Tag: covid19

Det er okay at have det skidt

Det er en lortetid. Det må man gerne føle, synes og sige. Hvis man kan finde nogen at sige det til, selvfølgelig. Når jeg endelig taler med mennesker – typisk i telefonen – er jeg ganske forsigtig med at fortælle, hvis jeg har det skidt.

Der er en stemning af, at vi kollektivt skal holde modet oppe hos hinanden. Og det skal vi da også. Vi skal forsøge at hjælpe hinanden bedst muligt gennem det her social distancerings-møg. Det kan vi formentlig bedst gøre ved at forsøge at finde positive ting. Det er jeg enig i.

Men jeg tror, vi også bliver nødt til at anerkende, at det for mange er ekstremt frustrerende at sidde mere eller mindre indespærret og ofte uden selskab – eller i hvert fald det samme selskab dag ud og dag ind – og så vil det da føre til, at man har dage, hvor det hele ser mere sort end hvidt ud. Når først yatzy-blokken er fyldt, dagbogen er løbet tør for sider, og man har set alle sæsoner af Friends mere end én gang, så bliver der god plads og tid til at tænke tanker.

For mange er det dybt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sine egne tanker. For nogen er det måske et kæmpe chok, at der reelt ikke er så meget refleksion at komme efter. For andre kan tankerne føre til en lyst til ‘et nyt liv’. Og for rigtig mange vil det føre til, at man henfalder i tungsind over den voldsomt forandrede livssituation og usikkerheden, som de fleste af os tumler med.

Dér synes jeg, vi skal forsøge at være rummelige og tolerante over for hinanden. At acceptere, at andre tænker tunge tanker. At nogen har sværere ved at se lys eller lykke i situationen end andre. For ja, vi skal hjælpe hinanden med at holde modet oppe. Men vi skal også hjælpe hinanden med at anerkende, at det er en skidt situation, og at det er helt okay at have dårlige timer, dage og uger. Det er okay at være i dårligt humør. For det her er langt fra det liv, som ret mange af os forestillede os, vi ville leve. Langt fra.

Hvor skal vi hen, du?

Puha. Jeg havde brug for et par dages pause. Et par dage til at lade det hele synke ind. Til at spekulere over livet. Over fortiden. Fremtiden. Og nutiden. For hvor i alverden er det her corona.mareridt på vej hen? Hvor er vi på vej hen? Og når vi mon frem?

Humøret er bedre nu. Jeg har puslet med analoge sysler. Har lavet kampprogram og spilleplan til dansk fodbold – otte rækker med herrer og fire med kvinder. 132 kampe pr. række hos herrerne. 90 kampe pr. række hos kvinderne. Og så slår jeg terning om resultaterne. Det er helt meningsløst. Og vidunderligt afslappende.

Når jeg sidder i tusmørket og bare slår terninger og opdaterer stillinger, mens jeg i mit stille sind holder med ‘mine’ hold – der er en del; OB, Otterup, Vanløse og GVI (lillebrors) og HGQ. Jeg snyder ikke! Det kunne jeg ikke finde på – så er jeg helt i en anden verden. Helt væk fra corona, job, bøvl med fjernundervisning og alt muligt. Så er det bare mig og terningerne og en fiktiv fodboldverden, som jeg selv har skabt.

Nå, men jeg er tilbage i virkeligheden igen. Og med det kommer også den løbende diskussion om corona. Der er 1.000 krinkelkroge, som alle mulige veluddannede og også en hel del selvbestaltede eksperter diskuterer flittigt på særligt sociale medier. Det er, hvad det er.

Mine tanker bliver mest brugt på tidsperspektivet. Hvor længe kommer det her til at vare. Nogen mener – nok mest bare Donald Trump – at det er ovre allerede 13. april. Andre sender os flere år frem i tiden. Nogen mener resten af kalenderåret. Andre igen gætter på resten af skoleåret. Og måske et stykke ind i sommerferien.

Hvis nu der sidder rumvæsener derude og holder øje med os – bare hvis! – så må de helt sikkert finde diskussionen om prisen på et liv interessant. Jeg hørte i radioen i dag, at nogle eksperter mener, det kan koste 1-2 milliarder kroner pr. reddet liv med den nuværende danske strategi. Underforstået mente eksperten nok, at det var i den dyre ende. Mildt sagt. Måske i virkeligheden knap umagen værd. For det koster jo på økonomien. På virksomheder. På arbejdspladser.

Men altså; vi kan jo blive nødt til at se i øjnene, at det slet ikke er et valg, vi selv kan træffe. Hvis det viser sig at ende i et worst case scenario. Så kan vi ende med mange døde. Rigtig mange døde. Og mange, mange virksomheder, der må lukke. Og det forstår jeg godt er et kæmpe problem.

Det er surt, hvis man har knoklet for at få et firma på benene. Eller hvis tipoldefar grundlagde en produktionsvirksomhed, som familien har holdt i live lige siden. Det er surt. Men det er vel ikke helt umuligt at forestille sig, at man kan lave en ny virksomhed på den anden side af det her? Er det?

Indrømmet; jeg er en masse umulige ting set fra et økonomisk synspunkt – startende med uvidende, ligeglad og naiv. For mig er det her ikke så meget et spørgsmål om pragmatisk at se på, hvad der bliver mest omkostningstungt på sigt. Det er et spørgsmål om, hvad vi vil som menneskehed.

Vil vi hinanden i yderste potens? Eller vil vi utilitaristisk og for enhver pris fortsætte den konkurrence- og kapitalismestyrede vækst, der har bragt os til, hvor vi er i dag? Uagtet om det måtte koste menneskeliv. Og det gør vel alting.

(Jeg anerkender til fulde – hvis enkelte liberalister skulle forvilde sig herind og læse med; I er velkomne <3 – at kapitalismen har medført en hulens masse fremskridt økonomisk, teknologisk og på en masse andre områder. Jeg er ikke komplet idiot)

Nærvær – hver for sig

Nej, hvor er det dog helt urimeligt svært, synes jeg, Har brugt det meste af dagen på at sidde og forsøge at stykke noget meningsfuld hjemmeundervisning sammen til eleverne. Det er en svær balance, for der er mange ting at tage hensyn til.

De er – som vi andre – i en lidt uvant situation, så hvor er de henne rent læringsmæssigt? Jeg har ingen erfaring i fjernundervisning, så det bliver på må og få. Lettest i hele verden ville det være at stikke dem en stak eksamenssæt, så de kunne øve sig til den skriftlige eksamen. Men det er også kedeligt. Både for dem og for mig.

Og så er der det med, at vi ikke er i samme rum. Det er svært for mig. Som uuddannet skolelærer er jeg overbevist om, at jeg ikke er en specielt dygtig lærer ud fra konventionelle kriterier. Jeg har ikke et solidt fundament af didaktik at falde tilbage på, og jeg har ikke årevis af erfaring at rutte med. Jeg har mig selv. Som menneske. Som omsorgsfuld. Og som nærværende. Det er dét, jeg byder ind med. Ofte tænker jeg, at det handler om entusiasme og engagement. Dét er en hel del sværere at overføre digitalt, tror jeg.

Så nu prøver vi. Noget af det klassisk. Digitale platforme. Standard øvelser, der kræver deres disciplin. Så er der noget podcast, noget frit valg på grammatik-hylden, og så kunne jeg godt tænke mig, de lyttede til en lydbog. Uden andet formål end at lytte til litteratur – det må være et fint tidspunkt til det netop nu, hvor de ikke hele tiden bliver stimulerede af samværet på efterskolen. Håber jeg.

Om ikke andet får vi nu noget, vi i fællesskab kan evaluere på, og så må vi forsøge at gøre det bedre i næste uge. Mere kan ingen forlange.

Jeg savner dem allerede

Lukningen af efterskolen er sådan officelt først fra mandag og så 14 dage frem derfra. Så i går og i dag har jeg brugt på at trække vejret dybt ned i maven og på at tænke over, hvordan vi kommer bedst gennem de kommende uger.

Den ene af de to uger skulle have været studietur, så fagligt er det ikke meget, vi i første omgang havde på programmet, og vi skal nok nå det, vi skal nå. Ellers går det nok.

Jeg er langt mere bekymret for vores Smiles & Frowns. Alle mine timer i klasselokalet begynder med en runde, hvor alle fortæller noget om dem selv. Selvdeklareret som a smile – noget godt – eller a frown – noget, der ikke er helt godt. Alle timer. Altid. Det tager 5-10 minutter. Jeg får nævnt alle elever ved navn. Og som skoleåret skrider frem, bliver de mere og mere trygge i formatet, og så begynder de at dele mere indholdsrige ting.

Nogen sidder selvfølgelig fast hele skoleåret i “jeg har sovet godt”, og det er helt okay. Det er ikke en test. Det er en lejlighed for os alle til at knytte bånd til hinanden. Til at blive set og anerkendt som individer. I. Hver. Eneste. Time.

Hvordan gør jeg så det i de kommende to uger? Jeg er ikke helt sikker. Måske er det heller ikke så vigtigt, nu de er hjemme hos deres forældre – eller i hvert fald den ene af dem. Men det er vigtigt for mig, at de ved, at jeg er her, og at selv om de er spredt over hele landet, så tænker jeg stadig på dem og har deres trivsel på sinde.

Mine overvejelser har været omkring Zoom – som jeg ikke aner, hvad er, men som mange har nævnt som praktisk til fælles klasseundervisning online. Slack? Periscope? Lige nu hælder jeg til en Messenger-gruppe, hvor alle er tilmeldt og et fast tidspunkt hver dag, hvor jeg tjekker ind og spørger til dem. De, der ikke er med, kan så senere læse i gruppen, at vi har spurgt til dem og fortælle, hvad de har på hjerte.

Måske Facebook Live også vil være brugbart i forhold til undervisning. At jeg præsenterer opgaver, og så kan de stille opklarende spørgsmål undervejs og bagefter. Jeg er i udgangspunktet ekstremt anti-Facebook, men “Corona lærer rund lærer at være overbærende,” som et ordsprog siger her i Højer …

I hvert fald er det væsentlige for mig i kontakten med eleverne de kommende 14 dage – eller hvor længe det nu kommer til at vare – at de kan mærke et menneske. En lærer. En voksen. Der tænker på dem og deres trivsel. Måske vi også skal lave Q&As med Corona undervejs.

Det her er jo ikke en hjemsendelses-sanktion som straf for overtrædelse af skolens regler. Det er en nødsituation, hvor jeg har brug for, de ved, at jeg er her for dem. Som jeg altid er. Det er bare lettere at kommunikere, når jeg ser dem i øjnene og kan lægge en hånd på en skulder, mens jeg fortæller, hvad jeg gerne vil sige.

På positiv-siden er det virkelig dejligt for mig at mærke, hvilket sug det giver, når de unge mennesker ikke er her. De betyder meget for mig. Det ved jeg i dagligdagen. Men det er sundt at blive mindet om det engang imellem – om end mindre end en national nedlukning måske kunne have gjort det. Nu er vi her. Så får vi det bedste ud af det.

Det er stadig Anders Foghs skyld

Jeg er fra landet. Vokset op på Nordfyn med baghave ud til bølgende kornmarker og omgivet af mennesker uden alt for lange uddannelser men med gåpåmod og vilje til at få tingene til at fungere alligevel. Når der var noget, vi var i tvivl om, hentede vi en brochure på biblioteket i den nærmest by eller spurgte – for eksempel en læge – til råds. Det var ligesom det, vi gjorde, når vi var i tvivl: Så forsøgte vi at lokalisere en, der vidste noget om emnet og spørge, så vi blev lidt klogere.

Nå, det var dengang. Nede i 80’erne. 1980’erne! Fast forward til begyndelsen af det 21. århundrede. I front for Danmark sad dengang Anders Fogh Rasmussen, der var en mega-uheldig blanding af magtliderlig og fyldt med mindreværdskomplekser. Så han tog et opgør med “smagsdommeriet”, som han døbte det.

Det skulle ikke længere være sådan, at bare fordi man havde taget en lang uddannelse eller for den sags skyld havde brugt ekstra lang tid på at sætte sig ind i ting, så fik man lidt mere ret eller i det mindste lidt mere taletid end … tjah, for eksempel en knold fra Kappendrup på Nordfyn, som bare ville spille fodbold og spise chips.

Desværre var han dygtig til det med det magtliderlige, så han fik enorm indflydelse på det med smagsdommeriet – og det var jo også lige noget for Dansk Folkeparti, som også hylder det der med, at man altså ikke skal tro, man ved noget, bare fordi man har studeret, uddannet og dygtiggjort sig. Og så kom de sociale medier, hvor vi pludselig alle sammen fik alle de talerør og platforme, vi kunne ønske os.

Vi begyndte at tale om ytringsfrihed, som om det er natur- og lovgivent, at enhver har krav på at blive hørt, ganske uagtet hvor ufunderet og ubegavet det, man måtte have på hjerte, så end er. Nå, den historie kender vi jo. Så jeg springer igen i tid.

Vupti. Frem til 2020. Der er Coronavirus i omløb. Sundhedsmyndigheder verden over gør sig meget, meget umage med at forklare, at ingen behøver gå i panik, men at det altså er alvorligt, for der er en risiko for, at det kan gå rigtig galt. Og hvad sker der så?

Så kommer alle de danske lomme-eksperter frem.
“Arh, sådan rent anekdotisk vil jeg nu mene, det er noget hysteri.”
“Det er jo bare en influenza.”
“Vi kan ikke sætte alting i stå, fordi nogen bliver forkølede.”
“Tænk nu på økonomien.”
“Dem der dør ville naturen nok have nappet alligevel. Survival of the fittest osv.”

Å hvor jeg dog savner en tid, hvor der var respekt for mennesker med høj faglighed, saglighed og viden. I dag har vi allermest respekt for os selv, for vi ved nok bedst. Det har både Anders Fogh og Pia K fodret os med i årtier. Og de ved nok, hvad de taler om. Tror nogen åbenbart.

Jeg vil ikke på nogen måde kaste mig ud i mit take på coronavirus, men jeg synes helt ærligt, det burde være et minimum af samfundssind, at når vi samler hele kortegen af sundhedspersoner og -myndigheder (politikerne skal jo også være der, men de er der vel mest, fordi … ja, det ved jeg faktisk ikke), at så lytter vi i erkendelse af, at de nok ved bedre end de fleste, hvad der foregår, hvilke tiltag der er hensigtsmæssige, og at de for filen vil almenvellet det bedste. Så. Hør. Dog. Efter.