En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Himmel og helvede

Jeg er igen i gang med at forsøge at tygge mig igennem James Joyces ‘Ulysses’. Jøsses for en bog. Jeg er igennem knap 100 af de mere end 600 sider. Hvis nu jeg leger med; at det er en genial bog.

Så fatter jeg simpelthen nærmest ingenting. Har kæmpet med tredje kapitel, som jeg har læst mig til er et af de steder, mange giver op. Det forstår jeg altså godt. Det er tungt. Fragmenteret. Stilistisk forstyrrende. Sprogligt tæt på uforståeligt, og jeg var flere gange i læsningen tæt på at kyle bogen fra mig med tanken: “Det er spild af liv at læse sådan en omgang prætentiøst møg.”

Men nu har jeg besluttet, at jeg skal igennem, så jeg forlænger lånet hos biblioteket og kæmper videre endnu en måned. Og mens jeg så sad og sloges med det umedgørlige mammutværk, blev jeg kælent aet ned af litteraturmusklen med et nyhedsbrev betitlet ‘Nyt Nyhedsbrev #8’. Ikke så voldsomt optimeret for yderligere læsning, men det gør ikke noget, for jeg ved, hvad det er: Helsingør Bibliotek sender med ganske ujævne mellemrum sådan et nyhedsbrev ud med dansk litteratur.

Dette var med tekst af en for mig indtil da ukendt forfatter med et forrygende navn: Caroline Albertine Minor. Og hun kan skrive.

I nogle uger i 2015 talte hele verden om Andreas Lubitz, eller sådan føltes det i hvert fald, sådan oplevede jeg det. De talte om ham, fordi den syvogtyve årige Germanwingspilot om formiddagen den fireogtyvende marts lod et passagerfly med destination i Düsseldorf tabe højde, indtil det med en hastighed på 700 kilometer i timen smadrede mod en klippevæg i de Franske Alper et sted mellem Dignes og Barcalonette.
I nyhedsindslagene så man efterforskere i sandfarvede vindjakker bære bevismateriale ud af hans forældres hus i papkasser og sække, og de tavse trykkende billeder af oprydningen på ulykkesstedet. På klippesiden under en ridderblå himmel bevægede uniformerede arbejdere blottet for selvmedlidenhed sig omkring mellem oliventræer og vragdele og samlede menneskerester op. De blev ved indtil de havde en flig, stump, trevl eller splint fra hver eneste passager ombord på Flight 4U9525.

Noget mere imødekommende end James J og hans knudrede fortælling om Bloomsday i 1904. Men der skal være plads til alle. Nu har jeg læst mere om Minor og hendes skriblerier, så nu har jeg endnu en god grund til at få pløjet mig igennem Ulysses, for jeg vil mægtig gerne kastes ind i Minors univers også. Bøger er vidunderlige. Både de besværlige og de tilgængelige og alt det indimellem ❤️

Offside, sprogpiller og en helt ny slags fodbold

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er mega-begejstret for de to svenske fodbold-journalister, Anders og Johan, som blandt meget andet står for en ugentlig podcast.

I udgaven fra sidste uge – som jeg hørte i bilen på vej hen over landet mod København – talte de om en rumæner, som har en idé om at genskabe fodbold. New Football kalder han det. Det skal spilles på en ottekantet bane og uden offside. Og med en stribe andre nye regler. Alt sammen for at gøre spillet mindre brutalt og give mere plads til den egentlige hovedperson; bolden. Jeg har ikke kunnet finde noget om rumæneren – svenskerne påstod, der var en slags dokumentar (som jeg forstod det svenske!) – men jeg kan jo passende spørge dem i morgen, når jeg er til foredrag med dem i Malmö.

Min gode ven og tidligere chef, Rasmus, fortalte mig på et tidspunkt om forskning i piller, der kan overføre viden til mennesker: “Hvis du så vil lære fx portugisisk, så spiser du en ‘Portugal-pille’, og så får du lagret al den viden, der skal til for at kunne tale portugisisk”. Cirka sådan sagde han. Pointen er jo i hvert fald klar nok. (Så kan man jo mene om Daily Mail, hvad man vil, men her er et link: https://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-2685728/Will-able-learn-language-taking-PILL-Scientist-predicts-humans-ingest-information-30-years-time.html)

Og så er der jo dagens historie med kritik fra Statsrevisorerne til Undervisningsministeriet, fordi det kolliderer med “en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde at bruge skatteborgernes penge på“. Altså at omkring 10% af folkeskoleeleverne ikke afslutter den ellers “obligatoriske” eksamen efter 9. klasse. Det må der straks rettes op på.

Men nu skal der først placeres et ansvar. Mon ikke det starter med lidt pingpong mellem stat og kommuner, og så ender det formentlig med, at det er lærerne, der ikke gør deres arbejde godt nok. Igen.

Hvorfor bliver de elendige lærere dog ved med at insistere på at spolere de unge mennesker, samfundet og den effektive og produktive anvendelse af skatteborgernes penge?
(Kan du ikke læse ironien, har du netop bevist en af mine hverdags-pointer, så tak for det. Læser du ironien, er alt godt <3)

Hvad vil jeg så med de her tre temmeligt fragmenterede eksempler? Tjoeh, jeg kunne godt snart tænke mig, at vi blev bedre til at tænke anderledes. Vi ævler altid om “ud af boksen”, men det er jo ikke sådan noget, man sætter sig ned og bare lige gør. Det er noget, man øver. Det er noget, der ikke umiddelbart fører til effektivitet og produktivitet.

Det er tanker. Omtanke. Eftertanke. Undren. Skepsis.

Hvorfor bliver den stakkels rumæner – som van Basten jo også blev det, da han forsøgte sig med en art nytænkning – skammet ud af fodboldsamfundet? Hvorfor skal vi bruge tid på at terpe verber, lære genrer og terminologier, når den del af læringen lige om lidt kan fås i form af en pille? Og hvorfor skal vi hele tiden forsøge at klemme de unge mennesker i skolesystemet ned i en kasse, de tydeligvis ikke passer til? Uden at nogen overvejer, om det kunne være kassen, den er gal med?

Hvorfor skal jeg bruge tid i 10. klasse på at lære eleverne forskellen på en nyhedsartikel og et portræt? Hvorfor skal de lære at sætte teksten op i 2 spalter til eksamen? Hvorfor er det væsentligt, at de følger et slavisk pensum, og hvorfor tror vi i ramme alvor, at de alle sammen skal kunne det samme, bare fordi de har samme alder?

Der vil være nogen, der intet kan, når de forlader folkeskolen – de kan blive fremtidens Elon Musks og Martin Thorborger – og der vil være nogen, der har lært præcis, hvordan systemet gerne vil have, man skal gå i skole. De kan blive lige, hvad de vil, når de først lærer at tænke selv. At være på tværs kan de alle sammen. Men de skal lære at bruge det til at danne og skabe meninger og holdninger og til at tænke og undre sig.

Kan vi ikke godt snart åbne hele molevitten en smule for, at vi jo er røvrige (overordnet set) og måske ikke behøver piske hinanden for effektivitet og produktivitet, når nu det tilsyneladende får så mange til at føle sig skidt tilpas?

Kunne det ikke være en skæg leg, hvis vi alle sammen pegede på 2 eller 3 ting hver uge, som vi kan undvære, så andre ikke behøver løbe så hurtigt? Ville det ikke være en sjov og positiv spiral, vi kunne sætte i gang? Nej? Er det ikke effektivt nok …?

Tanker fra et tog

Weekenden byder på København og Malmö. Jeg er allerede blevet så jysk, at jeg valgte at stille bilen i Nyborg og tage toget over Storebælt. Det koster cirka en femtedel med toget – med orange-billetter i hvert fald. Så køber jeg gerne et par busbilletter …

I toget har jeg plads i stillezonen. Men det kan de to unge knægte ved siden af ikke forstå. Så de taler. Dæmpet men de taler. Som en skratten i udkantsøret.

Jeg er begejstret for tanken om togture. Om kollektiv trafik. Nedsat brændstofudledning. Og fællesskabet. Omvendt er jeg ganske ofte irriteret på andres nærvær. Vi støder jo næsten knæene sammen. Det er ubehageligt. På sin egen måde. Lige kørt fra Sorø. 32 minutter har jeg nu siddet lidt for tæt på de her tre gutter.

Den ene af dem er tydeligvis ikke vant til at køre tog. Han rumler og rumsterer. Tager tasken ned fra hylden. Roder rundt. Stiller tasken op igen. Lytter til musik. Skal bruge noget i tasken igen. Og har brug for at tale med sin rejsefælle om det hele.

På perronen i Nyborg stod et par – lidt ældre end mig. Måske har de ikke par på den måde. De skulle på tur. Og manden stillede spørgsmål H e l e tiden. “Kommer de også?” “Hvornår skal du hjem?” “Hvornår skal de hjem?” “Blir de hele weekenden?” Osv osv. Enten var kvinden Oraklet fra Delfi (det er mange kvinder jo!), eller også var det et udslag af utryg usikkerhed. Sært var det. Shit folk har svært ved bare at være i uvis- og uvidenhed. Vent nu lidt. Verden falder jo ofte på plads. Lige om lidt!

Optur: To unge mennesker (kærester ❤️) sidder i toget og læser i papir-bøger. Oldschool. Analogt. Langsommeligt. Læser på den RIGTIGE måde. Jeg elsker det.

Hvornår strejker vi alle sammen?

Om fredagen får jeg to nyhedsbreve fra Dagbladet Information – ét om bøger og ét om klima. Det er ofte nyheder. Det er ofte en form for opsang. Og måske er det også en form for hvidvaskning og blåstempling af mig selv – jeg kan nok læse med på den dannede litteratur, og jeg har forståelse for tidens klimaudfordringer.

Men sådan decideret rystet i mit fundament plejer jeg ikke at blive af nyhedsbrevene. I dag fik det lidt bedre fat end sædvanligt, og jeg har valgt blot at dele indholdet:

Kilde: https://mailchi.mp/a1903e69c861/hvornr-begynder-den-generation-der-har-skabt-klimaproblemet-at-strejke-i-solidaritet-med-deres-egne-brn?e=dbe577d7f8

Når normal banker på

7 af skoleårets 11 måneder er gået. Det begynder at kildre i maven. Blandt andet fordi min altid kvikke og indsigtsfulde lillebror (én af dem!) tilbage i juni modtog nyheden om mit nye liv som skolelærer med et: “Jeg giver ham 10 måneder!”. Ja, det er jo ved at være tiden så 🙂

Noget andet der er ved at være tiden er, at eksamen kommer tættere på. Med det kommer alle de kedelige krav om pensum, opgivelser og præstationer. Og med det kommer forventeligt nok også elevernes mere konkrete krav til undervisning, mål og resultater.

Indtil nu har jeg lykkeligt kastet mig over alt muligt mærkeligt, ustruktureret og udfordrende. Uden smålig skelen til regler og pensumlister. Min tilgang har hele tiden været – og jeg vil forsøge at holde fast i det – at det er langt, langt vigtigere, at de unge mennesker lærer at lære og lærer så meget kritisk selvtænkning som muligt frem for en (ind-)læring. der er beregnet til eksamen og måske – det er jo nok min pointe – mindre brugbar uden for klasselokalet end den kritiske tænkning.

Men det er jo naturligvis forventeligt, at det for eleverne er ved at være sådan lidt: “Nu er vi vist ved at være færdige med at være forsøgsdyr for dig; nu skal du til at lære os det, vi er vant til at skulle lære”. En af mine kvikke elever spurgte forleden, om de ikke snart skulle lære noget af det, de skal bruge til eksamen?

Vi taler om en elev, som flere gange har nævnt, at skoleåret byder på højere karakterer end sædvanligt, så mit nok lidt til den kække side svar var: “Så du får bedre karakterer, end du plejer, men alligevel vil du – nu eksamen nærmer sig – gerne vende tilbage til den læring, der plejer at give dig middelmådige karakterer?”

Og tjah, det betød det sådan set, fordi: “Jeg lærer noget. Noget. Men jeg er ikke sikker på, jeg lærer det, jeg skal bruge til eksamen.”. Og det er jo en relevant indvending. En god pointe. Hvis det virkelig viser sig, at det jeg forsøger at lære dem, viser sig at være uanvendeligt i eksamens-situationen, så sidder de jo der. Hjælpeløse efter et år i mine hænder …

Men jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på, at det skulle kunne betale sig bedre – i det store billede – at bruge energi på eksamens-relateret læring frem for at bruge kræfter og energi på at forholde sig til tekster, til input og til andres arbejde med kritisk, skarpt og analytisk blik. Om jeg så er god nok til at bibringe dem de evner på et enkelt skoleår, som helt klart stikker uden for de rammer, de normalt har befundet sig i, det aner jeg virkelig ikke. Men jeg forsøger.

Da en 9. klasses-elev spurgte, hvorfor jeg ikke underviser i 9. klasse, svarede jeg, at det nok er, fordi jeg ikke er uddannet lærer. Så er det for farligt at slippe mig løs på 9. klasserne. “Er du ikke uddannet??” spurgte han med vantro i stemmen. To af mine 10. klasser stemte i: “Nej, det er han i hvert fald ikke. Det kan man tydeligt mærke. Jeg har aldrig haft en lærer som ham”. De sagde noget pænt noget efterfølgende, men der er helt sikkert en stor grad af sandhed i denne del: Det er noget uortodokst, det der foregår i mine timer.

Måske stoler jeg fuldt og fast på, at det hele kan bæres i mål med kærlighed og entusiasme? Måske tager jeg fejl! Men jeg forsøger hele tiden at lære. For eksempel fik en 10. klasse lov i engelsk at forsøge sig med autonom læring – altså hvor de helt selv valgte et emne og fik 3-4 uger til at arbejde med det og præsentere deres læring på klassen.

Det var spændende præsentationer, men den del, der gik ud på at føre logbog, så deres kilder, materiale og læste tekster kunne bruges til eksamensopgivelser, den del havde jeg ikke forklaret ordentligt, så nu har jeg besluttet, at det ikke kan opgives til eksamen. Er det så komplet spild af 4-6 uger af skoleåret?

Well, de har researchet på engelsk og lavet en præsentation – hvilket de i øvrigt bliver bedre og bedre til; de virker ikke længere hverken skræmte eller generte (ikke overordentligt i hvert fald) over at tale engelsk foran hinanden. Det er der altså også en værdi i. Synes jeg.

De fortalte mig tidligere på skoleåret, at deres læring i engelsk før efterskolen primært bestod i en masse skriftligt arbejde, fordi “hvis man først har styr på grammatikken og kan formulere sig på skrift, så kommer det mundtlige”.

Dette fortalte de efter tre måneder, hvor jeg havde fokuseret på at få dem til at tale sammen, for jeg synes kun, sprog er værdifuldt, når det bliver brugt til mundtlig kommunikation – altså at forbinde mennesker. Men hvad ved jeg … jeg er jo ikke uddannet 🙂

Spotify vs Silence

Det var vist egentlig bare en pludselig indskydelse. Men jeg har slettet min Spotify-konto. Jeg har aldrig haft en ‘gratis-konto’ – gider ikke lytte til deres reklamer. Så jeg har betalt 99 kroner om måneden og haft adgang til stort set al musik i hele verden nogensinde. Næsten.

Og pludselig en dag tog pokker ved mig, og så slettede jeg både app på mobil og på computer. Og opsagde abonnement og slettede profil. Så nu hører jeg radio. Og podcasts. Og så er jeg begyndt at lytte til stilheden også. Den er faktisk ikke så skræmmende, nu jeg har lært den bedre at kende.

Det er som at møde en ven, jeg havde glemt, jeg egentlig meget godt kan lide. Så nu er vi ved at lære hinanden at kende igen. Og så arbejder jeg med at blive bedre til at høre tale-radio igen – mens jeg laver noget andet. Jeg har længe lyttet – og LOL’et jævnligt – til den forrygende podcast (giv den nu en chance, og ja, det er på svensk men stadig godt) med Anders og Johan fra Offside.

Nu er jeg begyndt at høre P1 igen. Det kræver altså min opmærksomhed. Jeg kan mærke, når jeg lytter Offside herhjemme, kan jeg heller ikke bare løbe rundt og ordne vasketøj, læse en bog og så samtidig få noget ud af podcasten. Det kræver, at jeg lytter. Aktivt. Og det er egentlig ret dejligt at give sig selv lov til bare aktivt at lytte. Jeg behøver ikke gøre mere i den periode, hvor jeg lytter.

Det er nok at lave en ting af gangen. Hvorfor tror vi alle sammen, vi skal lave alt muligt hele tiden og være på flere skærme, flere platforme og løse ting med begge hænder og helst også noget med mindst det ene ben samtidigt. Mens hjernen skal jonglere det hele. Hvorfor? Jeg orker det ikke. Kan I andre styre det, så tillykke til jer; I er dygtige, og jeg beundrer jer. Men pas på jer selv <3

Ja, det var så, hvad jeg fik ud af at slette mit Spotify-abonnement. Måske skal jeg begynde at låne LP’er på biblioteket 🙂 

Fredagsbrev – uge 5

Jaja, så er det da godt nok blevet lørdag … har du savnet mig? Sad du hele fredagen og tænkte: “Hvor bliver fredagsbrevet mon af?” Nej vel. Det går nok det hele.

Men det har været en gevaldig uge. Og egentlig også en gevaldig fredag. Hør bare her: Filmen “Thank You for Smoking” er tæt på at være blevet til virkelighed. En lobbyist for tobaks-branchen ser faldende salgstal og beslutter at overtale en Hollywood-instruktør til at have cigaretter med i film igen – for at gøre dem cool.

Ringer der en klokke med den her historie fra DR: Ekspert advarer: Rygning er tilbage for fuld kraft i tv-serierne?

Cigaretter er tilbage i film og serier, og antallet af unge, der ryger, er stigende. Vi bliver aldrig rigtig klogere end at lade penge og profit bestemme det hele …

Næste historie er rent faktisk fra fredag. Altid tænksomme og begavede Trine-Maria Kristensen har på P.O.V begået artiklen: Sårbarhed bliver det nye sort. 

Tankerne er ret meget i familie med Brene Brown, som jeg omtalte i sidste uge, og selv om det altså næppe er nyt og ukendt land, så er jeg klart fortaler for, at vi gentager over for hinanden igen og igen og igen, at det er ok at være sårbar. At være åben. At have følelser. Og at sige til og fra, når noget føles rigtigt og andet forkert.

Faktisk fik artiklen – sammen med et P1-program om stress – mig til at overveje, om det er tiden, jeg pakker den lille foredrags-rygsæk og drager landet rundt med en velment og kærlig opsang, der kunne hedde noget i retning af Er jeg god nok? eller måske Du er altid god nok. Det er stadig kun en overvejelse, men mon ikke det snart er på tide …?

På Atlantic læste jeg en fin lille sag om faldende tilslutning til high school-football i USA. (Deres football – med den ovale bold!). Det er interessant læsning, hvad det betyder for små samfund, små byer og små high schools rundt omkring, at der nu er 75.000 færre i en ungdomsårgang, der spiller football: Rural communities struggle to adapt to life without football. Tallet er sammenlignet med 2008-2009. Og faldet er fra 1,1 millioner spillere. Som der står i artiklen, er det jo ikke sådan, at football er ved at uddø. Men en krise … det er det vel! 

Å ja, og så faldt jeg også over denne: What we wrote about Facebook 12 years ago. Den er ikke lige i øjet, men det er stadig interessant at se, hvilke farer, der var til at forudse, og hvilke gevinster, der er gået tabt. I øvrigt: Angela Merkel har lukket sin facebook-side. Hun og jeg havde næppe set os selv som first movers … but it is happening 🙂 

1 måned uden facebook

Nu fanger bordet. I disse dage er det en måned siden, jeg lukkede min facebook-profil. Eller det vil sige, at det er en måned siden, jeg bad facebook om at lukke min profil. Generøst gav de mig så en måned til at fortryde – hvis jeg bare loggede ind inden for den måned, ville de ikke slette alle mine kontakter og alle mine data … for det gør de jo helt sikkert nu 🙂 Ej, det må de selv om. “Deres data. De bestemmer”

Hvordan går det så? Jeg har siden lillejuleaften ’18 hørt mig selv sige flere gange end i mange, mange år, at “jeg har det godt. Jeg har faktisk aldrig haft det bedre”. Det første er sandt. Det andet er trods alt nok en stramning. Men det er dejligt.

Jeg indrømmer blankt, at det var sært i begyndelsen. Det rykkede ligesom i scrolle-fingeren, og jeg undrede mig en hel del over, hvorfor folk dog ikke ringede og skrev af bare bekymring for, hvor jeg var blevet af. Det har jeg vænnet mig til nu. Nu nyder jeg helt ærligt freden. Så meget at jeg er begyndt også at lege med tanken om, at telefonen skal (jeg HAR fjernet alle de dersens social media-apps derfra også – jeg snyder ikke; hvem skulle jeg ville snyde? Mig selv?) have en mindre fremtrædende rolle i hverdagen.

Det betyder, at den ganske ofte nu ligger med ryggen i vejret og lyden slået fra. Jeg har også fjernet telefonsvareren fra mobilen. Så hvis man ringer, og jeg ikke tager den, må man enten sende en sms eller ringe igen senere. Jeg har den ikke med i soveværelset – kun de gange hvor jeg kommer for sent i seng og absolut skal op til tiden. Jeg HAR et vækkeur – et dejligt analogt ét – men det er ærlig talt lidt upålideligt. Ret tydeligt, at det ikke er på analoge vækkeure, at fokus ligger for ret mange producenter, for der er meget lav brugervenlighed, og det kan være svært at gennemskue, hvornår det er slået til og fra … (Når det ringer, er det slået til! Nårh ja, tak for tip)

Hvad savner jeg? Tjaeh … jeg er begyndt som træner i en fodboldklub, og de havde i forvejen en facebook-gruppe, hvor de kommunikerede. Dét er faktisk det største problem, jeg er løbet ind i. Og indtil videre forsøger jeg at få dem med over på Slack, som er en platform, vi kan bruge gratis og indtil videre uden reklamer. Faktisk har jeg svært ved at gennemskue, hvad årsagen er – altså hvad Slack får ud af det? Måske sælger de også data, men jeg har ikke opdaget nogle uregelmæssigheder endnu.

På facebook er der 54 medlemmer fra holdet. På Slack er vi indtil videre 15. Men måske kan det også rydde lidt ud i de spillere, der ikke er aktive længere – der er altid knopskydninger i sådanne facebook-grupper. Jeg er primært interesseret i de 25-30 spillere, der skal være en del af den daglige træning.

Og ja, det er simpelthen det største og – føles det som – eneste problem, jeg har oplevet ved at sige farvel til facebook. Jeg har (næsten) vænnet mig til ikke at hungre efter konstante opdateringer og venten på nyheder. Indrømmet, min mail bliver stadig tjekket lidt oftere end tidligere. Men der er også en lidt højere frekvens nu. Så det giver på sin egen måde mening. Lidt i hvert fald.

“Hvorfor giver du dem ikke noget spændende?”

Læring er ikke altid en fest, underholdning, digitalisering og nemhed. Jeg køber ikke præmissen om, at eleverne ikke må kede sig. At stoffet kan være alt for svært. For det er hårdt arbejde at lære. Nogen ting.

Noget er sjovt. At lære at spille fodbold er sjovt. For det er drevet af personlig lyst og motivation. Mens den læring, der ikke er drevet at personlig motivation, den kræver en evne til at fastholde sig selv i en situation – også og måske endda netop – hvor det virker svært, kedeligt og uoverskueligt. Det er der altså også en læring i.

Modvillige elever, der stejler, når de møder nyt, når de møder noget, de ikke umiddelbart forstår, og som ikke kan fokusere mere end et par minutter af gangen, har brug for at lære, at der er andre måder at lære på.

Jeg overlever ikke længe i lærerbranchen, hvis den evindelige kommentar: “Så må du jo gøre det spændende for dem”, den bliver til alt for meget hverdag. Jeg savner nysgerrighed, ærgerrighed og lyst og motivation til at lære noget. De vil alle sammen gerne være “rige og have et fedt job og prestige”, men det er, som om de på ingen måde kæder det sammen med, at der skal arbejdes med andet end lige præcis dét, man har lyst til i nu’et.

Jeg underviser en 10. klasse, som jeg har forsøgt at drøfte både læring og undervisning med. De får ikke læst, når de får lektier for derhjemme. “Så er det jo ligesom bare lektier. Det er noget andet, hvis det er en aflevering.” Sådan! Lektier er jo bare … pfffttt. Nu får de tid til at læse på klassen, men de kan ikke koncentrere sig om at læse på klassen. Så drøfter de alt muligt andet, og så bliver det pludselig til uoverskuelige lektier, som de så heller ikke får lavet. Hvis lærerjobbet består i at tvinge en hel klasse fuld af vrangvillige elever til at deltage og bidrage, så gider jeg sgu ikke være lærer. 

Og er jeg virkelig allerede ved at give op? Nej, det er jeg da ikke. Der er stadig mange ting, jeg skal have afprøvet, men jeg kan mærke, at min indledende motivation og engagement er på retur. Som jeg ser det, er der for mange elever, der ikke har noget som helst begreb om at lære. “Vi forstår det bedre, når du forklarer det”.

Ja, hurra for det. Så behøver de ikke lave noget selv. De behøver ikke læse og forberede sig på forhånd. De behøver hverken læse eller deltage på klassen. Og de gider faktisk heller ikke tage noter, når jeg så endelig foredrager for dem på klassen. Så jeg føler mig faktisk temmeligt overflødig ganske ofte. At arbejde er uoverskueligt. At lave lektier er uoverskueligt. At forberede sig er uoverskueligt. At deltage gider de, hvis det foregår inden for rammen, der hedder, at “jeg synes, jeg mener, og jeg tror”. 

Der er mange tekster, hvor deres tilbagemelding er: “Den er svær. Der er mange ord, jeg ikke forstår.” Så spørger jeg, hvilke ord det drejer sig om, og så kan de sjældent finde tilbage til dem, fordi de ikke har taget noter eller for den sags skyld gjort sig nogen ulejlighed med at slå ordene, de ikke forstår, op. Altså undskyld mig, hvordan kan man på nogen måde forestille sig, at læring betyder, at alt bliver proppet ind med skovle, skeer og gafler, og at man så stadig kan forvente at få 12-taller smidt i nakken. 

Jeg er helt med på, at det her lynhurtigt kan komme til at handle om min utilstrækkelighed. At jeg ikke formår at gøre eleverne interesserede. At jeg ikke formår at gøre stoffet spændende. At jeg ikke det ene og det andet. Måske. Det er jeg absolut åben for. Men jeg er stensikker på, at det ville fungere allerbedst, hvis det var i en form for samspil. 

Og så glæder jeg mig over, at jeg forleden dag hørte rektor ved Roskilde Universitet, Hanne Leth, forklare, at 12-skalaen, som vi jo bruger nu, er med til at fremelske en fejl-kultur, hvor der er fokus på at undgå fejl og levere dét, som pensum og læreren efterspørger frem for at have fokus på læring – som blandt andet kommer af, at man tør lave fejl, afprøve ting og forsøge igen, når noget mislykkes – som 13-skalaen i højere grad er udtryk for, som Hanne Leth sagde. Jeg er enig. Helt, helt enig. Jeg bakser dagligt med elever, som ikke tænker en selvstændig tanke selv. De orienterer sig efter pensum, eksamen og karakterer – eller som en af dem sagde: “Du bruger jo 12-skalaen, som om det stadig var 13-skalaen”. Han mente, det var derfor, han ikke fik nogen 12-taller af mig 🙂 (hvilket han måske har ret i …) 

Endelig vil jeg sige, at jeg selvfølgelig generaliserer for hårdt, for der er stadig nogle elever, som rent faktisk magter at arbejde med tingene fornuftigt, koncentreret og med henblik på at lære, hvad der foregår. Men det er ikke en majoritet …