Tag: Ferie

Lysten til nærhed – og til at rejse

“Altså; måske er det ikke så smart at købe et sted, som du så ligesom hænger på, hvis du nu alligevel altid får lyst til at rejse på et eller andet tidspunkt …”

Jeg overdriver på ingen måde, hvis jeg siger, at jeg altid – A L T I D – er blevet bakket op af mine forældre. De har min ryg. Og min mave, mine ben, og mit hoved (også armene, men jeg syntes, det blev en smule meget at skrive det hele …) Men det kom nu som lidt af en overraskelse, at min far ytrede ovenstående ord, da jeg ankom lillejuleaften.

Dilemmaet havde jeg selv lagt på bordet. Jeg har længe gået med en idé om en drøm om, at jeg kunne tænke mig et lille hus på landet. Et købt hus. Altså sådan ét, jeg ejer – eller i hvert fald er i gang med at betale af på. Tanken var, at det ville være en mulighed for at komme hjem til Fyn og rykke tættere på min familie. Og på Fyn, som jeg kan mærke er vokset på mig de seneste par gange, jeg har været på øen. Der er fint på Fyn ❤️

Mit alternativ er så, at jeg kan mærke, jeg også har en form for udlængsel igen. Helt konkret har jeg i min iver for at spare til udbetaling på et hus, jo nu pludselig også mulighed for at rejse til solbeskinnede områder af verden og bosætte mig der i en længere periode. Det trækker også. Hvad gør man, når det hiver og flår i en fra flere sider, og man ikke rigtig er sikker på, hvad man allerhelst vil? Aner ikke, hvad ‘man’ gør, men det, jeg gør, er at fortælle om det til så mange som muligt for at høre deres input.

Og det var så i den sammenhæng, at min far – noget overraskende for mig – plantede en form for tvivl i forhold til projekt “mig og fast ejendom”. For han har på mange måder meget ret. Der er ikke meget i mit liv, der foreløbig har indikeret, at det skulle være en god idé. Særligt fordi et hus på landet jo ikke er lige så let at leje ud, som en 3-værelses lejlighed i hjertet af en af landets større byer. Såeh … hvad siger du?



[poll id=”2″]

Virkelig alternativ strandgæst

Jeg er ikke så god til at gå på stranden. Slet ikke når det ikke er et lukket område med solstole eller – senge. Men der er ligesom ikke nogen alternativer her i Trapani. Jeg må på stranden. I sandet.

Som den søde værtinde, hun er, havde Michela givet mig lov at låne hendes solparasol. Så jeg kunne få en smule skygge på stranden. Jeg havde allerede scoutet langs promenaden, også selv om jeg godt vidste, at jeg ville ende med at vælge den strand, der var tættest på. Sådan kan man være så forudsigelig.

Nå men jeg fik pakket en taske: Bog, solbriller, solcreme (faktor 50), nøgle til lejligheden og et stort håndklæde. Alt sammen ned i rygsækken og så solparasollen i den anden hånd.

Nede på stranden tog jeg først den nederste pind til parasollen ud og jog den med al min kraft (!) så langt ned som muligt. Så bredte jeg håndklædet ud. Fandt de øvrige ting frem og lagde dem i en ordentlig rækkefølge. Og endelig satte jeg selve parasollen på øverst. Der blæste en mild brise, som ruskede lidt i parasollen, men ikke noget jeg tænkte over.

Så smurte jeg mig ind i solcreme. Og lagde mig med bogen. Jeg læser bedst på maven. Så benene kom lidt uden for håndklædet – ud i solen 🙂 – og pludselig væltede parasollen. €%€%€&%€/#%€ tænkte jeg. Det var pinligt. Jeg måtte op igen. Nu med sand over det hele, fordi det der klistrede solcreme jo ligesom sugede sand som ølboner suger teenagere til sig på Roskilde.

Jeg fik sat parasollen op igen. Gjorde mig ekstra umage med at klemme den langt nok ned i sandet. Og lagde mig på ryggen. Et vindpust kom og en fornemmelse sagde mig – med lukkede øjne – at den var gal igen, så jeg langede labben ud og greb parasollen, der ganske rigtigt var væltet igen! Jeg udstødte det almentgyldige: “Fuck it!” og smed parasollen i sandet og lagde mig nu uden beskyttelse. Det har jeg dog prøvet før, så det varede heldigvis ikke længe, før mit raseri og min ‘afstraffelse’ af parasollen var ovre.

Mit instinkt sagde mig, jeg gjorde noget forkert. Jeg skulede forsigtigt til et par ved siden af. ‘Aha, hvor smart’. De havde taget et par sten fra diget bag os og brugte dem som støtte. Noteret! Så kom en familie på tre. Faderen lagde sig på knæ i sandet og brugte sin højre hånd til at grave et hul på cirka 20-25 centimeter, som han plantede parasollen i. Også smart. Noteret.

Jeg gik hjem og vaskede sandet af. Det ligger nu i henholdsvis bidet og bunden af brusekabinen, men da jeg i dag var på stranden gravede jeg først et hul og plantede parasol-spyddet dybt, hvorefter jeg fandt tre sten til at støtte med. Parasollen stod som et murværk, fra jeg kom, til jeg gik.

via GIPHY

Fra Højer til Trapani (del 2)

Jeg vågnede i Milano på Ostelzzz. Nogenlunde veludhvilet. Klar til at fange toget til Napoli klokken 10.00. Op og i bad. I tøjet. Checke ud. Taxa til Centrale. Og finde billetkontor og spørge efter pladsbillet. “Æsj, det er ikke nødvendigt, det køber du bare ombord!”. Godt så.

Jeg hoppede på. Fandt en plads. Men der var det vildeste kaos. Der var byttet rundt på vognnumrene. Og ikke alle sæder var der – selv om der var solgt pladsreservationer til dem. Megen ståhej, men jeg fik lov at sidde nok så fint på min plads. Toget trillede af sted. Eller rettere: Det blæste af sted. Hvis kilometerangivelsen på infotavlen står til troende, var vi på 265 kilometer i timen. Så er der ikke så langt til Rom. Og egentlig heller ikke til Napoli. Vi var fremme 4,5 time senere. Lettere forsinkede men det handlede vist mest om langsomtkørende tog foran os.

I Napoli missede vi lige netop 14.45-afgangen, og så var næste tog sydpå med afgang 16.45 – alternativt skulle jeg vente til om aftenen og tage et nattog. Det ville jeg spørge en sikkert rar billetdame om. Der var noget kø, men jeg kom endelig til, og faktisk var 14.45 så forsinket, at jeg stadig kunne nå det – “kan jeg købe en plads på det?” Det kunne jeg ikke. Faktisk viste det sig, at jeg heller ikke kunne købe pladser på de følgende afgange. Jeg kiggede vantro på damen. Det var umuligt at komme ud af Napoli. Det føltes som en fælde af en slags. Jeg spurgte, om jeg så måske bare kunne hoppe på et af dem og se, om det gik alligevel uden pladsbillet. Hun trak på skuldrene.

Jeg hoppede på toget. Det var slet ikke fyldt. Der var god plads, og vi blæste videre ned over det sydlige Italien. Nu blev udsigten også til at få øje på efter lyntoget fra Milano. Der er godt nok pænt sydpå. Selvfølgelig hjalp det også, at vi kom tættere på kysten. Da vi nærmede os Villa San Giovanni, som er færgebyen, gik det op for mig, at toget ikke skulle over med færgen men fortsatte videre. Så jeg måtte af toget og finde en spadsere-billet til færgen. Intet problem. Men næste færge sejlede først om en god times tid. Så jeg sad der klokken 21.00 lørdag aften på havnen i Villa San Giovanni og ventede. Og ventede. Jeg var blevet lidt træt igen, og jeg skulle også finde ud af noget med overnatning …

Bookede en nat på Royal Palace i Messina på den anden side af vandet. Med bare 200 meter til banegården virkede det fint. Jeg skulle med toget videre til Palermo søndag morgen klokken 8.37. Tutto bene.

Søndag morgen. Op til tiden. Dejligt bad. Sprang morgenbuffeten over. Prioriterede at sove de 10-15 minutter længere. Rullede med kuffert og rygsæk til stationen. Som var overraskende tom. Altså jeg er med på, Messina ikke er en millionby (238.000 ifølge Wiki) men alligevel … Det viste sig selvfølgelig at hænge sammen med, at der var bomberyddere på stationen. Ikke på grund af en aktuel bombe men fordi en bombe fra “war time” ikke var sprunget, så den skulle fjernes. Så altså den har formentlig ligget siden 2. verdenskrigs slutning i 1945 og været u-detoneret, og så skal den fjernes, og stationen spærres præcis den søndag 74 år efter, hvor jeg skal med toget …??

Togbusser var løsningen, men de kørte først klokken 10.00 til Santa Agathe Di Millitello. Som var 2 timer væk i tog, men den rare dame i billetsalget forvissede mig om, vi ville være fremme allerede 7 kvarter senere. Det tænkte jeg ikke videre over lige dér. I stedet – jeg er vel min fars søn – øjnede jeg chancen for morgenmad, som jeg allerede havde betalt for. Så jeg luskede tilbage til Royal Palace og spurgte pænt, om jeg måtte tage en kop kaffe og lidt brød. Det måtte jeg gerne. Så der sad jeg lige og trak luft ind. Jeg vidste ikke, hvad der ventede, men det var egentlig noget af det bedste ved dagen. Set i bakspejlet.

Klokken blev 10.00. Jeg hoppede i bussen. Og den standsede ved alt, der lignede et stoppested ud af byen. Nå ja, det skulle nok gå. Så begyndte vi at køre fra motorvejen ind til alle stationer undervejs, og der gik 3,5 time, før vi endelig ankom til Santa Agathe osv. Dér så der ærlig talt også temmeligt tomt ud. Der opstod en del palaver. De andre passagerer – som kunne italiensk – gjorde højlydt de stakkels chauffører opmærksomme på det upraktiske i at sætte os af på en station, når der nu ikke kørte tog overhovedet hele søndagen. (Hvor den sidste information var kommet fra, og hvorfor jeg havde misset den, aner jeg ikke).

Buschaufføren besluttede at køre os videre mod Palermo. Undervejs tror jeg endda, han enedes med sig selv om, at han fanme lige så godt kunne køre os hele vejen. For først skulle vi have været af i Cefalu, men der stod kun fire af, så vi andre syv fik lov at køre med helt til Palermo.

I Palermo skulle jeg med “Autolinnee” Segesta videre til Trapani. De kører hver anden time, og vi ankom til Palermo 16.15. Så jeg købte billet og forberedte 7 kvarters ventetid. Jeg sad ved busstationen med nogen temmelig skumle typer, men hey; jeg er på ferie og stoler på andre mennesker. Min airbnb-værtinde Michela, som jeg løbende var i kontakt med – først havde vi aftalt, jeg ville være fremme i Trapani klokken 12.30, men nu blev det vist nærmere 20.15. Irriterende for dem. Men da hun hørte, jeg sad på stationen i Palermo, skrev hun følgende:

“Stai attento alla stazione di Palermo. E’ una brutta zona, frequentata da ladri! Occhi attenti! Quando scenderai dal pullman, riesci a trovare via mancina? Hai Google map? Hai bisogno di aiuto?”

Som betyder noget i retning af:

“Pas på Palermo station. Det er et dårligt område, der besejles af tyve! Vågne øjne! Når du kommer ud af bussen, kan du finde via venstre hånd? Har du Google-kort? Brug for hjælp?”

Jeg holdt skarpt udkig efter pirater, og flyttede mig og alt mit pikpak hen foran McDonalds. Dér kunne de vel for hulen ikke finde på at kølhale mig. Så dér sad jeg med meget vågne øjne i halvanden time. Og endelig kørte bussen. Af sted med mig (og de andre). Det tog simpelthen godt to timer at køre de 70 kilometer, og så var jeg fremme. Ved Portoen i Trapani. Nu bare 6 minutter til fods fra Via Manicina. Jeg skrumplede af sted af de små gader med kufferten på hjul og min nu på fjerdedagen noget tunge rygsæk – 11 bøger var måske alligevel i overkanten? – og så mødtes jeg med Michelas mand, som jeg stadig ikke har fundet ud af, hvad hedder. Men han er rar. Og lejligheden er fin.

Så brutto rejsetid fra 15.54 torsdag i Højer til søndag 20.30 i Trapani 76 timer og 36 minutter. Deri indgår tre overnatninger undervejs – i Hamburg, i Milano og i Messina. Som kostede under 1.000 kroner i alt – og som samlet set (for alle tre) er bestilt under 24 timer før ankomst. Netto rejsetiden er lidt sværere at gøre op, men jeg tænker, det er noget i retning af cirka 35 timer i bus og tog.

Læs del 1, hvis du ikke har gjort det først

“Husejer stiller internet til rådighed men opfordrer til ikke at streame film og tv”

Det står der simpelthen i min velkomstmappe fra Dancenter. Jeg havde egentlig tænkt at se de sidste afsnit af Handmaid, se Defenders, True Detectives og stene dårlige film på sofaen hver aften. Det ved jeg da ikke rigtigt nu. Og mine medbragte DVD’er – fordi jeg troede, der var afspiller, det er der så ikke – kan jeg bare lade ligge i bunden af tasken. Jamen, så er min længe ventede og nok en lille smule overmodne sommerferie da i gang.

Der er godt nok en parabol, men herovre ved Vesterhavet – Jegum Ferieland helt præcist – er de åbenbart kun beregnet til tyske kanaler. Altså, jeg ved godt, de er 80 millioner mennesker, men der er mere end 125 forskellige kanaler med tysk tv … er det ikke lige i overkanten? RAI kunne jeg heldigvis ikke fange, så jeg slap for at se Italien få bank af Spanien.

Og lige så heldigvis har jeg en fin bunke bøger med. En passende stak til 14 dages ferie – jeg er i fuld gang med Ekmans Hændelser ved vand, men den er altså en smule tung og kedelig, så den ryger om bag i køen. Heldigvis greb jeg som det sidste, inden jeg gik ud af døren derhjemme Mathilde Walter Clarks GIPS, som stadig – og ja, jeg har læst Ove osv – er den absolut sjoveste bog, jeg har læst. Dén lægger jeg ud med at genlæse, og så bliver alting godt.

Jeg har lovet mig selv, at jeg skal se Waterworld. Jeg husker, da den kom tilbage i 1995. Dengang som verdens dyreste film og den floppede bigtime. Gabende kedeligt husker jeg den som. Men altså … en film om at polerne er smeltet og verdenshavene steget, så det meste af kloden står under vand?? Måske er det en genial film af Nostradamuske kvaliteter, som jeg bare ikke kunne forstå at sætte pris på dengang i midthalvfemserne, hvor livet mest gik ud på Poul Krebs, bajer og studiestarter (ja, i flertal 🙂 Sådan var det dengang!) Waterworld ser jeg altså uagtet, hvad husejer synes, jeg skal bruge nettet til her i hytten.

Jeg kom egentlig også til at tænke over det med net og film og stream. Jeg har – indrømmet, hands down, og ingen kan nægte det – været temmeligt ulidelig den seneste måneds tid (mindst). Jeg har trængt så helt urimeligt voldsomt meget til ferie, og selv om jeg hver eneste morgen er draget hjemmefra med uendelige løfter og formaninger til mig selv om at tage det roligt, ikke vrisse og ikke brokke, må jeg have været en forfærdelig kollega og kontormakker. Jeg kan ikke huske, at jeg tidligere har været så bevidst om, at jeg har trængt til ferie, så det er med temmeligt store forventninger, jeg har indtaget hytten i dag.

Endelig vil jeg også pløje mig igennem de seneste to numre af Offside. Det eneste, jeg abonnerer på, og det gør jeg, fordi jeg gennem lang tid har lyttet til deres podcast, som jeg synes er virkelig, virkelig sjov. Når jeg lytter til Anders og Johan sidde og pludre, får jeg megalyst til at sidde over en – helst til danske priser – øl og snakke fodbold med dem. De får mig helt seriøst til at grine højt, når jeg vandrer med pod i ørerne. Giv dem en chance. Det er på svensk, men det er fantastisk alligevel. (De hedder simpelthen helt ukrukket: Offsides Podcast – find dem i iTunes eller via deres hjemmeside: http://www.offside.org/category/offsides-podcast/)

Hvad skal jeg lave herovre vestpå i 14 dage helt alene? Slappe af. Vandre på de naturstier, der angiveligt er i lokalområdet. Træne. Spise. Læse bøger. Og ikke læse mails. Ikke hidse mig op over kommentarspor. Og forsøge at komme i gang med at skrive dagbog igen. Jeg har engang hørt, man ikke skal prøve at skaffe sig af med dårlige vaner i en ferie. Det er de ikke egnet til. Men de passer fint til at tillægge sig gode vaner. Så jeg vil forsøge at komme ind i en vane med at sove mindst 8 timer hver nat. Og vågne uden vækkeur (det skal nok lykkes det med vækkeuret, tænker jeg. Succes! Flueben nummer 1)

(PS: Alt det der med ikke at skrive man er på ferie; held og lykke med at finde min adresse, og skulle dét lykkes, så held og lykke med at finde noget af værdi på adressen. Jeg er faktisk blevet en ganske ferm minimalist, og da jeg gik ud af døren, tænkte jeg, at selv hvis den var i brand, var der ikke mere i lejligheden, jeg ville tage med)

https://www.youtube.com/watch?v=SGQT4-DjJPQ