Fremtiden er her – og jeg fatter minus

Pludselig var der ChatGPT over det hele. Dall-E. Midjourney. Alle talte om kunstig intelligens.

Internettet flød over med moderne Klondyke-guldgravere, der havde skudsikre metoder til at tjene kassen på kunstig intelligens.

Droner i krig

DR skriver i dag, at droner og kunstig intelligens fylder mere og mere på slagmarken i Ukraine. Det menneskelige aspekt af krig fylder mindre og mindre. Bortset naturligvis fra, at de er mål.

Det er voldsomt uhyggeligt. En slags computerspil i virkeligheden.

Hvor maskiner og selvtænkende robotter smadrer løs på mennesker på lang afstand og uden egentlig meget andet forsvar end … andre robotter.

Mennesker, det billige skidt

Der stod intetsteds i artiklen nævnt, at vi jo kunne skabe arenaer – Hunger Games-style – hvor de kunstige krige kunne blive udkæmpet.

Helt uden menneskelige tab. Det var ikke nævnt med et ord.

Der var heller ikke nogen overvejelser om, at vi i 2024 stadig bekriger hinanden. At vi slår hinanden ihjel. At territorier er vigtigere end nogensinde, og at polarisering er dagens ret hos høj såvel som lav.

Hold fingrene fra Eurovision!

I morges var der en anden historie hos DR, der handlede om, at Eurovision er i stor – større end normalt – fare for cyberangreb.

Jeg er mig smerteligt bevidst om, hvor gammel jeg lyder- og det er faktisk for ingenting at regne mod, hvor gammel jeg føler mig – men jeg synes ærlig talt, det er ved at gå for vidt med det hersens computer-hejs.

Og jajaja, jeg ved godt, at det er udvikling, og det kan vi ikke gøre noget ved, men det virker jo hovedløst, at vi bare løber og løber og løber, så hurtigt vi kan mod en fremtid, vi formentlig får svært ved at styre.

Hvis det kan misbruges, så eh …

Som Elektronista Christiane Vejlø formulerede det tidligt i forløbet om kunstig intelligens: Hvis det kan misbruges, vil det blive misbrugt.

Det ligger mig meget, meget fjernt at blande mig i, hvordan andre lever deres liv – og med hvilken hastighed og retning, men det er ærlig talt en lidt trist udvikling, synes jeg.

Nu kommer endelig eksponentialiteten og det store ryk i computerne og deres anvendelighed.

Og vores fantasi rækker primært til at tjene flere penge, lave mere intense krige og andet i samme miserable boldgade.

Klima og Corona

Gad egentlig godt vide, om der er et sammenfald mellem følgende to grupper:

  1. Klimaforandringerne er alvorlige, men det kan ikke betale sig at stoppe med at flyve, forbruge og forurene. For den teknologiske udvikling vil finde en måde at løse det på, så det vil se helt anderledes ud i fremtiden. Altså: Gør intet nu, for fremtiden løser det.
  2. Corona er alvorligt, men hvis vi ikke genåbner det hele nu – altså ændrer nuværende adfærd – så vil det på sigt blive endnu dyrere og koste endnu flere menneskeliv.

Som jeg ser det, er 1 en mulighed for ikke at ændre adfærd nu og lade fremtiden, udvikling og opfindelser løse problemet.

Hvorfor kan 2 ikke på samme måde løses ved at stole på, at fremtiden, udvikling og opfindelser vil gøre dødeligheden ved Corona mindre?

Hvor skal vi hen, du?

Puha. Jeg havde brug for et par dages pause. Et par dage til at lade det hele synke ind. Til at spekulere over livet. Over fortiden. Fremtiden. Og nutiden. For hvor i alverden er det her corona.mareridt på vej hen? Hvor er vi på vej hen? Og når vi mon frem?

Humøret er bedre nu. Jeg har puslet med analoge sysler. Har lavet kampprogram og spilleplan til dansk fodbold – otte rækker med herrer og fire med kvinder. 132 kampe pr. række hos herrerne. 90 kampe pr. række hos kvinderne. Og så slår jeg terning om resultaterne. Det er helt meningsløst. Og vidunderligt afslappende.

Når jeg sidder i tusmørket og bare slår terninger og opdaterer stillinger, mens jeg i mit stille sind holder med ‘mine’ hold – der er en del; OB, Otterup, Vanløse og GVI (lillebrors) og HGQ. Jeg snyder ikke! Det kunne jeg ikke finde på – så er jeg helt i en anden verden. Helt væk fra corona, job, bøvl med fjernundervisning og alt muligt. Så er det bare mig og terningerne og en fiktiv fodboldverden, som jeg selv har skabt.

Nå, men jeg er tilbage i virkeligheden igen. Og med det kommer også den løbende diskussion om corona. Der er 1.000 krinkelkroge, som alle mulige veluddannede og også en hel del selvbestaltede eksperter diskuterer flittigt på særligt sociale medier. Det er, hvad det er.

Mine tanker bliver mest brugt på tidsperspektivet. Hvor længe kommer det her til at vare. Nogen mener – nok mest bare Donald Trump – at det er ovre allerede 13. april. Andre sender os flere år frem i tiden. Nogen mener resten af kalenderåret. Andre igen gætter på resten af skoleåret. Og måske et stykke ind i sommerferien.

Hvis nu der sidder rumvæsener derude og holder øje med os – bare hvis! – så må de helt sikkert finde diskussionen om prisen på et liv interessant. Jeg hørte i radioen i dag, at nogle eksperter mener, det kan koste 1-2 milliarder kroner pr. reddet liv med den nuværende danske strategi. Underforstået mente eksperten nok, at det var i den dyre ende. Mildt sagt. Måske i virkeligheden knap umagen værd. For det koster jo på økonomien. På virksomheder. På arbejdspladser.

Men altså; vi kan jo blive nødt til at se i øjnene, at det slet ikke er et valg, vi selv kan træffe. Hvis det viser sig at ende i et worst case scenario. Så kan vi ende med mange døde. Rigtig mange døde. Og mange, mange virksomheder, der må lukke. Og det forstår jeg godt er et kæmpe problem.

Det er surt, hvis man har knoklet for at få et firma på benene. Eller hvis tipoldefar grundlagde en produktionsvirksomhed, som familien har holdt i live lige siden. Det er surt. Men det er vel ikke helt umuligt at forestille sig, at man kan lave en ny virksomhed på den anden side af det her? Er det?

Indrømmet; jeg er en masse umulige ting set fra et økonomisk synspunkt – startende med uvidende, ligeglad og naiv. For mig er det her ikke så meget et spørgsmål om pragmatisk at se på, hvad der bliver mest omkostningstungt på sigt. Det er et spørgsmål om, hvad vi vil som menneskehed.

Vil vi hinanden i yderste potens? Eller vil vi utilitaristisk og for enhver pris fortsætte den konkurrence- og kapitalismestyrede vækst, der har bragt os til, hvor vi er i dag? Uagtet om det måtte koste menneskeliv. Og det gør vel alting.

(Jeg anerkender til fulde – hvis enkelte liberalister skulle forvilde sig herind og læse med; I er velkomne <3 – at kapitalismen har medført en hulens masse fremskridt økonomisk, teknologisk og på en masse andre områder. Jeg er ikke komplet idiot)

Dig og mig og os alle sammen

Det er dag 3 for hjemmeskoling. Det bliver langt i dag. Undskyld på forhånd. Mit Twitter-feed har ganske mange forældre fra børnefamilier, der fortæller, at det er hårdt på samme tid at arbejde fuld tid hjemmefra og at skulle hjemmeundervise. Det forstår jeg godt. Det er også derfor, tror jeg, at det normalt er to forskellige job.

Jeg synes personligt, det er meget, meget svært at fjernundervise. Det ville jeg mene under helt normale omstændigheder. Jeg mangler nærværet. Muligheden for at tage korte samtaler under fire øjne. Jeg mangler simpelthen hele den menneskelige dimension.

Nu er vi så i en ekstraordinær situation. Mine elever er 10. klasser, så jeg gætter, at de får lov at passe sig selv derhjemme. Det skal de også kunne som 16-17 årige. Men nogle af dem er også nervøse og usikre på, hvad der foregår. Nogle af dem er ikke vant til at lave skolearbejde, med mindre de bliver ført næsten bogstaveligt til tastaturet. Nu sidder de hjemme på deres værelser spredt rundt om i landet og skal selv tage ansvar for at lære noget.

Som lærer har jeg fået den klare besked, at jeg skal sørge for hjemmeundervisning. Undervisningsministeriet har meddelt, at der ikke bliver ekstratimer. Altså at de timer, vi underviser eleverne, mens de er hjemme, dem skal vi ikke bruge tid på at gentage, når de engang er tilbage på skolen. Så vidt så godt.

Tilbage til mit Twitter-feed. Jeg har set rigtig mange skrive i en lidt tvær tone, at det er urimeligt, at offentligt ansatte – altså fx mig (hvilket jeg faktisk ikke var klar over – jeg troede, skolen var privat virksomhed, men der er åbenbart noget med statstilskud – jeg får i hvert fald fuld løn, og det er jeg taknemmelig for) – går hjemme og holder ferie og laver ingenting. Med det rungende i hovedet forestiller jeg mig, at mange lærere tænker, at det skal dælme blive en gammel sømandsremse. Så der bliver fyldt på med lektier, med opgaver, med undervisning og læring.

Hvilket så formentlig fører til flere hjemmearbejdende, der har det som forældrene i BT-artiklen herunder:

https://www.bt.dk/samfund/foraeldre-raser-over-hjemmeundervisning-min-soen-sidder-og-graeder

Og det er jo ikke meningen. Mine elever er også begyndt lige så stille at skrive, at de synes, der er mange lektier. Selvfølgelig synes de det. For 14 dage siden havde mange af dem linjefag to eller tre dage om ugen og et minimum af undervisning i fag-fagene (dansk, engelsk osv.). Nu sidder de hjemme og får et hav af læsning, lektier og opgaver tilsendt via vores intranet.

Så de store – udskolings-elever – sidder og drukner i et hav af skolearbejde på egen hånd. Mens de små – indskoling og mellemtrin – har brug for hjælp, støtte og omsorg fra deres forældre. Som knokler med samtidig at passe deres fuldtidsjob imens.

Så tænker jeg; måske behøver de ikke helt så meget læring, de unge mennesker. Måske kan de komme gennem den her krise med en smule mindre læring, end de ville have fået, hvis de var her hos mig i Højer. Men risikerer jeg så, at der står en flok forældre på den anden side af corona og kritiserer mig for at have taget for let på det hele og ikke leve op til mine forpligtelser som underviser?

Som Dan Turéll så fint sagde det: “Det er ikke let at være nogen”. Så jeg ser det som min fineste opgave at passe på de mennesker, der er nærmest mig. Eleverne skal ikke bumles omkuld med en hel masse undervisning. De skal have lov at lade det her synke ind. De skal have lov at være chokerede, som alle vi andre også burde have det.

Det her er – som jeg hører det så fint formuleret i radioen igen og igen – ubetrådt land. Og min erfaring som 44-årig er, at jeg bliver mest tilfreds med mig selv, hvis jeg både på betrådt (er der noget, der hedder sådan?) og ubetrådt land lader de menneskelige hensyn veje tungest. Altid.

Pas nu for filen på hinanden. Ring. SMS. Send en mail. Tænk en tanke. Send et brev. Eller en uopfordret buket blomster. Eller varer via et onlinesupermarked. Vær gode ved hinanden. Der er uendeligt mange penge i verden. Vi har kun ét liv hver ❤️

Asylansøgere, flygtninge, migranter … MENNESKER!

Så er der igen gang i den helt store fordelings-diskussion. Europa er under pres. De ydre grænser risikerer nu at blive overløbede af mennesker, som indtil nu har været holdt tilbage i Erdogans Tyrkiet. Angiveligt mod en betaling på 45 milliarder kroner fra EU til tyrkerne. Der kan man da tale om at betale sig fra sine problemer.

For det er jo det, de er. Et problem. Et distanceret problem, som vi indtil videre er lykkedes så fint med at afskærme fra adgang til Europa. Nuvel, jeg er ikke ude på at diskutere antal, hudfarver, religioner eller lignende. Jeg kunne bare godt tænke mig, at når vi har de her drøftelser, så tager vi udgangspunkt i – og minder hinanden om ofte – at det er mennesker. Mennesker. De er for langt størstedelens vedkommende ikke ude på at genere os.

Jeg har set kommentarer online, hvor billeder af mennesker fra Tyrkiet mod Grækenland var ledsaget af teksten: “Jeg vil til Europa og have et bedre liv”, og til det lød det lakoniske svar: “Se, de er jo hverken flygtninge eller asylansøgere. De er migranter. Bekvemmelighedsflygtninge”. Så nu er det galt, at de ikke har det skidt nok. Men de må heller ikke have det for skidt, for så er de for stor en belastning for de modtagende lande. Kort sagt: Vi er sgu helst helt og aldeles fri.

Så nu taler danske politikere om en “asylnødbremse” – hvilket jo er et helt urimeligt forfærdeligt udtryk. Hvis de ikke har det skidt nok, og hvis de i øvrigt ikke kun kommer her, fordi de har det skidt, så trækker vi i nødbremsen. Nødbremsen?!? Som om vi er et samfund på randen af en katastrofe. Jeg ved godt, at for mange lyder det ofte som om, Danmark er ved at vælte under trykket af indvandrere. Seneste opgørelse handlede om, at der bliver født flere indvandrere end danskere i nogle kommuner. Så i fremtiden bliver her forfærdeligt, er undertonen.

Men lige nu; i dette øjeblik kan vi vel for filen ikke for alvor mene, at der er et tryk på danskheden? For real? Jeg er med på, at hvis man mener, én er én for mange, så er vi helt urimeligt belastede, men for rimelighedens skyld så møder jeg virkelig, virkelig mange velfungerende og velintegrerede mennesker, der ikke umiddelbart ligner efterkommere af Holger Danske. Og jeg bor altså i Sønderjylland, som ikke er kendt for at være det rummelige jyske svar på Christiania, når det kommer til indvandrere.

Jeg har ikke en løsning på den oplagte udfordring, som flertallet af vores politikere giver udtryk for, indvandrere er. Men jeg tror – nej, jeg er sikker på – at vi ville komme længere, hvis vi gjorde os umage for at holde fast i, at vi alle er mennesker, og at flertallet af alle – uanset fødested og hudfarve – rent faktisk gerne vil knokle, bidrage, yde og holde fred.

Det tager åbenbart kun lige knap 8 år at blive så selvfed, man glemmer, hvor man kommer fra

Jeg kan huske, da Radio 24syv var helt ny. Hold nu fast en omgang skrammel. Der var nye uprøvede værter, der keglede rundt i afviklingen. Der var venner til venner af parnasset i København, der blev inviteret ind, fordi de jo var en del af klubben, og der var så mange millioner, der skulle fordeles, for det var jo skægt at lave radio og blive kendt på en ny ret fed måde. De fik meget kritik. Personligt var jeg meget enig – jeg syntes, det var det vildeste lort. Amatøragtigt, nybegynderpræget og alt, alt for meget navlepilleri.

Fra radioen og fra vennerne i kultur-eliten forsvarede de sig med, at man skulle give dem tid. Al begyndelse er svær. Det krævede lidt tilvænning, så ville værterne blive bedre, programmerne finde deres form, og alle lære at elske den nye radio.

Og i min verdens-boble lyder det da godt nok, som om missionen lykkedes. Mange begræder lukningen af radioen. Det er “censur”. “Skandaløst”. “Provinsielt” og meget, meget andet. Nuvel. Jeg har løbende i radioens levetid forsøgt mig som lytter. Ofte har folk anbefalet mig det ene eller det andet program. Og jeg må indrømme – over en bred kam: Det falder ikke i min smag. Dét af det, jeg kan holde ud, er radio, der alligevel minder om det, jeg hører på P1. Resten irriterer mig grænseløst, fordi jeg finder det så ulideligt selvretfærdigt og selvsmagende. Subjektivt og over en bred kam forstås.

Hvad der til gengæld virkelig undrer mig nu, er den måde, radioen selv og mange af kernelytterne reagerer på. Radio Loud er noget lort. Amatøragtigt. Ufærdigt. Buddet var uigennemtænkt. Målgruppen er elendig. De dækker kun 80% af Danmark (hvor meget dækkede 24syv i begyndelsen?). Alle de forbehold, som vi alle blev bedt om at møde 24syv med. Al den overbærenhed, de dengang efterspurgte. Hvor er den i forhold til den nye radio?

“Ej men Michael, har du ikke hørt Kirsten Birgit osv?” Jo. Alt for mange gange. Irriterende. Forudsigeligt. Kedeligt. Trættende. Alle gange, jeg har forsøgt at høre det. Så når tilhængerne af radioen er helt oppe i skyerne over det justitsmord, radioen er udsat for, så glemmer de måske, at der trods alt også er nogen, der ikke er vilde med den form for radio. Den form, som de tilsyneladende selv definerer som den “rigtige taleradio”. Som mange gjorde med P1 før 24syv. Og som nogen måske vil gøre med Loud uagtet, hvor indebrændte, sammenbidte og bitre 24syv-tilhængerne er netop nu.

Det er synd for de mennesker, der skal finde nyt job; bevares, men jeg græder tørre tårer over eksperimentet. For mig fandt de aldrig en formel, jeg kunne holde ud.



Hvad ville du gøre, hvis lyst var det styrende princip i dit liv?

Altså ikke hvad ville du gøre, hvis du måtte holde helt og aldeles ansvarsfrit fri et par dage eller en uge eller måske endda en måned. Hvad ville du gøre, hvis du resten af dit liv fik en mindre sum penge ind på kontoen og aldrig mere behøvede beskæftige dig med det, vi i dag kalder arbejde?

Jeg er ved at læse Rutger Bregmans bog: “Utopia for realister”. Den handler rigtig meget om basisindkomst. Den handler også meget om fremtiden. Om robotisering. Om behovet for mennesker. Om hvad vi vil med hinanden. En smule om fortiden og fremsynede økonomer, som troede, at vi i det 21. århundrede ville have flyvende biler, og at vores største udfordring ville være, hvad vi dog skulle gøre med al den fritid.

Det er spændende. Og det sætter tankerne i sving. Forskning og eksperimenter har vist, at det, vi kalder hjælp i for eksempel Afrika, meget ofte ville være endnu bedre, hvis vi simpelthen gav menneskene rede penge i hånden. Altså sparede alle hjælperne, dokumentaristerne, bureaukraterne, optællerne, revisorerne osv osv og simpelthen gav dem penge i hånden. Det virker. Mennesker vil i langt, langt de fleste tilfælde ikke smide pengene væk til alkohol, stoffer og andre dårligdomme. De vil bruge dem til at skabe sig et bedre liv. Skabe deres egen forretning. Hvorfor gør vi dog så ikke det? Hvis det er mest effektivt!

Hvis jeg ikke behøvede at arbejde længere, ville jeg helt sikkert kaste mig over den plan, jeg i mere end et halvt år har arbejdet på. Et dokument – i Keynote – som ganske simpelt hedder “Stor grund”. Min ellers evigt optimistiske og opbakkende far mener, at det er et vanskeligt projekt at føre ud i livet. Men det er nu det, jeg har allermest lyst til lige nu. For hvis jeg ikke skulle arbejde for at overleve, ville jeg arbejde på at omgive mig med alt det, der gør mig allermest glad ved at leve.

Mennesker. Relationer. Glæde. Kærlighed. Varme. Omsorg. Hjælpsomhed. Udvikling. Tankevirksomhed. Kunst. Kultur. Sang. Musik. Komik. Alt det og meget mere – sådan ville mit liv se ud. Hvordan ville dit liv se ud?

Forskellen på dit og mit virker meget lille for Lars Løkke

Nu skred han endelig. Lars Løkke. Som har været en ulykke for dansk politik i alt for mange år. Og nu skal vi høre på konkollegaer og pressefolk, som roser ham højt for at være en statsmand, en dygtig politiker og en dreven taktiker. Jeg har det altså stramt med det.

En ting er hans politiske overbevisning. Den må han selv rode med. Og der er helt sikkert lige så mange lige så brodne kar i andre partier. Men jeg har uendelig svært ved at se bort fra, at han i mere end to årtier har været sovset ind i sager, hvor han har raget til sig i uhørt grad, og når han så er blevet opdaget, bliver han mopset og betaler penge tilbage, mens han holder vejret, til han bliver blå i hovedet, for “han er jo Lars Løkke”, må man forstå.

Misforstå mig ikke, han er helt sikkert en jovial fætter at havne ved siden af til familiesammenkomster. Han kan garanteret fortælle en røverhistorie eller to, og han nyder formentlig et glas fadøl lige så vel som næsten. Men han virker til at have en uhyggelig tro på, at han har lov til lige, hvad der passer ham – uagtet hvad regler eller almindelig pli byder.

Jeg har rodet lidt i arkiverne:
Som Indenrigs- og sundhedsminister overnattede han på hotel under falsk navn – men på samfundets regning. Først kom han med en halvkvalt forklaring om, at han ville undgå mytedannelser (hvad det så end betyder), og dernæst at han havde været til politisk møde. Det viste sig, at han havde været til julefest, og han endte med selv at betale for sit hotelværelse.

Måltider, cigaretter og overnatninger i privat regi har han i det hele taget ganske ofte ladet fællesskabet betale. Og det kan jo være sandt, at man kan slippe af sted med det i mangen en privat virksomhed, men målet for Løkke har jo hele tiden været magtens tinde. Folkets tjener. Det fineste hverv man kan have i Danmark. Så du’r det jo ikke, man rager til sig på fællesskabets bekostning.

Så var der hele miseren om GGGI. Her brugte manden i sin tid som formand omkring 1 million kroner på rejser, hoteller og limousiner. Og ved en enkelt lejlighed betalte instituttet endda for hans datters flybillet – da det blev opdaget, var det naturligvis “en misforståelse”.

Endelig er der hans LøkkeFond, som kvotekonger donerede til i stor stil, og derfra er det jo let at forestille sig, at de fik lettere adgang til kvoter. Altså det man kalder korruption i de fleste andre lande end Danmark. Først benægtede Løkke, at han overhovedet kendte de pågældende kvotekonger, men da det viste sig, at han både havde lånt et sommerhus og været til fest hos en af ‘kongerne’, var det hele naturligvis ‘en misforståelse’.

Han er aldrig blevet dømt. Noget af det pusseløjerlige ved dansk politik er, at hæren af embedsmænd, rådgivere og andre skatteyderbetalte hjælpere altid sørger for, at politikerne kan smutte bekvemt ud af sidelemme som “misforståelser”, “tilbagebetalinger” og andre syge undskyldninger.

Men hvis det var en af mine kolleger i hverdagen, der havde haft lignende stribe af mistænkelige sager klæbet til sig, ville jeg ikke tøve med at kalde hen for en svindler, en bedrager og én med et enormt besvær med at kende forskel på dit og mit. Helt uagtet hvor statsmands-agtigt hen så ellers opførte sig i øvrigt.

Droppede vi debatten om tonen?

Altså; det er vel en del år siden, at der var evindelig ballade om tonen i den offentlige debat. Nogen var kede af, at der blev angrebet personligt, talt i barske vendinger og med fokus på personen mere end emnet. Andre var irriterede over, at de nu ikke måtte sige tingene uden omsvøb. At deres sandhed ikke var rigtig, og de derfor ikke måtte udtrykke den. At dem, der klagede over tonen, var for følsomme til at deltage i debat.

Hvor er den diskussion blevet af? Er den afgjort og afsluttet, uden jeg har opdaget det? Uden en prisoverrækkelse med medaljer og enten en venligboer-tshirt eller en megafon? For det er da stukket helt af.

Alle galper alt muligt gylle af sted på offentlige foraer, og der er ikke rigtig nogen, der bekymrer sig om, hvad det gør ved modtagerne. Kan man ikke tåle mosten, kan man sætte sig på kosten og forlade skuden. Skrid pomfrit. Det er en lukket fest. For alle der kender udtryk som idiot, tosse, skvatmikkel og udskud.

Det kan da ikke være rigtigt. Er der virkelig så mange mennesker, der går rundt og er forargede på hele verden, at det skal være omgangstonen? Er der virkelig mere, der skiller i verden, end der samler? Hvorfor tiljubler nogen, når Trump deler vandene? Når BoJo som en anden Moses opfører sig som en skillert på båndet i Føtex? Hvorfor får Paludan så meget opmærksomhed? Hvorfor gør Henrik Dahl? Synes vi, det store politikteater er sjovere, når der er sang i ga’erne og gang i sa’erne, som Richard Møller altid formulerede det …?

Og én ting er jo politikteateret – for de tror jo, de skal skabe sig for at få opmærksomhed. Men jeg forstår da slet ikke, at alle andre er begyndt på det samme. “Dem, der mener noget andet end mig, er rådne, naive, tossegode, nazistiske, racistiske, undergravende og forrædere”. De er i hvert fald ikke bare uenige …

“Signore udlejer”

På facadens, overfladens, behagesygens alter har jeg netop brugt en halv time på at gøre min airbnb pæn. Fordi værtsmanden kom på besøg. Han skulle se, om den vaskemaskine, jeg pludselig fandt (!) (Der skulle ikke have været en vaskemaskine, og den var dækket af et cover, så jeg troede længe, det var en død kommode), for at se, om den stadig virker.

Jeg har lagt mine vandflasker på køl, så de ikke stod og rodede på gulvet. Jeg har stillet mine sko i soveværelset, så de heller ikke stod og flød i køkkenet. Jeg har ryddet skrivebordet – blandt andet for en pose chips med lemon-smag, som jeg glæder mig til at prøve. De måtte vente pænt i et køkkenskab, mens han var her. For tænk hvis han troede, jeg var sådan en, der spiser chips. Jeg stillede også den meget fine kaffe, som de gav mig i indflyttergave, et sted, hvor det ikke var så tydeligt, at jeg endnu ikke har drukket af kaffen. Jeg fejede endda gulvet, selv om jeg trods alt ikke gad bruge fejebakken og samle det sammenfejede skidt op. Det ligger i et hjørne, som han helt sikkert ikke så. Jeg fjernede opvasken, og så skrev jeg disse ord i hånden på en opslået blok, der har ligget på skrivebordet, siden jeg kom – altså en blok, jeg selv har haft med. Som har været tom i snart 2 uger. Nu er der i det mindste noget på den første halve side.

Jeg kan egentlig godt selv gennemskue noget af det. Fejning for ikke at ligne et svin. Chips væk, så han ikke lægger to og to sammen og tænker, aha, han er lidt buttet, fordi han spiser chips. Og tekst på blokken, så han nu går ind til sin hustru, Michela, og siger, at han tror, jeg er ved at skrive en bog eller noget andet interessant. “Der stod i hvert fald vigtige og mange notater på en blok”, vil han sikkert sige. Og hun vil nikke bekræftende og mumle noget med, at jeg virker belæst. Og endnu mere mumlende vil hun så lade sive, at hun egentlig også godt kunne tænke sig, at hendes mand skrev en bog eller gjorde noget andet klogt. Sådan forestiller jeg mig det. Sådan må det være i mit hoved. Ellers giver det jo ikke mening.