Jeg er blevet “De gamle”

Måske har jeg været det længe, men det er i hvert fald endelig gået op for mig, at jeg nu tilhører det segment, der melder pas på udviklingen. For ikke så længe siden slog jeg op med sociale medier. Men så viste det sig, at “mit” fodboldhold giver beskeder via Facebook, og så var jeg tilbage i folden igen. Og når jeg alligevel var dér, kunne jeg lige så godt kigge med på Twitter og Instagram også.

Det er heldigvis gået over igen. Nu er der kun Facebook tilbage, og efter sommerferien flytter min holdleder og jeg fodboldkommunikationen over i en app beregnet til netop det, og så giver jeg det endnu et skud med et social medie-frit liv. Jeg kan snildt indgå i lange mere eller mindre begavede samtaler om gode og dårlige sider ved sociale medier. Jeg kan godt forstå, at sociale medier ikke er noget hø i sig selv, men at det er menneskene, den er gal med.

SOCIAL MEDIA DOES NOT
MAKE PEOPLE ARGUE.

PEOPLE DO

Mit problem er et andet. Jeg kan ikke rumme de evige diskussioner. Den konstante bedrevidenhed og deling af, hvordan verden burde se ud, hvis denne eller hin bestemte. (Jeg har jo selv været på dén piedestal, da jeg tilbød som enerådig kejser i 14 dage at rydde op) Men det fylder for meget for mig. Jeg kan ikke lægge det fra mig. Det gælder ikke kun sociale medier. Det gælder sådan set ret meget livet i sin helhed.

Den der fine Hunter S. Thompson-ting:

“Life should not be a journey to the grave with the intention of arriving safely in a pretty and well preserved body, but rather to skid in broadside in a cloud of smoke, thoroughly used up, totally worn out, and loudly proclaiming “Wow! What a Ride!”

― Hunter S. Thompson, The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967

Det er jo også en måde at lægge en idé ned om, hvad et liv skal være. Det skal han dælme da ikke bestemme. Hvis jeg trives bedst med ikke at hælde en halv flaske whisky indenbords hver aften, hvis jeg hellere vil ligge på sofaen og læse bøger, end jeg vil sætte mig i situationer, hvor jeg er “totally worn out”, så er det da mit eget valg. Nå, det er faktisk et sidespor. Og så alligevel. For jeg har brug for, at mit liv bliver mindre komplekst. Jeg har ikke (længere?) RAM nok til at følge med i alting. Jeg kan ikke længere være arrig over alle uretfærdigheder. Jeg har brug for ro.

Og det slog mig, at selv om jeg kommer med alskens bortforklaringer om, at mit fravalg af ungdommelig støj og livet i overhalingsbanen er unikt og intet har at gøre med at blive gammel og kontrær, så må det jo for ungdommen både se og høre sådan ud. Jeg er blevet til de gamle mennesker, jeg ikke fattede for bare 10 minutter … år, 25 år siden.

Jeg aner ikke, om flere ville have godt af noget lignende, men jeg er altså kravlet i den store krukke med meditation, yoga og fravalg, fravalg, fravalg. Jeg flirter endda med tanken om ikke at have internet i hjemmet. Og mon ikke jeg snart kan blive fri for NEM-ID, nu det viser sig, at det ikke er sikkert overhovedet?

Jeg er ikke glasklar om, hvordan sådan et liv kan se ud og vil føles. Men jeg forestiller mig, at der er enormt meget plads, tid og lyst til at læse bøger, besøge familie og nære venner – og det betyder, at knap så nære venner og bekendte ikke skal give så meget dårlig samvittighed. Jeg har ikke brug for en bred omgangskreds. Jeg har brug for at føle mig tilpas i låget.

PS: Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg ville stadig sætte pris på en revolution af den ene eller den anden slags, hvor goderne bliver fordelt mere ligeligt, og hvor vi for alvor piller fjerene af dem, der kapitaliserer på andre mennesker. (“Gisp, det lyder kommunistisk”. So what? På et tidspunkt må selv materialistiske, patriarkalske kapitalister erkende, at vi måske bliver nødt til at finde et nyt alternativ, fordi vi ikke bare kan udbytte, udnytte og puge til os for evigt)

Hvad nu hvis …?

Isolation og “social distanceren” sætter gang i alle mulige vilde og løsslupne tanker hos mig. Jeg leger rigtig meget med tanken om at skifte spor. Igen. Sådan for alvor. 

For en lille måned siden havde jeg en indledende jobsamtale med en gut fra Malta. Det var godt nok lidt shady – kundeservice i spilbranchen – men jeg var nu fristet langt hen ad vejen. Og så alligevel. Spilbranchen og jeg var et par længe. Jeg tror ikke, vi har så meget mere at give hinanden. 

Så er jeg tilbage ved tankerne om et hus på landet. Med stor have. Med muligheder. Med potentiale til at være aflastnings-“familie” og på sigt måske endda pleje-“familie”. Eller endnu vildere – måske kunne jeg lave en slags bosted eller en lillelillebitte efterskole. Det sidste fører altid til en hel masse økonomisk beregninger. Personale, fødevarer, forbrug og internet – det ville være lettest, hvis jeg havde en hustru, som kunne undervise i matematik – såeh … hulubulu?

Ej, jeg er mest til aflastning og plejefamilie. Men de huse jeg har lyst til, og som jeg synes er charmerende, er godt nok nogen gamle kasser. Og jeg har tæt på 12 tommeltotter. Men det kunne klart være skægt at prøve. Og man lærer vel en masse undervejs – ikke? 

Jeg har været i de her overvejelser før. Dét jeg finder mest udfordrende ved efterskole i den form, jeg er i nu, er, at som faglærer forventes jeg at lære de unge mennesker en form for pensum. Men samtidig – og det er klart pointen med efterskoleopholdet – så skal de også have en form for ballast med videre. Og selv de meget velfungerende unge mennesker, jeg har mødt hernede, har brug for lidt visdomsord og et velment puf i ryggen. 

Så; hvad er så vigtigst? Læring på skolebænken? Eller trivsel som menneske? Jeg sigter ubetinget efter trivsel ud fra devisen, at hvis man har det skidt, er det svært at kaste sig over udvikling og udforskning af nye emner. Men jeg burde være begge dele – og endda samtidig vagtlærer med ansvar for at hjælpe dem med at overholde deres pligter i forhold til fællesskabet. Min psykiater mener, at jeg kan have svært ved at prioritere ting indbyrdes – at jeg lader det hele fylde alt for meget. Uagtet, hvor uvæsentligt det så måtte være. Det fungerer ikke rigtig for mig. 

Hvad nu hvis-tanker er tæt på selve definitionen af ufærdige tanker. Strøtanker. Aforismer. Så det må blive sådan her i dag. Rodet. Intenst. Nærværende. Påtrængende. Velkommen til min tankeverden.
 

Lysten til nærhed – og til at rejse

“Altså; måske er det ikke så smart at købe et sted, som du så ligesom hænger på, hvis du nu alligevel altid får lyst til at rejse på et eller andet tidspunkt …”

Jeg overdriver på ingen måde, hvis jeg siger, at jeg altid – A L T I D – er blevet bakket op af mine forældre. De har min ryg. Og min mave, mine ben, og mit hoved (også armene, men jeg syntes, det blev en smule meget at skrive det hele …) Men det kom nu som lidt af en overraskelse, at min far ytrede ovenstående ord, da jeg ankom lillejuleaften.

Dilemmaet havde jeg selv lagt på bordet. Jeg har længe gået med en idé om en drøm om, at jeg kunne tænke mig et lille hus på landet. Et købt hus. Altså sådan ét, jeg ejer – eller i hvert fald er i gang med at betale af på. Tanken var, at det ville være en mulighed for at komme hjem til Fyn og rykke tættere på min familie. Og på Fyn, som jeg kan mærke er vokset på mig de seneste par gange, jeg har været på øen. Der er fint på Fyn ❤️

Mit alternativ er så, at jeg kan mærke, jeg også har en form for udlængsel igen. Helt konkret har jeg i min iver for at spare til udbetaling på et hus, jo nu pludselig også mulighed for at rejse til solbeskinnede områder af verden og bosætte mig der i en længere periode. Det trækker også. Hvad gør man, når det hiver og flår i en fra flere sider, og man ikke rigtig er sikker på, hvad man allerhelst vil? Aner ikke, hvad ‘man’ gør, men det, jeg gør, er at fortælle om det til så mange som muligt for at høre deres input.

Og det var så i den sammenhæng, at min far – noget overraskende for mig – plantede en form for tvivl i forhold til projekt “mig og fast ejendom”. For han har på mange måder meget ret. Der er ikke meget i mit liv, der foreløbig har indikeret, at det skulle være en god idé. Særligt fordi et hus på landet jo ikke er lige så let at leje ud, som en 3-værelses lejlighed i hjertet af en af landets større byer. Såeh … hvad siger du?



[poll id=”2″]

3 ænder i Munke Mose lørdag nat

Det var en lille historie, men – måske fordi jeg var fyldt med velsmagende øl – den gjorde stort indtryk på mig. Jeg havde fået en godnat-øl med min lifelong buddy, Tommy, og nu var jeg på vej hjem gennem Munke Mose.

Over stien foran mig vraltede en andrik i høj fart til fods målrettet mod to andre ænder knap 75 meter væk. Andrikken så fokuseret og bestemt ud, så jeg stoppede og kiggede efter den. “Hvad kan en and dog have så travlt med midt om natten?”, tænkte jeg og forestillede mig et natteliv a la Toy Story – at ænderne havde alskens gøremål i nattetimerne, når der er fred for menneskene. Men det var værre end som så.

Da andrikken nåede frem – jeg vil herfra og for egen regning kalde den den forsmåede andrik – til den scorende andrik og den scorede and blev der håndgemæng, mundhuggeri og formentlig udveksling af rappe replikker. Den forsmåede andrik blev dog hurtigt den lille og tog retræten. Først til fods, men da den scorende andrik ville føje spot til skade og forfulgte den forsmåede, greb denne til ændernes super power: At flyve. Den scorende andrik kunne dog samme trick og satte i flyv efter den forsmåede andrik. Begge blev skarpt forfulgt af den scorede and, og således forsvandt alle tre ud af øjenvidde.

Jeg ved jo ikke, om det i virkeligheden var et ægteskabeligt drama krydret med en form for utroskab – er der ikke noget med at ænder netop er tro mod den samme partner hele livet? – men det virkede så menneskeligt. Så dramatisk. Så dybtfølt. Og jeg tænker stadig, om den forsmåede andrik mon fik fred og undgik en på lampen. Om han måske endda ligefrem fandt sammen med sin skøge igen …?

Jeg var – det skal indrømmes – under påvirkning af alkohol, men det var dog sandeligen en indholdsmættet passage af den ellers så kedelige Munke Mose. Jeg må derhen igen straks i morgen, søndag, for at se, om de tre ænder kommer bedre overens i dagslys.