Nu fanger bordet. I disse dage er det en måned siden, jeg lukkede min facebook-profil. Eller det vil sige, at det er en måned siden, jeg bad facebook om at lukke min profil. Generøst gav de mig så en måned til at fortryde – hvis jeg bare loggede ind inden for den måned, ville de ikke slette alle mine kontakter og alle mine data … for det gør de jo helt sikkert nu 🙂 Ej, det må de selv om. “Deres data. De bestemmer”
Hvordan går det så? Jeg har siden lillejuleaften ’18 hørt mig selv sige flere gange end i mange, mange år, at “jeg har det godt. Jeg har faktisk aldrig haft det bedre”. Det første er sandt. Det andet er trods alt nok en stramning. Men det er dejligt.
Jeg indrømmer blankt, at det var sært i begyndelsen. Det rykkede ligesom i scrolle-fingeren, og jeg undrede mig en hel del over, hvorfor folk dog ikke ringede og skrev af bare bekymring for, hvor jeg var blevet af. Det har jeg vænnet mig til nu. Nu nyder jeg helt ærligt freden. Så meget at jeg er begyndt også at lege med tanken om, at telefonen skal (jeg HAR fjernet alle de dersens social media-apps derfra også – jeg snyder ikke; hvem skulle jeg ville snyde? Mig selv?) have en mindre fremtrædende rolle i hverdagen.
Det betyder, at den ganske ofte nu ligger med ryggen i vejret og lyden slået fra. Jeg har også fjernet telefonsvareren fra mobilen. Så hvis man ringer, og jeg ikke tager den, må man enten sende en sms eller ringe igen senere. Jeg har den ikke med i soveværelset – kun de gange hvor jeg kommer for sent i seng og absolut skal op til tiden. Jeg HAR et vækkeur – et dejligt analogt ét – men det er ærlig talt lidt upålideligt. Ret tydeligt, at det ikke er på analoge vækkeure, at fokus ligger for ret mange producenter, for der er meget lav brugervenlighed, og det kan være svært at gennemskue, hvornår det er slået til og fra … (Når det ringer, er det slået til! Nårh ja, tak for tip)
Hvad savner jeg? Tjaeh … jeg er begyndt som træner i en fodboldklub, og de havde i forvejen en facebook-gruppe, hvor de kommunikerede. Dét er faktisk det største problem, jeg er løbet ind i. Og indtil videre forsøger jeg at få dem med over på Slack, som er en platform, vi kan bruge gratis og indtil videre uden reklamer. Faktisk har jeg svært ved at gennemskue, hvad årsagen er – altså hvad Slack får ud af det? Måske sælger de også data, men jeg har ikke opdaget nogle uregelmæssigheder endnu.
På facebook er der 54 medlemmer fra holdet. På Slack er vi indtil videre 15. Men måske kan det også rydde lidt ud i de spillere, der ikke er aktive længere – der er altid knopskydninger i sådanne facebook-grupper. Jeg er primært interesseret i de 25-30 spillere, der skal være en del af den daglige træning.
Og ja, det er simpelthen det største og – føles det som – eneste problem, jeg har oplevet ved at sige farvel til facebook. Jeg har (næsten) vænnet mig til ikke at hungre efter konstante opdateringer og venten på nyheder. Indrømmet, min mail bliver stadig tjekket lidt oftere end tidligere. Men der er også en lidt højere frekvens nu. Så det giver på sin egen måde mening. Lidt i hvert fald.
Tag: deletefacebook
Jeg kan ikke styre det
Da jeg i 2007 læste et semester i Ohio, USA, oprettede jeg en Facebook-konto. Da jeg kom hjem til Danmark igen, gik der ikke lang tid, før jeg slettede den. For der var ikke mange mennesker på dengang.
Da jeg så havde slettet min profil, gik der ikke længe, før det begyndte at vokse i Danmark. På den måde har jeg aldrig rigtig været smart med trends og timing.
I dag er Facebook jo i flot selskab med Instagram, Twitter, Youtube, Vimeo, Reddit, Linkedin, Snapchat, Whatsapp, WeChat og meget, meget mere.
Og sikke vi kommunikerer. Med alle mulige mennesker. Nogen, vi kender og har kendt hele vores liv. Nogen, vi har kendt i 5 minutter og ikke talt med i årevis, som vi pludselig genfinder. Og nogen, vi aldrig har kendt før, men som vi møder online, fordi vi er i de samme cirkler, grupper eller chatrum. Sådan er verden så mangfoldig i 2018. Og det er jo skæppeskønt.
Men jeg har svært ved at styre det. Det handler faktisk ikke kun om sociale medier. Jeg har generelt svært ved at styre mine impulser. Særligt også når det kommer til sukker. Og så altså online-tid. Jeg kan ikke finde ud af at sætte rammer. Ligesom jeg ikke kan aftale med mig selv, at jeg bare spiser en smule af min plade chokolade eller pose chips eller cola.
Så kan jeg heller ikke sige, at nu må jeg være så og så længe online. Enten er jeg med, og så lader jeg mig sluge med hud og hår. Surfer rundt på alle platforme og ser billeder, videoer – både med katte og med fodboldøvelser. Med pjat og med seriøse budskaber – og læser lange indlæg og (oy caramba!) og de dertil hørende kommentarspor. Så jeg bruger meget tid online. Alt for meget tid.
Derfor har jeg som de fleste andre fornuftigt tænkende væsener brugt tid på at overveje, om tiden er givet godt ud på sociale medier, på Facebook, i grupper, i Messenger osv osv … Det synes jeg egentlig ikke, den er. Altså; jeg er glad for at være med i de grupper, jeg er med i (også selv om det er få), jeg er glad for at skrive med de mennesker, jeg skriver med på Messenger, og jeg kan godt se, det er smart at være tilgængelig med et søgefelt, et par klik og en “beskedanmodning”.
Men for mig – helt personligt – er det slidsomt at læse alt det skidtsnak, der finder sted. Det er drøjt at læse debatformen, der ganske ofte minder om skyd først – spørg bagefter-taktikken. Og det er voldsomt at orientere mig blandt alle de mange mennesker, firmaer, organisationer og institutioner, som jeg nysgerrigt og videbegærligt gerne vil vide mere om. Så jeg er i tvivl.
Jeg har lukket (min) Linkedin. For nyligt forlod jeg også Instagram. Så har jeg til gengæld genåbnet Twitter. Og er næsten holdt op med at bruge Facebook. Men er selvfølgelig stadig på Messenger. Det er et ømtåleligt emne. Hvis jeg skipper Messenger, er det så, fordi jeg ikke er interesseret i de mennesker, jeg kommunikerer med dér? Næh. Slet ikke. Når jeg er hoppet af Instagram, er det så fordi jeg er træt af de mennesker, der bruger platformen? Næh, men i en sortering og rangordning er billed-kommunikation ikke blandt mine foretrukne. Og så videre og så videre. Jeg er vild med de mange dejlige mennesker, som jeg primært – og for manges vedkommende udelukkende – har kontakt med via sociale medier.
Oftere og oftere tager jeg nu alligevel mig selv i at spekulere på, om ikke livet for mig – FOR MIG, andre gør slef som de vil – kunne være mindst lige så godt, hvis jeg fandt ud af at kommunikere mindre online, og når jeg så gør det, at gøre det via andre platforme.
Det kunne for eksempel være noget så gammeldags som mail. Eller sms. Eller måske ligefrem ringe til folk. Kan man så pleje sine 200, 300, 400 venner fra Facebook lige så godt som nu? “Lige så godt”? Det tror jeg egentlig nok. Kan jeg pleje det endnu bedre, hvis jeg minimerer feltet og lader fomo være fomo og fokuserer på jomo? Måske. Jeg tror det. Jeg tror det stærkere og stærkere.
Hvad nu hvis andre mennesker ikke gider maile? Eller sende sms? Jamen, så vil vi måske ikke hinanden nok? Eller også er det mig, der (igen) er helt galt på den. Jeg ved det ikke, men jeg går og pønser på et andet setup. På en anden måde at bruge tiden på.
Og jeg vil gerne understrege, at det altså ikke er fordi, jeg ikke elsker (næsten) alle dem, jeg er venner med på Facebook, følger på Twitter osv osv. Faktisk er det jo, fordi jeg elsker jer så meget og vil jer så meget, at jeg ikke kan styre mig. Det er hverken jer eller platformen. Det er mig. Igen.
Har læst fin artikel på Medium om at droppe Facebook helt. Det anbefaler skribenten, at man gør over et par måneder, så man ikke fra den ene dag til den anden står og mangler alle sine forbindelser. Tænk, hvis ens login til Justeat røg? Eller man skulle lave nyt password til Endomondo!!? Hillemænd, det ville være kompliceret … (ironi-høne anvendt!!! Slap af Mester Jakel, det er sgu da en joke. Det sidste her altså. Ikke det hele. Det er alvorligt nok. For mig)
Hey; jeg har ikke slettet noget endnu. Ved sgu ikke, om jeg tør. Men hvis jeg gør. Så bliver det nytårsaften. Farvel og tak. Med kransekage, nytårstale og hele baduljen. Hvis altså. Hvis …