytter mig til steder og ejendele. Derfor er det let for mig at pakke en taske og rejse et andet sted hen. Det er der en enorm frihed i. Men det er jo også en form for isoleret liv, hvor jeg selv både er min primære beslutningstager og nærmeste fortrolige. Når jeg flagrer fra sted til sted, kan det være vanskeligt at opbygge virkelig lange og intime relationer. Det betyder blandt andet, at de relationer, jeg rent faktisk har, sætter jeg voldsomt pris på og stiller også store krav til.

Og jeg forsøger egentlig ofte at stille spørgsmålet i en rolig stund med andre mennesker, hvad de ønsker sig af livet. Hvad vil de gerne? Hvad er drømmen? For nogen er det en forfremmelse. For andre at gå ned i tid. Nogen vil gerne sikre deres børn og øvrige familie. Andre vil have en smart bil – måske endda en Alfa Romeo ❤️ Dét svar. På dét spørgsmål. Er det mest interessante, jeg ved. Jeg nyder, når folk åbner for posen, og jeg undrer mig, når det viser sig, at der ikke er ret meget i den pose. At posen egentlig mest er fyldt med en lyst til at nå frem til i morgen i en stadig strøm af dage, som til slut ender.

Hvad ønsker du dig? Hvad stræber du mod? Hvad vil du gerne med det her smukke, smukke liv? Som vi jo måske nok kun får version 1.0 af, og så er det overstået. Såeh … hvad er vigtigt for dig at nå?

Et år med bemærkelsesværdig lidt bevægelse og voldsomt meget tankevirksomhed

31. oktober 2020 havde jeg sidste arbejdsdag på Højer Design Efterskole. To hele skoleår og tre måneder blev det til. Jeg havde fået nok. Var proppet, som da man som barn åd om kap af tarteletter nytårsaften, hvor der ingen grænse var, og da man nåede nummer 12, var kinderne udspilede og maven gnaven. Sådan havde jeg det for et år siden, og jeg var heldigvis i den priviligerede situation, at jeg kunne trække stikket og trække mig i isolation. Så det gjorde jeg. En måned i sommerhus. Så et par måneder i en lejlighed i Odense med intentionen, at jeg ville rejse ud snart.

Men corona trak ud – det ved I, I var der jo også – så jeg nappede tre måneder i et sommerhus i stedet og håbede, situationen blev bedre. Jeg nåede endda både at blive smittet og ret syg af corona og senere at blive vaccineret. Så flyttede jeg i lejlighed i Odense, hvor jeg er nu, og her blev tanken om et ophold udenlands endnu mere vægtig. Jeg ville. Jeg måtte. Jeg skulle af sted.

Jeg har tænkt utroligt mange tanker det seneste år. Arbejdet minimalt. Levet af min opsparing og salg af min bil. Forsøgt at være god ved mig selv. Haft opture og nedture i takt med coronaens ditto. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvad jeg ønsker mig af livet. Besluttet mig for snart det ene og snart det andet og ganske kort tid efter noget tredje.

Jeg har altid betragtet mig selv som engageret og passioneret. Andre har formentlig set mig som hysterisk og egenrådig og opfarende. Og urimelig. Da jeg søgte på nettet, hvordan jeg kunne ændre de her træk ved mig selv, fik jeg blot en advarsel om at holde mig fra den slags narcissistiske mennesker.

Da jeg gik til min egen læge og sagde, jeg havde brug for at tale med én, mente hun, jeg skulle have antidepressiver: “Du er jo ikke depressiv, og du har ikke angst, men hvad har du at miste? Prøv dog de her piller!”. Det føltes ikke rigtigt. Jeg er ikke afvisende over for antidepressiver. De virker for utroligt mange mennesker, og jeg er sikker på, psykofarmaka hele tiden udvikles og bliver bedre og bedre. Men det virkede lidt for meget som en venstrehånds-udlevering, og “du kan jo alligevel ikke nå et forløb hos en psykolog eller psykiater, og der er lang ventetid.”.

Så nu rejser jeg til solen. Til lyset. Til den anden side af verden. Hjælper det noget? Flytter nissen ikke med? Det gør den givetvis, men jeg tænker, at det giver mig en chance for endnu mere ro, endnu mere tid til omtanke og eftertanke. Så må vi se, hvordan det hele ser ud og føles, når vi når midten af maj, og jeg vender snuden mod Danmark enten for en kort visit eller for et længere ophold.

Når man løber rundt på legepladsen efter The Cool Kids

Der er et nyt dyr i min personlige åbenbaring og skabelsesberetning. Efter i mange år at have ledt højt og lavt efter lykke via traditionelle kanaler og på måder, jeg aldrig rigtigt skænkede en tanke, er det, som om et år med corona og uden arbejdsplads har gjort plads til nye tanker.

Det har selvsagt også givet rum til at rumle rigtig meget over, hvem jeg er, hvem jeg gerne vil være, og hvorfor de to ikke er de samme. Så har jeg brugt tid og energi på at undersøge en stribe forskellige ting som en masse mennesker har anbefalet. Jeg har gået en hel masse. Jeg forsøger at gå i seng tidligt. Jeg mediterer. Af og til. Jeg skriver i min journal. Sommetider. Jeg læser mere analogt. Og forsøger i det hele taget at leve et langsommere liv.

Det kan jo synes paradoksalt, hvis man ved – hvad ikke mange gør, men nu gør du så – at de sidste 2-3 seriøse dates/relationer jeg har haft, er endt, fordi kvinderne har ment, at “vi lever vores liv i forskellige hastigheder”. Og jeg fik ikke fornemmelsen af, at det var mig, der havde for meget om ørerne. De ville noget andet. Og jeg tænkte, at jeg måske var ved at udvikle mig til en sofakartoffel. I hvert fald følte jeg mig forkert, for jeg vidste da naturligvis ikke bedre end sådan tre smukke piger, jeg havde lært at kende på Tinder. Selvfølgelig ikke.

Nå men fast forward til i dag. Om fire dage er det præcis et år siden, jeg stoppede på efterskolen i Synnejylland. Min far har spurgt mange gange, om jeg har fortrudt. Det kan jeg sige uden at blinke, at det har jeg ikke en eneste gang. Det betyder ikke, at jeg ikke savner det nære og givende samvær med de unge mennesker. Men jeg savner ikke alt det udenom. Chef. Ledelse. Undervisningsministeriets utilstedelige indblanding. Kolleger. Forældre. Alt det savner jeg ikke.

Og det er jeg på en eller anden måde i gang med at tage konsekvensen af. Langsomt. Men egentlig ganske grundigt. For jeg skaber mig et liv, som jeg er tilfreds i. Er det skævt? Jep. Er det vanskeligere end nødvendigt? Hvad tror du selv; er vand vådt? Er det en underlig vej, der ligner min helt egen, som jeg bliver glad af bare at kigge på? Også jep.

Følg med i næste afsnit, hvor vi blandt andet undersøger, om alle veje fører til Rom, om nissen flytter med, om det rent faktisk er sandt, at tomme tønder buldrer mest, og om jeg virkelig kan lære mig selv bare en lille bitte smule ydmyghed.