Jeg har med vilje blandet mig uden om valget. Med vilje set så lidt som muligt. Jeg er blevet politisk lammet. Er stedløs. Hjemløs. Og inderligt ligeglad. Bare rolig – jeg har selvfølgelig afleveret en blank stemme. Det skal man jo.
Men jeg er oprigtigt forundret over tonen i dag. Dagen efter valget. Det mest tætte i næsten et kvart århundrede, som jeg hørte et medie fortælle.
For der er røde, der håner, nedgør og delagtiggør alle os andre i deres tanker om Støjberg, Løkke, Ellemann, Pape, der, må vi forstå, står for egoistisk, svinsk og menneskehadende ondskab, der blandt andet har lukket Irak-kommissionen, svindler på stribe og ikke accepterer en dom ved rigsretten.
Og der er folk med blå-lilla præferencer, der mener, at alle i rød blok er nassere, der bare vil leve af andres hårde arbejde, og at de i øvrigt må være snotdumme for at ville have flere år med Mette Frederiksen, der jo både slår mink ihjel, sletter sms’er og elsker Barbara Bertelsen.
Eller også er rød blok klimatosser, der vil sætte det danske samfund over styr ved blandt andet at underminere det profitable landbrug og gøre det umuligt at leve som iværksætter, selvstændig og skaber af arbejdspladser.
Da jeg gik i børnehave, skete det af og til, at jeg blev uenig med nogen om, hvem der først kom ned til hegnet bagerst på det grønne område, eller vi ‘drøftede’, hvem der var klogest af dem på Sommerfuglene eller Mariehønsene. Men det er ærlig talt ikke et godt look på voksne mennesker og heller ikke på en hel nation.
Valget er overstået. Vi er endnu engang næsten så tæt på 50/50-fordelt, vi kan komme. Sådan er det næsten hver gang. Det skifter løbende.
Kan vi ikke godt bare komme videre, uden at vi hver gang skal afsløre på sociale medier, hvor dårlige tabere vi alle sammen er, og uden at vi får sagt ting om hinanden, der er så grimme, at vi en dag ikke rigtig kan finde vej tilbage til det ‘vi’, der gerne skulle være fundamentet for den kunstige konstruktion, vi kalder en nation.