Jeg troede, hun løj. Det gjorde hun ikke

Photo by NeONBRAND on Unsplash

Det har været en begivenhedsrig uge hernede på den store ø mod syd. Jøsses, der er sket både det ene og det andet. Først og fremmest fik jeg et tilbud, der næsten var for godt til at lade min næse gå forbi, da min udlejer skrev følgende:

Så jeg fik et helt tøjstativ med stanglækkert italiensk enten mærketøj eller skræddersyede jakkesæt, bukser og blazere. Nu er jeg jo – måske overraskende – ikke noget mode-orakel, så jeg aner ikke så meget om den slags, men det så virkelig cool ud på sådan en vintage-classy-italiano-agtig måde

Jeg rullede simpelthen hele stativet ind i lejligheden og legede catwalk med alt, hvad jeg brød mig om. Og der var Armani-jakker, Pal Zileri-jakkesæt. Lokalt skræddersyede jakkesæt og bukser. Og alle mulige forskellige lange frakker. Damn, jeg kunne for alvor have kommet til at ligne de lokale i niveau og klasse. Alas viste det sig, hvad jeg måske nok havde frygtet, at mit ‘snit’ ikke helt er skåret til de italienske snævre syninger og slimfit-snærende stykker tøj.

Så jeg måtte meddele Vincenzo, at jeg desværre ikke havde taget noget af det, for det passede ikke til min runde form. Desværre.

Apropos rund form! Det er hår. Det gror ud igen

Jeg var ærlig talt ved at være blevet temmeligt langhåret. Og normalt fikser jeg jo den slags med en trimmer, men den var gået i stykker på vej herned, hvor den lå i bagagen, så jeg har bare ladet stå til i en periode og tænkt, at der intet er i vejen med en prægtig manke af fyldigt og overvejende mørkt hår hernede.

Men det er temmeligt irriterende, synes jeg, at jeg altid skal fugte håret for at have nogenlunde styr på det, og at der skal en god håndfuld voks til efter bad, for at det ikke stritter i alle retninger. Så jeg bestilte en ny trimmer online, og jeg skal da love for, den kan tage fat.

Så nu er det lidt lettere at styre:

Det blev en tand kortere end planlagt, for jeg glemte at sætte afstandsskær på igen, da jeg var nødt til at rense den. Og uden skær er det m-e-g-e-t kort. Så jeg måtte lige justere hele vejen rundt. Men det er dælme let at styre nu. Herligt.

Teaching Position

De bruger også Facebook hernede [Gulp!] Og der er sådan nogen lokale Expat-grupper, hvor man kan mødes med andre, der er kommet til byen fra det store udland. Det har jeg ikke lyst til. Men jeg tror, det er sundt at komme lidt ud. Så det skal jeg.

I den gruppe var en kvinde, som hedder Lisa, der skrev, at hun var ansat på Italian Academy, som ligger i bygningen lige over for, hvor jeg aktuelt bor. Bogstaveligt talt. De manglede en engelsk-lærer, og jeg tænkte, hvorfor ikke? Så jeg sendte mit CV og var til samtale fredag med Laura Lungarini, som er fra Canada (?), og er leder af en slags derovre.

Det gik fint, og hun vil nu sætte en demo-time op, hvor jeg skal undervise, så de kan se, om jeg er brugbar, og det skal også lige cleares med chefen. Cirka 20-25 timer om ugen, og jeg tænkte, det var en god måde at udvide netværket på hernede. Laura spurgte til slut: “Er der mere, du vil spørge om?”, og jeg vred hænderne og sagde, at jeg havde et kedeligt spørgsmål men gerne ville vide, hvad lønnen var.

Hun grinede og sagde, det absolut ikke var kedeligt, og at lønnen var 1.100 euro. Den skulle lige synke ind. 1.100 euro for at arbejde 100 timer om måneden – og jeg ved faktisk ikke, om det er med eller uden forberedelse. Men der er fri hver mandag, fordi man arbejder om lørdagen. Må indrømme jeg først troede, jeg hørte forkert.

Puha. Det er jo lige præcis det modsatte af, hvad jeg leder efter. Jeg vil gerne have flere timer til højere løn, så jeg er fri for forpligtelser i form af at møde op og stille til tiden. Det er i hvert fald allerhøjest 75 kroner i timen. Det er ikke meget. Så jeg er lidt i syv sind, om jeg egentlig vil det. Det kunne være skægt at undervise igen og sikkert en fin oplevelse at prøve det i et andet land, men det virker meget forpligtende for relativt lav betaling.

Ro. Ro. Ro. I sjælen. Og da særligt uden wifi

Lørdag aften forsvandt min internetforbindelse, og jeg må være helt ærlig: Jeg havde glædet mig det meste af dagen til at se Napoli-Inter. Men det kunne jeg så ikke. Så jeg satte mig i stedet med en bog, og der gik ikke mere end fem minutter, før jeg havde glemt den skide kamp. Jeg læste i et par timer helt frem til sengetid og gik i seng med ro i hovedet og faldt i søvn med det samme.

Her til morgen gik jeg min sædvanlige morgentur, som er ned gennem byens hovedgade og ud til halvøen, Ortigia, hvor jeg så bare følger vandet hele vejen rundt. Det er ingen lang tur, og i alt løber det bare op i 6-7 kilometer. Men på Ortigia kan jeg gå langs vandet hele vejen. Hele vejen rundt. Vandet er besnærende klart og azurblåt. Og i dag har solen skinnet fra morgenstunden, og sådan lige at lade issen varme fra solens stråler med udsigt over det skinnende hav og den blå, blå himmel. Ahh.

Så måske er det et hint fra livet om, at jeg sagtens kan bruge mere tid offline, for så forfærdeligt er det dersens offline-liv slet ikke. Slet, slet ikke. Så nu er jeg begyndt på en ny bog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.