Kunstig intelligens – hvad er det nu lige, det er?

I dansktimen fredag med mine 10. klasser sad et par af eleverne og hyggede med en Mensa-test. Med en næsten rørende tiltro til mine evner spurgte de til et par af opgaverne, og jeg svarede, at Mensa-tests ikke var et godt match med min form for intelligens. Så talte vi en smule om matematisk, social og kunstig intelligens.

Jeg er fascineret af kunstig intelligens. Forsøger at læse lange og komplicerede artikler om det, og jeg forstår noget. Ikke det hele. Slet ikke. Men jeg fanger noget. Og har nu i en lang periode underholdt alle, der ikke når at flygte, med en form for paradis-eller-dommedags-version af fremtiden med kunstig intelligens.

Men først og fremmest – hvad er kunstig intelligens? “Kunstig intelligens er videnskaben og ingeniørkunsten at lave intelligente maskiner, særligt intelligente computerprogrammer,” sagde John McCarthy for 60 år siden. Han bliver betragtet som en slags fader til kunstig intelligens.

Som artiklen selv siger det, er det jo en kende svært ud fra den definition at vide, hvad intelligens er. Som med mine elever; der er mange former for intelligens, og hvad er det, vi gerne vil fremelske i den kunstige intelligens, vi beder maskiner om at levere?

Indtil videre har det primært været i form af praktiske maskiner. Det bette ur på vores brødrister som tænder for varmen i en periode, som nogenlunde svarer til, hvad vi beder den om (det virker, som om de altid får for meget!). Det er jo helt basal kunstig intelligens, som jeg forstår det. Målrettet at løse en enkelt opgave med stor specialisering.

Det vi sigter mod i disse år er at udvikle maskiner med en slags generel intelligens på niveau med menneskets. De kan banke os i skak og ‘Go‘. De er nu ‘smarte’ i næsten alt, hvad vi får ind i hjemmet. Er de måske i virkeligheden allerede lige så kvikke som mennesker – og hvad skal vi så bruge det til?

Vi forsøger at udvikle maskiner, der kan tænke abstrakt, løsningsorienteret, og som dermed bliver i stand til at lære selv. Det er typisk sådan, maskinerne bliver gode til skak eller andre spil – de gennemgår en hulens masse data, og så kan de vurdere, hvilket træk, der er bedst på skakbrættet eller i ‘Go’-spillet.

Men de har jo den fordel, at de ikke skal spilde tid på søvn, på at spise eller for den sags skyld på at opbygge social kapital og omgås andre mennesker/maskiner. Så de kan lære med hyperhastighed – også fordi de er byggede til at bearbejdede data i en fart.

Så inden vi får set os om, udvikler de sig fra at være lige så intelligente som mennesker til at være superintelligente. Og hvad sker der mon så?

Unge har brug for en autoritet

Sådan stod der i en artikel, jeg læste forleden. At vores evindelige kamp for at gøre op med de autoriteter, der nede i 50’erne og 60’erne daskede skoleelever over fingrene med linealer, rev dem i ørene og herskede med frygt som primært våben, faktisk er gået for vidt. At vi i dag står med en generation af unge mennesker, der har brug for autoriteter. Der har brug for ledestjerner, hjælpere, vejledere, som kan give dem retning og en idé om, hvad der er rigtigt og forkert.

Men hvordan skal man vide, hvad der er rigtigt og forkert? Hvordan kan vi pege i en eller anden retning i et samfund, der er arbitrært splittet og peger i alle retninger på samme tid? Nogen vil gerne have lov at flyve, alt hvad de orker. Nogen vil give alle penge til hjemløse og udsatte. Andre vil ikke give en skid til andre end dem selv. Nogen vil forbyde at flyve. Andre forbyder dieselbiler. Nogen vil have lov at omgå skattereglerne, for hvis der ikke står i vejledning til mikrobølgeovnen, at den ikke er beregnet til at tørre våde katte, så er den det nok … 

Hvem skal pege? Lad hen, som er sikker i sin sag pege som den første! Så hvad er en autoritet anno 2019? Ja, jeg aner det virkelig ikke. Jeg har jo selv mit at slås med i forhold til autoriteter – jeg har det mere end urimeligt anstrengt med, når andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo allerhelst have lov at bestemme selv. Hvordan skal jeg være et forbillede for andre? 

I dag i dansklektionen var der en – én, 1! – som havde forberedt sig til vores gennemgang af en analyse af en novelle. Og jeg blev faktisk lidt småfornærmet. Ikke sådan for real men som jeg altid gør i klasseværelset; så får de sangen om, at det er deres eget valg, og at jeg ikke gør arbejdet for dem. At de sagtens kan komme frem til næste sommer uden at lave noget, og at det i virkeligheden bare drejer sig om en time – eksamen og måske 30 minutter efter – hvor de er røde i kinderne og føler sig konfronterede med en lidt ringere end ringe karakter.

I alle andre sammenhænge taler jeg jo for at afskaffe karaktererne. Så hvordan kan jeg med en flig af troværdighed i behold i ramme alvor forsøge at give dem dårlig samvittighed, fordi de ikke har lavet deres arbejde? Jeg taler hele tiden om læring. Hvis der er noget, jeg gerne vil give dem, er det fornemmelsen af, at de kan alt. Måske kan de ikke mestre alt. Men de kan alt. De kan kaste sig over alt. De kan øve sig. Øve sig til fingrene bløder, benene værker, hjernen slår knuder, og kæberne er ømme. Så har de gjort deres bedste. Mere kan ingen bede om. Men alt mindre end det, er for slattent. Synes jeg.

Realistisk? Realistisk set er jeg jo selv et sammensurium af autoritet, forbillede, dårligt eksempel, elendig lærer og alt muligt andet. Når alt kommer til alt, er jeg jo bare et menneske. Med fejl, mangler og svagheder. Men også med omsorg, styrke og evner. Måske er det dét, der kan være min opgave som autoritet; at vise dem at det er okay at være menneske. At man skal gøre sit bedste. 

Det er simpelthen så dumt

Har du hørt nyheder i dag? Har du hørt, at Danmarks Almene Boliger søsætter et pilotprojekt i socialt belastede områder, hvor skoleelever kan få en kontant belønning for at lave op til to matematikopgaver. Hver opgave kan give 75 kroner. Tanken er, at det skal motivere eleverne til at blive bedre, få højere karakterer og dermed bryde den sociale arv …

Ja, for det er da helt sikkert derfor, at de fleste ikke laver deres skolesager og ikke bryder den sociale arv; fordi de ikke får en kontant belønning for det. Direktøren for Danmarks Almene Boliger fortalte i et interview, at han ikke var bekymret for, at eleverne ikke ville gide lave deres lektier fremover uden en form for kontant belønning, for “beløbet er så lavt”.

Mon dog så ikke det viser sig, at det beløb bliver sat op? Mon dog det bliver særligt let at få andre skoleelever til at lave lektier uden at få samme økonomiske incitament? Mon det varer særligt længe, før vi så har skabt en skole fuldkommen baseret på en incitaments-struktur, der handler om materialitet og absolut på ingen måde om værdien ved læring? Mon de her elever får bare det mindste gran af glæde ved at lære? Mon de lærer værdien ved at blive dygtigere, fordi de får penge for det?

Ej, det er ganske simpelt det rene idioti. At en direktør kan sidde i sit hjørnekontor og få den tanke, at det da helt sikkert vil virke, er vel ikke overraskende. Men hvordan det så kan slippe gennem en møderække, en bestyrelse og en hel masse andre mennesker, der må formodes at have en form for relevant erfaring og indsigt i arbejdet med, hvordan man motiverer unge mennesker, det er ganske enkelt en gåde.

Nu er det altså den her historie, jeg er vred over, og jeg skal afholde mig fra at brede det ud i en større kontekst – det må blive en anden dag – men lad mig ganske kort sige, at med min korte erfaring som lærer er det her et fremragende eksempel på et forsøg på en løsning fra slipsedrenge, jakkesæt, regnemaskiner og bureaukrati, der intet har med virkeligheden at gøre.

Tror de virkelig, at det handler om penge? Er de virkelig så langt oppe i røven på deres egne bonusser, fratrædelsesaftaler og genansættelses-ordninger, at de ikke fatter, at de smadrer det trods alt nogenlunde velfungerende – i hvert fald i ånden – danske skolesystem, hvis de gør det til en pølsefabrik, hvor de unge mennesker lærer mere om værdier som konkurrence, incitaments-strukturer, og hvor de bliver bekræftede i, at læring er så ligegyldigt og kedeligt, at det skal man naturligvis belønnes for at nedlade sig til at deltage i.

Vores skolesystem er en gave. Det er et kæmpe privilegium at få lov at gå i skole, lære og blive klogere. Det er båret af iver, nysgerrighed og videbegær. Hvor er den nysgerrighed? Hvor er udforsknings-lysten? Trangen til at nå længere, videre, højere og dybere ind i stoffet? Penge … pffftttt.

Så tror jeg bare, charmetrolden tager over herfra

Som jeg vist tidligere har nævnt, har jeg en japansk nabo hernede i Højer. Hun er 78 år gammel. Ikke i nærheden af 150 centimeter høj. Hendes dansk er ikke sådan helt forståeligt – jeg anslår, jeg fanger cirka 30 procent af det, hun fortæller mig.

Men jeg har fanget så meget, at hun er flyttet hertil for kærlighed, og at det drejer sig om en mand, der arbejdede for Mærsk. Først var de i Tyskland, og siden kom de så til Danmark. Her bliver historien lidt uklar, men jeg tror, jeg har fået så meget med, at min nabo opdagede, at manden havde en affære med en amerikansk kvinde – ikke bare det; han havde gjort hende gravid, og så gik Chiyoko, som min nabo hedder, og hendes mand fra hinanden.

Hendes gestik fortæller mig, at han senere er død – angiveligt af noget med indtag af alkohol. Når nu hun er japaner, kan jeg bedre lide min egen version, der handler om, at han er død af skam …

Nå men Chiyoko er på et tidspunkt faldet efter en indkøbstur til Brugsen, så hun fik en skade i den ene balle. Syet med 12 sting. Jeg ved det, for hun hev højt op i joggingbuksen engang, vi mødtes ved skraldespanden. Jeg har tilbudt at køre hende til Brugsen, hvis hun har brug for det. Og det har jeg gjort nogle gange efterhånden. Kørt hende altså.

Og jeg har også spurgt i den lokale sportshal, hvornår det nu er, der er ‘stole-gymnastik’. De ældre så noget bekymrede på mig, men jeg skyndte mig at sige, at det var min nabo, der gerne ville være med. Måske havde jeg det forkerte mærke tøj på til stolegymnastik … 

Senest vi var af sted for at handle, spurgte Chiyoko en Brugs-ansat, om de snart fik de små kina-bøger hjem? Damen svarede, at “det slet ikke er sikkert, vi får dem hjem igen”. Jeg taler jo butiksk efter mange år i Føtex og Bilka, og det er ganske enkelt kode for: “Det har jeg ikke undersøgt, og det kommer jeg heller ikke til”.

I sidste uge bankede det forsigtigt på min dør. Chiyoko spurgte, om jeg ville hjælpe med noget. Det ville jeg gerne, så jeg gik med ind i hendes køkken, hvor hun viste mig et brev fra Dansk Flygtningehjælp. Der stod, at de havde en telefonaftale med hende klokken 11.00 samme dag. Klokken var knap 13.00, og hun bedyrede, at de ikke havde ringet.

Så jeg lovede at ringe til dem og høre, hvad der var gået galt. Jeg fik fat i den rare sagsbehandler fredag. og han fortalte, at de ganske rigtigt havde haft en aftale, men at han havde måttet aflyse den, fordi tolken havde meldt afbud. Så han ville booke en ny tolk og sende et nyt brev med et nyt tidspunkt.

Han fortalte mig også – det ved jeg sådan set ikke, om jeg havde lov at få at vide, men nu ved jeg det, og mig og hemmeligheder er bare ikke noget fint par – at det drejede sig om en ‘re-patrieringssag’. Altså, at min nabo er blevet familiesammenført til Danmark, da hun kom hertil, og nu vil hun hjem til en niece i Japan for at bo.

Som jeg forstod det, drejede det sig om en bolig, der først skulle sælges – vel for at undgå, hun flytter fra landet med gæld – og har hun ingen gæld, kan man vist få et tilskud til at flytte retur. Sådan nogen ting. Dem noterede jeg på bagsiden af papiret fra Flygtningehjælpen og afleverede til Chiyoko igen. Så nu skulle hun bare vente på et nyt brev fra Flygtningehjælpen.

Da jeg et par dage senere var i Tønder, gik jeg i boghandlen og købte to kinabøger i den rette størrelse – de skal passe i håndtasken. Jeg fik dem pakket ind og lagde dem foran hendes dør. Ret godt tilfreds med mit medborgerskab – måske næsten en anelse selvfed. Det gik over …

Om aftenen bankede hun forsigtigt på min dør. Hun  viftede med en tom konvolut. Og et par meter bag hende stod en mand. Lidt ældre end mig. Klædt i den i Sønderjylland så almindelige og anerkendte blå Kansas-jakke. Han skulede allerede en smule. Chiyoko sagde, hun havde brug for brevet fra Flygtningehjælpen. Hun holdt kuverten op, som om dens tomhed var bevis for, at jeg havde brevet. 

Jeg forklarede, at jeg jo havde skrevet på bagsiden og givet hende brevet tilbage. Hun blev ved at sige, at jeg måtte have brevet. For kuverten var jo tom. Så sagde manden noget i retning af, hvis hun siger, du har brevet, må du jo lede efter det. Jeg blev helt paf. Et snappende: “Hvem er du?” brændte på tungen, men jeg besluttede i stedet at spille skuespil. Skubbede døren i, gik ind i stuen og flyttede rundt på nogle papirer, hvorefter jeg gik ud igen og sagde, at nej, jeg havde ikke brevet. 

Jeg spurgte, hvad hun skulle bruge det til, for der stod jo ikke andet end et tidspunkt for en telefonsamtale, og manden fra Flygtningehjælpen ville sende et nyt brev i løbet af ugen. Kansas-manden brød igen ind: “Vi har brug for telefonnummeret, for så kan vi selv ringe derover og høre, hvad der foregår.” Altså underforstået at jeg nok ikke havde hjulpet godt nok. Jeg brød mig overhovedet ikke om tonen. Heller ikke fra min nabo. Som i øvrigt stadig ikke havde sagt tak for kinabøgerne, som jeg kunne se, hun havde taget ind. Dårlig stil, dame! 

Jeg forklarede, at jeg da havde telefonnummeret i min mobil, fordi jeg jo ringede til Flygtningehjælpen et par dage i forvejen. Om de ville have det. “Ja” kom det igen brysk fra Kansas-jakken. Jeg afventede et kort øjeblik, men der skete ikke mere. “Skal jeg hente et stykke papir og en blyant at skrive det ned med?” spurgte jeg så. Det måtte jeg gerne. Det blev faktisk forventet, fornemmede jeg. 

Så det gjorde jeg. Og så fortrak de ind i lejligheden igen. Jeg var stadig en hel del forbløffet. Først da jeg kom ind i stuen, kom jeg i tanke om alle de mange ting, jeg kunne have sagt undervejs. Men jeg holdt det på tungen og sank igen. Besluttede, at hvis Chiyoko igen får brug for hjælp, kan hun spørge charmetrolden i Kansas-jakken. Jeg gider i hvert fald ikke. 

Har jeg lært noget? Njaeh, jeg har tænkt en del over, om jeg så i virkeligheden hele tiden bare har hjulpet for at få noget ros – og nu er så fornærmet, at jeg er ligeglad med damen. For hun har vel reelt stadig brug for at blive kørt i Brugsen. Men jeg kan mærke, jeg ikke gider det mere. Nu bliver vi “storby-naboer” i stedet. Altså uden at hilse, hjælpe eller interessere os for hinanden. Bare boende ved siden af hinanden. 

En ting har jeg lært. Flere gange mens jeg har kørt damen i Brugsen, har jeg tænkt ved mig selv, at der var noget utilfredsstillende ved at køre en fremmed 78-årig dame i Brugsen i Højer, når jeg lige så godt kunne køre min egen 84-årige mormor på Nordfyn til byen for at handle. Så jeg har vist lært noget med prioritering. Og at hytte sine egne først. Og fremmest. 

“Hvorfor giver du dem ikke noget spændende?”

Læring er ikke altid en fest, underholdning, digitalisering og nemhed. Jeg køber ikke præmissen om, at eleverne ikke må kede sig. At stoffet kan være alt for svært. For det er hårdt arbejde at lære. Nogen ting.

Noget er sjovt. At lære at spille fodbold er sjovt. For det er drevet af personlig lyst og motivation. Mens den læring, der ikke er drevet at personlig motivation, den kræver en evne til at fastholde sig selv i en situation – også og måske endda netop – hvor det virker svært, kedeligt og uoverskueligt. Det er der altså også en læring i.

Modvillige elever, der stejler, når de møder nyt, når de møder noget, de ikke umiddelbart forstår, og som ikke kan fokusere mere end et par minutter af gangen, har brug for at lære, at der er andre måder at lære på.

Jeg overlever ikke længe i lærerbranchen, hvis den evindelige kommentar: “Så må du jo gøre det spændende for dem”, den bliver til alt for meget hverdag. Jeg savner nysgerrighed, ærgerrighed og lyst og motivation til at lære noget. De vil alle sammen gerne være “rige og have et fedt job og prestige”, men det er, som om de på ingen måde kæder det sammen med, at der skal arbejdes med andet end lige præcis dét, man har lyst til i nu’et.

Jeg underviser en 10. klasse, som jeg har forsøgt at drøfte både læring og undervisning med. De får ikke læst, når de får lektier for derhjemme. “Så er det jo ligesom bare lektier. Det er noget andet, hvis det er en aflevering.” Sådan! Lektier er jo bare … pfffttt. Nu får de tid til at læse på klassen, men de kan ikke koncentrere sig om at læse på klassen. Så drøfter de alt muligt andet, og så bliver det pludselig til uoverskuelige lektier, som de så heller ikke får lavet. Hvis lærerjobbet består i at tvinge en hel klasse fuld af vrangvillige elever til at deltage og bidrage, så gider jeg sgu ikke være lærer. 

Og er jeg virkelig allerede ved at give op? Nej, det er jeg da ikke. Der er stadig mange ting, jeg skal have afprøvet, men jeg kan mærke, at min indledende motivation og engagement er på retur. Som jeg ser det, er der for mange elever, der ikke har noget som helst begreb om at lære. “Vi forstår det bedre, når du forklarer det”.

Ja, hurra for det. Så behøver de ikke lave noget selv. De behøver ikke læse og forberede sig på forhånd. De behøver hverken læse eller deltage på klassen. Og de gider faktisk heller ikke tage noter, når jeg så endelig foredrager for dem på klassen. Så jeg føler mig faktisk temmeligt overflødig ganske ofte. At arbejde er uoverskueligt. At lave lektier er uoverskueligt. At forberede sig er uoverskueligt. At deltage gider de, hvis det foregår inden for rammen, der hedder, at “jeg synes, jeg mener, og jeg tror”. 

Der er mange tekster, hvor deres tilbagemelding er: “Den er svær. Der er mange ord, jeg ikke forstår.” Så spørger jeg, hvilke ord det drejer sig om, og så kan de sjældent finde tilbage til dem, fordi de ikke har taget noter eller for den sags skyld gjort sig nogen ulejlighed med at slå ordene, de ikke forstår, op. Altså undskyld mig, hvordan kan man på nogen måde forestille sig, at læring betyder, at alt bliver proppet ind med skovle, skeer og gafler, og at man så stadig kan forvente at få 12-taller smidt i nakken. 

Jeg er helt med på, at det her lynhurtigt kan komme til at handle om min utilstrækkelighed. At jeg ikke formår at gøre eleverne interesserede. At jeg ikke formår at gøre stoffet spændende. At jeg ikke det ene og det andet. Måske. Det er jeg absolut åben for. Men jeg er stensikker på, at det ville fungere allerbedst, hvis det var i en form for samspil. 

Og så glæder jeg mig over, at jeg forleden dag hørte rektor ved Roskilde Universitet, Hanne Leth, forklare, at 12-skalaen, som vi jo bruger nu, er med til at fremelske en fejl-kultur, hvor der er fokus på at undgå fejl og levere dét, som pensum og læreren efterspørger frem for at have fokus på læring – som blandt andet kommer af, at man tør lave fejl, afprøve ting og forsøge igen, når noget mislykkes – som 13-skalaen i højere grad er udtryk for, som Hanne Leth sagde. Jeg er enig. Helt, helt enig. Jeg bakser dagligt med elever, som ikke tænker en selvstændig tanke selv. De orienterer sig efter pensum, eksamen og karakterer – eller som en af dem sagde: “Du bruger jo 12-skalaen, som om det stadig var 13-skalaen”. Han mente, det var derfor, han ikke fik nogen 12-taller af mig 🙂 (hvilket han måske har ret i …) 

Endelig vil jeg sige, at jeg selvfølgelig generaliserer for hårdt, for der er stadig nogle elever, som rent faktisk magter at arbejde med tingene fornuftigt, koncentreret og med henblik på at lære, hvad der foregår. Men det er ikke en majoritet … 

Hvad er det egentlig, vi vil lære de unge mennesker?

Ja, det burde jeg jo sådan set kunne svare på. Og det kan jeg nogenlunde på egne vegne. Men jeg står ikke (helt) alene. Der er officielle krav. Der er officielle forventninger. Fra Undervisningsministeriet. Fra eleverne. Fra elevernes forældre. Fra censor (nok først aktuelt til sommer). Og så er der alle mine egne ønsker for, hvad jeg kan give de unge mennesker med videre hernede fra Danmarks allersydvestligste hjørne …

Som en slags disclaimer må jeg hellere skynde mig at sige, at jeg er formet af halvfemsernes uddannelsessystem. I gymnasiet afleverede jeg stadig håndskrevne opgaver, og min store opgave i 3G blev skrevet på en elektrisk skrivemaskine – en Olivetti, som jeg var meget glad for (gad vide, hvor den egentlig er blevet af …?)

Faktisk var det vel først, da jeg var til optagelsesprøve på Journalisthøjskolen i foråret 2002, at det faldt mig helt naturligt at skrive opgaven på min ny-indkøbte bær (nærmere slæb-)bare computer – og selv printe den ud på min til prøven medbragte printer.
[Gnæk og knirkende knæ] “Jo, små venner, sådan så verden ud dengang. Og man kunne de fleste steder i Danmark stadig finde fast ejendom til under 1 million kroner. Jo man kunne. Og en lærers primære ordforråd bestod af andet end “Schhhh” og “læg telefonerne væk””. 

Klip til i dag. Klip til et klasseværelse, hvor alle har en bærbar med. For det har de fået besked på. For det har man jo. For undervisningen skal være digital. For fremtiden er digital. Og det er der måske nok ikke nogen vej uden om. Medgivet. Men om det virkelig er den allerbedste måde at lære på i alle situationer …?

Jeg er – i bedste fald – i tvivl. Jeg har forsøgt mig med de veltilrettelagte forløb, der ligger grydeklare på online-platforme, og som matcher kravene til både årsplan, læring og alt muligt andet godt. Og de kan bruges. Men de reducerer også på mange måder læring til et spørgsmål om at gennem- og fuldføre de opgaver, der hører til et forløb. Det må endelig ikke være analogt. Og under ingen omstændigheder kedeligt. Det skal være sjovt at blive bedre. Og det må det gerne. Men det må ikke altid være forudsætningen. Når lyst og pligt hører op, skal vilje tage over. 

Måske er det også alt, alt for svært for de unge mennesker at fokusere, når de har computeren i sving. Jeg ved selv, hvor vanskeligt det er ikke at gå på Facebook, Twitter og alt muligt andet, når møder bliver en smule lange i spyttet. Mon ikke elever har det på samme måde? Måske synes de bare, at lærere (voksne i det hele taget?) er ualmindeligt lange i spyttet hele tiden? Så tror da pokker, det kan være vanskeligt at koncentrere sig i timerne. Hvordan sikrer man, at de følger med at lyst, spænding og nysgerrighed i det digitale læringsforløb uden at tage på surf-rundtur ved først givne lejlighed?

Måske er vores definition af ‘kedelig’ i fare for at blive for snæver. For let at anvende. For let at hive op af lommen, når man møder noget, man ikke har mødt før. Fx når man – som mine 10. klasses esports-drenge har gjort det i danskundervisningen de sidste par uger – løber ind i et skuespil af Ludvig Holberg (Erasmus Montanus!) fra 1722. 

– Det er keeedeligt
– Hvorfor taler de så mærkeligt?
– Jeg forstår det ikke!
– Sikke grimt de staver

Jeg er på ingen måde afvisende over for, at det er mig, der har op til flere – måske endda mange mangler – som underviser, men det er altså sært, at de stejler så helt vildt intenst og vedholdende over for nye ting. Så jeg har forsøgt mig med en slags “pisk/gulerod-taktik” i løbet af mine første 3 måneder som lærer.

Vi har for eksempel brugt en lektion på at se deres sports-helte spille turnering. Til gengæld har jeg slæbt dem gennem både analyse og oplæsning af Athena Farrokhzads langdigt ‘Europa‘. De har fået lov at bruge undervisningssted til at stille frustrerede spørgsmål til deres store skriftlige opgave i efteråret, og vi har set Big Mommas House, da de var afkræftede, udmattede og ikke kunne hænge sammen efter besøgsweekend og Efterskolernes Dag.

Og nu har vi altså også læst Erasmus Montanus. Læst om Holberg. Set små filmklip med hjælp til forståelse af Erasmus Montanus. Vi har sammen grinet af og undret os over al den latin, der er i stykket. De har læst et par af akterne højt for hinanden som rollespil. Og i dag skulle de så se stykket på film. På dr.dk/bonanza ligger der simpelthen en version fra 1973. I skrigende sort/hvid. Med stort set ord-til-ord opførelse af stykket (som altså blev skrevet i 1722).

Og hvordan gik det så? Som altid, når jeg skal noget med teknik, fik jeg det ikke til at virke, så vi kunne se det sammen, så de fik lov at gå i hyggerum, opholdsrum, sidde i klassen eller på eget værelse og se skuespillet. Fik de alle set det? Det tror jeg ikke. Så der er lektier til på torsdag. Sådan må det være – selv om jeg dybest set ikke tror på lektier. Jeg tror ikke på, at det hænger fast eller giver udvikling, når de primært gør det for at slippe for mine sanktioner – i bedste fald bare for min skyld. Så jeg foretrækker, at de ikke har lektier for. Det gør de vist også … 

Men dem, der rent faktisk så stykket, fortalte, at de kunne genkende det fra vores oplæsning, at det hjalp med visualiseringen, så de bedre kunne kæde de mange mærkelige ord sammen med handlinger, og at de nu kunne genkende (forsøgene på) humor(-en). Det er jeg mere end tilfreds med som udbytte. Langt mere end tilfreds. 

Er der altid en plan? Nej da. Jeg forsøger. Jeg klynger mig til en form for plan. Men de her unge mennesker er jo netop mennesker. Med liv. Med udfordringer. Med gode dage. Og med dårlige dage. Og jeg værgrer mig mod at stille en stribe ensartede krav til dem, fordi “det nu er blevet torsdag i november”, og de så skal kunne en hel masse, der stemmer overens med undervisningsministeriets krav til 10. klasse.

Som udgangspunkt er det fint, at 10. klasse blandt andet skal hjælpe eleven med afklaring og at blive uddannelsesparat. Men bliver de det af faste rammer og – som rygtet siger blandt de dansklærere, jeg følger på sociale medier – af at der er mere og mere fokus på fagtekster og journalistiske genrer til eksamenerne.

Deres store opgave går ud på at lave en uddannelsesplan til sig selv. Eleverne hører “projekt, karakter, eksamen”, når de i virkeligheden skal dokumentere, at de kan bruge internettet til selv at finde vej i uddannelsesjunglen. Det kan de godt. Hvis der er noget, jeg er sikker på med den her generation, er det deres anvendelse af nettet.

Hvor vil jeg hen med det her? Godt spørgsmål – men som jeg vist har påberåbt mig før; så er det her stedet til (nogle af) mine ufærdige tanker. Det er ikke sikkert, det nogensinde bliver færdigbagt, men nu er det i hvert fald processeret fra hjerne og hjerte til fingre og tastatur. Så må vi se, hvad der kommer ud af det. Om noget … 

(En helt anden historie er, at jeg har svært ved at forlige mig med, hvor mange af de her unge mennesker (på den efterskole jeg er nu; min empiri er spinkel, men samfundsdiskursen antyder, at problemet ikke er isoleret til  en skole, enkelte elever eller andet forsnævrende) der har ‘ondt i livet på den ene eller anden måde, og hvor naturligt det er blevet for dem. Det er bare et vilkår i livet, at det er svært, gør ondt og er ensomt. Det smerter mig grueligt – men det må jeg fortælle mere om en anden gang. For nu; Adieu)

“I medgang og i modgang …”

Jeg indrømmer, jeg har gjort mig umage for at beskrive alle de virkelig gode sider ved mit nye liv som efterskolelærer indtil videre. Men jeg vil ikke lyve.

Der er også dage, hvor jeg er så frustreret, at jeg får lyst til at bide i en gammel sko. Dage, hvor jeg forbander elever langt væk. Hvor jeg undrer mig over, hvad der foregår med de unge mennesker, som bruger mere tid på at argumentere, diskutere og brokke, når de bliver bedt om at løse opgaver, de ikke har lyst til. 

Det er vidunderligt, at de har deres egne meninger. Det elsker jeg. Men det er forfærdeligt, hvor lidt begreb, de har om fællesskabets forpligtelser og ansvar. Hver dag til måltiderne må vi gentage den samme sang: “Tag nu kun ét stykke kylling i første omgang, så alle kan få”. Hver dag må vi diskutere undtagelser, særregler og lytte til (bort-)forklaringer på, hvorfor de ikke kan overholde den ene eller den anden aftale. Der er dage, hvor jeg griner af dem, lytter til dem og ryster overbærende på hovedet. 

Men der er også dage, hvor jeg bliver frustreret, irriteret og decideret rasende på dem. Jeg tror på, at de fleste mennesker inden i har en regulator, der fortæller dem, hvornår de gør tingene rigtigt og forkert. Jeg ved godt, at det kan variere, hvad der er rigtigt og forkert for den enkelte.

Det værste, jeg ved, er, når den enkelte sætter sig selv over fællesskabet. For det går ud over fællesskabet. Når den enkeltes eget behov for ditten eller datten, betyder, at hen ikke kan løse sin del af de fælles opgaver, så betyder det, at alle de andre skal løfte lidt mere, end de ellers skulle. Dén forståelse synes jeg en stor del af de unge mennesker har svært ved at få styr på.

Når jeg så må hæve stemmen for at få dem til at lytte. Og ultimativt gøre, som de får besked på. For det er ikke en snakkeklub, når 120 mennesker, der bor tæt sammen, skal sørge for den daglige hygiejne, for de daglige måltider og for andre dele af fællesskabet. Så skal de lære at udfylde deres plads. Pligtskyldigt. Og uden brok og omsvøb. Så blir jeg til den sure udgave af mig selv. Den krævende. Den korte-for-hovedet-version. Og der er dage, hvor jeg tvivler på, om jeg kan klare opgaven. Dem er der faktisk mange af; de dage. 

Og så er der heldigvis også de dage, hvor jeg kan mærke de unge menneskers varme, liv, udfordringer, nysgerrighed, søgen, vildrede, hensynsfuldhed, omsorg, og så kan jeg føle det i maven. En brusende kærlighed. En omsorg for dem. En lyst til at passe på dem. Lære og vokse sammen med dem.

Og de dage; det er de dage, der gør det hele værd. De dage, der minder mig om, at det giver mening for mig at stå midt i deres hverdagsliv. Midt blandt 120 unge mennesker. Midt i opture og nedture. Midt i frustrationer og lykke. Midt i det hele. 

“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.

“Du er ikke klog. Du er bare velformuleret”

Det var første time, jeg havde med det her hold. Vi var næsten en måned inde i skoleåret, men lange weekender, introdage og Tønder Festival havde gjort, at jeg først havde dem nu. Til kultur. 2 lektioner om ugen. Resten af skoleåret.

Jeg havde brug for at lære dem bedre at kende, så vi tog et helt løst modul, hvor jeg stillede en masse spørgsmål, og de svarede. Tænkte sig om. Svarede igen. Og da vi talte om identitet, fortalte jeg, hvad jeg havde fået ud af en af pigernes valg af motiv og tema og illustration til hendes værelsesdør. Noget med populærkultur og at være i centrum af tingene. Hun tog det med et grin. Og tænkte sig åbenbart lidt mere om resten af timen, for da den var slut, tog hun fat i mig:

Jeg tror slet ikke, du er klog. Du er bare velformuleret. 

Tak for den. Gennemskuet på første skoledag 🙂 Hvad betyder det? Kan man være velformuleret uden at være klog? Klog uden at være velformuleret? Er det ene vigtigere end det andet? Jeg elsker det. De er så kvikke. Så rappe i replikkerne. Og der er meget omsorg, empati og kærlighed.

Vi begyndte skoleåret med samtaler med kontaktgrupper. De skulle blandt andet svare enkeltvis på, hvad det vil sige at være en god kammerat. De har alle lært, at så skal de svare noget med, at de tager sig af dem, der er udenfor, og som ikke er med i fællesskabet. Det er fint. Det er et godt udgangspunkt. Men noget af det, jeg synes er vigtigt, er at flytte den slags skoletillærte viden til praksis.

De første uger spurgte de konstant: “Får vi karakter for det her?” – naturligvis med den underforståede præmis, at hvis der ikke var karakterer involverede, så behøvede de ikke deltage.

Så jeg har brugt meget tid og energi på at forklare, at jeg selvfølgelig giver dem de karakterer, som undervisningsministeriet kræver, men at jeg ikke bryder mig om tal som et parameter for læring. At jeg foretrækker, de fokuserer på at lære noget. At det er deres eget ansvar, at de lærer noget.

De slipper ikke for timerne, så de kan lige så godt få så meget ud af det som muligt. Og med den grundpræmis på plads forsøger jeg så at møde dem, der hvor de er. Hvad har de lyst til? Hvordan vil de gerne lære? Hvad har de brug for, at jeg gør? Hvordan hjælper vi bedst hinanden? 

Hov, det var jo ikke meningen, det her skulle være en gennemgang af mine didaktiske visioner (ja for sådan nogle har jeg jo fået mig – de kommer med jobbet 😎). Det skulle være en lovprisning af alt det, jeg er glad for. Her kommer lidt mere af det:

Jeg er meget begejstret for den direkte kontakt og den kontante afregning. Jeg er vild med, at jeg kommer så tæt på de her unge mennesker, at de deler bidder af deres liv med mig. At de fortæller om deres frustrationer, udfordringer og oplevelser indtil nu.

De er meget bevidste. Meget institutionaliserede. Og forklarmigrøv-gjorte – altså, at de har været gennem  skolesystemet og fået plausible forklaringer på, hvorfor de ikke nødvendigvis er glasklare successer på tidens fremherskende parametre. Det véd de simpelthen selv. “Det er jo, fordi …”- det ene og det andet.

Jeg underkender på ingen måde, at alle har noget at slås med. Men jeg tror på, at de skal mødes, hvor de er, og så skal de have lov at udvikle sig og lære i deres eget tempo – ikke i en standardiseret version af et digert værk fra lærerseminariets skematiserede opgørelse af, hvad man magter, hvis man er tildelt diagnose Y eller Z, eller har været udsat for ting og sager i skolen, som ingen burde opleve – eller om det så er sket i hjemmet. 

Mit take – som jo af gode grunde kun er funderet i mit menneskesyn og min evigt optimistiske tro på det allerbedste i andre mennesker – er, at hvis jeg viser dem tillid, giver dem rum og mulighed, så vil de flytte sig præcis så meget, som det er muligt for dem i den givne situation. Og dét – lige netop dét – vil jeg meget, meget gerne være med til og bidrage til. På bedste vis. Med omsorg. Med rummelighed. Med accept. Og med forståelse. 

Jeg er vist ikke så god til at forklare det her.
Hvorfor er jeg så begejstret?
De rører mig dybt.
Alle deres kampe, sejre, nederlag og alt det indimellem.
Det rører mig.
Dybt.

Those who can, do; those who can’t, teach

Det er svært. Nøj hvor er det svært.

Jeg er nu en god måned inde i mit nye liv som efterskolelærer. Jeg er så småt ved at være ovre spørgsmålene om, hvorfor i alverden jeg skiftede et trygt og velbetalt kommunikationsjob hos Politiet ud med et lærerjob på en efterskole i Sønderjylland. Og først nu er jeg ironisk nok ved at have formuleret en form for fornuftigt svar.

Den korte version er, at jeg havde brug for at prøve noget nyt. Havde brug for at være lidt mere på gyngende grund (Politikerne ville vel kalde det en brændende platform, og Hella Joof ville have sat ild til hele molevitten). Og det er nyt. Og skræmmende. Og svært. Helt vildt svært.

Tænk lige tanken engang: Hvordan engagerer og motiverer du 20-25 unge mennesker på 16 år til at lære? Og læg så til dit sikkert fremragende svar, at en klasse anno 2018 består af både knap så stærke, mediumstærke og meget stærke elever. Det er en kunst overhovedet at fastholde deres opmærksomhed. Og når du så har den (opmærksomheden), skal du sikre dig, at de også lærer noget. Med hver deres udgangspunkt og forudsætninger. Med hver deres baggrund. Med mangler. Med styrker. Med forcer. Med ønsker. Med idiosynkrasier. De er jo mennesker. Ikke helt færdigbagte endnu, men de har meninger og holdninger.

Og selv om de ikke havde. Selv om de var modellér-bare som i fortidens skole, ville jeg så være med til at uddanne dem til maskiner, der kan lire kongerække og årstal og facts af? Hvad tror du? Selvfølgelig ikke. Jeg har en masse ideer, tanker og visioner for, hvad der foregår. Men med et halvt år som meritlærer-studerende og to moduler – det ene var tysk, som jeg har droppet, og det andet var dansk som andetsprog, hvor jeg ikke lige fik afleveret den sidste opgave (endnu!) – som bagage, vil jeg en hel masse, men jeg har ikke et kæmpestort fundament eller nogen form for empiri til at tage mig derhen. Så hvad gør jeg så?

Føler mig frem. Forsøger at inddrage eleverne så meget som muligt. Og har lange indre monologer om, hvordan jeg både skal finde tid til at være et menneske, der møder 25 unge mennesker på hver deres præmisser OG tilgodese undervisningsministeriets ønsker til, hvad de skal lære i løbet af deres år i 10.klasse. 

Det er svært. Nøj hvor er det svært. 

Men det er heldigvis også sjovt – det fortæller jeg mere om næste gang.

Mojn-mojn