I øvrigt påfaldende at i Danmark, hvor mange har sværere og sværere ved at se den stigende hverdags-racisme, er det at indføre et Corona-pas for de selvsamme mennesker udtryk for den vildeste diskrimination.
Blah-blah-blah og noget med en bjælke og en splint
Kategori: Kærlighed
Stress er forfærdeligt
Der er gået to måneder, hvor jeg intet har haft på hjerte. Det har været skønt. Men nu går den ikke længere. Hvor er det dog synd for Naser Khader, at han er blevet ramt af stress. Og tilsyneladende er det opstået, fordi Berlingske offentligt har fortalt, hvordan Naser Khader har opført sig. Det kan være utroligt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sin egen dårlige opførsel.
I det mindste giver det anledning til endnu engang at undre mig over, hvorfor vi har skabt et system, hvor medlemmer af Folketinget har andre muligheder, rettigheder og friheder end resten af samfundet. Nu har Naser Khader godt nok afleveret en læge-erklæring, men det er sgu nok også lettere (undskyld, hvis det træder nogen læger over tæerne) at få en lægeerklæring, hvis man sidder i sit nydelige jakkesæt med lidt uglet hår og er et kendt folketingsmedlem, end hvis man er Dan fra Odense Syd (fx – tag det roligt!) og sidder i hullede joggingbukser med fedtet hår, lugter af sved og har grådstriber ned af kinderne, og man er blevet skilt og har brug for en pause fra sit job. Lidt lettere. Bare lidt. Så lægeerklæringen er sgu da det mindste.
Så kan man så gå derhjemme uden krav om at møde op på jobcenter, uden trusler om at miste indkomsten og uden nogen som helst form for kontrol. Det er jo himmelsk. Det er jo sådan, vi burde behandle alle syge mennesker. Med tillid, med støtte og med ro, fred og tid til at komme sig. Så der er intet galt med den fine ordning, Folketinget har lavet for syge medlemmer af Folketinget. Det skulle da lige være, at den kun gælder for medlemmer af Folketinget. For alle andre skal gå bodsgang, skal finde sig i trusler fra det offentlige og et evigt hængende Damokles-sværd over hovedet med trussel om både erhvervsmæssig og social eksklusion, fordi man tillader sig at være syg, og vé den, der er syg længere tid end den til rammen fastsatte mængde tid, for så er man da helt sikkert en fusker, svindler og nasser. Ikke en Naser. En nasser.
Hvad skal jeg dog lave?
Undskyld, at jeg egentlig bare tænker højt. Men al den tid alene gør mig kulret, tossi og giver alt for meget tid til at tænke. Så jeg går og bruger uforholdsmæssigt meget tid på at overveje, hvordan jeg gerne vil strukturere hele den kæmpe molevit, jeg kalder mit liv. Noget handler om geografi. Andet handler om arbejde. I dag skal det handle om arbejde.
Hvorfor det? mumler du allerede stille. Fordi jeg siger det. Svarer jeg hæst, fordi jeg ikke har talt hele dagen. Men bestemt, fordi jeg mener det. Jeg er lige nu i en slags interim position. Der er nogle voksne tanker. Der er nogle meget unge tanker. Og der er også både en smule fornuft og en anelse vanvid, der blander sig. Så nu skriver jeg det ‘højt’ her, og så håber jeg, folk som stadig har fornuften i behold melder sig og siger, at “Det der er dumt”, eller “Det lyder fremragende. Gør det!” eller måske bare “Det ved jeg virkelig ikke, hvad jeg skal sige til”. Det er også i orden. Sådan har jeg det jo langt hen af vejen selv lige nu.
Ok. Alt det voksne. Jeg kunne stadig godt se mig selv på en efterskole. Tumle rundt med de unge mennesker. Være i deres hverdag og korrigere en smule, når de er på afveje. Det var skidesjovt. Men lige nu jo også lidt usikkert, for hvor meget bliver de ramt af Corona og manglende tilmeldinger? Eller måske – jeg har talt med en dame fra Tietgen-skolerne i Odense. Om måske at undervise eller arbejde med unge og hjælpe dem med overgangen til enten yderligere uddannelse eller bare en form for uddannelse i første omgang. Meningsfuldt. Absolut.
Jeg laver lige nu online-historier for et spilsite. Daglige historier. Til en godkendt betaling. Og det har givet mig blod på … eh fingrene (og så også tastaturet, det er noget værre svineri) en idé om, at jeg måske kan finde ting at lave uden at besvære mig med at skulle være på en bestemt arbejdsplads på et bestemt tidspunkt. Tanken kan jeg godt lide. Så jeg er i gang med at rode hovedet og det hersens internet igennem for ting, jeg kan forestille mig ville være skægt (jeg kan klare mig for ganske få penge, så den del er ikke så vigtig).
Jeg overvejer at starte en t-shirt-shop på nettet. Bare finde på slogans/tekster, som skal stå på t-shirten og så udlicitere resten til mennesker med forstand på resten. Det kunne jeg godt se noget skægt i. Og de findes. De platforme, hvor jeg bare skal lægge navn til og få ideerne. Så står de for alt det praktiske. Alt det, der giver penge. Alt det, jeg er dårlig til og synes er kedeligt. Win-win.
Jeg overvejer som altid at lave quizzer i en form for e-bøger online. Eller måske skal jeg lære at lave apps og så promovere dem den vej. Igen – de kan sælges superbilligt. Forestil dig, du skal have fest med gutterne, og I skal have årets quiz om Premier League. Dén kan du hente for €1 online. Eller måske en aften med de stærke kvinder i din omgangskreds. Så skal der være politisk quiz eller musik-quiz. Sådan én er der også. Alt sammen til €1 stykket. Måske med 100 spørgsmål i hver. De kan versioneres til lande globalt. Er det lavet før? Selvfølgelig da. Er der plads til en bette spiller mere på det marked? Eh, spiser pandaer bambus? Det tror jeg nok, de gør.
Eller jeg kunne finde et job på en bar. Jeg er ved at se “Hart of Dixie” på Viaplay (ja, alle 4 sæsoner er der. Kom i gang, inden de er væk igen!) (Du skal ikke lade, som om det ikke er verdens bedste serie. Mig behøver du ikke spille smart over for – jeg elsker dig, som du er ♥️) Sådan en sløv bar med øl på flaske og stamkunder. Lidt intern ballade, fordi den unge bartender, som er superhot i sin ternede skjorte og sixpack , ikke rigtig orker at hjælpe til med oprydningen. Smukke mennesker har det alt for let! Men jeg kunne være den erfarne, livskloge men afdæmpede kollega, der knokler i det skjulte, mens jeg iagttager de unge menneskers op- og nedture. Herligt.
Hvad med at lære at redigere billeder og så skyde en masse og forsøge at sælge dem som Stockphotos? Kunne der være en form for indtjening i det? Bare i det små. Altså, jeg er jo rædderlig til at tage billeder, men hvis jeg skyder nok, ender et af dem vel med at være skarpt. Og ellers må det være det, redigering er til for!
Så har jeg overvejet at blive YouTuber. Sådan en boomer-kanal med opsange, festsange, satiresange og taler til nationen. Jeg er – paradoksalt nok – ikke meget for at vælge en målgruppe. Jeg mener jo grundlæggende, at det jeg siger, synger og skriver er relevant for alle. Men jeg kunne jo godt sigte efter noget lidt smallere end alle. Måske en padel-kanal? Måske en kanal med samtaler – måske en slags “Vores Fyn”, hvor jeg taler med prominente, kendte og mindre kendte men ikke mindre driftige og idérige fynboer. Jeg savner samtaler, hvor nysgerrighed og viden er den fælles drivkraft frem for hygge, plat humor og sofastemning.
Å ja, og så er jeg sådan set fodbold-kommentator online også. For et firma fra Tjekkiet. Men jeg taler på dansk. Indtil videre. Kdo ví, co přinese budoucnost? Ah Nesnesitelná lehkost života. Et par gange om ugen sidder jeg i stuen med et headset og ser en fodboldkamp – det gjorde jeg sådan set også tidligere – men nu er jeg koblet til en broadcast-stream-app og sender mine ord ud i æteren og får – forhåbentlig – penge for det. Små penge, bevares, men det er sjovt. Og spændende og nyt, og det har jeg ikke prøvet før.
Og så har jeg en idé om et foredrag til efterskoleelever om livet som ung. Men det er ikke lige tiden nu. Jeg har ikke lyst til at konvertere til online-foredrag. Jeg vil tale for og med levende mennesker, som jeg kan se, mærke og lugte i kød og blod. Og på så besynderlig vis begyndte og endte vi med blod. Følg med næste gang, hvor det handler om, hvor man så kan opholde sig, mens man laver en masse online. Møs-møs.
Hvad Fanden i Hede Hule Helvede bilder I jer ind?
De seneste dage har nettet været fyldt med historier orkestreret af Jes Dorph. Han er ikke tilfreds med at være frataget sit højtprofilerede job som vært på Go’ Aften Danmark. Det forstår jeg da udmærket.
Men hvad jeg ikke kan forstå er, hvad der får i skrivende stund 36.000 mennesker til at være medlemmer af en gruppe på Facebook, som hedder noget fis a la støttegruppe for Jes Dorph, og så er Jens Gaardbo af besynderlige årsager røget med. Hvad tænker I på? Der er lynchstemning i gruppen.
De to kvinder, der i en intern undersøgelse på TV2 har dristet sig til at fortælle deres udlægning af situationen til en ekstern advokat, bliver svinet til. De er ludere, opmærksomhedskrævende og karriereliderlige. Og gik de i øvrigt ikke frivilligt med ind i lejligheden? Og var de ikke sådan nogen ludere, der gik uden BH og med korte kjoler? Og var de i øvrigt ikke 20-årige praktikanter med stram hud og ungdommelig glød? De var fanme selv ude om det, var de.
Indtil videre er de jo altså anonyme og står vel derfor ikke til at vinde noget som helst. Og hvis jeg var dem, ville jeg aldrig nogen sinde stå frem med den stemning, der præger Jes Ds klakører. Men om en uge – måske lidt mere måske lidt mindre – skal der nok være en af Jes’ ‘venner’, som lige så stille får listet navnene ud, og så kan de få den store tur i møllen, for hvad bilder de sig ind? At anklage Jes D for noget, som han siger, han ikke har gjort. Han kan godt nok ikke huske noget, men hans ven mener, at det kunne Jes aldrig finde på.
Det er det spinkle grundlag, der har fået 36.000 mennesker til at samles i en gruppe, hvor de i øvrigt kører afstemning om, hvorvidt sagen mon ikke er “foræder” (de mener nok forældet) eller om de skal have en “demotrtion” (måske demonstration) og så vil de gudhjælpedet lave en økonomisk indsamling til de to stakler. De er da formentlig også på afgrundens rand rent økonomisk …
Der er simpelthen ikke særligt langt fra behandlingen af sorte i sydstaterne i 60’erne, hvor de blev flået og dræbt efter forgodtbefindende og så den oppiskede stemning, der hersker lige nu. På hvilket grundlag? Ingen F***** aner det! Vi har kun de to versioner, der er kommet frem. Kvindernes, som omhandler en voldtægt og en krænkelse i form af uønsket opfordring til sex, og på den anden side Jes, som bedyrer sin uskyld.
Ingen af os aner, hvad der er foregået, og hvad der er op og ned, men det er altså ikke ret mange af de her #metoo-frembragte ofre, der i dag slynger sig i guldstole, hæder og berømmelse. Det er næsten, som om de bare fortæller sandheden og efterfølgende bliver smidt ud til venstre, fordi deres historier jo kræver, at vi alle kigger os selv grundigt i spejlet og derefter i øjnene.
Jeg forstår da godt, at Bimmer fra Sønder Bøvelse VVS synes, det vil være træls, hvis Annette fortæller om den der julefrokost i firmaet for 16 år siden, da hun var i lære og helt ny, og Bimmer hev op i hendes trøje og ragede hende på brysterne. Det vil ikke se godt ud for Bimmer.
Eller hvis Rita fortæller i banken, hvad Karsten gjorde ved hende i kopirummet for 19 år siden. Uhada, den bliver ikke rar for Karsten. Så lad os hellere råbe og skrige og forskyde og forvrænge og italesætte, at det da er deres egen skyld. Så klapper de forhåbentlig i – om ikke andet så så længe, at vi kan tage en tur i manegen mere med argumentet om, at de burde have stået frem tidligere …
Men der er ikke ret mange af de historier, vel? For lange de fleste af de her kvinder holder det inde. Lever med den skam, de føler. Lever med smerten ved at se deres overfaldsmand fortsætte livet, som om intet er hændt. Oftest får de lov at gøre det i stilhed.
Men ikke denne gang. For Jes har mange venner i medie-branchen. Og de skal nok holde mikrofonen for ham, når han turnerer med sin oftest uimodsagte historie, der mest handler om, at han er offer. For en dårlig proces. Ja, men ingen har fanme uønsket proppet sin pik op i numsen på dig. Så måske skal vi lige vende skråen og tænke over en gang til, hvem der er offeret her. Og studs lige en gang over, hvor fornærmet og overrasket han blev over kritiske spørgsmål i Aftenshowet. Det var jo ikke dét, der var planen. Det er ham, der er stjernen og har regnet ud, at ved at sidde der sammen med værten – som endda var en nydelig kvinde – kunne han uforstyrret forklare, at det er ham, der er offeret. Men sådan gik det ikke. Til hans store fortrydelse: “Det var hårdt”. Ja men det står dig jo frit for at lade være.
Måske har Jes ret. Måske er han helt uskyldig. Men så ligner det enormt dårlig rådgivning af hans advokat at råde ham til at underskrive en fratrædelsesaftale, så han ikke har mulighed for at prøve sagen i arbejdsretten. Hans eneste mulighed for at prøve sin sag nogen steder nu er i folkedomstolen, og den har han indtil videre dygtigt drejet i sin egen retning.
Igen; ingen af os aner, hvad der er op og ned. Men jeg håber, at I vil tænke over det her scenarie: Jeres datter, Amalie, har fået praktikplads på TV2. Nøj, hvor hun har glædet sig. Og hun kommer i gang. Er i Nyhederne den ene gang efter den anden live. Og så pludselig en dag bliver hun sygemeldt. Hun er deprimeret. Det kan jo ske, og I tænker ikke mere over det, og da praktikken og uddannelsen er ovre, får hun job hos en lokalavis på Sydsjælland. Langt væk fra rampelys og live. Tyve år senere er Amalie så centrum i en sag, hvor hun fortæller jer, at hun er blevet voldtaget på praktikpladsen. At TV2 slet ikke var så rart et sted at være, som hun håbede, og at hun nu i 20 år har båret rundt på historien selv, fordi hun har skammet sig og tænker, at det nok var hendes egen skyld. Hvis det var din datter, hvad ville du så føle i det øjeblik? Og ville du synes, det var fedt, at Bente, Børge og Helene henne fra nummer 31 meldte sig ind i støttegruppen til fordel for ham, Amalie blev overfaldet af?
Nej vel. Så måske skal vi alle sammen holde lidt igen med de voldsomme tilkendegivelser, indtil vi ved nok til at mene andet end det, vi bliver manipuleret til af en mand med langt over 30 års erfaring i centrum af medieverdenen. Måske har han ret. Men han får det hverken mere eller mindre af en rasende hob på Facebook. Tænk jer nu lige om. Det er mennesker. På begge sider af hegnet.
Afslutninger og nye begyndelser
Der findes noget, der hedder “WordPress 1-click installation”. Som navnet siger, er det en måde at installere et blog-modul på den hjemmeside-adresse, man har. Cirka. Jeg er ikke nogen ørn til hjemmesider – eller til WordPress for den sags skyld.
For mig er det en platform, hvor jeg kan skrive. Alt det andet er gabende kedeligt, og det orker jeg ikke beskæftige mig med. Og så alligevel. Jeg har læst mig til blandt mennesker med mere forstand end mig, at den leverandør, jeg har haft min hjemmeside boende hos, de er blevet for dyre. For andet år i træk har de fordoblet prisen på at lægge serverplads til min hjemmeside. Så jeg har skiftet. (For særligt interesserede: Fra Simply (tidligere unoeuro) til one.com).
Og her er det så 1-click installation bliver relevant igen. For det skulle være så let. Og er det sikkert også. Bare ikke for mig. Så jeg endte med at blive så frustreret, at jeg opgav alt om at overføre, tog en backup og slettede alt hos min tidligere udbyder, og så begyndte jeg forfra.
Backup’en har gjort, at jeg har ‘reddet’ alle de tidligere indlæg – ‘stur’ stur’ kunst og meget dejligt – men der er sket det beklagelige, at abonnenter er røget i vasken. Så den fine flok af mennesker, der havde skrevet sig op til mail-beskeder, når jeg skriver nyt, de er ikke længere på listen og er derfor nødt til at tilmelde sig på ny – lige ude i højre side af skærmen.
Navn og mail. Så går du ikke glip, som Svend Brinkmann ellers så gerne ser, du gør. Så er du med. Hip. Opdateret. På omgangshøjde. Aktuel. Oplyst. Og underholdt. Med mindre selvfølgelig at du allerede får det her direkte i din indbakke. Så er alt stadig godt. Keep calm and go on!
Eller du kan bare fortsætte med at følge med på sociale medier, hvor jeg forsøger at huske at dele, når skrivelysten overmander mig. Såeh … det var bare en slags servicemeddelelse. That’s all folks
Det er okay at have det skidt
Det er en lortetid. Det må man gerne føle, synes og sige. Hvis man kan finde nogen at sige det til, selvfølgelig. Når jeg endelig taler med mennesker – typisk i telefonen – er jeg ganske forsigtig med at fortælle, hvis jeg har det skidt.
Der er en stemning af, at vi kollektivt skal holde modet oppe hos hinanden. Og det skal vi da også. Vi skal forsøge at hjælpe hinanden bedst muligt gennem det her social distancerings-møg. Det kan vi formentlig bedst gøre ved at forsøge at finde positive ting. Det er jeg enig i.
Men jeg tror, vi også bliver nødt til at anerkende, at det for mange er ekstremt frustrerende at sidde mere eller mindre indespærret og ofte uden selskab – eller i hvert fald det samme selskab dag ud og dag ind – og så vil det da føre til, at man har dage, hvor det hele ser mere sort end hvidt ud. Når først yatzy-blokken er fyldt, dagbogen er løbet tør for sider, og man har set alle sæsoner af Friends mere end én gang, så bliver der god plads og tid til at tænke tanker.
For mange er det dybt ubehageligt på den måde at blive konfronteret med sine egne tanker. For nogen er det måske et kæmpe chok, at der reelt ikke er så meget refleksion at komme efter. For andre kan tankerne føre til en lyst til ‘et nyt liv’. Og for rigtig mange vil det føre til, at man henfalder i tungsind over den voldsomt forandrede livssituation og usikkerheden, som de fleste af os tumler med.
Dér synes jeg, vi skal forsøge at være rummelige og tolerante over for hinanden. At acceptere, at andre tænker tunge tanker. At nogen har sværere ved at se lys eller lykke i situationen end andre. For ja, vi skal hjælpe hinanden med at holde modet oppe. Men vi skal også hjælpe hinanden med at anerkende, at det er en skidt situation, og at det er helt okay at have dårlige timer, dage og uger. Det er okay at være i dårligt humør. For det her er langt fra det liv, som ret mange af os forestillede os, vi ville leve. Langt fra.
Kan vi anerkende, det er svært? Og at alle gør deres bedste
Tiden bliver til et underligt miskmask af sammenflydende opgaver for tiden. Mange af os er isolerede i vores hjem. Med familie. Med børn. Med resterne af seneste raid i supermarkedet. Med arbejdsopgaverne fra jobbet. Og langt, langt de fleste knokler. Helt vildt.
Stort set fra den ene dag til den anden fik vi vores hverdag og vores rutiner revet fra os. Vi fik den daglige omgang med kolleger, i form af kram, kritik, knus, kage og alt det andet, kollegaer giver, fjernet fuldstændig og erstattet med skype, virtuelle møderum, Microsoft Teams, Zoom, Slack og en hel masse andet. Og vi forsøgte at forsikre hinanden om, at det da var supernemt her i Danmark lige at konvertere det hele til online. For selvfølgelig måtte det ikke gå ud over produktiviteten.
Siden har opportunistiske politikere på Twitter haft travlt med at fortælle, hvem der gør nok, hvem der gør det godt nok, og hvem der helt sikkert ikke fortjener de vilkår, de har under krisen. Og jeg kan læse mig til, at mange mennesker er tyngede. Helt ned i nærheden af gulvet. Af pres. Af følelsen af ikke at slå til. Af ikke at gøre nok. Af simpelthen at synes, det er svært at være i de her nye vilkår.
Så kunne vi ikke prøve, når nu weekenden er ovre, og vi vender tilbage til det her online-fis; kunne vi så ikke prøve at vise hinanden den respekt og forståelse, som situationen kalder på? Vi går af helt uprøvede veje mange af os. Selvfølgelig kan vi ikke producere det samme som tidligere. Selvfølgelig er vi ikke lige så effektive. Det er en illusion, at vi skulle kunne det.
Vær en smule civilt ulydige – ikke i forhold til isolationen; Den skal du overholde, men i forhold til dit arbejde/din skole. Accepter, at du ikke når helt det samme som normalt. Og brug tiden på at være lidt ekstra sammen med dine søskende. Dine forældre. Eller hvem du nu har i husstanden. Få frisk luft. Tal sammen. Spil brætspil.
Brug tiden. For det er skrøbeligt. Husk de mange lastbiler ud af Bergamo med døde mennesker. Det er ikke sikkert, det ender sådan her i Danmark – det gør det da forhåbentlig ikke – men hvis det sker, vil du så fortryde mest, at du ikke levede op til dine arbejdsmæssige forpligtelser, eller at du ikke brugte tid sammen med dine kære?
Selvfølgelig skal man passe sit arbejde. Det er klart. Men der skal altså også være mening med galskaben. Det kan ikke hjælpe noget, vi bilder hinanden ind, at vi kan spærre os inde hjemme med fuldtidsarbejde, børn i huset, der bliver undervist på en eller anden måde og/eller har brug for hjælp eller hjemmeundervisning, med en global pandemi kørende 24/7 i nyhederne, med familie, der er i farezonen, med dronningens ord i ørerne, frygt for mangel på varer i supermarkedet og tanker om, hvor næste måneds løn skal komme fra. Det er da ikke mærkeligt, vi bliver lidt kulrede …
Mine elever reagerer meget forskelligt på det her. Nogen kaster sig over de urimeligt mange lektier, de får. Nogen laver ingenting. De fleste er et sted midt imellem. Men jeg kan se, at de er mættede nu. Efter fire dage med online hjemmeskoling har de fået nok for nu. Så jeg håber på, at de tanker energi i weekenden, og at de så er klar til næste uge, hvor jeg kommer til at give dem mindre at lave. For det har de brug for.
Jeg vil ikke – hverken over for mine elever eller over for nogen anden – forlange en ekstra indsats. Jeg vil ikke engang bede om det. Ligesom jeg ikke synes, det burde være et krav til nogen som helst. Vi gør vores bedste. Alle sammen. Det er jeg overbevist om. Det synes jeg egentlig, vi skal give hinanden mere ros for. Og omsorg. Og varme. Og kærlighed. På afstand, bevares, men alligevel.
Et andet menneskes liv
Ganske ofte er vi som mennesker i situationer, hvor vi har mulighed for at påvirke andre menneskers liv. Det kan være helt bogstaveligt, som det altid sker på film; at én står på kanten af en bro og overvejer selvmord. Dér er det oplagt for de fleste af os at skride ind.
Men hvad med alle de andre situationer, hvor mennesker afsender små bitte signaler om, at ikke alt er helt, som de ønsker sig i deres liv. Jeg oplever det ofte med de unge mennesker på efterskolen: “Hvordan går det med dig?” fulgt af et tøvende “Mjoeh, det går vel hverken godt eller skidt”.
Det vil på mange af mine dage få mig til at tænke, at jeg skal blande mig uden om. At de bokser med noget, som ikke rager mig. Men jeg forsøger at gøre det til en vane at spørge lidt ekstra ind til det. I klassen, når nogen decideret siger, det ikke går så godt, så spørger jeg, om de har lyst til at fortælle om det, og hvis ikke på klassen, så er de velkomne til at fange mig bagefter. Og som regel – når jeg husker det – fanger jeg dem efter timen og spørger en ekstra gang.
Det her er ikke glorie-puds. Jeg tænker rigtig meget over, hvad meningen med det her fortryllende liv er. Jeg tvivler på, det handler om 75″ fladskærme, vinterferier, store biler og overflod i hverdagen. Det vil jeg ikke anerkende som årsag til, at vi famler 7,000,000,000 mennesker+ rundt på kloden. Det er simpelthen ikke en god nok forklaring. Så hælder jeg mere til Lars Lilholts tekst: “Jeg tror, at vi er her for at tænde lys – for hinanden”. Det kan jeg godt lide.
De lys kan jo være alt muligt. Men for mig begynder det som regel med at spørge. Og lytte. Jeg er ikke fantastisk til at lytte. Men jeg øver mig. For jeg bliver altid så overrasket af andre mennesker. Af deres indhold. Deres problemer. Deres tanker. Deres perspektiv.
(Jeg tror, at når jeg kan være en dårlig lytter, fordi jeg gerne vil tale selv, kan det hænge sammen med, at jeg bruger rigtig meget tid i mit eget selskab – ikke nødvendigvis ensom men alene, og jeg nyder det for det meste – og når jeg så er sammen med andre, har jeg (føler jeg, ved ikke om andre oplever det lige sådan) en masse på hjerte, som jeg gerne vil dele med dem. Men jeg øver mig ærligt på at blive bedre til bare at lytte.)
Og værdien af de ting jeg selv vil fortælle, vurderer jeg altid på basis af, når jeg har undertrykt trangen og lyttet i stedet; kan jeg så huske, det jeg ville fortælle? Hvis nej, så var det nok ikke så vigtigt. Hvis ja, så kan jeg sikkert også huske det senere, når det er mere passende i sammenhængen.
Hver gang vi er sammen med andre mennesker – intenst i timevis eller dagevis eller bare løseligt som forbipasserende på gaden – har vi potentielt en mulighed for at gøre noget med deres liv. Vi holder en flig af deres liv i hånden, og hvordan vi behandler den flig, kan være afgørende for det andet menneske.
Enten fordi det er et menneske, som har brug for hjælp, støtte eller bare at blive set. Eller også fordi summen af ethvert menneske består af blandt andet de handlinger, der bliver det menneske til dels. Så hvis du vælger at ville gøre godt – spørge, lytte, interessere dig, drage omsorg eller den slags – så påvirker du positivt. Hvis du vælger at gøre galt – råbe, skrige, tale ned, håne, mobbe, ignorere eller andet i den boldgade – så påvirker du negativt.
Så simpelt er jeg nødt til at have tingene præsenteret for at forstå dem. Sort. Eller hvidt. God eller ond. Men jeg tror på – fuldt og fast – at vi skal bruge vores kræfter på at påvirke positivt. På at gøre godt for andre. På at tænde lys. For hinanden ❤️
Skal vi ikke lade være med at skulle?
Et af de meget få indlæg her på bloggen, som bliver ved med at få besøgende, handler om at holde nytårsaften alene. Det er åbenbart noget, folk søger på hvert eneste år. Og det er sgu da trist. Ikke at nogen holder nytår alene. Det skal de bare gøre, hvis det er deres fest. Men at vi hele tiden synes, vi er nødt til at validere vores holdninger, handlinger og beslutninger op mod et fællesskab, som i det store hele formentlig er meget, meget ligeglad med, hvad vi gør.
Jeg er blevet glad for at forholde mig til, at vi alle sammen render rundt og bruger 90% af vores tankekraft på at tænke over, hvad andre nu mener, siger og fordømmer af det, vi laver – eller bare vores person helt generelt. Samtidig tror vi, at andre bruger de samme 90% på at spekulere, vurdere og forarges over dét, vi gør. Jamen, skulle du så være det eneste menneske i verden, der tænker 90% på dig selv? Og alle andre skulle tænke 90% på lige præcis dig? Not! De fleste tænker på sig selv, sig selv og sig selv. Så er der måske 10% til andre, og de 10% er alt, vi kerer os om andre. Vi er først og fremmest fokuserede på os selv.
Det betyder jo, at det slet ikke kan svare sig at overveje, hvad andre nu tænker om, at du holder nytår alene eller går i biffen alene eller er single. Det eneste, der er væsentligt er, hvad du tænker om det. Om du trives i det. Hvis du gør det. Så er alt jo helt og aldeles fjong. Og verden – og andres meninger – klarer sig fint, uden at du behøver tage hensyn til det og den og dem.
Jeg er med på, det er skidesvært, for “mennesket er jo et socialt væsen”, men jeg tror ægte på, at vi bliver meget mere tilfredse, hvis vi glemmer, hvad andre folk forventer, kræver og fordømmer. Det er deres bord. Det må de selv rode med.
Hernede på den lille efterskole er der elever, der er svært nervøse for, at de får en dårlig karakter, for så kan de måske ikke komme videre på en ungdomsuddannelse, og så går deres liv jo i stå … Det er jo det glade vanvid! Får de en dårlig karakter, og kan de ikke komme ind på den uddannelse, de gerne vil ind på, så bruger de et år på at arbejde – lønnet eller frivilligt – mens de tager et enkelt fag, så de kan komme videre. Det løser sig. Det gør alting. Uanset hvad andre menneskers og sociale mediers forargelse og fordømmelse siger. Det løser sig.
Så skal vi ikke lade være med at skulle. Skal vi ikke holde op med at pirke til hinanden – og os selv – med alt muligt skrammel, som man skal og bør. Skal vi ikke blive bedre til at give plads til at være sig selv. Med fejl og mangler. Med uperfektheder. Med urimeligheder og alt det andet menneskelige.
Perfekt er ikke menneskeligt. Perfekt er robotisk. Det er sgu da ikke noget at stræbe efter. Hold nu bare din nytårsaften alene, hvis du har lyst til det. Hvis du har brug for. Hvis du trænger til det. Hvis du trænger til selskab, så find en fest. Opsøg selskab. Der er altid muligheder. Hvis vi for filen bare slipper det der med, hvad andre tænker om vores valg. Andre har deres egne valg at tænke over. De skal ikke blande sig i dine. Eller i mine for den sags skyld.
Godt nytår.
Hvad venter vi på?
Såeh … der er en fare for, at det bliver en smule rørstrømsk, men det er der faktisk ikke noget at gøre ved. Det er måske endda meningen. December gør noget ved mig. Noget sentimentalt. Noget omsorgsfuldt. Jeg tror ikke, det er en dårlig ting. Lige nu ved jeg i hvert fald, at det kommer et godt sted fra.
Jeg har lyttet en del til Rasmus Seebach (don’t we all? We should!) og særligt “Farfars sang”. Og så ville skæbnen det sådan, at jeg nyligt i bilen kom til at høre en Lukas Graham-sang. Og meget kan man sige om teksterne, men vi kommer ikke udenom, at de trækker på hovedstolen. Altså farens død.
Og det fik mig til at tænke på – som jeg ofte gør, når folk dør – hvor ærgerligt det er, at vi altid siger en hel masse smukt om de døde. Jeg håber, mange er gode til at få sagt de samme ting i levende live.
Det er vigtigt at huske at sige de pæne ting til hinanden. Det er skidesvært det hersens liv. Så vi kunne godt gøre hinanden den bette tjeneste at få det sagt, når andre gør noget, vi holder af, sætter pris på eller er imponerede over. Find selv på mange flere ting, man kan være taknemmelig for og skal fortælle andre mennesker om.
Så nu har jeg forsøgt at formulere min taknemmelighed for mine forældre. Som heldigvis stadig er sprællevende.