Jeg er et bedre menneske, når jeg skriver. For når jeg skriver, tænker jeg. Skriver du også?

Det har vel aldrig rigtigt været sådan konsistent, at jeg har brugt denne platform til at skrive. Jeg har aldrig tænkt på det som et nyhedsbrev med en fast frekvens. Jeg har helt sikkert aldrig tænkt på det som en lead magnet til at skaffe kunder. 

Hvis jeg overhovedet har beskæftiget mig med at kategorisere, hvorfor jeg betaler et par tusinde kroner om året for en hjemmeside med mit navn, har det nok allermest handlet om, at jeg godt kan lide, at jeg har min helt egen mailadresse på sin egen server. 

Nå men jeg har i en periode skriblet og skriblet og skriblet i hverdagene for at slippe tanker løs og måske også – måske endnu mere – for at tøjle tanker.

Dagbog? Eller offentlig følelsesporno?

I hvert fald er der hver uge en ikke ubetydelig mængde tekst, og mange vil mene – det hælder jeg selv i store perioder til – at den slags tanker nok gør sig bedst i en dagbog eller i hvert fald i et mere privat forum end en åben side på det store verdensomspændende net af elektroniske sider. 

Men her er vi altså. Og når jeg kigger rundt på det, vi i dag kalder internettet, ser jeg sådan set ingen kvalitetsmæssig grund til at holde mine udgydelser inde. 

Det skulle da være af private hensyn, men den slags har diverse firmaer – offentlige såvel som private – jo efterhånden gjort komplet overflødige ved en så lemfældig omgang med vores fælles data, at det ingen mening giver at bekymre sig om, hvorvidt nogen har dem.

Hvil trygt i visheden om, at de er tilgængelige for alle, der gider lede efter dem.

Cirka her kommer pointen

Pointen med hele denne tirade er, at jeg for en stund – i den kommende tid og i en indtil videre ikke nærmere defineret periode – vil samle de ugentlige skriverier i et samlet og formentlig temmeligt omfattende indlæg et sted mellem lørdag og mandag. Cirka. 

Så uden alt for meget yderligere balfaldera – det skulle da lige være denne ekstra tilføjelse: At teksten her kan være både fiktiv og autobiografisk og mere kommenterende på virkelige eller knap så virkelige hændelser – hvis der er noget, der virker mærkeligt, er det altså højest sandsynligt ikke dig, der er noget galt med. Det er nok snarere mig. Og nu kommer der ikke yderligere … Værsgo!

Og her begynder frihederne at boltre sig.

Fri os fra det onde og luk sociale medier

Det har taget mig lige omkring to uger at blive dødtræt af sociale medier igen. Jeg var ellers fri. Helt fri. 

Men så tog jeg en uddannelse som personlig træner, og der var ligesom to muligheder for at skaffe kunder i butikken: Enten skulle man arbejde i det, der blev kaldt et kommercielt center, eller også skulle man være på Facebook og Instagram for at markedsføre sig selv. 

Endnu engang viste det sig, at jeg har rygrad som en vingummibamse og selvstændige tanker som sidste dag på et hollandsk loppemarked med lutter svenske krimier tilbage – altså ingen! – og jeg hoppede ombord i både Facebook og Instagram. 

For det første: Facebook er jo røvkedeligt, når man ingen venner har, og det er en besynderlig øvelse for – for mit vedkommende tredje, fjerde eller måske endda femte – gang at begynde forfra med at blive venner med mennesker. Særligt fordi jeg jo hele tiden i baghovedet har en idé om, at jeg en gang i fremtiden skrider igen. 

Nå men det har vist sig, at jeg faktisk godt kan lide kontakten med menneskene igen, men jeg er nu også allerede lidt skuffet over, hvor lidt folk rent faktisk bruger det. 

Der er udvalgte Dan Rachlin-typer, der slet ikke kan lade være at spy alt muligt ud dagen lang, og så er der den langt, langt største del af brugerne, som stort set aldrig skriver noget andet end at dele et feriebillede en eller to gange om året og så sige tak for fødselsdags-hilsener. 

Det er der jo ikke noget i vejen med, men er det virkelig nok til at retfærdiggøre den invasion af privatliv, overvågning og videresalg af data, der foregår på både Facebook og andre platforme? 

For de fleste åbenbart ja. Jeg har lyst til at løbe skrigende væk igen med det samme, men jeg ser også muligheder i for eksempel at komme i kontakt med nogle af mine venner og bekendte fra tidligere i livet, som jeg har tænkt mig at udnytte for eksempel til podcast-afsnit, når jeg engang accepterer, at min lyd ikke er perfekt endnu. 

Du er helt perfekt, som du er

Og det er ret vigtigt for mig at få sagt. Jeg er – som folk, der holder af mig, formulerer det – et principfast menneske. 

Jeg er villig til at spænde ret voldsomt ben for mig selv, hvis jeg føler for det. At undlade at abonnere på tjenester, hvis de er produceret af firmaer, jeg finder uetiske eller amoralske. At boykotte diverse spisesteder, hvis jeg har haft en dårlig oplevelse hos dem. Og så videre og så videre. For tiden har jeg det stramt med alting fra USA – gæt selv hvorfor – og det er ikke let. 

For jøsses, hvor er vi dog sovset ind i amerikanske produkter og producenter. De er jo også ekstremt grådige derovre. Det er ikke nok med en virksomhed, der gør det godt. Den skal være VERDENS BEDSTE og spise alle konkurrenter. Helst til morgenmad. Træls. 

For det stiller os jo (eller mig i hvert fald) i noget af et dilemma, når jeg for eksempel leder efter en computer, der ikke stammer fra et US-firma. Nå, den del er en anden diskussion. Måske senere på ugen!

Det jeg ville sige med det her er, at bare fordi jeg vælger at lave den slags benspænd for mig selv, så dømmer jeg ingen, der ikke gør det. Absolut ikke. 

Folk skal bare leve deres bedste liv, og vi har alle vores grunde til at gøre – eller ikke gøre – som vi gør (eller ikke gør). Fred være med det. 

Men jeg ville være ked af, hvis jeg ikke måtte dele mine argumenter for hvorfor og hvorfor ikke. 

Det betyder ikke, at du skal føle dig presset eller dømt af mine holdninger og meninger. Det gør det virkelig ikke. 

Måske kan vi bare have en samtale om det, hvor vi udveksler synspunkter, og så enes om ikke at være enige. Ville det ikke være revolutionerende?

At være nybegynder i et fitness-center

Det lykkedes endelig at hive mig ud af sengen i morges og bevæge mig til fitness og træne en god times tid. 

For en måned siden tog jeg en personlig træner-uddannelse, og det har givet mig en hel masse viden om og i øvrigt også lyst til at træne. 

Noget andet dejligt er, at den der følelse, jeg altid har haft i fitness af, at jeg ikke rigtigt aner, hvad jeg laver. 

At jeg ikke brød mig om at prøve nye maskiner, fordi hvad nu hvis jeg gjorde noget forkert, og det så dumt ud, og de alle sammen kiggede, rystede opgivende på hovedet og hviskede om mig bag min ryg? 

Ja hvad så? F*** det!

Nu har jeg en meget bedre fornemmelse af, hvordan de forskellige øvelser skal udføres, og hvad der er væsentligt at have fokus på. 

Jeg er jo ikke pludselig blevet en superatlet af en kort uddannelse, så min krop nærmer sig stadig 50 år, og der er stivhed, ømhed og slidte knogler hele vejen rundt, men jeg har en idé om, hvad jeg kan gøre ved det, og jeg har for længst opfattet, at det handler om det lange løb og ikke den næste uge. 

En ekstra sidegevinst ved min nyfundne oplevelse af fitnesscenteret er, at når jeg på et tidspunkt begynder at jagte kunder, så tror jeg, at jeg bedre forstår, hvordan det er at komme i sådan et center for første gang i sit liv. 

For jeg er ganske vist ingen erfaren og dedikeret bruger af fitness, men jeg har dog været der on/off i årevis, og jeg har sådan set dyrket forskellige former for sport hele mit liv. 

Tænk så på, at jeg stadig er flov, intimideret og tøvende, når jeg går ind. 

Hvordan er det så ikke lige for Karsten (fiktiv karakter!), der for første gang i sit liv som 45-årig har besluttet sig for – eller er blevet rådet til af lægen efter en diabetes-diagnose – at begynde at motionere? 

Og han har meldt sig ind, men det er jo det letteste af det hele. Herregud, det er bare endnu et giro-kort men at komme i centeret og kaste sig over maskinerne!? 

Det kræver mod. Det kræver beslutsomhed. Det hylder jeg. Og forstår altså bedre nu, tror jeg. 

Egeprocessionsspinderen og en lurende verdenskrig

Nogle af de allerbedste dage har jeg, når jeg slet, slet ikke interesserer mig for eller følger med i, hvad der foregår i verden omkring mig. 

Altså ikke bare lader være med at tænde for nyheder for at høre, hvad Donald Trump nu har fundet på? Hvordan kriserne i Palæstina, Ukraine og andre steder udvikler sig? Eller hvem der nu er død af en eller anden semi-kendis, som jeg ikke aner, hvem er, og som aldrig ville løfte et øjenbryn, hvis jeg døde, og som vi så alle sammen skal sørge over. 

Næh, jeg mener også de dage, hvor jeg lader alle de små ting ligge. Egeprocessionsspinderen i Odenses parker. Hvor jeg skal hen på sommerferie, hvis jeg overhovedet får råd til at rejse. Hvorfor det er så svært at lave aftaler med folk om at mødes og så videre og så videre. 

De dage, hvor jeg bare passer mig selv, læser i en bog eller to og trisser lidt rundt. 

Går en tur i naturen. Løber en tur med min bror. 

Spiser fornuftigt. Vander blomster. Lytter til podcasts. 

Øver mig på verdens hovedstæder. 

Øver en strækøvelse og lidt yoga. 

Og ellers bare er i mig selv og eksisterer.

Helt uden at tænke på vækst, læring, karriere, økonomi og fremtiden. Bare at være. 

Det er jo vanvid, at det skal føles som en luksus bare at være til. At det at lukke internettet og efterlade mobilen på en kommode føles som en aktivistisk handling. 

Hvad gjorde vi egentlig før? Hvordan så liv ud før 2005? Hvorfor er det så svært at forestille sig liv, hvor vi ikke er online det meste af tiden? 

Det var det i denne omgang. Forhåbentlig er der også tanker at skrive om i næste uge. Hvis du undrer dig, hvis noget af det lyder som vrøvl, eller hvis du bliver glad i låget af det, så skriv det endelig en kommentar enten på mail eller hvor du nu har lyst. Hvis du bare vil – som. Richard Møller sagde om det at være fynbo: Det er ik’ nåed, vi praler me’. Det er bar’ så’n still’ glæe, vi har gå og hygge dig med det hele indeni, så er det også helt i orden.

Pas på dig og hav en herlig uge

/Michael

(Photo by Tetiana Grypachevska on Unsplash)

Længsel og utilstrækkelighed

“Har du haft en god påske?” spørger mange af mine kolleger i disse dage. De er endnu ikke helt klare over, at jeg er sådan en, der svarer utidigt ærligt på den slags.

For næh, det har jeg faktisk ikke haft. På overfladen lyder det måske nok flot, at jeg var hjemme torsdag og fredag og besøge familie, havde hele lørdag og søndag til at forberede elevernes eksamener, og så brugte jeg 2. påskedag på at trille til Vamdrup med fodbolddrengene og lege træner. Det lyder som opskriften på en forrygende påske.

Men oftere og oftere, når jeg har været omkring Fyn og besøgt mine forældre, brødre, mormor, moster og hendes børn, har jeg en fornemmelse af utilstrækkelighed. Et strejf af behov for at skynde mig. En følelse af, at jeg ikke er der nok for dem.

Og i hvert fald helt sikkert af at jeg ikke bruger nok tid sammen med dem. Det er ikke en god følelse. Den nager og hiver i mig. Omvendt er det også en følelse, der minder mig om mine prioriteringer og mine ønsker for mit liv.

Som tiden flyver forbi – og har man en fornemmelse af, alting går alt for hurtigt, kan man med fordel lægge vejen forbi Tim Urban og hans https://waitbutwhy.com/2013/08/putting-time-in-perspective.html fine gennemgang af tiden i det store perspektiv. Hvor er vi dog små. Tilsyneladende ubetydelige og så har vi alligevel så helt enorm indflydelse på verden umiddelbart omkring os – bliver jeg mere og mere bevidst om, at jeg gerne vil bruge mit liv på at være sammen med dem, jeg holder af. Og at dem jeg holder af udgør en relativt begrænset flok.

Så efterhånden er jeg kommet frem til, at jeg må hjem til Fyn. Snarest. Så snart omstændighederne tillader det. Jeg vil tæt på dem, der for alvor betyder noget. Tæt på familien.

Hvad med resten af påsken, tænker du nok – var den så ikke rar? Nix. Heller ikke. Jeg nåede ikke det, jeg havde planlagt til eksamensforberedelserne, og vi tabte kampen mandag. Tabte på en knastør, knoldet forblæst bane i Vamdrup, og jeg aner simpelthen ikke, hvordan jeg forbereder et fodboldhold på at spille en kamp på tilfældigheder.

De har trænet fodbold. Nærkampe. Småspil. Bevægelse og sammenspil. Men lige afleveringer fra forsvaret og frem til angriberne, der jagter i vildskab i håb om en 50/50-bold falder deres vej, det ved jeg ganske enkelt ikke, hvordan vi træner …

Og overraskende nok tager det hårdere på mig at tabe som træner, end da jeg selv spillede. Måske fordi jeg på mange måder føler mig ret magtesløs derude. Jeg kan skifte et par spillere. Ændre på talkombinationer. Men jeg kan faktisk ikke ændre alverden derudefra. Det er en vild følelse. Måske er det derfor, det gør ekstra ondt at tabe. Bare vi ikke gør det for ofte!

Godt nyt til gengæld – jeg er endelig klar til at skrive. For real. Længe har jeg talt om det. Taget tilløb og vimset rundt om tastaturet. Men jeg kan mærke, det presser på. At historierne er tæt på at flyde ud af fingrene. Når jeg vågner om morgenen, er det med ideer til flere historier. Flere ting, jeg gerne vil skrive. Det skal nok blive godt. Dét, er jeg sikker på, kan give både en form for ro og en form for forhastet arbejdsomhed til den bette hjerne, der er så ustadig, uforudsigelig og underligt uregelmæssig i sine veje og vildfarelser. Det blir godt 🙂

At skrive eller at blive læst

Hvad vil jeg egentlig med skriverierne her? Det spørger jeg af og til mig selv om. Og svaret er i bedste fald uklart. I lyset af at jeg fra 1.1-2019 ikke længere har profiler på nogen sociale platforme, er denne december et ret godt tidspunkt at tænke over den slags profane petitesser. Så det har jeg gjort. 

Svaret er stadig uklart. Jeg kan godt lide at skrive. Jeg nyder at flytte indhold fra hjernen – eller kroppen – via fingrene og tastaturet og ned på siden. Nyder at det er uden krav, uden nogen beder om profit og helt uden at nogen kommenterer. Der er jo helt vildt stille herinde – det er meget, meget få kommentarer, jeg har fået i bloggens levetid. Generer det mig? Næh. Ej. Nix. 



Jeg ved jo også godt, at når det bliver januar, og et nyt indlæg ikke længere bliver delt og smidt i fjæset på folk ved udgivelse, så er det stort set slut med gæster herinde. Men jeg har ikke på noget tidspunkt tænkt, at jeg nu ville stoppe med at skrive. Altså; det er jo ikke fordi, jeg skriver hverken hyppigt eller med nogen som helst bestemt frekvens. Af og til sætter jeg mig bare og lader det hele flyde ud. Take it or leave it. 

På min mobil har jeg en masse lister (i Evernote) og en af dem handler om, hvad jeg ville skrive om, hvis jeg en dag besluttede mig for at skrive noget, der skulle udgives i bogform på en eller anden måde. Sammen med den liste har jeg skrevet emner, som jeg kunne tænke mig at mene noget om i blogform. Og nogen af dem glemmer jeg, hvad jeg ville med. Andre af dem tror jeg, jeg ville kunne skrive om, hvis jeg blev vækket midt om natten og placeret ved tastaturet.

Listen ser sådan her ud:
Digitalisering af penge
Leve ‘uden’ sociale medier (!)
Digitalt
Mit liv – planer
– Frygt som styreform
– Livsmål 
– Mennesker eller maskiner
– Budget – penge nok? Til hvad?
– Fodbold, fællesskab, hold
– Familie
– Venskab
– Kærlighed eller at leve uden
– “Ensidigt er mistænkeligt” – er jeg mon selv det mindste nuanceret?
– GDPR – mit liv på nettet
– Nej til det hele; online-bekendelser

Jeg indrømmer, der er et par af dem, jeg ikke helt aner, hvad jeg tænkte på, da jeg skrev dem, men jeg tror, jeg ville kunne skrive et eller andet ufærdigt om alle emnerne stadig. Måske skulle jeg gøre det til et december-projekt … 

Vi får se.