Angst

Asiatisk i Vælde er Angsten.
Den er modnet med umodne Aar.
Og jeg føler det dagligt i Hjærtet,
som om Fastlande dagligt forgaar.

Men min Angst må forløses i Længsel
og i Syner af Rædsel og Nød.
Jeg har længtes mod Skibskatastrofer
og mod Hærværk og pludselig Død.

Jeg har længtes mod brændende Byer
og mod Menneskeracer på Flugt,
mod et Opbrud, som ramte Alverden,
og et Jordskælv, som kaldtes Guds Tugt.

Tom Kristensen, 1932 (En fribytters ord)

Hvad er det for noget med det der røde lys for fodgængere?

Ja, ja, ja den gamle traver med “Herfra min verden går …” og så videre. Men altså; for det første var der bare ikke særligt mange lysreguleringer, da jeg gik ture i Højer og omegn. Der er ikke sådan rigtigt stemning for dem dernede sydpå. Men det er der altså i Skibhuskvarteret og omegn. Stemning for lyskurve, altså!

Og for det andet har jeg jo nu solgt den fine lille Fiat, så nu spadserer jeg en hel del ture i den friske december-luft. Og jeg venter og venter og venter ved de der lyskurve. Og som udgangspunkt er det jo ok. Jeg skal – selv som nogenlunde CO2-venlig fodgænger – selvfølgelig overholde færdselsloven og vente for rødt.

Men jeg kan simpelthen ikke gennemskue, hvorfor det er blevet sådan, at stort set alle lyskurve har manuel betjening af ‘fodgænger-grønt’, så jeg skal hen i krydset og trykke på knappen, før end krydset overhovedet overvejer at bruge det grønne fodgænger-lys.

Tænk hvis det samme gjorde sig gældende for bilerne? At de kom trillende hen mod et kryds, der var lige ved at skifte til grønt – men kun for dem, der allerede holdt i krydset. Ankom man, mens der var gult, måtte man pænt rulle vinduet ned og trykke på knappen, så der blev grønt lys næste gang, ‘karussellen’ kom rundt.

Reelt betyder det ikke alverden. Jeg venter utroligt gerne et minut eller to. Det generer mig ikke. Men hvorfor skal jeg vente, når bilister bare kan surfe igennem? Er deres tid så meget vigtigere end min? Eller er der en virkelig god forklaring, som jeg bare ikke kender til?

Er det færdselssikkerhed? Er det lettere som bilist, når der ikke er grønt for andre end dem? Skal de så ikke overveje en fornyet køreprøve? Man skal vel for filen under ingen omstændigheder køre gennem en lysregulering med hovedet under armen – fodgængergrønt eller ej?

Ved du, hvor alle de gamle, rynkede mennesker kommer fra?

Dengang jeg underviste på efterskole, tillagde jeg mig en del onkel-kommentarer. En af de flittigt brugte gik på, når eleverne kækt talte om lige at nuppe en “all nighter” – altså springe nattesøvnen over – eller når de bare fortalte, hvor lidt de reelt sov hver nat. Fordi samtaler på værelset, onlinetid og natterend. De er jo unge. Mit onkel-spørgsmål lød så:

– Ved du, hvor alle vi gamle, rynkede mennesker kommer fra?
– Nej …
– Det er unge mennesker, der tror, de kan undvære søvn, som er blevet ældre. Så kommer man til at se ud som mig.

Der er nok lidt for meget tø-hø til unge mennesker, men jeg kom til at tænke på det i dag igen, da vi skulle igennem endnu en omgang online-bashing. Laura på 12 år har sendt et brev til statsministeren OG RESTEN AF FOLKETINGET. Den gæve pige opfordrede simpelthen til færre skænderier og mere samarbejde.

Men The Owls Are Not What They Seem, og alskens mennesker med god tid på nettet overfaldt statsministeren, hendes spindoktorer og Laura for enten at have forfattet brevet selv, bruge brevet til egen vinding eller at Laura aldrig selv kan have skrevet brevet, fordi det er for velformuleret – “men hun kan så heller ikke sætte kommaer”, som jeg læste et sted. Damned if you do and damned if you don’t …

Nå men det jeg kom til at tænke på var, at alle de sure og vrantne voksne mennesker også kommer et sted fra. De kommer selvfølgelig fra sådan nogen som Laura, der forsøger at bidrage med en opfordring til at forenes og samarbejde, og så oplever hun, hvordan det bliver puttet i kasser, afvist, hånet, nedgjort, manipuleret osv osv. Som med rynkede, gamle mennesker så stammer sure, vrantne og skænderi-villige voksne også et sted fra: Oplevelsen af at det slet ikke kan betale sig at tale pænt eller opfordre hinanden til at enes.

Vi lever I en tid, hvor det handler om at råbe højest til det største publikum. Som jeg ser flere steder online, er det simpelthen et argument, at “du har kun xx følgere” – underforstået at modparten har mange flere, og flere følgere betyder, man har mest ret.

Jeg genkender Lauras ønske om mere samarbejde og mindre skænderi. Jeg ser mig selv i Greta Thunbergs næsten desperate frustration over at se et så tydeligt problem og samtidig skulle acceptere, at der ikke bliver gjort noget – nok i hvert fald – ved det. Jeg ser og forstår præcis, hvor de unge mennesker kommer fra. Og jeg forstår desværre også, hvorfor de – som alle os andre – bliver til så forbitrede voksne mange af dem.

Skal vi ikke snakke lidt om borgerløn?

– Lad os indføre borgerløn. En fast udbetaling til alle hver eneste måned på fx 10.000 kroner. Uden modregning som skat. Bare 10.000 kroner til alle.
– Er du vanvittig. Så er der jo ingen, der vil gå på arbejde.

Er du sikker på det? Hvis ingen vil gå på arbejde uden at få penge på det, skal vi så ikke prøve at finde en anden måde at organisere os på? Jeg mener; hvis ingen er på arbejde for andet end pengenes skyld …

Formentlig finder vi ikke brugbart alternativ i første hug. Men hvis vi slet ikke overvejer det, kommer vi absolut ingen vegne. Så; hvad kunne der ske, hvis vi nu indførte, at alle danskere – over 18 år? – fik 10.000 kroner kvit og frit ind på kontoen hver den første?

Ville der så være nogen, der ville drive Dansk Supermarked/Coop, den lokale slagter og tøjbutikker? Ville der være mennesker, som gerne ville tjene mere end 10.000 kroner hver måned, og som derfor godt kunne tænkes at ville arbejde? Det tror jeg da. Og håber.

Hvad nu hvis vi sagde, at der ikke skulle betales skat af indkomst? Hvor skal pengene til de mange gange 10.000 kroner så komme fra? Højere afgifter på varer? På økonomiske transaktioner? Afgifter på veje? Langt højere skatter på formuer – fordi jeg tror på, det ville gøre en masse godt, hvis vi fik nivelleret samfundets penge, så de ikke var fordelt på få hænder.

Ville der ske noget som helst? Som sproglig student uden hverken forståelse eller interesse for penge er jeg sikker på, der er økonomiske faldgruber, men husk at der ikke er noget, der er umuligt. Vi lever i en verden, vi selv har formet. Selv har skabt reglerne for. Selv har indrettet. Så selvfølgelig kan vi lave ændringer, som passer til det, vi ønsker os. Spørgsmålet er bare, om vi har nogen anelse om, hvad vi ønsker os.

Mener du virkelig det?

Jeg tror reelt ikke, det er virkelig vigtigt for os, hvad andre mener. Men at kategorisere og indramme og vurdere andres meninger fungerer som en slags selvidentifikation.

Aktuelt diskuterer vi mange steder, om Mette Frederiksen er en diktator, der benytter corona-krisen til at styre og regere uden at tage hensyn til demokratiske spilleregler. Eller også diskuterer vi, om blå blok er en flok hyklere, der ikke så hverken Anders Fogh, Inger Støjberg eller Lars Løkke’n i deres egne øjne, da det var tid. Og det bliver til ophedede diskussioner. Og jeg er træt af det.

Jeg er træt af, at jeg som menneske skal vurderes på, hvad jeg rent politisk ønsker. At jeg skal kaldes det ene og det andet, fordi jeg mener noget om, hvordan vi skal indrette samfundet. Det er heller ikke i orden, at nogen mener, fordi man er på blåt hold, så er man alt muligt andet. Vi kender det jo alle sammen. De røde er pladderhumanister, naive, godtroende og vil kun bruge andre folks penge, mens de lader muslimer vælte ind over grænsen. Mens de blå er kyniske, pengefikserede, inhumane med tendens til racisme.

Det er da ikke underligt, at det er så vanskeligt at tale om noget efterhånden. At vi bliver mere og mere polariserede. Og det begynder altså med alle de samtaler, vi har med dem, der mener det samme som os. Hvis jeg sidder i en baggård og enes med andre røde om, at de blå er nogle umennesker, så bliver det for hver gang sværere og sværere at have en ordentlig samtale med nogen, jeg ved er fra blå blok.

Det kan jo ikke være meningen, og det kommer formentlig helt ned til ganske almindelig opdragelse, dannelse og pli. Det handler (også) om tonen. For det betyder noget, hvis man går Trump på en debat og sviner modparten til med løgne, beskyldninger, hån og latterliggørelse. Der er ingen midterrabat. Der er intet sted at mødes. Der er kun en vinder og en taber. Og det er noget hø.

I 2020 har vi som globalt samfund ret mange muligheder for at få tag over hovedet, mad og bidrage i fællesskab. Men det spolerer vi, hvis det skal være et åbent mundhuggeri om, hvorvidt fremtiden skal bestå af borgerløn eller kolonier på Mars. I hvert fald så længe vi ikke kan tale med hinanden om de ting, uden at vi skal kalde hinanden ting, jeg fik eftersidninger for i 6. klasse. Det er ikke ok. Jeg er fristet til at hive gode gamle Poul Nyrup frem: “Kan vi ikke gøre det bare lidt bedre?”

Hurra for min mor og far

Jeg har vist nok sagt det her før. Men det kan ikke siges for ofte. I løbet af mine 27 måneder som efterskolelærer har jeg fået et indblik i de liv – og de forældre – som nogle unge vokser op med. Det har i voldsom grad forstærket min i forvejen ellers ret enorme taknemmelighed for det kæmpe arbejde og den store kærlighed, mine forældre altid har sendt min – og mine brødres – vej.

Aktuelt er anledningen deres evige hjælpsomhed. Jeg er 45 år (who knew!?), og når man flytter (som jeg gjorde for 14 dage siden) i den alder, er det ikke sådan, at man lige som det allerførste inviterer sin venneflok til at hjælpe.

For mit vedkommende selvfølgelig også, fordi jeg allerede nede i 20’erne opbrugte en kvote på højde med de fleste menneskers for et helt liv af flytninger med venners hjælp. Så jeg var sådan set klar til at flytte selv denne gang. Jeg undersøgte godt nok, hvad det ville koste at få nogen til at køre det hele til Odense. 3.500 kroner. Det var jeg for nærig til.

Så mine forældre gav et stort nap med. Endnu engang. De kørte med til Højer – 2 timer! – og farmand hjalp med at slæbe mine ting ud på traileren. Imens insisterede min mor på at gøre rent i huset. Flittigt. Pligtopfyldende. Og faktisk var hun en smule surmule, da vi sagde, at nu kørte vi altså. For hun var ‘ikke helt færdig’.

Vi fik ikke min vaskemaskine med, for sækkevognen punkterede og kunne ikke løfte noget som helst. Den fornemmelse kender vi vist alle. Så jeg kunne se frem til en tur i min lille blå ‘500’ til Odense for at låne mine forældres bil med træk og trailer og køre retur, hente vaskemaskinen og tilbage igen. Og så hjem i min egen bil. 8 timers transport.

Vaskemaskiner er egentlig også nogle vanvittige skrumler. Ikke noget at sige til, det ikke er noget, ret mange sådan lige flytter med. Men det gjorde jeg. Særligt da mine forældre forsigtigt foreslog: “Hvad med vi bare kører bilen til Højer, og så læsser vi traileren sammen, og så kører vi tilbage til Odense? Det sparer dig for alle turene.”

Oh yes, det sparede mig for alle turene. Mod at de så tog to ture. Så meget hjælp på en gang har jeg svært ved at tage imod. Jeg kan sagtens tage mod hjælp. Men det skal helst involvere, at jeg selv går forrest og står i stævnen og bærer det tungeste læs osv osv. Men de tilbød det et par gange mere, og til slut tog jeg med kolo-taknemmelighed imod. Det var klart det letteste for mig. Og de havde vist begge fornemmelsen af, at jeg trængte til det. Til ekstra hjælp. Lige dér.

Og det er, som om de altid lige præcis ved, hvornår der er brug for ‘normal’ forældre-hjælp, og hvornår der er brug for den der ekstra altomfattende og -sluttende forældrehjælp, der bare løfter alverdens ballade af skuldrene.

Fik jeg sagt, jeg er 45 år? De kommer til at være der for mig altid. Og det er verdens mest trygge fornemmelse. Og jeg er så gennemgribende, knusende og fantastisk taknemmelig. Jeg er – en af fire – verdens heldigste søn, at jeg har fået jer som forældre ♥️

Det store i det små

Donald Trump og hele det eskalerende cirkus derovre i skin-demokratiet, vi kalder USA. Elon Musk og alle de andre rum-svin, der er i gang med at fylde så meget i universet, at det selvfølgelig får konsekvenser. NB og deres helt igennem latterlige idé om, at det er ytringsfrihed at galpe, brøle og smælde hån og latterliggørelse ved enhver given lejlighed. Der er sgu nok at være optaget af for tiden.

Og I det store hele er der ikke ret meget, jeg kan gøre ved noget som helst af det. Så jeg fokuserer på at være noget for de mennesker, jeg har i nærheden. På at holde døren for andre. På at smile med øjnene når munden er skjult bag mundbindet. Til kassemanden i Kvickly. Til den rare gamle mand, der ruller vinduet ned fra sin bil, da han passerer mig på min gåtur: “Du har dælme gået en lang tur”, siger han med et imponeret nik. Og jeg smiler og svarer noget imødekommende.

Jeg tror ikke på, at vi skal ændre verden ved at være som Atlas og bære det hele på vores skuldre. Jeg tror på, vi kan ændre verden ved at være gode, medgørlige, omgængelige og venlige. Et lillebitte skridt af gangen. Hver dag. Hver gang vi har mulighed for det. Hvis vi alle gør en smule. Så bliver det til en hel masse.

Bare lige et øjeblik. Et øjebliks ro. Please.

En klog ven skrev til mig forleden. Hun havde set, jeg har besluttet at forlade efterskolen i Sønderjylland og bevæge mig ud på nye eventyr. Hun skrev:
“Jeg så det godt på din blog – og tænkte, at du var sej og modig! Og hvor er det dog egentlig sigende for vores samfund, at det er en af de første tanker, der falder mig ind: at det er modigt!? Er det ikke langt mere “modigt” (dumdristigt) at bruge så stor en del af sit liv på noget, hvor man føler, at man må gå på kompromis med egne værdier… ?”

Det er jo en interessant indgang. Jeg kan supplere med, at reaktionen fra langt de fleste mennesker handler om, at jeg jo så skal finde et nyt arbejde i en ruf. “Hvad skal du så?” Spørgsmålet er jo fint og velment. Men jeg kan mærke, at jeg har brug for at tænke mig om. At kigge forsigtigt omkring. At sunde mig. At genskabe det menneske, jeg gerne vil være. Hvis jeg ellers finder ud af, hvem det er.

Og min indre Rasmus Modsat stejler ofte ved den slags spørgsmål. Hvorfor har vi indrettet vores liv, som om de skal følge en snor hele vejen fra start til mål? Hvorfor lader vi, som om det hele er noget, der kan planlægges? Og hvorfor tror vi, at der er faser, hvor vi kommer bagefter – at der er en fastlagt plan, som vi skal følge? Og gør vi ikke det forventede, risikerer vi, der opstår en a-synkronicitet, så vi er på afveje i forhold til tiden og til planen.

Heldigvis er jeg ret pjattet med faser fulde af usikkerheder. Jeg har lejet en lejlighed i Odense fra 1. december. Uanset om jeg skal arbejde i Odense, på Fyn eller i en af de større byer i Danmark, er Odense altid et godt udgangspunkt. Pendling er klart ikke højt på min liste over ting, jeg siger Ja tak til i mit liv, men muligheden er der, hvis der byder sig noget spændende, som jeg ikke kan sige nej til.

“Jamen, hvad så fra 1. november til 1. december? Hvor skal du bo? På gaden?”. Også dét er jo spændende. Jeg har simpelthen en måned, hvor jeg kan lave, lige hvad jeg vil, lige hvor jeg vil. Eller altså … tak for mere lort, Corona!

Jeg har været i fuldt sving med at planlægge en måned i Mexico City. Tilbage i det vidunderlige Condesa og lange dage med sol og varme. Med ude-mad som er betaleligt. Med frihed og ro, ro, ro i trygge, velkendte rammer. Har fundet bolig på Airbnb, har fundet (meget) billige flybilletter og er sådan set meget klar til afgang. Men det går ikke lige den rigtige vej med sygdomsbilledet globalt set. Så den er på stand-by.

Hvad så? Jeg kan godt lad mig overmande af tanker om, at det jo er smart at være i Odense, fordi “hvis jeg nu skal til samtale et sted”, men i det regnestykke glemmer jeg, at jeg har givet mig selv helt fri i november. At det er en måned, jeg skal bruge til at få hovedet drejet på plads, til at finde ro med mig selv, til at motionere, gå lange ture i novemberfrisk efterårskulde og til at lade dagene gå med at dvæle, læse og fjerne presset fra konstant at skulle agere i verden.

Så jeg kigger på sommerhuse, der ligger nogenlunde tilgængelige med offentlig transport plus cykel. Nuvel, november på cykel kan være en drøj omgang, men der er ingen, der har lovet, at alting altid skal være så let som overhovedet muligt. Hvis jeg drømmer om et liv uden bil, følger der også øgede strabadser og ubekvemmeligheder med. En cykeltur i stedet for bilen betyder muligvis regn eller blæst og øget tidsforbrug. Men det er ikke meget co2, jeg bruger på en cykeltur – og formentlig mindre og mindre efterhånden som formen bedres, og det hivende åndedræt mindskes. Forhåbentlig.

Så dér er jeg nu. På besøg hos en god ven i København. På vej med S-toget for at mødes med en anden god ven – paradoksalt nok fra Jylland: “Vi mødes i København. Det er jo cirka på midten.” Fuld af optimisme. Og overvældet af uvished. Det er ret fantastisk på sin egen besynderlige måde.

Når værdier støder sammen

For fem år siden gik jeg rundt og spekulerede på, om ikke det ville være helt fantastisk at arbejde på en efterskole. For jeg savnede mere menneskelig kontakt i løbet af arbejdsdagen, og kommunikation – alle de fede ting ufortalt – handler ofte om noget med en computer og tekstproduktion og data og målinger og KPI og mere af den slags. I hvert fald dér, hvor jeg var.

Så jeg søgte job på efterskoler. Og var i 2018 så heldig at blive ansat på Højer Design Efterskole i Sønderjylland. Og det har været virkelig, virkelig oplevelsesrigt. Da jeg ikke selv har børn, har det været en vild oplevelse af møde de unge mennesker og dele deres hverdag. Deres problemer, udfordringer, baggrunde og sejre og successer. De unge skal nok klare sig. På trods af vi voksne. Sgu ikke på grund af. På trods af. Shit de er vilde. Omsorgsfulde. Kærlige. Reflekterede. Sociale – helt enormt sociale. Både off- og online. Totalt vidunderlige er de.

Alligevel har jeg sagt min stilling på skolen op pr. 31. oktober. Og hvorfor så det? Jeg opfatter mig selv som et menneske, der er enormt værdistyret. Det har sine fordele og sine tydelige ulemper. Og jeg anede ikke, at der findes efterskoler med ultraliberale værdisæt som ledestjerne.

Men det har jeg oplevet nu, og det har været øjenåbnende, udfordrende og af og til krævet, at jeg har snoet mig efter bedste evne Der har også været sammenstød og diskussioner – når meninger mødes og det der jazz … – men det korte af det allerede lange er, at jeg nåede til et punkt, hvor mine værdier ikke længere kunne tåle at blive snoet.

“Ej Michael, er det ikke tarveligt at stoppe midt i et skoleår?”. Kender du historien om fingeren og glasset? Der er massevis af kompetente lærere, der gerne vil kaste sig ind i efterskole-oplevelsen og undervise i dansk og engelsk. Det skal nok gå det hele.

Jeg tror ikke på, at man kan gøre sig selv så u-undværlig, at alting går i skuddermudder, hvis man skrider. Og hvis det gør, er der noget fundamentalt galt med konstruktionen, og så er det nok meget godt, det kommer ud i dagslyset alligevel.

Så nu står jeg lige om lidt – når min måneds opsigelse udløber 31.10 – og skal finde på noget nyt at lave. Og jeg skal hilse fra “45 år” og sige, at det føles en hel del mindre stressende end i de fleste yngre aldre. Det skal nok gå. Jeg er ikke kræsen. Jeg kan se mig selv lave alt muligt.

Det kunne være skægt at rode med kommunikation, tekst, ord og sætninger igen. I en eller anden form. Det kunne også være dejligt at få sved på panden og ømme muskler med for eksempel opvask, træhugning (hedder det i virkeligheden brændekløvning?) eller havearbejde. Pleje-“familie”. Et bosted for unge mennesker. Klub, Eller jeg kunne forestille mig at være portør, fyrpasser eller lærervikar. Og jeg kan sagtens forestille mig at lave noget, jeg aldrig har prøvet før og ikke har fantasi til at forestille mig. Det kunne da være skidesjovt.

Min plan B er lidt mere fluffy, men den lyder sådan her: Når året er omme, og hvis der ikke er en oplagt arbejdsmæssig himmerigsmundfuld i sigte at matche med, så sælger jeg den lille bil og flytter til udlandet et års tid – og så skal der skrives mindst én bog. Gerne flere. Og nydes lys, luft og solskin. Det er faktisk ikke en tosset plan B. Fluffiness til trods.

Men jeg vil nu allerhelst blive herhjemme hos alle jer andre. I er mere end ok. Jeg er ret tosset med “mine” mennesker. Både dem, der er helt tæt på og dem, der er i kredsen rundt om dem, der er tæt på. Og dem, jeg kender fra engang, som jeg stadig holder meget af. I ved hvem, I er. Hvis I ikke ved det, så siger jeg det nu:
I er dejlige ♥️

Og det vil da være endnu mere dejligt, hvis I tænker (lidt ekstra?!) på mig i den kommende tid, hvis der popper noget spændende op. Projekter. Vikariater. Job. Eller hvis du har en god idé, du altid har tænkt: “Hvorfor gør Michael egentlig ikke det her?”, så er det nu, du siger til.

Jeg vil allerhelst rykke sengen til mit elskede Fyn. Men Danmark er jo for filen ikke større, end at jeg er åben for alle lokationer. Stik fingeren i vejret, hvis du ser noget og tænker: “Det ville være et fint match”. Ikke? Please 🙏

Jeg holder helt vildt med Julie – men jeg har jo selv lige været et skarn

Der er en historie i omløb om den 18-årige fodbolddommer, Julie Alsbro, som har haft en mildest talt dårlig oplevelse i forbindelse med en serie 4-kamp, hun dømte. Hun blev både overfuset verbalt og spyttet på, så nu er spilleren både i karantæne de næste seks kampe og meldt til politiet for hændelsen.

Mit hold hernede i syddanmark har været så heldige at have Julie Alsbro som dommer en enkelt gang. Jeg gjorde en del ud af at tale med drengene før kickoff, at jeg ikke ville have ballade relateret til, at hun var stort set jævnaldrende og af det modsatte køn. De skulle respektere hende mindst lige så meget som andre dommere. Det var slet ikke noget problem. Hun er med afstand den bedste dommer, jeg har oplevet i de snart to år, jeg har været i det sønderjyske fodboldmiljø.

Jeg er vild med, at hun får sendt en massiv sviner af sted i artiklen fra TVsyd, hvor hun fortæller, at hun drømmer om at dømme i Superligaen, og det ser hun sådan set frem til:

Med drømmen om at rykke længere op i rækkerne forudser hun også, at der bliver færre usportslige hændelser.

Jeg tror, at jo længere man kommer ned i serierne, jo mindre respekt er der for dommeren. Det er ikke lige så pæn fodbold, og så må man have det mere i munden eller i tacklingerne. Jeg tror også, at når man kommer højere op, så handler det mere om fodbold end at gå og spytte på dommeren, konkluderer den unge fodbolddommer.

Så der er fuld opbakning fra min side til den kompetente dommer. Og så er det jo, at jeg er nødt til at minde mig selv om, at jeg for tre uger siden selv blev bortvist fra en kamp. Der er ikke noget at sige til mit forsvar. Man skal anfægte dommeren. Og jeg er nu i tvivl, om jeg så overhovedet kan/må sige noget kvalificeret om Julie Alsbros situation.

Kan man på den måde jonglere med flere bolde? Kan man fx være fortaler for at bekæmpe sort arbejde samtidig med, man får lavet sit badeværelse af en bekendt til ‘vennepris’? Kan vi rumme de her modsætninger og slet ikke registrere hykleriet? Er det i virkeligheden en af vores arts fineste egenskaber? At vi så let vender det blinde øje til egne fejl og mangler men lynhurtigt identificerer og (meget) gerne påtaler andres?

Afsluttende – ikke et forsvar men en afrunding! – vil jeg gerne sige, at jeg fik 1 (en!) spilledags karantæne, og den pågældende dommer fik bedømmer på (de hedder ikke bedømmere længere – nu hedder de dommerudviklere. Samme som skraldemand/renovationsassistent. It is what it is. No matter what you call it. Svinekød er stadig ulækkert, selv om de forsøger at frame det som grisekød) i næste kamp, hvor han brillerede med to gange gult/rødt i to situationer, hvor spilleren fik først gult og siden yderligere gult og dermed rødt inden for under 1 minut. Begge gange.

Den første scorede et mål, fik gult kort og så et mere i samme minut. Man må jo antage, det første faldt for overdreven jubel, og det andet for højlydt undren over kortet … Men det er gætværk. Bekræfter mig dog bare i, at han smider om sig med kort i stedet for at lede kampene. Og stadig angreb jeg ham ikke personligt! Jeg gjorde bare opmærksom på, han dømte dårligt.

Nå, det var vist et sidespor. Jeg ønsker alt det bedste til Julie. Og minder mig selv om, at vi skal opføre os ordentligt – når vi engang kan enes om, hvad ordentligt er.