Photo by Giovanni Mammano on Unsplash
I’m Back! Go ahead, make my day. Punk
Jeg har været tilbage i Danmark i 2 måneder. Det har været dejligt at se mennesker, jeg holder af, igen.
Det er interessant at opleve, hvor lidt der egentlig sker, når jeg er væk – altså ikke på den måde, at jeg får ting til at ske, og dermed sker der intet, når jeg er i udlandet, men mere på måden: Er du vims, hvor sker der dog generelt lidt.
Jeg tester lige en form for koncept. Jeg har simpelthen så meget, der fylder. På hjerte ville en mere prætentiøs skribent vel formulere det. Men af hensyn til omfanget prøver jeg at putte de mest presserende emner på formel, og så ser vi, hvordan det går
Er her altid så koldt?
Jeg husker ærlig talt ikke Danmark som SÅ koldt. Det er jo bidende, fugtigt og blæsende. Charmen ved rusk, regn og stearinlys i vintermørket falmer for mig med tiden.
Men en af grundene til at forlade Sicilien var min oplevelse med varmen dernede, som heller ikke var rar. For meget af alt kan blive for meget. Lagom – lagom, om jag får be’
Facebook – og hvorfor jeg nu igen har lukket min konto
Abonnementsservice? Kald det dog, hvad det er: Forsøg på at omgå lovgivningen.
Mark Z og hans Meta-kumpaner må ikke længere bare uden videre høste al vores data – tak til Margrethe V (kommer hun dog ikke snart hjem og bliver statsminister? Vi ku’ godt bruge en ny!) – så nu giver de os et valg: Betal 95 kroner om måneden for en reklamefri-oplevelse, eller sig ja til at data høstes og anvendes til målrettede reklamer.
Køber du abonnementet, har jeg et mellemstort tårn i Paris og en halvlang mur i Kina, du også kan købe …
Det tror jeg simpelthen ikke på. Hvorfor i alverden skulle de dog stoppe med at høste og sælge vores data? Omdømme? Ry? Anstændighed? Alt det er vist en by i eh … på Månen, tror jeg.
Da jeg ikke fandt nogle af de alternativerne anvendelige, måtte jeg jo lukke min FB-konto – og min Instagram-konto – igen.
Det er et felt, som bliver spændende at følge i de kommende år, for hvis EU (Er det nu også Margrethe V, eller er det snarere noget Peter Hummelgaard og Overvågning er frihed har fundet på?) får sin vilje, vil tjenester som Signal og WhatsApp blive pålagt af afkryptere deres beskeder, så myndigheder har mulighed for at overvåge os alle sammen. Æsj … Hello Orwell!
Mindst én god grund til at hutle sig gennem et liv som selvstændig
Vil det sige, at du er åben for en form for fastansættelse med dage på kontoret og mødetider og kontakt med alle andre?
Ingen ved deres fulde fem vil vist mene, jeg er let at omgås. Så det kommer altid lidt bag på mig, når folk ligefrem udtrykker ønske om mere tid sammen med mig.
Men min nuværende kontaktperson – som jeg er umanerligt glad for – spurgte pænt, om jeg ville være interesseret i at bytte min ellers 100% remote aftale med en mere fast med skrivebord, kantineordning og firmafitness.
Jeg kom til at sige: Ja, det lyder da spændende. Og så gik vi ellers på weekend. Jeg havde en frygtelig weekend, hvor jeg sov meget lidt. Jeg fik en masse flashbacks til mine seneste arbejdspladser, og man skal jo tale pænt om sine tidligere ansættelser, så jeg vil forsøge at sige det så diplomatisk som muligt.
Efterskolen i Sønderjylland? Jeg var horribelt ude af sync med lederen og kan ikke forestille mig at vende tilbage til den verden igen med de daglige pinsler af en person, som jeg ikke har hverken tillid eller tiltro til som leder.
Jeg forstår rationelt, at der givetvis er anderledes omgængelige ledere på andre efterskoler, men det var nu ikke bare lederen. Det var vicelederen og bestyrelsen, der var sovset ind i hinanden, og det var frygteligt.
Det må det gerne være. Det blander jeg mig bare ikke i. Den slags er jeg slet ikke frisk nok til at kæmpe med på dagligt basis.
Politiet? Det var en virkelig fed arbejdsplads. Politi’erne var jeg tosset med. De var kompetente, seriøse og ekstremt løsningsorienterede. Mine egne kolleger? Fantastiske! Lutter søde mennesker.
Men ledelsen? At Øverste Ledelse i ramme alvor kunne hive mig ind til samtale om, at de ikke anede, hvad jeg lavede i hverdagen, så de forestillede sig mest, jeg lavede ingenting, har givet mig svære ar i sjælen.
Jeg er mange ting. Doven er faktisk ikke en af dem. Jeg arbejder stenhårdt. Der skal bare være mening med tingene. Og beklikker du min vilje til at være en del af fællesskabet og løfte min del af byrden, har du tabt mig for evigt. Så Politiet går heller ikke.
Og før det var jeg også flere steder, hvor det endte på lignende smertefulde måder, og jeg erkender blandt, at fællesnævneren er mig, og at jeg klart har problemer med at indordne mig, hvis ikke det giver mening for mig, og slet ikke, hvis det er ordrer og galpen bare for at markere autoritet.
Så mandag morgen skyndte jeg mig – havde du glemt, det her begyndte med et spørgsmål om en fastansættelse? Så genlæs lige indledningen, så er du med igen – at sende en mail, at jeg hellere måtte trække det tilbage, og at det først var, når det blev et imperativ for dem, at jeg ville overveje at melde mig under fanerne med mødetider, faste pladser i kontorfællesskabet osv osv.
Han svarede heldigvis lynhurtigt, at det aldrig blev en dealbreaker for ham. At han var glad for vores samarbejde, og at han bare gerne ville holde på mig.
Se! Sådan bliver jeg glad. Tillid, ros og anerkendelse. Så gør det meget mindre, at jeg kunne tjene flere penge eller høste flere anerkendende nik ved receptioner, hvis jeg lavede noget andet.
(Jeg vender tilbage til historien om Grande Mike fra Holland, der arbejdede på Wall Street Journal i mere end 30 år og absolut ikke havde andet end et grynt til overs for min måde at tjene penge på. Ham om det.)
Hvem er det nu lige, der arbejder for hvem?
Undskyld, hvad er det for et memo, jeg har misset? Hvad i alverden bilder Mette Frederiksen, Kaare Dybvad og alle de øvrige proselytter i den socialakrobatiske rundkreds sig egentlig ind?
Har de glemt, hvem det er, der har ansat hvem i det her forehavende? Er det dem, der betaler os 60.000 kroner om måneden for at spille fandango og uddele næser på skrømt? Eller er det omvendt?
De skal da ikke udskamme folk, der gør op med den manglende balance i vores samfund rent tidsmæssigt. De skal da ikke skælde ud på dem, der vælger at gå ned i indkomst for at få hverdagen til at hænge sammen. Politikere skal i det hele taget ikke udskamme deres borgere. Hvad bilder de sig ind?
De skal bedrive politik ud fra det mandat, vi har givet dem. Hvis mandatet handler om, at ingen gider arbejde mere end 10 timer om ugen, så må de få samfundet til at hænge sammen med det og gøre det klart, hvad der er råd til, og hvad der ikke er råd til. Men de skal eddermame ikke udskamme nogen. Ingen! Jeg blir’ så hidsig #&€(
Helle Helle: Der er nok en grund
En dag kom jeg til at se en anelse af Kender du typen? Jeg har faktisk altid godt kunnet lide programmet, men det er slet ikke pointen her.
De var på besøg hos Helle Helle, og hun fortalte, da hun var blevet afsløret, om sin hverdag i huset (eller var det en lejlighed, det var ikke dét, der gjorde indtryk), at hun og hendes mand havde et udtryk, de ofte brugte.
Når hun for eksempel fandt rester af mad i håndvasken, tænkte hun kort og godt: Der er nok en grund.
Ikke andet. Bare, at der nok er en grund. Det er jo tæt på genialt, synes jeg. En smart måde at minde sig selv på i hverdagen, at de fleste af os gør vores bedste.
Når nogen sætter toiletrullen omvendt af den måde, jeg ville gøre det på: Der er nok en grund. Når nogen vrisser eller smækker med døren: Der er nok en grund.
Det gør det meget lettere at være forstående, overbærende og rummelig. Jeg elsker det. Jeg gentager det for mig selv konstant.
Når overboen er ved at hoste slim op hele natten lang, er det næppe for at genere mig: Der er nok en grund.
Når viceværten skal ind i lejligheden for at pille ved min vandmåler: Der er nok en grund.
Ej, hvor det sparer på en herlig masse ophidselse. Jeg elsker det. Hvorfor gør jeg mon det? Der er nok en grund.