Category: Ufærdige tanker

Måske har jeg været det længe, men det er i hvert fald endelig gået op for mig, at jeg nu tilhører det segment, der melder pas på udviklingen. For ikke så længe siden slog jeg op med sociale medier. Men så viste det sig, at “mit” fodboldhold giver beskeder via Facebook, og så var jeg tilbage i folden igen. Og når jeg alligevel var dér, kunne jeg lige så godt kigge med på Twitter og Instagram også.

Det er heldigvis gået over igen. Nu er der kun Facebook tilbage, og efter sommerferien flytter min holdleder og jeg fodboldkommunikationen over i en app beregnet til netop det, og så giver jeg det endnu et skud med et social medie-frit liv. Jeg kan snildt indgå i lange mere eller mindre begavede samtaler om gode og dårlige sider ved sociale medier. Jeg kan godt forstå, at sociale medier ikke er noget hø i sig selv, men at det er menneskene, den er gal med.

SOCIAL MEDIA DOES NOT
MAKE PEOPLE ARGUE.

PEOPLE DO

Mit problem er et andet. Jeg kan ikke rumme de evige diskussioner. Den konstante bedrevidenhed og deling af, hvordan verden burde se ud, hvis denne eller hin bestemte. (Jeg har jo selv været på dén piedestal, da jeg tilbød som enerådig kejser i 14 dage at rydde op) Men det fylder for meget for mig. Jeg kan ikke lægge det fra mig. Det gælder ikke kun sociale medier. Det gælder sådan set ret meget livet i sin helhed.

Den der fine Hunter S. Thompson-ting:

“Life should not be a journey to the grave with the intention of arriving safely in a pretty and well preserved body, but rather to skid in broadside in a cloud of smoke, thoroughly used up, totally worn out, and loudly proclaiming “Wow! What a Ride!”

― Hunter S. Thompson, The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967

Det er jo også en måde at lægge en idé ned om, hvad et liv skal være. Det skal han dælme da ikke bestemme. Hvis jeg trives bedst med ikke at hælde en halv flaske whisky indenbords hver aften, hvis jeg hellere vil ligge på sofaen og læse bøger, end jeg vil sætte mig i situationer, hvor jeg er “totally worn out”, så er det da mit eget valg. Nå, det er faktisk et sidespor. Og så alligevel. For jeg har brug for, at mit liv bliver mindre komplekst. Jeg har ikke (længere?) RAM nok til at følge med i alting. Jeg kan ikke længere være arrig over alle uretfærdigheder. Jeg har brug for ro.

Og det slog mig, at selv om jeg kommer med alskens bortforklaringer om, at mit fravalg af ungdommelig støj og livet i overhalingsbanen er unikt og intet har at gøre med at blive gammel og kontrær, så må det jo for ungdommen både se og høre sådan ud. Jeg er blevet til de gamle mennesker, jeg ikke fattede for bare 10 minutter … år, 25 år siden.

Jeg aner ikke, om flere ville have godt af noget lignende, men jeg er altså kravlet i den store krukke med meditation, yoga og fravalg, fravalg, fravalg. Jeg flirter endda med tanken om ikke at have internet i hjemmet. Og mon ikke jeg snart kan blive fri for NEM-ID, nu det viser sig, at det ikke er sikkert overhovedet?

Jeg er ikke glasklar om, hvordan sådan et liv kan se ud og vil føles. Men jeg forestiller mig, at der er enormt meget plads, tid og lyst til at læse bøger, besøge familie og nære venner – og det betyder, at knap så nære venner og bekendte ikke skal give så meget dårlig samvittighed. Jeg har ikke brug for en bred omgangskreds. Jeg har brug for at føle mig tilpas i låget.

PS: Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg ville stadig sætte pris på en revolution af den ene eller den anden slags, hvor goderne bliver fordelt mere ligeligt, og hvor vi for alvor piller fjerene af dem, der kapitaliserer på andre mennesker. (“Gisp, det lyder kommunistisk”. So what? På et tidspunkt må selv materialistiske, patriarkalske kapitalister erkende, at vi måske bliver nødt til at finde et nyt alternativ, fordi vi ikke bare kan udbytte, udnytte og puge til os for evigt)

Isolation og “social distanceren” sætter gang i alle mulige vilde og løsslupne tanker hos mig. Jeg leger rigtig meget med tanken om at skifte spor. Igen. Sådan for alvor. 

For en lille måned siden havde jeg en indledende jobsamtale med en gut fra Malta. Det var godt nok lidt shady – kundeservice i spilbranchen – men jeg var nu fristet langt hen ad vejen. Og så alligevel. Spilbranchen og jeg var et par længe. Jeg tror ikke, vi har så meget mere at give hinanden. 

Så er jeg tilbage ved tankerne om et hus på landet. Med stor have. Med muligheder. Med potentiale til at være aflastnings-“familie” og på sigt måske endda pleje-“familie”. Eller endnu vildere – måske kunne jeg lave en slags bosted eller en lillelillebitte efterskole. Det sidste fører altid til en hel masse økonomisk beregninger. Personale, fødevarer, forbrug og internet – det ville være lettest, hvis jeg havde en hustru, som kunne undervise i matematik – såeh … hulubulu?

Ej, jeg er mest til aflastning og plejefamilie. Men de huse jeg har lyst til, og som jeg synes er charmerende, er godt nok nogen gamle kasser. Og jeg har tæt på 12 tommeltotter. Men det kunne klart være skægt at prøve. Og man lærer vel en masse undervejs – ikke? 

Jeg har været i de her overvejelser før. Dét jeg finder mest udfordrende ved efterskole i den form, jeg er i nu, er, at som faglærer forventes jeg at lære de unge mennesker en form for pensum. Men samtidig – og det er klart pointen med efterskoleopholdet – så skal de også have en form for ballast med videre. Og selv de meget velfungerende unge mennesker, jeg har mødt hernede, har brug for lidt visdomsord og et velment puf i ryggen. 

Så; hvad er så vigtigst? Læring på skolebænken? Eller trivsel som menneske? Jeg sigter ubetinget efter trivsel ud fra devisen, at hvis man har det skidt, er det svært at kaste sig over udvikling og udforskning af nye emner. Men jeg burde være begge dele – og endda samtidig vagtlærer med ansvar for at hjælpe dem med at overholde deres pligter i forhold til fællesskabet. Min psykiater mener, at jeg kan have svært ved at prioritere ting indbyrdes – at jeg lader det hele fylde alt for meget. Uagtet, hvor uvæsentligt det så måtte være. Det fungerer ikke rigtig for mig. 

Hvad nu hvis-tanker er tæt på selve definitionen af ufærdige tanker. Strøtanker. Aforismer. Så det må blive sådan her i dag. Rodet. Intenst. Nærværende. Påtrængende. Velkommen til min tankeverden.