Jeg er et bedre menneske, når jeg skriver. For når jeg skriver, tænker jeg. Skriver du også?

Det har vel aldrig rigtigt været sådan konsistent, at jeg har brugt denne platform til at skrive. Jeg har aldrig tænkt på det som et nyhedsbrev med en fast frekvens. Jeg har helt sikkert aldrig tænkt på det som en lead magnet til at skaffe kunder. 

Hvis jeg overhovedet har beskæftiget mig med at kategorisere, hvorfor jeg betaler et par tusinde kroner om året for en hjemmeside med mit navn, har det nok allermest handlet om, at jeg godt kan lide, at jeg har min helt egen mailadresse på sin egen server. 

Nå men jeg har i en periode skriblet og skriblet og skriblet i hverdagene for at slippe tanker løs og måske også – måske endnu mere – for at tøjle tanker.

Dagbog? Eller offentlig følelsesporno?

I hvert fald er der hver uge en ikke ubetydelig mængde tekst, og mange vil mene – det hælder jeg selv i store perioder til – at den slags tanker nok gør sig bedst i en dagbog eller i hvert fald i et mere privat forum end en åben side på det store verdensomspændende net af elektroniske sider. 

Men her er vi altså. Og når jeg kigger rundt på det, vi i dag kalder internettet, ser jeg sådan set ingen kvalitetsmæssig grund til at holde mine udgydelser inde. 

Det skulle da være af private hensyn, men den slags har diverse firmaer – offentlige såvel som private – jo efterhånden gjort komplet overflødige ved en så lemfældig omgang med vores fælles data, at det ingen mening giver at bekymre sig om, hvorvidt nogen har dem.

Hvil trygt i visheden om, at de er tilgængelige for alle, der gider lede efter dem.

Cirka her kommer pointen

Pointen med hele denne tirade er, at jeg for en stund – i den kommende tid og i en indtil videre ikke nærmere defineret periode – vil samle de ugentlige skriverier i et samlet og formentlig temmeligt omfattende indlæg et sted mellem lørdag og mandag. Cirka. 

Så uden alt for meget yderligere balfaldera – det skulle da lige være denne ekstra tilføjelse: At teksten her kan være både fiktiv og autobiografisk og mere kommenterende på virkelige eller knap så virkelige hændelser – hvis der er noget, der virker mærkeligt, er det altså højest sandsynligt ikke dig, der er noget galt med. Det er nok snarere mig. Og nu kommer der ikke yderligere … Værsgo!

Og her begynder frihederne at boltre sig.

Fri os fra det onde og luk sociale medier

Det har taget mig lige omkring to uger at blive dødtræt af sociale medier igen. Jeg var ellers fri. Helt fri. 

Men så tog jeg en uddannelse som personlig træner, og der var ligesom to muligheder for at skaffe kunder i butikken: Enten skulle man arbejde i det, der blev kaldt et kommercielt center, eller også skulle man være på Facebook og Instagram for at markedsføre sig selv. 

Endnu engang viste det sig, at jeg har rygrad som en vingummibamse og selvstændige tanker som sidste dag på et hollandsk loppemarked med lutter svenske krimier tilbage – altså ingen! – og jeg hoppede ombord i både Facebook og Instagram. 

For det første: Facebook er jo røvkedeligt, når man ingen venner har, og det er en besynderlig øvelse for – for mit vedkommende tredje, fjerde eller måske endda femte – gang at begynde forfra med at blive venner med mennesker. Særligt fordi jeg jo hele tiden i baghovedet har en idé om, at jeg en gang i fremtiden skrider igen. 

Nå men det har vist sig, at jeg faktisk godt kan lide kontakten med menneskene igen, men jeg er nu også allerede lidt skuffet over, hvor lidt folk rent faktisk bruger det. 

Der er udvalgte Dan Rachlin-typer, der slet ikke kan lade være at spy alt muligt ud dagen lang, og så er der den langt, langt største del af brugerne, som stort set aldrig skriver noget andet end at dele et feriebillede en eller to gange om året og så sige tak for fødselsdags-hilsener. 

Det er der jo ikke noget i vejen med, men er det virkelig nok til at retfærdiggøre den invasion af privatliv, overvågning og videresalg af data, der foregår på både Facebook og andre platforme? 

For de fleste åbenbart ja. Jeg har lyst til at løbe skrigende væk igen med det samme, men jeg ser også muligheder i for eksempel at komme i kontakt med nogle af mine venner og bekendte fra tidligere i livet, som jeg har tænkt mig at udnytte for eksempel til podcast-afsnit, når jeg engang accepterer, at min lyd ikke er perfekt endnu. 

Du er helt perfekt, som du er

Og det er ret vigtigt for mig at få sagt. Jeg er – som folk, der holder af mig, formulerer det – et principfast menneske. 

Jeg er villig til at spænde ret voldsomt ben for mig selv, hvis jeg føler for det. At undlade at abonnere på tjenester, hvis de er produceret af firmaer, jeg finder uetiske eller amoralske. At boykotte diverse spisesteder, hvis jeg har haft en dårlig oplevelse hos dem. Og så videre og så videre. For tiden har jeg det stramt med alting fra USA – gæt selv hvorfor – og det er ikke let. 

For jøsses, hvor er vi dog sovset ind i amerikanske produkter og producenter. De er jo også ekstremt grådige derovre. Det er ikke nok med en virksomhed, der gør det godt. Den skal være VERDENS BEDSTE og spise alle konkurrenter. Helst til morgenmad. Træls. 

For det stiller os jo (eller mig i hvert fald) i noget af et dilemma, når jeg for eksempel leder efter en computer, der ikke stammer fra et US-firma. Nå, den del er en anden diskussion. Måske senere på ugen!

Det jeg ville sige med det her er, at bare fordi jeg vælger at lave den slags benspænd for mig selv, så dømmer jeg ingen, der ikke gør det. Absolut ikke. 

Folk skal bare leve deres bedste liv, og vi har alle vores grunde til at gøre – eller ikke gøre – som vi gør (eller ikke gør). Fred være med det. 

Men jeg ville være ked af, hvis jeg ikke måtte dele mine argumenter for hvorfor og hvorfor ikke. 

Det betyder ikke, at du skal føle dig presset eller dømt af mine holdninger og meninger. Det gør det virkelig ikke. 

Måske kan vi bare have en samtale om det, hvor vi udveksler synspunkter, og så enes om ikke at være enige. Ville det ikke være revolutionerende?

At være nybegynder i et fitness-center

Det lykkedes endelig at hive mig ud af sengen i morges og bevæge mig til fitness og træne en god times tid. 

For en måned siden tog jeg en personlig træner-uddannelse, og det har givet mig en hel masse viden om og i øvrigt også lyst til at træne. 

Noget andet dejligt er, at den der følelse, jeg altid har haft i fitness af, at jeg ikke rigtigt aner, hvad jeg laver. 

At jeg ikke brød mig om at prøve nye maskiner, fordi hvad nu hvis jeg gjorde noget forkert, og det så dumt ud, og de alle sammen kiggede, rystede opgivende på hovedet og hviskede om mig bag min ryg? 

Ja hvad så? F*** det!

Nu har jeg en meget bedre fornemmelse af, hvordan de forskellige øvelser skal udføres, og hvad der er væsentligt at have fokus på. 

Jeg er jo ikke pludselig blevet en superatlet af en kort uddannelse, så min krop nærmer sig stadig 50 år, og der er stivhed, ømhed og slidte knogler hele vejen rundt, men jeg har en idé om, hvad jeg kan gøre ved det, og jeg har for længst opfattet, at det handler om det lange løb og ikke den næste uge. 

En ekstra sidegevinst ved min nyfundne oplevelse af fitnesscenteret er, at når jeg på et tidspunkt begynder at jagte kunder, så tror jeg, at jeg bedre forstår, hvordan det er at komme i sådan et center for første gang i sit liv. 

For jeg er ganske vist ingen erfaren og dedikeret bruger af fitness, men jeg har dog været der on/off i årevis, og jeg har sådan set dyrket forskellige former for sport hele mit liv. 

Tænk så på, at jeg stadig er flov, intimideret og tøvende, når jeg går ind. 

Hvordan er det så ikke lige for Karsten (fiktiv karakter!), der for første gang i sit liv som 45-årig har besluttet sig for – eller er blevet rådet til af lægen efter en diabetes-diagnose – at begynde at motionere? 

Og han har meldt sig ind, men det er jo det letteste af det hele. Herregud, det er bare endnu et giro-kort men at komme i centeret og kaste sig over maskinerne!? 

Det kræver mod. Det kræver beslutsomhed. Det hylder jeg. Og forstår altså bedre nu, tror jeg. 

Egeprocessionsspinderen og en lurende verdenskrig

Nogle af de allerbedste dage har jeg, når jeg slet, slet ikke interesserer mig for eller følger med i, hvad der foregår i verden omkring mig. 

Altså ikke bare lader være med at tænde for nyheder for at høre, hvad Donald Trump nu har fundet på? Hvordan kriserne i Palæstina, Ukraine og andre steder udvikler sig? Eller hvem der nu er død af en eller anden semi-kendis, som jeg ikke aner, hvem er, og som aldrig ville løfte et øjenbryn, hvis jeg døde, og som vi så alle sammen skal sørge over. 

Næh, jeg mener også de dage, hvor jeg lader alle de små ting ligge. Egeprocessionsspinderen i Odenses parker. Hvor jeg skal hen på sommerferie, hvis jeg overhovedet får råd til at rejse. Hvorfor det er så svært at lave aftaler med folk om at mødes og så videre og så videre. 

De dage, hvor jeg bare passer mig selv, læser i en bog eller to og trisser lidt rundt. 

Går en tur i naturen. Løber en tur med min bror. 

Spiser fornuftigt. Vander blomster. Lytter til podcasts. 

Øver mig på verdens hovedstæder. 

Øver en strækøvelse og lidt yoga. 

Og ellers bare er i mig selv og eksisterer.

Helt uden at tænke på vækst, læring, karriere, økonomi og fremtiden. Bare at være. 

Det er jo vanvid, at det skal føles som en luksus bare at være til. At det at lukke internettet og efterlade mobilen på en kommode føles som en aktivistisk handling. 

Hvad gjorde vi egentlig før? Hvordan så liv ud før 2005? Hvorfor er det så svært at forestille sig liv, hvor vi ikke er online det meste af tiden? 

Det var det i denne omgang. Forhåbentlig er der også tanker at skrive om i næste uge. Hvis du undrer dig, hvis noget af det lyder som vrøvl, eller hvis du bliver glad i låget af det, så skriv det endelig en kommentar enten på mail eller hvor du nu har lyst. Hvis du bare vil – som. Richard Møller sagde om det at være fynbo: Det er ik’ nåed, vi praler me’. Det er bar’ så’n still’ glæe, vi har gå og hygge dig med det hele indeni, så er det også helt i orden.

Pas på dig og hav en herlig uge

/Michael

(Photo by Tetiana Grypachevska on Unsplash)

Næste kapitel i “The Book of Vilster”

Tjaeh, der er sådan set ikke noget stort på bedding. Men i strømmen af ‘glemte posts’ jeg har stående på min liste, hedder det næste “Mit liv – planer”. Det synes jeg ved nærmere eftertanke ikke er sådan en særligt dækkende titel. Så jeg fandt på en anden. Men det skal nu stadig handle om mine planer – og det kan snildt blive langt. Og selvsmagende.
Consider yourself warned!

Hvad er min plan? Stort spørgsmål. Hvad er jeg i gang med eller på tærsklen til? Det sidste er lidt lettere at besvare. Jeg er stadig i gang med meritlærer-uddannelsen. Stille og roligt. Lige her er jeg skildpadden. Det er nogenlunde overkommeligt, og jeg lærer egentlig ganske solidt af stoffet. Så den umiddelbare plan er at kravle videre mod en fuld og færdig uddannelse som lærer. 

I den boldgade overvejer jeg, om jeg på en smart måde kan få afsluttet mine halvfærdige universitetsstudier – både fordi det er en slags genvej til en uddannelse, der matcher mit job som dansklærer, og fordi det også ville åbne flere muligheder som fx at undervise på gymnasielt niveau også. Så det er jeg ved at samle mod til at gøre noget ved. Har ikke rigtig lyst til at sætte gang i noget i relation til studiet i Odense, fordi ekshustru og ny mand begge arbejder ved dét relevante institut. Så jeg leger med tanken om at overføre mig selv til Aarhus. Jeg er i gang men langt fra i mål med den del af planen. 

Hvad med jobbet som efterskolelærer? Det er stadig skægt. For første gang i mit liv er jeg gået ind til et job med en bevidsthed om, at der vil være både gode og dårlige dage. Og det er der. Men arbejdet med samværet med de unge mennesker er helt igennem givende, vidunderligt og fantastisk. Jeg ELSKER  det ❤️ Shit, unge mennesker er dejlige. Så jeg er glad som efterskolelærer. Drømmen på sigt er stadig at bevæge mig fra esport og design til en skole, hvor jeg kan have idræt og i særdeleshed fodbold i fokus. Men jeg lærer stadig hver eneste dag, så indtil videre er jeg tilfreds, hvor jeg er. 

Og det er jeg blandt andet også, fordi jeg i det nye år begynder på et nyt kapitel som fodboldtræner. Det lokale herrehold måtte i efteråret bide i den helt sure gamle Brilliant-bold og kapitulere i serie 2, så når vi begynder træningen den 19. januar, er det som serie 3-hold. Det skal nok blive sjovt. Og hårdt og udfordrende. Jeg glæder mig helt vildt til at få fodbold tættere på igen. Jeg tænker også, at det er en god måde at komme tættere på det lokale miljø hernede i Højer – en dybere forankring kan det vel kaldes. 

Hvad med kærligheden? spørger jeg af og til mig selv. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg har haft det svært på den front siden skilsmissen. De sparsomme dates, jeg har vovet mig ud på, er endt med afvisninger i den ene eller anden form. Nogen blidere end andre.

Den charmerende slå-smut-med-mandeløjnene Ecco-pige mente, jeg var for langt væk, da jeg flyttede til Næstved. Et par andre har ment, at vi “lever livet i forskellige tempi” – altså at jeg var for doven til dem. Og senest var det en pige på dating.dk, der mente, jeg var alt for overvægtig til, at hun kunne tænde på mig. Men det skulle jeg “ikke tage personligt, for hun vidste godt, hvordan det var. Som førtidspensionist blev hun også ofte valgt fra på forhånd” … Så det er vel også så som så med selvtilliden på den front. 

Jeg fornemmer på jævnaldrende kvinder, at det med børn er blevet enormt nærværende for dem. Så det har jeg også tænkt en del over. Skal-skal ikke? Egentlig havde jeg vel besluttet og affundet mig med, at det ikke skulle være – der er masser af gode argumenter mod: Klima, Co2-udledning, overbefolkning, mine egne manglende evner til at slå rod osv osv. Men der er også et helt enkelt og indlysende argument for: Det er – må simpelthen være – det mest fantastiske, man kan opleve som menneske.

Eleverne på skolen giver mig jo også en noget mere intens oplevelse af, hvordan det må være – godt nok sent i barn- og ungdommen men alligevel … Det sker næsten dagligt, at jeg får lyst til at adoptere en eller flere af eleverne. Så et eller andet sted er der nok et gen eller noget, der klør og knager og knirker med lyst til at være med til at skabe et lille nyt menneske. Eller måske bare at være noget for nogen – det behøver måske ikke være et nyt menneske. Det kan jo også være eksisterende mennesker. Som jeg er det hver dag i mit job på skolen. 

Såeh … jeg tænker, at det næste kapitel for en gangs skyld er noget med at stikke snuden i sporet og klø på, lige der hvor jeg er nu. Lære af hver eneste dag på skolen. Blive en bedre underviser. Et mere empatisk og nærværende menneske. Knokle med uddannelse i flere forskellige former. Og springe rundt i rollen som fodboldtræner. 

Det er planerne. De konkrete. Hvad med alt det fluffy? Jeg vil gerne være mere, for dem jeg holder af. Jeg vil altid være mere. Tror noget af det værste, jeg kan forestille mig, er, hvis jeg ikke får fortalt og vist og krammet ud, hvordan jeg har det. Hvis folk ikke i tide får fortalt, hvor meget jeg sætter pris på dem. Hvor meget deres handlinger, kærlighed, empati og liv betyder for mig.

Det gælder familie. Det gælder venner. Nære og knap så nære. Det gælder kolleger, elever og alle mulige andre, jeg løber ind i. Der er ikke så meget andet at gøre end at dele ud af sig selv, tror jeg. Min ven, Lars Lilholt, sang engang: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys”. Måske nok mest i overført betydning. Men jeg tror, han har ret. Tænd lys for dem, du holder af. Tænd dem både i bogstavelig og i overført betydning. Vær et lys. Vær en støtte. Vær en ven. Vær en kær. Vær nær. Elsk hinanden. Vis det. Og sig det. Højt.