At lytte. At se. At knytte bånd.

Dén sætning, jeg hører aller-oftest fra mine elever, er: “Du er ikke som andre lærere”. Det kan være både godt og skidt, og i min egen opfattelse svinger min indsats da også flittigt mellem de to poler.

Fredag fik jeg både mit dansk-hold og mit kultur-hold til at skrive “kindness cards”. Små kort, som de skriver i hånden, til mennesker, de holder af og gerne vil sige noget til. Noget pænt. Det er ikke hadebreve.

De tog det virkelig fint til sig. Der var ro. Der blev skriblet. Og de gik enormt meget op i det. Flere kastede sig over mange beskeder. Som om de når de havde skrevet noget til én, kom i tanke om noget, de også ville sige til andre. Vi havde dansk først. Da timen var slut, lå der såmænd tre kort til mig ❤️

Jeg har sløret deres navne. GDPR og så videre …

Det er dejligt, de har skrevet noget pænt. Endnu mere dejligt at de så tydeligt havde fanget, hvad ‘legen’ går ud på. Det er vigtigt at få det sagt. At sige når man har noget pænt at sige.

Senere var det så min kulturklasse. De fik mere tid sat af til skrivningen, og det udviklede sig helt forrygende. Mange skrev både 3-4-5 og nogle endda flere kort. Tænk at have så meget på hjerte. Hvor vidunderligt.

Efter timen, da jeg havde delt kortene ud (de afleverer dem til mig, og så giver jeg dem videre; så er det måske knap så overvældende, og de behøver ikke skrive afsender på), og de fik læst sig igennem de mange beskeder, så vældede tårerne op hos flere af dem. Følelser. Omsorg. Kærlighed. Dét, at nogen tænkte på dem og formulerede de varme tanker. Det kan da også være helt og aldeles overrumplende. Det var skønt.

Jeg bruger meget tid på de her forbindelser. På at tale med de unge mennesker. På at se dem. Forklare dem, hvad det betyder, at de drager omsorg for hinanden. Interesserer sig for hinanden. Lytter. Tager vare på hinanden. Og min ydmyge oplevelse er, at det virker. Så når vi måske ikke altid helt så mange tekster eller helt så grundig gennemgang af pensum, men de bliver set. De bliver hørt. De bliver værdsat. Det tæller da også noget, synes jeg.

Når normal banker på

7 af skoleårets 11 måneder er gået. Det begynder at kildre i maven. Blandt andet fordi min altid kvikke og indsigtsfulde lillebror (én af dem!) tilbage i juni modtog nyheden om mit nye liv som skolelærer med et: “Jeg giver ham 10 måneder!”. Ja, det er jo ved at være tiden så 🙂

Noget andet der er ved at være tiden er, at eksamen kommer tættere på. Med det kommer alle de kedelige krav om pensum, opgivelser og præstationer. Og med det kommer forventeligt nok også elevernes mere konkrete krav til undervisning, mål og resultater.

Indtil nu har jeg lykkeligt kastet mig over alt muligt mærkeligt, ustruktureret og udfordrende. Uden smålig skelen til regler og pensumlister. Min tilgang har hele tiden været – og jeg vil forsøge at holde fast i det – at det er langt, langt vigtigere, at de unge mennesker lærer at lære og lærer så meget kritisk selvtænkning som muligt frem for en (ind-)læring. der er beregnet til eksamen og måske – det er jo nok min pointe – mindre brugbar uden for klasselokalet end den kritiske tænkning.

Men det er jo naturligvis forventeligt, at det for eleverne er ved at være sådan lidt: “Nu er vi vist ved at være færdige med at være forsøgsdyr for dig; nu skal du til at lære os det, vi er vant til at skulle lære”. En af mine kvikke elever spurgte forleden, om de ikke snart skulle lære noget af det, de skal bruge til eksamen?

Vi taler om en elev, som flere gange har nævnt, at skoleåret byder på højere karakterer end sædvanligt, så mit nok lidt til den kække side svar var: “Så du får bedre karakterer, end du plejer, men alligevel vil du – nu eksamen nærmer sig – gerne vende tilbage til den læring, der plejer at give dig middelmådige karakterer?”

Og tjah, det betød det sådan set, fordi: “Jeg lærer noget. Noget. Men jeg er ikke sikker på, jeg lærer det, jeg skal bruge til eksamen.”. Og det er jo en relevant indvending. En god pointe. Hvis det virkelig viser sig, at det jeg forsøger at lære dem, viser sig at være uanvendeligt i eksamens-situationen, så sidder de jo der. Hjælpeløse efter et år i mine hænder …

Men jeg tror ikke på det. Jeg tror ikke på, at det skulle kunne betale sig bedre – i det store billede – at bruge energi på eksamens-relateret læring frem for at bruge kræfter og energi på at forholde sig til tekster, til input og til andres arbejde med kritisk, skarpt og analytisk blik. Om jeg så er god nok til at bibringe dem de evner på et enkelt skoleår, som helt klart stikker uden for de rammer, de normalt har befundet sig i, det aner jeg virkelig ikke. Men jeg forsøger.

Da en 9. klasses-elev spurgte, hvorfor jeg ikke underviser i 9. klasse, svarede jeg, at det nok er, fordi jeg ikke er uddannet lærer. Så er det for farligt at slippe mig løs på 9. klasserne. “Er du ikke uddannet??” spurgte han med vantro i stemmen. To af mine 10. klasser stemte i: “Nej, det er han i hvert fald ikke. Det kan man tydeligt mærke. Jeg har aldrig haft en lærer som ham”. De sagde noget pænt noget efterfølgende, men der er helt sikkert en stor grad af sandhed i denne del: Det er noget uortodokst, det der foregår i mine timer.

Måske stoler jeg fuldt og fast på, at det hele kan bæres i mål med kærlighed og entusiasme? Måske tager jeg fejl! Men jeg forsøger hele tiden at lære. For eksempel fik en 10. klasse lov i engelsk at forsøge sig med autonom læring – altså hvor de helt selv valgte et emne og fik 3-4 uger til at arbejde med det og præsentere deres læring på klassen.

Det var spændende præsentationer, men den del, der gik ud på at føre logbog, så deres kilder, materiale og læste tekster kunne bruges til eksamensopgivelser, den del havde jeg ikke forklaret ordentligt, så nu har jeg besluttet, at det ikke kan opgives til eksamen. Er det så komplet spild af 4-6 uger af skoleåret?

Well, de har researchet på engelsk og lavet en præsentation – hvilket de i øvrigt bliver bedre og bedre til; de virker ikke længere hverken skræmte eller generte (ikke overordentligt i hvert fald) over at tale engelsk foran hinanden. Det er der altså også en værdi i. Synes jeg.

De fortalte mig tidligere på skoleåret, at deres læring i engelsk før efterskolen primært bestod i en masse skriftligt arbejde, fordi “hvis man først har styr på grammatikken og kan formulere sig på skrift, så kommer det mundtlige”.

Dette fortalte de efter tre måneder, hvor jeg havde fokuseret på at få dem til at tale sammen, for jeg synes kun, sprog er værdifuldt, når det bliver brugt til mundtlig kommunikation – altså at forbinde mennesker. Men hvad ved jeg … jeg er jo ikke uddannet 🙂