“Pludselig var du væk fra Facebook, og du tog ikke din telefon”

Endnu engang har jeg slået op med Facebook. De smed mig ud. Eller rettere: De mente, jeg overtrådte deres retningslinjer, så min konto blev suspenderet.

  • Du skal appellere inden for 180 dage, ellers bliver kontoen permanent lukket, skrev Zuckerbergs lakajer og havde endda den frækhed at linke til en bunke komplet uoverskuelige Community Guidelines

Jeg skyndte mig at appellere, så jeg kunne blive lukket ind i varmen igen, for som der stod i den første linje af deres guidelines: Vores væsentligste værdi er transparens og autencitet

Hvem vil gå glip af det? Ja, det ville jeg så alligevel. For så snart jeg blev lukket ind, skyndte jeg mig selv at lukke hele molevitten. Man ved jo aldrig, hvornår man bliver smidt ud igen.

Utroligt meget Farvel Facebook

Så jeg gik rundt et par dage og frygtede, mit sociale liv var slut, for hvordan skulle jeg dog nogensinde komme i kontakt med mennesker igen uden den datahøstende pengemaskine?

Heldigvis havde jeg allerede lavet en aftale med en kvartet af tidligere kolleger fra efterskoletiden, og det var godt, jeg gjorde det. For det var en bragende vellykket samling, hvis man spørger mig.

Da jeg ankom, fortalte en, at hun var blevet bekymret, da jeg var forsvundet fra Facebook og så heller ikke tog min telefon (Jeg har opdaget den komplet livsændrende fornøjelse ved funktionen Forstyr Ikke, men jeg skal lige have finjusteret filteret), og så følte jeg mig allerede ekstremt velkommen, savnet og rummet.

Fingrene i fortiden

Jeg er ellers ikke meget for at genbesøge fortiden. Jeg er begyndt og stoppet (eller blevet stoppet) i mange job efterhånden, og det slår mig altid, hvor meget videre alle er i en ruf. Som var man bare en finger i et glas vand, og livet går videre, og alle kan erstattes.

I arbejdsregi forstår jeg det klart, men jeg har også oplevet personlige relationer, der bare er fadet ud på for mig uforståelig vis. Og det var sådan set også første gang, jeg skulle mødes med de her fire mennesker.

Fæller fra alle verdenshjørner

Én kom fra Thy, en fra Tønder, en tredje fra Aarhus og så mig selv fra Odense, og så mødtes vi i Stauning, hvor den fjerde har sommerhus. to timers transport til os hver. For at mødes i 4-5 timer og pludre løs.

Én ting er jo, at man – synes jeg – i de situationer i videst mulig udstrækning skal undgå at tale om det arbejde, vi har haft til fælles i fortiden – fire af os er ikke længere på efterskolen – men stemningen kan man ikke altid forudse.

Forrygende fin dag i formidabelt selskab

Nu kan jeg jo ikke tale for de andre, mem jeg havde simpelthen sådan en god dag. Det var dejligt at se dem alle sammen igen. Vi er vidt forskellige i alder. To unge på 30 og 32, et par mere omkring 50 og én, der nærmer sig 60.

Men imødekommenheden, respekten og den gensidige omsorg og nysgerrighed fornægtede sig ikke. Selv om vi ikke har set hinanden i 3-4 år, var det, som om vi havde været på arbejde sammen dagen før – ja, på Store Bededag, måske har du ikke hørt det, men Regeringen er blevet vanvittig!! – og jeg følte en enorm lyst til bare at høre dem alle fortælle, tale og dele ud af deres liv.

Et meget flot spisebord i Hvidovre

Hvorfor har det gjort så stort indtryk på mig? Well, måske fordi det falder sammen med en anden god oplevelse med en tidligere kollega. Tilbage i januar ledte min lillebror og jeg efter et spisebord til vores nye lejlighed, og det fandt vi i Hvidovre hos en meget kær tidligere kollega fra tiden på Danske Spil.

Da vi kørte derfra efter at have fået kaffe og kage og et vanvittigt lækkert spisebord til en voldsomt lav pris (jeg pruttede ikke om prisen, men det var bare ualmindeligt ‘fair’ prissat fra start). Min lillebror sagde i bilen på vej hjem: “Han kunne godt nok virkelig godt lide dig. Det kunne jeg mærke”.

Og jeg havde samme fornemmelse og svarede prompte: Jeg kan også godt lide ham. Han er simpelthen bare et rart menneske.

Godtfolk mødes til trav

Vil du så tro? I tirsdags var jeg på Charlottenlund Travbane i forbindelse med noget skriveri, og jeg og to kumpaner luskede rundt ved staldene for at opsnuse tips og få lidt inside-indsigt i travverdenen, og så står han pludselig dér, min spisebords-pusher!

Han fortæller, han er kommet på travbanen i mange, mange, mange år – egentlig utroligt, for han ligner jo en på 45!?! – og han guider og fortæller og viser os staldene og vi klapper heste, og han præsenterede os for ‘legende-kuske’, som vi løb ind i konstant.

Tak til og for gode venner

Alt sammen bare oplistet her for at sige tusind tak til de fem mennesker – I ved forhåbentlig, hvem I er – og for at dele med hele verden, at der er en kæmpe værdi i gode relationer, og i mennesker, der ser en og lytter til en, som om man er værdifuld.

Tak.

“Der er nok en grund”

Photo by Giovanni Mammano on Unsplash

I’m Back! Go ahead, make my day. Punk

Jeg har været tilbage i Danmark i 2 måneder. Det har været dejligt at se mennesker, jeg holder af, igen.

Det er interessant at opleve, hvor lidt der egentlig sker, når jeg er væk – altså ikke på den måde, at jeg får ting til at ske, og dermed sker der intet, når jeg er i udlandet, men mere på måden: Er du vims, hvor sker der dog generelt lidt.

Jeg tester lige en form for koncept. Jeg har simpelthen så meget, der fylder. På hjerte ville en mere prætentiøs skribent vel formulere det. Men af hensyn til omfanget prøver jeg at putte de mest presserende emner på formel, og så ser vi, hvordan det går

Er her altid så koldt?
Jeg husker ærlig talt ikke Danmark som SÅ koldt. Det er jo bidende, fugtigt og blæsende. Charmen ved rusk, regn og stearinlys i vintermørket falmer for mig med tiden.

Men en af grundene til at forlade Sicilien var min oplevelse med varmen dernede, som heller ikke var rar. For meget af alt kan blive for meget. Lagom – lagom, om jag får be’

Facebook – og hvorfor jeg nu igen har lukket min konto
Abonnementsservice? Kald det dog, hvad det er: Forsøg på at omgå lovgivningen.

Mark Z og hans Meta-kumpaner må ikke længere bare uden videre høste al vores data – tak til Margrethe V (kommer hun dog ikke snart hjem og bliver statsminister? Vi ku’ godt bruge en ny!) – så nu giver de os et valg: Betal 95 kroner om måneden for en reklamefri-oplevelse, eller sig ja til at data høstes og anvendes til målrettede reklamer.

Køber du abonnementet, har jeg et mellemstort tårn i Paris og en halvlang mur i Kina, du også kan købe …

Det tror jeg simpelthen ikke på. Hvorfor i alverden skulle de dog stoppe med at høste og sælge vores data? Omdømme? Ry? Anstændighed? Alt det er vist en by i eh … på Månen, tror jeg.

Da jeg ikke fandt nogle af de alternativerne anvendelige, måtte jeg jo lukke min FB-konto – og min Instagram-konto – igen.

Det er et felt, som bliver spændende at følge i de kommende år, for hvis EU (Er det nu også Margrethe V, eller er det snarere noget Peter Hummelgaard og Overvågning er frihed har fundet på?) får sin vilje, vil tjenester som Signal og WhatsApp blive pålagt af afkryptere deres beskeder, så myndigheder har mulighed for at overvåge os alle sammen. Æsj … Hello Orwell!

Mindst én god grund til at hutle sig gennem et liv som selvstændig
Vil det sige, at du er åben for en form for fastansættelse med dage på kontoret og mødetider og kontakt med alle andre?

Ingen ved deres fulde fem vil vist mene, jeg er let at omgås. Så det kommer altid lidt bag på mig, når folk ligefrem udtrykker ønske om mere tid sammen med mig.

Men min nuværende kontaktperson – som jeg er umanerligt glad for – spurgte pænt, om jeg ville være interesseret i at bytte min ellers 100% remote aftale med en mere fast med skrivebord, kantineordning og firmafitness.

Jeg kom til at sige: Ja, det lyder da spændende. Og så gik vi ellers på weekend. Jeg havde en frygtelig weekend, hvor jeg sov meget lidt. Jeg fik en masse flashbacks til mine seneste arbejdspladser, og man skal jo tale pænt om sine tidligere ansættelser, så jeg vil forsøge at sige det så diplomatisk som muligt.

Efterskolen i Sønderjylland? Jeg var horribelt ude af sync med lederen og kan ikke forestille mig at vende tilbage til den verden igen med de daglige pinsler af en person, som jeg ikke har hverken tillid eller tiltro til som leder.

Jeg forstår rationelt, at der givetvis er anderledes omgængelige ledere på andre efterskoler, men det var nu ikke bare lederen. Det var vicelederen og bestyrelsen, der var sovset ind i hinanden, og det var frygteligt.

Det må det gerne være. Det blander jeg mig bare ikke i. Den slags er jeg slet ikke frisk nok til at kæmpe med på dagligt basis.

Politiet? Det var en virkelig fed arbejdsplads. Politi’erne var jeg tosset med. De var kompetente, seriøse og ekstremt løsningsorienterede. Mine egne kolleger? Fantastiske! Lutter søde mennesker.

Men ledelsen? At Øverste Ledelse i ramme alvor kunne hive mig ind til samtale om, at de ikke anede, hvad jeg lavede i hverdagen, så de forestillede sig mest, jeg lavede ingenting, har givet mig svære ar i sjælen.

Jeg er mange ting. Doven er faktisk ikke en af dem. Jeg arbejder stenhårdt. Der skal bare være mening med tingene. Og beklikker du min vilje til at være en del af fællesskabet og løfte min del af byrden, har du tabt mig for evigt. Så Politiet går heller ikke.

Og før det var jeg også flere steder, hvor det endte på lignende smertefulde måder, og jeg erkender blandt, at fællesnævneren er mig, og at jeg klart har problemer med at indordne mig, hvis ikke det giver mening for mig, og slet ikke, hvis det er ordrer og galpen bare for at markere autoritet.

Så mandag morgen skyndte jeg mig – havde du glemt, det her begyndte med et spørgsmål om en fastansættelse? Så genlæs lige indledningen, så er du med igen – at sende en mail, at jeg hellere måtte trække det tilbage, og at det først var, når det blev et imperativ for dem, at jeg ville overveje at melde mig under fanerne med mødetider, faste pladser i kontorfællesskabet osv osv.

Han svarede heldigvis lynhurtigt, at det aldrig blev en dealbreaker for ham. At han var glad for vores samarbejde, og at han bare gerne ville holde på mig.

Se! Sådan bliver jeg glad. Tillid, ros og anerkendelse. Så gør det meget mindre, at jeg kunne tjene flere penge eller høste flere anerkendende nik ved receptioner, hvis jeg lavede noget andet.

(Jeg vender tilbage til historien om Grande Mike fra Holland, der arbejdede på Wall Street Journal i mere end 30 år og absolut ikke havde andet end et grynt til overs for min måde at tjene penge på. Ham om det.)

Hvem er det nu lige, der arbejder for hvem?
Undskyld, hvad er det for et memo, jeg har misset? Hvad i alverden bilder Mette Frederiksen, Kaare Dybvad og alle de øvrige proselytter i den socialakrobatiske rundkreds sig egentlig ind?

Har de glemt, hvem det er, der har ansat hvem i det her forehavende? Er det dem, der betaler os 60.000 kroner om måneden for at spille fandango og uddele næser på skrømt? Eller er det omvendt?

De skal da ikke udskamme folk, der gør op med den manglende balance i vores samfund rent tidsmæssigt. De skal da ikke skælde ud på dem, der vælger at gå ned i indkomst for at få hverdagen til at hænge sammen. Politikere skal i det hele taget ikke udskamme deres borgere. Hvad bilder de sig ind?

De skal bedrive politik ud fra det mandat, vi har givet dem. Hvis mandatet handler om, at ingen gider arbejde mere end 10 timer om ugen, så må de få samfundet til at hænge sammen med det og gøre det klart, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Men de skal eddermame ikke udskamme nogen. Ingen! Jeg blir’ så hidsig #&€(

Helle Helle: Der er nok en grund
En dag kom jeg til at se en anelse af Kender du typen? Jeg har faktisk altid godt kunnet lide programmet, men det er slet ikke pointen her.

De var på besøg hos Helle Helle, og hun fortalte, da hun var blevet afsløret, om sin hverdag i huset (eller var det en lejlighed, det var ikke dét, der gjorde indtryk), at hun og hendes mand havde et udtryk, de ofte brugte.

Når hun for eksempel fandt rester af mad i håndvasken, tænkte hun kort og godt: Der er nok en grund.

Ikke andet. Bare, at der nok er en grund. Det er jo tæt på genialt, synes jeg. En smart måde at minde sig selv på i hverdagen, at de fleste af os gør vores bedste.

Når nogen sætter toiletrullen omvendt af den måde, jeg ville gøre det på: Der er nok en grund. Når nogen vrisser eller smækker med døren: Der er nok en grund.

Det gør det meget lettere at være forstående, overbærende og rummelig. Jeg elsker det. Jeg gentager det for mig selv konstant.

Når overboen er ved at hoste slim op hele natten lang, er det næppe for at genere mig: Der er nok en grund.

Når viceværten skal ind i lejligheden for at pille ved min vandmåler: Der er nok en grund.

Ej, hvor det sparer på en herlig masse ophidselse. Jeg elsker det. Hvorfor gør jeg mon det? Der er nok en grund.

Tæl til 10. Lyt. Vær til stede

Photo by Brett Jordan on Unsplash

For rigtig mange mennesker er livet svært. Svært at være i. Svært at overskue. Svært at få til at makke ret. Svært. Bare svært. Og de fleste af os går sådan set rundt og har allermest travlt med os selv og vores egen lille andedam.

Nogle er så priviligerede, at de er nødt til at bruge en hulens masse energi på, hvor deres næste ferie skal gå hen. Nogle bruger kræfter på at få skrevet en jobansøgning, så de kan slippe for deres chef og finde et job med en moderne leder, der giver dem mod på hverdagen igen. Og andre bøvler med de helt store spørgsmål som liv, død, vanrøgt, fattigdom og måske endda vold, overgreb og trusler i hjemmet.

Pointen er ikke, at nogen skal have dårlig samvittighed over deres bøvl. Vi har det bøvl, vi nu engang har. Vi kan kun løse det, vi bliver stillet over for. Og langt de fleste af os har mere end nok i os selv og vores eget bøvl.

Korte lunter. De andre er tosser

Vi lever jo ikke isoleret. Bare fordi vi har rigeligt med vores eget bøvl, betyder det ikke, vi slipper for alle de andre. Eller at vi slipper for deres bøvl, selv om vi har rigeligt med vores eget. Når vi står bag en i køen i supermarkedet, som tager af vores dyrebare tid ved at spørge til en forkert pris. Eller når vi i trafikken oplever, andre kører farligt eller ligefrem hensynsløst.

Det er til at eksplodere over. Og det sker. I tide og utide. Vrede i trafikken. Mundhuggeri i supermarkedet. Frustration over, at verden ligesom ikke tager mere hensyn til lige præcis dit bøvl. Det er sgu da også for groft.

Men ved du hvad? Det hjælper ikke en skid. Og hvis du trækker luft ind og tæller til 10, kan det måske give dig et perspektiv på det hele, så du indser, at om du kommer 5 minutter før eller senere gennem supermarkedet ikke gør den store forskel. Eller at de 5 minutter du sparer ved hasarderet kørsel i trafikken, en dag risikerer at koste nogen livet.

Slap af – vi når alle sammen frem til den sidste dag lige til tiden

Det er svært, fordi der er så meget, vi alle sammen gerne vil. Vi vil gerne gøre det bedst muligt for vores kære. Have mest tid sammen med vores børn. Eventuelle partnere. Familie. Venner. Der er også en karriere, der skal på skinner og helst give evig fremgang. Og hvad tænker de andre mon om alle vores sære valg og den manglende forfremmelse?

Med fare for at lyde som en left over-hippie vil jeg nu gerne slå et lille slag for at tage de brede briller på og en gang imellem tænke over, om det nu er så vigtigt med alt det tempo og al den hersen rundt til højre og venstre. Måske er der også værdi i at trække vejret dybt ned i maven og bare være til stede.

Måske kan du hjælpe kunden i køen med en pris. Måske kan du faktisk godt lade trafikken flette, selv om ham idioten jo bare forsøger at snyde sig forbi – hvad så? Og måske gør det ikke så meget, at jobbet får lov til at vente, mens du laver noget sjovt med dine kære. Måske er det helt okay, at du ikke altid optimerer din produktivitet.

Helt sikkert altid okay at være omsorgsfuld

Du kan vælge at give af dig selv. Vælge at dele af dit overskud. Og hvis du synes, du ikke har noget, kan jeg glæde dig med, du får mere overskud, hvis du deler ud af den smule, du mener, du har tilbage. Din venlighed. Din kærlighed. Din omsorg. Det er ikke finitte resurser, som du behøver passe på og sørge for ikke at løbe tør for. Du kan bare bruge dine empatiske resurser, så får du helt automatisk mere af dem.

Og nej, det betyder ikke, at du altid skal være fuld af overskud. Selvfølgelig er det ok at have en dårlig dag eller uge. Men du skal vide, at du får mere ud af livet – og livet får meget mere ud af dig, hvis du deler dine gode sider også. Din omsorg. Din viden. Og dit nærvær.

Prøv at give dig selv en opgave den næste uge. Når du taler med folk, så hør efter hvad de siger. Lad være med partout at skulle finde på noget smart at sige, som du selv har oplevet, der næsten minder om men var lige en tand federe. Lyt til folk. Lad dem tale. Og hvis du synes, du skal sige noget, så prøv at spørge ind til det, de fortæller. Og bed dem om at uddybe.

Tak fordi du kom til min TED-Talk. Hav en dejlig dag.

Hvor skal vi hen, du?

Puha. Jeg havde brug for et par dages pause. Et par dage til at lade det hele synke ind. Til at spekulere over livet. Over fortiden. Fremtiden. Og nutiden. For hvor i alverden er det her corona.mareridt på vej hen? Hvor er vi på vej hen? Og når vi mon frem?

Humøret er bedre nu. Jeg har puslet med analoge sysler. Har lavet kampprogram og spilleplan til dansk fodbold – otte rækker med herrer og fire med kvinder. 132 kampe pr. række hos herrerne. 90 kampe pr. række hos kvinderne. Og så slår jeg terning om resultaterne. Det er helt meningsløst. Og vidunderligt afslappende.

Når jeg sidder i tusmørket og bare slår terninger og opdaterer stillinger, mens jeg i mit stille sind holder med ‘mine’ hold – der er en del; OB, Otterup, Vanløse og GVI (lillebrors) og HGQ. Jeg snyder ikke! Det kunne jeg ikke finde på – så er jeg helt i en anden verden. Helt væk fra corona, job, bøvl med fjernundervisning og alt muligt. Så er det bare mig og terningerne og en fiktiv fodboldverden, som jeg selv har skabt.

Nå, men jeg er tilbage i virkeligheden igen. Og med det kommer også den løbende diskussion om corona. Der er 1.000 krinkelkroge, som alle mulige veluddannede og også en hel del selvbestaltede eksperter diskuterer flittigt på særligt sociale medier. Det er, hvad det er.

Mine tanker bliver mest brugt på tidsperspektivet. Hvor længe kommer det her til at vare. Nogen mener – nok mest bare Donald Trump – at det er ovre allerede 13. april. Andre sender os flere år frem i tiden. Nogen mener resten af kalenderåret. Andre igen gætter på resten af skoleåret. Og måske et stykke ind i sommerferien.

Hvis nu der sidder rumvæsener derude og holder øje med os – bare hvis! – så må de helt sikkert finde diskussionen om prisen på et liv interessant. Jeg hørte i radioen i dag, at nogle eksperter mener, det kan koste 1-2 milliarder kroner pr. reddet liv med den nuværende danske strategi. Underforstået mente eksperten nok, at det var i den dyre ende. Mildt sagt. Måske i virkeligheden knap umagen værd. For det koster jo på økonomien. På virksomheder. På arbejdspladser.

Men altså; vi kan jo blive nødt til at se i øjnene, at det slet ikke er et valg, vi selv kan træffe. Hvis det viser sig at ende i et worst case scenario. Så kan vi ende med mange døde. Rigtig mange døde. Og mange, mange virksomheder, der må lukke. Og det forstår jeg godt er et kæmpe problem.

Det er surt, hvis man har knoklet for at få et firma på benene. Eller hvis tipoldefar grundlagde en produktionsvirksomhed, som familien har holdt i live lige siden. Det er surt. Men det er vel ikke helt umuligt at forestille sig, at man kan lave en ny virksomhed på den anden side af det her? Er det?

Indrømmet; jeg er en masse umulige ting set fra et økonomisk synspunkt – startende med uvidende, ligeglad og naiv. For mig er det her ikke så meget et spørgsmål om pragmatisk at se på, hvad der bliver mest omkostningstungt på sigt. Det er et spørgsmål om, hvad vi vil som menneskehed.

Vil vi hinanden i yderste potens? Eller vil vi utilitaristisk og for enhver pris fortsætte den konkurrence- og kapitalismestyrede vækst, der har bragt os til, hvor vi er i dag? Uagtet om det måtte koste menneskeliv. Og det gør vel alting.

(Jeg anerkender til fulde – hvis enkelte liberalister skulle forvilde sig herind og læse med; I er velkomne <3 – at kapitalismen har medført en hulens masse fremskridt økonomisk, teknologisk og på en masse andre områder. Jeg er ikke komplet idiot)

Endnu en tudebog – og lidt godnathistorie

Jeg har læst i dag. Frederik Backmans Folk med angst. Han skriver helt ufatteligt fint. Synes jeg. Nogen vil måske mene, han skriver en del, som Rasmus Seebach skriver sangtekster: Banalt. Og så kan vi have en lang diskussion om, hvorvidt banalt er genialt eller barnligt. Det behøver vi ikke. Jeg elsker de her helt banale historier – og tekster.

Backman står bag en stribe forrygende bøger. Faktisk skriver han i et rivende tempo. Og jeg har – nu tjekker jeg lige på Wikipedia – læst alle syv bøger, som er udkommet fra 2012 til nu. Han har fart på!

Folk med angst handler om en noget uheldig bankrøver, der ender som gidseltager. Ikke verdens mest onde gidseltager, men det er dæleme heller ikke en let flok gidsler at arbejde med. Under det ret simple plot gemmer sig som altid en stribe skæbner med levede liv, med følelser, med svigt og med masser af omsorg og kærlighed.

Min version er 362 sider lang og allerede på side 65 begyndte jeg at tude første gang – eller det vil sige, på side 65 startede et kapitel, som jeg læste til ende. Og så tudede jeg. Det er svært at sætte ord på, hvad det er, Backman helt præcist gør, men det handler om at sætte ord på relationer. At sætte fokus på følelser. Særligt skarpt på de følelser, som mange af os ikke rigtigt ved, hvad vi skal gøre med.

På efterskolen læser jeg af og til godnathistorie for eleverne på mine aftenvagter – det vil jeg gøre de kommende 14 dage, så de kan falde trygt til ro derhjemme. Hvis du vil lytte med – jeg bestræber mig på, at det bliver cirka fem minutter. Cirka, så slap dog af! Dagens historie er fra Folk med angst, side 65 og cirka fem minutter frem: https://soundcloud.com/user-556405227/folk-med-angst-del-1

God fornøjelse. Pas på jer selv. Og på hinanden. Og på dem I elsker. Dem I har skabt. Dem der har skabt jer. Dem der har brug for det. Møs-møs

Et andet menneskes liv

Ganske ofte er vi som mennesker i situationer, hvor vi har mulighed for at påvirke andre menneskers liv. Det kan være helt bogstaveligt, som det altid sker på film; at én står på kanten af en bro og overvejer selvmord. Dér er det oplagt for de fleste af os at skride ind.

Men hvad med alle de andre situationer, hvor mennesker afsender små bitte signaler om, at ikke alt er helt, som de ønsker sig i deres liv. Jeg oplever det ofte med de unge mennesker på efterskolen: “Hvordan går det med dig?” fulgt af et tøvende “Mjoeh, det går vel hverken godt eller skidt”.

Det vil på mange af mine dage få mig til at tænke, at jeg skal blande mig uden om. At de bokser med noget, som ikke rager mig. Men jeg forsøger at gøre det til en vane at spørge lidt ekstra ind til det. I klassen, når nogen decideret siger, det ikke går så godt, så spørger jeg, om de har lyst til at fortælle om det, og hvis ikke på klassen, så er de velkomne til at fange mig bagefter. Og som regel – når jeg husker det – fanger jeg dem efter timen og spørger en ekstra gang.

Det her er ikke glorie-puds. Jeg tænker rigtig meget over, hvad meningen med det her fortryllende liv er. Jeg tvivler på, det handler om 75″ fladskærme, vinterferier, store biler og overflod i hverdagen. Det vil jeg ikke anerkende som årsag til, at vi famler 7,000,000,000 mennesker+ rundt på kloden. Det er simpelthen ikke en god nok forklaring. Så hælder jeg mere til Lars Lilholts tekst: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys – for hinanden”. Det kan jeg godt lide.

De lys kan jo være alt muligt. Men for mig begynder det som regel med at spørge. Og lytte. Jeg er ikke fantastisk til at lytte. Men jeg øver mig. For jeg bliver altid så overrasket af andre mennesker. Af deres indhold. Deres problemer. Deres tanker. Deres perspektiv.

(Jeg tror, at når jeg kan være en dårlig lytter, fordi jeg gerne vil tale selv, kan det hænge sammen med, at jeg bruger rigtig meget tid i mit eget selskab – ikke nødvendigvis ensom men alene, og jeg nyder det for det meste – og når jeg så er sammen med andre, har jeg (føler jeg, ved ikke om andre oplever det lige sådan) en masse på hjerte, som jeg gerne vil dele med dem. Men jeg øver mig ærligt på at blive bedre til bare at lytte.)

Og værdien af de ting jeg selv vil fortælle, vurderer jeg altid på basis af, når jeg har undertrykt trangen og lyttet i stedet; kan jeg så huske, det jeg ville fortælle? Hvis nej, så var det nok ikke så vigtigt. Hvis ja, så kan jeg sikkert også huske det senere, når det er mere passende i sammenhængen.

Hver gang vi er sammen med andre mennesker – intenst i timevis eller dagevis eller bare løseligt som forbipasserende på gaden – har vi potentielt en mulighed for at gøre noget med deres liv. Vi holder en flig af deres liv i hånden, og hvordan vi behandler den flig, kan være afgørende for det andet menneske.

Enten fordi det er et menneske, som har brug for hjælp, støtte eller bare at blive set. Eller også fordi summen af ethvert menneske består af blandt andet de handlinger, der bliver det menneske til dels. Så hvis du vælger at ville gøre godt – spørge, lytte, interessere dig, drage omsorg eller den slags – så påvirker du positivt. Hvis du vælger at gøre galt – råbe, skrige, tale ned, håne, mobbe, ignorere eller andet i den boldgade – så påvirker du negativt.

Så simpelt er jeg nødt til at have tingene præsenteret for at forstå dem. Sort. Eller hvidt. God eller ond. Men jeg tror på – fuldt og fast – at vi skal bruge vores kræfter på at påvirke positivt. På at gøre godt for andre. På at tænde lys. For hinanden ❤️

Nu? Nu skal de have vores respekt?

Det her er forfærdeligt. Jeg skriver, mens jeg græder endnu engang. Det er noget af det mest forfærdelige, jeg har set meget, meget længe. Men jeg kan ikke lade det ligge. Jeg kan ikke få mig selv til at pakke ubærligheden ind i kun ord.

For det er stærke billeder. Og det er billeder, som hverken kan eller skal undgås. De er virkelighed. I 2015. Vi har skabt en verden – en specifik situation i verden, hvor børn er på flugt, kaster sig ud i helt igennem rystende forsøg på at nå frem til et bedre liv, og altså her er endt med at betale den ultimative pris for at forsøge at slippe for krig, vold, mord og ødelæggelse. Døden. Børn. Det burde aldrig stå så tæt sammen. Det burde ikke kunne ske. Men det er sket. Det er en del af vores virkelighed.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.32.00

Når jeg synes, det er vigtigt at dele dem. Se på dem. Føle dem. Mærke efter den reaktion, der forhåbentlig trods alt kommer. Opleve dem. Og tænke grundigt over, hvis nu det var et barn, man selv kendte, hvordan det så ville føles. Så er det, fordi det jo er sådan, det er. Der sidder familier og forældre, som har satset alt for et bedre liv. Formentlig vel vidende om risiciene ved projektet men alligevel satset. Og de har mistet deres børn.

Og vi er en del af det spil. Mens vi diskuterer og overvejer, om vores kultur, om vores egenart og om vores økonomi kan bære at tage flere mennesker ind. Mens vi forsøger at få navngivet de rette bokse, så vi kan finde ud af, om det er flygtninge, asylansøgere, migranter, eller – det værste man overhovedet kan være – bekvemmelighedsflygtninge, så dør de. Og der, hvor de er nu, har de ingen kategori. De er bare døde. Døde mennesker. Det er mennesker. Af kød og blod. Med håb, drømme, forventninger og et mislykket forsøg på at få et bedre liv.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.31.49

Men hvad gør vi? Står vi klar med tæpper, åbne arme og kærlig medmenneskelig omsorg. Nu vi er blevet et kristent land sådan helt officielt, ligger næstekærligheden os vel endnu mere på sinde end tidligere?

Næh, ikke rigtigt. For “der er ingen fordelingsnøgle.” og “Vi kan i hvert fald ikke klare flere lige nu. De er for mange. De ændrer på vores kultur. Men vi skal selvfølgelig finde en løsning. Om lidt.”

Og mens vi venter, dør endnu flere. Fordi de gerne vil slippe for at blive skudt, myrdet, overfaldet eller voldtaget i deres hjem. Dér, hvor de rent faktisk bor. Det er dét, de forlader. Deres liv. For at starte forfra. Et nyt sted. Hvor de ikke er velkomne. Det burde sige en hel del om, hvor elendigt der er, der hvor de kommer fra. At de alligevel tager chancen.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.32.08

Der er sådan nogenlunde bred enighed om, at det ikke er ok at dele de her billeder. Det er at lade målet hellige midlet, som en ven skrev til mig på Facebook. Eller det er ‘ubærligt’ at se på som en god veninde skrev. Red Barnet mener, vi skal vise hensyn til de efterladte. Skærme dem, for hvad tænker de mon ikke, hvis de ser deres børn udstillet over hele verden. Det er respektløst, mener Red Barnet.

Screen Shot 2015-08-30 at 18.31.24

Ved du hvad? Det respektløse bestod i, at vi ikke bekymrede os nok om de her liv, mens de stadig var liv. De har ikke noget at bruge vores respekt til nu. Børnene har mistet deres liv. Forældrene har mistet deres børn. Hvad skal de med vores respekt i retrospekt? Er det for, at vi selv kan føle, at vi viser dem respekt? Det er alt, alt for sent. At vise dem respekt, synes jeg, er at kigge på de her billeder. Lade dem indprente sig. Tænke grundigt over, hvad det ville have gjort ved en selv, hvis man mistede et barn på den her måde.

Jeg har stor, stor forståelse for, at det her er ubehagelige billeder. Men jeg anerkender ikke, at det skulle krænke familierne, at de her billeder bliver vist. Delt. Oplevet. Så har de her børns død måske i det mindste haft en lille bitte smule mening. At fjerne billederne af respekt for forældrene er en i tanken fin handling. Men det er alt, alt for sent. Respekt er noget, vi skylder at vise hinanden, mens vi endnu er i levende live. Det håber jeg, de her billeder kan være med til at føre til. At vi flytter vores respekt fra de, der døde uden for “hegnet”, til de mennesker der stadig er i live og rent faktisk kan bruge vores respekt til noget som helst.

Og hvem i alverden er vi at tale om respekt? Hvordan kan nogen tro, at vi har ret til at udtale os om respekt, når vi gør mennesker på flugt fra krig – børn, kvinder og mænd – op i kroner og ører. I euro. I risici for vores kultur. Vi har ikke ret til at tale om respekt. Vi skal klappe i og hjælpe. Alt hvad vi kan. Hvert eneste menneskeliv er værdifuldt. De her børn var ikke værdifulde nok i live til at få vores respekt. Nu kan de ikke bruge vores respekt til noget som helst.

Når mennesker gør hele forskellen

Jeg var meget lille, da jeg vågnede mandag morgen. Jeg glædede mig til nyt job. Til nye kolleger. Til et nyt liv. Men det var også overvældende. Og hvad kunne jeg forvente? Følelsen af at være alene sad stadig i mig efter flytningen fra fastlandet til Samsø.

Alle mine spændte forventninger var skubbet i baggrunden. Jeg var bare et bange menneske, der følte sig helt alene mod verden. Heldigvis var kollegerne på kontoret præcis så søde, som jeg kunne ønske mig. Eller faktisk sødere. Og de er bare tre og så en chef. Overskueligt – som jeg kan lide det. Jeg kender dem jo ikke. Endnu. I skrivende stund har jeg haft tre arbejdsdage – som vel for dem har været dage, som dage er flest på kontoret. Mens de for mig har været som de tre første døgn må være under Robinson-ekspeditionen: Jeg vil så gerne knytte bånd. Skabe relationer. Og jeg forsøger at huske at stikke fingre i jorden. Vise lidt af mig selv. Ikke for meget. De skal jo gerne kunne nå at finde mig sympatisk, før jeg giver los og bliver sårbar, skrøbelig og menneskelig. Lige nu er jeg bare ny kollega. Som er glad for sine nye kolleger.

Jeg har allerede mødt en bunke samsinger – er det mon med stort –S? – og de er præcis så originale, foretagsomme, venlige og interessante, som jeg ønskede mig. Der er utroligt meget snak om mad. Om råvarer. Flere råvarer. Madfestivaller. Nye former for mad. Jeg har hørt ord, jeg ikke rigtig ved, om jeg kendte for en uge siden: Østersfarme. Danskproduceret rom (de to ord kendte jeg godt – men sat sammen?). Og ord jeg allerede har glemt igen. Men jeg er vild med entusiasmen. Intensiteten. Glæden. Og stoltheden over øen. Jeg føler mig som en original, men det har jeg jo altid gjort på en eller anden måde. Jeg tror, at jeg her på Samsø kan finde ro til at være skæv, original og gøre gavn.

Der er fælles mål. Fælles interesser. Virketrang. Skabervilje. Og historik. Alle kan en eller anden historie om episoder, familier, fejder, byer eller noget femte, som de gerne fortæller. Det kræver en del af min hullede hukommelse at stykke det hele sammen til en helhed. Til en komplet fortælling. Men fragmenterne er lovende.

Min første weekend efter flytningen byder indtil videre på et besøg på Ræven – øens værtshus, hvor der er tilladelse til at bande og bajere for 25 kroner – og hvis hovedet vil det, er der foredrag søndag formiddag med følgende præsentation (det er med vilje, jeg har maden med, for intet er tilfældigt, når det kommer til mad!)

”En indvandrer”-guide til Samsø. Jesper vil fortælle om det at flytte til Samsø, hvad skal man huske, hvad er does og hvad er dont’s. Where to go, where not to go 🙂 Osv.

Smagen af Øen serverer Bents gode øko-ost, smør og brød fra Urtekurven, samt et glas vin og kaffe/te.

Kommer jeg af sted i weekenden, vil de to ’events’ føje sig til striben af ting, jeg har prøvet for første gang i løbet af min første uge herovre: Jeg har købt en vaskemaskine (!), været med til royalt-besøg-planlægningsmøde, faret vild på min første løbetur, fordi jeg stolede på skiltet ”Sti til Ballen”, som viste sig at sende mig ud på muddermarker, og så har jeg vist endeligt fået løst gåden om optænding i brændeovne. Mange ting for første uge.

Men min fornemmelse siger mig, at det bare en spæd begyndelse. Jeg bliver meget klogere. Dygtigere. Kompetent. Og forhåbentlig også mere mig. Mere hel. En bedre mig.