www.vilster.com

Kategori: Ufærdige tanker

  • Man skal ikke undervurdere stilhed

    Livet er dybest set en lang kæde af begivenheder.

    Det kan være store begivenheder. Det kan være små begivenheder. Men i det store hele er livet en lang forestilling, hvor der sker meget eller lidt, og for de fleste er mængden af begivenheder nok et sted mellem de to yderpunkter meget og lidt.

    Tiden flyver af sted. Uanset om vi vil det eller ej. Sekunder tikker, minutterne flyder, og timerne snegler sig frem. Dagene bliver til en uge. Til to uger. Til en måned, og årene ruller andægtigt forbi i deres helt eget mere eller mindre fastlagte årshjul med diverse afvigelser undervejs.

    Vi forsøger i perioder at påvirke årshjulet ekstra ved at planlægge ting.

    En forsker blev forleden citeret for et hack til lykke, der handlede om, at man skal fylde sin kalender med begivenheder i fremtiden. Det behøver ikke være bungee jumps og udlandsrejser. Det behøver selvsagt ikke være årlige bryllupper/skilsmisser eller dødsfald. Men dog med begivenheder, man bliver glad af.

    Og det er alt sammen meget fint. Det skal man endelig gøre. Men hvor meget af vores lykke hænger vi på andre mennesker? Hvor meget kræver vi, at andre mennesker skal lege med, for at vi kan opnå vores egen lykke?

    Kan det lade sig gøre at påvirke sit eget liv uden at involvere andre? Kan man planlægge og påvirke begivenheder, der måske/måske ikke involverer andre? Kan vi acceptere deres eventuelle afvisning og stadig føle, at vores egen lykke er uforandret af det?

    Når du sætter dig ned og kigger på den kommende tid og de ting, du gerne vil have skal være en del af dit liv; Hvor meget overvejer du så, hvad det betyder for dig at have andre mennesker som en del af det? Er det primært din egen lykke, det handler om? Eller er det meget ofte en idé om, at det, der gør dig lykkelig, vel også helt naturligt gør andre mennesker lykkelige?

    Verden er delt op i cirka lige mange introverte og ekstroverte. Det er egentlig lidt gummibetegnelser, for mennesker er jo først og fremmest mennesker, men der er nok noget om, at nogen trives bedst i andres selskab, mens nogen andre trives bedst i eget selskab. Det kan der jo være mange grunde til. Intet af det er rigtigt eller forkert.

    Eller er det? Verden holder mest af ekstroverte. Ikke mange jobannoncer efterspørger en introvert karakter. Selv om altså omkring halvdelen af verdens befolkning falder ind i den kategori. Hvorfor er det egentlig en uønsket karakter at være introvert?

    Min helt personlige erfaring fra for eksempel arbejdspladser er, at ekstroverte fylder meget, og at det altid er dem, der har et bud på en idé, når der skal leges brainstorm.

    Det kan jo være fint, for så kommer der ideer på bordet, men hvis der aldrig bliver rum til at introverte kan byde ind, går vi altså glip af cirka halvdelen af klodens befolknings perspektiv og input. Det virker da som en dum idé. Måske endda ligefrem sådan en, der bliver luftet hurtigt uden nærmere omtanke …

    Nå, jeg er nu hverken fortaler for det ene eller det andet. Jeg er vel allermest fortaler for et både-og, hvis jeg endelig skal fortale noget, men det har jeg nu intet behov for.

    Jeg har langt mere behov for, at vi taler om, hvorfor det er så vigtigt for os at tale. Hvorfor vi er så imponerede af folk, der taler, snarere end folk, der formår at tie stille.

    Hvorfor er det finere at tænke højt, før man har tænkt sig om, end at tie stille for at tænke sig om og så senere eventuelt dele sit perspektiv, hvis der ellers er noget, man synes, er deleværdigt.

    Næste gang, du har mulighed for at tie stille – mit gæt er, at det er oftere, end man lige tror – så prøv det. Giv dig selv chancen for at lade noget synke ind, bundfælde sig og så bliver du også nødt til at give hjernen mulighed for at rumstere og overveje, om du rent faktisk har noget at sige, som du vil dele med verden.

    Og at være en lyd er ikke nok til at kvalificere til at være deleværdigt. Det skal gerne være noget nyt, noget forfriskende, noget brugbart. Er det ikke det, så kan verden måske klare sig helt uden dit perspektiv, og du kan spare en lyd eller to ved simpelthen at bidrage med stilhed.

  • Hvordan endte jeg her?

    Hvem siger, det er enden? Nej vel! Nå men helt kort: Jeg har opsagt min lejlighed i Danmark og meldt mig som udrejst hos myndighederne og bor nu indtil videre i en airbnb i Siracusa på sydøstkysten af Sicilien, Italien.

    Up, up and away

    Egentlig havde jeg en brændende lyst til at returnere til Mexico. Da jeg arbejdede der for lidt over 5 år siden, skete der mange gode ting, og jeg lærte mange ting om at lade liv være liv og gøre sig færre bekymringer om alt muligt. Og jeg synes egentlig, jeg havde flair for det.

    Men det er ikke let. Mange er opdragede med, at der er visse ting, vi ligesom skal. Visse ting, der hører sig til, for at det kan kaldes et propert liv. Og jeg har ikke fulgt den snorlige vej indtil videre, så jeg er bagefter på mange parametre. Bagefter på karriere-parametret. Bagefter på pensions-opsparings-parametret. Og helt klar bagud på målrettetheds-parametret.

    Eller måske er jeg bare foran på andre parametre og derfor ikke helt så optaget af de der faste rammer og skarpe linjer for, hvordan et liv ser ud. Endnu. Måske kommer det en dag. Men ikke lige nu. Nå, men jeg fik også tanken tilbage i februar, at jeg ville rejse til Argentina. Det ser også ud til at være et spændende land.

    Corona – og når man holder op med at føle sig udødelig

    Argentina var knaldrød. Når jeg skal rejse ud på den her måde, skal tingene helst passe sammen. Jeg skal have aftalt det med eventuelle arbejdsgivere. Jeg skal have opsagt lejligheder, og jeg har altid haft en idé om, at jeg skal være i Danmark et par måneder hvert år for at holde kontakt med de mennesker, som jeg holder så utroligt meget af, der stadig bor dér.

    Så jeg ventede. Ventede. Og nåede frem til november. Det så lovende ud. Jeg var klar. Mexico var stadig grøn. Så kom Omikron. Og utroligt nok blev Mexico ved at være grøn. Jeg er jo ikke 19 længere og tror, jeg kan overleve alt, og jeg indrømmer, at jeg blev bekymret over, hvorfor de dog ikke reagerede bare en anelse. Mit gæt er, at de ikke har råd til at gå i gul eller rød og lukke landet for turisme. Så grønne Mexico er nok stadig grønt i forhold til rejsevejledningen, men jeg er ikke helt sikker på, hvordan livet er derovre.

    Så jeg besluttede at blive i Europa. Trods alt mere overskueligt, hvis jeg fik brug for at komme hjem af en eller anden årsag. Men let skulle det ikke være. Jeg kiggede på sydeuropa, for jeg har længe trængt til lys, sol og varme. Jeg spiser D-vitamin i en mængde mere ekstrem end de øller, Kåre har drukket i Angora. Og så faldt valget på Sicilien. Jeg var på ferie hernede for et par år siden. En hel måned på vestkysten i den lidt søvnige men meget smukke Trapani.

    Wrong side of the island

    Min meget rare pizzadame tog endelig mod til sig, da jeg for femte gang på 10 dage bestilte en pizza hos hende og spurgte på tøvende engelsk, hvor jeg kom fra, og hvad jeg lavede her. Så jeg fortalte blandt andet om mit besøg i Trapani, og hun vrængede på næse og spruttede:

    – Wrong side of island!

    Jeg synes nu også, der var dejligt i Trapani, men jeg føler mig allerede meget hjemme her. Så måske har hun ret. Jeg fik også en anekdote, som jeg som fynbo satte meget pris på, for den handlede om de lokale sicilianske piger.

    – Do you know, why Siclian girls smile so much?

    Jeg tænkte måske, det havde noget med mafiaen at gøre. Eller med de meget flotte lokale mænd. Men nej, det var mere simpelt end som så.

    – Because of all the sunne

    Indtil videre: I like it here. Følg med næste gang for svaret på det inciterende spørgsmål: Hvad lever du af?

  • Jeg er blevet “De gamle”

    Måske har jeg været det længe, men det er i hvert fald endelig gået op for mig, at jeg nu tilhører det segment, der melder pas på udviklingen. For ikke så længe siden slog jeg op med sociale medier. Men så viste det sig, at “mit” fodboldhold giver beskeder via Facebook, og så var jeg tilbage i folden igen. Og når jeg alligevel var dér, kunne jeg lige så godt kigge med på Twitter og Instagram også.

    Det er heldigvis gået over igen. Nu er der kun Facebook tilbage, og efter sommerferien flytter min holdleder og jeg fodboldkommunikationen over i en app beregnet til netop det, og så giver jeg det endnu et skud med et social medie-frit liv. Jeg kan snildt indgå i lange mere eller mindre begavede samtaler om gode og dårlige sider ved sociale medier. Jeg kan godt forstå, at sociale medier ikke er noget hø i sig selv, men at det er menneskene, den er gal med.

    SOCIAL MEDIA DOES NOT
    MAKE PEOPLE ARGUE.

    PEOPLE DO

    Mit problem er et andet. Jeg kan ikke rumme de evige diskussioner. Den konstante bedrevidenhed og deling af, hvordan verden burde se ud, hvis denne eller hin bestemte. (Jeg har jo selv været på dén piedestal, da jeg tilbød som enerådig kejser i 14 dage at rydde op) Men det fylder for meget for mig. Jeg kan ikke lægge det fra mig. Det gælder ikke kun sociale medier. Det gælder sådan set ret meget livet i sin helhed.

    Den der fine Hunter S. Thompson-ting:

    “Life should not be a journey to the grave with the intention of arriving safely in a pretty and well preserved body, but rather to skid in broadside in a cloud of smoke, thoroughly used up, totally worn out, and loudly proclaiming “Wow! What a Ride!”

    ― Hunter S. Thompson, The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967

    Det er jo også en måde at lægge en idé ned om, hvad et liv skal være. Det skal han dælme da ikke bestemme. Hvis jeg trives bedst med ikke at hælde en halv flaske whisky indenbords hver aften, hvis jeg hellere vil ligge på sofaen og læse bøger, end jeg vil sætte mig i situationer, hvor jeg er “totally worn out”, så er det da mit eget valg. Nå, det er faktisk et sidespor. Og så alligevel. For jeg har brug for, at mit liv bliver mindre komplekst. Jeg har ikke (længere?) RAM nok til at følge med i alting. Jeg kan ikke længere være arrig over alle uretfærdigheder. Jeg har brug for ro.

    Og det slog mig, at selv om jeg kommer med alskens bortforklaringer om, at mit fravalg af ungdommelig støj og livet i overhalingsbanen er unikt og intet har at gøre med at blive gammel og kontrær, så må det jo for ungdommen både se og høre sådan ud. Jeg er blevet til de gamle mennesker, jeg ikke fattede for bare 10 minutter … år, 25 år siden.

    Jeg aner ikke, om flere ville have godt af noget lignende, men jeg er altså kravlet i den store krukke med meditation, yoga og fravalg, fravalg, fravalg. Jeg flirter endda med tanken om ikke at have internet i hjemmet. Og mon ikke jeg snart kan blive fri for NEM-ID, nu det viser sig, at det ikke er sikkert overhovedet?

    Jeg er ikke glasklar om, hvordan sådan et liv kan se ud og vil føles. Men jeg forestiller mig, at der er enormt meget plads, tid og lyst til at læse bøger, besøge familie og nære venner – og det betyder, at knap så nære venner og bekendte ikke skal give så meget dårlig samvittighed. Jeg har ikke brug for en bred omgangskreds. Jeg har brug for at føle mig tilpas i låget.

    PS: Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg ville stadig sætte pris på en revolution af den ene eller den anden slags, hvor goderne bliver fordelt mere ligeligt, og hvor vi for alvor piller fjerene af dem, der kapitaliserer på andre mennesker. (“Gisp, det lyder kommunistisk”. So what? På et tidspunkt må selv materialistiske, patriarkalske kapitalister erkende, at vi måske bliver nødt til at finde et nyt alternativ, fordi vi ikke bare kan udbytte, udnytte og puge til os for evigt)

  • Hvad nu hvis …?

    Isolation og “social distanceren” sætter gang i alle mulige vilde og løsslupne tanker hos mig. Jeg leger rigtig meget med tanken om at skifte spor. Igen. Sådan for alvor. 

    For en lille måned siden havde jeg en indledende jobsamtale med en gut fra Malta. Det var godt nok lidt shady – kundeservice i spilbranchen – men jeg var nu fristet langt hen ad vejen. Og så alligevel. Spilbranchen og jeg var et par længe. Jeg tror ikke, vi har så meget mere at give hinanden. 

    Så er jeg tilbage ved tankerne om et hus på landet. Med stor have. Med muligheder. Med potentiale til at være aflastnings-“familie” og på sigt måske endda pleje-“familie”. Eller endnu vildere – måske kunne jeg lave en slags bosted eller en lillelillebitte efterskole. Det sidste fører altid til en hel masse økonomisk beregninger. Personale, fødevarer, forbrug og internet – det ville være lettest, hvis jeg havde en hustru, som kunne undervise i matematik – såeh … hulubulu?

    Ej, jeg er mest til aflastning og plejefamilie. Men de huse jeg har lyst til, og som jeg synes er charmerende, er godt nok nogen gamle kasser. Og jeg har tæt på 12 tommeltotter. Men det kunne klart være skægt at prøve. Og man lærer vel en masse undervejs – ikke? 

    Jeg har været i de her overvejelser før. Dét jeg finder mest udfordrende ved efterskole i den form, jeg er i nu, er, at som faglærer forventes jeg at lære de unge mennesker en form for pensum. Men samtidig – og det er klart pointen med efterskoleopholdet – så skal de også have en form for ballast med videre. Og selv de meget velfungerende unge mennesker, jeg har mødt hernede, har brug for lidt visdomsord og et velment puf i ryggen. 

    Så; hvad er så vigtigst? Læring på skolebænken? Eller trivsel som menneske? Jeg sigter ubetinget efter trivsel ud fra devisen, at hvis man har det skidt, er det svært at kaste sig over udvikling og udforskning af nye emner. Men jeg burde være begge dele – og endda samtidig vagtlærer med ansvar for at hjælpe dem med at overholde deres pligter i forhold til fællesskabet. Min psykiater mener, at jeg kan have svært ved at prioritere ting indbyrdes – at jeg lader det hele fylde alt for meget. Uagtet, hvor uvæsentligt det så måtte være. Det fungerer ikke rigtig for mig. 

    Hvad nu hvis-tanker er tæt på selve definitionen af ufærdige tanker. Strøtanker. Aforismer. Så det må blive sådan her i dag. Rodet. Intenst. Nærværende. Påtrængende. Velkommen til min tankeverden.
     

  • Lysten til nærhed – og til at rejse

    “Altså; måske er det ikke så smart at købe et sted, som du så ligesom hænger på, hvis du nu alligevel altid får lyst til at rejse på et eller andet tidspunkt …”

    Jeg overdriver på ingen måde, hvis jeg siger, at jeg altid – A L T I D – er blevet bakket op af mine forældre. De har min ryg. Og min mave, mine ben, og mit hoved (også armene, men jeg syntes, det blev en smule meget at skrive det hele …) Men det kom nu som lidt af en overraskelse, at min far ytrede ovenstående ord, da jeg ankom lillejuleaften.

    Dilemmaet havde jeg selv lagt på bordet. Jeg har længe gået med en idé om en drøm om, at jeg kunne tænke mig et lille hus på landet. Et købt hus. Altså sådan ét, jeg ejer – eller i hvert fald er i gang med at betale af på. Tanken var, at det ville være en mulighed for at komme hjem til Fyn og rykke tættere på min familie. Og på Fyn, som jeg kan mærke er vokset på mig de seneste par gange, jeg har været på øen. Der er fint på Fyn ❤️

    Mit alternativ er så, at jeg kan mærke, jeg også har en form for udlængsel igen. Helt konkret har jeg i min iver for at spare til udbetaling på et hus, jo nu pludselig også mulighed for at rejse til solbeskinnede områder af verden og bosætte mig der i en længere periode. Det trækker også. Hvad gør man, når det hiver og flår i en fra flere sider, og man ikke rigtig er sikker på, hvad man allerhelst vil? Aner ikke, hvad ‘man’ gør, men det, jeg gør, er at fortælle om det til så mange som muligt for at høre deres input.

    Og det var så i den sammenhæng, at min far – noget overraskende for mig – plantede en form for tvivl i forhold til projekt “mig og fast ejendom”. For han har på mange måder meget ret. Der er ikke meget i mit liv, der foreløbig har indikeret, at det skulle være en god idé. Særligt fordi et hus på landet jo ikke er lige så let at leje ud, som en 3-værelses lejlighed i hjertet af en af landets større byer. Såeh … hvad siger du?



    [poll id=”2″]

  • 3 ænder i Munke Mose lørdag nat

    Det var en lille historie, men – måske fordi jeg var fyldt med velsmagende øl – den gjorde stort indtryk på mig. Jeg havde fået en godnat-øl med min lifelong buddy, Tommy, og nu var jeg på vej hjem gennem Munke Mose.

    Over stien foran mig vraltede en andrik i høj fart til fods målrettet mod to andre ænder knap 75 meter væk. Andrikken så fokuseret og bestemt ud, så jeg stoppede og kiggede efter den. “Hvad kan en and dog have så travlt med midt om natten?”, tænkte jeg og forestillede mig et natteliv a la Toy Story – at ænderne havde alskens gøremål i nattetimerne, når der er fred for menneskene. Men det var værre end som så.

    Da andrikken nåede frem – jeg vil herfra og for egen regning kalde den den forsmåede andrik – til den scorende andrik og den scorede and blev der håndgemæng, mundhuggeri og formentlig udveksling af rappe replikker. Den forsmåede andrik blev dog hurtigt den lille og tog retræten. Først til fods, men da den scorende andrik ville føje spot til skade og forfulgte den forsmåede, greb denne til ændernes super power: At flyve. Den scorende andrik kunne dog samme trick og satte i flyv efter den forsmåede andrik. Begge blev skarpt forfulgt af den scorede and, og således forsvandt alle tre ud af øjenvidde.

    Jeg ved jo ikke, om det i virkeligheden var et ægteskabeligt drama krydret med en form for utroskab – er der ikke noget med at ænder netop er tro mod den samme partner hele livet? – men det virkede så menneskeligt. Så dramatisk. Så dybtfølt. Og jeg tænker stadig, om den forsmåede andrik mon fik fred og undgik en på lampen. Om han måske endda ligefrem fandt sammen med sin skøge igen …?

    Jeg var – det skal indrømmes – under påvirkning af alkohol, men det var dog sandeligen en indholdsmættet passage af den ellers så kedelige Munke Mose. Jeg må derhen igen straks i morgen, søndag, for at se, om de tre ænder kommer bedre overens i dagslys.