Er vi flokdyr eller ej?

“Vi har brug for at komme ud at socialisere med andre. Mennesket er jo et flokdyr”. Sådan har jeg hørt flere argumentere for total åbning af samfundet – ofte fulgt af den lidt vanskeligere fordøjelige tilføjelse, at så mange dør jo heller ikke af Corona.

Så vi er et flokdyr. Et dyr, der har behov for fællesskab. For andre mennesker. Bevares. Lad os da endelig sige det. Det har jeg også hørt før. Men er kapitalismen designet til flokdyr eller til individualister? Kapitalisme handler om at tage vare på sig selv – og måske sine allernærmeste – og så ellers se stort på alle andre, for “de kan jo bare tage vare på dem selv. Dovne hunde”.

Jeg forsøger egentlig yderst sjældent at blande mig i andre menneskers affærer. Trods mine af og til utvetydige og højlydte meninger. Jeg tror grundlæggende på, at det enkelte menneske må vælge og stå på mål for sine handlinger og gerninger. Men jeg bliver lidt forvirret af det her.

Er vi flokdyr, der har brug for at holde bryllupsfester, konfirmationer, gå til fodbold og koncerter? Eller er vi individualister, der klarer os bedst alene? Eller er det måske sådan, at vi er det ene, når det er mest opportunt, og det andet, når det tjener vores interesser bedst? Jeg dømmer ikke det fjerneste – jeg forsøger bare at forstå. Hjælp?

Hvem vil jeg være i fremtiden?

Jeg har fået en amerikansk psykologi-phd-gut op under neglene. Pludselig fik jeg et nyhedsbrev fra ham – jeg har formentlig selv meldt mig til på et tidspunkt – og han havde et budskab, som plantede en tanke bagerst i hjernemassen.

Så nu arbejder jeg med hans overvejelser, tekster og film. Det handler om, at man skal bruge sin fantasi til at tænke over, hvem man gerne vil være i fremtiden. Han påstår, at meget forskning viser, at mange af os tror, vi vil være nogenlunde de samme i fremtiden, som vi er i dag. Så han beder mig kigge tilbage 3-5-10 år for at iagttage mit tidligere jeg og se, om jeg har forandret mig.

Pointen er naturligvis, at jeg har forandret mig ret meget, og det har de fleste. Både fysisk og mentalt. Formentlig. Og så er meningen, at man skal gøre det samme med sin fremtid. Forestille sig, hvor man gerne vil hen. Og sortere alle de andre – “lettere opnåelige udgaver af sig selv” – versioner fra, så man ikke lader sig nøje med et liv, der ikke er, hvad man ønsker, men hvis vigtigste kvalitet er, at det er nemt at leve.

Det lyder jo som noget direkte fra Kupon-nyhederne. Det er jeg ikke blind for. Men jeg ved også godt, at når jeg spidser ører og fokuserer min opmærksomhed på det her, så handler det om, at jeg i en periode har været i tvivl om, hvad min fremtid skulle byde på – altså, hvad jeg ville forsøge at dreje den i retning af.

Jeg sprang fra kommunikation til efterskole for lidt mere end to sæsoner siden. Det er ret fantastisk, men jeg har samtidig en nagende fornemmelse af, at det næppe er det, jeg skal lave resten af mit liv. Jeg læste (endnu) en fremragende artikel på Zetland forleden, der handlede om ‘omsorgstræthed‘, og det vakte tankerne til live fra mine første måneder på efterskolen.

Varme og omsorgsfulde kolleger mindede mig konstant om, at jeg skulle være forsigtig med at engagere mig for voldsomt, for så risikerede jeg at løbe tør for kræfter. Kæphøj som altid svarede jeg, at jeg ikke havde skiftet fag for at dosere mig vej til pensionen, og at jeg kløede på, til jeg ikke havde flere kræfter, og når jeg nåede dertil, ville jeg finde noget andet at lave – underforstået at jeg altså nok nåede dertil før pensionsalderen.

Nuvel, nu er det et par år senere, og med artiklen om omsorgstræthed kom jeg igen til at tænke på det med at dosere sig selv eller måske risikere at løbe tør for empati. Jeg synes, det lyder helt, helt rigtigt, at man kan løbe tør for empati. Det vil være meget forståeligt, synes jeg. Jeg kan ikke gennemskue, om det er dér, jeg er nået til, men jeg har i hvert fald lyst til at pille-rode i, hvad jeg egentlig gerne vil.

Som med de fleste job for de fleste mennesker er jeg et sted, hvor der er rigtig meget, jeg er helt tosset med, og så er der nogen ting, jeg ville gøre anderledes, hvis jeg kunne ændre det, men sådan er det nok for mange.

Så jeg skal vel i gang med at undersøge, hvad det er for elementer, der får mig til at flyve ud af sengen om morgenen med smil på læben og bælle blå juice for at tanke energi til endnu en dag, og hvilke elementer, det så er, der får mig til at slæbe mig nølende ud fra dynen med mismod hængende i mundvigene og ondt, ondt, ondt i pjækketarmen fra første vågne minut. Det må man da kunne sortere en anelse i.

Måske viser det sig, at jeg har virkelig mange vidunderlige elementer og meget, meget få vabler på tommeltotterne. Så er jeg måske det rigtige sted og skal bare justere med den lille unbraco-nøgle. Eller også viser det sig, at jeg må have gang i den store bulldozer og en æske tændstikker og “brænde det hele ned”, som et medlem af innovationsrådet lidt uheldigt fik sagt. (Men ingen er jo forpligtede ud over deres evner.)

Nå, det blev lidt langt denne gang. Men det er jo også søndag 🙂

Går man så pludselig de facto ind for dødsstraf?

Hele det her Jeppe Kofod-hejs er virkelig vanskeligt at finde top og bund i. Der er så mange elementer, der er i spil. Så lad mig starte med mit personlige standpunkt baseret på to år i selskab med efterskole-elever, hvoraf nogen af dem har været og stadig er piger.

Mit udgangspunkt og min oplevelse er: Når de er 15 år gamle, så er de BØRN. Uanset hvor fuld man er, uagtet hvad loven siger om seksuel lav-alder, og komplet ligegyldigt hvor moden pigen ser ud og virker af sin alder. Når man er 15 år gammel, er man stadig et barn. Selv om man ikke er det i lovens bogstavelige forstand, så er man, hvis man er over 30 år gammel og sammen med en person på 15 år, på afveje. Det var min personlige holdning. Hvorfor synes jeg så, det er svært?

Noget af det jeg har brugt uforholdsmæssigt meget energi på at tænke over, handler om, at hvis man ikke tror på rehabilitering; hvis vi ikke tror på, at folk kan være ude i noget snavs og så lære af en dom og medfølgende straf, så burde vi vel af ren samfundsøkonomisk kalkuleren henrette dem i stedet for at fastholde dem et helt liv i fængselssystemet. Hvis man tror på, at folk kan bedre sig, så må man jo også give dem en chance for et anstændigt liv efterfølgende.

Men jeg synes, der er forskel på at have et anstændigt liv og så blive bedt om at bestride et af samfundets allerfineste hverv i Folketinget. Det er, som om vi glemmer, at det at være på Tinge er den fineste tillidserklæring, vi kan give til hinanden, og det synes kræver, at man lever op til mere end lovens bogstav. Dér skal man leve op til ånden, og man skal have sin sti renere end de fleste. Ellers må man lave noget andet.

De tanker affødte jo naturligt, at jeg måtte overveje, hvilke job jeg så synes er uvigtige nok til, at man kan passe dem, hvis man bliver straffet (det er vel i øvrigt på sin plads her at påpege, at jeg skam godt ved, at Kofod ikke er straffet, og det er han primært, fordi han ikke har gjort noget ulovligt, men det er altså de her tanker, der kom ud af det hos mig. Bær over eller klik væk 🙂

Og jeg kunne da selvfølgelig ikke finde et job, som jeg ville sige; det er mindre værd end andre job, så det kan vi give til alle de skidte typer. Så det må jo handle om tillidshverv. Ville jeg for eksempel synes, det var ok, hvis Klaus Riskær blev direktør for Nationalbanken? Nej. Eller hvis han stillede op til Folketinget, ikke blev valgt ind men så efterfølgende kunne hæve 1 million kroner om året og grine af os alle sammen, mens hans gæld står urørt, og han nu lever fint for penge, vi andre har betalt. Nej. Slet ikke. Nå, det var et sidespor; Riskær får min urintemperatur til at stige hurtigere, end efterskole-elever forsvinder, når der står fredags-rengøring på skemaet …

Skal Jeppe Kofod så fyres fra sin ministerpost for en 12 år gammel sag? Årh det her med årstal er altid noget underligt noget. Hvis 12 år er for længe siden, hvad så med 10 år? 5 år? Hvem skal fastsætte de grænser? Skal der være grænser for folkedomstolens fordømmelse? Eller må vi acceptere, at den slags ændrer sig over tid, og at det ikke er en undskyldning for at være et røvhul, at “det var en anden tid”?

Eller bliver vi nødt til at sige, at det er ok at have været et røvhul, hvis man bedrer sig? Og har man så bedret sig efter 12 år? Eller hvis man har accepteret et vellønnet ben i Bruxelles i en periode? Er det straf nok? Er det overhovedet en straf? Ej, det er ikke let. Bare jeg dog helt unuanceret kunne vælge det ene eller det andet. Hvor må livet være let som overbevist …

Trafiksikkerhed? Hykleriet er tommetykt hos Liberal Alliance

Ultraliberalisterne fra Liberal Alliance er altid interesserede i at minimere staten og fællesskabets styrke. Penge skal ud til den enkelte, for det der med en kollektivitet er noget rod, og de føler sig åbenbart stærke nok til at klare sig helt individuelt. Det er jo deres demokratiske ret, og jeg føler trang til at rose dem for helt åbent at stå ved deres asociale og egoistiske synspunkter.

Men selv for dem kan kæden åbenbart hoppe af. Se blot nedenstående fra 25. august hvor partiet reagerer på, hvad man må forstå er et økonomisk anliggende for staten, mens LA jo bare vil have øget trafiksikkerhed.

Regeringen kan formentlig på tal og statistikker fra politiet se, at danskerne er ligeglade med de økonomiske konsekvenser ved at køre for hurtigt, så nu skal trafiksikkerheden øges ved flere færdselskontroller. For LA er det tæt på røveri, for de ved jo godt, at når de kommer fræsende på de danske veje i fuld fart, stiger risikoen for at måtte betale en bøde.

Det får dem til at kreere et opslag, hvor de pludselig taler om sikkerhed i trafikken. Kvalmen sidder højt i svælget, for de er jo flintrende ligeglade med trafiksikkerhed. Hvis det betød noget som helst for dem, ville de køre efter hastighedsbegrænsningerne. For de er der for at give de bedste betingelser for så få færdselsuheld som muligt. Og hvis det bekymrer LA’erne, kan de jo overveje noget så radikalt som at køre efter reglerne.

Men det gider de ikke. For som med de finansielle konstruktioner der så ofte præger ultraliberalisternes tilgang til samfundet, så handler det ikke om at følge reglerne. Det handler om at bevæge sig på kanten af reglerne, så man kan slippe for at bidrage til fællesskabet. Som når internationale selskaber ikke betaler skat, fordi de flytter over- og underskud mellem landene. Det er ikke ulovligt. Men alle ved jo godt, at det ikke er meningen, at man skal kunne nasse et sted uden at betale sin andel til fællesskabet. “Jo, for det er ikke ulovligt, og så må man godt”. Ja, men så er man en lort med ører, og det må man så finde sig i at blive kaldt.

Ligesom man er et fjols uden respekt for andre menneskers liv, hvis man insisterer på, at det er en menneskeret at måtte køre for hurtigt i trafikken. For fart dræber. Tror LA virkelig, at folkene fra færdselspolitiet sidder og opfinder fiktive grænser, fordi – og jeg hører denne ofte, og det er så dumt, det næsten ikke fortjener at blive nævnt – “så skal de have fyldt kassen til julefrokosten igen”.

Om noget så er alt, hvad der kommer fra LA præget af, at de skal have pengene ud af fællesskabet og ned i deres egen personlige kasse, og det er helt fint – som sagt; det er deres demokratiske ret at deltage i fællesskabet ved at ville dekonstruere fællesskabet af alle kræfter. Nu vil der helt sikkert være en masse fra LA, der bliver fortørnede, og anføre, at “jeg aner ikke, hvad jeg taler om”.

Ved I hvad? Jeg kalder det, som jeg ser det: Alt, der kommer fra ultraliberal side handler om at undslå sig at være en del af et fælles rige.

Den manglende selvindsigt ved udtrykket: “Fartkontrol handler om sikkerhed, ikke statskassen” skriger til himlen. Hvis man er LA’er handler alt om en selv, egen-profit og egoisme. Så skal man edderbrodereme stå ved det. Ikke forsøge at pynte på sin selviske tilgang til trafikken, hvor det er vigtigere, at man kan indhente de 5 minutter, man er kommet for sent ud af døren end at passe på andre menneskers liv.

Jeg har lyst til at bide i min pude, nive mine kinder og slå næven hårdt i bordet. Det er så frustrerende dumt.

Min egen banehalvdel – og de og dem

Min meditations-app fortæller mig igen og igen, at det er vigtigt ikke at lade mig frustrere eller irritere over ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Det er jo et solidt råd. Relativt let at ytre. En del vanskeligere at føre ud i livet, skulle jeg mene.

Det sker jo alt for ofte, når noget sker, at det er de andres skyld. At det er de andre, der lægger pres. At man faktisk er næsten helt og holdent uden ansvar. For eksempel med spredningen af Corona-virus. Det er jo helt vanvittigt, hvor skarpe folk er til at se, hvad andre skal og ikke skal, hvis vi skal holde smittespredningen nede.

Jeg erkender blankt, at jeg på mange måder er på de unges side, for jeg synes, det er for let at skyde på dem. De har altså ofret og ofrer stadig. For introverte særlinge som mig selv er det tæt på smertefrit at holde sig indendøre og kun se de aller-allernærmeste. Det er jo nærmest en lise at kunne hvile hjerne og krop uden at skulle undskylde for den manglende socialiseren.

Men nu er “vi” altså blevet enige om, at det hele er de unges skyld. For de er i nattelivet. De fester. Drikker. Synger. Og danser. Og det gør de jo; de unge. For det er sådan, de er wired. Men der bliver jo også afholdt loppemarkeder, runde fødselsdage, statsministerens eget bryllup og forsamlinger og fester og alt muligt andet, som ikke er drevet af unge. Det er bare, som om alt det, som de voksne – som påfaldende nok også er dem, der bestemmer – savnede, det fik de lov til, men så må ‘vi’ (aka de unge) jo også forstå, at grænsen skal gå et sted. Og det er så ved de unge.

Selvfølgelig er det oplagt, at når alkoholen kommer ind, så går forstanden ud. Men jeg tror da ikke på, at Preben og Birthe til Jonnas 50-års-fødselsdag i Skjern har holdt igen med de våde varer, og jeg tror da slet ikke på, at de ikke har skrålet med på festlige sange på melodien “Det’ Hammer-Hammerfedt’. Og jeg under dem det. Så ofte kommer hverken Preben eller Birthe ud. Så jeg under dem det. Men jeg under da også de unge mennesker at komme ud i nattelivet, så de kan flirte med hinanden, danse, føle sig i live og dumme sig. Det er jo det, man gør, når man er ung.

Jeg siger ikke, at vi bare skal give los og slippe al alvor af sinde og kaste os over livet, “som det var”. Men måske skal vi lidt oftere tænke over, hvordan vi holder os på egen banehalvdel. Hvordan kan vi selv gøre mere for at afhjælpe smittespredningen? Er der fester, fødselsdage, firmature, arrangementer, foredrag, intim-koncerter eller lignende, som man kan undvære?

Og den der med “Vi kan jo ikke sætte livet i stå”; det er jo det, vi beder de unge om. De har ikke samme glæde – ret mange af dem – ved at kravle under tæppet i den store øreklapstol med Lykke-Per, vindruer, skiver af æble og en kop Roibos-te, som vi oldinge.

De skal ud. Ud under åben himmel. Eller i hvert fald ind i natklubbens mørke, hvor alt kan ske, og spændingen stiger. Når vi beder dem holde sig hjemme af hensyn til folk i risikogruppen, så forstår jeg egentlig godt, at det kan være svært for dem at tøjle sig, når de ser, hvordan nogen [NOGEN – ikke alle] voksne og folk i risikogruppen, de opfører sig. Skal de unge sætte alt på stand-by, for at vi voksne kan fortsætte livet som før?

“Opfør dig ordentligt”

Jeg har altid navigeret efter den simple sætning: “Opfør dig ordentligt”. Og jeg har dømt andre hårdt, hvis de ikke har opført sig ordentligt. Det er først for ganske, ganske nylig, det er gået op for mig, at vi måske slet ikke er enige om, hvad “ordentlig” vil sige.

En smule chokerende at måtte erkende. For jeg synes, det er simpelt. Men hvad vil det egentlig sige? Og ved vi altid, hvad andres “ordentligt” dækker over, før vi dømmer dem?

DFs mand på Tinge

Dansk Folkepartis nye næstformand Morten Messerschmidt har lige krukket sig igennem et interview i P1 Morgen. (Tirsdag 4-8 klokken 8.25. Cirka). Han er ikke tilfreds med spørgsmålene. Han undviger. Han skælder ud. Og indikerer i det hele taget tydeligt, at han ikke gider være med.

Så vi tager den lige endnu engang. Manden har tidligere (2007) været nødt til at trække sig fra Dansk Folkeparti. Fordi han sang nazi-sange og heilede i Grøften i Tivoli. Det var jo “bare fis”, som han selv sagde efterfølgende. Ikke desto mindre tog et flertal af de personer, som DF dengang selv ville kalde fremtrædende medlemmer af partiet afstand fra manden. Der jo altså senere blev tilgivet.

Og selv om han stadig undersøges for svindel med EU-midler – MELD & FELD – er han altså nu udnævnt til DFs nye næstformand. Så han er nu en fodfejl fra Thulesen Dahl fra at være leder af partiet. Med næsten lige så mange grimme sager i bagagen som Lars Løkke Rasmussen. Men det gik jo også fint for “den dygtige taktiker fra Græsted” i årevis.

Man kan sagtens få en fin karriere i politik, selv om man er helt og aldeles ufin både i kanterne og en hel del tættere på kernen.

PS: “Må politikere ikke begå fejl?” Selvfølgelig. De er jo i meget høj grad også mennesker. Men det ville være skønt, hvis der var lidt flere konsekvenser for dem end en sporadisk næse eller en orlov, når de synes, lidt for mange har fokus på deres fiksfakserier. Jeg savner, at partierne trækker klare linjer og har en stærkere selvjustits i forhold til alle de her svinestreger. De må gerne lave dem. Det gør det meste af resten af samfundet. Men det kan ikke være rigtigt, vi ikke kan finde 179 mennesker, som i det mindste i deres tid i Folketinget kan holde deres sti ren og i øvrige selv lyde som om, de er interesserede i at overholde regler, love og konventioner.