Altså; det er vel en del år siden, at der var evindelig ballade om tonen i den offentlige debat. Nogen var kede af, at der blev angrebet personligt, talt i barske vendinger og med fokus på personen mere end emnet. Andre var irriterede over, at de nu ikke måtte sige tingene uden omsvøb. At deres sandhed ikke var rigtig, og de derfor ikke måtte udtrykke den. At dem, der klagede over tonen, var for følsomme til at deltage i debat.
Hvor er den diskussion blevet af? Er den afgjort og afsluttet, uden jeg har opdaget det? Uden en prisoverrækkelse med medaljer og enten en venligboer-tshirt eller en megafon? For det er da stukket helt af.
Alle galper alt muligt gylle af sted på offentlige foraer, og der er ikke rigtig nogen, der bekymrer sig om, hvad det gør ved modtagerne. Kan man ikke tåle mosten, kan man sætte sig på kosten og forlade skuden. Skrid pomfrit. Det er en lukket fest. For alle der kender udtryk som idiot, tosse, skvatmikkel og udskud.
Det kan da ikke være rigtigt. Er der virkelig så mange mennesker, der går rundt og er forargede på hele verden, at det skal være omgangstonen? Er der virkelig mere, der skiller i verden, end der samler? Hvorfor tiljubler nogen, når Trump deler vandene? Når BoJo som en anden Moses opfører sig som en skillert på båndet i Føtex? Hvorfor får Paludan så meget opmærksomhed? Hvorfor gør Henrik Dahl? Synes vi, det store politikteater er sjovere, når der er sang i ga’erne og gang i sa’erne, som Richard Møller altid formulerede det …?
Og én ting er jo politikteateret – for de tror jo, de skal skabe sig for at få opmærksomhed. Men jeg forstår da slet ikke, at alle andre er begyndt på det samme. “Dem, der mener noget andet end mig, er rådne, naive, tossegode, nazistiske, racistiske, undergravende og forrædere”. De er i hvert fald ikke bare uenige …