Et besøg i min hjerne

Photo by That's Her Business on Unsplash

Photo by That’s Her Business on Unsplash

Når jeg har børstet tænder, slukker jeg lyset og lægger hovedet på puden. Og så begynder det:

I morgen skal du huske at løse opgaverne online for arbejde A. Og også lave noter til arbejde B. Hvis du kommer tidligt op, kan du måske nå noget af det før træning. Hvor er det dejligt at være kommet i gang med træning. Jeg føler mig godt tilpas, når jeg bevæger mig. Tænk hvis jeg taber mig. Så må jeg købe nyt tøj. Hvor kan man egentlig gøre det henne i Siracusa? Kan jeg mon bestille online? Virker det, når jeg bor i Airbnb?

Mit hoved, cirka klokken 22:17 hver aften

Det kan være svært at falde i søvn, når tankerne vælter rundt. En af mine absolut gode venner har en hustru, der også har tankemylder, og han siger ofte halvt i spøg men nok mest i alvor: “Jeg er altså glad for, jeg ikke har det der tankemylder”, og jeg plejer grinende at svare, at der jo altså skal mere end én tanke af gangen til at udgøre mylder.

Men vi ved vist egentlig godt begge to, at han er dén, der har trukket det bedste strå ved at have et sind med ro og overskud.

Nissen flytter med

Jeg har flyttet en del gange i mit liv. Formentlig flere end gennemsnittet. Mere end én gang om året siden jeg forlod mine forældres hjem (første gang) som 20-årig. Så jeg har meget mere end én gang lagt øre til udtrykket: “Nissen flytter med” forstået på den måde, at det kan virke som en flugt, at jeg hele tiden har lyst til at ændre bopæl.

Da jeg rejste til Siracusa, tænkte jeg en hel del over det med nissen. Hvis nissen flytter med, er der vel i det mindste en chance for, at hen ikke kan italiensk og klapper i? Eller måske er det her faktisk et af de tilfælde, hvor det giver mening at skifte lokation?

En af de ting, jeg har meget svært ved – og for nogen er det barnligt, mens det for andre er invaliderende for et almindeligt liv; jeg er nok et sted i midten – er at rangordne ting. At placere ting på en skala efter stigende og faldende vigtighed. For mig er næsten alting lige vigtigt. Og det betyder for eksempel, at jeg kan have noget a la følgende kørende på fuld speed:

Borgerløn er en god idé. Så kan alle leve værdige liv. Men det vil blå blok aldrig gå med til, for de tror, det er dovenskab. I øvrigt er jeg ked af, der er så meget fremmedhad på højrefløjen. Hvad er de bange for? De kender vel alle en indvandrer eller fem, som er velintegrerede? Jeg håber, Dansk Folkeparti bliver opløst – og Nye Borgerlige med. Hvorfor er der egentlig stadig nogen, der stoler på Lars Løkke? Han har været en svindler, siden han var amtsborgmester, og han hytter altid sig selv først. Ham og Vermund kan jeg ikke snuppe. Men for at være fair er der også en del på den såkaldte venstrefløj, jeg ikke bryder mig om. Kofoed med hang til unge piger fx. Eller kokosnødden Tesfaye. Hvordan mon fremtiden vil se ud rent politisk? Kan man klare sig uden politik? Hvordan skal det så struktureres? Skal det overhovedet struktureres? Hvad sker der, hvis alt er anarki? Vil det blive et primitivt spørgsmål om, hvem der er stærkest? [indre suk]

Min hjerne på ethvert tidspunkt af dagen, hvor dansk politik er i sigte

Isoleret fra både danske og italienske nyheder

Så når jeg siger, at jeg måske rent faktisk er rykket helt væk fra Nissen denne gang, mener jeg, at jeg nu ikke længere følger nogen form for nyhedsstrøm. At jeg i videst mulige udstrækning holder mig fra sociale medier – med mindre jeg deler et link til bloggen her eller arbejder – og at jeg rent faktisk ikke aner, hvor mange smittede der på daglig basis er i hverken Italien eller Danmark. Jeg ville helt ærligt ikke kunne redegøre for de italienske regler for mundbind eller ej, og jeg aner ikke, hvorfor hele verden koger over situationen i Ukraine. Jeg følger ikke med.

Det kan lyde bondsk. Ignorant. Eller verdensfjernt. Og i hvert fald det sidste vil jeg gerne vedkende mig. Jeg kan ikke følge med. Jeg kan ikke holde til at følge med. Jeg tror egentlig godt, jeg kan følge med, selv om min hjerne koger og syder og bobler dagen lang. Alle input ryger en tur i processoren, og det gælder lige fra et mikroskænderi på en altan, jeg passerer, til tiggeren, der sidder i vindfanget i supermarkedet og til den børnefamilie, der står foran sodavandshylden og skændes.

Det hele tager jeg ind og bearbejder. Jeg har alle verdens problemer i mig på én gang. Jeg forstår Greta Thunbergs vrede og deler hendes opfordring til panik. Jeg føler med alle de dyr, vi skamløst udrydder i jagten på profit. Jeg har ondt af naturen og den måde, vi behandler den på. Jeg er ked af, at flygtninge bliver set som et problem frem for at blive mødt med en udstrakt hånd og et tilbud om hjælp og hjertevarme. Jeg skammer mig over min dieselbil, når jeg burde købe en el-bil. Eller slet ikke have bil.

Giver det mere mening nu?

Det her er ikke en bøn om hjælp eller en anglen efter medlidenhed. Det er et forsøg på at vise, at når andre siger, de trænger til en aften alene derhjemme – hvis nogen siger det efter to år med corona – så er der en helt anden alvor bag, når jeg rejser til den anden ende af Europa for at forsøge at rense min hjerne og frigive flere ram til de ting, jeg holder af som at skrive, spille padel og læse bøger.

Et moderne samfund med alt, hvad det indebærer er alt for intenst for mig. Min psykiater sagde til mig, at han sagtens kunne klistre en diagnose i nakken på mig, men at jeg måske var bedre tjent med ikke at have sådan et label. At jeg lige så vel selv kunne sætte mig ind i følgerne og fordelene og ulemperne ved en hjerne på overarbejde.

Så det har jeg gjort. Sat mig ind i det. Og forsøgt at gøre noget ved det. Som den offentlige diskurs har været i Danmark de seneste år – ikke bare med corona men det har klart sat det i 6. gear – har jeg svært ved at være med. Svært ved at være en del af et samfund, hvor det at råbe højt er en kvalitet i sig selv, og hvor ytringsfrihed alt for let er blevet til ytringspligt og ‘høre-krav’ (altså at man ikke bare skal ytre sig om alt, men at andre også har pligt til at lytte). Så nu tager jeg en pause på en sidelinje under månen til en høstfest på et fremmed sted (Bonuspoint, hvis du gætter, hvilken sang den linje er stjålet fra – albummet er fra 1989, hvis du har brug for hjælp)

Disclaimer: Jeg lægger altid ud med at tænke, at i dag skriver jeg kort, men det er altså uendeligt meget sværere at skrive kort, så det ender ofte med at blive langt. Det beklager jeg og lover, jeg vil blive bedre til at fatte mig i korthed. Undskyld. Og tak fordi du læste med

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.