Gi’ dig selv lov

Lars Lilholt har engang skrevet en sang med titlen: Gi’r du mig lov.

De ord tænker jeg ofte over. Både i deres originale form men også som i overskriften i form af at give sig selv lov.

Inden jeg fortaber mig i betydningen, vil jeg lige pege på en fin tekstmæssig sekvens fra sangen, der går:

Fuglene kvidrer og kvidrer
Deres blålige morgenappél
Jeg tror, de taler for mit hjerte
Nu det ikke kan tænke og tale for sig selv

Gi’r du mig lov, Lars Lilholt: Kong Pukkelrygs Land

Hvem skal give os lov?

Lilholt taler om en kærlighedens tilladelse. Et modsvar til ‘med forlov’, men for mig kan det snildt bredes videre ud.

Og det er med modsat fortegn. Hvad er det for et ‘lov’ eller en tilladelse, vi venter på?

Kan vi ikke bare give os selv lov – også til at elske? Når Lilholt spørger, tror jeg, det hænger sammen med en anglen efter bekræftelse og en modpart, der skal elske tilbage.

Men i mange, mange andre sammenhænge i livet end kærligheden behøver vi altså ikke tilladelse.

Vi behøver ikke vente, til nogen giver os lov.

For de fleste andre er vi bare bipersoner

Gak, gøgl og løjer er sjovt. Men mange af os holder igen, for hvad vil de andre dog ikke tænke? Hvis jeg danser grimt. Hvis jeg synger falsk.

Og. Hvad. Så? Vi behøver ikke vente på lov, for noget af det allermest snærende er det blik, vi tror, andre har på os konstant.

Vi lader en forestilling om fordømmelse og vurdering holde os tilbage, før den overhovedet har ramt.

Jeg læste en artikel af David Cain på hans næsten altid brugbare og ofte indsigtsfulde Raptitude.com (https://www.raptitude.com/2022/07/you-are-always-the-other-person/), og den handlede om at være The Other Person i andre menneskers liv.

Hans tankeeksperiment går ud på, at hvis vores liv var en lang 1. personsfortælling, som vi spolede igennem, ville det blive tydeligt for os, at den eneste person, der er med hele vejen, er os selv.

Og at alle andre bipersoner i den film er med i en forbløffende lille del af filmen. Sådan overordnet set.

Og hans pointe er så, at hvis man vender den tanke og minder sig selv om, hvor ofte man er den anden person i andre menneskers liv.

Så er det måske lettere at forstå, hvor vanvittigt lidt man fylder i andre menneskers liv og tanker.

Giv dig selv lov at være dig selv. Helt og holdent og fjollet og ægte

Der kommer ikke pludselig nogen for at give os tilladelse.

Der er ingen gylden streg, vi skal krydse ved runde fødselsdage, afstemninger eller når man har ventet for rødt lys uden en eneste bil i nærheden 1.000 gange.

Livet er her. Vi kan gøre med det (næsten!), hvad vi vil. Og jeg tror, mange af os er fyldt med drømme, ideer, tanker og forestillinger, som vi måske alligevel tøver med.

Et aftenskolekursus. En flirt over is-montren i Rema. Teater, opera og koncerter. Og en rækken ud efter stjernerne. Efter rødderne. Efter det hele. Alt det, man selv tror på, vil give værdi og mening.

Ræk ud. Stræk dig. Bøj dig. Og lev for filen det hele. Opture. Nedture. Solskin. Regnvejr. Og alt det derimellem.

Giv dig selv lov. Til at tage det hele ind og nyde hele pakken. Du har Tur-Pas, så du kan prøve alle forlystelserne. Sæt i gang, min ven.

“Der er nok en grund”

Photo by Giovanni Mammano on Unsplash

I’m Back! Go ahead, make my day. Punk

Jeg har været tilbage i Danmark i 2 måneder. Det har været dejligt at se mennesker, jeg holder af, igen.

Det er interessant at opleve, hvor lidt der egentlig sker, når jeg er væk – altså ikke på den måde, at jeg får ting til at ske, og dermed sker der intet, når jeg er i udlandet, men mere på måden: Er du vims, hvor sker der dog generelt lidt.

Jeg tester lige en form for koncept. Jeg har simpelthen så meget, der fylder. På hjerte ville en mere prætentiøs skribent vel formulere det. Men af hensyn til omfanget prøver jeg at putte de mest presserende emner på formel, og så ser vi, hvordan det går

Er her altid så koldt?
Jeg husker ærlig talt ikke Danmark som SÅ koldt. Det er jo bidende, fugtigt og blæsende. Charmen ved rusk, regn og stearinlys i vintermørket falmer for mig med tiden.

Men en af grundene til at forlade Sicilien var min oplevelse med varmen dernede, som heller ikke var rar. For meget af alt kan blive for meget. Lagom – lagom, om jag får be’

Facebook – og hvorfor jeg nu igen har lukket min konto
Abonnementsservice? Kald det dog, hvad det er: Forsøg på at omgå lovgivningen.

Mark Z og hans Meta-kumpaner må ikke længere bare uden videre høste al vores data – tak til Margrethe V (kommer hun dog ikke snart hjem og bliver statsminister? Vi ku’ godt bruge en ny!) – så nu giver de os et valg: Betal 95 kroner om måneden for en reklamefri-oplevelse, eller sig ja til at data høstes og anvendes til målrettede reklamer.

Køber du abonnementet, har jeg et mellemstort tårn i Paris og en halvlang mur i Kina, du også kan købe …

Det tror jeg simpelthen ikke på. Hvorfor i alverden skulle de dog stoppe med at høste og sælge vores data? Omdømme? Ry? Anstændighed? Alt det er vist en by i eh … på Månen, tror jeg.

Da jeg ikke fandt nogle af de alternativerne anvendelige, måtte jeg jo lukke min FB-konto – og min Instagram-konto – igen.

Det er et felt, som bliver spændende at følge i de kommende år, for hvis EU (Er det nu også Margrethe V, eller er det snarere noget Peter Hummelgaard og Overvågning er frihed har fundet på?) får sin vilje, vil tjenester som Signal og WhatsApp blive pålagt af afkryptere deres beskeder, så myndigheder har mulighed for at overvåge os alle sammen. Æsj … Hello Orwell!

Mindst én god grund til at hutle sig gennem et liv som selvstændig
Vil det sige, at du er åben for en form for fastansættelse med dage på kontoret og mødetider og kontakt med alle andre?

Ingen ved deres fulde fem vil vist mene, jeg er let at omgås. Så det kommer altid lidt bag på mig, når folk ligefrem udtrykker ønske om mere tid sammen med mig.

Men min nuværende kontaktperson – som jeg er umanerligt glad for – spurgte pænt, om jeg ville være interesseret i at bytte min ellers 100% remote aftale med en mere fast med skrivebord, kantineordning og firmafitness.

Jeg kom til at sige: Ja, det lyder da spændende. Og så gik vi ellers på weekend. Jeg havde en frygtelig weekend, hvor jeg sov meget lidt. Jeg fik en masse flashbacks til mine seneste arbejdspladser, og man skal jo tale pænt om sine tidligere ansættelser, så jeg vil forsøge at sige det så diplomatisk som muligt.

Efterskolen i Sønderjylland? Jeg var horribelt ude af sync med lederen og kan ikke forestille mig at vende tilbage til den verden igen med de daglige pinsler af en person, som jeg ikke har hverken tillid eller tiltro til som leder.

Jeg forstår rationelt, at der givetvis er anderledes omgængelige ledere på andre efterskoler, men det var nu ikke bare lederen. Det var vicelederen og bestyrelsen, der var sovset ind i hinanden, og det var frygteligt.

Det må det gerne være. Det blander jeg mig bare ikke i. Den slags er jeg slet ikke frisk nok til at kæmpe med på dagligt basis.

Politiet? Det var en virkelig fed arbejdsplads. Politi’erne var jeg tosset med. De var kompetente, seriøse og ekstremt løsningsorienterede. Mine egne kolleger? Fantastiske! Lutter søde mennesker.

Men ledelsen? At Øverste Ledelse i ramme alvor kunne hive mig ind til samtale om, at de ikke anede, hvad jeg lavede i hverdagen, så de forestillede sig mest, jeg lavede ingenting, har givet mig svære ar i sjælen.

Jeg er mange ting. Doven er faktisk ikke en af dem. Jeg arbejder stenhårdt. Der skal bare være mening med tingene. Og beklikker du min vilje til at være en del af fællesskabet og løfte min del af byrden, har du tabt mig for evigt. Så Politiet går heller ikke.

Og før det var jeg også flere steder, hvor det endte på lignende smertefulde måder, og jeg erkender blandt, at fællesnævneren er mig, og at jeg klart har problemer med at indordne mig, hvis ikke det giver mening for mig, og slet ikke, hvis det er ordrer og galpen bare for at markere autoritet.

Så mandag morgen skyndte jeg mig – havde du glemt, det her begyndte med et spørgsmål om en fastansættelse? Så genlæs lige indledningen, så er du med igen – at sende en mail, at jeg hellere måtte trække det tilbage, og at det først var, når det blev et imperativ for dem, at jeg ville overveje at melde mig under fanerne med mødetider, faste pladser i kontorfællesskabet osv osv.

Han svarede heldigvis lynhurtigt, at det aldrig blev en dealbreaker for ham. At han var glad for vores samarbejde, og at han bare gerne ville holde på mig.

Se! Sådan bliver jeg glad. Tillid, ros og anerkendelse. Så gør det meget mindre, at jeg kunne tjene flere penge eller høste flere anerkendende nik ved receptioner, hvis jeg lavede noget andet.

(Jeg vender tilbage til historien om Grande Mike fra Holland, der arbejdede på Wall Street Journal i mere end 30 år og absolut ikke havde andet end et grynt til overs for min måde at tjene penge på. Ham om det.)

Hvem er det nu lige, der arbejder for hvem?
Undskyld, hvad er det for et memo, jeg har misset? Hvad i alverden bilder Mette Frederiksen, Kaare Dybvad og alle de øvrige proselytter i den socialakrobatiske rundkreds sig egentlig ind?

Har de glemt, hvem det er, der har ansat hvem i det her forehavende? Er det dem, der betaler os 60.000 kroner om måneden for at spille fandango og uddele næser på skrømt? Eller er det omvendt?

De skal da ikke udskamme folk, der gør op med den manglende balance i vores samfund rent tidsmæssigt. De skal da ikke skælde ud på dem, der vælger at gå ned i indkomst for at få hverdagen til at hænge sammen. Politikere skal i det hele taget ikke udskamme deres borgere. Hvad bilder de sig ind?

De skal bedrive politik ud fra det mandat, vi har givet dem. Hvis mandatet handler om, at ingen gider arbejde mere end 10 timer om ugen, så må de få samfundet til at hænge sammen med det og gøre det klart, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Men de skal eddermame ikke udskamme nogen. Ingen! Jeg blir’ så hidsig #&€(

Helle Helle: Der er nok en grund
En dag kom jeg til at se en anelse af Kender du typen? Jeg har faktisk altid godt kunnet lide programmet, men det er slet ikke pointen her.

De var på besøg hos Helle Helle, og hun fortalte, da hun var blevet afsløret, om sin hverdag i huset (eller var det en lejlighed, det var ikke dét, der gjorde indtryk), at hun og hendes mand havde et udtryk, de ofte brugte.

Når hun for eksempel fandt rester af mad i håndvasken, tænkte hun kort og godt: Der er nok en grund.

Ikke andet. Bare, at der nok er en grund. Det er jo tæt på genialt, synes jeg. En smart måde at minde sig selv på i hverdagen, at de fleste af os gør vores bedste.

Når nogen sætter toiletrullen omvendt af den måde, jeg ville gøre det på: Der er nok en grund. Når nogen vrisser eller smækker med døren: Der er nok en grund.

Det gør det meget lettere at være forstående, overbærende og rummelig. Jeg elsker det. Jeg gentager det for mig selv konstant.

Når overboen er ved at hoste slim op hele natten lang, er det næppe for at genere mig: Der er nok en grund.

Når viceværten skal ind i lejligheden for at pille ved min vandmåler: Der er nok en grund.

Ej, hvor det sparer på en herlig masse ophidselse. Jeg elsker det. Hvorfor gør jeg mon det? Der er nok en grund.

En brusende lykke. En stille lykke. Eller måske allermest bare et liv

Ciao a tutti

Så fløj der halvanden måned siden sidste opdatering. Jeg kørte vist lidt sur i at pille navle og rode i alt det, der var foregået for længe siden. Så vi kører en fast forward til i dag.

Jeg ved nogenlunde, hvad ‘Suca’ betyder. Det er ikke pænt. Af en eller anden besynderlig årsag finder lokale det altid opportunt at lære fremmede en masse bandeord. I det lys er det danske ‘rødgrød med fløde’ egentlig ganske uskyldigt

25. april er Italiens Festa della Liberazione. En fejring af sejren mod og frigørelsen fra fascisme og nazisme. Som med de fleste af den slags helligdage en dag, der er brugt i godt selskab og med rigelig mad.

Jeg blev inviteret ud til min gode ven Francesco, men jeg takkede pænt nej. Det er jo en helt almindelig tirsdag i Danmark, så jeg havde og har en del arbejde. Også fordi jeg triller nordpå torsdag aften, så jeg vil gerne være foran med arbejdet.

Planen er at tage til Danmark en måned, så har jeg en uges ferie på Færøerne og returnerer så herned til det sydøstlige hjørne af Sicilia og bliver her sommeren over. De taler alle sammen om, at der er ulideligt varmt med over 40 grader hele sommeren. Det lyder varmt. Men det vil jeg da prøve. Selv.

Så må jeg løbe og gå ture tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Min padeltræner siger, at så kan vi ikke træne fra klokken 11:00, som ellers er mit foretrukne tidspunkt. Jeg er også lidt på jagt efter sol og farve, og det er slet ikke nødvendigt, som han siger at bronzare. Jeg kan temmeligt meget godt nøjes med un po marrone.

Sommeren hernede byder også på en stribe festforestillinger i Parco Neapolis, hvor der er et udendørs teater, fra dengang grækerne herskede over byen. Fra maj til begyndelsen af juli er der teater og i juli og i august er der koncerter. Zucchero kommer sidst i juli. Sikke en sommer, det kan blive.

Som sædvanlig er det ikke helt gennemskueligt, hvordan man – og hvem der – kan købe billetter. Men det løser sig vel. Det er jo bare at gå til billetkontoret, og kan jeg ikke få en billet, finder jeg på noget andet at lave.

Bliver du på Sicilien for evigt?

(⬆️ Photo by Antonio Sessa on Unsplash)

Sådan lidt ud af det blå tikkede der et godt spørgsmål ind fra min mor i denne uge. Hun, min far og jeg har en fælles-chat på Signal (ja, så moderne er vi!) og hun spurgte noget i retning af, om “du kan mærke, du har gjort det rigtige ved at flytte til Siclien”, og det blev fulgt op med “Det er en stor ting at rejse ud, og at overveje om det skal være for evigt. Er der noget, der trækker for at komme hjem igen?”.

Wow. Det er store spørgsmål. Og jeg har sådan set selv gået med noget lignende i en periode. Altså hvad vil jeg egentlig hernede? Får jeg det ud af det, som jeg håbede på? Og er jeg reelt ikke alt for gammel til sådan en omgang virkelighedsflugt?

Mine egne overvejelser var indtil videre landet på, at det er alt for kort tid til at vurdere den slags. Jeg har kun været hernede en måned i runde tal, og ‘for evigt’ er meget, meget længere. Bare spørg Volbeat! Men spørgsmålet fik mig til at tænke lidt mere over det, og bare sådan med løs hånd får du derfor her mine plusser og minusser efter en måneds tid på Sicilien.

Plusserne

Vejret
Jeg elsker, at jeg kan vade rundt i t-shirt en stor del af tiden. Jeg er vild med, at der er rigtigt lys i tæt på 10 timer hver dag. Solen er fremme, og himlen er blå næsten hver dag. Det giver mig enorm energi og lyst til at opleve verden.

Økonomi
Her er billigt at leve. Rigtig billigt. Jeg betaler ikke nær det samme for fødevarer, som jeg gjorde i Danmark, og selv om jeg nok har været lidt vel flittig med besøg hos det søde pizza-par på den anden side af gaden – bogstaveligt talt! – kan jeg stadig mærke et finansielt overskud ved livet hernede.

Mad
“Vi har den bedste pizza i byen.” Hvor heldig kan man være? Jeg har været på tre forskellige spisesteder, og de har alle tre proklameret, at de har byens bedste pizza. Måske siger de det alle sammen? Måske passer det? I hvert fald er her ret lækker mad, og jeg bilder mig ind, at de friske produkter er en tand mere friske, end de er i Danmark. Eller også er jeg biased, men det er jo ligemeget, for det er min liste, så det er et plus under alle omstændigheder.

Ro i hovedet
Det er dejligt afklaret at stå op og have to eller tre punkter, jeg skal igennem. Der er som regel arbejde, bevægelse og mad på dagens program. Af og til få andre ting men min oplevelse er indtil videre, at det er et liv renset for alt for meget baks og bøvl – måske også fordi jeg indtil videre holder mig meget for mig selv. Ro er vigtigt for alle, men jeg tror måske, jeg har brug for den renhed i højere grad end mange. En anden dag fortæller jeg om, hvordan det egentlig er at bo i mit hoved.

Læring og udfordringer
Det er sjovt. Det er sjovt ikke at kunne kommunikere med lethed med folk, så jeg må gøre mig umage med håndtegn og prusten og pegen og så videre. Og det er sjovt at øve i timevis med Duolingo for at blive bedre til italiensk. Jeg synes, jeg har mere overskud til at sætte tid af til at blive bedre til ting, jeg tror vil være sjove at være bedre til.

Minusserne

Familie
Selvfølgelig savner jeg min familie. Særligt fordi jeg det seneste års tid i Danmark var tættere på dem, end jeg har været længe. Og det er vidunderligt at have dem tæt på. At se dem, kramme dem og tale med dem. Det gælder mine forældre, brødre, min mormor og min moster og hendes unger.

Venner
Jeg har absolut ikke nogen stor vennekreds, men jeg er til gengæld ekstremt glad for den, jeg har, og det er indlysende, at de kommer længere væk end bare lige et DSB-tog eller en biltur. Men en del af planen er at være i Danmark to gange om året, og så er håbet, at vi kan ses mere intenst i den periode. Men det vil vise sig.

Summasummarum

Den er ikke så lang. Min liste over plusser og minusser. For det skal den ikke være endnu. Jeg er glad. Jeg trives. Men det er sundt at gøre sig sine overvejelser over, hvor man er i livet. Det forsøger jeg ofte at gøre, og jeg ved, det for nogen er bekymrende, at mine overvejelser så mange gange fører til, at jeg skifter spor eller flytter eller gør begge dele, men ingen bør være bekymrede.

Det er jo helt frivilligt, og nu tester jeg det her liv. Så kan I andre teste jeres liv. Så kan vi ligge der mellem ormene, når tiden er ovre, og sammenligne, hvad vi fik ud af det. “Cada Quien”, som de sagde i Mexico City, og som jeg forstod det: “Hver fugl synger med sit næb” (Læs: Lever sit liv).

Hvor kommer pengene fra på Bella Sicilia?

Rent økonomisk er jeg ikke kendt for at træffe kloge beslutninger. Jeg har et meget lemfældigt forhold til penge, og jeg tror nok mest på norske Karl Ove Knausgårds teori om at ‘holde kanalerne åbne’, så man skal bruge penge, for det er der kan komme flere ind.

Det er givetvis en tese, der er lettere at abonnere på, hvis man har skrevet seks mammut-bøger, der har solgt i millionvis over hele verden, og derfor har jeg faktisk i de senere år i stedet forsøgt blive bedre til at have styr på penge. Det har så ført til et bemærkelsesværdigt meget mindre behov for stakater, monetos, dineros eller gysser, om du vil.

Først forlod jeg det for mig ganske vellønnede job hos Politiet i Næstved, hvor jeg tjente lidt mere end 45.000 kroner om måneden. Brutto. Og inklusive pension. Dernæst blev jeg efterskolelærer til den nette sum af 30.000 kroner om måneden. Inklusive pension og også brutto. Og det seneste år har jeg så haft en intention om ikke at tjene mere end 20.000 kroner om måneden som freelance kommunikationsmedarbejder og skribent.

Mine konkrete opgaver og aflønning

Jeg har lige nu tre faste opgaver. Den ene er for den hjemmeside, der hedder Spilxperten.com, hvor jeg primært skriver optakter til ugens fodboldkampe. Det var oprindeligt et studentermedhjælper-job, men jeg har altså nådesløst nappet det for næsen af en stakkels studerende, som ellers kunne have fået brugbar erfaring. Her har jeg typisk i omegnen af 10.000 kroner uden moms og udbetalt som B-indkomst.

Den næste opgave, som er noget mindre fast, men som jeg trods alt har kunnet regne med nogenlunde stabilt i mere end et halvt år, er for en canadisk skrivefabrik, der leverer indhold til hjemmesider for en stribe forskellige kunder, som jeg sikkert ikke må sige, hvem er. Jeg må dog helt sikkert godt sige, at jeg ligger et sted mellem 5.000 og 7.500 kroner i b-indkomst per måned hos dem.

Og endelig er jeg for nyligt begyndt som redaktør hos Vi Elsker-Media, som skriver om film, serier, podcast og streaming. Det er en blandet rolle som redaktør, korrekturlæser og skribent, og vi har aftalt, at jeg aflønnes med 3.000 kroner om måneden – også som b-indkomst.

Hvad ellers?

Og dermed lander jeg jo cirka og rundt regnet i store tal omkring 20.000 kroner. Med mit nuværende udgiftsniveau på Sicilien er det rigeligt til at leve for, men det handler blandt andet om, at jeg har fået lempelige aftaler på to af mine gældsposter – den ene er SU-lån – men aftalerne betyder dog stadig, at jeg afdrager.

Jeg er også i gang med at bygge både en nød-kasse og en lidt længere Runway-opsparing op, så der er en faldskærm, hvis nu noget skulle gå galt med mistede indtægter i en periode. Og stadig er der sådan set rigeligt til, at jeg kan spise pizza fra det søde par hos Ohana Pizza på den anden side af gaden, og jeg er endnu ikke begyndt at holde øje med, hvor længe jeg taler i telefon med søde mennesker i Danmark.

Men jeg er også optaget af, at jeg skal have skabt en eller to – måske flere – forskellige måder at tjene penge på. Inden jeg rejste fra Danmark, fik jeg lavet en demo til opgaver som speaker (eller Voice Over Artist, som det også så fint hedder). Dét kunne jeg godt tænke mig at gøre mere ved, men der er godt nok meget støj i og omkring bygningen, hvor jeg aktuelt bor.

Egne skriverier – er der mon penge i det?

En anden ting – eller det er jo flere ting – er, at jeg er i gang med at skrive på en bog igen (Det har jeg været i årevis, men der er kommet godt flow i det, så nu tegner der sig et billede af, at den måske endda bliver færdig på et tidspunkt), og så øver jeg mig i at skrive på engelsk hos Medium.com, så jeg på sigt kan byde ind på nogle af de virkelig mange engelsksprogede tekstopgaver, nettet flyder over med.

Det er ikke sikkert, der nogensinde kommer til at være en form for penge i det, men det er sjovt, og jeg nyder at skrive, så det er altså en fast del af mit pensum. ‘Men Michael, hvorfor er det, du ikke vil tjene mere end 20.000 kroner om måneden?’. Godt spørgsmål.

Det er heller ikke som sådan en regel, men det handler om, at når jeg freelancer, er det rart at have fripas til at sige, hvis jeg nu arbejder som en hest de første to uger af en måned og allerede dér har tjent mere end 20.000 kroner, så er det helt fint at sige nej tak til mere arbejde resten af måneden. Ryger der mere end 20.000 i kassen af og til, går det jo nok, men så er det intentionen, de skal på en form for opsparing i det tilfælde, der kommer måneder, hvor jeg har mere brug for dem.

Kan du høre det? Jeg er godt i gang med at køre mig selv i stilling til en position som ‘Super Ekspert’ i Aftenshowet, hvor jeg fortæller om privatøkonomi 🙂 Og på sigt skulle det gerne blive sådan, at jeg kan sortere lidt i opgaverne, så jeg siger ja til opgaver, der tillader mig at arbejde færre timer frem for at sidde dagen lang og knokle løs for at få det hele til at hænge sammen.

Endnu en tudebog – og lidt godnathistorie

Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.

Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!

Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.

Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.

På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1

God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs

Et andet menneskes liv

Ganske ofte er vi som mennesker i situationer, hvor vi har mulighed for at påvirke andre menneskers liv. Det kan være helt bogstaveligt, som det altid sker på film; at én står på kanten af en bro og overvejer selvmord. Dér er det oplagt for de fleste af os at skride ind.

Men hvad med alle de andre situationer, hvor mennesker afsender små bitte signaler om, at ikke alt er helt, som de ønsker sig i deres liv. Jeg oplever det ofte med de unge mennesker på efterskolen: “Hvordan går det med dig?” fulgt af et tøvende “Mjoeh, det går vel hverken godt eller skidt”.

Det vil på mange af mine dage få mig til at tænke, at jeg skal blande mig uden om. At de bokser med noget, som ikke rager mig. Men jeg forsøger at gøre det til en vane at spørge lidt ekstra ind til det. I klassen, når nogen decideret siger, det ikke går så godt, så spørger jeg, om de har lyst til at fortælle om det, og hvis ikke på klassen, så er de velkomne til at fange mig bagefter. Og som regel – når jeg husker det – fanger jeg dem efter timen og spørger en ekstra gang.

Det her er ikke glorie-puds. Jeg tænker rigtig meget over, hvad meningen med det her fortryllende liv er. Jeg tvivler på, det handler om 75″ fladskærme, vinterferier, store biler og overflod i hverdagen. Det vil jeg ikke anerkende som årsag til, at vi famler 7,000,000,000 mennesker+ rundt på kloden. Det er simpelthen ikke en god nok forklaring. Så hælder jeg mere til Lars Lilholts tekst: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys – for hinanden”. Det kan jeg godt lide.

De lys kan jo være alt muligt. Men for mig begynder det som regel med at spørge. Og lytte. Jeg er ikke fantastisk til at lytte. Men jeg øver mig. For jeg bliver altid så overrasket af andre mennesker. Af deres indhold. Deres problemer. Deres tanker. Deres perspektiv.

(Jeg tror, at når jeg kan være en dårlig lytter, fordi jeg gerne vil tale selv, kan det hænge sammen med, at jeg bruger rigtig meget tid i mit eget selskab – ikke nødvendigvis ensom men alene, og jeg nyder det for det meste – og når jeg så er sammen med andre, har jeg (føler jeg, ved ikke om andre oplever det lige sådan) en masse på hjerte, som jeg gerne vil dele med dem. Men jeg øver mig ærligt på at blive bedre til bare at lytte.)

Og værdien af de ting jeg selv vil fortælle, vurderer jeg altid på basis af, når jeg har undertrykt trangen og lyttet i stedet; kan jeg så huske, det jeg ville fortælle? Hvis nej, så var det nok ikke så vigtigt. Hvis ja, så kan jeg sikkert også huske det senere, når det er mere passende i sammenhængen.

Hver gang vi er sammen med andre mennesker – intenst i timevis eller dagevis eller bare løseligt som forbipasserende på gaden – har vi potentielt en mulighed for at gøre noget med deres liv. Vi holder en flig af deres liv i hånden, og hvordan vi behandler den flig, kan være afgørende for det andet menneske.

Enten fordi det er et menneske, som har brug for hjælp, støtte eller bare at blive set. Eller også fordi summen af ethvert menneske består af blandt andet de handlinger, der bliver det menneske til dels. Så hvis du vælger at ville gøre godt – spørge, lytte, interessere dig, drage omsorg eller den slags – så påvirker du positivt. Hvis du vælger at gøre galt – råbe, skrige, tale ned, håne, mobbe, ignorere eller andet i den boldgade – så påvirker du negativt.

Så simpelt er jeg nødt til at have tingene præsenteret for at forstå dem. Sort. Eller hvidt. God eller ond. Men jeg tror på – fuldt og fast – at vi skal bruge vores kræfter på at påvirke positivt. På at gøre godt for andre. På at tænde lys. For hinanden ❤️

Hvad venter vi på?

Såeh … der er en fare for, at det bliver en smule rørstrømsk, men det er der faktisk ikke noget at gøre ved. Det er måske endda meningen. December gør noget ved mig. Noget sentimentalt. Noget omsorgsfuldt. Jeg tror ikke, det er en dårlig ting. Lige nu ved jeg i hvert fald, at det kommer et godt sted fra.

Jeg har lyttet en del til Rasmus Seebach (don’t we all? We should!) og særligt “Farfars sang”. Og så ville skæbnen det sådan, at jeg nyligt i bilen kom til at høre en Lukas Graham-sang. Og meget kan man sige om teksterne, men vi kommer ikke udenom, at de trækker på hovedstolen. Altså farens død. 

Og det fik mig til at tænke på – som jeg ofte gør, når folk dør – hvor ærgerligt det er, at vi altid siger en hel masse smukt om de døde. Jeg håber, mange er gode til at få sagt de samme ting i levende live.

Det er vigtigt at huske at sige de pæne ting til hinanden. Det er skidesvært det hersens liv. Så vi kunne godt gøre hinanden den bette tjeneste at få det sagt, når andre gør noget, vi holder af, sætter pris på eller er imponerede over. Find selv på mange flere ting, man kan være taknemmelig for og skal fortælle andre mennesker om. 

Så nu har jeg forsøgt at formulere min taknemmelighed for mine forældre. Som heldigvis stadig er sprællevende. 

Kære mor

Kære far

Næste kapitel i “The Book of Vilster”

Tjaeh, der er sådan set ikke noget stort på bedding. Men i strømmen af ‘glemte posts’ jeg har stående på min liste, hedder det næste “Mit liv – planer”. Det synes jeg ved nærmere eftertanke ikke er sådan en særligt dækkende titel. Så jeg fandt på en anden. Men det skal nu stadig handle om mine planer – og det kan snildt blive langt. Og selvsmagende.
Consider yourself warned!

Hvad er min plan? Stort spørgsmål. Hvad er jeg i gang med eller på tærsklen til? Det sidste er lidt lettere at besvare. Jeg er stadig i gang med meritlærer-uddannelsen. Stille og roligt. Lige her er jeg skildpadden. Det er nogenlunde overkommeligt, og jeg lærer egentlig ganske solidt af stoffet. Så den umiddelbare plan er at kravle videre mod en fuld og færdig uddannelse som lærer. 

I den boldgade overvejer jeg, om jeg på en smart måde kan få afsluttet mine halvfærdige universitetsstudier – både fordi det er en slags genvej til en uddannelse, der matcher mit job som dansklærer, og fordi det også ville åbne flere muligheder som fx at undervise på gymnasielt niveau også. Så det er jeg ved at samle mod til at gøre noget ved. Har ikke rigtig lyst til at sætte gang i noget i relation til studiet i Odense, fordi ekshustru og ny mand begge arbejder ved dét relevante institut. Så jeg leger med tanken om at overføre mig selv til Aarhus. Jeg er i gang men langt fra i mål med den del af planen. 

Hvad med jobbet som efterskolelærer? Det er stadig skægt. For første gang i mit liv er jeg gået ind til et job med en bevidsthed om, at der vil være både gode og dårlige dage. Og det er der. Men arbejdet med samværet med de unge mennesker er helt igennem givende, vidunderligt og fantastisk. Jeg ELSKER  det ❤️ Shit, unge mennesker er dejlige. Så jeg er glad som efterskolelærer. Drømmen på sigt er stadig at bevæge mig fra esport og design til en skole, hvor jeg kan have idræt og i særdeleshed fodbold i fokus. Men jeg lærer stadig hver eneste dag, så indtil videre er jeg tilfreds, hvor jeg er. 

Og det er jeg blandt andet også, fordi jeg i det nye år begynder på et nyt kapitel som fodboldtræner. Det lokale herrehold måtte i efteråret bide i den helt sure gamle Brilliant-bold og kapitulere i serie 2, så når vi begynder træningen den 19. januar, er det som serie 3-hold. Det skal nok blive sjovt. Og hårdt og udfordrende. Jeg glæder mig helt vildt til at få fodbold tættere på igen. Jeg tænker også, at det er en god måde at komme tættere på det lokale miljø hernede i Højer – en dybere forankring kan det vel kaldes. 

Hvad med kærligheden? spørger jeg af og til mig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft det svært på den front siden skilsmissen. De sparsomme dates, jeg har vovet mig ud på, er endt med afvisninger i den ene eller anden form. Nogen blidere end andre.

Den charmerende slå-smut-med-mandeløjnene Ecco-pige mente, jeg var for langt væk, da jeg flyttede til Næstved. Et par andre har ment, at vi “lever livet i forskellige tempi” – altså at jeg var for doven til dem. Og senest var det en pige på dating.dk, der mente, jeg var alt for overvægtig til, at hun kunne tænde på mig. Men det skulle jeg “ikke tage personligt, for hun vidste godt, hvordan det var. Som førtidspensionist blev hun også ofte valgt fra på forhånd” … Så det er vel også så som så med selvtilliden på den front. 

Jeg fornemmer på jævnaldrende kvinder, at det med børn er blevet enormt nærværende for dem. Så det har jeg også tænkt en del over. Skal-skal ikke? Egentlig havde jeg vel besluttet og affundet mig med, at det ikke skulle være – der er masser af gode argumenter mod: Klima, Co2-udledning, overbefolkning, mine egne manglende evner til at slå rod osv osv. Men der er også et helt enkelt og indlysende argument for: Det er – må simpelthen være – det mest fantastiske, man kan opleve som menneske.

Eleverne på skolen giver mig jo også en noget mere intens oplevelse af, hvordan det må være – godt nok sent i barn- og ungdommen men alligevel … Det sker næsten dagligt, at jeg får lyst til at adoptere en eller flere af eleverne. Så et eller andet sted er der nok et gen eller noget, der klør og knager og knirker med lyst til at være med til at skabe et lille nyt menneske. Eller måske bare at være noget for nogen – det behøver måske ikke være et nyt menneske. Det kan jo også være eksisterende mennesker. Som jeg er det hver dag i mit job på skolen. 

Såeh … jeg tænker, at det næste kapitel for en gangs skyld er noget med at stikke snuden i sporet og klø på, lige der hvor jeg er nu. Lære af hver eneste dag på skolen. Blive en bedre underviser. Et mere empatisk og nærværende menneske. Knokle med uddannelse i flere forskellige former. Og springe rundt i rollen som fodboldtræner. 

Det er planerne. De konkrete. Hvad med alt det fluffy? Jeg vil gerne være mere, for dem jeg holder af. Jeg vil altid være mere. Tror noget af det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg ikke får fortalt og vist og krammet ud, hvordan jeg har det. Hvis folk ikke i tide får fortalt, hvor meget jeg sætter pris på dem. Hvor meget deres handlinger, kærlighed, empati og liv betyder for mig.

Det gælder familie. Det gælder venner. Nære og knap så nære. Det gælder kolleger, elever og alle mulige andre, jeg løber ind i. Der er ikke så meget andet at gøre end at dele ud af sig selv, tror jeg. Min ven, Lars Lilholt, sang engang: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys”. Måske nok mest i overført betydning. Men jeg tror, han har ret. Tænd lys for dem, du holder af. Tænd dem både i bogstavelig og i overført betydning. Vær et lys. Vær en støtte. Vær en ven. Vær en kær. Vær nær. Elsk hinanden. Vis det. Og sig det. Højt.

At leve digitalt

Forleden så jeg filmen “Anon” på Netflix. Om et fremtidssamfund, hvor alle er ratede og nøje registrerede med deres data og anden guf-info. Alting optages, lagres og bruges fx til at ‘opklare’ forbrydelser. En af karaktererne i filmen – ‘Anon’ spillet af Amanda Seyfried – havde hacket sin egen registrering, og mens alle andre synligt havde – som i et FIFA-spil – sine data stående over eget hoved, gik hun rundt med “error file” stående. 

Hun var en slags hacker, der hjalp folk med at slette de minder, de ikke ville stå til regnskab for. Utroskab fx. Filmen var ok, men hvad jeg fandt interessant var, at Anon boede i en næsten totalt analog lejlighed. Uden TV. Uden streamet musik. Men med pladespiller og LP’er. Det er en fascinerende tanke. Ikke mange ville orke det i dag – jojo, altså det med Lp’erne bevares, men at gå bevidst fra digitalt til analog. Streaming fx. Skrivemaskiner. (Hun arbejdede ikke med sit hacker-job i lejligheden!) Der er så mange ting i vores liv, der er digitaliserede, helt uden at vi skænker det en tanke. 

Hvad vil det sige, at livet er digitaliseret? For mig er det noget med, at der er tekniske løsninger, hvor der før kun var analoge. Men også at vi nu har sociale medier, mobiltelefoner, der kan alt, og lige om lidt har Google Home for alvor gjort Internet of Things til et stykke hverdags-interiør i de fleste hjem. “Hey Google, skru op for lyden på TV”, “Hey Google dæmp lyset i gangen” osv osv. 

Er det noget, vi skal flygte fra? Næh, det tror jeg egentlig ikke er nødvendigt i første omgang. Men personligt forbeholder jeg mig retten til en vis portion skepsis. Bare fordi noget er lettere digitaliseret, betyder det ikke, at det altid skal være vores foretrukne løsning.

Min personlige holdning er, at vi som race ville have godt af at give hinanden bedre tid til udviklingen. Det går meget, meget hurtigt i de her år. Så vi aner reelt ikke, hvad det gør ved os, at alting bevæger sig hurtigere end før – og formentlig kommer til at gå endnu hurtigere i årene, der kommer (Klik på linket. Det er nørdet, interessant og langt. Der er endda en del 2. Men læs det. For din egen (fornøjelses) skyld!)

Hvor forsøger jeg at lade mit liv være af-digitaliseret? Tjaeh … GDPR gjorde en del for mig. Fx har jeg forladt Endomondo. De havde nogle ideer om at flytte deres bruger-database til USA. Måske ikke i første omgang for at fifle men afgjort for senere at have muligheden for at fifle frem for at være bundet af EUs lovgivning. Så dem har jeg forladt. Men i stedet bruger jeg Garmin Connect. Det kan vel ikke kaldes af-digitalisering …? 

I det hele taget er mange af mine stædige og trodsige forsøg på at vikle mig ud af en verden, jeg føler mig mere og mere fanget i, i virkeligheden bare udskiftninger af et onde med et andet, som (endnu) ikke har trådt mig over min ømme storetå. Dumt. Kompliceret. Men samtidig også en god følelse. Jeg ‘googler’ ikke længere. Jeg duckduckgo’er. Er søgningerne lige så gode? Det aner jeg ikke. Men det føles rart at være bare lidt uden for Googles søgelys – selv om de sikkert selv indekserer alle søgninger på DuckDuckGo også. Og så er jeg jo lige vidt. 

I det hele taget er det vanskeligt. Jeg håber, at jeg med nytårets sletning af min sidste sociale medie-profil får bedre tid, overskud og overblik over, hvordan jeg kommer til at leve et mindre digitaliseret liv. Der er intet galt med digitalisering. Men ligesom det er dumt at tro, at alle skoleelever udvikler sig med samme hastighed, fordi de er produceret samme år, så tror jeg heller ikke, alle mennesker udvikler sig med samme hast og i samme takt med digitaliseringen. Derfor har jeg besluttet, at jeg forsøger at sænke hastigheden en anelse. Bare en smule. Please …