Da jeg var barn, undrede det mig altid, at det var nødvendigt for mine forældre at sidde med deres kalender, når de aftalte med deres venner, hvornår de skulle ses næste gang. Det var jo venner. De skulle vel ses hele tiden. Siden blev jeg teen. Venner var der masser af. De var tilgængelige hele tiden. I skolen. I gym. Til fodbold. Til Lars Lilholt-koncerter. På det lokale disko – Ib’s Garage 😉
Siden blev det videregående uddannelser og praktikpladser, hvor jeg mødte folk. Og det er langsomt kommet snigende. Så jeg i dag også er sådan en, der er nødt til at koordinere med kalender, når jeg skal mødes med folk. Hvorfor tænker jeg nu på det?
Lørdag var jeg sammen med mine to bedste venner fra journalisthøjskolen. Siden vi mødte hinanden for lidt mere end 15 år siden, har vi brugt meget tid sammen. I begyndelsen gennem bunden på fadøl og flaskeøl. En enkelt gang på roadtrip til det sydlige Holland. Og en masse andet. Nu er vi blevet lidt mere geografisk spredte, og det er blevet vanskeligere at holde kontakt.
Så det var en helt igennem forrygende dejlig og varm fornemmelse, at vi endelig kunne samles alle tre igen. I Silkeborg af alle steder. Sådan må det jo være. Men i helt igennem varmt, trygt og begavet selskab – for mit vedkommende. Ikke sikkert de følte sig lige så trygge og intellektuelt udfordrede. Men det gjorde jeg.
Og hvor er det dog træls, at vi lader os møffe, diktere, puffe, nudge og interpellere til sådan nogen liv, hvor man ikke bare lige kan hænge sammen en aften. At kalenderen skal i brug. Men omvendt er det jo meget vigtigere at glæde sig over, når det lykkes. Det gjorde det lørdag. Jeg håber, det lykkes snart igen. For jeg er dælme glad for mine venner ❤️
Tag: venner
Næste kapitel i “The Book of Vilster”
Tjaeh, der er sådan set ikke noget stort på bedding. Men i strømmen af ‘glemte posts’ jeg har stående på min liste, hedder det næste “Mit liv – planer”. Det synes jeg ved nærmere eftertanke ikke er sådan en særligt dækkende titel. Så jeg fandt på en anden. Men det skal nu stadig handle om mine planer – og det kan snildt blive langt. Og selvsmagende.
Consider yourself warned!
Hvad er min plan? Stort spørgsmål. Hvad er jeg i gang med eller på tærsklen til? Det sidste er lidt lettere at besvare. Jeg er stadig i gang med meritlærer-uddannelsen. Stille og roligt. Lige her er jeg skildpadden. Det er nogenlunde overkommeligt, og jeg lærer egentlig ganske solidt af stoffet. Så den umiddelbare plan er at kravle videre mod en fuld og færdig uddannelse som lærer.
I den boldgade overvejer jeg, om jeg på en smart måde kan få afsluttet mine halvfærdige universitetsstudier – både fordi det er en slags genvej til en uddannelse, der matcher mit job som dansklærer, og fordi det også ville åbne flere muligheder som fx at undervise på gymnasielt niveau også. Så det er jeg ved at samle mod til at gøre noget ved. Har ikke rigtig lyst til at sætte gang i noget i relation til studiet i Odense, fordi ekshustru og ny mand begge arbejder ved dét relevante institut. Så jeg leger med tanken om at overføre mig selv til Aarhus. Jeg er i gang men langt fra i mål med den del af planen.
Hvad med jobbet som efterskolelærer? Det er stadig skægt. For første gang i mit liv er jeg gået ind til et job med en bevidsthed om, at der vil være både gode og dårlige dage. Og det er der. Men arbejdet med samværet med de unge mennesker er helt igennem givende, vidunderligt og fantastisk. Jeg ELSKER det ❤️ Shit, unge mennesker er dejlige. Så jeg er glad som efterskolelærer. Drømmen på sigt er stadig at bevæge mig fra esport og design til en skole, hvor jeg kan have idræt og i særdeleshed fodbold i fokus. Men jeg lærer stadig hver eneste dag, så indtil videre er jeg tilfreds, hvor jeg er.
Og det er jeg blandt andet også, fordi jeg i det nye år begynder på et nyt kapitel som fodboldtræner. Det lokale herrehold måtte i efteråret bide i den helt sure gamle Brilliant-bold og kapitulere i serie 2, så når vi begynder træningen den 19. januar, er det som serie 3-hold. Det skal nok blive sjovt. Og hårdt og udfordrende. Jeg glæder mig helt vildt til at få fodbold tættere på igen. Jeg tænker også, at det er en god måde at komme tættere på det lokale miljø hernede i Højer – en dybere forankring kan det vel kaldes.
Hvad med kærligheden? spørger jeg af og til mig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft det svært på den front siden skilsmissen. De sparsomme dates, jeg har vovet mig ud på, er endt med afvisninger i den ene eller anden form. Nogen blidere end andre.
Den charmerende slå-smut-med-mandeløjnene Ecco-pige mente, jeg var for langt væk, da jeg flyttede til Næstved. Et par andre har ment, at vi “lever livet i forskellige tempi” – altså at jeg var for doven til dem. Og senest var det en pige på dating.dk, der mente, jeg var alt for overvægtig til, at hun kunne tænde på mig. Men det skulle jeg “ikke tage personligt, for hun vidste godt, hvordan det var. Som førtidspensionist blev hun også ofte valgt fra på forhånd” … Så det er vel også så som så med selvtilliden på den front.
Jeg fornemmer på jævnaldrende kvinder, at det med børn er blevet enormt nærværende for dem. Så det har jeg også tænkt en del over. Skal-skal ikke? Egentlig havde jeg vel besluttet og affundet mig med, at det ikke skulle være – der er masser af gode argumenter mod: Klima, Co2-udledning, overbefolkning, mine egne manglende evner til at slå rod osv osv. Men der er også et helt enkelt og indlysende argument for: Det er – må simpelthen være – det mest fantastiske, man kan opleve som menneske.
Eleverne på skolen giver mig jo også en noget mere intens oplevelse af, hvordan det må være – godt nok sent i barn- og ungdommen men alligevel … Det sker næsten dagligt, at jeg får lyst til at adoptere en eller flere af eleverne. Så et eller andet sted er der nok et gen eller noget, der klør og knager og knirker med lyst til at være med til at skabe et lille nyt menneske. Eller måske bare at være noget for nogen – det behøver måske ikke være et nyt menneske. Det kan jo også være eksisterende mennesker. Som jeg er det hver dag i mit job på skolen.
Såeh … jeg tænker, at det næste kapitel for en gangs skyld er noget med at stikke snuden i sporet og klø på, lige der hvor jeg er nu. Lære af hver eneste dag på skolen. Blive en bedre underviser. Et mere empatisk og nærværende menneske. Knokle med uddannelse i flere forskellige former. Og springe rundt i rollen som fodboldtræner.
Det er planerne. De konkrete. Hvad med alt det fluffy? Jeg vil gerne være mere, for dem jeg holder af. Jeg vil altid være mere. Tror noget af det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg ikke får fortalt og vist og krammet ud, hvordan jeg har det. Hvis folk ikke i tide får fortalt, hvor meget jeg sætter pris på dem. Hvor meget deres handlinger, kærlighed, empati og liv betyder for mig.
Det gælder familie. Det gælder venner. Nære og knap så nære. Det gælder kolleger, elever og alle mulige andre, jeg løber ind i. Der er ikke så meget andet at gøre end at dele ud af sig selv, tror jeg. Min ven, Lars Lilholt, sang engang: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys”. Måske nok mest i overført betydning. Men jeg tror, han har ret. Tænd lys for dem, du holder af. Tænd dem både i bogstavelig og i overført betydning. Vær et lys. Vær en støtte. Vær en ven. Vær en kær. Vær nær. Elsk hinanden. Vis det. Og sig det. Højt.
