“I have seen worse player(s)”

(Photo by Hermes Rivera on Unsplash ⬆️)


Meget af kommunikationen hernede i det sydøstlige hjørne af Sicilien går tabt i deres lidt brogede engelsk og mit manglende italienske. Jeg er begyndt at tage padel-lektioner. Både fordi det sikkert er enormt sundt at lære noget teknik og fordi jeg jo ikke rigtig kender tre mennesker hernede, jeg kan spille med.

Luca hedder min træner. Han er en fin fyr. Som ikke kan engelsk. Punktum. Han har et par gange hevet mobilen frem og skrevet på Google Translate, når han tror, jeg ikke gør, som han siger, fordi jeg ikke har forstået ham. Det er faktisk sjældent det, der er galt. Jeg er bare ikke særlig god til at gøre, som han siger. Men jeg forstår sådan set godt, hvad han vil have mig til.

Sono stanca e stanco

Det er temmeligt intenst at blive haglet igennem i en time hver gang. Jeg når at slå et sted mellem 500 og 600 slag, og jeg må indrømme, at de sidste 15 minutter er jeg træt, træt, træt. Så prøver jeg at trække tiden ved at pludre lidt. Luca er lidt uvillig til engelsk, mens jeg bruger ham som en slags ordbog og øver mit italienske.

Første gang vi trænede, var jeg virkelig helt enormt rusten. Jeg har ikke spillet meget de senere år, og der røg mange bolde i nettet. Eller i hegnet. Eller alle mulige andre steder, hvor boldene ikke skal hen. Der stod to og fulgte med i træningen, som godt kunne en smule engelsk, og én af dem var venlig nok til at fortælle, at Luca altså bedyrede, at han skam engang havde set en spiller, der var værre end mig. Det er ganske enkelt ikke den opmuntring, nogen måtte tro, det er …

Men jeg har lært to nye udtryk. ‘Sono stanco’, som betyder, at jeg er helt udmattet og ‘sono stanca’, som mere bare betyder, at jeg er træt. Vigtig nuance i nogen situationer, men på padelbanen er jeg begge dele ret hurtigt.

Styrketræning på italiensk er meget som på dansk

Jeg kan ikke spille padel hver dag. Endnu. Så jeg har også meldt mig ind i det fitness-center, der er en del af den samme klub, som padelcenteret hører til (Et flot anlæg i øvrigt med seks nye baner og et lille skur, som er reception og en tilhørende restaurant med “Best pizza in town”, som kokken kækt proklamerede, da jeg mødte ham).

I fitness har jeg endnu ikke oplevet, der har været mere end 10 til stede på samme tid. Jeg har heller ikke oplevet, at der ikke har været mindst tre personlige trænere, som går rundt og rådgiver og vejleder. “Har du brug for hjælp? Bare sig til!”. Det er ret dejligt og trygt, og de gør en herlig hulens masse ud af rank ryg og korrekte øvelser. Den slags er vigtigt i min fremskredne alder.

Til gengæld er der også de klassiske gæster, som mest kommer for at snakke med hinanden. I morges var det to kvinder, som var flotte i tøjet, og så ud som om de havde haft en børste gennem håret, før de kom (når jeg bemærker den slags, er det, fordi jeg ofte bare børster tænder, pøser lidt vand i låget og går til træning – ingen grund til to gange bad, tænker jeg).

De skiftevis stod, hang og bemandede de forskellige cardio-maskiner og aldrig længere fra hinanden, end at de kunne føre en fornuftig og trods alt efter italienske standarder nogenlunde afdæmpet samtale. Men hatten af for at de kommer af sted. Det giver dem helt sikkert en masse socialt at have de maskiner som fælles bund for deres samtale.

Kan du huske Fabrizio Miccoli?

I øvrigt fik jeg talt med padel-træner Luca om fodbold. Han har selv været en fremragende spiller, som var til italiensk U20-landsholdsudtagelse med Fabrizio Miccoli og den nuværende Fiorentina-træner Vincenzo Italiano. De er begge sicilianere, så måske var det en lokal udtagelse, men hey; jeg dømmer ingen!

Jeg forsøgte at forklare Luca, hvor besynderligt det er for mig, at man kan – og at så forholdsvis mange gør det – hedde Italiano i Italien. Som hvis nogen hed Dan Mark. Det er muligt, nogen hedder det, men det har jeg nu aldrig oplevet.

Nå men Luca fortalte, hans plads på fodboldbanen havde været regista og mente så, jeg nok havde været angriber. Jeg forklarede, jeg også var regista, da jeg spillede. Han så meget forbløffet ud men forstod med det samme, da jeg forklarede, at han nok tænkte Regista come Pirlo, mens jeg mere var Regista come Gattuso (If you know, you know – if not, let it go). Det grinede han længe af.

Selv om de sproglige udfordringer jo betyder, at det er med håndtegn og prusten og pegen, er det vildt dejligt at være en del af en form for fællesskab om sport og bevægelse. Og selv om jeg er helt igennem elendig til padel og nærmest begynder helt forfra, lærer jeg med stormskridt en masse om teknik, som jeg aldrig nogensinde tidligere har lært. Jeg indser nu, at jeg har været en autodidakt og uortodoks padelspiller. Også. Men dem skal der også være plads til. Møs-møs.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.