Et af de meget få indlæg her på bloggen, som bliver ved med at få besøgende, handler om at holde nytårsaften alene. Det er åbenbart noget, folk søger på hvert eneste år. Og det er sgu da trist. Ikke at nogen holder nytår alene. Det skal de bare gøre, hvis det er deres fest. Men at vi hele tiden synes, vi er nødt til at validere vores holdninger, handlinger og beslutninger op mod et fællesskab, som i det store hele formentlig er meget, meget ligeglad med, hvad vi gør.
Jeg er blevet glad for at forholde mig til, at vi alle sammen render rundt og bruger 90% af vores tankekraft på at tænke over, hvad andre nu mener, siger og fordømmer af det, vi laver – eller bare vores person helt generelt. Samtidig tror vi, at andre bruger de samme 90% på at spekulere, vurdere og forarges over dét, vi gør. Jamen, skulle du så være det eneste menneske i verden, der tænker 90% på dig selv? Og alle andre skulle tænke 90% på lige præcis dig? Not! De fleste tænker på sig selv, sig selv og sig selv. Så er der måske 10% til andre, og de 10% er alt, vi kerer os om andre. Vi er først og fremmest fokuserede på os selv.
Det betyder jo, at det slet ikke kan svare sig at overveje, hvad andre nu tænker om, at du holder nytår alene eller går i biffen alene eller er single. Det eneste, der er væsentligt er, hvad du tænker om det. Om du trives i det. Hvis du gør det. Så er alt jo helt og aldeles fjong. Og verden – og andres meninger – klarer sig fint, uden at du behøver tage hensyn til det og den og dem.
Jeg er med på, det er skidesvært, for “mennesket er jo et socialt væsen”, men jeg tror ægte på, at vi bliver meget mere tilfredse, hvis vi glemmer, hvad andre folk forventer, kræver og fordømmer. Det er deres bord. Det må de selv rode med.
Hernede på den lille efterskole er der elever, der er svært nervøse for, at de får en dårlig karakter, for så kan de måske ikke komme videre på en ungdomsuddannelse, og så går deres liv jo i stå … Det er jo det glade vanvid! Får de en dårlig karakter, og kan de ikke komme ind på den uddannelse, de gerne vil ind på, så bruger de et år på at arbejde – lønnet eller frivilligt – mens de tager et enkelt fag, så de kan komme videre. Det løser sig. Det gør alting. Uanset hvad andre menneskers og sociale mediers forargelse og fordømmelse siger. Det løser sig.
Så skal vi ikke lade være med at skulle. Skal vi ikke holde op med at pirke til hinanden – og os selv – med alt muligt skrammel, som man skal og bør. Skal vi ikke blive bedre til at give plads til at være sig selv. Med fejl og mangler. Med uperfektheder. Med urimeligheder og alt det andet menneskelige.
Perfekt er ikke menneskeligt. Perfekt er robotisk. Det er sgu da ikke noget at stræbe efter. Hold nu bare din nytårsaften alene, hvis du har lyst til det. Hvis du har brug for. Hvis du trænger til det. Hvis du trænger til selskab, så find en fest. Opsøg selskab. Der er altid muligheder. Hvis vi for filen bare slipper det der med, hvad andre tænker om vores valg. Andre har deres egne valg at tænke over. De skal ikke blande sig i dine. Eller i mine for den sags skyld.
Ej, altså ikke snapshots som billeder. Dem tager jeg ikke mange af i løbet af et år. Så snapshots fra min hukommelse. Og der er faktisk rigeligt at tage af denne gang.
Da 2018 blev sparket i gang, var jeg stadig træner i Herlufsholm Fodbold og arbejdede hos politiet i Næstved. Det gør jeg ikke længere. Følgende ord-udveksling hos politiet fik sat en stopper for det samarbejde:
Du er ikke så god til at profilere dit arbejde. Når du ikke profilerer dig selv, er det svært at vide, hvad du laver. Når man som ledelse ikke ved, hvad du laver, er det mest nærliggende at tro, at du ingenting laver.
Ja. Sådan lød ordene. Jeg husker dem ret tydeligt, fordi de er ret underlige for mig. Jeg kunne måske have slugt dem. Måske bare have fortsat uden at tage det ad notam. Hvis ikke det var, fordi jeg et par dage senere stod på gangen (og ventede på en kollega blev færdig med at tale i telefon), da et medlem af ledelsen kom forbi på den modsatte gang. Der er glasvægge, og instinktivt stillede mig ind bag et stykke væg, så hun ikke skulle se mig og uddybe sin forestilling om, at jeg intet lavede.
Der var ikke rart, dér op af væggen. Jeg afleverede mit budskab til kollegaen og gik sporenstregs hen til HR-chefen. Jeg sagde til hende, at jeg ikke rigtig vidste, hvorfor jeg fortalte hende det – andet end at hun er en både skidesød kollega og meget, meget dygtig kvinde – men at jeg lige nu havde mest lyst til at sige op lige på stedet og aldrig vende tilbage til stationen.
Hun sygemeldte mig i stedet, og så begyndte et andet forløb, der har fyldt en del i 2018. Men i forhold til politiet fik jeg en blid og skånsom afsked. HR-chefen og min direkte chef var omsorgsfulde, rummelige og meget, meget søde. Men da jeg igen blev raskmeldt, var jeg på jobjagt fra første dag. (Hvilket jeg havde sagt til dem klart og tydeligt).
Forløbet med en sygemelding skulle jo mest være sådan en “tænk-dig-lidt-om-pause”, fordi man – som HR-chefen sagde – ikke skal træffe store beslutninger, når man er rystet. Klogt tip. Så jeg strøg i stedet til læge, hvor jeg både fik en henvisning til min favorit-psykiater – ja, ham har jeg set før – og til min egen læge.
Det viste sig, at jeg har forhøjet – på det tidspunkt endog meget forhøjet – blodtryk. Og det blev taget temmeligt alvorligt. Ærligt må jeg sige, at jeg ikke helt selv forstod al balladen. Jeg kunne jo ikke rigtig mærke det i hverdagen, selv om det måske var en af årsagerne til mit til tider noget heftige temperament …
Min kloge moster er sygeplejerske, og hun prøvede med et billede: “Forestil dig, at hjertet altid arbejder ved for højt tryk. Så bliver det jo slidt før tid.” Det kunne selv jeg forstå. Så jeg troppede i månedsvis op til undersøgelser, og selv om jeg undervejs følte mig sådan lidt ‘over-behandlet’, var det nu også helt rart at fornemme, at de tog mig alvorligt. Det er faktisk ikke helt slut endnu. Jeg er godt medicineret. Der er styr på trykket, men de aner stadig ikke, hvorfor det er for højt, så i næste uge skal jeg på sygehus endnu engang. Denne gang for en hjertescanning. Jeg siger aldrig mere, at de ikke er grundige i det danske sygehusvæsen. Jeg har fået en helt igennem fornem behandling.
Nå men vi skal lige lidt tilbage. Tilbage til juni. Jeg var på sommerferie ved Vesterhavet. Eller i nærheden af Vesterhavet. Og havde sendt et hav af ansøgninger af sted i håbet om et andet job. Jeg søgte en masse efterskole-stillinger. En masse med fodboldlinjer, fordi jeg endelig har indset, at min lillebror er den kvikkeste af ham og jeg. Han har i årevis forfulgt og nu endelig opnået at være fuldt ud beskæftiget med fodbold. Som træner, som administrator og kontor-halløj. Det er fanme sejt. Og det vil jeg også gerne.
Så en masse fodbold-linje-efterskoler søgte jeg. Tøj, der var stille. I bedste fald et afslag længe efter fristen. Ikke skide motiverende. Så jeg begyndte så småt at tænke, at jeg måske måtte søge kommunikation også. Det var trods alt dér, jeg havde mest erfaring. Der var et kommunikations-job på en efterskole. Det smagte da lidt af fisk. Selv om det nu ikke var en fodbold-efterskole.
Men mens jeg sad der i Vesterhavs-hytten, ringede en dame: “Dav, det er Kirsten fra Højer Design Efterskole. Vil du ikke komme til en samtale?”. Så jeg trillede langs kysten ned til Højer. Som er absolut sidste stop inden Tyskland. Og vi talte i knap tre timer. Om alt muligt. Og et par dage efter ringede Kirsten og sagde: “Jeg vil gerne ansætte dig, men hvad siger du til at blive ansat som lærer i stedet?”.
Det sagde jeg ja tak til. Også selv om det betød, at jeg gik fra 45.000 om måneden hos politiet til 30.000 om måneden nu – inklusive pension selvfølgelig! Og jeg har mange gange siden tænkt på, hvor priviligeret jeg er, at mine forældre altid bakker op og har været i stand til at hjælpe økonomisk undervejs. For ellers ville det sgu nok have været for stort et skridt. Og jeg tænker af og til på, hvor mange mennesker, der ikke har samme opbakning og mulighed for at hente hjælp derhjemme, og som derfor er nødt til at blive i noget, de måske ikke trives i. Jeg føler mig meget heldig.
Så nu er jeg så i Højer. Nu med 5 måneders erfaring som efterskolelærer. Jeg underviser i dansk og engelsk primært. “Hvordan er det?” Tjaeh, jeg kan godt føle mig som en lidt gammeldags lærer-type. Jeg ville altså foretrække, at de brugte tid på at læse flere klassiske tekster og mindre tid på journalistiske tekster, breve til boligforeninger og moderne litteratur. Men det er helt tydeligt ikke sådan, de er nået frem til 10. klasse.
Hvor jeg nu har overtaget og flår dem igennem Holberg, Oehlenschläger, Herman Bang, Strunge, Tom Kristensen, (måske) Pontoppidan og Christina Hagen. De skal lære at læse. Og de skal lære, at ikke alting er at blive strøget med hårene. Det skal gøre ondt at blive klogere. At blive udfordret. At udvide sin horisont.
Og det er jo her, jeg kan være nervøs for at være en ronkedor af en slags. Måske er det bare gammeldags. Måske skal de lege det hele ind. Måske skal det være ok, at de slår op i banen, når de keder sig – hvilket de gør temmeligt hurtigt. Måske er det helt på sin plads, at de kværulerer og forhandler om alle tekster, alle opgaver og alle lektier. Måske … Men altså; det kan jo ikke hjælpe noget, at vi har en her generation af unge, der tror, det er ok at få sine nyheder fra youtubere og letbenede online-nyheder på facebook … det kan da ikke hjælpe! Måske blir jeg klogere, når jeg er længere i mit merit-lærerstudie. Måske. Jeg kan jo godt være en kende stædig.
Hvad ellers? Jo, jeg fornemmer, at jeg endelig har overgivet mig til min bløde side. Ej, hvor jeg har nydt gode venners selskab. Hvor jeg sætter pris på mine forældre, brødre, moster, mormor og fætre og kusiner. Hvor jeg forstår værdien i at have mennesker, man kan betro sig til. Være følsom over for og sammen med. Og som selv betror sig til mig. Det er vigtigt for mig. Måske er det også derfor, jeg lidt tænker, at jeg i 2019 skal prøve lykken ud i det der kærlighed igen. Måske …
I 2019 skal jeg også: – Tage flere moduler på meritlærer – På fodboldtræner-kurset B1 – Være cheftræner for Højer/Visbys herrehold – Til Offside Live i Malmö – Til Heartland på Egeskov Slot – På skitur til Østrig – Føre et hold unge mennesker til eksamen for første gang – (Måske) til Rom med en veninde – Udbygge mine pennevenskaber (eller lige nu er der kun ét, men hvilket ét!) – Og meget, meget mere.
Kom bare an 2019. Jeg er klar. Og jeg glæder mig.
(Savnede du billeder undervejs? Tough luck, cookie …)
Mit gæt er, at jeg var en af de allerførste danskere, der fik en profil på Facebook. Tilbage i 2007 var jeg på udveksling i USA, og dér oprettede jeg en profil. Jeg lukkede den hurtigt, da jeg kom tilbage til Danmark, for dengang virkede det netop som det, det var tiltænkt: Et lukket forum for amerikanske studerende. Der var ikke mange danskere at interagere med. Det har ændret sig siden …
Ifølge Wiki er sociale medier:
Sociale medier (forkortet SoMe) er internet-Apps (applikationer/programmer) der muliggør en hurtig udveksling af samtaler, billeder mm. mellem forskellige personer, kendte som ukendte. Forkortelsen; SoMe er første gang registreret af Dansk Sprognævn i 2012.
Siden 2007 har jeg deltaget, bidraget, kigget og fordøjet i større eller mindre omfang via platforme som facebook, twitter, instagram, snapchat, pinterest, linkedin, google+, vine, youtube, vimeo, tumblr, flickr, medium og (meget kortvarigt) foursquare. Udviklingen er gået hurtigt på nogle af platformene. For hurtigt for andre. Og gået i stå på atter andre. Efter nu snart elleve hele år med sociale platforme på godt og ondt er jeg nået til den konklusion, at mit liv bliver bedre uden.
Jeg siger ikke, alles liv ville være bedre (men det mener jeg måske nok), men jeg vurderer, at mit eget liv bliver bedre. Jeg er begyndt at skrive en smule hver aften ved sengetid. I et noteshæfte. Med blyanter. Og jeg lavede i går aftes en liste over alt det, jeg glæder mig til at have bedre tid til efter nytår, hvor jeg har besluttet at lukke den sidste af mine profiler på sociale platforme. Der er meget på den liste.
Først og fremmest glæder jeg mig til at skabe et andet reaktionsmønster, når jeg momentant keder mig end at gribe efter mobilen og meningsløst skøjte rundt mellem platforme, der kan slå tiden ihjel for mig. For det er en automatreaktion. Når jeg venter hos lægen. Når jeg venter på andre til en aftale. Hvis nogen skal et smut på toilettet, ryger telefonen frem. I biografen mens jeg venter på, filmen begynder. Når jeg ser fodbold – både på tv og stadion – ryger telefonen frem i pausen. Ved hjørnespark. Ved indkast. Ved alle skader, der kræver behandling. Når jeg sidder til møder, som keder mig (jo, de findes!), lister jeg forsigtigt telefonen frem og tager på rundtur. Når jeg er på toilettet, bruger jeg tiden til socialt halløj (!!) Jeg er ikke stolt af mig selv, men sådan er det blevet. Ubevidst men villigt.
Det har jeg forsigtigt ændret på den seneste tid. For et år siden sorterede jeg med den store skovl. Alle de platforme, jeg reelt aldrig bruger, slettede jeg mine profiler på (læg mærke til den omstændelige formulering – jeg orker ikke en eller anden “correctus”, der skal påpege, at jeg jo teknisk set ikke “sletter Twitter” men bare min egen profil! Derfor den omstændelige formulering, beklager). Og da først jeg var i gang, var det overraskende nemt at se, hvordan jeg kunne undvære de fleste. Først var der alle profilerne, som allerede mentalt var afgået ved kedsomhed: google+, linkedin, pinterest, flickr osv. Snart droppede jeg også twitter, og i september var det instagram, der røg i svinget. Nu er jeg tilbage med kun facebook, og fra nytår ryger det også i skraldespanden. Hvad er det, jeg er ude på?
Mange ting! Først og fremmest altså en adfærdsændring hos mig selv. Forhåbentlig også hvad jeg vil opleve som øget nærvær – igen: jeg forsøger virkelig at undgå at pege fingre. Andre er helt sikkert bedre end mig til at styre deres forbrug – og langt bedre tid i hverdagen. Jeg vil nyde at få tid til at læse bøger, skrive dagbog, gå analoge ture, styrketræne, løbe, meditere, forsøge at dyrke yoga, gå tidligt i seng og stå tidligt op, lave mad fra bunden (det kan faktisk godt tage lang tid, hvis man er næsten helt uden kompetencer – og det er dejligt).
Helt reelt har jeg noget med tid. Når andre begejstret fortæller, om “The 7 minute app for getting in shape”, som på 7 minutter kan give dig lige så meget træning som en time i fitness-centeret, så gyser jeg helt vildt. For jeg træner ikke primært for effektivitet.
Jeg træner for den katharsis af hjernen, der er i at bevæge mig. Og til det formål er det meget bedre for mig at lunte mine 9 kilometer på digerne og være undervejs i fem kvarter end at stå svedende i min lumre stue med en app, der koster rundt med mig i 7 minutter. For mig er effektivitet sjældent målet i sig selv. Dengang jeg legede selvstændig, lavede jeg mit eget motto, der hed noget i retning af: “Det må godt være effektivt – bare det er sjovt”. Og sådan har jeg det egentlig stadig.
Er jeg ikke bange for at blive koblet af et eller andet fællesskab? Ved du hvad? Jeg har tænkt mig tre gange i løbet af december at skrive på min facebook-væg, at dem, der stadig gerne vil have mulighed for en eller anden form for kontakt med mig, er velkomne til at sende mailadresse og/eller mobilnummer.
Første gang, jeg slog det op, var 1. december. Det er nu fem dage siden. Der er fire, der har sendt mails og mobilnummer. Jeg har angiveligt 497 ‘venner’ på Facebook. Jeg har altid været ekstremt ringe til det der overfladiske hykleri, hvor vi mennesker i fællesskab lader som én ting, mens vi gør noget helt andet. Så for mig forsøger jeg at gøre mine facebook-‘venner’ til noget, jeg mere opfatter som ‘venner’ i ordets oprindelige forstand. Så det er bedre i sync med, hvad jeg kalder det, og hvad det er. Vil jeg miste en masse information? Ja for filen. Klarer jeg mig uden? Det vil jo vise sig. Jeg tror det.
For at sikre mig jeg ikke bliver koblet fuldstændig af verden, har jeg truffet en stribe bevidste valg om, hvorfra og hvor ofte og fra hvor mange jeg vil have informationer – når det ikke drejer sig om venner. Så jeg har tilkøbt et par abonnementer på online-medier. Men snævert. Nichepræget. I behersket omfang.
Jeg forsøger simpelthen at sætte tempoet ned. Sætte informationsmængden ned. For jeg accepterer ikke den der opgivende men fremtidsorienterede præmis om, at udviklingen kan man ikke gøre noget ved. Det er simpelthen for eftergivende for mig. Så lidt kontrol nægter jeg at acceptere, at jeg har over mit eget liv.
Så nu sætter jeg hælene i. Fjerner de sociale platforme. Sætter farten ned (hvilket skægt nok er en af de ting, jeg de senere år oftest er blevet dumpet på grund af på det evigt mere frådende datingmarked: “Du og jeg lever bare ikke i samme tempo” – underforstået at de lever i fuld fart i overhalingsbanen, og jeg er en sofakartoffel)
Nå men dem om det. Nu har jeg sat lidt flere (en hel del flere) ord på, hvad jeg går og tumler med i forhold til sociale medier. Det bliver skideskægt at opleve, hvordan verden anno 2019 ser ud uden at få dem filtreret via de gængse platforme. Men jeg er jo stadig på facebook frem til nytår, så jeg når lige at se alle de forrygende jule-relaterede opslag, men jeg tror, jeg dropper nytårskommentarerne til dronningens nytårstale. Dem kan jeg godt undvære.
Et tip: Synes du, dronningen er idiot, monarki er latterligt, eller kan du ikke finde på noget sobert at sige den 31.12, så tag et ekstra stykke kransekage og kværn lidt mere champagne. Der er ikke – faktisk aldrig og dermed heller ikke nytårsaften – ytringspligt, så det er ok bare at lade ordene synke ind uden at fortælle, hvor dumme de lyder for dig. Det er helt ok.
Haha, det skal så være udgangsreplikken. Det er helt ok at klappe i 🙂
(Disclaimer: Det her burde ikke være en “ufærdig tanke”, for det er noget, jeg har tænkt over i årevis, men jeg kan se på længden af teksten, at det er for kompliceret til, at jeg evner at sætte det sammen i få, præcise ord. Det vil blive for unuanceret, hvis jeg bare skriver: “Jeg skrider fra de sociale platforme. Det er ikke dem. Det er mig. Men jeg elsker alle menneskene på de sociale platforme. Vil I med?”)
Da jeg googlede “nytårsmenu single”, dukkede der ikke, som håbet, en masse lækre, temmeligt simple og nænsomt doserede retter op med sprudlende forslag til en nytårsmenu, men der kom derimod et par sider med forslag til, hvordan jeg dog kunne finde en fest, så det slet ikke ville være nødvendigt at finde på en single-menu. Det fik mig til at tænke over fordele og ulemper ved min beslutning om at holde dette nytår alene. Listen ser (indtil videre) sådan her ud:
Fordele:
– Da jeg stod i Irma, og der ikke var noget oksekød, der tiltalte mig, så gjorde det ikke alverden, at jeg nappede noget kalv i stedet – SELV OM DER STOD OKSE PÅ INDKØBSSEDLEN!
(For helt ærligt; ved vi ikke allesammen, at frost-pommes, købe-bearnaise og hvidløgsflutes nok skal gå til snart sagt et hvilket som helst stykke kød? Ikke? Sikker …? Hér skal den nok gå!)
– Der var ingen, der sagde “Er det ikke nok nu?”, da jeg fyldte i kurven i slikafdelingen.
– Ingen kommer til at præsentere en letkøbt analyse af dronningens nytårstale, og hvis nogen gør det alligevel, er det allerede besluttet, at så må jeg have 5 minutters karantæne og afkøling i trappeopgangen.
– Ingen kommer til at sige “Den der 90-års-fødselsdag er da meget hyggelig, og det ER jo altså en tradition”. Det kommer ingen til at sige. Det er ikke nødvendigt at udtænke en straf.
– Ingen kigger medlidende på mig, når jeg sætter mig i sofaen – nok allerede eftermiddag – og ser “Love Actually” (ikke kun fordi jeg er sentimentalt anlagt, men i virkeligheden allermest fordi den bliver fjernet fra Netflix nytårsdag (Hvad ER det for noget?))
– Jeg slipper for champagne klokken 24. Og før. Og efter. Jeg kan ikke tåle det sjask.
– Det ender ikke uafgjort, når jeg skal stemme om, hvorvidt jeg skal ‘binge’ Marco Polo, Sherlock eller måske bare fortsætte med Gilmore Girls. Det ender ikke uafgjort. Men det er stadig et svært valg.