Kategori: Kærlighed

Kære far

Da jeg blev født, troede du, jeg var en indianer. Siger du. Men jeg tror nu godt, du vidste, at jeg ikke var det. Trods blodet. Og selv om du ville have givet mig navne som Bjørn, Patrick eller Alfred, er jeg alligevel sikker på, at du holder af mig. 

Du er måske det mest hjælpsomme menneske, jeg kender. Aldrig har nogen bedt dig køre noget på genbrugspladsen, uden du rent faktisk har gjort det. Og for dine sønner – og for din hustru – vil du gøre alt. Og det har du jo faktisk også gjort. 

Du har – og det er en voldsom præstation – haft flere forskellige job, end jeg har haft. (Endnu!) Du har aldrig klaget, brokket eller pjækket. Om du skulle studse vejkanter for kommunen, ordne Coops lager eller være dagplejer. Du har altid stillet op. Din store drøm var i mange år at blive selvstændig købmand. Du prøvede kræfter med det i et par korte omgange, og selv om du ikke nåede at opfylde drømmen om at overtage og drive en købmandsbutik i længere tid, er jeg sikker på, at du også ville have været fremragende til det. 

Da jeg var lille, havde du travlt. Dit job var på landevejene, men jeg husker det altid, som om du var til rådighed. Det blev bekræftet, da jeg begyndte til fodbold. Du stod altid på sidelinjen. Regn. Sne. Slud. Du bakkede altid op. 

Da jeg blev 13 år gammel, fik jeg en avisrute. Det var vist mere reglen end undtagelsen, at du hentede alle reklamerne i weekenden og tog dem hjem, og så pakkede vi dem sammen. Aldrig fik jeg fornemmelsen af, at du syntes, det var hårdt arbejde, eller at du hellere ville bruge dine weekender på noget andet. Du så en lejlighed til at hjælpe og gøre mit liv lettere, og så gjorde du det. 

Da jeg blev ældre og flyttede hjemmefra, begyndte flytterierne. Jeg har haft mange – rigtig mange – forskellige adresser, og du har været med ved langt, langt de fleste flytninger. Da jeg flyttede til Samsø, var du med hele vejen fra Frederikssund, hvor vi pakkede mine ting og over Kalundborg til Samsø, hvor du hjalp med at pakke ud. Vi overnattede endda i, hvad der føltes som frostgrader i mit nye hus. Du var der. Uden at kny. Uden at pibe. 

Jeg har aldrig haft et decideret teenage-oprør. Men i en lang periode mente jeg nok, at jeg selv vidste bedst. Du kom med mange gode råd, men jeg havde brug for at lære af mine egne fejl. Med alderen har jeg lært at sætte pris på dine input, for du har jo for det meste ret. 

Du ved noget om næsten alt, og du deler gavmildt ud af udbyttet af dine mange samtaler med andre mennesker. Selv om nogen vil mene, du taler meget, så er du både en god spørger og en ferm lytter. Jeg kender ingen, som har så mange historier, og der er stort set ikke et emne, som du ikke kan tale med om, fordi du på et tidspunkt enten har læst, hørt eller mødt nogen med et relevant input. Det er ret fantastisk, synes jeg. 

Nu hvor du er gået på efterløn, er jeg sikker på, du og mor skal have mange gode oplevelser. Du har i årevis været optaget af politik, og du har – i modsætning til mig – en grundfæstet tro på, at hvis du byder ind og bidrager, vil det give resultat. Derfor bruger du meget tid på at hjælpe dine socialdemokrater, og hvis de har for fem flade øre forstand, forstår de at sætte pris på dit nærvær og din indsats. 

Jeg er ret sikker på, at du er en af dem, der ser allerflest fodboldkampe på TV. Og jeg er sikker på, at du opfandt begrebet second screen allerede før, mobiltelefoner blev hvermandseje. Når du hiver den store kasse med alle dine kortspil frem og sætter dig i lotusstilling på gulvet med en uvirkelig stor kabale, mens fjernsynet kører med livebold, så tror jeg, du er meget tilfreds. Og du kan sagtens føre en samtale, vende kort og følge med i fjernsynet samtidig. Virker det til. 

Når jeg bliver stor, vil jeg også være god til at spørge og lytte. Faktisk vil jeg meget gerne være som dig, når jeg bliver stor. Du er et helt utroligt fint menneske med omsorg, kærlighed og generøsitet for de mange mennesker, du har omkring dig.

Tusind tak for dig, far. Jeg elsker dig. 

Kære mor

Hvis det virkelig passer, at du scorede far på Lumby Kro ved at spænde ben for ham, så er du den sejeste mor nogensinde. Meget mere cool end et højreswipe på Tinder. Selv hvis det ikke passer, er du stadig den sejeste mor. 

Jeg husker min tid med dig som mor – hele mit liv! – som en stor varm boble, der er fyldt med tryghed, omsorg og kærlighed. På en enormt dejlig måde har jeg hele mit liv haft fornemmelsen af, at du havde min ryg. Og alt det andet. Jeg er sikker på, at der ikke findes en bedre måde at blive tilfreds med sig selv på end at have dig til altid at vise, signalere og udtrykke din evindelige opbakning. 

Når livet har gjort ondt, har du holdt hånden under mig. Da jeg slet ikke kunne overskue, hvor lang tid det ville vare at spare sammen til den flotte ryttercykel, jeg ønskede mig, fandt du på en del-betaling, som gjorde det hele overskueligt. Da jeg løb med aviser, var du med til at pakke alle reklamerne – jeg husker de intense lørdag formiddage med tryksværte ud over det hele; også i alle vasketøjskurvene – og du var med, når vi delte dem ud. Enten som chauffør eller som tæller – eller som begge dele. 

Jeg er aldrig i tvivl om, at du elsker alle dine drenge. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at du i perioder har ønsket dig noget kvindeligt selskab. Enten som en datter eller i form af en kæreste til bare en af dine mange sønner. Som modvægt til den evindelige snak om sport og særligt fodbold. Med tiden er du selv blevet temmeligt bidt af sport. Badminton, tennis og håndbold fylder, og i de senere år er du vist endda blevet en anelse stribet fodboldtilhænger. Det er imponerende, du holder det ud. 

Du har altid haft mange drømme på familiens vegne. Både på børnenes individuelle vegne og for fællesskabet som helhed. Du arrangerer og inviterer og disker op med en overflod af varme og kærlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at du er det vildeste familiemenneske. At det rent faktisk betyder utroligt meget for dig, at vi alle er kommet godt videre i livet. At du har gjort dit ypperste for at lindre overgangen fra et trygt liv hos dig og far og videre ud i voksenlivet. 

Du er ikke til store armbevægelser. Din omsorg og din hjælp kommer i form af små kærlige handlinger. En seddel stukket diskret i lommen. Overskudsmad i en plastikbøtte. Når en af os flytter, står du klar med skrubbe og spand. Når vi skal indrette, står du klar med gode råd. Når der er brug for en ‘nødhjælps-pakke’, står du klar med alle tænkelige nødvendigheder. 

Det er dig, der står for økonomien. Far blev godt nok uddannet revisor, tilbage da han var langhåret. Men det er dig, der holder styr på, hvad der kommer ind, hvad det skal bruges til, og hvad der ryger ud af kassen. Med tanke på de udfordringer, I har haft undervejs, er jeg evigt taknemmelig for jeres gavmildhed, overskud og hjælpsomhed. I har reddet min bagdel mange gange fra begyndelsen og til nu. Det er svært at udtrykke det løbende og konstant, men du må aldrig være i tvivl om, at jeg ved, hvad I har gjort for mig, og at jeg sætter pris på, hvordan I har hjulpet – og stadig hjælper – mig. 

Samtidig er din konstant stigende nysgerrighed og eventyrlyst en fornøjelse at overvære. Fra at være mest tryg og tilfreds bag hjemmets fire vægge drømmer du om Færøerne, om Holland, om Norge, om den Dominikanske Republik og meget, meget mere. Og du handler på det. Du vil så gerne opleve en masse, og heldigvis er I begge stadig i en situation, hvor I kan kaste jer ud i nye eventyr. Jeg under jer hvert eneste et af dem alle. 

Kære mor. Du har givet mig forståelse for, hvad det betyder at yde omsorg og være venlig over for andre mennesker. Du er uegennyttig – selv om du nogle dage kæmper for ikke at være det helt så meget – og jeg er sikker på, at det er, fordi jeg har spejlet mig i din helt forrygende varme måde at være menneske på, at jeg i dag bekymrer mig om andres velvære.

Det giver mange knubs, men jeg ønsker ikke at være på andre måder. Ville det være lettere? Formentlig. Men jeg er glad for og stolt af, at jeg har arvet egenskaber som interesse, kærlighed og massiv loyalitet fra dig. Det er meget, meget flotte egenskaber, og dem er jeg glad for at have med mig i livet. Takket være dig. 

Jeg elsker dig. 

Jeg er mest til det simple

Verden er kompleks. Så meget har jeg forstået efter 44 års forvirring, hovedpine, frustration og sure opstød. Så meget har jeg forstået.

Egentlig holder jeg mest af det helt simple. Det nære. Det nærliggende. Det varme. Det omsorgsfulde. Dét, som jeg tror på, vi alle har i vores hjerter, og som vi hiver frem, når vi glemmer at tænke over, hvordan verden er blevet til et spil. For vi behandler det alt for ofte som et spil, vi kan vinde eller tabe. Hvor nogen er kompetente, og hvor nogen er tabere.

Jeg ønsker mig, at vi i stedet for at pege, i stedet for at håne, tale ned og ydmyge, så får vi hinanden til at vokse. Ikke ved at kræve af andre, hvad vi selv magter og forventer af os selv. Men ved at stole på, at de gør deres bedste. At de gerne vil gøre deres bedste. Hvis de får tillid, mulighed og opbakning.

Brug juledagene til at tænke over, hvordan du bedst kan få folk omkring dig til at vokse. Og endnu bedre; få dem til at vokse, gro og trives ved at behandle dem pænt, løfte, rose og give mulighed for at vokse. For så vokser du også selv.

Glædelig jul ❤️

“Blink lige engang”

Jeg blev så paf, at jeg glemte at sige pænt tak. Set i bakspejlet kan det vel virke en kende arrogant, men det var absolut ikke meningen.

Jeg har lige været i Brugsen efter et par småting. Den lokale Brugs her i Højer er en bette butik, men der er, hvad jeg skal bruge, og de er søde og rare. Ved kassen i dag stod en ældre herre ved kassen, da jeg kom derop. Foran mig stod også en yngre gut, som jeg overhørte tale polsk eller russisk (tror jeg, måske var det i virkeligheden noget kinesisk …) tidligere. Jeg lagde mine varer op, og først dér lagde jeg mærke til, at den ældre herre havde bøvl med sit dankort.

“Prøv at tage kortet ud og scan det i stedet”, sagde butiksassistenten. En kvinde på cirka min alder. Kortet blev taget ud. Sat i igen. Og nu virkede det mirakuløst. Manden trissede ned for enden af båndet for at pakke sine varer. Og den unge mand foran mig betalte for sine varer – æg og syltetøj. Den store æggebakke. Og noget appelsin/abrikos-syltetøj. Gult var det i hvert fald.

Det blev min tur, og damen scannede hurtigt mine varer – min fortid i Føtex og Bilka har lært mig at lægge varerne hensigtsmæssigt på båndet – og så kigger hun pludselig på mig. Grundigt. Og siger, mens hun blinker med øjnene: “Prøv lige at gøre sådan her engang”.

Jeg blinker et par gange og tænker, at jeg enten har store poser under øjnene, eller måske en masse søvn, der har overlevet morgenbadet. Så siger hun: “Du har sådan nogen pæne øjne”. “De er specielle”, retter hun det så hurtigt til. Og i stedet for at sige noget taknemmeligt – for det er jeg da glad for, hun synes. Så svarer jeg bare knastørt: “Dem har jeg altid haft”, tager mine varer og smutter ud af butikken. Topdårlig stil.

For jeg kan godt huske, da jeg selv sad i kassen, og det er en overvindelse at sige sådan noget til kunderne. Bliver de sure, fornærmede eller irriterede? Det kan man aldrig vide.

Eller, det ved jeg jo så nu: Jeg blev glad. Og lidt paf. Der går alt for mange år mellem, jeg får komplimenter på den måde.

Og jeg tror på, at man selv skal gå foran med et godt eksempel, så jeg vil i meget højere grad huske mig selv på at sige noget pænt til folk, når jeg har noget pænt at sige. Det tror jeg, alting bliver lidt rarere af.

“Vi skal lige se i kalenderen”

Da jeg var barn, undrede det mig altid, at det var nødvendigt for mine forældre at sidde med deres kalender, når de aftalte med deres venner, hvornår de skulle ses næste gang. Det var jo venner. De skulle vel ses hele tiden. Siden blev jeg teen. Venner var der masser af. De var tilgængelige hele tiden. I skolen. I gym. Til fodbold. Til Lars Lilholt-koncerter. På det lokale disko – Ib’s Garage 😉

Siden blev det videregående uddannelser og praktikpladser, hvor jeg mødte folk. Og det er langsomt kommet snigende. Så jeg i dag også er sådan en, der er nødt til at koordinere med kalender, når jeg skal mødes med folk. Hvorfor tænker jeg nu på det?

Lørdag var jeg sammen med mine to bedste venner fra journalisthøjskolen. Siden vi mødte hinanden for lidt mere end 15 år siden, har vi brugt meget tid sammen. I begyndelsen gennem bunden på fadøl og flaskeøl. En enkelt gang på roadtrip til det sydlige Holland. Og en masse andet. Nu er vi blevet lidt mere geografisk spredte, og det er blevet vanskeligere at holde kontakt.

Så det var en helt igennem forrygende dejlig og varm fornemmelse, at vi endelig kunne samles alle tre igen. I Silkeborg af alle steder. Sådan må det jo være. Men i helt igennem varmt, trygt og begavet selskab – for mit vedkommende. Ikke sikkert de følte sig lige så trygge og intellektuelt udfordrede. Men det gjorde jeg.

Og hvor er det dog træls, at vi lader os møffe, diktere, puffe, nudge og interpellere til sådan nogen liv, hvor man ikke bare lige kan hænge sammen en aften. At kalenderen skal i brug. Men omvendt er det jo meget vigtigere at glæde sig over, når det lykkes. Det gjorde det lørdag. Jeg håber, det lykkes snart igen. For jeg er dælme glad for mine venner ❤️

Alle har fortjent at have det godt

Hvis jeg havde bedre tid, ville jeg skrive det her helt kort og skarpt. Det fortjener det sådan det. Men jeg har haft en megalang dag med individuelle samtaler med mine elever. Livgivende. Hjertegribende. Omsorgsfulde. Nærværende og hudløse. Vidunderlige elever.

Og jeg ved jo godt, at jeg har skrevet om det her før. Faktisk er det på en eller anden måde næsten altid, det jeg skriver om. Det handler om tolerance. Om at give sig selv plads. Om at give zero fux, når det handler om, hvad andre forventer, siger og måske endda kræver, hvad vi gør. Jeg oplever alt for mange mennesker, der som en anden Atlas er ved at segne under den enorme – ofte ganske fiktive – vægt, de slæber rundt på skuldrene med.

Det gælder ikke kun de unge mennesker på efterskolen. Det gælder mine kolleger, min familie, venner og alle mulige andre mennesker, jeg møder alle vegne. Der er så mange, der dunker sig selv i knolden med krav, kritik og manglende omsorg. Og jeg møder næsten udelukkende mennesker, der gør deres bedste. Som gør sig umage. Som forsøger oprigtigt at være og at passe ind uden at genere andre. Men mange er helt fyldt op af ønsket om at være noget for andre, om at passe ind og om ikke at stikke ud.

Flere elever bruger udtrykket, at de gerne bare vil føle sig mindre akavede. Jeg forsøger så nænsomt, jeg kan at fortælle dem, at akavet er et livsvilkår. At jeg i en alder af 44 føler mig akavet igen og igen. Det bedste man kan håbe på er, at man lærer at omfavne akavet og kaste sig ud i det skæve, anderledes og unikke og bare holde af det. Og holde af sig selv, når man har noget akavet at byde ind med. Det er ok. Man skal ikke skamme sig over at være sig selv.

Man skal slet ikke skamme sig, hvis man har lyst til at stene Netflix fire aftener i streg. Eller til at spise takeaway. Eller til at gå en tur helt alene. Eller hvis man ikke har lyst til noget som helst. Man skal lære at lytte til sig selv. Så skal man selvsagt også udfordre sig selv på sigt. Men ikke når man er allermest sårbar og træt. Eller når man ikke har lyst til at udfordre sig selv. Det er en rædderlig myte, vi har skabt, at det skal gøre ondt, før det for alvor bliver godt. Man skal ikke finde sig i det. Alle har fortjent at have det godt. [punktum]

(NB:
– Michael, skal man så aldrig udfordre sig selv? Hvordan skal man så blive bedre?
– Jamen, tak fordi du spørger, basse. Selvfølgelig skal man udfordre sig selv. Men da ikke på områder, som andre synes, man skal udfordre sig selv på. Ingen er ens. Så den der store grimme ensrettende kasse, vi forsøger at proppe hinanden ned i (hej, hej ekstrovert/introvert-diskussion fx), skal man bare folde helt sammen og lægge bagerst i garagen. Hvis man vil udfordre sig selv helt stille og forsigtigt på sit værelse med Duolingo, gør man det. Vil man rejse til Mexico for at finde udfordring, gør man det. Men man skal aldrig tro på, fordi andre mennesker siger det, at det er tid for en udfordring. Man skal være klar. Føle sig tilpas med at blive utilpas. Kan vi ikke skabe de rammer for hinanden, kan vi heller ikke kræve, at nogen kaster sig ud i noget som helst – men det er alt sammen en helt anden historie)

Kun et øjeblik

Hun var sulten.
Han motionerede.
Hun sad ved et bord med to veninder.
Han svedte voldsomt.

Veninderne fnes.
Han følte sig afklædt dér på fortovet.
Hun tog en stor bid af sin panini.
Han lod som ingenting.

En smule mad flirtede ukontrollabelt i hendes mundvig
Han så hende i øjnene og smilede
Hun grinede skamløst
Et kort øjeblik var der kontakt.

Tillykke – eller hvad man nu siger …

Min far går på pension i dag. Teknisk set går han vist egentlig på efterløn, men det vigtige er, at han stopper med at arbejde. Efter mange, mange år på arbejdsmarkedet skal han nu til at være pensionist sammen med sin hustru (altså min mor!).

Det har været en pusseløjerlig proces, for han er vist i virkeligheden ikke meget for det der med ikke at arbejde længere. Så længe jeg kan huske, har han arbejdet flittigt og pligtopfyldende dagen lang. Og nu skal han så til at løse en helt anden opgave – nemlig at få et meningsfuldt og indholdsrigt pensionistliv sammen med min mor. Det bliver spændende, men de er allerede i gang med at planlægge fremtiden. Den skal de nok få fyldt.

Jeg sendte ham følgende tekst i dag:

“Kære far
Jeg ved faktisk ikke helt, hvad man skriver, når folk går på pension; Tillykke? Godt gået? Tak for indsatsen?

I hvert fald er det en flot dag. Og jeg vil gerne takke dig for altid at knokle og arbejde hårdt for din egen men mest – tror jeg – for din families skyld. Jeg har set dig tackle alle mulige job gennem årene, og du har aldrig klaget. Om du har været assurandør, lagerarbejder, købmand eller dagplejer. Så har du altid fået det bedste ud af det hele.

Du er et forrygende forbillede med din kampgejst, indsats og vilje. Og nu fortjener du at gå lidt ned i tempo (hvis I kan; jeg tvivler 😎) så du og mor kan nyde seniorlivet.

Jeg er sikker på, der venter mange år fyldt med store oplevelser sammen.
Tanker fra varmen ❤️
Michael”

Jeg ved, jeg siger det en del, men jeg mener det virkelig også: Jeg er enormt glad for og stolt over mine forældre ❤️

(Og så faldt jeg i øvrigt over en fin artikel med Thomas Bredsdorff. Den handler om noget med at blive ældre og finde plads og rum og acceptere, at tiden går. Jeg synes, han tager fejl på ét punkt: Der er stadig mange, der gerne vil lytte til ældre. Også selv om hr. Bredsdorff åbenbart ikke oplever det sådan.
Læs: Jeg vil være så glad, hvis der faldt en teglsten ned i mit hoved)

“Scusa Michael per il mio pessimo inglese”

Min airbnb-værtinde, Michela, er virkelig, virkelig sød. Hun og hendes mand står nærmest på hænder for at hjælpe mig. Måske virker jeg ekstraordinært hjælpeløs, hvem ved …?

Nå men hun er særligt optaget af at få forklaret mig alskens informationer, og det meste af det fanger jeg faktisk. Noget af det er virkelig brugbart, mens andet er ting, jeg egentlig selv allerede har fundet ud af i løbet af dagen. Men deres affaldssortering har hun allerede forklaret mere end en gang, og jeg er stadig ikke helt sikker.

Hun kan godt lide at sende mig beskeder i stedet for at skulle tale ansigt-til-ansigt. Måske er det ubehageligt for hende at erkende, at det ikke er alle engelske ord, hun har helt styr på. Men som jeg allerede flere gange har sagt: “Hun kan væsentligt flere engelske ord, end jeg kan italienske”. Hun sendte mig følgende til aften som opfølger på en samtale, vi havde:

“Scusa Michael per il mio pessimo inglese.

Il mio amico ha dato il Wi-Fi?

Domani ti porto l’ombrello del mare.

Ti riassumo quanto ho cercato di dirti:
-usa il contenitore che vuoi per la raccolta differenziata. Lascia la sera il sacco fuori porta che poi prenderò io e metterò insieme nel cesto giusto. Stasera c’è il secco, puoi metterlo quando è pieno.
-pizzeria Calvino (pizza migliore)
-panificio Oddo e panificio Cristofanelli (in centro) entrambi buoniissimi, hanno tante cose oltre il pane!

  • antichi sapori (cuscus migliore) anche da asporto)
    -la cozza ubriaca (cozze e pasta con i ricci)
  • self service (solo pranzo) a palazzo Platamone (vicino la villa).
  • Ke Palle (migliore arancina)
  • Il tortellino (pasta fresca, sia da comprare che fare a casa sia da mangiare li)

Se vuoi fra una settimana o l’altra, puoi fare venire la signora delle pulizie, prende 10 € l’ora. In caso fammi sapere.

Per cuocere la pasta, devi metterti dentro la pentola dopo che bolle l’acqua

Per qualsiasi cosa chiedi pure. Ciao e di nuovo ben venuto”

Prøv lige at læse det højt for dig selv engang. (Hvis du ikke orker, har jeg gjort det for dig: https://soundcloud.com/user-556405227/audioonly)

Jeg forestiller mig, det skal læses med armbevægelser, flyvende øjenbryn og en overkrop, der taler med. Fantastisk. Så smed jeg det i Google Translate for lige at se, om der var noget, jeg ikke havde fanget. Det tror jeg nok, der var:

“Undskyld Michael for min dårlige engelsk.

Har min ven givet Wi-Fi?

I morgen bringer jeg dig havets paraply. Jeg opsummerer, hvor meget jeg forsøgte at fortælle dig:

Brug den beholder du ønsker til genanvendelse. Lad posen være ude om aftenen, så tager jeg den og sætter den sammen i den rigtige kurv. I aften er det tørt, du kan sætte det, når det er fyldt.

  • Calvino pizzeria (bedste pizza)
  • Oddo bygning og Cristofanelli bageri (i centrum) begge meget gode, de har mange ting ud over brød!
  • gamle smag (bedre couscous) også at tage væk)
    -kyllingen (muslinger og pasta med urchiner)
  • Selvbetjening (kun frokost) på Palazzo Platamone (nær villaen).
  • Ke Palle (bedste arancina)
  • Tortellino (frisk pasta, både at købe og gøre derhjemme for at spise der)

Hvis du vil i en uge eller så, kan du få rengøringsdame komme forbi, det tager 10 € i timen. I tilfælde af at lade mig vide.

For at lave pastaen skal du sætte gryden i den, når vandet koger

For hvad du også spørger. Hej og velkommen igen”

Jeg synes egentlig, det der kunstig intelligens er ret underholdende på sit nuværende stadie 🙂

“I er jo mønsterbrydere”

Helt lakonisk. Uden hverken det ene eller det andet. Det kom fra min mor i går, da jeg var hjemme for at fejre Sankt Hans. Hun mente, at hendes fire knægte alle havde brudt den sociale arv ved at tage en form for uddannelse. “Vi har jo ingen uddannelse”, fortsatte hun.

Jeg forklarede, at hun da havde taget en pædagogisk uddannelse, kort før hun forlod arbejdsmarkedet på grund af helbreddet, mens min far jo altså er uddannet revisor. Tidligt i 70’erne. 1970’erne. Det talte ikke, kunne jeg forstå. Men det gør det nu for mig. For jeg ser på ingen måde mig selv om mønsterbryder.

Jeg har været heldig at have helt forrygende forældre, der har vist omsorg, kærlighed og selvopofrelse hele vejen, og så er al det fis med uddannelse, penge og prestige altså røget helt og aldeles i baggrunden. De har givet mig en masse værdier, som handler om, hvordan jeg opfører mig over for andre mennesker.

(Indskudt note: Nogen vil nok mene – det kan fx være tidligere eller nuværende kolleger – at jeg kan have svært ved at opføre mig ordentligt i arbejdssammenhæng. I dag spurgte min chef bekymret til, “hvorfor bliver du så ilter?”, og tidligere har en anden kollega undret sig over, at jeg tager alting så personligt. Det er en anden historie!)

Dét, jeg har med fra mine forældre, handler om respekt for andre. Det handler om, hvordan vi behandler dem, der ikke rigtig kan slå fra sig. For mig siger det utroligt meget om folk, hvis de behandler receptionister, køkkenpersonale, sekretærer, pedeller, rengøringsfolk og lignende med en form for nedladende distance eller endnu værre med direkte nedladenhed. Dét har jeg helt sikkert lært hjemmefra. At behandle folk ordentligt. Andre mennesker har aldrig været brugt hverken som mål, som dårlige eksempler eller som noget, jeg skulle konkurrere med. Det er jeg glad for i dag.

Jeg er også glad – og taknemmelig – for, at de satte mig med blade og bøger i en ung alder, så jeg har fået glæden ved at læse ind med sutteflasken (næsten!). Da jeg fik mit første arbejde, som bestod i at køre med Områdeavis om mandagen, Ugeavis om onsdagen og reklamer (ofte M A N G E af dem) i weekenden, ja, så bragte, pakkede og kørte mine forældre mig. Først til depot. Siden hjem med alle tryksagerne. Og endelig ud på ruten. De har altid haft min ryg. Jeg stoler uendeligt på dem. De lader mig aldrig falde. Selv ikke nu, hvor jeg er blevet 43 år. Det er altså en helt igennem vidunderlig følelse.

Andre ting jeg er glad for handler blandt andet om støtte i svære stunder, om kærlighed, når alt går godt, om tilbud om fællesferier, om hjælp til (utallige!) flytninger, om gavmildhed, generøsitet og hjertevarme.

Jeg havde egentlig besluttet mig for at skrive kort, men det er jo allerede for sent. Så jeg vil runde af med at fortælle, at mine forældre har deres bryllupsdag nummer 41 i dag. Og at de har været kærester i 46 år.
(Og ja, det betyder sådan set, at jeg i stedet for Michael Vilster burde have heddet “Michael Snow”, I know 😎).

Kæmpe tillykke til mor og far ❤️