Mere nyt fra Italien aka del 2

Fortsat fra i går: Da jeg sagde, at jeg faktisk ikke var sikker på, jeg var i byen stadig mandag, skal jeg love for, der kom gang i sagerne. Han ringede til sin bror, som arbejder for et Agenzia immobiliare. De står for udlejning. Forestiller mig, det er som Barfoed og Cityhuset i Odense. 

Jeg bookede fem nætter på et hotel og krydsede fingre for fornuftigt arbejdsnet (det viste sig at være ok), og så gik Lucas bror, Antonio, i gang med at finde en egnet lejlighed.

Allerede samme eftermiddag havde han fundet én. 2. sal. 75m2. Den så fin ud. Lidt stor. Men god beliggenhed. 

Han mente, vi skulle kigge på flere, så jeg havde noget at sammenligne med, men jeg sagde bare ja tak med det samme. Så vi gik til udlejerens bureau og skrev en foreløbig kontrakt

Jeg fattede ikke meget af, hvad der blev sagt, men jeg besluttede at stole på Antonio, fordi han var Lucas bror. Og han var også flink. Og jeg er sikker på, han har gjort, hvad han skulle. 

Der gik et par dage. Udlejeren havde ikke reageret. Det er en dame, som hedder Marú. Vildt nok navn. Hun bor vist i Trieste helt oppe på grænsen til Slovenien. Men da hun ikke havde svaret 3 dage senere, foreslog Anto, at vi kiggede på en anden lejlighed. 

Det gjorde vi så. På Via dell’ Olimpiade. Edderbrølme et stærkt gadenavn. Lige ved siden af byens store sportskompleks, hvor de lokale vandpolo-konger spiller.

De er et af Italiens allerstærkeste mandskaber og spiller Europa Cup og har lige tabt pokalfinalen 12-8 til Pro Recco. 

Udsigten fra Via dell’ Olimpiade

Lejligheden dér var også fin, men den kostede 200 euro mere om måneden, og den virkede en anelse klemt. Så jeg foretrak stadig den første, og heldigvis vendte udlejersken tilbage, at jeg var godkendt som lejer. 

Noget af hendes tvivl gik på, om det nu også var rigtigt, at jeg ikke skulle være fastboende hernede. Det er noget indviklet hele det der bureaukrati-ting.

Men det er jeg vist ikke den første, der har oplevet. Når det er vigtigt for udlejere, om man er det ene eller andet andet, handler det, så vidt jeg har forstået om de rettigheder og forpligtelser, de skal leve op til som udlejere. 

Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af. 

Fortsættes i morgen

Stædig, stolt, tilfreds, kuet og krukket and still standing

‘Mange har spurgt …’ som de unge influencere siger, når de har et budskab, de vil ud med. Well, mange har spurgt, hvordan det går hernede, og det er sådan set ikke, fordi der intet sker – snarere det omvendte.

Der har været temmeligt meget at se til i de første par måneder, men nu har jeg sat lidt tekst sammen, så her er en form for opsummering af tiden fra begyndelsen af januar til nu.

For anden gang på 15 måneder er jeg i gang med at skabe en hverdag i Siracusa på Sicilien. Første gang boede jeg i airbnb, og alting havde en følelse af midlertidigt over sig. 

Denne gang har jeg også boet i airbnb. Den første måned. I øvrigt et frygteligt sted med megameget fugt og skimmel på væggene. Men nettet var godt, og det er et temmeligt vigtigt parameter for mig. Naboen Donnatella på 72 var sød. Hendes to hunde ligeså, og hun bar over med mine kluntede forsøg på at tale italiensk. 

Det gør de egentlig alle sammen. Det er ret skønt. De er nu heller ikke blege for at rette, når jeg kløjs i bøjninger og køn og alt muligt andet.

Efterhånden har jeg forfinet vendingen ‘l’italiano è una lingua molto difficile’. Det nikker de pænt til alle sammen. Og som de siger: Mit italienske er som regel en hel del bedre end deres engelske. Og det giver jeg dem så ret i. 

Da den første måned var gået, havde jeg stadig ikke fundet en lejlighed. Og jeg var så nede over skimmel, fugt og manglende held med søgningen, at jeg overvejede kraftigt at pakke bilen og vende snuden nordpå igen. 

Priserne er steget helt enormt, siden jeg var her for et år siden. På airbnb forstås. Og de fleste andre lejemål var tidsbegrænsede til et sted mellem oktober og maj, for i sommersæsonen skal det hele lejes ud til turister, der betaler mere for en uge, end det koster for en måned resten af året. 

Det kan jeg jo ikke fortænke dem i. Udbud og efterspørgsel og al det der kapitalistiske musik …

Så jeg var temmeligt desperat, da jeg den 30. januar skulle have min sidste padel-time med Maestro-Luca. Da jeg kom derned, kiggede han beklagende på mig og pegede på banerne. De var fugtige. Han foreslog, vi udsatte lektionen til dagen efter. 

Da jeg sagde, at jeg faktisk ikke var sikker på, jeg var i byen stadig dagen efter, skal jeg love for, der kom gang i sagerne. Han ringede til sin bror, som arbejder for et Agenzia immobiliare. De står for udlejning. Forestiller mig, det er som Barfoed og Cityhuset i Odense. 

Fortsættes i morgen …

Why. Purpose. Mening.

Livets mening er det, du giver det. Det er et ofte brugt svar. Et fornuftigt svar. For det rummer jo samtidig den sandhed, at der reelt ingen mening er med livet. At vi er her. Er i live et større eller mindre antal år. Og så er det slut. Hvad i alverden er meningen?

Jeg aner det ikke. Det seneste halve år har jeg forsøgt at lande i et klassisk dansk lille-by-i-provinsen-miljø. Søde mennesker. Hverdagens begivenheder. Masser af lyspunkter. Dejlige mennesker.

Jeg blev spurgt en dag, hvor jeg var udkommanderet til noget ‘frivilligt’ arbejde: “Hvem er det nu, du er far til?”. Det kaldte jo på en tø-hø af en slags, men jeg kunne slet ikke få noget frem. Det er ikke ofte, jeg føler mig så malplaceret, som jeg gjorde lige dér.

Heldigvis har mit halve år i den vestfynske provins også været spækket med sjove oplevelser, gode venner og en stribe nye venner. Livet er, hvad vi gør det til. Meningen må vi tilføje undervejs. Jeg er flyttet (SURPRISE!!!) og er igen i et sommerhus og snart i mine forældres gæsteværelse i halvanden uge for at fejre jul med dem og familien.

Og så drager jeg sydpå igen. Jeg savner lyset. Solen. Varmen. Letheden. Jeg håber egentlig også, at noget af alt det knirkeri, kroppen er begyndt at skabe sig med, kan forsvinde i solens magiske stråler. Da jeg drog af sted for et års tid siden, var jeg spændt, forventningsfuld og ivrig efter at komme af sted.

Denne gang er det mere velovervejet og egentlig også en hel del mere tøvende. Efter et halvt år hjemme igen har jeg fået bedre fornemmelse for, hvad familie og venner betyder for mig.

Så jeg har også lagt en stribe andre planer. Finde en efterskole igen og falde tilbage i den rolle. De søger fx på Samsø Efterskole for tiden, og det ville da for alvor være at gå Full Circle, hvis jeg vendte tilbage til øen i midten. Men det vil jo også være langt væk fra alt og alle. Så det forkastede jeg igen.

Jeg overvejer diverse komm-jobs. Forsvaret søger en del for tiden. Det kunne være sjovt. Og delvist rammesat. Efterretningstjenesten har også et par spændende stillingsopslag, men hvis man søger dem, skal man ikke fortælle det til nogen, så det kan jeg desværre ikke sige mere om lige nu. Officielt er jeg igen på vej til Italien, og jeg tror, jeg har fundet en ny spændende måde at komme derned på.

Først i det nye år triller jeg til Hamburg, og der laster jeg bilen på Das Auto-Zug til Innsbruck i Österreich. Afsted om aftenen. Single-soveplads. Luksus! Og fremme næste morgen 9:15. Derfra skal jeg så køre cirka 500 kilometer sydvest til Genova, hvorfra jeg skal sejle om aftenen. 20 timer sydpå til Palermo og Bella Sicilia. Og så er jeg fremme efter cirka 60 timers rejse men denne gang med to indlagte og imødesete overnatninger undervejs. Det bliver Grrrereeaaaaatttt.

På Sicilien kører jeg mod sydøst og lander i Siracusa, hvor jeg har fundet en forrygende fin AirBnB, som jeg bor i frem til 1. februar. Derfra skal jeg gerne have fundet en lejlighed på ‘lokale’ vilkår, så jeg kan blive fastboende sicilianer. Men det kan jo gå galt på 100 måder, så det må jeg nok vende tilbage til senere.

For nu ville jeg egentlig allermest udtrykke min beundring for alle de mennesker, der vågner op hver morgen med determination og målrettethed, og som passer det samme job dag ud og dag ind og får det maksimale ud af livet på de vilkår, de nu engang har valgt.

Som min mormor på 87 ofte siger: ‘Huiiiiii Bare du dog snart ville slå dig ned og falde til ro’. Så svarer jeg, at jeg er overbevist om, jeg aldrig lander lang tid samme sted. At bevægelsen er min måde at være tryg og tilfreds på.

Er det en brist? Givetvis. Men dem har vi jo alle. Min er så, at jeg trænger til at flytte mig. At nulstille. Temmeligt ofte. Det betyder, tælleren aldrig når særligt højt i forhold til en masse forskellige relationer, men det betyder omvendt, at jeg møder en masse nye mennesker hele tiden.

Jeg glæder mig.

Glæder mig til jul med familien.

Glæder mig til rejsen.

Glæder mig til igen at begynde et liv på Sicilien. (Denne gang med et lille forspring med mine venner Vinz, Fransi, Gio og Luca. Det skal nok gå. For en tid i hvert fald)

Ingen behøver vel være idioter

Jeg har med vilje blandet mig uden om valget. Med vilje set så lidt som muligt. Jeg er blevet politisk lammet. Er stedløs. Hjemløs. Og inderligt ligeglad. Bare rolig – jeg har selvfølgelig afleveret en blank stemme. Det skal man jo.

Men jeg er oprigtigt forundret over tonen i dag. Dagen efter valget. Det mest tætte i næsten et kvart århundrede, som jeg hørte et medie fortælle.

For der er røde, der håner, nedgør og delagtiggør alle os andre i deres tanker om Støjberg, Løkke, Ellemann, Pape, der, må vi forstå, står for egoistisk, svinsk og menneskehadende ondskab, der blandt andet har lukket Irak-kommissionen, svindler på stribe og ikke accepterer en dom ved rigsretten.

Og der er folk med blå-lilla præferencer, der mener, at alle i rød blok er nassere, der bare vil leve af andres hårde arbejde, og at de i øvrigt må være snotdumme for at ville have flere år med Mette Frederiksen, der jo både slår mink ihjel, sletter sms’er og elsker Barbara Bertelsen.

Eller også er rød blok klimatosser, der vil sætte det danske samfund over styr ved blandt andet at underminere det profitable landbrug og gøre det umuligt at leve som iværksætter, selvstændig og skaber af arbejdspladser.

Da jeg gik i børnehave, skete det af og til, at jeg blev uenig med nogen om, hvem der først kom ned til hegnet bagerst på det grønne område, eller vi ‘drøftede’, hvem der var klogest af dem på Sommerfuglene eller Mariehønsene. Men det er ærlig talt ikke et godt look på voksne mennesker og heller ikke på en hel nation.

Valget er overstået. Vi er endnu engang næsten så tæt på 50/50-fordelt, vi kan komme. Sådan er det næsten hver gang. Det skifter løbende.

Kan vi ikke godt bare komme videre, uden at vi hver gang skal afsløre på sociale medier, hvor dårlige tabere vi alle sammen er, og uden at vi får sagt ting om hinanden, der er så grimme, at vi en dag ikke rigtig kan finde vej tilbage til det ‘vi’, der gerne skulle være fundamentet for den kunstige konstruktion, vi kalder en nation.

Jeg troede, hun løj. Det gjorde hun ikke

Photo by NeONBRAND on Unsplash

Det har været en begivenhedsrig uge hernede på den store ø mod syd. Jøsses, der er sket både det ene og det andet. Først og fremmest fik jeg et tilbud, der næsten var for godt til at lade min næse gå forbi, da min udlejer skrev følgende:

Så jeg fik et helt tøjstativ med stanglækkert italiensk enten mærketøj eller skræddersyede jakkesæt, bukser og blazere. Nu er jeg jo – måske overraskende – ikke noget mode-orakel, så jeg aner ikke så meget om den slags, men det så virkelig cool ud på sådan en vintage-classy-italiano-agtig måde

Jeg rullede simpelthen hele stativet ind i lejligheden og legede catwalk med alt, hvad jeg brød mig om. Og der var Armani-jakker, Pal Zileri-jakkesæt. Lokalt skræddersyede jakkesæt og bukser. Og alle mulige forskellige lange frakker. Damn, jeg kunne for alvor have kommet til at ligne de lokale i niveau og klasse. Alas viste det sig, hvad jeg måske nok havde frygtet, at mit ‘snit’ ikke helt er skåret til de italienske snævre syninger og slimfit-snærende stykker tøj.

Så jeg måtte meddele Vincenzo, at jeg desværre ikke havde taget noget af det, for det passede ikke til min runde form. Desværre.

Apropos rund form! Det er hår. Det gror ud igen

Jeg var ærlig talt ved at være blevet temmeligt langhåret. Og normalt fikser jeg jo den slags med en trimmer, men den var gået i stykker på vej herned, hvor den lå i bagagen, så jeg har bare ladet stå til i en periode og tænkt, at der intet er i vejen med en prægtig manke af fyldigt og overvejende mørkt hår hernede.

Men det er temmeligt irriterende, synes jeg, at jeg altid skal fugte håret for at have nogenlunde styr på det, og at der skal en god håndfuld voks til efter bad, for at det ikke stritter i alle retninger. Så jeg bestilte en ny trimmer online, og jeg skal da love for, den kan tage fat.

Så nu er det lidt lettere at styre:

Det blev en tand kortere end planlagt, for jeg glemte at sætte afstandsskær på igen, da jeg var nødt til at rense den. Og uden skær er det m-e-g-e-t kort. Så jeg måtte lige justere hele vejen rundt. Men det er dælme let at styre nu. Herligt.

Teaching Position

De bruger også Facebook hernede [Gulp!] Og der er sådan nogen lokale Expat-grupper, hvor man kan mødes med andre, der er kommet til byen fra det store udland. Det har jeg ikke lyst til. Men jeg tror, det er sundt at komme lidt ud. Så det skal jeg.

I den gruppe var en kvinde, som hedder Lisa, der skrev, at hun var ansat på Italian Academy, som ligger i bygningen lige over for, hvor jeg aktuelt bor. Bogstaveligt talt. De manglede en engelsk-lærer, og jeg tænkte, hvorfor ikke? Så jeg sendte mit CV og var til samtale fredag med Laura Lungarini, som er fra Canada (?), og er leder af en slags derovre.

Det gik fint, og hun vil nu sætte en demo-time op, hvor jeg skal undervise, så de kan se, om jeg er brugbar, og det skal også lige cleares med chefen. Cirka 20-25 timer om ugen, og jeg tænkte, det var en god måde at udvide netværket på hernede. Laura spurgte til slut: “Er der mere, du vil spørge om?”, og jeg vred hænderne og sagde, at jeg havde et kedeligt spørgsmål men gerne ville vide, hvad lønnen var.

Hun grinede og sagde, det absolut ikke var kedeligt, og at lønnen var 1.100 euro. Den skulle lige synke ind. 1.100 euro for at arbejde 100 timer om måneden – og jeg ved faktisk ikke, om det er med eller uden forberedelse. Men der er fri hver mandag, fordi man arbejder om lørdagen. Må indrømme jeg først troede, jeg hørte forkert.

Puha. Det er jo lige præcis det modsatte af, hvad jeg leder efter. Jeg vil gerne have flere timer til højere løn, så jeg er fri for forpligtelser i form af at møde op og stille til tiden. Det er i hvert fald allerhøjest 75 kroner i timen. Det er ikke meget. Så jeg er lidt i syv sind, om jeg egentlig vil det. Det kunne være skægt at undervise igen og sikkert en fin oplevelse at prøve det i et andet land, men det virker meget forpligtende for relativt lav betaling.

Ro. Ro. Ro. I sjælen. Og da særligt uden wifi

Lørdag aften forsvandt min internetforbindelse, og jeg må være helt ærlig: Jeg havde glædet mig det meste af dagen til at se Napoli-Inter. Men det kunne jeg så ikke. Så jeg satte mig i stedet med en bog, og der gik ikke mere end fem minutter, før jeg havde glemt den skide kamp. Jeg læste i et par timer helt frem til sengetid og gik i seng med ro i hovedet og faldt i søvn med det samme.

Her til morgen gik jeg min sædvanlige morgentur, som er ned gennem byens hovedgade og ud til halvøen, Ortigia, hvor jeg så bare følger vandet hele vejen rundt. Det er ingen lang tur, og i alt løber det bare op i 6-7 kilometer. Men på Ortigia kan jeg gå langs vandet hele vejen. Hele vejen rundt. Vandet er besnærende klart og azurblåt. Og i dag har solen skinnet fra morgenstunden, og sådan lige at lade issen varme fra solens stråler med udsigt over det skinnende hav og den blå, blå himmel. Ahh.

Så måske er det et hint fra livet om, at jeg sagtens kan bruge mere tid offline, for så forfærdeligt er det dersens offline-liv slet ikke. Slet, slet ikke. Så nu er jeg begyndt på en ny bog.

Tæl til 10. Lyt. Vær til stede

Photo by Brett Jordan on Unsplash

For rigtig mange mennesker er livet svært. Svært at være i. Svært at overskue. Svært at få til at makke ret. Svært. Bare svært. Og de fleste af os går sådan set rundt og har allermest travlt med os selv og vores egen lille andedam.

Nogle er så priviligerede, at de er nødt til at bruge en hulens masse energi på, hvor deres næste ferie skal gå hen. Nogle bruger kræfter på at få skrevet en jobansøgning, så de kan slippe for deres chef og finde et job med en moderne leder, der giver dem mod på hverdagen igen. Og andre bøvler med de helt store spørgsmål som liv, død, vanrøgt, fattigdom og måske endda vold, overgreb og trusler i hjemmet.

Pointen er ikke, at nogen skal have dårlig samvittighed over deres bøvl. Vi har det bøvl, vi nu engang har. Vi kan kun løse det, vi bliver stillet over for. Og langt de fleste af os har mere end nok i os selv og vores eget bøvl.

Korte lunter. De andre er tosser

Vi lever jo ikke isoleret. Bare fordi vi har rigeligt med vores eget bøvl, betyder det ikke, vi slipper for alle de andre. Eller at vi slipper for deres bøvl, selv om vi har rigeligt med vores eget. Når vi står bag en i køen i supermarkedet, som tager af vores dyrebare tid ved at spørge til en forkert pris. Eller når vi i trafikken oplever, andre kører farligt eller ligefrem hensynsløst.

Det er til at eksplodere over. Og det sker. I tide og utide. Vrede i trafikken. Mundhuggeri i supermarkedet. Frustration over, at verden ligesom ikke tager mere hensyn til lige præcis dit bøvl. Det er sgu da også for groft.

Men ved du hvad? Det hjælper ikke en skid. Og hvis du trækker luft ind og tæller til 10, kan det måske give dig et perspektiv på det hele, så du indser, at om du kommer 5 minutter før eller senere gennem supermarkedet ikke gør den store forskel. Eller at de 5 minutter du sparer ved hasarderet kørsel i trafikken, en dag risikerer at koste nogen livet.

Slap af – vi når alle sammen frem til den sidste dag lige til tiden

Det er svært, fordi der er så meget, vi alle sammen gerne vil. Vi vil gerne gøre det bedst muligt for vores kære. Have mest tid sammen med vores børn. Eventuelle partnere. Familie. Venner. Der er også en karriere, der skal på skinner og helst give evig fremgang. Og hvad tænker de andre mon om alle vores sære valg og den manglende forfremmelse?

Med fare for at lyde som en left over-hippie vil jeg nu gerne slå et lille slag for at tage de brede briller på og en gang imellem tænke over, om det nu er så vigtigt med alt det tempo og al den hersen rundt til højre og venstre. Måske er der også værdi i at trække vejret dybt ned i maven og bare være til stede.

Måske kan du hjælpe kunden i køen med en pris. Måske kan du faktisk godt lade trafikken flette, selv om ham idioten jo bare forsøger at snyde sig forbi – hvad så? Og måske gør det ikke så meget, at jobbet får lov til at vente, mens du laver noget sjovt med dine kære. Måske er det helt okay, at du ikke altid optimerer din produktivitet.

Helt sikkert altid okay at være omsorgsfuld

Du kan vælge at give af dig selv. Vælge at dele af dit overskud. Og hvis du synes, du ikke har noget, kan jeg glæde dig med, du får mere overskud, hvis du deler ud af den smule, du mener, du har tilbage. Din venlighed. Din kærlighed. Din omsorg. Det er ikke finitte resurser, som du behøver passe på og sørge for ikke at løbe tør for. Du kan bare bruge dine empatiske resurser, så får du helt automatisk mere af dem.

Og nej, det betyder ikke, at du altid skal være fuld af overskud. Selvfølgelig er det ok at have en dårlig dag eller uge. Men du skal vide, at du får mere ud af livet – og livet får meget mere ud af dig, hvis du deler dine gode sider også. Din omsorg. Din viden. Og dit nærvær.

Prøv at give dig selv en opgave den næste uge. Når du taler med folk, så hør efter hvad de siger. Lad være med partout at skulle finde på noget smart at sige, som du selv har oplevet, der næsten minder om men var lige en tand federe. Lyt til folk. Lad dem tale. Og hvis du synes, du skal sige noget, så prøv at spørge ind til det, de fortæller. Og bed dem om at uddybe.

Tak fordi du kom til min TED-Talk. Hav en dejlig dag.

Et besøg i min hjerne

Photo by That’s Her Business on Unsplash

Når jeg har børstet tænder, slukker jeg lyset og lægger hovedet på puden. Og så begynder det:

I morgen skal du huske at løse opgaverne online for arbejde A. Og også lave noter til arbejde B. Hvis du kommer tidligt op, kan du måske nå noget af det før træning. Hvor er det dejligt at være kommet i gang med træning. Jeg føler mig godt tilpas, når jeg bevæger mig. Tænk hvis jeg taber mig. Så må jeg købe nyt tøj. Hvor kan man egentlig gøre det henne i Siracusa? Kan jeg mon bestille online? Virker det, når jeg bor i Airbnb?

Mit hoved, cirka klokken 22:17 hver aften

Det kan være svært at falde i søvn, når tankerne vælter rundt. En af mine absolut gode venner har en hustru, der også har tankemylder, og han siger ofte halvt i spøg men nok mest i alvor: “Jeg er altså glad for, jeg ikke har det der tankemylder”, og jeg plejer grinende at svare, at der jo altså skal mere end én tanke af gangen til at udgøre mylder.

Men vi ved vist egentlig godt begge to, at han er dén, der har trukket det bedste strå ved at have et sind med ro og overskud.

Nissen flytter med

Jeg har flyttet en del gange i mit liv. Formentlig flere end gennemsnittet. Mere end én gang om året siden jeg forlod mine forældres hjem (første gang) som 20-årig. Så jeg har meget mere end én gang lagt øre til udtrykket: “Nissen flytter med” forstået på den måde, at det kan virke som en flugt, at jeg hele tiden har lyst til at ændre bopæl.

Da jeg rejste til Siracusa, tænkte jeg en hel del over det med nissen. Hvis nissen flytter med, er der vel i det mindste en chance for, at hen ikke kan italiensk og klapper i? Eller måske er det her faktisk et af de tilfælde, hvor det giver mening at skifte lokation?

En af de ting, jeg har meget svært ved – og for nogen er det barnligt, mens det for andre er invaliderende for et almindeligt liv; jeg er nok et sted i midten – er at rangordne ting. At placere ting på en skala efter stigende og faldende vigtighed. For mig er næsten alting lige vigtigt. Og det betyder for eksempel, at jeg kan have noget a la følgende kørende på fuld speed:

Borgerløn er en god idé. Så kan alle leve værdige liv. Men det vil blå blok aldrig gå med til, for de tror, det er dovenskab. I øvrigt er jeg ked af, der er så meget fremmedhad på højrefløjen. Hvad er de bange for? De kender vel alle en indvandrer eller fem, som er velintegrerede? Jeg håber, Dansk Folkeparti bliver opløst – og Nye Borgerlige med. Hvorfor er der egentlig stadig nogen, der stoler på Lars Løkke? Han har været en svindler, siden han var amtsborgmester, og han hytter altid sig selv først. Ham og Vermund kan jeg ikke snuppe. Men for at være fair er der også en del på den såkaldte venstrefløj, jeg ikke bryder mig om. Kofoed med hang til unge piger fx. Eller kokosnødden Tesfaye. Hvordan mon fremtiden vil se ud rent politisk? Kan man klare sig uden politik? Hvordan skal det så struktureres? Skal det overhovedet struktureres? Hvad sker der, hvis alt er anarki? Vil det blive et primitivt spørgsmål om, hvem der er stærkest? [indre suk]

Min hjerne på ethvert tidspunkt af dagen, hvor dansk politik er i sigte

Isoleret fra både danske og italienske nyheder

Så når jeg siger, at jeg måske rent faktisk er rykket helt væk fra Nissen denne gang, mener jeg, at jeg nu ikke længere følger nogen form for nyhedsstrøm. At jeg i videst mulige udstrækning holder mig fra sociale medier – med mindre jeg deler et link til bloggen her eller arbejder – og at jeg rent faktisk ikke aner, hvor mange smittede der på daglig basis er i hverken Italien eller Danmark. Jeg ville helt ærligt ikke kunne redegøre for de italienske regler for mundbind eller ej, og jeg aner ikke, hvorfor hele verden koger over situationen i Ukraine. Jeg følger ikke med.

Det kan lyde bondsk. Ignorant. Eller verdensfjernt. Og i hvert fald det sidste vil jeg gerne vedkende mig. Jeg kan ikke følge med. Jeg kan ikke holde til at følge med. Jeg tror egentlig godt, jeg kan følge med, selv om min hjerne koger og syder og bobler dagen lang. Alle input ryger en tur i processoren, og det gælder lige fra et mikroskænderi på en altan, jeg passerer, til tiggeren, der sidder i vindfanget i supermarkedet og til den børnefamilie, der står foran sodavandshylden og skændes.

Det hele tager jeg ind og bearbejder. Jeg har alle verdens problemer i mig på én gang. Jeg forstår Greta Thunbergs vrede og deler hendes opfordring til panik. Jeg føler med alle de dyr, vi skamløst udrydder i jagten på profit. Jeg har ondt af naturen og den måde, vi behandler den på. Jeg er ked af, at flygtninge bliver set som et problem frem for at blive mødt med en udstrakt hånd og et tilbud om hjælp og hjertevarme. Jeg skammer mig over min dieselbil, når jeg burde købe en el-bil. Eller slet ikke have bil.

Giver det mere mening nu?

Det her er ikke en bøn om hjælp eller en anglen efter medlidenhed. Det er et forsøg på at vise, at når andre siger, de trænger til en aften alene derhjemme – hvis nogen siger det efter to år med corona – så er der en helt anden alvor bag, når jeg rejser til den anden ende af Europa for at forsøge at rense min hjerne og frigive flere ram til de ting, jeg holder af som at skrive, spille padel og læse bøger.

Et moderne samfund med alt, hvad det indebærer er alt for intenst for mig. Min psykiater sagde til mig, at han sagtens kunne klistre en diagnose i nakken på mig, men at jeg måske var bedre tjent med ikke at have sådan et label. At jeg lige så vel selv kunne sætte mig ind i følgerne og fordelene og ulemperne ved en hjerne på overarbejde.

Så det har jeg gjort. Sat mig ind i det. Og forsøgt at gøre noget ved det. Som den offentlige diskurs har været i Danmark de seneste år – ikke bare med corona men det har klart sat det i 6. gear – har jeg svært ved at være med. Svært ved at være en del af et samfund, hvor det at råbe højt er en kvalitet i sig selv, og hvor ytringsfrihed alt for let er blevet til ytringspligt og ‘høre-krav’ (altså at man ikke bare skal ytre sig om alt, men at andre også har pligt til at lytte). Så nu tager jeg en pause på en sidelinje under månen til en høstfest på et fremmed sted (Bonuspoint, hvis du gætter, hvilken sang den linje er stjålet fra – albummet er fra 1989, hvis du har brug for hjælp)

Disclaimer: Jeg lægger altid ud med at tænke, at i dag skriver jeg kort, men det er altså uendeligt meget sværere at skrive kort, så det ender ofte med at blive langt. Det beklager jeg og lover, jeg vil blive bedre til at fatte mig i korthed. Undskyld. Og tak fordi du læste med

“I have seen worse player(s)”

(Photo by Hermes Rivera on Unsplash ⬆️)


Meget af kommunikationen hernede i det sydøstlige hjørne af Sicilien går tabt i deres lidt brogede engelsk og mit manglende italienske. Jeg er begyndt at tage padel-lektioner. Både fordi det sikkert er enormt sundt at lære noget teknik og fordi jeg jo ikke rigtig kender tre mennesker hernede, jeg kan spille med.

Luca hedder min træner. Han er en fin fyr. Som ikke kan engelsk. Punktum. Han har et par gange hevet mobilen frem og skrevet på Google Translate, når han tror, jeg ikke gør, som han siger, fordi jeg ikke har forstået ham. Det er faktisk sjældent det, der er galt. Jeg er bare ikke særlig god til at gøre, som han siger. Men jeg forstår sådan set godt, hvad han vil have mig til.

Sono stanca e stanco

Det er temmeligt intenst at blive haglet igennem i en time hver gang. Jeg når at slå et sted mellem 500 og 600 slag, og jeg må indrømme, at de sidste 15 minutter er jeg træt, træt, træt. Så prøver jeg at trække tiden ved at pludre lidt. Luca er lidt uvillig til engelsk, mens jeg bruger ham som en slags ordbog og øver mit italienske.

Første gang vi trænede, var jeg virkelig helt enormt rusten. Jeg har ikke spillet meget de senere år, og der røg mange bolde i nettet. Eller i hegnet. Eller alle mulige andre steder, hvor boldene ikke skal hen. Der stod to og fulgte med i træningen, som godt kunne en smule engelsk, og én af dem var venlig nok til at fortælle, at Luca altså bedyrede, at han skam engang havde set en spiller, der var værre end mig. Det er ganske enkelt ikke den opmuntring, nogen måtte tro, det er …

Men jeg har lært to nye udtryk. ‘Sono stanco’, som betyder, at jeg er helt udmattet og ‘sono stanca’, som mere bare betyder, at jeg er træt. Vigtig nuance i nogen situationer, men på padelbanen er jeg begge dele ret hurtigt.

Styrketræning på italiensk er meget som på dansk

Jeg kan ikke spille padel hver dag. Endnu. Så jeg har også meldt mig ind i det fitness-center, der er en del af den samme klub, som padelcenteret hører til (Et flot anlæg i øvrigt med seks nye baner og et lille skur, som er reception og en tilhørende restaurant med “Best pizza in town”, som kokken kækt proklamerede, da jeg mødte ham).

I fitness har jeg endnu ikke oplevet, der har været mere end 10 til stede på samme tid. Jeg har heller ikke oplevet, at der ikke har været mindst tre personlige trænere, som går rundt og rådgiver og vejleder. “Har du brug for hjælp? Bare sig til!”. Det er ret dejligt og trygt, og de gør en herlig hulens masse ud af rank ryg og korrekte øvelser. Den slags er vigtigt i min fremskredne alder.

Til gengæld er der også de klassiske gæster, som mest kommer for at snakke med hinanden. I morges var det to kvinder, som var flotte i tøjet, og så ud som om de havde haft en børste gennem håret, før de kom (når jeg bemærker den slags, er det, fordi jeg ofte bare børster tænder, pøser lidt vand i låget og går til træning – ingen grund til to gange bad, tænker jeg).

De skiftevis stod, hang og bemandede de forskellige cardio-maskiner og aldrig længere fra hinanden, end at de kunne føre en fornuftig og trods alt efter italienske standarder nogenlunde afdæmpet samtale. Men hatten af for at de kommer af sted. Det giver dem helt sikkert en masse socialt at have de maskiner som fælles bund for deres samtale.

Kan du huske Fabrizio Miccoli?

I øvrigt fik jeg talt med padel-træner Luca om fodbold. Han har selv været en fremragende spiller, som var til italiensk U20-landsholdsudtagelse med Fabrizio Miccoli og den nuværende Fiorentina-træner Vincenzo Italiano. De er begge sicilianere, så måske var det en lokal udtagelse, men hey; jeg dømmer ingen!

Jeg forsøgte at forklare Luca, hvor besynderligt det er for mig, at man kan – og at så forholdsvis mange gør det – hedde Italiano i Italien. Som hvis nogen hed Dan Mark. Det er muligt, nogen hedder det, men det har jeg nu aldrig oplevet.

Nå men Luca fortalte, hans plads på fodboldbanen havde været regista og mente så, jeg nok havde været angriber. Jeg forklarede, jeg også var regista, da jeg spillede. Han så meget forbløffet ud men forstod med det samme, da jeg forklarede, at han nok tænkte Regista come Pirlo, mens jeg mere var Regista come Gattuso (If you know, you know – if not, let it go). Det grinede han længe af.

Selv om de sproglige udfordringer jo betyder, at det er med håndtegn og prusten og pegen, er det vildt dejligt at være en del af en form for fællesskab om sport og bevægelse. Og selv om jeg er helt igennem elendig til padel og nærmest begynder helt forfra, lærer jeg med stormskridt en masse om teknik, som jeg aldrig nogensinde tidligere har lært. Jeg indser nu, at jeg har været en autodidakt og uortodoks padelspiller. Også. Men dem skal der også være plads til. Møs-møs.

Bliver du på Sicilien for evigt?

(⬆️ Photo by Antonio Sessa on Unsplash)

Sådan lidt ud af det blå tikkede der et godt spørgsmål ind fra min mor i denne uge. Hun, min far og jeg har en fælles-chat på Signal (ja, så moderne er vi!) og hun spurgte noget i retning af, om “du kan mærke, du har gjort det rigtige ved at flytte til Siclien”, og det blev fulgt op med “Det er en stor ting at rejse ud, og at overveje om det skal være for evigt. Er der noget, der trækker for at komme hjem igen?”.

Wow. Det er store spørgsmål. Og jeg har sådan set selv gået med noget lignende i en periode. Altså hvad vil jeg egentlig hernede? Får jeg det ud af det, som jeg håbede på? Og er jeg reelt ikke alt for gammel til sådan en omgang virkelighedsflugt?

Mine egne overvejelser var indtil videre landet på, at det er alt for kort tid til at vurdere den slags. Jeg har kun været hernede en måned i runde tal, og ‘for evigt’ er meget, meget længere. Bare spørg Volbeat! Men spørgsmålet fik mig til at tænke lidt mere over det, og bare sådan med løs hånd får du derfor her mine plusser og minusser efter en måneds tid på Sicilien.

Plusserne

Vejret
Jeg elsker, at jeg kan vade rundt i t-shirt en stor del af tiden. Jeg er vild med, at der er rigtigt lys i tæt på 10 timer hver dag. Solen er fremme, og himlen er blå næsten hver dag. Det giver mig enorm energi og lyst til at opleve verden.

Økonomi
Her er billigt at leve. Rigtig billigt. Jeg betaler ikke nær det samme for fødevarer, som jeg gjorde i Danmark, og selv om jeg nok har været lidt vel flittig med besøg hos det søde pizza-par på den anden side af gaden – bogstaveligt talt! – kan jeg stadig mærke et finansielt overskud ved livet hernede.

Mad
“Vi har den bedste pizza i byen.” Hvor heldig kan man være? Jeg har været på tre forskellige spisesteder, og de har alle tre proklameret, at de har byens bedste pizza. Måske siger de det alle sammen? Måske passer det? I hvert fald er her ret lækker mad, og jeg bilder mig ind, at de friske produkter er en tand mere friske, end de er i Danmark. Eller også er jeg biased, men det er jo ligemeget, for det er min liste, så det er et plus under alle omstændigheder.

Ro i hovedet
Det er dejligt afklaret at stå op og have to eller tre punkter, jeg skal igennem. Der er som regel arbejde, bevægelse og mad på dagens program. Af og til få andre ting men min oplevelse er indtil videre, at det er et liv renset for alt for meget baks og bøvl – måske også fordi jeg indtil videre holder mig meget for mig selv. Ro er vigtigt for alle, men jeg tror måske, jeg har brug for den renhed i højere grad end mange. En anden dag fortæller jeg om, hvordan det egentlig er at bo i mit hoved.

Læring og udfordringer
Det er sjovt. Det er sjovt ikke at kunne kommunikere med lethed med folk, så jeg må gøre mig umage med håndtegn og prusten og pegen og så videre. Og det er sjovt at øve i timevis med Duolingo for at blive bedre til italiensk. Jeg synes, jeg har mere overskud til at sætte tid af til at blive bedre til ting, jeg tror vil være sjove at være bedre til.

Minusserne

Familie
Selvfølgelig savner jeg min familie. Særligt fordi jeg det seneste års tid i Danmark var tættere på dem, end jeg har været længe. Og det er vidunderligt at have dem tæt på. At se dem, kramme dem og tale med dem. Det gælder mine forældre, brødre, min mormor og min moster og hendes unger.

Venner
Jeg har absolut ikke nogen stor vennekreds, men jeg er til gengæld ekstremt glad for den, jeg har, og det er indlysende, at de kommer længere væk end bare lige et DSB-tog eller en biltur. Men en del af planen er at være i Danmark to gange om året, og så er håbet, at vi kan ses mere intenst i den periode. Men det vil vise sig.

Summasummarum

Den er ikke så lang. Min liste over plusser og minusser. For det skal den ikke være endnu. Jeg er glad. Jeg trives. Men det er sundt at gøre sig sine overvejelser over, hvor man er i livet. Det forsøger jeg ofte at gøre, og jeg ved, det for nogen er bekymrende, at mine overvejelser så mange gange fører til, at jeg skifter spor eller flytter eller gør begge dele, men ingen bør være bekymrede.

Det er jo helt frivilligt, og nu tester jeg det her liv. Så kan I andre teste jeres liv. Så kan vi ligge der mellem ormene, når tiden er ovre, og sammenligne, hvad vi fik ud af det. “Cada Quien”, som de sagde i Mexico City, og som jeg forstod det: “Hver fugl synger med sit næb” (Læs: Lever sit liv).

Hvor kommer pengene fra på Bella Sicilia?

Rent økonomisk er jeg ikke kendt for at træffe kloge beslutninger. Jeg har et meget lemfældigt forhold til penge, og jeg tror nok mest på norske Karl Ove Knausgårds teori om at ‘holde kanalerne åbne’, så man skal bruge penge, for det er der kan komme flere ind.

Det er givetvis en tese, der er lettere at abonnere på, hvis man har skrevet seks mammut-bøger, der har solgt i millionvis over hele verden, og derfor har jeg faktisk i de senere år i stedet forsøgt blive bedre til at have styr på penge. Det har så ført til et bemærkelsesværdigt meget mindre behov for stakater, monetos, dineros eller gysser, om du vil.

Først forlod jeg det for mig ganske vellønnede job hos Politiet i Næstved, hvor jeg tjente lidt mere end 45.000 kroner om måneden. Brutto. Og inklusive pension. Dernæst blev jeg efterskolelærer til den nette sum af 30.000 kroner om måneden. Inklusive pension og også brutto. Og det seneste år har jeg så haft en intention om ikke at tjene mere end 20.000 kroner om måneden som freelance kommunikationsmedarbejder og skribent.

Mine konkrete opgaver og aflønning

Jeg har lige nu tre faste opgaver. Den ene er for den hjemmeside, der hedder Spilxperten.com, hvor jeg primært skriver optakter til ugens fodboldkampe. Det var oprindeligt et studentermedhjælper-job, men jeg har altså nådesløst nappet det for næsen af en stakkels studerende, som ellers kunne have fået brugbar erfaring. Her har jeg typisk i omegnen af 10.000 kroner uden moms og udbetalt som B-indkomst.

Den næste opgave, som er noget mindre fast, men som jeg trods alt har kunnet regne med nogenlunde stabilt i mere end et halvt år, er for en canadisk skrivefabrik, der leverer indhold til hjemmesider for en stribe forskellige kunder, som jeg sikkert ikke må sige, hvem er. Jeg må dog helt sikkert godt sige, at jeg ligger et sted mellem 5.000 og 7.500 kroner i b-indkomst per måned hos dem.

Og endelig er jeg for nyligt begyndt som redaktør hos Vi Elsker-Media, som skriver om film, serier, podcast og streaming. Det er en blandet rolle som redaktør, korrekturlæser og skribent, og vi har aftalt, at jeg aflønnes med 3.000 kroner om måneden – også som b-indkomst.

Hvad ellers?

Og dermed lander jeg jo cirka og rundt regnet i store tal omkring 20.000 kroner. Med mit nuværende udgiftsniveau på Sicilien er det rigeligt til at leve for, men det handler blandt andet om, at jeg har fået lempelige aftaler på to af mine gældsposter – den ene er SU-lån – men aftalerne betyder dog stadig, at jeg afdrager.

Jeg er også i gang med at bygge både en nød-kasse og en lidt længere Runway-opsparing op, så der er en faldskærm, hvis nu noget skulle gå galt med mistede indtægter i en periode. Og stadig er der sådan set rigeligt til, at jeg kan spise pizza fra det søde par hos Ohana Pizza på den anden side af gaden, og jeg er endnu ikke begyndt at holde øje med, hvor længe jeg taler i telefon med søde mennesker i Danmark.

Men jeg er også optaget af, at jeg skal have skabt en eller to – måske flere – forskellige måder at tjene penge på. Inden jeg rejste fra Danmark, fik jeg lavet en demo til opgaver som speaker (eller Voice Over Artist, som det også så fint hedder). Dét kunne jeg godt tænke mig at gøre mere ved, men der er godt nok meget støj i og omkring bygningen, hvor jeg aktuelt bor.

Egne skriverier – er der mon penge i det?

En anden ting – eller det er jo flere ting – er, at jeg er i gang med at skrive på en bog igen (Det har jeg været i årevis, men der er kommet godt flow i det, så nu tegner der sig et billede af, at den måske endda bliver færdig på et tidspunkt), og så øver jeg mig i at skrive på engelsk hos Medium.com, så jeg på sigt kan byde ind på nogle af de virkelig mange engelsksprogede tekstopgaver, nettet flyder over med.

Det er ikke sikkert, der nogensinde kommer til at være en form for penge i det, men det er sjovt, og jeg nyder at skrive, så det er altså en fast del af mit pensum. ‘Men Michael, hvorfor er det, du ikke vil tjene mere end 20.000 kroner om måneden?’. Godt spørgsmål.

Det er heller ikke som sådan en regel, men det handler om, at når jeg freelancer, er det rart at have fripas til at sige, hvis jeg nu arbejder som en hest de første to uger af en måned og allerede dér har tjent mere end 20.000 kroner, så er det helt fint at sige nej tak til mere arbejde resten af måneden. Ryger der mere end 20.000 i kassen af og til, går det jo nok, men så er det intentionen, de skal på en form for opsparing i det tilfælde, der kommer måneder, hvor jeg har mere brug for dem.

Kan du høre det? Jeg er godt i gang med at køre mig selv i stilling til en position som ‘Super Ekspert’ i Aftenshowet, hvor jeg fortæller om privatøkonomi 🙂 Og på sigt skulle det gerne blive sådan, at jeg kan sortere lidt i opgaverne, så jeg siger ja til opgaver, der tillader mig at arbejde færre timer frem for at sidde dagen lang og knokle løs for at få det hele til at hænge sammen.