Sådan stod der i en artikel, jeg læste forleden. At vores evindelige kamp for at gøre op med de autoriteter, der nede i 50’erne og 60’erne daskede skoleelever over fingrene med linealer, rev dem i ørene og herskede med frygt som primært våben, faktisk er gået for vidt. At vi i dag står med en generation af unge mennesker, der har brug for autoriteter. Der har brug for ledestjerner, hjælpere, vejledere, som kan give dem retning og en idé om, hvad der er rigtigt og forkert.
Men hvordan skal man vide, hvad der er rigtigt og forkert? Hvordan kan vi pege i en eller anden retning i et samfund, der er arbitrært splittet og peger i alle retninger på samme tid? Nogen vil gerne have lov at flyve, alt hvad de orker. Nogen vil give alle penge til hjemløse og udsatte. Andre vil ikke give en skid til andre end dem selv. Nogen vil forbyde at flyve. Andre forbyder dieselbiler. Nogen vil have lov at omgå skattereglerne, for hvis der ikke står i vejledning til mikrobølgeovnen, at den ikke er beregnet til at tørre våde katte, så er den det nok …
Hvem skal pege? Lad hen, som er sikker i sin sag pege som den første! Så hvad er en autoritet anno 2019? Ja, jeg aner det virkelig ikke. Jeg har jo selv mit at slås med i forhold til autoriteter – jeg har det mere end urimeligt anstrengt med, når andre fortæller mig, hvad jeg skal gøre. Jeg vil jo allerhelst have lov at bestemme selv. Hvordan skal jeg være et forbillede for andre?
I dag i dansklektionen var der en – én, 1! – som havde forberedt sig til vores gennemgang af en analyse af en novelle. Og jeg blev faktisk lidt småfornærmet. Ikke sådan for real men som jeg altid gør i klasseværelset; så får de sangen om, at det er deres eget valg, og at jeg ikke gør arbejdet for dem. At de sagtens kan komme frem til næste sommer uden at lave noget, og at det i virkeligheden bare drejer sig om en time – eksamen og måske 30 minutter efter – hvor de er røde i kinderne og føler sig konfronterede med en lidt ringere end ringe karakter.
I alle andre sammenhænge taler jeg jo for at afskaffe karaktererne. Så hvordan kan jeg med en flig af troværdighed i behold i ramme alvor forsøge at give dem dårlig samvittighed, fordi de ikke har lavet deres arbejde? Jeg taler hele tiden om læring. Hvis der er noget, jeg gerne vil give dem, er det fornemmelsen af, at de kan alt. Måske kan de ikke mestre alt. Men de kan alt. De kan kaste sig over alt. De kan øve sig. Øve sig til fingrene bløder, benene værker, hjernen slår knuder, og kæberne er ømme. Så har de gjort deres bedste. Mere kan ingen bede om. Men alt mindre end det, er for slattent. Synes jeg.
Realistisk? Realistisk set er jeg jo selv et sammensurium af autoritet, forbillede, dårligt eksempel, elendig lærer og alt muligt andet. Når alt kommer til alt, er jeg jo bare et menneske. Med fejl, mangler og svagheder. Men også med omsorg, styrke og evner. Måske er det dét, der kan være min opgave som autoritet; at vise dem at det er okay at være menneske. At man skal gøre sit bedste.