Kategori: Kærlighed

I mine efterhånden færre og færre klare øjeblikke forstår jeg, hvor frygteligt det må være at leve i et 3. verdensland, hvor større lande, rige virksomhedsejere og skruppelløse skurke altid truer med magt, med krig og med alskens andre ulykker.

Efter et år med Den Orange Klovn for fuld skrue i jagten efter Grønland orker jeg ikke mere. Ikke et sekund mere. Jeg orker ikke alle løgnene fra den amerikanske administration. Jeg orker ikke klovnens egoisme og nedladende måde at være i verden på.

Jeg orker ikke hans evige behov for ros, for anerkendelse og for at føle sig bedre end andre. Og jeg orker da slet ikke, at det fylder alting.

Så spørg da pænt for Satan!

Hvis nu bare amerikanerne havde sat sig ned og spurgt pænt på Grønlands-delen, havde det ikke gjort mig noget som helst. Kunne de have forhandlet sig frem til en aftale med grønlænderne (og åbenbart også Folketinget), ville det have raget mig en høstblomst.

Men man skal opføre sig ordentligt, og jeg accepterer ikke en verden, hvor idioter gør, hvad der passer dem, fordi de har de største våben. Sådan har det altid været, vil nogen mene. Ikke uden kamp, vil jeg så svare.

Det mindste man kan gøre er at dø, mens man forsvarer det, man holder af.

FOR MIG, SÅ HANDLER DET JO OM, at hvis vi gerne vil bevare vores frihed og bevare det, vi tror på, så er vi også allesammen nødt til at bidrage.

Sådan sagde generalmajor Jette Albinus tilbage i august i et interview i Zetland. Det har jeg eddermame tænkt meget over siden.

For det vakte genklang. Ikke på sådan en jeg-vil-lære-at-skyde-og-gå-i-krig (hvilket jeg jo i øvrigt allerede er trænet til en smule via min værnepligt for 30 år siden), men snarere på en måde hvor jeg fik trang til at bidrage. Trang til at være en del af Forsvaret. Trang til at rejse til Grønland og vifte med et dansk flag.

Fordi Orange-klumpen ikke kunne finde ud af at spørge pænt. Fordi han helt tydeligt ikke er vant til, at et nej er et nej. Og dén slags reagerer jeg altid helt personligt på. Så skal han fandeme ikke. Nu er jeg næsten ligeglad med, hvad Grønland synes, for USA skal ikke have dem. (Jeg ved godt, de selv skal bestemme, men der må være en kant)

Hver morgen er en kamp

Jeg har i årevis holdt mig fra sociale medier. Lukket mine konti i perioder. Genåbnet igen, når noget eller nogen fik mig overbevist om, at det da også er lettere. Men jeg vil ikke.

Det er et kæmpe oprydningsarbejde at få slettet alle sine profiler og data, og det er en kæmpe opgave at sno sig ud af amerikanernes klør. Og inden en eller anden kloge-åge iler for at sige, at USA da ikke kan mærke, om jeg bruger Disney+ eller ej. Og har jeg da ikke stadig en iPhone. Så lad mig svare: Nej og Jo.

Nej til at USA selvfølgelig ikke kan mærke, hvad jeg gør. Men det er heller ikke det, det handler om.

Det handler om, at jeg har brug for at bevare en form for agens. Det føles, som om en smælderfed orange mand står og pisser hele verden op og ned af ryggen, og for mig føles det som en reaktion at fravælge alle deres produkter.

Og jo, jeg har en iPhone, men det har jeg kun, indtil den skal skiftes ud. Jeg har yngre søskende, og de skal også have en verden at leve i, så jeg skifter ikke telefonen ud, fordi jeg er muggen. Men når den skal skiftes, skal jeg have en Nokia. Helst en brugt. Helst én, der intet kan.

Hver morgen, når jeg vågner, kommer jeg i tanke om, hvordan verden ser ud, og jeg har næsten ikke energi til at kravle ud over sengekanten.

Det er udmattende at stå model til så meget idioti, og jeg minder om, at i filmen Idiocracy er det altså først i år 2500, at den amerikanske indavl fører til komplet tåbelige mennesker, der vander deres afgrøder med energidrik, fordi energidriks-firmaet har vundet udbuddet … Hvem har sat den udvikling i Fast – Very Fast – Forward?

Der er én ting, jeg får mere og mere af, som tiden går. 

Det er bevidstheden om, hvor lidt jeg forstår og har overblik over ‘det hele’. 

Hvor kompleks og mangeartet verden er. 

Hvor forskellige udgangspunkter alle 8 milliarder mennesker har. 

Husker du Lucky?

Forestil dig at være født i Nigeria og vokse op med udsigten til, at dit liv i bedste fald ender som Lucky. Altså at du efter en farefuld og lettere kriminel periode som pirat med flere mord på samvittigheden er så heldig at få skudt dit ene ben i smadder, så fjenden tager dig med hjem til et hospital i dets eget hjemland. Her får du amputeret benet og får senere tilkendt erstatning og opholdstilladelse i landet. 

Forestil dig at være født i Rusland og underlagt Putins luner og indrulleret i hans meningsløse krige mod diverse stater under det tidligere Sovjetunionen. Efter opløsningen af unionen troede du måske, at demokrati ville ramme dit land, men i stedet blev det en blanding af et oligarki og et diktatur, hvor der reelt ikke er meget andet at gøre end at bøje nakken og gøre, som der bliver sagt. 

Er der egentlig det ret mange steder? Andet at gøre end at bøje nakken og gøre, som der bliver sagt? 

Er selvfedme egentlig livstruende?

Forestil dig, at du er født i USA og tror på den evige sang om Land of the Free, men en dag bliver Donald Trump valgt som præsident, og landet bliver i stedet til hele verdens bølle under påskud af at sætte sig selv først. 

Alle immigranter skal sendes ud, men hvem afgør helt præcist, hvem der er immigrant i et land, der ikke er mere end godt et par århundreder gammelt? Først ryger alle immigranterne fra Syd- og Mellemamerika. De er lette at få øje på og sortere fra. Derefter ryger alle araberne. Dem kan man også let finde. 

Derefter begynder jo det svære arbejde, men hvem vil have tidligere russere boende? Tyskere? Og hvad med alle asiaterne? 

En dag skifter præsidentskabet – måske er verden så heldig, at Trump dør af selv-fedme – og så får du en præsident, der ikke bryder sig om Sydeuropa. Så den italienske nonna, du altid praler med, bliver pludselig din exit-billet fra det land, du troede var dit. 

Det rammer også Europa

Forestil dig, at den slags sker over hele verden. At det sker i hjertet af Europa, som jeg trods alt forestiller mig er hjemsted for de mest solide demokratier. 

Men hvad nu hvis den næste leder af Fratelli d’Italia ikke er så pragmatisk som Giorgia Meloni men måske mere minder om en rendyrket fascist. De er jo før blevet valgt i Italien. 

Så bliver der pludselig igen større mental afstand og kamp mellem regionerne, og snart bryder både Sardinien og Sicilien ud og passer sig selv. Så vil andre sydlige regioner som Calabrien og Puglien også være selvstændige, og nu er vejen åben for stridigheder internt i Støvlen. 

Når stridighederne rammer i Friuli-provinsen i nord, der grænser op til Slovenien, er der en risiko for at få involveret Serbien og dermed hele det tidligere Jugoslavien. 

Lige nord for denne potentielle heksekedel er Ungarn med Orban og alle hans besynderlige ambitioner om at være et røvhul. Forestil dig det hele på en gang. 

Velkommen til verden anno 2025. Alt kan ske, og det gør det tilsyneladende også.

Citronmåner fejler ikke en skid

Jeg er egentlig ikke mismodig over alt dette. For det har jo været temmeligt forudsigeligt i lang tid. At mennesker med voldsomme ambitioner steg til tops i samfund og i den politiske verden, og så får de så meget magt, at de får ting til at ske. 

Grundlæggende tror jeg, de fleste mennesker vil have lov at leve et liv i fred og fordragelighed. Vi kan sagtens pege fingre og håne mennesker i vores eget land, der ser tv aftenen lang og spiser citronmåne ved sofabordet, men det er trods alt sjældent, at den slags fører til krig. Måske lidt nabostridigheder over ikke at invitere. Men sjældent mere end det. 

Måske er det tid, at vi slår et slag for et mere afdæmpet liv. For et liv i fred og fordragelighed. For samtaler med naboerne og med mennesker, vi møder i supermarkedet, på gaden og hos lægen. 

Og måske er det tid at skrue ned for ambitionerne om at lave det næste virale hit på Youtube, Tiktok eller Spotify. 

Måske er det helt ok at leve et liv, hvor man hjælper, hvor man kan, gør, hvad man kan og i øvrigt ikke laver verden mere om end højest nødvendigt.  

(Foto: Photo by Alim on Unsplash)

For real?? Er der mon mange mennesker, der, når de overfører penge via mobilepay, lige vælger at betale 7 kroner ekstra for den digitale overførsel ved at pakke overførslen ind i gavepapir?

Det lyder fuldstændig som de der healere på Facebook, der tilbyder fjernhealing torsdag mellem 19 og 21, hvis bare man overfører x antal kroner. Så skal de nok sende gode vibrationer i det aftalte tidsrum. Jeg er med på, det lyder som svindel, men hvem er det egentlig lige, der er den underfrankerede her? 

Og nu vi er ved det. Hvad skete der egentlig med jobbet som radiovært? Hvordan blev P4 aften til et program, vi laver sammen, men hvor sammen betyder, at lytterne skriver ind med deres navn, hvor de skriver fra, og hvad de egentlig går og laver, og så kan de ønske et nummer. Det koster 1 krone plus almindelig takst. 

Hvem skriver ind og betaler penge for at gøre studieværtens arbejde? Det er så vildt. Eller P4 Liga? Jeg var ret begejstret, da de rykkede fra P3 til P4, fordi jeg var ved at være for gammel til musikken på de unges radio, men det er jo de samme mennesker, der er rykket over, og den samme vanvittigt tyndbenede musik, de spiller. 

Når der er Superliga-kamp – og jeg anerkender, at det er en forrygende mulighed for DR Sporten for at gøre sig selv relevant i disse tider, hvor TV-rettigheder flyder rundt i en stor pærevælling, hvis de nu kunne lave en god gammeldags reportage fra kampene. Send Andreas Kraul til Island, Færøerne, Polen og hvor de danske hold i Europa nu spiller, og så lad ham kommentere kampen fra start til slut. 

Drop den evindelige sniksnak om, hvad de har fået af kage i presserummet, og spar mig for al den overflødige og evindeligt kammeratlige pludren om havearbejde, køer på vejene og alt muligt andet ligegyldigt. Kommenter. Fodboldkampen. Punktum. Spil lidt musik i pausen. Afspil en båndet nyhedsudsendelse. Og vær så klar, når 2. halvleg sparkes i gang. 

Nu vi er ved DR. Dit og mit DR

Der er tæt på ingenting hos DR, som jeg orker længere. Orientering på P1 er blevet til en pludrende børnehave, der forsøger at lege ung med de unge og gøre nyhederne spiselige for med en leflende tone for et under gennemsnittet interesseret publikum, og værterne skal altid distanceret og ironisk nærme sig det publikum, de reelt burde kunne dække på P3/P4/DR1 osv. 

Jeg spurgte engang Lisbeth Knudsen, da hun var i DR, hvornår de begavede fik noget for deres licens, hvis alle udsendelser skulle dummes ned til en laveste fællesnævner, og hun blev rasende. 

Well, i dag er spørgsmålet mere relevant end nogensinde, men DR fortsætter ræset mod bunden, og dermed gør de sig selv overflødige, bliver privatiseret og så har vi ingen ordentlig uafhængig presse, der ikke er for profit længere. 

Det er sådan set ingen kritik af hverken TV2, Berlingske eller hvad de hedder alle sammen, men de er jo altså sat i verden for at lave profit, og det er jo derfor, de alle sammen hælder mere og mere mod clickbait og besynderlige artikler, der intet har med nyheder at gøre. 

I dag lod jeg mig lokke ind på en artikel, der oprindeligt var fra woman.dk – intet hate mod dem, de har fede features og portrætter, men hvad laver de på en avis-forside? – og det var et ungt dansk par, der var flyttet til Italien og talte om, hvordan vi alle kan lære noget af italienernes begreb – eller mangel på samme – om tid. 

Altså? Hvorfor skal et par på 29 år, der er flyttet have taletid til det? Hvad er deres forudsætninger andet end et par måneder i Italien?

Det betyder måske mere, end man lige tror

Jeg har brugt utroligt meget energi og virkelig meget tid på at spekulere på, hvad meningen med det hele er. 

Mange har budt ind med en færdigpakket løsning i stil med, at det har den mening, man selv giver det. Men ærlig talt; Kig på et standard-liv. 

Barndom/ungdom som i bedste fald er uden alt for mange strabadser og skærmydsler fulgt af 20’erne, hvor man lander i en form for enten uddannelse eller job, og så kører toget derfra. 

Årene går, og man drømmer om en ejerlejlighed som med tiden skal udskiftes med et rækkehus for endelig at blive til et parcelhus. 

Så ønsker man sig måske til tider et hus på landet for at kunne trække friværdi ud, men så er det måske heller ikke federe at bo langt fra sit job og pendle hver dag. 

Så man ender med et sommerhus i stedet og prioriterer at holde både efterårs-, jule- og vinterferie ud over de 3-4 ugers sommerferie. Hvor man skal rejse til fjerne eksotiske egne, som man enten har set på Instagram eller hørt Bente fra regnskab tale om, fordi hun og hendes nye mand, Carsten, var der sidste år, og det var SÅÅÅÅÅ godt.  

En dag går man på pension, og man frygter at gå i stå og at få tiden til at gå, men hurtigt viser det sig for mange, at de snildt kan fylde dagene med aktiviteter og sammenkomster med venner og bekendte. Livet glider forbi, og en dag er det slut. 

Der er kun den mening, man selv giver det. 

Men er det virkelig det? Er det meningen? Er der en mening? Eller skal vi bare skrabe til os og knokle så meget, vi kan for at kunne holde op med at knokle en dag? Helst så tidligt som muligt. Jeg aner det ikke, men jeg synes ærlig talt, at det i det mindste er værd at bruge lidt tid på at spekulere over. 

Should I Stay Or Should I Go?

Jeg drømmer om udlandet. Om dage med færre bekymringer og flere solskinstimer. Om et simplere liv. Om at jeg har mindre dårlig samvittighed i min hverdag. 

Hov, hvad var det? Solskin forstår vi alle. Simplere liv, jovist. Men dårlig samvittighed?

Jo, den er god nok. Jeg har en tendens til at ruminere og vende og dreje alle samtaler og transaktioner, jeg er i. Det gælder både min familie, mine venner og folk, jeg møder på gaden, i parken eller i supermarkedet. 

Fik jeg nu sagt noget dumt? Det gør jeg som regel. Blev de kede af det? Det tror jeg altid, de gør. Hvorfor er jeg sådan et fjols? Nogle spørgsmål er bedst ubesvarede. 

Tiden og erfaringen har lært mig, at de færreste tænker så meget over det, som jeg gør, og at jeg derfor med fordel kunne lægge noget af det fra mig, fordi andre mennesker ikke tænker så meget over den slags, som jeg gør. Det er lettere, hvis du bekymrer dig mindre.

Jo tak for tip, kaptajn indlysende. Jeg har jo sådan set forstået, at andre er skideligeglade for det meste, men det hjælper jo ikke, når det i virkeligheden handler meget mere om, hvordan jeg selv føler det ved den slags møder. 

Ved den slags samtaler, hvor jeg tror, jeg gør andre kede af det. Om de så bliver det eller ej, er jo ikke det væsentlige, for al den energi, jeg bruger på at tænke over det, er ægte nok.

En psykolog sagde engang til mig: Samfundet skal altså ikke betale for, at du kan sidde her og påstå, at resten af verden er fjolser, hvis du ikke i det mindste vil arbejde på at ændre dig selv. 

Mit svar – jeg har været mere kæphøj, end jeg er nu – var, at hvis det nu rent faktisk var de andre, der var noget galt med, ville det da være tåbeligt at ændre på mig selv. Og at jeg tog anstød af, at der partout skulle være noget galt med mig for at få lov at samtale med en psykolog. Logik har aldrig været min stærke side. 

(Foto: Photo by Damiano Baschiera on Unsplash)

En kvinde, jeg elskede meget højt, kaldte mig engang en glemsom optimist. Det handlede for hende mest om, at jeg altid købte nogle elendige og gamle biler, som jeg troede fuldt og fast på kunne klare sig uden for mange dyre reparationer. Det kunne de ikke. 

Siden blev vi skilt, men af og til dukker tanken om et liv som glemsom optimist op igen. Som da jeg senest rejste fra Danmark til Italien, hvor jeg bor, og jeg forestiller mig altid, at det at rejse er så let, som da jeg var 22 år gammel og stærk som en okse med energi som den der berømte kanin med de unævnelige batterier.

Sådan er det bare ikke længere. Jeg er blevet voksen. Måske endda ligefrem midaldrende. Når jeg skal rejse, slæber jeg mine ting med mig uden overskud. En rygsæk og en kuffert. Jeg fylder altid rygsækken mest muligt, fordi “det er bedst at bære så meget som muligt på ryggen”, men hele kroppen bliver øm og segner næsten under vægten.

Samtidig trækker jeg skævt med min rullekuffert, så jeg får myoser og lang arm af at trække kufferten gennem lufthavne og frem til rejsemål. 

Jeg har så længe, jeg kan huske været for nærig til at køre med taxa. Næsten som en grundregel. Det gør jeg kun i allermest nødvendige tilfælde. Aller-allermest. Altså næsten aldrig.

Med alderen er jeg også begyndt at bekymre mig på forhånd. Er min rygsæk mon for stor til det, de kalder håndbagage hos dette flyselskab?

Jeg forstår, at reglerne formentlig er de samme hos alle flyselskaber, men jeg er også overbevist om, at der er forskellige måder at fortolke reglerne på. 

I øvrigt er jeg nødt til at indskyde en ting her. Jeg har i en periode på seks år ikke fløjet. Af princip. Af hensyn til naturen, til planeten og til klimaet. Folk har rystet på hovedet. Set en voksenbaby, der kunne være onkel til Greta Thunberg.

Nu har jeg endelig givet op. Verden har ikke brug for mine indspark. Min ideologi. Min passion. Min noget som helst. Verden vil helst være i fred. Og jeg orkede ikke længere at være tossen på ølkassen, der bræger op om etik, moral, og hvad vi burde gøre med vores liv frem for at jagte kapitalismens og materialismens seneste idiotiske påfund. Så nu passer jeg bare mig selv. Helt for mig selv på en ø langt mod syd.

Og nu. Nu! Nu kommer det så. Nu skal Danmark til at bekæmpe klimakrisen. Nu skal der innoveres og opfindes muligheder for at flyve grønt. Det er så typisk. Med fare for at lyde hovskisnovski og arrogant og virkelighedsfjern – hvem prøver jeg at narre? Det er vist for sent til den slags modifikationer – har jeg efterhånden opdaget og affundet mig med, at verden skal modnes, præpareres og forberedes, før den er klar til at rykke, handle og agere.

Og når verden så er klar, har jeg for længst rykket mit fokus videre til noget nyt. Vi er aldrig rigtigt i sync. Verden og mig. 

Nå, tilbage til Kastrup.

Jeg stod med min rygsæk, som jeg havde målt hjemmefra og egentlig havde en formodning om var en anelse for høj, så jeg spurgte de rare damer ved check-in, om der var sådan et af de der stativer, hvor man kan kontrollere, om tasken passer. Hun tog et hurtigt kig på rygsækken og spurgte, hvilket selskab, jeg skulle flyve med?

Jeg skyndte mig – uden at ane hvorfor – at svare, at jeg fløj med Norwegian. Så måtte jeg helt sikkert have den med, sagde hun. Og på samme tid var det beroligende og bekræftede min tese om, at der var forskel på flyselskabernes tilgang til håndbagage.

Jeg kom om bord på flyet, og af sted gik det til Rom. Jeg landede i Fiumicino, som vel dårligt kan kaldes Rom, men det var lige meget, for jeg skulle tidligt af sted næste morgen, så jeg skulle bare på hotel og overnatte.

På hotellet fik jeg en enorm omgang sikkerhedsspørgsmål, og det eneste, der manglede, var sådan set en grundig helkrops-afspritning. Men ellers så den rare dame både “Greeeene Bas”, som de kalder coronapasset i Italien.

Hun så mit testresultat, mit pas, min reservation og mit boardingpas til flyet den følgende dag. Og selvfølgelig både så og ondulerede hun mit kreditkort også. 

Jeg spiste aftensmad i hotellets restaurant. Ren fiskemenu med Spaghetti Vongole – muslinger – og derefter friturestegte blæksprutter, rejer og andet godt fra havet.

Efter den omgang himmerigsmad var det en anelse antiklimaktisk, at desserten bestod af fire skiver ananas og ét blåbær. Men jeg var træt. Gned øjne som et lille barn og brugte det meste af måltidet på at lytte til de fire amerikanere, der spiste sammen ved bordet ved siden af.

De var gamle venner, det var tydeligt, men de lignede ikke to par. Det lignede allermest fire mennesker, som havde studeret sammen, og nu var mødtes tilfældigt til en konference og fik sig et måltid sammen for mindernes skyld. 

Selv om jeg har øvet mig i tidens løb på at være offentlig i mit eget selskab. Biografture, cafébesøg, rejser og restauranter. Så føler jeg mig stadig underligt bevidst om mig selv. Om hvordan jeg sidder, hvordan jeg er og agerer.

Det hænger nok også sammen med, at jeg insisterer på ikke at have noget med, der kan adsprede mig. Ingen mobil. Ingen bog eller avis. Bare mig. Alene i verden. På et offentligt sted. Det føles bart.

Og selv om jeg efterhånden har forstået, at der næppe er noget, verden over en bred kam er så ligeglad med som andre mennesker, føler jeg mig også hele tiden iagttaget og vurderet i smug. 

Som jeg selv gjorde det med det amerikanske selskab. De var en underlig flok. De to mænd lignede enten forskere eller fabriksarbejdere.

Deres samtale var lige så sofistikeret som et par fabriksarbejderes, men deres påklædning og attitude signalerede snarere et langt liv med respekt og anerkendelse fra omverdenen. Men måske er det egentlig bare sådan, de fleste amerikanere agerer. Også i offentligheden.

De to kvinder bidrog ikke meget til samtalen. Og så måske alligevel. De var ikke just samtalestartere, men nogen skal jo få samtalerne til at glide videre derfra. Nu jeg tænker over det, var det vist det, kvinderne stod for.

De talte om tidligere møder, de havde haft med hinanden. De talte om ægtefæller. De talte overhovedet ikke om arbejde.

Som dansker er det jo fælt sært. Måske den ene lige havde mistet et job, og derfor berørte de ikke dette delikate og dog så væsentlige emne.

Jeg gik i seng. 

Lars Lilholt har engang skrevet en sang med titlen: Gi’r du mig lov.

De ord tænker jeg ofte over. Både i deres originale form men også som i overskriften i form af at give sig selv lov.

Inden jeg fortaber mig i betydningen, vil jeg lige pege på en fin tekstmæssig sekvens fra sangen, der går:

Fuglene kvidrer og kvidrer
Deres blålige morgenappél
Jeg tror, de taler for mit hjerte
Nu det ikke kan tænke og tale for sig selv

Gi’r du mig lov, Lars Lilholt: Kong Pukkelrygs Land

Hvem skal give os lov?

Lilholt taler om en kærlighedens tilladelse. Et modsvar til ‘med forlov’, men for mig kan det snildt bredes videre ud.

Og det er med modsat fortegn. Hvad er det for et ‘lov’ eller en tilladelse, vi venter på?

Kan vi ikke bare give os selv lov – også til at elske? Når Lilholt spørger, tror jeg, det hænger sammen med en anglen efter bekræftelse og en modpart, der skal elske tilbage.

Men i mange, mange andre sammenhænge i livet end kærligheden behøver vi altså ikke tilladelse.

Vi behøver ikke vente, til nogen giver os lov.

For de fleste andre er vi bare bipersoner

Gak, gøgl og løjer er sjovt. Men mange af os holder igen, for hvad vil de andre dog ikke tænke? Hvis jeg danser grimt. Hvis jeg synger falsk.

Og. Hvad. Så? Vi behøver ikke vente på lov, for noget af det allermest snærende er det blik, vi tror, andre har på os konstant.

Vi lader en forestilling om fordømmelse og vurdering holde os tilbage, før den overhovedet har ramt.

Jeg læste en artikel af David Cain på hans næsten altid brugbare og ofte indsigtsfulde Raptitude.com (https://www.raptitude.com/2022/07/you-are-always-the-other-person/), og den handlede om at være The Other Person i andre menneskers liv.

Hans tankeeksperiment går ud på, at hvis vores liv var en lang 1. personsfortælling, som vi spolede igennem, ville det blive tydeligt for os, at den eneste person, der er med hele vejen, er os selv.

Og at alle andre bipersoner i den film er med i en forbløffende lille del af filmen. Sådan overordnet set.

Og hans pointe er så, at hvis man vender den tanke og minder sig selv om, hvor ofte man er den anden person i andre menneskers liv.

Så er det måske lettere at forstå, hvor vanvittigt lidt man fylder i andre menneskers liv og tanker.

Giv dig selv lov at være dig selv. Helt og holdent og fjollet og ægte

Der kommer ikke pludselig nogen for at give os tilladelse.

Der er ingen gylden streg, vi skal krydse ved runde fødselsdage, afstemninger eller når man har ventet for rødt lys uden en eneste bil i nærheden 1.000 gange.

Livet er her. Vi kan gøre med det (næsten!), hvad vi vil. Og jeg tror, mange af os er fyldt med drømme, ideer, tanker og forestillinger, som vi måske alligevel tøver med.

Et aftenskolekursus. En flirt over is-montren i Rema. Teater, opera og koncerter. Og en rækken ud efter stjernerne. Efter rødderne. Efter det hele. Alt det, man selv tror på, vil give værdi og mening.

Ræk ud. Stræk dig. Bøj dig. Og lev for filen det hele. Opture. Nedture. Solskin. Regnvejr. Og alt det derimellem.

Giv dig selv lov. Til at tage det hele ind og nyde hele pakken. Du har Tur-Pas, så du kan prøve alle forlystelserne. Sæt i gang, min ven.

Jeg har noget TV2-hejs kørende i baggrunden. En rundspørge har vist, at unge mennesker i byrådene rundt om i landet oplever aldersdiskrimination.

En af de unge fra Københavns Borgerrepræsentation er så frisk, at han sætter navn på – fra en Twitter-udveksling – og så har journalisterne jo straks øjnet muligheden for en konflikt og konfronteret Niels Peder Ravn. Den 57-årige mand med charmeklud og benene kækt over kort fortæller så med affekteret stemmeføring:

Mange af de unge er jo det, som jeg kalder Snowflakes, og de bliver nødt til at lære at være mere hårdhudede

Det er for mig lidt besynderligt, at når politikere får kritik, klynker de altid over, at de jo også bare er mennesker, og vi skal respektere dem og deres job – ellers går de jo også ned med stress.

Men når det er dem selv, der står for mobningen – kollegiale drillerier kan jeg høre, de kalder det – så må ofrene lige forstå, at man skal være lidt mere hårdhudet.

Jeg tror egentlig, det er let at glemme som fx 57-årigt medlem af Borgerrepræsentationen i København, at lige om lidt er man et gammelt røvhul uden mandat andre steder end i sin egen gyngestol derhjemme.

Så er det måske meget smart at have behandlet andre mennesker – det kunne jo være dem, der så sidder på de vigtige poster i byråd og Folketing – på en nogenlunde pæn måde. Ja, jeg ved det jo ikke. Men det tror jeg da.

Man må jo finde sig i det

Det har altid undret mig, at der er så stor forståelse for, at fx chefer eller kolleger på arbejdspladser synes, det er helt ok at tale grimt, beskidt, nedladende, hånligt eller bare decideret kommanderende til andre.

Jeg prøvede det for ikke så længe siden, da jeg havde et job på Odense Sygehus. Her mente chefen også, at de unge assistenter manglede hår på brystet, fordi de skal jo lære at klare arbejdsmarkedet.

Jeg skyndte mig selvfølgelig også at sige op. Jeg orker ikke den slags. Det er jeg slet ikke rask nok til – og det har jeg desværre heller ikke dage nok i mit liv til – at stå model til den slags.

Det er altså virkelig besynderligt hvor mange mennesker, som accepterer, at arbejde bare kan være et sted, hvor man bliver behandlet af helvede til og må finde sig i det. Ellers er man en stikker, et Snowflake eller ikke med i klubben.

Jeg håber af hele mit hjerte, at de virksomheder og de chefer, der ikke hurtigst muligt finder ud af, at det kan lade sig gøre at drive forretning og opføre sig respektfuldt og tale nogenlunde pænt til hinanden, kommer til at mangle arbejdskraft, mister ordrer og må lukke. ASAP.

Verden har lige omkring 200 forskellige lande

Lars Løkke tonede frem på skærmen. Udenrigstjenesten skal naturligvis vokse under hans ledelse. Så omstændighederne betyder, at der skal åbnes tre nye ambassader næste år, og den planlagte lukning i Tanzania aflyses.

Det fik mig først og fremmest til at tænke på penge. Det må være vanvittigt dyrt på den måde at have ambassader på dyre adresser og mennesker med familie udstationeret til formentlig solide lønninger og så videre og så videre.

Du kan selv læse om det. Og så kan du tjekke, at der er cirka 200 lande i verden, og at Danmark har repræsentation i 100 lande i dag.

Dét kom bag på mig. Jeg har altid troet, at når nu det der ambassade-halløj overhovedet skal være der, så skulle vi da være i alle lande. Men sådan er det åbenbart ikke. Hvad ved en bager da også om EDB?

Nå men når vi nu ikke partout skal være i alverdens lande, skal vi så absolut udvide antallet af ‘repræsentationer’? Lige nu? Hvor vi skærer i velfærden, fordi der skal være penge til skattelettelser og til støtte til krigene i Ukraine og Mellemøsten.

Som udgangspunkt betragter jeg mig selv som temmeligt internationalt orienteret, men det slår mig, at jeg har svært ved at se fornuften i at prioritere en repræsentation i Bosnien-Hercegovina, når nu vi ikke kan tilbyde ældre at komme i bad mere end en gang om ugen, og når der er årelange ventetider på psykiatrisk behandling.

Snart kan man vel ikke engang få amputeret et raskt ben uden ventetid længere …

Man skulle da være et skarn!

En sidste ting: Det er snart jul!

Og så er alle streaming-tjenesterne heldigvis fyldt med julefilm. Ud over de indlysende kvaliteter og feel-good-stemning rummer de en ofte overset detalje i moderne filmskabelse: De varer yderst sjældent længere end 1 time og 25 minutter.

Det er perfekt. I de fleste nyere film skal der som regel bruges op mod 2 timer på at fortælle historien.

Og det skal de bare gøre – det ligger mig fjernt at skose nogen for ikke at fatte sig i korthed (Noget med spejle, sten og glashuse) – men jeg elsker, at historien og plottet skabes, fortælles og afsluttes på mindre end halvanden time.

Noget, jeg studser over, er, hvor ofte det er helt og aldeles almindeligt med fundraisers (det er jo for det meste amerikanske film), og hvor godt sådan nogen passer til december og julestemning.

Er det mig, der ikke følger med, eller kan det passe, at det ikke er noget, vi gør særlig meget i herhjemme? Og hvorfor egentlig ikke?

Jeg er ikke så interesseret i det, man kan kalde tigge-delen, men give-delen, fællesskabet, omsorgen og – for eventuelle sponsorer – eksponeringen ved at bidrage til lokalsamfundet kan jeg ikke lade være med at spekulere på. Kunne sådan noget virke i Danmark?