Kategori: Økonomi

Hvor kommer pengene fra på Bella Sicilia?

Rent økonomisk er jeg ikke kendt for at træffe kloge beslutninger. Jeg har et meget lemfældigt forhold til penge, og jeg tror nok mest på norske Karl Ove Knausgårds teori om at ‘holde kanalerne åbne’, så man skal bruge penge, for det er der kan komme flere ind.

Det er givetvis en tese, der er lettere at abonnere på, hvis man har skrevet seks mammut-bøger, der har solgt i millionvis over hele verden, og derfor har jeg faktisk i de senere år i stedet forsøgt blive bedre til at have styr på penge. Det har så ført til et bemærkelsesværdigt meget mindre behov for stakater, monetos, dineros eller gysser, om du vil.

Først forlod jeg det for mig ganske vellønnede job hos Politiet i Næstved, hvor jeg tjente lidt mere end 45.000 kroner om måneden. Brutto. Og inklusive pension. Dernæst blev jeg efterskolelærer til den nette sum af 30.000 kroner om måneden. Inklusive pension og også brutto. Og det seneste år har jeg så haft en intention om ikke at tjene mere end 20.000 kroner om måneden som freelance kommunikationsmedarbejder og skribent.

Mine konkrete opgaver og aflønning

Jeg har lige nu tre faste opgaver. Den ene er for den hjemmeside, der hedder Spilxperten.com, hvor jeg primært skriver optakter til ugens fodboldkampe. Det var oprindeligt et studentermedhjælper-job, men jeg har altså nådesløst nappet det for næsen af en stakkels studerende, som ellers kunne have fået brugbar erfaring. Her har jeg typisk i omegnen af 10.000 kroner uden moms og udbetalt som B-indkomst.

Den næste opgave, som er noget mindre fast, men som jeg trods alt har kunnet regne med nogenlunde stabilt i mere end et halvt år, er for en canadisk skrivefabrik, der leverer indhold til hjemmesider for en stribe forskellige kunder, som jeg sikkert ikke må sige, hvem er. Jeg må dog helt sikkert godt sige, at jeg ligger et sted mellem 5.000 og 7.500 kroner i b-indkomst per måned hos dem.

Og endelig er jeg for nyligt begyndt som redaktør hos Vi Elsker-Media, som skriver om film, serier, podcast og streaming. Det er en blandet rolle som redaktør, korrekturlæser og skribent, og vi har aftalt, at jeg aflønnes med 3.000 kroner om måneden – også som b-indkomst.

Hvad ellers?

Og dermed lander jeg jo cirka og rundt regnet i store tal omkring 20.000 kroner. Med mit nuværende udgiftsniveau på Sicilien er det rigeligt til at leve for, men det handler blandt andet om, at jeg har fået lempelige aftaler på to af mine gældsposter – den ene er SU-lån – men aftalerne betyder dog stadig, at jeg afdrager.

Jeg er også i gang med at bygge både en nød-kasse og en lidt længere Runway-opsparing op, så der er en faldskærm, hvis nu noget skulle gå galt med mistede indtægter i en periode. Og stadig er der sådan set rigeligt til, at jeg kan spise pizza fra det søde par hos Ohana Pizza på den anden side af gaden, og jeg er endnu ikke begyndt at holde øje med, hvor længe jeg taler i telefon med søde mennesker i Danmark.

Men jeg er også optaget af, at jeg skal have skabt en eller to – måske flere – forskellige måder at tjene penge på. Inden jeg rejste fra Danmark, fik jeg lavet en demo til opgaver som speaker (eller Voice Over Artist, som det også så fint hedder). Dét kunne jeg godt tænke mig at gøre mere ved, men der er godt nok meget støj i og omkring bygningen, hvor jeg aktuelt bor.

Egne skriverier – er der mon penge i det?

En anden ting – eller det er jo flere ting – er, at jeg er i gang med at skrive på en bog igen (Det har jeg været i årevis, men der er kommet godt flow i det, så nu tegner der sig et billede af, at den måske endda bliver færdig på et tidspunkt), og så øver jeg mig i at skrive på engelsk hos Medium.com, så jeg på sigt kan byde ind på nogle af de virkelig mange engelsksprogede tekstopgaver, nettet flyder over med.

Det er ikke sikkert, der nogensinde kommer til at være en form for penge i det, men det er sjovt, og jeg nyder at skrive, så det er altså en fast del af mit pensum. ‘Men Michael, hvorfor er det, du ikke vil tjene mere end 20.000 kroner om måneden?’. Godt spørgsmål.

Det er heller ikke som sådan en regel, men det handler om, at når jeg freelancer, er det rart at have fripas til at sige, hvis jeg nu arbejder som en hest de første to uger af en måned og allerede dér har tjent mere end 20.000 kroner, så er det helt fint at sige nej tak til mere arbejde resten af måneden. Ryger der mere end 20.000 i kassen af og til, går det jo nok, men så er det intentionen, de skal på en form for opsparing i det tilfælde, der kommer måneder, hvor jeg har mere brug for dem.

Kan du høre det? Jeg er godt i gang med at køre mig selv i stilling til en position som ‘Super Ekspert’ i Aftenshowet, hvor jeg fortæller om privatøkonomi 🙂 Og på sigt skulle det gerne blive sådan, at jeg kan sortere lidt i opgaverne, så jeg siger ja til opgaver, der tillader mig at arbejde færre timer frem for at sidde dagen lang og knokle løs for at få det hele til at hænge sammen.

Svindel og humbug

Der er altså noget helt paradoksalt i at høre Klaus Riskær (https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2019-06-03 – fra tirsdag 4/6-2019) harcelere over, at skatten i Danmark er alt for høj på borgerne og alt for lav på virksomheder.

Det kan man jo sagtens mene, men det kommer fra en mand, der i hele sin karriere har gjort alt, hvad han kan for at undgå at betale virksomhedsskat og dermed betale sin del af fællesskabets udgifter. Nu er han opdaget. Flere gange. Dømt. Har afsonet. Men kan ikke længere drive virksomhed. Så nu skal skatten ned for borgere, mens virksomhederne skal betale mere i skat. Let for ham at sige.

Ligeledes skal de rige pensionister beskattes for at dække nogle af hans økonomiske ideer, og det er jo også let, når nu manden officielt ikke har en krone selv. Alle pengene ligger i en fond, så han kan leve det søde liv – igen uden at bidrage til noget som helst andet end Klaus Riskær selv.

Skal sådan en mand virkelig i Folketinget og være med til at bestemme noget som helst …?

Offside, sprogpiller og en helt ny slags fodbold

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er mega-begejstret for de to svenske fodbold-journalister, Anders og Johan, som blandt meget andet står for en ugentlig podcast.

I udgaven fra sidste uge – som jeg hørte i bilen på vej hen over landet mod København – talte de om en rumæner, som har en idé om at genskabe fodbold. New Football kalder han det. Det skal spilles på en ottekantet bane og uden offside. Og med en stribe andre nye regler. Alt sammen for at gøre spillet mindre brutalt og give mere plads til den egentlige hovedperson; bolden. Jeg har ikke kunnet finde noget om rumæneren – svenskerne påstod, der var en slags dokumentar (som jeg forstod det svenske!) – men jeg kan jo passende spørge dem i morgen, når jeg er til foredrag med dem i Malmö.

Min gode ven og tidligere chef, Rasmus, fortalte mig på et tidspunkt om forskning i piller, der kan overføre viden til mennesker: “Hvis du så vil lære fx portugisisk, så spiser du en ‘Portugal-pille’, og så får du lagret al den viden, der skal til for at kunne tale portugisisk”. Cirka sådan sagde han. Pointen er jo i hvert fald klar nok. (Så kan man jo mene om Daily Mail, hvad man vil, men her er et link: https://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-2685728/Will-able-learn-language-taking-PILL-Scientist-predicts-humans-ingest-information-30-years-time.html)

Og så er der jo dagens historie med kritik fra Statsrevisorerne til Undervisningsministeriet, fordi det kolliderer med “en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde at bruge skatteborgernes penge på“. Altså at omkring 10% af folkeskoleeleverne ikke afslutter den ellers “obligatoriske” eksamen efter 9. klasse. Det må der straks rettes op på.

Men nu skal der først placeres et ansvar. Mon ikke det starter med lidt pingpong mellem stat og kommuner, og så ender det formentlig med, at det er lærerne, der ikke gør deres arbejde godt nok. Igen.

Hvorfor bliver de elendige lærere dog ved med at insistere på at spolere de unge mennesker, samfundet og den effektive og produktive anvendelse af skatteborgernes penge?
(Kan du ikke læse ironien, har du netop bevist en af mine hverdags-pointer, så tak for det. Læser du ironien, er alt godt <3)

Hvad vil jeg så med de her tre temmeligt fragmenterede eksempler? Tjoeh, jeg kunne godt snart tænke mig, at vi blev bedre til at tænke anderledes. Vi ævler altid om “ud af boksen”, men det er jo ikke sådan noget, man sætter sig ned og bare lige gør. Det er noget, man øver. Det er noget, der ikke umiddelbart fører til effektivitet og produktivitet.

Det er tanker. Omtanke. Eftertanke. Undren. Skepsis.

Hvorfor bliver den stakkels rumæner – som van Basten jo også blev det, da han forsøgte sig med en art nytænkning – skammet ud af fodboldsamfundet? Hvorfor skal vi bruge tid på at terpe verber, lære genrer og terminologier, når den del af læringen lige om lidt kan fås i form af en pille? Og hvorfor skal vi hele tiden forsøge at klemme de unge mennesker i skolesystemet ned i en kasse, de tydeligvis ikke passer til? Uden at nogen overvejer, om det kunne være kassen, den er gal med?

Hvorfor skal jeg bruge tid i 10. klasse på at lære eleverne forskellen på en nyhedsartikel og et portræt? Hvorfor skal de lære at sætte teksten op i 2 spalter til eksamen? Hvorfor er det væsentligt, at de følger et slavisk pensum, og hvorfor tror vi i ramme alvor, at de alle sammen skal kunne det samme, bare fordi de har samme alder?

Der vil være nogen, der intet kan, når de forlader folkeskolen – de kan blive fremtidens Elon Musks og Martin Thorborger – og der vil være nogen, der har lært præcis, hvordan systemet gerne vil have, man skal gå i skole. De kan blive lige, hvad de vil, når de først lærer at tænke selv. At være på tværs kan de alle sammen. Men de skal lære at bruge det til at danne og skabe meninger og holdninger og til at tænke og undre sig.

Kan vi ikke godt snart åbne hele molevitten en smule for, at vi jo er røvrige (overordnet set) og måske ikke behøver piske hinanden for effektivitet og produktivitet, når nu det tilsyneladende får så mange til at føle sig skidt tilpas?

Kunne det ikke være en skæg leg, hvis vi alle sammen pegede på 2 eller 3 ting hver uge, som vi kan undvære, så andre ikke behøver løbe så hurtigt? Ville det ikke være en sjov og positiv spiral, vi kunne sætte i gang? Nej? Er det ikke effektivt nok …?

Det er simpelthen så dumt

Har du hørt nyheder i dag? Har du hørt, at Danmarks Almene Boliger søsætter et pilotprojekt i socialt belastede områder, hvor skoleelever kan få en kontant belønning for at lave op til to matematikopgaver. Hver opgave kan give 75 kroner. Tanken er, at det skal motivere eleverne til at blive bedre, få højere karakterer og dermed bryde den sociale arv …

Ja, for det er da helt sikkert derfor, at de fleste ikke laver deres skolesager og ikke bryder den sociale arv; fordi de ikke får en kontant belønning for det. Direktøren for Danmarks Almene Boliger fortalte i et interview, at han ikke var bekymret for, at eleverne ikke ville gide lave deres lektier fremover uden en form for kontant belønning, for “beløbet er så lavt”.

Mon dog så ikke det viser sig, at det beløb bliver sat op? Mon dog det bliver særligt let at få andre skoleelever til at lave lektier uden at få samme økonomiske incitament? Mon det varer særligt længe, før vi så har skabt en skole fuldkommen baseret på en incitaments-struktur, der handler om materialitet og absolut på ingen måde om værdien ved læring? Mon de her elever får bare det mindste gran af glæde ved at lære? Mon de lærer værdien ved at blive dygtigere, fordi de får penge for det?

Ej, det er ganske simpelt det rene idioti. At en direktør kan sidde i sit hjørnekontor og få den tanke, at det da helt sikkert vil virke, er vel ikke overraskende. Men hvordan det så kan slippe gennem en møderække, en bestyrelse og en hel masse andre mennesker, der må formodes at have en form for relevant erfaring og indsigt i arbejdet med, hvordan man motiverer unge mennesker, det er ganske enkelt en gåde.

Nu er det altså den her historie, jeg er vred over, og jeg skal afholde mig fra at brede det ud i en større kontekst – det må blive en anden dag – men lad mig ganske kort sige, at med min korte erfaring som lærer er det her et fremragende eksempel på et forsøg på en løsning fra slipsedrenge, jakkesæt, regnemaskiner og bureaukrati, der intet har med virkeligheden at gøre.

Tror de virkelig, at det handler om penge? Er de virkelig så langt oppe i røven på deres egne bonusser, fratrædelsesaftaler og genansættelses-ordninger, at de ikke fatter, at de smadrer det trods alt nogenlunde velfungerende – i hvert fald i ånden – danske skolesystem, hvis de gør det til en pølsefabrik, hvor de unge mennesker lærer mere om værdier som konkurrence, incitaments-strukturer, og hvor de bliver bekræftede i, at læring er så ligegyldigt og kedeligt, at det skal man naturligvis belønnes for at nedlade sig til at deltage i.

Vores skolesystem er en gave. Det er et kæmpe privilegium at få lov at gå i skole, lære og blive klogere. Det er båret af iver, nysgerrighed og videbegær. Hvor er den nysgerrighed? Hvor er udforsknings-lysten? Trangen til at nå længere, videre, højere og dybere ind i stoffet? Penge … pffftttt.

Spotify vs Silence

Det var vist egentlig bare en pludselig indskydelse. Men jeg har slettet min Spotify-konto. Jeg har aldrig haft en ‘gratis-konto’ – gider ikke lytte til deres reklamer. Så jeg har betalt 99 kroner om måneden og haft adgang til stort set al musik i hele verden nogensinde. Næsten.

Og pludselig en dag tog pokker ved mig, og så slettede jeg både app på mobil og på computer. Og opsagde abonnement og slettede profil. Så nu hører jeg radio. Og podcasts. Og så er jeg begyndt at lytte til stilheden også. Den er faktisk ikke så skræmmende, nu jeg har lært den bedre at kende.

Det er som at møde en ven, jeg havde glemt, jeg egentlig meget godt kan lide. Så nu er vi ved at lære hinanden at kende igen. Og så arbejder jeg med at blive bedre til at høre tale-radio igen – mens jeg laver noget andet. Jeg har længe lyttet – og LOL’et jævnligt – til den forrygende podcast (giv den nu en chance, og ja, det er på svensk men stadig godt) med Anders og Johan fra Offside.

Nu er jeg begyndt at høre P1 igen. Det kræver altså min opmærksomhed. Jeg kan mærke, når jeg lytter Offside herhjemme, kan jeg heller ikke bare løbe rundt og ordne vasketøj, læse en bog og så samtidig få noget ud af podcasten. Det kræver, at jeg lytter. Aktivt. Og det er egentlig ret dejligt at give sig selv lov til bare aktivt at lytte. Jeg behøver ikke gøre mere i den periode, hvor jeg lytter.

Det er nok at lave en ting af gangen. Hvorfor tror vi alle sammen, vi skal lave alt muligt hele tiden og være på flere skærme, flere platforme og løse ting med begge hænder og helst også noget med mindst det ene ben samtidigt. Mens hjernen skal jonglere det hele. Hvorfor? Jeg orker det ikke. Kan I andre styre det, så tillykke til jer; I er dygtige, og jeg beundrer jer. Men pas på jer selv <3

Ja, det var så, hvad jeg fik ud af at slette mit Spotify-abonnement. Måske skal jeg begynde at låne LP’er på biblioteket 🙂 

Digitalisering af penge

Hm. Det her er en af de ideer, som jeg helt sikkert havde en glødende tanke om, da jeg noterede den. Jeg tror, jeg er noget mere i tvivl i dag. 

Jeg har slettet MobilePay, og jeg benytter ikke WeShare heller. Er det besværligt? Ja for pokker. Er det helt og aldeles uoverkommeligt? Næh. Sådan er det ikke. Hvorfor er de slettet? Fordi Danske Bank!

Fordi det virkede så bekvemt bare at skælde ud på Danske Bank, da de blev taget i grundig hvidvask. Min forargelse var stor, og jeg lovede aldrig mere at benytte Danske Bank. Og det står jeg ved. Mange var enige, men det virkede også som en gratis omgang. Det koster jo ikke noget at skælde ud på en bank, man alligevel ikke bruger.

Så jeg undersøgte, om de stadig ejede MobilePay eller ej. Mange siger, at de har solgt det. Men der er sket det, at det er blevet en selvstændig virksomhed, som stadig er ejet af Danske Bank. Mere behøver jeg sådan set ikke at vide. Farvel MobilePay. 

Hvad betyder det så i forhold til en digitalisering af mit forhold til penge? Tjaeh, jeg ville faktisk foretrække at få mine penge udbetalt i en pose fra arbejdspladsen, så jeg ikke behøvede involvere en bank. Jeg synes ikke, de har vist sig hverken troværdige eller har gjort sig fortjent til min tillid og dermed de par klatskillinger, jeg har stående i banken.

Ville det gøre mig sårbar over for indbrud og røveri? Selvfølgelig. Men det er der ikke noget at gøre ved. Jeg tror ikke, der er andre veje i 2018 end at stemme med sine fødder, sine handlinger og sine ord. 

Er jeg helt mod digitalisering? I den nuværende form; ja. Men hvis en troværdig Nationalbank bød sig til og kunne have mine penge stående – uden renter for indlån ville være fint med mig – og så måske konstruere en app eller piske en chip ind i håndleddet på mig, så jeg ikke behøvede hverken kontanter eller kort for at kunne bruge mine penge, så ville jeg være på sådan en løsning med det samme. Men det er nok ikke lige rundt om det næste hjørne med sådan en løsning … 

Skat er en skidt dansepartner

Da skilsmissen sådan officielt gik igennem i begyndelsen af september 2014, tænkte jeg, at nu kunne jeg måske endelig få det rentefradrag for (noget af) al min gæld, som skat ikke ville godkende, da jeg var gift. Hver gang jeg skrev renteudgifterne på, blev de modregnet hos Camilla. Og lige i det med penge var hun ret bestemt og vores økonomier ublandede. Så fradraget lå og ventede.

Jeg formulerede en pæn mail til skat og undrede mig over, at de tal, de selv har fået indført, skal leveres direkte fra banken; dem valgte de at afvise som ugyldige. Jamen, det ville de meget gerne se på, hvis jeg da så lige samtidig ville dokumentere min transport over Storebælt i den periode, hvor jeg som bosat i Odense har arbejdet i Brøndby: “Særligt passage over Storebælt”. Oj, det er ikke let at rubricere det som andet end en form for “Giver du os bøvl, får du ekstra bøvl tilbage”.

Særligt da togbilletterne – de månedlige pendlerkort – lå i en af de kasser, der gik bort i oversvømmelsen hos min ekshustru. Dét kunne næsten ikke undgå at lyde som en sø-forklaring. Så jeg skrev til DSB og spurgte, om de måske havde registreret, hvilket måneder jeg helt nøjagtigt havde købt månedskort hos dem i 2013. Jeg er ikke skide organiseret, så det der med at finde ting fra året før er ikke lige min ting, men jeg havde en fornemmelse af, at hvis det lykkedes, ville der være penge i det. DSB skrev lynhurtigt, at det kunne de snildt, og de sendte mig med det samme en oversigt over 2013s DSB-indkøb fra min side. Smart. Sikken service.

Så fandt jeg betalingerne i netbank, vedlagde dem og manglede nu bare at “dokumentere rentefradraget hos Danske Bank” yderligere. Jeg ringede til Danske Bank. Forklarede mit problem og fik en meget åbenhjertig replik retur: “Det er det samme hver gang med skat. De slipper for påtale, når de jokker i spinaten bigtime, men hvis vi andre snyder en lille smule i skat, så kommer hele kavaleriet”. Det var en overraskende frisk replik, synes jeg, men medarbejderen var meget imødekommende og sagde, at jeg kunne bede skat ringe til Danske Bank, hvis de havde brug for yderligere dokumentation.

Jeg sendte hele molevitten til skat, og fem dage senere lå der et brev fra dem. Bare sådan. Jeg havde forventet månedsvis af parlamenteren frem og tilbage. Men der kom et brev:

“Vi har ændret dit skattekort som følge af vores korrespondence og din restskat på mange tusinde kroner er nu blevet til overskydende skat på nogenlunde samme bunke tusinde kroner.”
(De formulerede sig mere præcist angående tallene, men det er ikke relevant her, vurderer jeg og har derfor modereret lidt, red.)

Det varer lidt, før end jeg brokker mig over skat igen. Eller i hvert fald indtil næste gang de vælger at ignorere et fradrag, jeg mener at have krav på.