På facadens, overfladens, behagesygens alter har jeg netop brugt en halv time på at gøre min airbnb pæn. Fordi værtsmanden kom på besøg. Han skulle se, om den vaskemaskine, jeg pludselig fandt (!) (Der skulle ikke have været en vaskemaskine, og den var dækket af et cover, så jeg troede længe, det var en død kommode), for at se, om den stadig virker.
Jeg har lagt mine vandflasker på køl, så de ikke stod og rodede på gulvet. Jeg har stillet mine sko i soveværelset, så de heller ikke stod og flød i køkkenet. Jeg har ryddet skrivebordet – blandt andet for en pose chips med lemon-smag, som jeg glæder mig til at prøve. De måtte vente pænt i et køkkenskab, mens han var her. For tænk hvis han troede, jeg var sådan en, der spiser chips. Jeg stillede også den meget fine kaffe, som de gav mig i indflyttergave, et sted, hvor det ikke var så tydeligt, at jeg endnu ikke har drukket af kaffen. Jeg fejede endda gulvet, selv om jeg trods alt ikke gad bruge fejebakken og samle det sammenfejede skidt op. Det ligger i et hjørne, som han helt sikkert ikke så. Jeg fjernede opvasken, og så skrev jeg disse ord i hånden på en opslået blok, der har ligget på skrivebordet, siden jeg kom – altså en blok, jeg selv har haft med. Som har været tom i snart 2 uger. Nu er der i det mindste noget på den første halve side.
Jeg kan egentlig godt selv gennemskue noget af det. Fejning for ikke at ligne et svin. Chips væk, så han ikke lægger to og to sammen og tænker, aha, han er lidt buttet, fordi han spiser chips. Og tekst på blokken, så han nu går ind til sin hustru, Michela, og siger, at han tror, jeg er ved at skrive en bog eller noget andet interessant. “Der stod i hvert fald vigtige og mange notater på en blok”, vil han sikkert sige. Og hun vil nikke bekræftende og mumle noget med, at jeg virker belæst. Og endnu mere mumlende vil hun så lade sive, at hun egentlig også godt kunne tænke sig, at hendes mand skrev en bog eller gjorde noget andet klogt. Sådan forestiller jeg mig det. Sådan må det være i mit hoved. Ellers giver det jo ikke mening.