Så fløj der halvanden måned siden sidste opdatering. Jeg kørte vist lidt sur i at pille navle og rode i alt det, der var foregået for længe siden. Så vi kører en fast forward til i dag.
Jeg ved nogenlunde, hvad ‘Suca’ betyder. Det er ikke pænt. Af en eller anden besynderlig årsag finder lokale det altid opportunt at lære fremmede en masse bandeord. I det lys er det danske ‘rødgrød med fløde’ egentlig ganske uskyldigt
25. april er Italiens Festa della Liberazione. En fejring af sejren mod og frigørelsen fra fascisme og nazisme. Som med de fleste af den slags helligdage en dag, der er brugt i godt selskab og med rigelig mad.
Jeg blev inviteret ud til min gode ven Francesco, men jeg takkede pænt nej. Det er jo en helt almindelig tirsdag i Danmark, så jeg havde og har en del arbejde. Også fordi jeg triller nordpå torsdag aften, så jeg vil gerne være foran med arbejdet.
Planen er at tage til Danmark en måned, så har jeg en uges ferie på Færøerne og returnerer så herned til det sydøstlige hjørne af Sicilia og bliver her sommeren over. De taler alle sammen om, at der er ulideligt varmt med over 40 grader hele sommeren. Det lyder varmt. Men det vil jeg da prøve. Selv.
Så må jeg løbe og gå ture tidligt om morgenen eller sent om aftenen. Min padeltræner siger, at så kan vi ikke træne fra klokken 11:00, som ellers er mit foretrukne tidspunkt. Jeg er også lidt på jagt efter sol og farve, og det er slet ikke nødvendigt, som han siger at bronzare. Jeg kan temmeligt meget godt nøjes med un po marrone.
Sommeren hernede byder også på en stribe festforestillinger i Parco Neapolis, hvor der er et udendørs teater, fra dengang grækerne herskede over byen. Fra maj til begyndelsen af juli er der teater og i juli og i august er der koncerter. Zucchero kommer sidst i juli. Sikke en sommer, det kan blive.
Som sædvanlig er det ikke helt gennemskueligt, hvordan man – og hvem der – kan købe billetter. Men det løser sig vel. Det er jo bare at gå til billetkontoret, og kan jeg ikke få en billet, finder jeg på noget andet at lave.
Jeg opgav dog hurtigt og bookede i stedet en lille uge mere på hotellet. For der kom et tsunamivarsel.
Tsunami-varsel?!? Jep. Det voldsomme jordskælv i Tyrkiet medførte et tsunamivarsel, og da Siracusa ligger helt ud til vandet i det sydøstlige hjørne af Sicilien, ville vi formentlig få den værste del af et eventuelt bølgeskvulp.
Så jeg tænkte, at hvis der kom oversvømmelse og stormflod og alt muligt, ville jeg ikke kunne arbejde i centeret, så jeg tænkte, det var klogere at returnere til hotellet.
De havde heldigvis plads, og det meget søde personale gav mig endda et værelse tættere på hotellets router, så internettet var endnu bedre. Lad det være sagt med det samme: Tsunami så vi ikke noget til, men alle skoler, offentlige kontorer og en hel del af de private forretninger holdt lukket dagen efter.
Og så kom endnu et vejrvarsel: Maltempo aka Uvejr! Det skal jeg da lige love for. Det væltede ned med regn i tæt på 36 timer. Tung, vedholdende og meget, meget våd regn.
En af udfordringerne med så meget regn er, at kloaksystemet hernede jo ikke rigtigt er beregnet til så meget vand af gangen. Det er højst usædvanligt.
Så da jeg var et smut ude i det kraftige blæse- og regnvejr for at finde noget mad – hotellet havde kun morgenmad – løb der vand i flere centimeters højde i gaderne. Det er ret vildt.
Nå men jeg fandt noget mad. Og skyndte mig tilbage på værelset. Og så var jeg der, indtil uvejret var ovre.
Jeg spurgte i receptionen, om det altid var så dårligt vejr i februar, og han kiggede på mig. Smilede stort og sagde: ‘Arh i morgen skinner solen igen’. Det tog jeg til mig. Det er eddermame et dejligt motto. I morgen bliver alting godt igen. Hvor fint.
Fortsat fra sidste indlæg, der sluttede med: For at få plastikkortet skulle jeg registrere mig og for at registrere mig skulle jeg medbringe min lejekontrakt. Som jeg ikke havde fået endnu. Jøsses et cirkus! Heldigvis fandt jeg på, at en anden bank, jeg har, måske kunne bruges, og det kunne den.
Nu betaler jeg husleje fra en udenlandsk bank hver måned. Mens min danske bank mest er reduceret til sådan en mellemstation for pengene.
Ok. Så var det løst. Jeg fik lov at flytte ind i lejligheden. Herligt. Nå men da jeg først kom ind i lejligheden, var der jo ikke noget internet. Det skulle jeg have oprettet.
Så jeg stavrede ned til Vodafone Store og talte med søde Chiara. Hun magtede, samtidig med hun tacklede mig, at læse beskeder fra kæresten højt for kollegaen i den anden side af lokalet, mens hun også lige printede dokumenter og talte med andre kunder, der kom ind i butikken.
Sådan så der ud i stuen, da jeg flyttede ind. Under dugen gemmer sig et plast-havebord.
Jeg skulle reelt bare have internet i en fart, men jeg kom derfra med et italiensk simkort, en tv-boks og en masse italienske kanaler (CL/SerieA og F1) og så et løfte om, at jeg ville blive kontaktet snarest med henblik på installation.
Når jeg er sammen med italienere, forstår jeg nogenlunde, hvad de siger. Om ikke andet ud fra kropssprog, håndtegn og ansigtsudtryk. Men på telefonen er det meget, meget svært for mig at være med. Jeg nærmest råber desperat ned i røret: Piano! Piano! Per favore. Sono straniero!
Det får dem til at næsten klappe-stave den følgende sætning, og så fortsætter de ellers i speed-tempo. Nå men det lykkedes faktisk at aftale, at der ville komme et par gutter og installere internet.
Samtidig med at et par håndværkere kom forbi for at kigge på nogle utætte tagplader. Gal, jeg følte mig som en del af Fra Skrot til mere Skrot eller hvad det nu hedder …
Soveværelset er jeg fint tilfreds med. Nye madrasser og elevation. Wow
Men det var først en uge senere. Og jeg var efterhånden ved at gå op i limningen af stress over hele tiden at spekulere på internet.
To aftener i træk spiste jeg på Bistro Olivia, som er en veganer-restaurant tæt på min lejlighed. Dér var fint net, men det var også tydeligt, at det ikke var meningen, jeg skulle sidde der og arbejde sådan i timevis. Slet ikke, hvis der var travlt.
Så fandt jeg ud af, at der var ok net i Centro Archimede, som er sådan en slags Fisketorvet Light-Light, der er hernede. Men det ok net var akkompagneret af nogle ekstremt ukomfortable loungestole i plast som eneste mulighed for at arbejde. Så jeg sad noget ubekvemt, men det var dog en mulighed.
Jeg opgav dog hurtigt og bookede i stedet en lille uge mere på hotellet. For der kom et tsunamivarsel.
Fra sidste post: Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af.
Og vi fortsætter farcen …
Min danske bank havde, da jeg tastede data ind til at betale husleje, slynget en underlig besked ud: “Vi overfører ikke til den pågældende bank”. Altså kun den bank? Eller til Italien? Eller … jeg kontaktede deres kundeservice, og de anede ikke deres levende råd.
Så Antonio foreslog i stedet, at jeg fik et Mooney Card. Det er et kort, man køber hos de forskellige Tabacchis. Det er et VISA-kort, som så kan fyldes op og så kan man bruge det til at betale. Åbenbart meget brugt hernede. Jeg tænker det er en praktisk måde at bruge penge, man ikke nødvendigvis mener, skattevæsenet skal vide noget om.
For at få et kort skal man altså have en Codice Fiscale. For at få en Codice Fiscale skal man på Agenzia Entrate og oprette sig. Så jeg cyklede derud en mandag morgen. De åbnede klokken 9:00, men vi stod en lille flok klar allerede fra 8:30.
Mange af de andre havde mapper og plastiklommer med papirer og enkelte havde sågar ringbind. Jeg havde mit pas med i lommen og tænkte, det måtte være rigeligt.
Det var det ikke. Det var ikke engang nok til at komme ind af døren. For at komme ind skal man lave en aftale i forvejen på nettet. Aha. Så kommer jeg bare næste gang, I har en ledig tid.
Det gjorde jeg så. Brugte en del energi på at forklare på mit sparsomme italienske, hvad jeg var ude på. Kontoret kan åbenbart også bruges til andet end at få sin kode.
Men til slut blev jeg gelejdet ind i et langt rum med små båse hver sin administrator, og jeg havnede hos en erfaren kvinde, som var født i Frankrig, så hun havde ret meget empati med mine udfordringer og gav mig straks et stykke papir med stregkode og selve koden på.
Tilbage til Antonio. Hen til en tabacchi. De rystede beklagende på hovedet. Det er ikke nok med et stykke papir med stregkoden på.
Man skal have plastikkortet. Aha, hvordan får man sådan ét? Det anede de ikke. Det gjorde Antonio faktisk heller ikke, for han sendte mig tilbage til Agenzia Entrate. Det var ikke dér.
De fortalte, at jeg i stedet skulle gå på Agenzia Anagrafe, hvor jeg kan registrere min adresse. Når de så har min adresse, sender de plastikkortet hjem til mig. Så jeg var ved at være godt og grundigt fanget i et Kafka’sk net. Jeg skulle bruge plastikkortet for at kunne købe Mooney-kortet til at betale husleje.
For at få plastikkortet skulle jeg registrere mig og for at registrere mig skulle jeg medbringe min lejekontrakt. Som jeg ikke havde fået endnu. Jøsses et cirkus! Heldigvis fandt jeg på, at en anden bank, jeg har, måske kunne bruges, og det kunne den. (troede jeg, men det er først meget senere.i historien, jeg finder ud af, at det ikke passer)
Fortsat fra i går: Da jeg sagde, at jeg faktisk ikke var sikker på, jeg var i byen stadig mandag, skal jeg love for, der kom gang i sagerne. Han ringede til sin bror, som arbejder for et Agenzia immobiliare. De står for udlejning. Forestiller mig, det er som Barfoed og Cityhuset i Odense.
Jeg bookede fem nætter på et hotel og krydsede fingre for fornuftigt arbejdsnet (det viste sig at være ok), og så gik Lucas bror, Antonio, i gang med at finde en egnet lejlighed.
Allerede samme eftermiddag havde han fundet én. 2. sal. 75m2. Den så fin ud. Lidt stor. Men god beliggenhed.
Han mente, vi skulle kigge på flere, så jeg havde noget at sammenligne med, men jeg sagde bare ja tak med det samme. Så vi gik til udlejerens bureau og skrev en foreløbig kontrakt
Jeg fattede ikke meget af, hvad der blev sagt, men jeg besluttede at stole på Antonio, fordi han var Lucas bror. Og han var også flink. Og jeg er sikker på, han har gjort, hvad han skulle.
Der gik et par dage. Udlejeren havde ikke reageret. Det er en dame, som hedder Marú. Vildt nok navn. Hun bor vist i Trieste helt oppe på grænsen til Slovenien. Men da hun ikke havde svaret 3 dage senere, foreslog Anto, at vi kiggede på en anden lejlighed.
Det gjorde vi så. På Via dell’ Olimpiade. Edderbrølme et stærkt gadenavn. Lige ved siden af byens store sportskompleks, hvor de lokale vandpolo-konger spiller.
De er et af Italiens allerstærkeste mandskaber og spiller Europa Cup og har lige tabt pokalfinalen 12-8 til Pro Recco.
Udsigten fra Via dell’ Olimpiade
Lejligheden dér var også fin, men den kostede 200 euro mere om måneden, og den virkede en anelse klemt. Så jeg foretrak stadig den første, og heldigvis vendte udlejersken tilbage, at jeg var godkendt som lejer.
Noget af hendes tvivl gik på, om det nu også var rigtigt, at jeg ikke skulle være fastboende hernede. Det er noget indviklet hele det der bureaukrati-ting.
Men det er jeg vist ikke den første, der har oplevet. Når det er vigtigt for udlejere, om man er det ene eller andet andet, handler det, så vidt jeg har forstået om de rettigheder og forpligtelser, de skal leve op til som udlejere.
Selv om jeg ikke er fastboende, skal jeg stadig have en Codice Fiscale. Egentlig en skattekode. Men på mange måder meget mere end det. Måske i virkeligheden næsten som vores CPR-numre, tror jeg. Det er en historie for sig. Jeg prøver at tage det fra en ende af.
‘Mange har spurgt …’ som de unge influencere siger, når de har et budskab, de vil ud med. Well, mange har spurgt, hvordan det går hernede, og det er sådan set ikke, fordi der intet sker – snarere det omvendte.
Der har været temmeligt meget at se til i de første par måneder, men nu har jeg sat lidt tekst sammen, så her er en form for opsummering af tiden fra begyndelsen af januar til nu.
For anden gang på 15 måneder er jeg i gang med at skabe en hverdag i Siracusa på Sicilien. Første gang boede jeg i airbnb, og alting havde en følelse af midlertidigt over sig.
Denne gang har jeg også boet i airbnb. Den første måned. I øvrigt et frygteligt sted med megameget fugt og skimmel på væggene. Men nettet var godt, og det er et temmeligt vigtigt parameter for mig. Naboen Donnatella på 72 var sød. Hendes to hunde ligeså, og hun bar over med mine kluntede forsøg på at tale italiensk.
Det gør de egentlig alle sammen. Det er ret skønt. De er nu heller ikke blege for at rette, når jeg kløjs i bøjninger og køn og alt muligt andet.
Efterhånden har jeg forfinet vendingen ‘l’italiano è una lingua molto difficile’. Det nikker de pænt til alle sammen. Og som de siger: Mit italienske er som regel en hel del bedre end deres engelske. Og det giver jeg dem så ret i.
Da den første måned var gået, havde jeg stadig ikke fundet en lejlighed. Og jeg var så nede over skimmel, fugt og manglende held med søgningen, at jeg overvejede kraftigt at pakke bilen og vende snuden nordpå igen.
Priserne er steget helt enormt, siden jeg var her for et år siden. På airbnb forstås. Og de fleste andre lejemål var tidsbegrænsede til et sted mellem oktober og maj, for i sommersæsonen skal det hele lejes ud til turister, der betaler mere for en uge, end det koster for en måned resten af året.
Det kan jeg jo ikke fortænke dem i. Udbud og efterspørgsel og al det der kapitalistiske musik …
Så jeg var temmeligt desperat, da jeg den 30. januar skulle have min sidste padel-time med Maestro-Luca. Da jeg kom derned, kiggede han beklagende på mig og pegede på banerne. De var fugtige. Han foreslog, vi udsatte lektionen til dagen efter.
Da jeg sagde, at jeg faktisk ikke var sikker på, jeg var i byen stadig dagen efter, skal jeg love for, der kom gang i sagerne. Han ringede til sin bror, som arbejder for et Agenzia immobiliare. De står for udlejning. Forestiller mig, det er som Barfoed og Cityhuset i Odense.
Livets mening er det, du giver det. Det er et ofte brugt svar. Et fornuftigt svar. For det rummer jo samtidig den sandhed, at der reelt ingen mening er med livet. At vi er her. Er i live et større eller mindre antal år. Og så er det slut. Hvad i alverden er meningen?
Jeg aner det ikke. Det seneste halve år har jeg forsøgt at lande i et klassisk dansk lille-by-i-provinsen-miljø. Søde mennesker. Hverdagens begivenheder. Masser af lyspunkter. Dejlige mennesker.
Jeg blev spurgt en dag, hvor jeg var udkommanderet til noget ‘frivilligt’ arbejde: “Hvem er det nu, du er far til?”. Det kaldte jo på en tø-hø af en slags, men jeg kunne slet ikke få noget frem. Det er ikke ofte, jeg føler mig så malplaceret, som jeg gjorde lige dér.
Heldigvis har mit halve år i den vestfynske provins også været spækket med sjove oplevelser, gode venner og en stribe nye venner. Livet er, hvad vi gør det til. Meningen må vi tilføje undervejs. Jeg er flyttet (SURPRISE!!!) og er igen i et sommerhus og snart i mine forældres gæsteværelse i halvanden uge for at fejre jul med dem og familien.
Og så drager jeg sydpå igen. Jeg savner lyset. Solen. Varmen. Letheden. Jeg håber egentlig også, at noget af alt det knirkeri, kroppen er begyndt at skabe sig med, kan forsvinde i solens magiske stråler. Da jeg drog af sted for et års tid siden, var jeg spændt, forventningsfuld og ivrig efter at komme af sted.
Denne gang er det mere velovervejet og egentlig også en hel del mere tøvende. Efter et halvt år hjemme igen har jeg fået bedre fornemmelse for, hvad familie og venner betyder for mig.
Så jeg har også lagt en stribe andre planer. Finde en efterskole igen og falde tilbage i den rolle. De søger fx på Samsø Efterskole for tiden, og det ville da for alvor være at gå Full Circle, hvis jeg vendte tilbage til øen i midten. Men det vil jo også være langt væk fra alt og alle. Så det forkastede jeg igen.
Jeg overvejer diverse komm-jobs. Forsvaret søger en del for tiden. Det kunne være sjovt. Og delvist rammesat. Efterretningstjenesten har også et par spændende stillingsopslag, men hvis man søger dem, skal man ikke fortælle det til nogen, så det kan jeg desværre ikke sige mere om lige nu. Officielt er jeg igen på vej til Italien, og jeg tror, jeg har fundet en ny spændende måde at komme derned på.
Først i det nye år triller jeg til Hamburg, og der laster jeg bilen på Das Auto-Zug til Innsbruck i Österreich. Afsted om aftenen. Single-soveplads. Luksus! Og fremme næste morgen 9:15. Derfra skal jeg så køre cirka 500 kilometer sydvest til Genova, hvorfra jeg skal sejle om aftenen. 20 timer sydpå til Palermo og Bella Sicilia. Og så er jeg fremme efter cirka 60 timers rejse men denne gang med to indlagte og imødesete overnatninger undervejs. Det bliver Grrrereeaaaaatttt.
På Sicilien kører jeg mod sydøst og lander i Siracusa, hvor jeg har fundet en forrygende fin AirBnB, som jeg bor i frem til 1. februar. Derfra skal jeg gerne have fundet en lejlighed på ‘lokale’ vilkår, så jeg kan blive fastboende sicilianer. Men det kan jo gå galt på 100 måder, så det må jeg nok vende tilbage til senere.
For nu ville jeg egentlig allermest udtrykke min beundring for alle de mennesker, der vågner op hver morgen med determination og målrettethed, og som passer det samme job dag ud og dag ind og får det maksimale ud af livet på de vilkår, de nu engang har valgt.
Som min mormor på 87 ofte siger: ‘Huiiiiii Bare du dog snart ville slå dig ned og falde til ro’. Så svarer jeg, at jeg er overbevist om, jeg aldrig lander lang tid samme sted. At bevægelsen er min måde at være tryg og tilfreds på.
Er det en brist? Givetvis. Men dem har vi jo alle. Min er så, at jeg trænger til at flytte mig. At nulstille. Temmeligt ofte. Det betyder, tælleren aldrig når særligt højt i forhold til en masse forskellige relationer, men det betyder omvendt, at jeg møder en masse nye mennesker hele tiden.
Jeg glæder mig.
Glæder mig til jul med familien.
Glæder mig til rejsen.
Glæder mig til igen at begynde et liv på Sicilien. (Denne gang med et lille forspring med mine venner Vinz, Fransi, Gio og Luca. Det skal nok gå. For en tid i hvert fald)
Jeg har med vilje blandet mig uden om valget. Med vilje set så lidt som muligt. Jeg er blevet politisk lammet. Er stedløs. Hjemløs. Og inderligt ligeglad. Bare rolig – jeg har selvfølgelig afleveret en blank stemme. Det skal man jo.
Men jeg er oprigtigt forundret over tonen i dag. Dagen efter valget. Det mest tætte i næsten et kvart århundrede, som jeg hørte et medie fortælle.
For der er røde, der håner, nedgør og delagtiggør alle os andre i deres tanker om Støjberg, Løkke, Ellemann, Pape, der, må vi forstå, står for egoistisk, svinsk og menneskehadende ondskab, der blandt andet har lukket Irak-kommissionen, svindler på stribe og ikke accepterer en dom ved rigsretten.
Og der er folk med blå-lilla præferencer, der mener, at alle i rød blok er nassere, der bare vil leve af andres hårde arbejde, og at de i øvrigt må være snotdumme for at ville have flere år med Mette Frederiksen, der jo både slår mink ihjel, sletter sms’er og elsker Barbara Bertelsen.
Eller også er rød blok klimatosser, der vil sætte det danske samfund over styr ved blandt andet at underminere det profitable landbrug og gøre det umuligt at leve som iværksætter, selvstændig og skaber af arbejdspladser.
Da jeg gik i børnehave, skete det af og til, at jeg blev uenig med nogen om, hvem der først kom ned til hegnet bagerst på det grønne område, eller vi ‘drøftede’, hvem der var klogest af dem på Sommerfuglene eller Mariehønsene. Men det er ærlig talt ikke et godt look på voksne mennesker og heller ikke på en hel nation.
Valget er overstået. Vi er endnu engang næsten så tæt på 50/50-fordelt, vi kan komme. Sådan er det næsten hver gang. Det skifter løbende.
Kan vi ikke godt bare komme videre, uden at vi hver gang skal afsløre på sociale medier, hvor dårlige tabere vi alle sammen er, og uden at vi får sagt ting om hinanden, der er så grimme, at vi en dag ikke rigtig kan finde vej tilbage til det ‘vi’, der gerne skulle være fundamentet for den kunstige konstruktion, vi kalder en nation.
Det har været en begivenhedsrig uge hernede på den store ø mod syd. Jøsses, der er sket både det ene og det andet. Først og fremmest fik jeg et tilbud, der næsten var for godt til at lade min næse gå forbi, da min udlejer skrev følgende:
Så jeg fik et helt tøjstativ med stanglækkert italiensk enten mærketøj eller skræddersyede jakkesæt, bukser og blazere. Nu er jeg jo – måske overraskende – ikke noget mode-orakel, så jeg aner ikke så meget om den slags, men det så virkelig cool ud på sådan en vintage-classy-italiano-agtig måde
Jeg rullede simpelthen hele stativet ind i lejligheden og legede catwalk med alt, hvad jeg brød mig om. Og der var Armani-jakker, Pal Zileri-jakkesæt. Lokalt skræddersyede jakkesæt og bukser. Og alle mulige forskellige lange frakker. Damn, jeg kunne for alvor have kommet til at ligne de lokale i niveau og klasse. Alas viste det sig, hvad jeg måske nok havde frygtet, at mit ‘snit’ ikke helt er skåret til de italienske snævre syninger og slimfit-snærende stykker tøj.
Så jeg måtte meddele Vincenzo, at jeg desværre ikke havde taget noget af det, for det passede ikke til min runde form. Desværre.
Apropos rund form! Det er hår. Det gror ud igen
Jeg var ærlig talt ved at være blevet temmeligt langhåret. Og normalt fikser jeg jo den slags med en trimmer, men den var gået i stykker på vej herned, hvor den lå i bagagen, så jeg har bare ladet stå til i en periode og tænkt, at der intet er i vejen med en prægtig manke af fyldigt og overvejende mørkt hår hernede.
Men det er temmeligt irriterende, synes jeg, at jeg altid skal fugte håret for at have nogenlunde styr på det, og at der skal en god håndfuld voks til efter bad, for at det ikke stritter i alle retninger. Så jeg bestilte en ny trimmer online, og jeg skal da love for, den kan tage fat.
Så nu er det lidt lettere at styre:
Det blev en tand kortere end planlagt, for jeg glemte at sætte afstandsskær på igen, da jeg var nødt til at rense den. Og uden skær er det m-e-g-e-t kort. Så jeg måtte lige justere hele vejen rundt. Men det er dælme let at styre nu. Herligt.
Teaching Position
De bruger også Facebook hernede [Gulp!] Og der er sådan nogen lokale Expat-grupper, hvor man kan mødes med andre, der er kommet til byen fra det store udland. Det har jeg ikke lyst til. Men jeg tror, det er sundt at komme lidt ud. Så det skal jeg.
I den gruppe var en kvinde, som hedder Lisa, der skrev, at hun var ansat på Italian Academy, som ligger i bygningen lige over for, hvor jeg aktuelt bor. Bogstaveligt talt. De manglede en engelsk-lærer, og jeg tænkte, hvorfor ikke? Så jeg sendte mit CV og var til samtale fredag med Laura Lungarini, som er fra Canada (?), og er leder af en slags derovre.
Det gik fint, og hun vil nu sætte en demo-time op, hvor jeg skal undervise, så de kan se, om jeg er brugbar, og det skal også lige cleares med chefen. Cirka 20-25 timer om ugen, og jeg tænkte, det var en god måde at udvide netværket på hernede. Laura spurgte til slut: “Er der mere, du vil spørge om?”, og jeg vred hænderne og sagde, at jeg havde et kedeligt spørgsmål men gerne ville vide, hvad lønnen var.
Hun grinede og sagde, det absolut ikke var kedeligt, og at lønnen var 1.100 euro. Den skulle lige synke ind. 1.100 euro for at arbejde 100 timer om måneden – og jeg ved faktisk ikke, om det er med eller uden forberedelse. Men der er fri hver mandag, fordi man arbejder om lørdagen. Må indrømme jeg først troede, jeg hørte forkert.
Puha. Det er jo lige præcis det modsatte af, hvad jeg leder efter. Jeg vil gerne have flere timer til højere løn, så jeg er fri for forpligtelser i form af at møde op og stille til tiden. Det er i hvert fald allerhøjest 75 kroner i timen. Det er ikke meget. Så jeg er lidt i syv sind, om jeg egentlig vil det. Det kunne være skægt at undervise igen og sikkert en fin oplevelse at prøve det i et andet land, men det virker meget forpligtende for relativt lav betaling.
Ro. Ro. Ro. I sjælen. Og da særligt uden wifi
Lørdag aften forsvandt min internetforbindelse, og jeg må være helt ærlig: Jeg havde glædet mig det meste af dagen til at se Napoli-Inter. Men det kunne jeg så ikke. Så jeg satte mig i stedet med en bog, og der gik ikke mere end fem minutter, før jeg havde glemt den skide kamp. Jeg læste i et par timer helt frem til sengetid og gik i seng med ro i hovedet og faldt i søvn med det samme.
Her til morgen gik jeg min sædvanlige morgentur, som er ned gennem byens hovedgade og ud til halvøen, Ortigia, hvor jeg så bare følger vandet hele vejen rundt. Det er ingen lang tur, og i alt løber det bare op i 6-7 kilometer. Men på Ortigia kan jeg gå langs vandet hele vejen. Hele vejen rundt. Vandet er besnærende klart og azurblåt. Og i dag har solen skinnet fra morgenstunden, og sådan lige at lade issen varme fra solens stråler med udsigt over det skinnende hav og den blå, blå himmel. Ahh.
Så måske er det et hint fra livet om, at jeg sagtens kan bruge mere tid offline, for så forfærdeligt er det dersens offline-liv slet ikke. Slet, slet ikke. Så nu er jeg begyndt på en ny bog.
For rigtig mange mennesker er livet svært. Svært at være i. Svært at overskue. Svært at få til at makke ret. Svært. Bare svært. Og de fleste af os går sådan set rundt og har allermest travlt med os selv og vores egen lille andedam.
Nogle er så priviligerede, at de er nødt til at bruge en hulens masse energi på, hvor deres næste ferie skal gå hen. Nogle bruger kræfter på at få skrevet en jobansøgning, så de kan slippe for deres chef og finde et job med en moderne leder, der giver dem mod på hverdagen igen. Og andre bøvler med de helt store spørgsmål som liv, død, vanrøgt, fattigdom og måske endda vold, overgreb og trusler i hjemmet.
Pointen er ikke, at nogen skal have dårlig samvittighed over deres bøvl. Vi har det bøvl, vi nu engang har. Vi kan kun løse det, vi bliver stillet over for. Og langt de fleste af os har mere end nok i os selv og vores eget bøvl.
Korte lunter. De andre er tosser
Vi lever jo ikke isoleret. Bare fordi vi har rigeligt med vores eget bøvl, betyder det ikke, vi slipper for alle de andre. Eller at vi slipper for deres bøvl, selv om vi har rigeligt med vores eget. Når vi står bag en i køen i supermarkedet, som tager af vores dyrebare tid ved at spørge til en forkert pris. Eller når vi i trafikken oplever, andre kører farligt eller ligefrem hensynsløst.
Det er til at eksplodere over. Og det sker. I tide og utide. Vrede i trafikken. Mundhuggeri i supermarkedet. Frustration over, at verden ligesom ikke tager mere hensyn til lige præcis dit bøvl. Det er sgu da også for groft.
Men ved du hvad? Det hjælper ikke en skid. Og hvis du trækker luft ind og tæller til 10, kan det måske give dig et perspektiv på det hele, så du indser, at om du kommer 5 minutter før eller senere gennem supermarkedet ikke gør den store forskel. Eller at de 5 minutter du sparer ved hasarderet kørsel i trafikken, en dag risikerer at koste nogen livet.
Slap af – vi når alle sammen frem til den sidste dag lige til tiden
Det er svært, fordi der er så meget, vi alle sammen gerne vil. Vi vil gerne gøre det bedst muligt for vores kære. Have mest tid sammen med vores børn. Eventuelle partnere. Familie. Venner. Der er også en karriere, der skal på skinner og helst give evig fremgang. Og hvad tænker de andre mon om alle vores sære valg og den manglende forfremmelse?
Med fare for at lyde som en left over-hippie vil jeg nu gerne slå et lille slag for at tage de brede briller på og en gang imellem tænke over, om det nu er så vigtigt med alt det tempo og al den hersen rundt til højre og venstre. Måske er der også værdi i at trække vejret dybt ned i maven og bare være til stede.
Måske kan du hjælpe kunden i køen med en pris. Måske kan du faktisk godt lade trafikken flette, selv om ham idioten jo bare forsøger at snyde sig forbi – hvad så? Og måske gør det ikke så meget, at jobbet får lov til at vente, mens du laver noget sjovt med dine kære. Måske er det helt okay, at du ikke altid optimerer din produktivitet.
Helt sikkert altid okay at være omsorgsfuld
Du kan vælge at give af dig selv. Vælge at dele af dit overskud. Og hvis du synes, du ikke har noget, kan jeg glæde dig med, du får mere overskud, hvis du deler ud af den smule, du mener, du har tilbage. Din venlighed. Din kærlighed. Din omsorg. Det er ikke finitte resurser, som du behøver passe på og sørge for ikke at løbe tør for. Du kan bare bruge dine empatiske resurser, så får du helt automatisk mere af dem.
Og nej, det betyder ikke, at du altid skal være fuld af overskud. Selvfølgelig er det ok at have en dårlig dag eller uge. Men du skal vide, at du får mere ud af livet – og livet får meget mere ud af dig, hvis du deler dine gode sider også. Din omsorg. Din viden. Og dit nærvær.
Prøv at give dig selv en opgave den næste uge. Når du taler med folk, så hør efter hvad de siger. Lad være med partout at skulle finde på noget smart at sige, som du selv har oplevet, der næsten minder om men var lige en tand federe. Lyt til folk. Lad dem tale. Og hvis du synes, du skal sige noget, så prøv at spørge ind til det, de fortæller. Og bed dem om at uddybe.
Tak fordi du kom til min TED-Talk. Hav en dejlig dag.
