Vodafone, håndværkere og tsunami-varsel

Fortsat fra sidste indlæg, der sluttede med:
For at få plastikkortet skulle jeg registrere mig og for at registrere mig skulle jeg medbringe min lejekontrakt. Som jeg ikke havde fået endnu. Jøsses et cirkus! Heldigvis fandt jeg på, at en anden bank, jeg har, måske kunne bruges, og det kunne den. 

Nu betaler jeg husleje fra en udenlandsk bank hver måned. Mens min danske bank mest er reduceret til sådan en mellemstation for pengene.

Ok. Så var det løst. Jeg fik lov at flytte ind i lejligheden. Herligt. Nå men da jeg først kom ind i lejligheden, var der jo ikke noget internet. Det skulle jeg have oprettet. 

Så jeg stavrede ned til Vodafone Store og talte med søde Chiara. Hun magtede, samtidig med hun tacklede mig, at læse beskeder fra kæresten højt for kollegaen i den anden side af lokalet, mens hun også lige printede dokumenter og talte med andre kunder, der kom ind i butikken.

Sådan så der ud i stuen, da jeg flyttede ind. Under dugen gemmer sig et plast-havebord.

Jeg skulle reelt bare have internet i en fart, men jeg kom derfra med et italiensk simkort, en tv-boks og en masse italienske kanaler (CL/SerieA og F1) og så et løfte om, at jeg ville blive kontaktet snarest med henblik på installation. 

Når jeg er sammen med italienere, forstår jeg nogenlunde, hvad de siger. Om ikke andet ud fra kropssprog,  håndtegn og ansigtsudtryk. Men på telefonen er det meget, meget svært for mig at være med. Jeg nærmest råber desperat ned i røret: Piano! Piano! Per favore. Sono straniero!

Det får dem til at næsten klappe-stave den følgende sætning, og så fortsætter de ellers i speed-tempo. Nå men det lykkedes faktisk at aftale, at der ville komme et par gutter og installere internet.

Samtidig med at et par håndværkere kom forbi for at kigge på nogle utætte tagplader. Gal, jeg følte mig som en del af Fra Skrot til mere Skrot eller hvad det nu hedder … 

Soveværelset er jeg fint tilfreds med. Nye madrasser og elevation. Wow

Men det var først en uge senere. Og jeg var efterhånden ved at gå op i limningen af stress over hele tiden at spekulere på internet.

To aftener i træk spiste jeg på Bistro Olivia, som er en veganer-restaurant tæt på min lejlighed. Dér var fint net, men det var også tydeligt, at det ikke var meningen, jeg skulle sidde der og arbejde sådan i timevis. Slet ikke, hvis der var travlt. 

Så fandt jeg ud af, at der var ok net i Centro Archimede, som er sådan en slags Fisketorvet Light-Light, der er hernede. Men det ok net var akkompagneret af nogle ekstremt ukomfortable loungestole i plast som eneste mulighed for at arbejde. Så jeg sad noget ubekvemt, men det var dog en mulighed. 

Jeg opgav dog hurtigt og bookede i stedet en lille uge mere på hotellet. For der kom et tsunamivarsel.

Bare rolig – det fortsætter i morgen …