Forskellen på dit og mit virker meget lille for Lars Løkke

Nu skred han endelig. Lars Løkke. Som har været en ulykke for dansk politik i alt for mange år. Og nu skal vi høre på konkollegaer og pressefolk, som roser ham højt for at være en statsmand, en dygtig politiker og en dreven taktiker. Jeg har det altså stramt med det.

En ting er hans politiske overbevisning. Den må han selv rode med. Og der er helt sikkert lige så mange lige så brodne kar i andre partier. Men jeg har uendelig svært ved at se bort fra, at han i mere end to årtier har været sovset ind i sager, hvor han har raget til sig i uhørt grad, og når han så er blevet opdaget, bliver han mopset og betaler penge tilbage, mens han holder vejret, til han bliver blå i hovedet, for “han er jo Lars Løkke”, må man forstå.

Misforstå mig ikke, han er helt sikkert en jovial fætter at havne ved siden af til familiesammenkomster. Han kan garanteret fortælle en røverhistorie eller to, og han nyder formentlig et glas fadøl lige så vel som næsten. Men han virker til at have en uhyggelig tro på, at han har lov til lige, hvad der passer ham – uagtet hvad regler eller almindelig pli byder.

Jeg har rodet lidt i arkiverne:
Som Indenrigs- og sundhedsminister overnattede han på hotel under falsk navn – men på samfundets regning. Først kom han med en halvkvalt forklaring om, at han ville undgå mytedannelser (hvad det så end betyder), og dernæst at han havde været til politisk møde. Det viste sig, at han havde været til julefest, og han endte med selv at betale for sit hotelværelse.

Måltider, cigaretter og overnatninger i privat regi har han i det hele taget ganske ofte ladet fællesskabet betale. Og det kan jo være sandt, at man kan slippe af sted med det i mangen en privat virksomhed, men målet for Løkke har jo hele tiden været magtens tinde. Folkets tjener. Det fineste hverv man kan have i Danmark. Så du’r det jo ikke, man rager til sig på fællesskabets bekostning.

Så var der hele miseren om GGGI. Her brugte manden i sin tid som formand omkring 1 million kroner på rejser, hoteller og limousiner. Og ved en enkelt lejlighed betalte instituttet endda for hans datters flybillet – da det blev opdaget, var det naturligvis “en misforståelse”.

Endelig er der hans LøkkeFond, som kvotekonger donerede til i stor stil, og derfra er det jo let at forestille sig, at de fik lettere adgang til kvoter. Altså det man kalder korruption i de fleste andre lande end Danmark. Først benægtede Løkke, at han overhovedet kendte de pågældende kvotekonger, men da det viste sig, at han både havde lånt et sommerhus og været til fest hos en af ‘kongerne’, var det hele naturligvis ‘en misforståelse’.

Han er aldrig blevet dømt. Noget af det pusseløjerlige ved dansk politik er, at hæren af embedsmænd, rådgivere og andre skatteyderbetalte hjælpere altid sørger for, at politikerne kan smutte bekvemt ud af sidelemme som “misforståelser”, “tilbagebetalinger” og andre syge undskyldninger.

Men hvis det var en af mine kolleger i hverdagen, der havde haft lignende stribe af mistænkelige sager klæbet til sig, ville jeg ikke tøve med at kalde hen for en svindler, en bedrager og én med et enormt besvær med at kende forskel på dit og mit. Helt uagtet hvor statsmands-agtigt hen så ellers opførte sig i øvrigt.

Svindel og humbug

Der er altså noget helt paradoksalt i at høre Klaus Riskær (https://www.dr.dk/radio/p1/orientering/orientering-2019-06-03 – fra tirsdag 4/6-2019) harcelere over, at skatten i Danmark er alt for høj på borgerne og alt for lav på virksomheder.

Det kan man jo sagtens mene, men det kommer fra en mand, der i hele sin karriere har gjort alt, hvad han kan for at undgå at betale virksomhedsskat og dermed betale sin del af fællesskabets udgifter. Nu er han opdaget. Flere gange. Dømt. Har afsonet. Men kan ikke længere drive virksomhed. Så nu skal skatten ned for borgere, mens virksomhederne skal betale mere i skat. Let for ham at sige.

Ligeledes skal de rige pensionister beskattes for at dække nogle af hans økonomiske ideer, og det er jo også let, når nu manden officielt ikke har en krone selv. Alle pengene ligger i en fond, så han kan leve det søde liv – igen uden at bidrage til noget som helst andet end Klaus Riskær selv.

Skal sådan en mand virkelig i Folketinget og være med til at bestemme noget som helst …?

Hvem laver et alternativ til bankerne?

Jeg gider ikke mere. Gider ikke at mine penge hver evig eneste måned ryger lige lukt i hænderne på en eller anden bank. Branchen som sådan – nogle værre end andre – har de seneste mange år vist sig at være fuldstændig ligeglade med, at vi opdager, at de vil skide på os og på fællesskabet. De skal bare have mere profit – skidt med regler, love og almindelig anstændighed. Læs selv hele molevitten i det store tema på dr.dk – hvor ærgerligt at lobbyister ikke nåede at skære ned på vores public service-medie, før de fik fingre i endnu en svindelsag!  https://www.dr.dk/nyheder/penge/netvaerk-af-finansfolk-og-storbanker-har-plyndret-danmark-og-store-dele-af-europa

Og det er lige ved at være fint med mig. Det styrer de selv. Men i vores gennemkapitaliserede og liberale verden har jeg ikke den mulighed, der ellers altid besynges så smukt og højlydt: “At vælge en konkurrent”

FOR DE ER ALLE SAMMEN NOGLE FORBANDEDE SVIN, OG HVIS JEG NOGENSINDE STOD MELLEM VALGET AT SKYDE MIG SELV, SULTE IHJEL ELLER ARBEJDE I EN BANK, VILLE JEG STENSIKKERT ALDRIG VÆLGE AT VÆRE EN DEL AF EN BLODSUGENDE, SELVRETFÆRDIG, GRÅDIG OG HELT IGENNEM ANSVARSFORFLYGTIGENDE BRANCHE SOM BANKVERDENEN. 

Hvad er det for noget? Hvad bilder de sig ind? Og hvorfor sker der ikke noget? Hvorfor er de i det mindste ikke bag tremmer alle sammen? Hvorfor gør vi ikke oprør? I det mindste ville jeg gerne have mulighed for at få udbetalt mine lønkroner i rede kontanter. Så skal jeg nok selv holde styr på dem. “Så ville forbrydere bare komme i dit hjem og stjæle dem?”. Så det er det, bankerne er? En anordning, der forhindrer forbryderne i at komme hjem til mig? Ved at jeg i stedet sender pengene direkte til forbryderne? Ej men ved du nu snart hvad? Det er jo for latterligt.

Når det er beløb på mange milliarder, der er svindlet for, så er det altid “svært at finde frem til bagmændene” – så tag da hele flokken! Sæt dem bag tremmer. Bur dem inde. Lad dem arbejde i stenbrud resten af livet, til de har betalt de penge tilbage, de har stjålet fra dig, mig og vores fællesskab. 410 milliarder kroner? “Alle gjorde det, så vi troede, det var lovligt!”. Virkelig? Skal man være komplet idiot for at blive ansat i en bank, eller hjælper de med efteruddannelse, så man kan blive kynisk, grådig og dum nok?

Er det for groft? Gu’ er det ej. Jeg tror ikke på, at de ikke godt ved det. Går den, så går den. Så får man bonus, bliver månedens medarbejder, og de andre er jo ikke blevet opdaget, så hvorfor skulle vi? Der bliver dækket med grus, papirer, bunker af lort og forsikringer om, at det aldrig sker igen. Før næste gang. Pis og papir. Bullshit. 

Jeg er som udgangspunkt ligeglad med, hvordan de forvalter deres forretning. Det er et anliggende for politiet og retsvæsenet, men det irriterer og provokerer mig helt absurd, at jeg ikke har mulighed for at leve min utilfredshed ud og slippe helt udenom banksystemet. De er ikke værdige til min tillid. Og slet ikke mine penge. Det er grimt. Bizart. Og latterligt, at de bare slipper af sted gang på gang. Latterligt. 

Ja, jeg har ikke rigtig noget budskab i denne omgang. Jeg er bare sur. Det har jeg sgu lov til at være. 410 milliarder kroner. Revet lige op af statskasserne i 5 europæiske lande. Inklusive Danmark. Statsministeren taler om griskhed. Men kommer pengene retur? Eller er vi bare blevet en glinsende buffet for spekulanter, der selvretfærdigt sidder og rykker rundt på værdipapirer og tilskriver sig selv vanvittige værdier. Lorte-system. [Punktum]

Rigtige venner ser ikke igennem fingre med lovbrud

Hvis det var min ven, der opsummerede min situation, sådan som Johanne gør det her; er jeg altså ikke sikker på, jeg ville hverken drikke Cola Zero eller spise hvidt brød med pålægschokolade sammen med hen igen … Det er skrappe sager.

Klik på billedet for at se den barske opsummering

Jeg tvivler på, der sker noget sådan for alvor. Der er jo 90 mandater til at bakke ministeren op – lovbrud eller ej. Men jeg vil godt lige så stille stikke en finger i vejret – eller i jorden – og spørge kyndige og forstandige mennesker, hvorvidt det at dække over lovbrud i den lovgivende forsamling for alvor er foreneligt med demokrati?

Jeg har for længe siden resigneret i forhold til den politiske situation i landet, men jeg synes, vi skal kalde tingene ved deres rette navn. Kan man sidde som minister og skalte og valte på trods af landets love, som man vil, synes jeg ikke, vi kan kalde det et demokrati længere – eller er der en snedig form for definition af demokratiet, hvor det er ok?

(Og for en sikkerheds skyld: Nej, jeg går ikke ind for barnebrude eller for pædofili eller for noget i den boldgade. Men jeg kan simpelthen ikke acceptere, at den enkeltes vurdering af enkelte sager skulle retfærdiggøre lovbrud. Så skal vi i hvert fald ikke kalde det demokrati længere …)