Det er stadig Anders Foghs skyld

Jeg er fra landet. Vokset op på Nordfyn med baghave ud til bølgende kornmarker og omgivet af mennesker uden alt for lange uddannelser men med gåpåmod og vilje til at få tingene til at fungere alligevel. Når der var noget, vi var i tvivl om, hentede vi en brochure på biblioteket i den nærmest by eller spurgte – for eksempel en læge – til råds. Det var ligesom det, vi gjorde, når vi var i tvivl: Så forsøgte vi at lokalisere en, der vidste noget om emnet og spørge, så vi blev lidt klogere.

Nå, det var dengang. Nede i 80’erne. 1980’erne! Fast forward til begyndelsen af det 21. århundrede. I front for Danmark sad dengang Anders Fogh Rasmussen, der var en mega-uheldig blanding af magtliderlig og fyldt med mindreværdskomplekser. Så han tog et opgør med “smagsdommeriet”, som han døbte det.

Det skulle ikke længere være sådan, at bare fordi man havde taget en lang uddannelse eller for den sags skyld havde brugt ekstra lang tid på at sætte sig ind i ting, så fik man lidt mere ret eller i det mindste lidt mere taletid end … tjah, for eksempel en knold fra Kappendrup på Nordfyn, som bare ville spille fodbold og spise chips.

Desværre var han dygtig til det med det magtliderlige, så han fik enorm indflydelse på det med smagsdommeriet – og det var jo også lige noget for Dansk Folkeparti, som også hylder det der med, at man altså ikke skal tro, man ved noget, bare fordi man har studeret, uddannet og dygtiggjort sig. Og så kom de sociale medier, hvor vi pludselig alle sammen fik alle de talerør og platforme, vi kunne ønske os.

Vi begyndte at tale om ytringsfrihed, som om det er natur- og lovgivent, at enhver har krav på at blive hørt, ganske uagtet hvor ufunderet og ubegavet det, man måtte have på hjerte, så end er. Nå, den historie kender vi jo. Så jeg springer igen i tid.

Vupti. Frem til 2020. Der er Coronavirus i omløb. Sundhedsmyndigheder verden over gør sig meget, meget umage med at forklare, at ingen behøver gå i panik, men at det altså er alvorligt, for der er en risiko for, at det kan gå rigtig galt. Og hvad sker der så?

Så kommer alle de danske lomme-eksperter frem.
“Arh, sådan rent anekdotisk vil jeg nu mene, det er noget hysteri.”
“Det er jo bare en influenza.”
“Vi kan ikke sætte alting i stå, fordi nogen bliver forkølede.”
“Tænk nu på økonomien.”
“Dem der dør ville naturen nok have nappet alligevel. Survival of the fittest osv.”

Å hvor jeg dog savner en tid, hvor der var respekt for mennesker med høj faglighed, saglighed og viden. I dag har vi allermest respekt for os selv, for vi ved nok bedst. Det har både Anders Fogh og Pia K fodret os med i årtier. Og de ved nok, hvad de taler om. Tror nogen åbenbart.

Jeg vil ikke på nogen måde kaste mig ud i mit take på coronavirus, men jeg synes helt ærligt, det burde være et minimum af samfundssind, at når vi samler hele kortegen af sundhedspersoner og -myndigheder (politikerne skal jo også være der, men de er der vel mest, fordi … ja, det ved jeg faktisk ikke), at så lytter vi i erkendelse af, at de nok ved bedre end de fleste, hvad der foregår, hvilke tiltag der er hensigtsmæssige, og at de for filen vil almenvellet det bedste. Så. Hør. Dog. Efter.