Jeg er helst helt fri

Det fylder det hele for tiden. AI. Det er alle vegne. Der er ingen grænser for, hvad det kan, hvad det skal bruges til, og hvor stor en taber, man er, hvis man ikke sætter sig ind i, hvordan det kan hjælpe. løfte og skubbe en frem i livet.

Som skriveren Bartleby i Herman Melvilles fine historie fra 1853 med den fulde titel: Skriveren Bartleby: En Wall Street-historie får jeg mere og mere lyst til at benytte mig af hans foretrukne frase: I would prefer not to.

Jeg vil ikke optimeres

For jeg er helst fri. Jeg er helst fri for maskiner alle vegne. Jeg er helst fri for at skulle optimeres og effektiviseres og udnyttes, manipuleres og snydes, så det driver.

Jeg har netop hørt en AI-ekspert på P1, der spår, at der vil vrimle med falske videoer og udsagn i den kommende amerikanske præsident-duel. At det bliver lettere og lettere at skabe falsk indhold.

Og eksperten mente også, at det er meget, meget vanskeligt at være sociale platforme. Facebook, Google, Twitter og alle de andre tech-kumpaner vil få utroligt svært ved bare at udpege de falske videoer og endnu sværere ved at standse udbredelsen af dem.

Så jeg er endnu engang strandet ved mit efterhånden så faste holdepunkt: Jeg er helst fri.

Medierne får det stadig svært

Medier burde se det som en oplagt mulighed for at genvinde bare et par enkelte af de markedsandele, de har tabt på at surmule i hjørnet, men de får – for mig at se – en udfordring, for de bruger jo også allerede AI.

Jeg abonnerer på Zetland, og de har netop delt en artikel med deres abonnenter om de mange overvejelser, de gør sig med brugen af AI. Og der kommer et par artige afsløringer af, at de allerede har brugt det i kontakten med brugerne.

Som tidligere kommunikatør genkender jeg fint, når et fælt budskab skal sniges ind på lempelig vis, og dét at de nu fortæller, de har brugt AI, og at de gør sig lange overvejelser om det, gør ikke ret meget andet for mig end at øge mistænksomheden.

Made by Humans. Indtil videre

For det er så let, så let at benytte sig af LLM til at få nye, flere og bedre ideer. Zetland holder fast i sit mantra om at være Made by Humans, men mon dog det rækker længere end til næste gadehjørne?

Måske gør det, men alene mistilliden og risikoen for det betyder, at jeg er skeptisk.

Min løsning har tidligere været, og kan let blive det igen, at lade sociale platforme være sociale platforme. At lade nyheder være nyheder. Kort sagt at lade verden passe sig selv, for det går ærlig talt i den gale retning.

Do better. ASAP

Min kalender siger 2024. Der er krig. Der er uenigheder. Der er migrantstrømme. Diskussioner om menneskers værd. Diskussioner om prækariat. Om svage. Om stærke.

Jøsses, hvor er planeten dog snart klar til et nyt pattedyr i toppen. Vi havde vores chance. Vi gjorde vores bedste. Det var ikke godt nok.

Do better. ASAP.

Svindel og humbug

Der er altså noget helt paradoksalt i at høre Klaus Riskær (https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2019-06-03 – fra tirsdag 4/6-2019) harcelere over, at skatten i Danmark er alt for høj på borgerne og alt for lav på virksomheder.

Det kan man jo sagtens mene, men det kommer fra en mand, der i hele sin karriere har gjort alt, hvad han kan for at undgå at betale virksomhedsskat og dermed betale sin del af fællesskabets udgifter. Nu er han opdaget. Flere gange. Dømt. Har afsonet. Men kan ikke længere drive virksomhed. Så nu skal skatten ned for borgere, mens virksomhederne skal betale mere i skat. Let for ham at sige.

Ligeledes skal de rige pensionister beskattes for at dække nogle af hans økonomiske ideer, og det er jo også let, når nu manden officielt ikke har en krone selv. Alle pengene ligger i en fond, så han kan leve det søde liv – igen uden at bidrage til noget som helst andet end Klaus Riskær selv.

Skal sådan en mand virkelig i Folketinget og være med til at bestemme noget som helst …?

En overvældende ømhed

Den lille efterskole i det sønderjyske summer af eksamensforberedelser. Eleverne er i fuld gang med synopser, dispositioner og øvelser. På mandag begynder de skriftlige eksamener, senere venter de mundtlige, og så er det sommer, og et skoleår er ovre …

Jeg har aldrig været ferm til afslutninger. Som HR så fint formulerede det efter en personlighedstest på Danske Spil: “Hvis du havde fået foretaget testen, før du blev ansat, havde vi næppe ansat dig. Du er sådan en, der kaster 100 bolde op i luften, og når de lander, er du for længst løbet videre. Du har brug for en sekretær til at samle op efter dig”. Jeg var sådan set ikke modvillig over for ideen om en sekretær men af årsager, der fortaber sig i fortiden, blev det aldrig til noget.

Pointen er, at jeg ganske ofte spankulerer videre ud i verden, når afslutninger nærmer sig. Jeg tror nok, jeg kan gennemskue, at det har noget at gøre med frygt for svigt, og hvis jeg så smutter først, så tror jeg, jeg kan undgå svigt – eller sådan noget lignende. I mit nuværende job er der selvfølgelig en vis ‘årets gang’ indbygget, som vil gøre det endnu mere akavet at skride midt i et skoleår. Men jeg har haft tanken i de seneste måneder, at jeg måske skulle se at komme videre, så jeg slap for al det hersens eksamenspjat og afskeds-kram. Men jeg er her endnu.

Og det er jeg såmænd blandt andet, fordi foråret stille og roligt har udviklet sig i en helt vild retning. Når jeg kigger på eleverne og taler med dem, kan jeg mærke, hvor meget de har rykket sig. Hvor anderledes de er i dag, end de var, da de ankom den første søndag i august sidste år. Det er vildt at få lov at opleve. Jeg kan mærke en voldsom omsorg for dem. En stor, stor ømhed, som er svær at rumme. Jeg kender de flestes baggrunde, deres kampe, deres udfordringer, og jeg ved, hvor meget de hver især slås med livet som ung i 2019. Jeg er godt nok glad for, jeg ikke er ung længere – det tror jeg ikke, jeg havde robusthed nok til.

Og i den overståede weekend havde vi “Ny elev-dag”, hvor de kommende elever var på besøg og blev udsat for diverse ryste-sammen-oplevelser. Fællessang. Fællesrengøring. Og på min post skulle vi selvfølgelig tale blødt og varmt om venskaber, og hvordan de opstår, hvad det er for en størrelse, og hvordan man agerer i et venskab som henholdsvis en god ven og en dårlig ven ❤️ Mødet med de kommende elever – de var i grupper på 10-14 stykker – var en fornøjelse. Særligt de grupper, hvor de kommende 2. års-elever var. De virkede – man ser jo, hvad man kigger efter – mere modne, roligere og bedre tilpas end de kommende elever. Det var jeg ret stolt over.

Men jeg var også enormt glad for mødet med de nye elever. Friske. Fulde af gå-på-mod. Helt uvidende om, hvad der venter dem, men spændte som øko-æg til bristepunktet på deres oplevelser i det kommende skoleår. Det skal nok blive helt vanvittigt sjovt, udfordrende, givende og dejligt næste år.

Men lige nu sidder vi altså med forberedelser til de mundtlige eksamener. Eleverne laver synopser i dansk og dispositioner i engelsk. For det første; det er da ikke underligt, at det hele er så uoverskueligt, når man går i 9. eller 10. klasse, for det er tæt på umuligt for mig (og godt nok kan jeg virke barnlig, men jeg er sådan set en hel del ældre end 16 år) at få styr på alle reglerne for, hvad de må skrive, hvad de skal skrive, og hvilke tekster, de må arbejde med og hvornår og hvor længe – og endelig hvad jeg kan få censor til at godkende, for måske får vi en censor, som rent faktisk både kender og vil følge alle reglerne. Det håber jeg ikke.

Forhåbentlig får vi en censor, der har forståelse for, at det måske er mindre vigtigt, om de lige har valgt en tekst, der matcher deres tema, om de har spredning nok i kilderne osv osv, mens jeg har langt mere vægt på deres evne til at formidle og dele deres viden og deres forberedelser, og deres evner til at samtale om forståelse og perspektivering af stoffet. Kort sagt; jeg er ikke til formalia men til indsats og umage. En af eleverne sagde på et tidspunkt, da vi talte om eksamen – jeg var vist kommet til at sige noget om fæces og undervisningsministeriet – “Men Michael, det er jo ikke dig, der bestemmer. Det er undervisningsministeriet”. Det vil jeg nu stadig gerne bestride …

I de her forberedelser – som jeg føler også er en test af mit første år som lærer; har jeg nu givet dem de tekster, der kræves, har de lært noget eller som de selv er bekymrede for: Har de lært det rigtige, og kan de præstere til eksamen. På den måde er jeg jo også til eksamen – tilbage til første linje! I de her forberedelser ser jeg eleverne vise helt nye og meget fokuserede versioner af sig selv.

Det er på mange måder forsiden af præstationskultur og 12-talsjagten. De ved, hvornår de skal give gas og yde. (Bagsiden er jo så, at de har fået bildt sig selv ind, at hele skoleåret ikke er vigtigt: “Michael, når du bare skriver, det er lektier, så laver vi det altså ikke. Du skal lave det som afleveringer!!!) Vanvid, siger den gamle mand.

Nå men for at holde fast i det gode: Jeg er vildt imponeret over, hvordan de arbejder. Koncentreret. Nysgerrigt. Bevares, nogen af dem arbejder også i en tilstand af panik over et knap så attråværdigt emne, men de arbejder. Det er pointen. Det er en side af dem, jeg ikke har set meget til i skoleårets løb, og det klæder dem helt vildt. Ikke at jeg tror, de har brug for det, men jeg krydser så meget fingre for succesoplevelser i den kommende eksamensperiode.

En anden side af det skoleår, der løber på de sidste ugers skemaer i den her tid, er, at jeg er ved at forberede mig på at tage afsked med de unge mennesker. Et helt år, hvor jeg på sidelinjen har fået lov at følge med i deres liv og bidrage efter bedste evne, er ved at være forbi.

Jeg kender dem så godt. Kender deres morgenrutiner – nogen kommer alt for tidligt til morgenmad, og nogen kommer alt for sent. Nogen har brug for fred og ro. Andre har det bedst omgivet af larm. Nogen synes, jeg er sjov (tror jeg nok). Andre tager anstød, når jeg tror, vi pjatter. Nogen er nervøse for eksamenerne. Nogen er optagede af det modsatte køn. Nogen er fysisk aktive. Og alle har de oplevelser, som er så intense, at de næsten ikke kan være i det. De reagerer med hele kroppen og hele sjælen. Reagerer intenst og straks.

Jeg tror nok, jeg ved, hvem der er kærester. Hvem der gerne ville være det, men ikke rigtigt tør tage det første skridt. Og jeg ved med sikkerhed, hvem der yder ekstra, når det er nødvendigt, og hvem der forsøger at skulke fra alle pligter.

Her mod slutningen af skoleåret har vi desværre været nødt til at sende et par elever hjem. For overtrædelser af regler på diverse måder. Det vil jeg ikke ind i. Men jeg vil gerne ind på, hvad det gør ved mig. Når en elev overtræder en regel, bliver vedkommende sendt hjem med det samme, og så har vi efterfølgende et møde blandt lærerne, hvor vi sidder på lærerværelset og drøfter, hvilke straffe de pågældende elever skal have, og her kan jeg mærke, at jeg er et produkt af mine forældres blide, tilgivende og kærlige opdragelse.

Logisk kan jeg sagtens se, at der er regler, der bliver overtrådt, og der skal være en form for konsekvens, men det gør så helt enormt ondt på mig, når vi sender en elev hjem permanent. Det overraskede mig første gang, vi gjorde det, hvor dybt det satte sig i mig. Hvor meget, det påvirkede mig i dagene efter.

Senest er det en flok på seks elever, der har overtrådt regler, og selv om det nu er fire dage siden, vi holdt møde om det, har jeg det stadig siddende i mig med fortrydelse, ærgrelse og medfølelse. De er 16 år gamle. Jeg har helt generelt meget svært ved at trække klare linjer og konsekvenser for mennesker, fordi … de er mennesker aka fyldt med fejl, mangler og følelser. Det er svært at være menneske. Og jeg tror, det er endnu sværere at være et trods alt ret nyt menneske på 15 eller 16 år. Min tolerance, når det bliver alvor, er temmeligt stor over for deres eksperimenteren og forsøg med livet, grænser og fællesskab.

Hvor meget forstår man helt præcist af konsekvenser, når man er 16 år? Jeg tror egentlig ikke alverden. De skal lære det. Ja selvfølgelig. Men omvendt synes jeg, efterskoler skal være et laboratorium, hvor de øver sig og forbereder sig på et liv som voksne. Det skal ikke være en 1:1-udgave af virkeligheden, hvor alting har konsekvenser og straffe. Det skal være et rum foret med kærlighed, omsorg, forståelse og rummelighed.

Længsel og utilstrækkelighed

“Har du haft en god påske?” spørger mange af mine kolleger i disse dage. De er endnu ikke helt klare over, at jeg er sådan en, der svarer utidigt ærligt på den slags.

For næh, det har jeg faktisk ikke haft. På overfladen lyder det måske nok flot, at jeg var hjemme torsdag og fredag og besøge familie, havde hele lørdag og søndag til at forberede elevernes eksamener, og så brugte jeg 2. påskedag på at trille til Vamdrup med fodbolddrengene og lege træner. Det lyder som opskriften på en forrygende påske.

Men oftere og oftere, når jeg har været omkring Fyn og besøgt mine forældre, brødre, mormor, moster og hendes børn, har jeg en fornemmelse af utilstrækkelighed. Et strejf af behov for at skynde mig. En følelse af, at jeg ikke er der nok for dem.

Og i hvert fald helt sikkert af at jeg ikke bruger nok tid sammen med dem. Det er ikke en god følelse. Den nager og hiver i mig. Omvendt er det også en følelse, der minder mig om mine prioriteringer og mine ønsker for mit liv.

Som tiden flyver forbi – og har man en fornemmelse af, alting går alt for hurtigt, kan man med fordel lægge vejen forbi Tim Urban og hans https://waitbutwhy.com/2013/08/putting-time-in-perspective.html fine gennemgang af tiden i det store perspektiv. Hvor er vi dog små. Tilsyneladende ubetydelige og så har vi alligevel så helt enorm indflydelse på verden umiddelbart omkring os – bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg gerne vil bruge mit liv på at være sammen med dem, jeg holder af. Og at dem jeg holder af udgør en relativt begrænset flok.

Så efterhånden er jeg kommet frem til, at jeg må hjem til Fyn. Snarest. Så snart omstændighederne tillader det. Jeg vil tæt på dem, der for alvor betyder noget. Tæt på familien.

Hvad med resten af påsken, tænker du nok – var den så ikke rar? Nix. Heller ikke. Jeg nåede ikke det, jeg havde planlagt til eksamensforberedelserne, og vi tabte kampen mandag. Tabte på en knastør, knoldet forblæst bane i Vamdrup, og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg forbereder et fodboldhold på at spille en kamp på tilfældigheder.

De har trænet fodbold. Nærkampe. Småspil. Bevægelse og sammenspil. Men lige afleveringer fra forsvaret og frem til angriberne, der jagter i vildskab i håb om en 50/50-bold falder deres vej, det ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan vi træner …

Og overraskende nok tager det hårdere på mig at tabe som træner, end da jeg selv spillede. Måske fordi jeg på mange måder føler mig ret magtesløs derude. Jeg kan skifte et par spillere. Ændre på talkombinationer. Men jeg kan faktisk ikke ændre alverden derudefra. Det er en vild følelse. Måske er det derfor, det gør ekstra ondt at tabe. Bare vi ikke gør det for ofte!

Godt nyt til gengæld – jeg er endelig klar til at skrive. For real. Længe har jeg talt om det. Taget tilløb og vimset rundt om tastaturet. Men jeg kan mærke, det presser på. At historierne er tæt på at flyde ud af fingrene. Når jeg vågner om morgenen, er det med ideer til flere historier. Flere ting, jeg gerne vil skrive. Det skal nok blive godt. Dét, er jeg sikker på, kan give både en form for ro og en form for forhastet arbejdsomhed til den bette hjerne, der er så ustadig, uforudsigelig og underligt uregelmæssig i sine veje og vildfarelser. Det blir godt 🙂

Himmel og helvede

Jeg er igen i gang med at forsøge at tygge mig igennem James Joyces ‘Ulysses’. Jøsses for en bog. Jeg er igennem knap 100 af de mere end 600 sider. Hvis nu jeg leger med; at det er en genial bog.

Så fatter jeg simpelthen nærmest ingenting. Har kæmpet med tredje kapitel, som jeg har læst mig til er et af de steder, mange giver op. Det forstår jeg altså godt. Det er tungt. Fragmenteret. Stilistisk forstyrrende. Sprogligt tæt på uforståeligt, og jeg var flere gange i læsningen tæt på at kyle bogen fra mig med tanken: “Det er spild af liv at læse sådan en omgang prætentiøst møg.”

Men nu har jeg besluttet, at jeg skal igennem, så jeg forlænger lånet hos biblioteket og kæmper videre endnu en måned. Og mens jeg så sad og sloges med det umedgørlige mammutværk, blev jeg kælent aet ned af litteraturmusklen med et nyhedsbrev betitlet ‘Nyt Nyhedsbrev #8’. Ikke så voldsomt optimeret for yderligere læsning, men det gør ikke noget, for jeg ved, hvad det er: Helsingør Bibliotek sender med ganske ujævne mellemrum sådan et nyhedsbrev ud med dansk litteratur.

Dette var med tekst af en for mig indtil da ukendt forfatter med et forrygende navn: Caroline Albertine Minor. Og hun kan skrive.

I nogle uger i 2015 talte hele verden om Andreas Lubitz, eller sådan føltes det i hvert fald, sådan oplevede jeg det. De talte om ham, fordi den syvogtyve årige Germanwingspilot om formiddagen den fireogtyvende marts lod et passagerfly med destination i Düsseldorf tabe højde, indtil det med en hastighed på 700 kilometer i timen smadrede mod en klippevæg i de Franske Alper et sted mellem Dignes og Barcalonette.
I nyhedsindslagene så man efterforskere i sandfarvede vindjakker bære bevismateriale ud af hans forældres hus i papkasser og sække, og de tavse trykkende billeder af oprydningen på ulykkesstedet. På klippesiden under en ridderblå himmel bevægede uniformerede arbejdere blottet for selvmedlidenhed sig omkring mellem oliventræer og vragdele og samlede menneskerester op. De blev ved indtil de havde en flig, stump, trevl eller splint fra hver eneste passager ombord på Flight 4U9525.

Noget mere imødekommende end James J og hans knudrede fortælling om Bloomsday i 1904. Men der skal være plads til alle. Nu har jeg læst mere om Minor og hendes skriblerier, så nu har jeg endnu en god grund til at få pløjet mig igennem Ulysses, for jeg vil mægtig gerne kastes ind i Minors univers også. Bøger er vidunderlige. Både de besværlige og de tilgængelige og alt det indimellem ❤️

Offside, sprogpiller og en helt ny slags fodbold

Det er jo ingen hemmelighed, at jeg er mega-begejstret for de to svenske fodbold-journalister, Anders og Johan, som blandt meget andet står for en ugentlig podcast.

I udgaven fra sidste uge – som jeg hørte i bilen på vej hen over landet mod København – talte de om en rumæner, som har en idé om at genskabe fodbold. New Football kalder han det. Det skal spilles på en ottekantet bane og uden offside. Og med en stribe andre nye regler. Alt sammen for at gøre spillet mindre brutalt og give mere plads til den egentlige hovedperson; bolden. Jeg har ikke kunnet finde noget om rumæneren – svenskerne påstod, der var en slags dokumentar (som jeg forstod det svenske!) – men jeg kan jo passende spørge dem i morgen, når jeg er til foredrag med dem i Malmö.

Min gode ven og tidligere chef, Rasmus, fortalte mig på et tidspunkt om forskning i piller, der kan overføre viden til mennesker: “Hvis du så vil lære fx portugisisk, så spiser du en ‘Portugal-pille’, og så får du lagret al den viden, der skal til for at kunne tale portugisisk”. Cirka sådan sagde han. Pointen er jo i hvert fald klar nok. (Så kan man jo mene om Daily Mail, hvad man vil, men her er et link: https://www.dailymail.co.uk/sciencetech/article-2685728/Will-able-learn-language-taking-PILL-Scientist-predicts-humans-ingest-information-30-years-time.html)

Og så er der jo dagens historie med kritik fra Statsrevisorerne til Undervisningsministeriet, fordi det kolliderer med “en effektiv, produktiv, sparsommelig og lovlig måde at bruge skatteborgernes penge på“. Altså at omkring 10% af folkeskoleeleverne ikke afslutter den ellers “obligatoriske” eksamen efter 9. klasse. Det må der straks rettes op på.

Men nu skal der først placeres et ansvar. Mon ikke det starter med lidt pingpong mellem stat og kommuner, og så ender det formentlig med, at det er lærerne, der ikke gør deres arbejde godt nok. Igen.

Hvorfor bliver de elendige lærere dog ved med at insistere på at spolere de unge mennesker, samfundet og den effektive og produktive anvendelse af skatteborgernes penge?
(Kan du ikke læse ironien, har du netop bevist en af mine hverdags-pointer, så tak for det. Læser du ironien, er alt godt <3)

Hvad vil jeg så med de her tre temmeligt fragmenterede eksempler? Tjoeh, jeg kunne godt snart tænke mig, at vi blev bedre til at tænke anderledes. Vi ævler altid om “ud af boksen”, men det er jo ikke sådan noget, man sætter sig ned og bare lige gør. Det er noget, man øver. Det er noget, der ikke umiddelbart fører til effektivitet og produktivitet.

Det er tanker. Omtanke. Eftertanke. Undren. Skepsis.

Hvorfor bliver den stakkels rumæner – som van Basten jo også blev det, da han forsøgte sig med en art nytænkning – skammet ud af fodboldsamfundet? Hvorfor skal vi bruge tid på at terpe verber, lære genrer og terminologier, når den del af læringen lige om lidt kan fås i form af en pille? Og hvorfor skal vi hele tiden forsøge at klemme de unge mennesker i skolesystemet ned i en kasse, de tydeligvis ikke passer til? Uden at nogen overvejer, om det kunne være kassen, den er gal med?

Hvorfor skal jeg bruge tid i 10. klasse på at lære eleverne forskellen på en nyhedsartikel og et portræt? Hvorfor skal de lære at sætte teksten op i 2 spalter til eksamen? Hvorfor er det væsentligt, at de følger et slavisk pensum, og hvorfor tror vi i ramme alvor, at de alle sammen skal kunne det samme, bare fordi de har samme alder?

Der vil være nogen, der intet kan, når de forlader folkeskolen – de kan blive fremtidens Elon Musks og Martin Thorborger – og der vil være nogen, der har lært præcis, hvordan systemet gerne vil have, man skal gå i skole. De kan blive lige, hvad de vil, når de først lærer at tænke selv. At være på tværs kan de alle sammen. Men de skal lære at bruge det til at danne og skabe meninger og holdninger og til at tænke og undre sig.

Kan vi ikke godt snart åbne hele molevitten en smule for, at vi jo er røvrige (overordnet set) og måske ikke behøver piske hinanden for effektivitet og produktivitet, når nu det tilsyneladende får så mange til at føle sig skidt tilpas?

Kunne det ikke være en skæg leg, hvis vi alle sammen pegede på 2 eller 3 ting hver uge, som vi kan undvære, så andre ikke behøver løbe så hurtigt? Ville det ikke være en sjov og positiv spiral, vi kunne sætte i gang? Nej? Er det ikke effektivt nok …?

Tanker fra et tog

Weekenden byder på København og Malmö. Jeg er allerede blevet så jysk, at jeg valgte at stille bilen i Nyborg og tage toget over Storebælt. Det koster cirka en femtedel med toget – med orange-billetter i hvert fald. Så køber jeg gerne et par busbilletter …

I toget har jeg plads i stillezonen. Men det kan de to unge knægte ved siden af ikke forstå. Så de taler. Dæmpet men de taler. Som en skratten i udkantsøret.

Jeg er begejstret for tanken om togture. Om kollektiv trafik. Nedsat brændstofudledning. Og fællesskabet. Omvendt er jeg ganske ofte irriteret på andres nærvær. Vi støder jo næsten knæene sammen. Det er ubehageligt. På sin egen måde. Lige kørt fra Sorø. 32 minutter har jeg nu siddet lidt for tæt på de her tre gutter.

Den ene af dem er tydeligvis ikke vant til at køre tog. Han rumler og rumsterer. Tager tasken ned fra hylden. Roder rundt. Stiller tasken op igen. Lytter til musik. Skal bruge noget i tasken igen. Og har brug for at tale med sin rejsefælle om det hele.

På perronen i Nyborg stod et par – lidt ældre end mig. Måske har de ikke par på den måde. De skulle på tur. Og manden stillede spørgsmål H e l e tiden. “Kommer de også?” “Hvornår skal du hjem?” “Hvornår skal de hjem?” “Blir de hele weekenden?” Osv osv. Enten var kvinden Oraklet fra Delfi (det er mange kvinder jo!), eller også var det et udslag af utryg usikkerhed. Sært var det. Shit folk har svært ved bare at være i uvis- og uvidenhed. Vent nu lidt. Verden falder jo ofte på plads. Lige om lidt!

Optur: To unge mennesker (kærester ❤️) sidder i toget og læser i papir-bøger. Oldschool. Analogt. Langsommeligt. Læser på den RIGTIGE måde. Jeg elsker det.

De skal ikke tale til mig om demokrati

Ikke før de har deres egen sti ren.

Jeg er ganske enkelt rystet over den frækhed, der bliver udvist fra folkevalgte stole i disse år. Det flyder i en lind strøm med sager, der indikerer, at politikere i vores tid skalter, valter og gør præcis, hvad der passer dem i forhold til lovgivning.

Udlægning og fortolkning, der tidligere var forbeholdt sagkundskab og anerkendte myndigheder og institutioner med særlig viden, er blevet enten økonomisk underminerede eller autoritetsmæssigt afpillede af tilsyneladende iskolde magtmennesker, der mener, deres viden – ofte baseret på tildelt magt eller økonomiske interesser – er fuldt ud på højde med de mennesker, der har brugt årevis på fordybelse og dygtiggørelse.

Det er ligemeget, for når en politiker udtaler sig – ofte på baggrund af eget embedsværk eller på tendentiøse og skarptvinklede grænsende til det fejlfortolkede rapporter – har vi andre bare at makke ret og undlade at mukke. Ellers er vi ikke demokratiske. Gider I lige …?

Når Henrik Sass en sjælden gang forlader Køge Torv og Suzuki-Torben for at forsøge at passe sit job i folketinget, undlader han at besvare spørgsmål og forarges, fordi han jo er syg. Godt nok uden at sygemelde sig. Men alligevel, “vis dog lidt hensyn”. Når Støjberg og Ko. på indvandrerstramnings-piedestalen igen skal have fremført deres splittende, nedgørende og hadske retorik, så lyver, fordrejer og fortier de da bare sandheden.

Når DF – og deres nye venner fra Nye Borgerlige – i det forplumrede miljø af evig retorik med fokus på bestemte befolkningsgrupper (en retorik, der for så mange ligner racisme, men bare fordi det går som en and, rapper som en and og så videre, så er det jo slet ikke sikkert, det er en and …) endnu en gang har brug for historier med skarp vinkling og med kun en flig af hold i virkeligheden, ja, så betyder det da mindre med sandheden, for “vi ved jo alle”. Og den slags snak er helt ok nede på bodega den knaldrøde ræv, men det er altså beskæmmende, at det skal forestille at være politik anno 2019.

Når undervisningsministeren – og af uransagelige årsager hende der Lilleør – beslutter først at skære, beskære og forringe uddannelserne for gymnasieelever, hvor efter hun så benytter sin demokratiske ret til at dukke op for at tage en demokratisk dialog, så må hun jo være forberedt på, at mennesker altså reagerer på den førte politik. Og ikke altid er enige med hende.

Ganske lig Rasmus Paludan, der sviner indvandrere til i den ene Youtube-video efter den anden, og så benytter sig af sin demokratiske ret til at stille sig op i det ene socialt belastede område efter det andet og gentage sine svinere af beboerne. Det har han ret til – lige som jeg har ret til at stille mig lige foran lederen af Bandidos og fortælle ham, at hans MC ligner en knallert, og at hans diller er på størrelse med en knækket kvist en sen efterårsdag. Men jeg kan da ikke regne med, at han så kigger op og ned af mig og siger: “Det er du jo i din gode demokratiske ret til at mene”.

Hvis undervisningsministeren virkelig er så tonedøv i forhold til omgangen med andre mennesker, kunne hun måske bruge sin spindoktor til at hjælpe hende med at blive klogere på det felt – så kunne han heller ikke fylde medierne med løgn i tide og utide …

Og i det hele taget bliver politikere simpelthen nødt til at forstå, at de er valgt af folket til at tjene folket – ikke til at tjene egne interesser. Hvis man som folkevalgt ikke selv kan se, at man er en del af eliten. At man har en løn en hel del over gennemsnittet. At man er tildelt magt ud over det sædvanlige, og at der med det følger et ganske særligt ansvar.

Ja, så er det måske en idé at vi finder nogen andre. Og de er jo godt på vej, efterhånden som de finder andre og for dem mere passende karrierer. Så skrid da. Det er jo skammeligt med politikere, der ikke forstår, at det er en ære, et tillidshverv, en forpligtelse og en enorm mulighed for at påvirke et samfund i en bedre retning.

Når folk reagerer kraftigt på politiske beslutninger, hænger det måske også sammen med, at der tilsyneladende eksisterer forskellige regelsæt. Ét for politikerne og deres venner. Og ét for alle vi andre, der bare er og gerne vil være i fællesskab og sammen med hinanden. Forleden hørte jeg en eller anden pengemaskine fra Danske Bank, der overhovedet ikke kunne forstå, hvorfor danskernes forbrug var så afdæmpet. For “der er masser af penge i overskud”. Ja. Tonedøv. Det er ikke øget forbrug, der er brug for. Vi er alle sammen syge, pressede og løber hurtigere og hurtigere for at udfylde roller, som det bliver sværere og sværere at gennemskue, hvad skal føre til.

Det viser sig jo, at weekendtur nummer 5 til Paris på et år ikke gør os mere lykkelige. Det viser sig jo, at den nyeste BMW eller Audi ikke gør os gladere – faktisk virker det på vejene, som om det gør os mere aggressive og mindre hensynsfulde. Vi har brug for tid. For samvær. For nærvær. Og for kærlighed.

Alt sammen ting vi ikke kan købe os til. Men som samfundet, politikerne og erhvervslivet bliver ved at forsøge at sælge til os som det eneste saliggørende. Stop nu op. Lad det ligge. Find dig selv. Find glæde. Find kærlighed. Og skid så på, om der står Levis, Audi eller Gucci på det næste, du skal købe. Who cares …?

Har vi også brug for at tale om Lars Løkke, om Anders Fogh, om Klaus Riskær, om Danske Bank, om Nordea osv …? Nej vel. Vi ved det jo godt. Der er dælme noget galt. Og den der mølle hernede i Sønderjylland? Den maler ikke en skid længere. Den er gået helt i stå!

Hvornår strejker vi alle sammen?

Om fredagen får jeg to nyhedsbreve fra Dagbladet Information – ét om bøger og ét om klima. Det er ofte nyheder. Det er ofte en form for opsang. Og måske er det også en form for hvidvaskning og blåstempling af mig selv – jeg kan nok læse med på den dannede litteratur, og jeg har forståelse for tidens klimaudfordringer.

Men sådan decideret rystet i mit fundament plejer jeg ikke at blive af nyhedsbrevene. I dag fik det lidt bedre fat end sædvanligt, og jeg har valgt blot at dele indholdet:

Kilde: https://mailchi.mp/a1903e69c861/hvornr-begynder-den-generation-der-har-skabt-klimaproblemet-at-strejke-i-solidaritet-med-deres-egne-brn?e=dbe577d7f8

Når normal banker på

7 af skoleårets 11 måneder er gået. Det begynder at kildre i maven. Blandt andet fordi min altid kvikke og indsigtsfulde lillebror (én af dem!) tilbage i juni modtog nyheden om mit nye liv som skolelærer med et: “Jeg giver ham 10 måneder!”. Ja, det er jo ved at være tiden så 🙂

Noget andet der er ved at være tiden er, at eksamen kommer tættere på. Med det kommer alle de kedelige krav om pensum, opgivelser og præstationer. Og med det kommer forventeligt nok også elevernes mere konkrete krav til undervisning, mål og resultater.

Indtil nu har jeg lykkeligt kastet mig over alt muligt mærkeligt, ustruktureret og udfordrende. Uden smålig skelen til regler og pensumlister. Min tilgang har hele tiden været – og jeg vil forsøge at holde fast i det – at det er langt, langt vigtigere, at de unge mennesker lærer at lære og lærer så meget kritisk selvtænkning som muligt frem for en (ind-)læring. der er beregnet til eksamen og måske – det er jo nok min pointe – mindre brugbar uden for klasselokalet end den kritiske tænkning.

Men det er jo naturligvis forventeligt, at det for eleverne er ved at være sådan lidt: “Nu er vi vist ved at være færdige med at være forsøgsdyr for dig; nu skal du til at lære os det, vi er vant til at skulle lære”. En af mine kvikke elever spurgte forleden, om de ikke snart skulle lære noget af det, de skal bruge til eksamen?

Vi taler om en elev, som flere gange har nævnt, at skoleåret byder på højere karakterer end sædvanligt, så mit nok lidt til den kække side svar var: “Så du får bedre karakterer, end du plejer, men alligevel vil du – nu eksamen nærmer sig – gerne vende tilbage til den læring, der plejer at give dig middelmådige karakterer?”

Og tjah, det betød det sådan set, fordi: “Jeg lærer noget. Noget. Men jeg er ikke sikker på, jeg lærer det, jeg skal bruge til eksamen.”. Og det er jo en relevant indvending. En god pointe. Hvis det virkelig viser sig, at det jeg forsøger at lære dem, viser sig at være uanvendeligt i eksamens-situationen, så sidder de jo der. Hjælpeløse efter et år i mine hænder …

Men jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på, at det skulle kunne betale sig bedre – i det store billede – at bruge energi på eksamens-relateret læring frem for at bruge kræfter og energi på at forholde sig til tekster, til input og til andres arbejde med kritisk, skarpt og analytisk blik. Om jeg så er god nok til at bibringe dem de evner på et enkelt skoleår, som helt klart stikker uden for de rammer, de normalt har befundet sig i, det aner jeg virkelig ikke. Men jeg forsøger.

Da en 9. klasses-elev spurgte, hvorfor jeg ikke underviser i 9. klasse, svarede jeg, at det nok er, fordi jeg ikke er uddannet lærer. Så er det for farligt at slippe mig løs på 9. klasserne. “Er du ikke uddannet??” spurgte han med vantro i stemmen. To af mine 10. klasser stemte i: “Nej, det er han i hvert fald ikke. Det kan man tydeligt mærke. Jeg har aldrig haft en lærer som ham”. De sagde noget pænt noget efterfølgende, men der er helt sikkert en stor grad af sandhed i denne del: Det er noget uortodokst, det der foregår i mine timer.

Måske stoler jeg fuldt og fast på, at det hele kan bæres i mål med kærlighed og entusiasme? Måske tager jeg fejl! Men jeg forsøger hele tiden at lære. For eksempel fik en 10. klasse lov i engelsk at forsøge sig med autonom læring – altså hvor de helt selv valgte et emne og fik 3-4 uger til at arbejde med det og præsentere deres læring på klassen.

Det var spændende præsentationer, men den del, der gik ud på at føre logbog, så deres kilder, materiale og læste tekster kunne bruges til eksamensopgivelser, den del havde jeg ikke forklaret ordentligt, så nu har jeg besluttet, at det ikke kan opgives til eksamen. Er det så komplet spild af 4-6 uger af skoleåret?

Well, de har researchet på engelsk og lavet en præsentation – hvilket de i øvrigt bliver bedre og bedre til; de virker ikke længere hverken skræmte eller generte (ikke overordentligt i hvert fald) over at tale engelsk foran hinanden. Det er der altså også en værdi i. Synes jeg.

De fortalte mig tidligere på skoleåret, at deres læring i engelsk før efterskolen primært bestod i en masse skriftligt arbejde, fordi “hvis man først har styr på grammatikken og kan formulere sig på skrift, så kommer det mundtlige”.

Dette fortalte de efter tre måneder, hvor jeg havde fokuseret på at få dem til at tale sammen, for jeg synes kun, sprog er værdifuldt, når det bliver brugt til mundtlig kommunikation – altså at forbinde mennesker. Men hvad ved jeg … jeg er jo ikke uddannet 🙂