2018 i snapshots og aforismer

Ej, altså ikke snapshots som billeder. Dem tager jeg ikke mange af i løbet af et år. Så snapshots fra min hukommelse. Og der er faktisk rigeligt at tage af denne gang.

Da 2018 blev sparket i gang, var jeg stadig træner i Herlufsholm Fodbold og arbejdede hos politiet i Næstved. Det gør jeg ikke længere. Følgende ord-udveksling hos politiet fik sat en stopper for det samarbejde:

Du er ikke så god til at profilere dit arbejde. Når du ikke profilerer dig selv, er det svært at vide, hvad du laver. Når man som ledelse ikke ved, hvad du laver, er det mest nærliggende at tro, at du ingenting laver.


Ja. Sådan lød ordene. Jeg husker dem ret tydeligt, fordi de er ret underlige for mig. Jeg kunne måske have slugt dem. Måske bare have fortsat uden at tage det ad notam. Hvis ikke det var, fordi jeg et par dage senere stod på gangen (og ventede på en kollega blev færdig med at tale i telefon), da et medlem af ledelsen kom forbi på den modsatte gang. Der er glasvægge, og instinktivt stillede mig ind bag et stykke væg, så hun ikke skulle se mig og uddybe sin forestilling om, at jeg intet lavede.

Der var ikke rart, dér op af væggen. Jeg afleverede mit budskab til kollegaen og gik sporenstregs hen til HR-chefen. Jeg sagde til hende, at jeg ikke rigtig vidste, hvorfor jeg fortalte hende det – andet end at hun er en både skidesød kollega og meget, meget dygtig kvinde – men at jeg lige nu havde mest lyst til at sige op lige på stedet og aldrig vende tilbage til stationen.

Hun sygemeldte mig i stedet, og så begyndte et andet forløb, der har fyldt en del i 2018. Men i forhold til politiet fik jeg en blid og skånsom afsked. HR-chefen og min direkte chef var omsorgsfulde, rummelige og meget, meget søde. Men da jeg igen blev raskmeldt, var jeg på jobjagt fra første dag. (Hvilket jeg havde sagt til dem klart og tydeligt).

Forløbet med en sygemelding skulle jo mest være sådan en “tænk-dig-lidt-om-pause”, fordi man – som HR-chefen sagde – ikke skal træffe store beslutninger, når man er rystet. Klogt tip. Så jeg strøg i stedet til læge, hvor jeg både fik en henvisning til min favorit-psykiater – ja, ham har jeg set før – og til min egen læge.

Det viste sig, at jeg har forhøjet – på det tidspunkt endog meget forhøjet – blodtryk. Og det blev taget temmeligt alvorligt. Ærligt må jeg sige, at jeg ikke helt selv forstod al balladen. Jeg kunne jo ikke rigtig mærke det i hverdagen, selv om det måske var en af årsagerne til mit til tider noget heftige temperament …

Min kloge moster er sygeplejerske, og hun prøvede med et billede: “Forestil dig, at hjertet altid arbejder ved for højt tryk. Så bliver det jo slidt før tid.” Det kunne selv jeg forstå. Så jeg troppede i månedsvis op til undersøgelser, og selv om jeg undervejs følte mig sådan lidt ‘over-behandlet’, var det nu også helt rart at fornemme, at de tog mig alvorligt. Det er faktisk ikke helt slut endnu. Jeg er godt medicineret. Der er styr på trykket, men de aner stadig ikke, hvorfor det er for højt, så i næste uge skal jeg på sygehus endnu engang. Denne gang for en hjertescanning. Jeg siger aldrig mere, at de ikke er grundige i det danske sygehusvæsen. Jeg har fået en helt igennem fornem behandling.

Nå men vi skal lige lidt tilbage. Tilbage til juni. Jeg var på sommerferie ved Vesterhavet. Eller i nærheden af Vesterhavet. Og havde sendt et hav af ansøgninger af sted i håbet om et andet job. Jeg søgte en masse efterskole-stillinger. En masse med fodboldlinjer, fordi jeg endelig har indset, at min lillebror er den kvikkeste af ham og jeg. Han har i årevis forfulgt og nu endelig opnået at være fuldt ud beskæftiget med fodbold. Som træner, som administrator og kontor-halløj. Det er fanme sejt. Og det vil jeg også gerne.

Så en masse fodbold-linje-efterskoler søgte jeg. Tøj, der var stille. I bedste fald et afslag længe efter fristen. Ikke skide motiverende. Så jeg begyndte så småt at tænke, at jeg måske måtte søge kommunikation også. Det var trods alt dér, jeg havde mest erfaring. Der var et kommunikations-job på en efterskole. Det smagte da lidt af fisk. Selv om det nu ikke var en fodbold-efterskole.

Men mens jeg sad der i Vesterhavs-hytten, ringede en dame: “Dav, det er Kirsten fra Højer Design Efterskole. Vil du ikke komme til en samtale?”. Så jeg trillede langs kysten ned til Højer. Som er absolut sidste stop inden Tyskland. Og vi talte i knap tre timer. Om alt muligt. Og et par dage efter ringede Kirsten og sagde: “Jeg vil gerne ansætte dig, men hvad siger du til at blive ansat som lærer i stedet?”.

Det sagde jeg ja tak til. Også selv om det betød, at jeg gik fra 45.000 om måneden hos politiet til 30.000 om måneden nu – inklusive pension selvfølgelig! Og jeg har mange gange siden tænkt på, hvor priviligeret jeg er, at mine forældre altid bakker op og har været i stand til at hjælpe økonomisk undervejs. For ellers ville det sgu nok have været for stort et skridt. Og jeg tænker af og til på, hvor mange mennesker, der ikke har samme opbakning og mulighed for at hente hjælp derhjemme, og som derfor er nødt til at blive i noget, de måske ikke trives i. Jeg føler mig meget heldig.

Så nu er jeg så i Højer. Nu med 5 måneders erfaring som efterskolelærer. Jeg underviser i dansk og engelsk primært. “Hvordan er det?” Tjaeh, jeg kan godt føle mig som en lidt gammeldags lærer-type. Jeg ville altså foretrække, at de brugte tid på at læse flere klassiske tekster og mindre tid på journalistiske tekster, breve til boligforeninger og moderne litteratur. Men det er helt tydeligt ikke sådan, de er nået frem til 10. klasse.

Hvor jeg nu har overtaget og flår dem igennem Holberg, Oehlenschläger, Herman Bang, Strunge, Tom Kristensen, (måske) Pontoppidan og Christina Hagen. De skal lære at læse. Og de skal lære, at ikke alting er at blive strøget med hårene. Det skal gøre ondt at blive klogere. At blive udfordret. At udvide sin horisont.

Og det er jo her, jeg kan være nervøs for at være en ronkedor af en slags. Måske er det bare gammeldags. Måske skal de lege det hele ind. Måske skal det være ok, at de slår op i banen, når de keder sig – hvilket de gør temmeligt hurtigt. Måske er det helt på sin plads, at de kværulerer og forhandler om alle tekster, alle opgaver og alle lektier. Måske … Men altså; det kan jo ikke hjælpe noget, at vi har en her generation af unge, der tror, det er ok at få sine nyheder fra youtubere og letbenede online-nyheder på facebook … det kan da ikke hjælpe! Måske blir jeg klogere, når jeg er længere i mit merit-lærerstudie. Måske. Jeg kan jo godt være en kende stædig.

Hvad ellers? Jo, jeg fornemmer, at jeg endelig har overgivet mig til min bløde side. Ej, hvor jeg har nydt gode venners selskab. Hvor jeg sætter pris på mine forældre, brødre, moster, mormor og fætre og kusiner. Hvor jeg forstår værdien i at have mennesker, man kan betro sig til. Være følsom over for og sammen med. Og som selv betror sig til mig. Det er vigtigt for mig. Måske er det også derfor, jeg lidt tænker, at jeg i 2019 skal prøve lykken ud i det der kærlighed igen. Måske …

I 2019 skal jeg også:
– Tage flere moduler på meritlærer
– På fodboldtræner-kurset B1
– Være cheftræner for Højer/Visbys herrehold
– Til Offside Live i Malmö
– Til Heartland på Egeskov Slot
– På skitur til Østrig
– Føre et hold unge mennesker til eksamen for første gang
– (Måske) til Rom med en veninde
– Udbygge mine pennevenskaber (eller lige nu er der kun ét, men hvilket ét!)
– Og meget, meget mere.

Kom bare an 2019. Jeg er klar. Og jeg glæder mig.

(Savnede du billeder undervejs? Tough luck, cookie …)

Those who can, do; those who can’t, teach

Det er svært. Nøj hvor er det svært.

Jeg er nu en god måned inde i mit nye liv som efterskolelærer. Jeg er så småt ved at være ovre spørgsmålene om, hvorfor i alverden jeg skiftede et trygt og velbetalt kommunikationsjob hos Politiet ud med et lærerjob på en efterskole i Sønderjylland. Og først nu er jeg ironisk nok ved at have formuleret en form for fornuftigt svar.

Den korte version er, at jeg havde brug for at prøve noget nyt. Havde brug for at være lidt mere på gyngende grund (Politikerne ville vel kalde det en brændende platform, og Hella Joof ville have sat ild til hele molevitten). Og det er nyt. Og skræmmende. Og svært. Helt vildt svært.

Tænk lige tanken engang: Hvordan engagerer og motiverer du 20-25 unge mennesker på 16 år til at lære? Og læg så til dit sikkert fremragende svar, at en klasse anno 2018 består af både knap så stærke, mediumstærke og meget stærke elever. Det er en kunst overhovedet at fastholde deres opmærksomhed. Og når du så har den (opmærksomheden), skal du sikre dig, at de også lærer noget. Med hver deres udgangspunkt og forudsætninger. Med hver deres baggrund. Med mangler. Med styrker. Med forcer. Med ønsker. Med idiosynkrasier. De er jo mennesker. Ikke helt færdigbagte endnu, men de har meninger og holdninger.

Og selv om de ikke havde. Selv om de var modellér-bare som i fortidens skole, ville jeg så være med til at uddanne dem til maskiner, der kan lire kongerække og årstal og facts af? Hvad tror du? Selvfølgelig ikke. Jeg har en masse ideer, tanker og visioner for, hvad der foregår. Men med et halvt år som meritlærer-studerende og to moduler – det ene var tysk, som jeg har droppet, og det andet var dansk som andetsprog, hvor jeg ikke lige fik afleveret den sidste opgave (endnu!) – som bagage, vil jeg en hel masse, men jeg har ikke et kæmpestort fundament eller nogen form for empiri til at tage mig derhen. Så hvad gør jeg så?

Føler mig frem. Forsøger at inddrage eleverne så meget som muligt. Og har lange indre monologer om, hvordan jeg både skal finde tid til at være et menneske, der møder 25 unge mennesker på hver deres præmisser OG tilgodese undervisningsministeriets ønsker til, hvad de skal lære i løbet af deres år i 10.klasse. 

Det er svært. Nøj hvor er det svært. 

Men det er heldigvis også sjovt – det fortæller jeg mere om næste gang.

Mojn-mojn