Kærlighed – Side 12 – Ufærdige Tanker

Er det sølle? Eller bare mit valg?

Jeg nappede mig en lille spadseretur i Frederikssund her først på eftermiddagen. For den friske luft. Og for at se lidt af byen. Jeg arbejder lidt med mine “første indtryk” for tiden. Jeg er ret hurtig til at vurdere og bedømme. “Taberhus”. “Dårlig tekst”. “Grimt tøj til salg” osv osv. – og jeg har opdaget, at hvis jeg lige synker engang. Hvis jeg bare lige forsøger at bearbejde min åbenbart alt for indgroede fordomsfulde lyst til lige at vurdere alting lynhurtigt; så vokser mange ting for mig.

Frederikssund er ved første øjekast ikke umiddelbart en smuk by. Der er noget typisk fremstræbende visionært erhvervsbyggeri, hvor forretninger holder til, der er ældre bygninger på gågaden – som havde lukket, da jeg endelig kom af huse klokken 14 – og der er en meget, meget fin havn. De ældre huse – som først så gamle, nedslidte og Låsby-Svendsen-agtige ud – viste sig at være ret så charmerende. Krogede. Nogle af dem endda nænsomt restaurerede. Det med åbningstiderne på gågaden: Ting er jo, hvad vi putter i dem. Måske er det ikke meningen, at alle butikker overalt skal have åbent altid? Måske. Men hvis jeg forventer det, bliver jeg selvfølgelig skuffet, når jeg løber ind i en lukket butik. Jeg forsøgte at mærke, om jeg egentlig havde behov for en åben sportsbutik klokken 14 i Frederikssund. Det havde jeg ikke. Og så forsøgte jeg at nyde gågaden i stedet. At suge indtryk fra sidegader, fra bygninger og fra forbipasserende. Der er jo masser at opleve. Hvis man vil. Og hvis man ikke hele tiden forventer et omrejsende cirkus, alt åbent og verdensklasseartister. Livet er verdensklasse. Også i Frederikssund.

Der er en hel del opslag rundt omkring på diverse sociale platforme i dag om den dersens Valentines Day. Par, der glæder og glædes ved hinanden. Singler, der længes efter den perfekte at dele alting med. Singler, der reflekterer over, hvor sølle det egentlig er at være alene. Jeg stod nede i Kvickly og købte min frokost; pølsehorn. Igen. Og købte en halv liter cherry coke. Og nogle gulerødder. Nøj, det ville være et fint, sølle opslag, tænkte jeg: Så ynkelig er jeg på Valentine. Helt alene, bare mig og et par gulerødder. Er det sådan, det er fat?

happy-valentines-day-2015

Njaeh. Det handler jo om perception. Først og fremmest vores egen. Det er jo mit helt eget valg. Det er mig, der er single. Det er mig, der mener, at den allerbedste lørdag, jeg kan mande mig op til – Valentine eller ej – den består af pølsehorn, spadseretur i Frederikssund og cherry coke. Det er mit liv. Mine valg. Er det mere eller mindre sølle, fordi det tilfældigvis er Valentine i dag? Meh! synes jeg. Det er vel det samme. Det er mit valg. “Kan du da ikke bare løbe ud og finde en Valentine-date?” spørger nysgerrige, velmenende mennesker sikkert.

Det kunne jeg måske godt. Jeg lider af – hvad min højt begavede (det siger jeg også, når hun ikke hører det) ekshustru kaldte – ‘oneitism‘. Altså at når jeg har set mig varm på én pige, har jeg svært ved at se andre. Det gode er, at så “går” jeg ikke ud over mere end en ad gangen. Det måske knap så gode er, at så virker jeg ret intens for den ene, som jeg så rent faktisk gerne vil gøre indtryk på. Og hende, jeg har udset mig for tiden – det kribler og krabler i maven konstant – hun er en hel del mere lunken. “Så må du være mere charmerende!”. Tak. Det bliver vist svært. “Så må du prøve hårdere”. Tak igen, det er alle tiders tip. Prøver jeg hårdere, vil det vist tendere overgreb. “Så find en anden”. Læste du ikke linket om oneitism tidligere?

Nå men det betyder så, at jeg ikke bare lige kan gå på jagt i den helt store dam, for jeg er sådan set forelsket. Bare i en, der ikke er forelsket tilbage. Men det ændrer jo ikke på mine følelser. Jeg er en “one-girl-at-a-time-kinda-guy” Og derfor er jeg alene. Også i dag. På Valentine. Men det er altså ikke noget problem. Jeg sidder faktisk alene i højt humør og fejrer, at det er lørdag. At jeg har fri. At min rengøringstjans i fælleshuset er overstået. Og at jeg faktisk er ret glad og tilfreds. At fremtiden venter næsten lige så utålmodigt, som jeg selv gør, på hvad der sker om næste hjørne. I morgen. Næste uge. Måned. Til sommer. Det er skidespændende. Og det ændrer et par pølsehorn på Valentine ikke på. Slet ikke.

Hvad vil jeg gerne sige med det her, tænker du? Dæleme et godt spørgsmål, men jeg synes jo, at “ufærdige tanker” giver et vist spillerum til bare at mane til eftertanke, selvovervejelse eller simpelthen bare at læse med for forundringens skyld: “Hvad laver/mener det menneske dog? Og er jeg virkelig med til at betale for ham og hans færden via min skat?”. Ja, det er du. Og tak for det. Ligesom jeg er med til at betale til dig og dine. For livet, skatten og kærligheden; det er noget, vi giver til hinanden.

Fejr dine sejre

Det er ret vildt, at 2014 kommer til at stå som et meget langt år med en hel del modgang. Det er ikke fair over for året, for der har også været helt ufatteligt meget at glæde mig over.

1/ Jeg løb mit første maraton nogensinde. Og gennemførte. Og fik en medalje 🙂
2/ Fantastiske 14 dage på Cypern med sol, træning og vilde læseoplevelser i form af ‘Stoner’ og Hustveds ‘Den flammende verden’.
3/ Vidunderligt mange positive tilkendegivelser fra mennesker. Familie, nære venner, venner, bekendte, kolleger og alle mulige kombinationer af førnævnte. Uendelig støtte.
4/ Det lykkedes jo faktisk at få en lejlighed i København.
5/ Jeg har nu prøvet og overlevet en skilsmisse – og Camilla og jeg taler heldigvis sobert og voksent sammen stadig.
6/ Jeg har stadig mod på kærlighed. Jeg har vist bare lidt svært ved at genkende spillereglerne her i 2010’erne. Men de kan vel læres.

(7) Hvis jeg nu må tælle 2015 med, så er det altså startet ret godt med nyt job som kommunikatør hos Samsø Kommune, dermed flytning til Samsø og et fint, fint hus på øen i midten med de mange flotte visioner og så vidt jeg ved virkelig mange rare beboere. Jeg starter lige om lidt – 1. marts. Og nøj, hvor jeg glæder mig. 2015 ku’ snildt gå hen at blive et forrygende år.

10 markante oplevelser i 2014

Det startede skidt. Siden blev det værre. Og til sidst var det sådan set svært at se, hvordan det på nogen som helst tænkelig måde kunne blive værre. Og det blev det så. Så kort kan jeg opsummere mit 2014, som ellers var året, hvor jeg fik løbet mit allerførste maraton, og det skulle jo ellers nok kunne hive den samlede sum af året en anelse op.

Det er ikke meningen, det skal være ren negativitet, for der er heldigvis meget at glæde sig over, men når jeg løber ind i et år som 2014, minder det mig om, hvor lidt modgang jeg egentlig har mødt i mit liv i øvrigt. Jeg var egentlig i gang med et meget, meget, meget langt indlæg med alle nedturene – inspireret af altid ærlige og reflekterede Laura Jul – men så blev det for deprimerende selv for mig at læse, så nu har jeg delt det op i forhåbentlig mere spiselige bidder. Here goes:

1/ Året startede hos psykolog med en depression udløst af stress, mente den ivrige psyko-hjælper
2/ Å ja og samtidig med depression udviklede jeg også drypvise udslag af fedmegigt (podagra, kalder nogen det)
3/ I maj forlod min (nu ex-) hustru mig
4/ I juni blev min sommerferie – planlagt til herlige 4 uger lang – aflyst dén fredag, hvor jeg skulle have gået på ferie
5/ Bodelingen efter skilsmisse involverede også kattene – jeg fik Mille, men jeg kunne ikke beholde hende
6/ Mens jeg var på – synes jeg selv en meget velfortjent – ferie, var der oversvømmelse i kælderen hos min ex – hvor mine få tilbageværende ejendele stod
7/ Jeg boede 2,5 måned på min mosters gæsteværelse (det var IKKE en nedtur – det var faktisk skidehyggeligt, men jeg nærmer mig 40 år. Det er i hvert fald en anelse ukonventionelt)
8/ Skat og jeg tog os en tango om et fradrag, vi ikke var helt enige om
9/ 3 uger efter at jeg endelig havde fået en lejlighed i København (efter 3 års pendlen Odense-Brøndby), blev jeg opsagt hos Danske Spil
10/ Og derfor sagde jeg lejligheden op og måtte flytte endnu engang

Men der er ingen grund til at tude, for der var også virkelig dejlige ting i 2014 – og 2015 bliver helt sikkert et bedre år.

“Jeg forlader dig”

“Sæt dig lige ned. Der er noget, jeg skal sige til dig. Jeg forlader dig”. Heldigvis tog hun sig tid til at sidde og tude sammen med mig i et par timer. Og tale om fortid, nutid og fremtid. Så hankede hun op i et par IKEA-poser og flyttede hjemmefra.

Så kort kan min hukommelse om den dag i slutningen af maj 2014 summeres op. Det var ikke rart. Retrospektivt har jeg brugt meget energi på at tænke. Hvorfor så jeg det ikke komme? Så jeg det komme, men ville ikke reagere på det? Hvor gik det galt – og hvad kunne have været gjort anderledes?

Vi talte længe. Både den aften og den efterfølgende tid. Man kan ikke tvinge folk til at elske sig. Man kan heller ikke tvinge folk til ikke at elske sig. Vi ses stadig ret regelmæssigt, og for hver gang bliver det tydeligt, at vores liv bevæger sig – og sikkert har gjort det længe – ud af to helt forskellige baner, der tager os i hver vores retning.

Så jeg ser nu, at det var den rette beslutning, og at det var klogt – men det vidste jeg jo; at Camilla træffer kloge beslutninger – men derfor var det alligevel ubehageligt at møde en anden form for smerte end fedmegigtens. Den her var også fysisk men ikke så meget centreret i tåen. Det sad mere i nærheden af hjertet. Jeg fungerede i hverdagen. Tog på job. Lavede mad. Fodrede kattene. Og var i verden. Men indeni tumlede jeg med tanker, med savn og med manglende fundament. Jeg troede, det var os mod verden. Eller i hvert fald os sammen i alting. Vi var underlige, anderledes og sære. Men vi var det sammen. Det var et chok, at det ikke var nok. Og det gjorde ondt.

Jeg har stået hulkende under bruseren. Siddet og stirret på billeder fra vores ferieture. Forsøgt at knytte tættere bånd til “hendes” kat (den afviste mig – også). Heldigvis gik det ret hurtigt op for mig, at det her var et endegyldigt brud rent parforholdsmæssigt. Vi har forsøgt nogle gange, og sidste omgang var et helhjertet og langvarigt forsøg, men det gik ikke. Nu må vi videre.

Tænk at hun tør

Jeg er alene hjemme. Græsenke som det hedder. Chefstrategen er draget til New York for at dygtiggøre sig – og vel også for lige at klemme de sidste dråber ud af sine kreditkort. Markedet herhjemme bød formentlig ikke på fristende muligheder, så intet mindre end NY kan gøre det … Ej, jeg håber virkelig, du får en god tur.

Imens er jeg og de tre katte overladt til os selv. Kattene er helt oppe at køre allerede – hun tog af sted i morges:

Selv er jeg lidt mærket. Vi har aldrig været så længe væk fra hinanden. Hun kommer først hjem engang i maj … Og jeg ved, hendes største bekymring var, hvorvidt jeg ville være i stand til at finde på andre måltider end hotdogs eller burgere (som jeg i parantes bemærket er ganske ferm til at lave, men indrømmet, det er måske ikke passende som hovedmenu knap 3 uger …) og derfor tryglede hun om, at jeg skulle lave en madblog. Det skal blive en gammel løgn, skal det, men lige i dag, fordi det er dag 1, fordi jeg rent faktisk har lavet noget, der minder om mad, og fordi jeg altså savner hende helt vildt:

Jep – en ordentlig skudefuld pasta med kød, der har simret blidt på komfuret i knap 5 kvarter. Iblandet laurbærblade og et skvæt citronskal. “Chef Vilster” ville kattene formentlig have sagt, havde de kunnet tale.