Hvad skal jeg dog lave?

Undskyld, at jeg egentlig bare tænker højt. Men al den tid alene gør mig kulret, tossi og giver alt for meget tid til at tænke. Så jeg går og bruger uforholdsmæssigt meget tid på at overveje, hvordan jeg gerne vil strukturere hele den kæmpe molevit, jeg kalder mit liv. Noget handler om geografi. Andet handler om arbejde. I dag skal det handle om arbejde.

Hvorfor det? mumler du allerede stille. Fordi jeg siger det. Svarer jeg hæst, fordi jeg ikke har talt hele dagen. Men bestemt, fordi jeg mener det. Jeg er lige nu i en slags interim position. Der er nogle voksne tanker. Der er nogle meget unge tanker. Og der er også både en smule fornuft og en anelse vanvid, der blander sig. Så nu skriver jeg det ‘højt’ her, og så håber jeg, folk som stadig har fornuften i behold melder sig og siger, at “Det der er dumt”, eller “Det lyder fremragende. Gør det!” eller måske bare “Det ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal sige til”. Det er også i orden. Sådan har jeg det jo langt hen af vejen selv lige nu.

Ok. Alt det voksne. Jeg kunne stadig godt se mig selv på en efterskole. Tumle rundt med de unge mennesker. Være i deres hverdag og korrigere en smule, når de er på afveje. Det var skidesjovt. Men lige nu jo også lidt usikkert, for hvor meget bliver de ramt af Corona og manglende tilmeldinger? Eller måske – jeg har talt med en dame fra Tietgen-skolerne i Odense. Om måske at undervise eller arbejde med unge og hjælpe dem med overgangen til enten yderligere uddannelse eller bare en form for uddannelse i første omgang. Meningsfuldt. Absolut.

Jeg laver lige nu online-historier for et spilsite. Daglige historier. Til en godkendt betaling. Og det har givet mig blod på … eh fingrene (og så også tastaturet, det er noget værre svineri) en idé om, at jeg måske kan finde ting at lave uden at besvære mig med at skulle være på en bestemt arbejdsplads på et bestemt tidspunkt. Tanken kan jeg godt lide. Så jeg er i gang med at rode hovedet og det hersens internet igennem for ting, jeg kan forestille mig ville være skægt (jeg kan klare mig for ganske få penge, så den del er ikke så vigtig).

Jeg overvejer at starte en t-shirt-shop på nettet. Bare finde på slogans/tekster, som skal stå på t-shirten og så udlicitere resten til mennesker med forstand på resten. Det kunne jeg godt se noget skægt i. Og de findes. De platforme, hvor jeg bare skal lægge navn til og få ideerne. Så står de for alt det praktiske. Alt det, der giver penge. Alt det, jeg er dårlig til og synes er kedeligt. Win-win.

Jeg overvejer som altid at lave quizzer i en form for e-bøger online. Eller måske skal jeg lære at lave apps og så promovere dem den vej. Igen – de kan sælges superbilligt. Forestil dig, du skal have fest med gutterne, og I skal have årets quiz om Premier League. Dén kan du hente for €1 online. Eller måske en aften med de stærke kvinder i din omgangskreds. Så skal der være politisk quiz eller musik-quiz. Sådan én er der også. Alt sammen til €1 stykket. Måske med 100 spørgsmål i hver. De kan versioneres til lande globalt. Er det lavet før? Selvfølgelig da. Er der plads til en bette spiller mere på det marked? Eh, spiser pandaer bambus? Det tror jeg nok, de gør.

Eller jeg kunne finde et job på en bar. Jeg er ved at se “Hart of Dixie” på Viaplay (ja, alle 4 sæsoner er der. Kom i gang, inden de er væk igen!) (Du skal ikke lade, som om det ikke er verdens bedste serie. Mig behøver du ikke spille smart over for – jeg elsker dig, som du er ♥️) Sådan en sløv bar med øl på flaske og stamkunder. Lidt intern ballade, fordi den unge bartender, som er superhot i sin ternede skjorte og sixpack , ikke rigtig orker at hjælpe til med oprydningen. Smukke mennesker har det alt for let! Men jeg kunne være den erfarne, livskloge men afdæmpede kollega, der knokler i det skjulte, mens jeg iagttager de unge menneskers op- og nedture. Herligt.

Hvad med at lære at redigere billeder og så skyde en masse og forsøge at sælge dem som Stockphotos? Kunne der være en form for indtjening i det? Bare i det små. Altså, jeg er jo rædderlig til at tage billeder, men hvis jeg skyder nok, ender et af dem vel med at være skarpt. Og ellers må det være det, redigering er til for!

Så har jeg overvejet at blive YouTuber. Sådan en boomer-kanal med opsange, festsange, satiresange og taler til nationen. Jeg er – paradoksalt nok – ikke meget for at vælge en målgruppe. Jeg mener jo grundlæggende, at det jeg siger, synger og skriver er relevant for alle. Men jeg kunne jo godt sigte efter noget lidt smallere end alle. Måske en padel-kanal? Måske en kanal med samtaler – måske en slags “Vores Fyn”, hvor jeg taler med prominente, kendte og mindre kendte men ikke mindre driftige og idérige fynboer. Jeg savner samtaler, hvor nysgerrighed og viden er den fælles drivkraft frem for hygge, plat humor og sofastemning.

Å ja, og så er jeg sådan set fodbold-kommentator online også. For et firma fra Tjekkiet. Men jeg taler på dansk. Indtil videre. Kdo ví, co přinese budoucnost? Ah Nesnesitelná lehkost života. Et par gange om ugen sidder jeg i stuen med et headset og ser en fodboldkamp – det gjorde jeg sådan set også tidligere – men nu er jeg koblet til en broadcast-stream-app og sender mine ord ud i æteren og får – forhåbentlig – penge for det. Små penge, bevares, men det er sjovt. Og spændende og nyt, og det har jeg ikke prøvet før.

Og så har jeg en idé om et foredrag til efterskoleelever om livet som ung. Men det er ikke lige tiden nu. Jeg har ikke lyst til at konvertere til online-foredrag. Jeg vil tale for og med levende mennesker, som jeg kan se, mærke og lugte i kød og blod. Og på så besynderlig vis begyndte og endte vi med blod. Følg med næste gang, hvor det handler om, hvor man så kan opholde sig, mens man laver en masse online. Møs-møs.

“Det er fanme jeres verden lige om lidt!”

Eleverne i 10. klasse fik i dag præsenteret oplægget til deres Obligatoriske Selvvalgte Opgave. Opgaven går kort fortalt ud på at undersøge vejen til deres drømmejob. Eller måske til deres lige nu foretrukne ungdomsuddannelse. 

De havde heldigvis en masse spørgsmål. Men det var ærlig talt kedelige spørgsmål. “Hvor mange sider skal opgaven være på?” “Hvor mange vil være til stede til den mundtlige fremlæggelse?” og “Får vi karakter?”.

Jeg synes, det er så ærgerligt, at vi har ladet konkurrencestaten overtage elevernes læring i så voldsom grad. Der er krav, forventninger, pres, karakterræs og – som en fortalte mig i dag – en idé om, at de i 8. klasse skal kunne visualisere deres karriereveje. 

Måske er det ikke helt så barsk i virkeligheden, men det er sådan, det føles for mange af dem, og det er også resultatet af den helt uvidenskabelige stikprøve-undersøgelse, jeg foretog efterfølgende i to 10. klasser. Jeg suspenderede min planlagte undervisning og spurgte til deres tanker om opgaven. De forstod ikke opgaven. Hvad skulle de med den? Hvad skulle de bruge den til? Og hvad nu hvis de ikke fik de karakterer, der kan bære dem videre?

Alt sammen helt valide overvejelser men de fik alligevel en form for opsang – eller måske medsang – hvor jeg fortalte dem, at de jo altså for fanden skal overtage verden lige om lidt og derfor er nødt til at sprælle lidt i nettet. Det her er en opgave, hvor de kan stykke det sammen efter en nogenlunde fastlagt skabelon, de har fået, de kan researche, de kan kontakte mennesker, institutioner og virksomheder, og til slut skal de præsentere – og de må gerne lave et produkt, en portefølje, en lydoptagelse, en film eller hvad de nu kan finde på. Det er kort sagt en skide spændende opgave. 

Men de er så institutionaliserede og vant til, at de skal tænke i systemets rammer og behage “The System”, så de ser bare formalia, krav og endnu en opgave, der skal løses for at bevæge sig til næste bane i det store bip-bip-spil, vi kalder livet.

“Lad nu være med at lade jer skræmme og spænde inde i en dum ramme. I skal arbejde med processen, dykke ned i et emne, og så skal I lære en masse om fremlægning, om jer selv, om hvordan man arbejder med en opgave, og der er ingen, der forventer, at I allerede nu peger på, hvilket job I vil have. Jeg drømte om at blive professionel fodboldspiller, blev journalist, kommunikationsmedarbejder og nu er jeg lærer på en skole. Ingen kan sige, hvor I ender, og da slet ikke hvilke omveje I løber ind i. I skal være drevet af nysgerrighed og af lyst. Men ikke af jeres karakterer. Ikke af krav, forventninger og pres. Tag nu kontrollen og brug tiden på at lave en opgave, som I har det sjovt med og lærer noget af at lave”, sagde jeg til dem. Cirka. Det var langt. Men meningen var cirka ovenstående, og jeg mener det. 

Og så var det, at en kom til at sige, at “det (ræset, presset, præstationerne) jo var det, der forventedes af dem”, og det skulle hen aldrig have gjort 🙂 Så fik de Director’s Cut af historien om, at de krav og forventninger, der er til dem nu, jo primært er tilrettelagt, så dem, der sidder og bestemmer, kan fortsætte deres bekvemme liv. Sådan har det altid været.

Men de mennesker går jo på pension om føje tid, og så “er det for fanden jeres verden og jer, der bestemmer, hvordan den skal se ud. Så kan I indrette en verden uden karakterer, uden forventninger men med glæde, lykke, optimisme, omsorg, kærlighed og alt muligt andet, hvis I vil. Men I skal ville. Og det kræver hårdt arbejde. Men lige om lidt er det jeres verden. Gør noget godt med den. Please.