Går man så pludselig de facto ind for dødsstraf?

Hele det her Jeppe Kofod-hejs er virkelig vanskeligt at finde top og bund i. Der er så mange elementer, der er i spil. Så lad mig starte med mit personlige standpunkt baseret på to år i selskab med efterskole-elever, hvoraf nogen af dem har været og stadig er piger.

Mit udgangspunkt og min oplevelse er: Når de er 15 år gamle, så er de BØRN. Uanset hvor fuld man er, uagtet hvad loven siger om seksuel lav-alder, og komplet ligegyldigt hvor moden pigen ser ud og virker af sin alder. Når man er 15 år gammel, er man stadig et barn. Selv om man ikke er det i lovens bogstavelige forstand, så er man, hvis man er over 30 år gammel og sammen med en person på 15 år, på afveje. Det var min personlige holdning. Hvorfor synes jeg så, det er svært?

Noget af det jeg har brugt uforholdsmæssigt meget energi på at tænke over, handler om, at hvis man ikke tror på rehabilitering; hvis vi ikke tror på, at folk kan være ude i noget snavs og så lære af en dom og medfølgende straf, så burde vi vel af ren samfundsøkonomisk kalkuleren henrette dem i stedet for at fastholde dem et helt liv i fængselssystemet. Hvis man tror på, at folk kan bedre sig, så må man jo også give dem en chance for et anstændigt liv efterfølgende.

Men jeg synes, der er forskel på at have et anstændigt liv og så blive bedt om at bestride et af samfundets allerfineste hverv i Folketinget. Det er, som om vi glemmer, at det at være på Tinge er den fineste tillidserklæring, vi kan give til hinanden, og det synes kræver, at man lever op til mere end lovens bogstav. Dér skal man leve op til ånden, og man skal have sin sti renere end de fleste. Ellers må man lave noget andet.

De tanker affødte jo naturligt, at jeg måtte overveje, hvilke job jeg så synes er uvigtige nok til, at man kan passe dem, hvis man bliver straffet (det er vel i øvrigt på sin plads her at påpege, at jeg skam godt ved, at Kofod ikke er straffet, og det er han primært, fordi han ikke har gjort noget ulovligt, men det er altså de her tanker, der kom ud af det hos mig. Bær over eller klik væk 🙂

Og jeg kunne da selvfølgelig ikke finde et job, som jeg ville sige; det er mindre værd end andre job, så det kan vi give til alle de skidte typer. Så det må jo handle om tillidshverv. Ville jeg for eksempel synes, det var ok, hvis Klaus Riskær blev direktør for Nationalbanken? Nej. Eller hvis han stillede op til Folketinget, ikke blev valgt ind men så efterfølgende kunne hæve 1 million kroner om året og grine af os alle sammen, mens hans gæld står urørt, og han nu lever fint for penge, vi andre har betalt. Nej. Slet ikke. Nå, det var et sidespor; Riskær får min urintemperatur til at stige hurtigere, end efterskole-elever forsvinder, når der står fredags-rengøring på skemaet …

Skal Jeppe Kofod så fyres fra sin ministerpost for en 12 år gammel sag? Årh det her med årstal er altid noget underligt noget. Hvis 12 år er for længe siden, hvad så med 10 år? 5 år? Hvem skal fastsætte de grænser? Skal der være grænser for folkedomstolens fordømmelse? Eller må vi acceptere, at den slags ændrer sig over tid, og at det ikke er en undskyldning for at være et røvhul, at “det var en anden tid”?

Eller bliver vi nødt til at sige, at det er ok at have været et røvhul, hvis man bedrer sig? Og har man så bedret sig efter 12 år? Eller hvis man har accepteret et vellønnet ben i Bruxelles i en periode? Er det straf nok? Er det overhovedet en straf? Ej, det er ikke let. Bare jeg dog helt unuanceret kunne vælge det ene eller det andet. Hvor må livet være let som overbevist …

Trafiksikkerhed? Hykleriet er tommetykt hos Liberal Alliance

Ultraliberalisterne fra Liberal Alliance er altid interesserede i at minimere staten og fællesskabets styrke. Penge skal ud til den enkelte, for det der med en kollektivitet er noget rod, og de føler sig åbenbart stærke nok til at klare sig helt individuelt. Det er jo deres demokratiske ret, og jeg føler trang til at rose dem for helt åbent at stå ved deres asociale og egoistiske synspunkter.

Men selv for dem kan kæden åbenbart hoppe af. Se blot nedenstående fra 25. august hvor partiet reagerer på, hvad man må forstå er et økonomisk anliggende for staten, mens LA jo bare vil have øget trafiksikkerhed.

Regeringen kan formentlig på tal og statistikker fra politiet se, at danskerne er ligeglade med de økonomiske konsekvenser ved at køre for hurtigt, så nu skal trafiksikkerheden øges ved flere færdselskontroller. For LA er det tæt på røveri, for de ved jo godt, at når de kommer fræsende på de danske veje i fuld fart, stiger risikoen for at måtte betale en bøde.

Det får dem til at kreere et opslag, hvor de pludselig taler om sikkerhed i trafikken. Kvalmen sidder højt i svælget, for de er jo flintrende ligeglade med trafiksikkerhed. Hvis det betød noget som helst for dem, ville de køre efter hastighedsbegrænsningerne. For de er der for at give de bedste betingelser for så få færdselsuheld som muligt. Og hvis det bekymrer LA’erne, kan de jo overveje noget så radikalt som at køre efter reglerne.

Men det gider de ikke. For som med de finansielle konstruktioner der så ofte præger ultraliberalisternes tilgang til samfundet, så handler det ikke om at følge reglerne. Det handler om at bevæge sig på kanten af reglerne, så man kan slippe for at bidrage til fællesskabet. Som når internationale selskaber ikke betaler skat, fordi de flytter over- og underskud mellem landene. Det er ikke ulovligt. Men alle ved jo godt, at det ikke er meningen, at man skal kunne nasse et sted uden at betale sin andel til fællesskabet. “Jo, for det er ikke ulovligt, og så må man godt”. Ja, men så er man en lort med ører, og det må man så finde sig i at blive kaldt.

Ligesom man er et fjols uden respekt for andre menneskers liv, hvis man insisterer på, at det er en menneskeret at måtte køre for hurtigt i trafikken. For fart dræber. Tror LA virkelig, at folkene fra færdselspolitiet sidder og opfinder fiktive grænser, fordi – og jeg hører denne ofte, og det er så dumt, det næsten ikke fortjener at blive nævnt – “så skal de have fyldt kassen til julefrokosten igen”.

Om noget så er alt, hvad der kommer fra LA præget af, at de skal have pengene ud af fællesskabet og ned i deres egen personlige kasse, og det er helt fint – som sagt; det er deres demokratiske ret at deltage i fællesskabet ved at ville dekonstruere fællesskabet af alle kræfter. Nu vil der helt sikkert være en masse fra LA, der bliver fortørnede, og anføre, at “jeg aner ikke, hvad jeg taler om”.

Ved I hvad? Jeg kalder det, som jeg ser det: Alt, der kommer fra ultraliberal side handler om at undslå sig at være en del af et fælles rige.

Den manglende selvindsigt ved udtrykket: “Fartkontrol handler om sikkerhed, ikke statskassen” skriger til himlen. Hvis man er LA’er handler alt om en selv, egen-profit og egoisme. Så skal man edderbrodereme stå ved det. Ikke forsøge at pynte på sin selviske tilgang til trafikken, hvor det er vigtigere, at man kan indhente de 5 minutter, man er kommet for sent ud af døren end at passe på andre menneskers liv.

Jeg har lyst til at bide i min pude, nive mine kinder og slå næven hårdt i bordet. Det er så frustrerende dumt.

Min egen banehalvdel – og de og dem

Min meditations-app fortæller mig igen og igen, at det er vigtigt ikke at lade mig frustrere eller irritere over ting, jeg alligevel ikke kan gøre noget ved. Det er jo et solidt råd. Relativt let at ytre. En del vanskeligere at føre ud i livet, skulle jeg mene.

Det sker jo alt for ofte, når noget sker, at det er de andres skyld. At det er de andre, der lægger pres. At man faktisk er næsten helt og holdent uden ansvar. For eksempel med spredningen af Corona-virus. Det er jo helt vanvittigt, hvor skarpe folk er til at se, hvad andre skal og ikke skal, hvis vi skal holde smittespredningen nede.

Jeg erkender blankt, at jeg på mange måder er på de unges side, for jeg synes, det er for let at skyde på dem. De har altså ofret og ofrer stadig. For introverte særlinge som mig selv er det tæt på smertefrit at holde sig indendøre og kun se de aller-allernærmeste. Det er jo nærmest en lise at kunne hvile hjerne og krop uden at skulle undskylde for den manglende socialiseren.

Men nu er “vi” altså blevet enige om, at det hele er de unges skyld. For de er i nattelivet. De fester. Drikker. Synger. Og danser. Og det gør de jo; de unge. For det er sådan, de er wired. Men der bliver jo også afholdt loppemarkeder, runde fødselsdage, statsministerens eget bryllup og forsamlinger og fester og alt muligt andet, som ikke er drevet af unge. Det er bare, som om alt det, som de voksne – som påfaldende nok også er dem, der bestemmer – savnede, det fik de lov til, men så må ‘vi’ (aka de unge) jo også forstå, at grænsen skal gå et sted. Og det er så ved de unge.

Selvfølgelig er det oplagt, at når alkoholen kommer ind, så går forstanden ud. Men jeg tror da ikke på, at Preben og Birthe til Jonnas 50-års-fødselsdag i Skjern har holdt igen med de våde varer, og jeg tror da slet ikke på, at de ikke har skrålet med på festlige sange på melodien “Det’ Hammer-Hammerfedt’. Og jeg under dem det. Så ofte kommer hverken Preben eller Birthe ud. Så jeg under dem det. Men jeg under da også de unge mennesker at komme ud i nattelivet, så de kan flirte med hinanden, danse, føle sig i live og dumme sig. Det er jo det, man gør, når man er ung.

Jeg siger ikke, at vi bare skal give los og slippe al alvor af sinde og kaste os over livet, “som det var”. Men måske skal vi lidt oftere tænke over, hvordan vi holder os på egen banehalvdel. Hvordan kan vi selv gøre mere for at afhjælpe smittespredningen? Er der fester, fødselsdage, firmature, arrangementer, foredrag, intim-koncerter eller lignende, som man kan undvære?

Og den der med “Vi kan jo ikke sætte livet i stå”; det er jo det, vi beder de unge om. De har ikke samme glæde – ret mange af dem – ved at kravle under tæppet i den store øreklapstol med Lykke-Per, vindruer, skiver af æble og en kop Roibos-te, som vi oldinge.

De skal ud. Ud under åben himmel. Eller i hvert fald ind i natklubbens mørke, hvor alt kan ske, og spændingen stiger. Når vi beder dem holde sig hjemme af hensyn til folk i risikogruppen, så forstår jeg egentlig godt, at det kan være svært for dem at tøjle sig, når de ser, hvordan nogen [NOGEN – ikke alle] voksne og folk i risikogruppen, de opfører sig. Skal de unge sætte alt på stand-by, for at vi voksne kan fortsætte livet som før?

“Opfør dig ordentligt”

Jeg har altid navigeret efter den simple sætning: “Opfør dig ordentligt”. Og jeg har dømt andre hårdt, hvis de ikke har opført sig ordentligt. Det er først for ganske, ganske nylig, det er gået op for mig, at vi måske slet ikke er enige om, hvad “ordentlig” vil sige.

En smule chokerende at måtte erkende. For jeg synes, det er simpelt. Men hvad vil det egentlig sige? Og ved vi altid, hvad andres “ordentligt” dækker over, før vi dømmer dem?

DFs mand på Tinge

Dansk Folkepartis nye næstformand Morten Messerschmidt har lige krukket sig igennem et interview i P1 Morgen. (Tirsdag 4-8 klokken 8.25. Cirka). Han er ikke tilfreds med spørgsmålene. Han undviger. Han skælder ud. Og indikerer i det hele taget tydeligt, at han ikke gider være med.

Så vi tager den lige endnu engang. Manden har tidligere (2007) været nødt til at trække sig fra Dansk Folkeparti. Fordi han sang nazi-sange og heilede i Grøften i Tivoli. Det var jo “bare fis”, som han selv sagde efterfølgende. Ikke desto mindre tog et flertal af de personer, som DF dengang selv ville kalde fremtrædende medlemmer af partiet afstand fra manden. Der jo altså senere blev tilgivet.

Og selv om han stadig undersøges for svindel med EU-midler – MELD & FELD – er han altså nu udnævnt til DFs nye næstformand. Så han er nu en fodfejl fra Thulesen Dahl fra at være leder af partiet. Med næsten lige så mange grimme sager i bagagen som Lars Løkke Rasmussen. Men det gik jo også fint for “den dygtige taktiker fra Græsted” i årevis.

Man kan sagtens få en fin karriere i politik, selv om man er helt og aldeles ufin både i kanterne og en hel del tættere på kernen.

PS: “Må politikere ikke begå fejl?” Selvfølgelig. De er jo i meget høj grad også mennesker. Men det ville være skønt, hvis der var lidt flere konsekvenser for dem end en sporadisk næse eller en orlov, når de synes, lidt for mange har fokus på deres fiksfakserier. Jeg savner, at partierne trækker klare linjer og har en stærkere selvjustits i forhold til alle de her svinestreger. De må gerne lave dem. Det gør det meste af resten af samfundet. Men det kan ikke være rigtigt, vi ikke kan finde 179 mennesker, som i det mindste i deres tid i Folketinget kan holde deres sti ren og i øvrige selv lyde som om, de er interesserede i at overholde regler, love og konventioner.

Vi er heldige. Er det fortjent?

Det er en lang historie, der ligger bag, hvorfor det er så længe siden, jeg har skrevet noget herinde. Jeg er … eh, i en form for proces. En proces, der både handler om, hvor uvigtig jeg og mine tanker er. Og samtidig handler om, hvor vigtigt det er at gøre og/eller være noget, mens man er her. Det ændrer ikke ved, at jeg holder fast i mit mest standhaftige motto fra de seneste mange år: Det bestemmer jeg selv.

I dag skal det blot helt kort handle om de tanker, der udsprang hos mig fra denne historie på dr.dk: https://www.dr.dk/nyheder/indland/par-fik-hjaelp-til-faa-foerste-barn-nu-skal-de-betale-nummer-det-er-ikke-fair

Om det er fair eller ej, vil jeg ikke forholde mig til. Der er givetvis en stribe komplicerede faktorer, der spiller ind i de enkelte sager i de her situationer. Og som yngre – og i øvrigt altid i fodboldverdenen – er jeg tilhænger af, at man kun kan løse de problemer, man bliver stillet over for (eller vinde over de hold, man møder – den er mest brugbar i slutrundesammenhæng eller andre situationer, hvor lodtrækningsheld kan føre til, at nogen skal skamme sig over at være kommet let til en finale, nogen mener, de ikke burde være kommet til: Man kan jo kun vinde over de hold, man møder!)

Men jeg tænker nu alligevel, at det er ret tankevækkende at være født i en del af verden, hvor det her er nyhedsstof. For et par måneder siden hørte jeg i DRs fremragende podcast ‘Genstart’ den fremragende freelancejournalist Kristian Almblad fortælle fra Brasilien, at et af de meget store problemer med Corona-nedlukningen i Brasilien var (formentlig stadig er), at lossepladserne lukkede ned, og mange af de fattige fra favelaerne “arbejdede” ellers med at få rundt på lossepladserne og finde ting og sager, som de så kunne sælge videre for en skilling.

Det her er jo med al mulig respekt for det stakkels ægtepar, som finder det urimeligt, at de skal betale for deres barn nummer to, men det er svært ikke at se det påfaldende i, hvor forskellige livssituationer man kan befinde sig i – om man nu er født i Danmark eller Brasilien.

Jeg er ikke tilhænger af, at man skal skamme sig over at være så heldig at være født i Danmark, men jeg er tilhænger af, at vi med lidt større ydmyghed sætter pris på vores helt vanvittige held. Og jeg savner klart dokumentation fra de mennesker, der konstant mener, at resten af verden bare kan tage sig sammen og gøre som os. For så simpelt tror jeg simpelthen ikke på det er.

Jeg har ikke besøgt hele verden, men fra min tid i Mexico er det min klare opfattelse, at de både er flittige, ivrige, idérige og alt muligt andet, som burde berettige til et liv, hvor man ikke tjener sin primære indkomst ved at skære frugt ud for at sælge det til ventende biler ved en lysregulering eller for den sags skyld guide biler til ‘ledige’ parkeringspladser, som man har spærret med et par kegler. Det virker ærlig talt ikke dovent.

Jeg er blevet “De gamle”

Måske har jeg været det længe, men det er i hvert fald endelig gået op for mig, at jeg nu tilhører det segment, der melder pas på udviklingen. For ikke så længe siden slog jeg op med sociale medier. Men så viste det sig, at “mit” fodboldhold giver beskeder via Facebook, og så var jeg tilbage i folden igen. Og når jeg alligevel var dér, kunne jeg lige så godt kigge med på Twitter og Instagram også.

Det er heldigvis gået over igen. Nu er der kun Facebook tilbage, og efter sommerferien flytter min holdleder og jeg fodboldkommunikationen over i en app beregnet til netop det, og så giver jeg det endnu et skud med et social medie-frit liv. Jeg kan snildt indgå i lange mere eller mindre begavede samtaler om gode og dårlige sider ved sociale medier. Jeg kan godt forstå, at sociale medier ikke er noget hø i sig selv, men at det er menneskene, den er gal med.

SOCIAL MEDIA DOES NOT
MAKE PEOPLE ARGUE.

PEOPLE DO

Mit problem er et andet. Jeg kan ikke rumme de evige diskussioner. Den konstante bedrevidenhed og deling af, hvordan verden burde se ud, hvis denne eller hin bestemte. (Jeg har jo selv været på dén piedestal, da jeg tilbød som enerådig kejser i 14 dage at rydde op) Men det fylder for meget for mig. Jeg kan ikke lægge det fra mig. Det gælder ikke kun sociale medier. Det gælder sådan set ret meget livet i sin helhed.

Den der fine Hunter S. Thompson-ting:

“Life should not be a journey to the grave with the intention of arriving safely in a pretty and well preserved body, but rather to skid in broadside in a cloud of smoke, thoroughly used up, totally worn out, and loudly proclaiming “Wow! What a Ride!”

― Hunter S. Thompson, The Proud Highway: Saga of a Desperate Southern Gentleman, 1955-1967

Det er jo også en måde at lægge en idé ned om, hvad et liv skal være. Det skal han dælme da ikke bestemme. Hvis jeg trives bedst med ikke at hælde en halv flaske whisky indenbords hver aften, hvis jeg hellere vil ligge på sofaen og læse bøger, end jeg vil sætte mig i situationer, hvor jeg er “totally worn out”, så er det da mit eget valg. Nå, det er faktisk et sidespor. Og så alligevel. For jeg har brug for, at mit liv bliver mindre komplekst. Jeg har ikke (længere?) RAM nok til at følge med i alting. Jeg kan ikke længere være arrig over alle uretfærdigheder. Jeg har brug for ro.

Og det slog mig, at selv om jeg kommer med alskens bortforklaringer om, at mit fravalg af ungdommelig støj og livet i overhalingsbanen er unikt og intet har at gøre med at blive gammel og kontrær, så må det jo for ungdommen både se og høre sådan ud. Jeg er blevet til de gamle mennesker, jeg ikke fattede for bare 10 minutter … år, 25 år siden.

Jeg aner ikke, om flere ville have godt af noget lignende, men jeg er altså kravlet i den store krukke med meditation, yoga og fravalg, fravalg, fravalg. Jeg flirter endda med tanken om ikke at have internet i hjemmet. Og mon ikke jeg snart kan blive fri for NEM-ID, nu det viser sig, at det ikke er sikkert overhovedet?

Jeg er ikke glasklar om, hvordan sådan et liv kan se ud og vil føles. Men jeg forestiller mig, at der er enormt meget plads, tid og lyst til at læse bøger, besøge familie og nære venner – og det betyder, at knap så nære venner og bekendte ikke skal give så meget dårlig samvittighed. Jeg har ikke brug for en bred omgangskreds. Jeg har brug for at føle mig tilpas i låget.

PS: Jeg er jo ikke lavet af sten. Jeg ville stadig sætte pris på en revolution af den ene eller den anden slags, hvor goderne bliver fordelt mere ligeligt, og hvor vi for alvor piller fjerene af dem, der kapitaliserer på andre mennesker. (“Gisp, det lyder kommunistisk”. So what? På et tidspunkt må selv materialistiske, patriarkalske kapitalister erkende, at vi måske bliver nødt til at finde et nyt alternativ, fordi vi ikke bare kan udbytte, udnytte og puge til os for evigt)

Det er okay at have det skidt

Det er en lortetid. Det må man gerne føle, synes og sige. Hvis man kan finde nogen at sige det til, selvfølgelig. Når jeg endelig taler med mennesker – typisk i telefonen – er jeg ganske forsigtig med at fortælle, hvis jeg har det skidt.

Der er en stemning af, at vi kollektivt skal holde modet oppe hos hinanden. Og det skal vi da også. Vi skal forsøge at hjælpe hinanden bedst muligt gennem det her social distancerings-møg. Det kan vi formentlig bedst gøre ved at forsøge at finde positive ting. Det er jeg enig i.

Men jeg tror, vi også bliver nødt til at anerkende, at det for mange er ekstremt frustrerende at sidde mere eller mindre indespærret og ofte uden selskab – eller i hvert fald det samme selskab dag ud og dag ind – og så vil det da føre til, at man har dage, hvor det hele ser mere sort end hvidt ud. Når først yatzy-blokken er fyldt, dagbogen er løbet tør for sider, og man har set alle sæsoner af Friends mere end én gang, så bliver der god plads og tid til at tænke tanker.

For mange er det dybt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sine egne tanker. For nogen er det måske et kæmpe chok, at der reelt ikke er så meget refleksion at komme efter. For andre kan tankerne føre til en lyst til ‘et nyt liv’. Og for rigtig mange vil det føre til, at man henfalder i tungsind over den voldsomt forandrede livssituation og usikkerheden, som de fleste af os tumler med.

Dér synes jeg, vi skal forsøge at være rummelige og tolerante over for hinanden. At acceptere, at andre tænker tunge tanker. At nogen har sværere ved at se lys eller lykke i situationen end andre. For ja, vi skal hjælpe hinanden med at holde modet oppe. Men vi skal også hjælpe hinanden med at anerkende, at det er en skidt situation, og at det er helt okay at have dårlige timer, dage og uger. Det er okay at være i dårligt humør. For det her er langt fra det liv, som ret mange af os forestillede os, vi ville leve. Langt fra.