vilster

Kunstig intelligens – hvad er det nu lige, det er?

I dansktimen fredag med mine 10. klasser sad et par af eleverne og hyggede med en Mensa-test. Med en næsten rørende tiltro til mine evner spurgte de til et par af opgaverne, og jeg svarede, at Mensa-tests ikke var et godt match med min form for intelligens. Så talte vi en smule om matematisk, social og kunstig intelligens.

Jeg er fascineret af kunstig intelligens. Forsøger at læse lange og komplicerede artikler om det, og jeg forstår noget. Ikke det hele. Slet ikke. Men jeg fanger noget. Og har nu i en lang periode underholdt alle, der ikke når at flygte, med en form for paradis-eller-dommedags-version af fremtiden med kunstig intelligens.

Men først og fremmest – hvad er kunstig intelligens? “Kunstig intelligens er videnskaben og ingeniørkunsten at lave intelligente maskiner, særligt intelligente computerprogrammer,” sagde John McCarthy for 60 år siden. Han bliver betragtet som en slags fader til kunstig intelligens.

Som artiklen selv siger det, er det jo en kende svært ud fra den definition at vide, hvad intelligens er. Som med mine elever; der er mange former for intelligens, og hvad er det, vi gerne vil fremelske i den kunstige intelligens, vi beder maskiner om at levere?

Indtil videre har det primært været i form af praktiske maskiner. Det bette ur på vores brødrister som tænder for varmen i en periode, som nogenlunde svarer til, hvad vi beder den om (det virker, som om de altid får for meget!). Det er jo helt basal kunstig intelligens, som jeg forstår det. Målrettet at løse en enkelt opgave med stor specialisering.

Det vi sigter mod i disse år er at udvikle maskiner med en slags generel intelligens på niveau med menneskets. De kan banke os i skak og ‘Go‘. De er nu ‘smarte’ i næsten alt, hvad vi får ind i hjemmet. Er de måske i virkeligheden allerede lige så kvikke som mennesker – og hvad skal vi så bruge det til?

Vi forsøger at udvikle maskiner, der kan tænke abstrakt, løsningsorienteret, og som dermed bliver i stand til at lære selv. Det er typisk sådan, maskinerne bliver gode til skak eller andre spil – de gennemgår en hulens masse data, og så kan de vurdere, hvilket træk, der er bedst på skakbrættet eller i ‘Go’-spillet.

Men de har jo den fordel, at de ikke skal spilde tid på søvn, på at spise eller for den sags skyld på at opbygge social kapital og omgås andre mennesker/maskiner. Så de kan lære med hyperhastighed – også fordi de er byggede til at bearbejdede data i en fart.

Så inden vi får set os om, udvikler de sig fra at være lige så intelligente som mennesker til at være superintelligente. Og hvad sker der mon så?

Asylansøgere, flygtninge, migranter … MENNESKER!

Så er der igen gang i den helt store fordelings-diskussion. Europa er under pres. De ydre grænser risikerer nu at blive overløbede af mennesker, som indtil nu har været holdt tilbage i Erdogans Tyrkiet. Angiveligt mod en betaling på 45 milliarder kroner fra EU til tyrkerne. Der kan man da tale om at betale sig fra sine problemer.

For det er jo det, de er. Et problem. Et distanceret problem, som vi indtil videre er lykkedes så fint med at afskærme fra adgang til Europa. Nuvel, jeg er ikke ude på at diskutere antal, hudfarver, religioner eller lignende. Jeg kunne bare godt tænke mig, at når vi har de her drøftelser, så tager vi udgangspunkt i – og minder hinanden om ofte – at det er mennesker. Mennesker. De er for langt størstedelens vedkommende ikke ude på at genere os.

Jeg har set kommentarer online, hvor billeder af mennesker fra Tyrkiet mod Grækenland var ledsaget af teksten: “Jeg vil til Europa og have et bedre liv”, og til det lød det lakoniske svar: “Se, de er jo hverken flygtninge eller asylansøgere. De er migranter. Bekvemmelighedsflygtninge”. Så nu er det galt, at de ikke har det skidt nok. Men de må heller ikke have det for skidt, for så er de for stor en belastning for de modtagende lande. Kort sagt: Vi er sgu helst helt og aldeles fri.

Så nu taler danske politikere om en “asylnødbremse” – hvilket jo er et helt urimeligt forfærdeligt udtryk. Hvis de ikke har det skidt nok, og hvis de i øvrigt ikke kun kommer her, fordi de har det skidt, så trækker vi i nødbremsen. Nødbremsen?!? Som om vi er et samfund på randen af en katastrofe. Jeg ved godt, at for mange lyder det ofte som om, Danmark er ved at vælte under trykket af indvandrere. Seneste opgørelse handlede om, at der bliver født flere indvandrere end danskere i nogle kommuner. Så i fremtiden bliver her forfærdeligt, er undertonen.

Men lige nu; i dette øjeblik kan vi vel for filen ikke for alvor mene, at der er et tryk på danskheden? For real? Jeg er med på, at hvis man mener, én er én for mange, så er vi helt urimeligt belastede, men for rimelighedens skyld så møder jeg virkelig, virkelig mange velfungerende og velintegrerede mennesker, der ikke umiddelbart ligner efterkommere af Holger Danske. Og jeg bor altså i Sønderjylland, som ikke er kendt for at være det rummelige jyske svar på Christiania, når det kommer til indvandrere.

Jeg har ikke en løsning på den oplagte udfordring, som flertallet af vores politikere giver udtryk for, indvandrere er. Men jeg tror – nej, jeg er sikker på – at vi ville komme længere, hvis vi gjorde os umage for at holde fast i, at vi alle er mennesker, og at flertallet af alle – uanset fødested og hudfarve – rent faktisk gerne vil knokle, bidrage, yde og holde fred.

Velkommen til Bogklubben

Ej, altså kan man godt lave en klub, når man bare er sig selv? Det gør jeg i hvert fald. I næste uge. For jeg tror, jeg lige skylder en forklaring på, hvad der foregår, og hvad der er i vente i den kommende periode. Så får jeg også sagt det højt, og så kan de, der abonnerer på nye indlæg også få en chance for at stoppe den kommende måneds uhyrligheder.

For jeg har besluttet, at jeg i hele marts måned vil skrive hver dag her på vilster.com. Og jeg har tematiseret det, så der kommer en masse forskelligt om en masse forskellige emner. Emnerne er:

#undervisning
Det kan for eksempel være om hverdagen på efterskolen. Om fagene. Om hvad jeg er utilfreds med – der er meget. Pensum er en af tingene. Om eleverne. Mest om eleverne. For de er de vigtigste ❤️ Og en masse andre ting. Som for eksempel søndagens tekst om at knytte bånd og bruge kindness cards i timerne.
#fodbold
Det kan være om moderne fodbold. Det kan være om mine fodboldrejser, og hvad jeg oplever, og hvilken værdi de har. Det kan være om mine U17-drenge, som jeg er træner for. Og så kan det jo være om alt det, der fylder en masse i medierne hele tiden.
#aktuelt
Ja, det burde vel næsten sige sig selv. I dag kunne det være om USA og Super Tuesday og deres kommende valgkamp. Det kan være Corona-virus. Det kan være om flygtninge, EU, fattigdom, sygdom eller politik.
#kærlighed
Der bør jo være kærlighed i alt, så det er et meget, meget bredt emne. Jeg har gået og spekuleret på, om jeg kan få nogle tanker ned om dén skilsmisse, jeg var delagtig i for nu snart seks år siden. For det fylder stadig. Også når jeg med ujævne mellemrum nærmer mig fx Tinder eller andre af de der forfærdelige apps.
#bogklubben
Sidste år skrev jeg her på bloggen, hvilke bøger jeg læste. Jeg tror, jeg vil udvide servicen lidt i år og fortælle en smule om de bøger jeg læser. For tiden læser jeg Fredrik Backman: Folk med angst.
#kunstigintelligens
Det fylder utroligt meget i mit forvirrede hoved. Så jeg tænkte, det måske kunne være interessant for andre at høre en smule af det, jeg går og samler sammen og hvilke tanker, det afføder. Vidste du godt, at forskere mener, at det første menneske, der bliver 1.000 år allerede er født? #mindblown
#sundhed
Som da jeg fortalte om min forvirring, selv om jeg rationelt godt ved, hvad jeg burde gøre. Hvad gør det ved os alle sammen, at sundhed er så højt oppe på debat-dagsordenen, og hvordan bliver man sund? Hvad er sund? Mentalt? Fysisk?

Og når jeg så skriver “Velkommen til bogklubben” som overskrift, var det, fordi jeg egentlig tænkte, jeg ville skrive om Backmans bog, men det må blive næste uge. Der er jeg nok også kommet lidt længere med den. Men de første 40-50 sider er lovende. Det er noget med et røveri, der går galt og udvikler sig til et gidseldrama. Hvor gidslerne bliver løsladt, og røveren forsvinder sporløst. Måske …

Apropos ludersønner

Er man bare marginalt interesseret i fodbold, har det været svært at komme uden om halløjet i tysk fodbold i denne tid. Det er væsentligt mere komplekst, end det umiddelbart virker til, men det handler om penge, klubfølelse, regler og flere penge. Cirka. Læs selv mere diverse steder på nettet, hvis du har brug for det – men husk alting har mere end én side.

Al ståhejet har fået mig til at tænke over den der meget, meget passionerede tilgang til fodbolden. Når jeg læser på foraer med fans af diverse italienske mandskaber, så er der mange, der bliver tituleret med et ‘merda’ – altså “lorte-xx”. Eller den evige diskussion i Danmark om, at man da ikke kan holde med fx FCM eller FCK i europæisk fodbold, fordi man som AGF-fan ser det som en ulempe for ens eget mandskab, at det går de andre godt.

Det er på sin vis fascinerende, men jeg kan også mærke, at jeg er meget langt fra den slags passion. Jeg er Juventus-fan. Som det næsten eneste. Jeg holder også meget af OB. Men det er så det. Til gengæld har jeg en stribe mandskaber, jeg sympatiserer med. Og endnu flere, jeg nyder se spille fodbold. I mange år fandt jeg Napolis spil meget mere underholdende og stimulerende at se på end Juventus.

Jeg kan godt lide en masse hold i Italien. I år selvfølgelig vores alle sammens darling, Atalanta, men det er da også fedt at se Roma, Lazio, Milan, Inter, Fiorentina, Sassuolo (altid mål!), lige som jeg nyder både Sampdoria og Genoa. Det er altså mange hold og mange oplevelser, jeg skulle udelukke mig selv fra, hvis jeg bare skulle merda-hade alle andre hold end Juventus.

Tysk fodbold har også en stigende stjerne for tiden. Leipzig, Leverkusen, Gladbach, Dortmund, Frankfurt, Hoffenheim, Wolfsburg, Hertha og Union Berlin – sammen med St. Pauli og Braunschweig. Jeg er ret tosset med tysk fodbold.

Måske er det bare sådan, at jeg i virkeligheden holder aller-allermest af selve fodboldspillet. Så er det ikke så vigtigt, hvem der spiller det – bare de spiller på en måde, jeg finder frydefuld. Og den slags har det jo med at skifte. Men altså; kan vi ikke prøve at lade være at kalde hinanden for ukvemsord. Som fx ludersøn.

Jeg er grundlæggende ret pjattet med uenighed og passion, men jeg synes faktisk godt, vi kan forsøge at holde en nogenlunde sober tone. Ikke kun på tilskuerpladserne men også både på banen og langs sidelinjen hos trænerne. Men det er vist et helt andet blogindlæg en helt anden dag.

Snotforvirret motionist

Nix – bare rolig. Det skal ikke handle om Corona-virus. Slet ikke. Det skal derimod handle om, hvor besværligt – vanskeligt, ja nærmest kropumuligt – det er for mig (44 år gammel, mine damer og herrer) at få greb om det der med at motionere og spise fornuftigt. Til det formål vil jeg i dag blot forsøge at give et indblik i det virvar, der i disse uger og måneder finder sted i min knold.

Jeg synes, det der intermittent fasting lyder spændende. Så jeg har downloaded en app. Zero hedder den. Dér noterer jeg, hvornår jeg faster. For tiden forsøger jeg at faste 16 timer i døgnet. Samtidig har jeg købt sådan noget diet-shake hos bodylab. Så jeg faster typisk i 16 timer+, og så drikker jeg en pulvershake.

Planen er så, at jeg senere skal spise et æble eller to sammen med en håndfuld mandler og 300 gram kogt broccoli. For så at slutte min ikke-faste-periode af med enten veganske black bean burrittos eller en eller anden udgave af Jamie Olivers ‘knasende sprøde vegetar-sandwich’. Begge dele er lækre. Men jeg aner ikke helt, om jeg egentlig får indtaget nok af det ene, det andet eller det tredje.

Så jeg veksler sådan lidt mellem at have ondt i hovedet (formentlig for lidt vand), have dårlig mave (formentlig pga alle mine uautoriserede mellemmåltider med ostepops, marabou eller fastelavnsboller) og så at have forstoppelse.

Men jeg forsøger skam også lige at motionere lidt sådan ind imellem al den her madfokus. For en uge siden luntede jeg 6 kilometer. Det var rart. Om end det gav ømme lår, knæ og ankler. Siden har jeg gået cirka hver anden dag. Samme 6 – måske endda 7 – kilometer. Med podcast i ørerne. Og jeg tænker hver dag på at lave yoga, gulvøvelser og gå i fitness. Det sidste har endnu ikke givet udslag på vægten.

Pointen her er, at jeg jo har en psykiaters ord for, at jeg er “kun marginalt dårligere begavet end gennemsnittet”, og jeg synes, det her er overordentligt vanskeligt at finde rundt i. Det er måske ikke så underligt, at vi er så mange i klub-lidt-ekstra-forskellige-steder-på-kroppen?

At lytte. At se. At knytte bånd.

Dén sætning, jeg hører aller-oftest fra mine elever, er: “Du er ikke som andre lærere”. Det kan være både godt og skidt, og i min egen opfattelse svinger min indsats da også flittigt mellem de to poler.

Fredag fik jeg både mit dansk-hold og mit kultur-hold til at skrive “kindness cards”. Små kort, som de skriver i hånden, til mennesker, de holder af og gerne vil sige noget til. Noget pænt. Det er ikke hadebreve.

De tog det virkelig fint til sig. Der var ro. Der blev skriblet. Og de gik enormt meget op i det. Flere kastede sig over mange beskeder. Som om de når de havde skrevet noget til én, kom i tanke om noget, de også ville sige til andre. Vi havde dansk først. Da timen var slut, lå der såmænd tre kort til mig ❤️

Jeg har sløret deres navne. GDPR og så videre …

Det er dejligt, de har skrevet noget pænt. Endnu mere dejligt at de så tydeligt havde fanget, hvad ‘legen’ går ud på. Det er vigtigt at få det sagt. At sige når man har noget pænt at sige.

Senere var det så min kulturklasse. De fik mere tid sat af til skrivningen, og det udviklede sig helt forrygende. Mange skrev både 3-4-5 og nogle endda flere kort. Tænk at have så meget på hjerte. Hvor vidunderligt.

Efter timen, da jeg havde delt kortene ud (de afleverer dem til mig, og så giver jeg dem videre; så er det måske knap så overvældende, og de behøver ikke skrive afsender på), og de fik læst sig igennem de mange beskeder, så vældede tårerne op hos flere af dem. Følelser. Omsorg. Kærlighed. Dét, at nogen tænkte på dem og formulerede de varme tanker. Det kan da også være helt og aldeles overrumplende. Det var skønt.

Jeg bruger meget tid på de her forbindelser. På at tale med de unge mennesker. På at se dem. Forklare dem, hvad det betyder, at de drager omsorg for hinanden. Interesserer sig for hinanden. Lytter. Tager vare på hinanden. Og min ydmyge oplevelse er, at det virker. Så når vi måske ikke altid helt så mange tekster eller helt så grundig gennemgang af pensum, men de bliver set. De bliver hørt. De bliver værdsat. Det tæller da også noget, synes jeg.

Skal vi ikke lade være med at skulle?

Et af de meget få indlæg her på bloggen, som bliver ved med at få besøgende, handler om at holde nytårsaften alene. Det er åbenbart noget, folk søger på hvert eneste år. Og det er sgu da trist. Ikke at nogen holder nytår alene. Det skal de bare gøre, hvis det er deres fest. Men at vi hele tiden synes, vi er nødt til at validere vores holdninger, handlinger og beslutninger op mod et fællesskab, som i det store hele formentlig er meget, meget ligeglad med, hvad vi gør.

Jeg er blevet glad for at forholde mig til, at vi alle sammen render rundt og bruger 90% af vores tankekraft på at tænke over, hvad andre nu mener, siger og fordømmer af det, vi laver – eller bare vores person helt generelt. Samtidig tror vi, at andre bruger de samme 90% på at spekulere, vurdere og forarges over dét, vi gør. Jamen, skulle du så være det eneste menneske i verden, der tænker 90% på dig selv? Og alle andre skulle tænke 90% på lige præcis dig? Not! De fleste tænker på sig selv, sig selv og sig selv. Så er der måske 10% til andre, og de 10% er alt, vi kerer os om andre. Vi er først og fremmest fokuserede på os selv.

Det betyder jo, at det slet ikke kan svare sig at overveje, hvad andre nu tænker om, at du holder nytår alene eller går i biffen alene eller er single. Det eneste, der er væsentligt er, hvad du tænker om det. Om du trives i det. Hvis du gør det. Så er alt jo helt og aldeles fjong. Og verden – og andres meninger – klarer sig fint, uden at du behøver tage hensyn til det og den og dem.

Jeg er med på, det er skidesvært, for “mennesket er jo et socialt væsen”, men jeg tror ægte på, at vi bliver meget mere tilfredse, hvis vi glemmer, hvad andre folk forventer, kræver og fordømmer. Det er deres bord. Det må de selv rode med.

Hernede på den lille efterskole er der elever, der er svært nervøse for, at de får en dårlig karakter, for så kan de måske ikke komme videre på en ungdomsuddannelse, og så går deres liv jo i stå … Det er jo det glade vanvid! Får de en dårlig karakter, og kan de ikke komme ind på den uddannelse, de gerne vil ind på, så bruger de et år på at arbejde – lønnet eller frivilligt – mens de tager et enkelt fag, så de kan komme videre. Det løser sig. Det gør alting. Uanset hvad andre menneskers og sociale mediers forargelse og fordømmelse siger. Det løser sig.

Så skal vi ikke lade være med at skulle. Skal vi ikke holde op med at pirke til hinanden – og os selv – med alt muligt skrammel, som man skal og bør. Skal vi ikke blive bedre til at give plads til at være sig selv. Med fejl og mangler. Med uperfektheder. Med urimeligheder og alt det andet menneskelige.

Perfekt er ikke menneskeligt. Perfekt er robotisk. Det er sgu da ikke noget at stræbe efter. Hold nu bare din nytårsaften alene, hvis du har lyst til det. Hvis du har brug for. Hvis du trænger til det. Hvis du trænger til selskab, så find en fest. Opsøg selskab. Der er altid muligheder. Hvis vi for filen bare slipper det der med, hvad andre tænker om vores valg. Andre har deres egne valg at tænke over. De skal ikke blande sig i dine. Eller i mine for den sags skyld.

Godt nytår.

Hvad venter vi på?

Såeh … der er en fare for, at det bliver en smule rørstrømsk, men det er der faktisk ikke noget at gøre ved. Det er måske endda meningen. December gør noget ved mig. Noget sentimentalt. Noget omsorgsfuldt. Jeg tror ikke, det er en dårlig ting. Lige nu ved jeg i hvert fald, at det kommer et godt sted fra.

Jeg har lyttet en del til Rasmus Seebach (don’t we all? We should!) og særligt “Farfars sang”. Og så ville skæbnen det sådan, at jeg nyligt i bilen kom til at høre en Lukas Graham-sang. Og meget kan man sige om teksterne, men vi kommer ikke udenom, at de trækker på hovedstolen. Altså farens død.

Og det fik mig til at tænke på – som jeg ofte gør, når folk dør – hvor ærgerligt det er, at vi altid siger en hel masse smukt om de døde. Jeg håber, mange er gode til at få sagt de samme ting i levende live.

Det er vigtigt at huske at sige de pæne ting til hinanden. Det er skidesvært det hersens liv. Så vi kunne godt gøre hinanden den bette tjeneste at få det sagt, når andre gør noget, vi holder af, sætter pris på eller er imponerede over. Find selv på mange flere ting, man kan være taknemmelig for og skal fortælle andre mennesker om.

Så nu har jeg forsøgt at formulere min taknemmelighed for mine forældre. Som heldigvis stadig er sprællevende.

Kære mor

Kære far

Kære far

Da jeg blev født, troede du, jeg var en indianer. Siger du. Men jeg tror nu godt, du vidste, at jeg ikke var det. Trods blodet. Og selv om du ville have givet mig navne som Bjørn, Patrick eller Alfred, er jeg alligevel sikker på, at du holder af mig.

Du er måske det mest hjælpsomme menneske, jeg kender. Aldrig har nogen bedt dig køre noget på genbrugspladsen, uden du rent faktisk har gjort det. Og for dine sønner – og for din hustru – vil du gøre alt. Og det har du jo faktisk også gjort.

Du har – og det er en voldsom præstation – haft flere forskellige job, end jeg har haft. (Endnu!) Du har aldrig klaget, brokket eller pjækket. Om du skulle studse vejkanter for kommunen, ordne Coops lager eller være dagplejer. Du har altid stillet op. Din store drøm var i mange år at blive selvstændig købmand. Du prøvede kræfter med det i et par korte omgange, og selv om du ikke nåede at opfylde drømmen om at overtage og drive en købmandsbutik i længere tid, er jeg sikker på, at du også ville have været fremragende til det.

Da jeg var lille, havde du travlt. Dit job var på landevejene, men jeg husker det altid, som om du var til rådighed. Det blev bekræftet, da jeg begyndte til fodbold. Du stod altid på sidelinjen. Regn. Sne. Slud. Du bakkede altid op.

Da jeg blev 13 år gammel, fik jeg en avisrute. Det var vist mere reglen end undtagelsen, at du hentede alle reklamerne i weekenden og tog dem hjem, og så pakkede vi dem sammen. Aldrig fik jeg fornemmelsen af, at du syntes, det var hårdt arbejde, eller at du hellere ville bruge dine weekender på noget andet. Du så en lejlighed til at hjælpe og gøre mit liv lettere, og så gjorde du det.

Da jeg blev ældre og flyttede hjemmefra, begyndte flytterierne. Jeg har haft mange – rigtig mange – forskellige adresser, og du har været med ved langt, langt de fleste flytninger. Da jeg flyttede til Samsø, var du med hele vejen fra Frederikssund, hvor vi pakkede mine ting og over Kalundborg til Samsø, hvor du hjalp med at pakke ud. Vi overnattede endda i, hvad der føltes som frostgrader i mit nye hus. Du var der. Uden at kny. Uden at pibe.

Jeg har aldrig haft et decideret teenage-oprør. Men i en lang periode mente jeg nok, at jeg selv vidste bedst. Du kom med mange gode råd, men jeg havde brug for at lære af mine egne fejl. Med alderen har jeg lært at sætte pris på dine input, for du har jo for det meste ret.

Du ved noget om næsten alt, og du deler gavmildt ud af udbyttet af dine mange samtaler med andre mennesker. Selv om nogen vil mene, du taler meget, så er du både en god spørger og en ferm lytter. Jeg kender ingen, som har så mange historier, og der er stort set ikke et emne, som du ikke kan tale med om, fordi du på et tidspunkt enten har læst, hørt eller mødt nogen med et relevant input. Det er ret fantastisk, synes jeg.

Nu hvor du er gået på efterløn, er jeg sikker på, du og mor skal have mange gode oplevelser. Du har i årevis været optaget af politik, og du har – i modsætning til mig – en grundfæstet tro på, at hvis du byder ind og bidrager, vil det give resultat. Derfor bruger du meget tid på at hjælpe dine socialdemokrater, og hvis de har for fem flade øre forstand, forstår de at sætte pris på dit nærvær og din indsats.

Jeg er ret sikker på, at du er en af dem, der ser allerflest fodboldkampe på TV. Og jeg er sikker på, at du opfandt begrebet second screen allerede før, mobiltelefoner blev hvermandseje. Når du hiver den store kasse med alle dine kortspil frem og sætter dig i lotusstilling på gulvet med en uvirkelig stor kabale, mens fjernsynet kører med livebold, så tror jeg, du er meget tilfreds. Og du kan sagtens føre en samtale, vende kort og følge med i fjernsynet samtidig. Virker det til.

Når jeg bliver stor, vil jeg også være god til at spørge og lytte. Faktisk vil jeg meget gerne være som dig, når jeg bliver stor. Du er et helt utroligt fint menneske med omsorg, kærlighed og generøsitet for de mange mennesker, du har omkring dig.

Tusind tak for dig, far. Jeg elsker dig.

Kære mor

Hvis det virkelig passer, at du scorede far på Lumby Kro ved at spænde ben for ham, så er du den sejeste mor nogensinde. Meget mere cool end et højreswipe på Tinder. Selv hvis det ikke passer, er du stadig den sejeste mor.

Jeg husker min tid med dig som mor – hele mit liv! – som en stor varm boble, der er fyldt med tryghed, omsorg og kærlighed. På en enormt dejlig måde har jeg hele mit liv haft fornemmelsen af, at du havde min ryg. Og alt det andet. Jeg er sikker på, at der ikke findes en bedre måde at blive tilfreds med sig selv på end at have dig til altid at vise, signalere og udtrykke din evindelige opbakning.

Når livet har gjort ondt, har du holdt hånden under mig. Da jeg slet ikke kunne overskue, hvor lang tid det ville vare at spare sammen til den flotte ryttercykel, jeg ønskede mig, fandt du på en del-betaling, som gjorde det hele overskueligt. Da jeg løb med aviser, var du med til at pakke alle reklamerne – jeg husker de intense lørdag formiddage med tryksværte ud over det hele; også i alle vasketøjskurvene – og du var med, når vi delte dem ud. Enten som chauffør eller som tæller – eller som begge dele.

Jeg er aldrig i tvivl om, at du elsker alle dine drenge. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at du i perioder har ønsket dig noget kvindeligt selskab. Enten som en datter eller i form af en kæreste til bare en af dine mange sønner. Som modvægt til den evindelige snak om sport og særligt fodbold. Med tiden er du selv blevet temmeligt bidt af sport. Badminton, tennis og håndbold fylder, og i de senere år er du vist endda blevet en anelse stribet fodboldtilhænger. Det er imponerende, du holder det ud.

Du har altid haft mange drømme på familiens vegne. Både på børnenes individuelle vegne og for fællesskabet som helhed. Du arrangerer og inviterer og disker op med en overflod af varme og kærlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at du er det vildeste familiemenneske. At det rent faktisk betyder utroligt meget for dig, at vi alle er kommet godt videre i livet. At du har gjort dit ypperste for at lindre overgangen fra et trygt liv hos dig og far og videre ud i voksenlivet.

Du er ikke til store armbevægelser. Din omsorg og din hjælp kommer i form af små kærlige handlinger. En seddel stukket diskret i lommen. Overskudsmad i en plastikbøtte. Når en af os flytter, står du klar med skrubbe og spand. Når vi skal indrette, står du klar med gode råd. Når der er brug for en ‘nødhjælps-pakke’, står du klar med alle tænkelige nødvendigheder.

Det er dig, der står for økonomien. Far blev godt nok uddannet revisor, tilbage da han var langhåret. Men det er dig, der holder styr på, hvad der kommer ind, hvad det skal bruges til, og hvad der ryger ud af kassen. Med tanke på de udfordringer, I har haft undervejs, er jeg evigt taknemmelig for jeres gavmildhed, overskud og hjælpsomhed. I har reddet min bagdel mange gange fra begyndelsen og til nu. Det er svært at udtrykke det løbende og konstant, men du må aldrig være i tvivl om, at jeg ved, hvad I har gjort for mig, og at jeg sætter pris på, hvordan I har hjulpet – og stadig hjælper – mig.

Samtidig er din konstant stigende nysgerrighed og eventyrlyst en fornøjelse at overvære. Fra at være mest tryg og tilfreds bag hjemmets fire vægge drømmer du om Færøerne, om Holland, om Norge, om den Dominikanske Republik og meget, meget mere. Og du handler på det. Du vil så gerne opleve en masse, og heldigvis er I begge stadig i en situation, hvor I kan kaste jer ud i nye eventyr. Jeg under jer hvert eneste et af dem alle.

Kære mor. Du har givet mig forståelse for, hvad det betyder at yde omsorg og være venlig over for andre mennesker. Du er uegennyttig – selv om du nogle dage kæmper for ikke at være det helt så meget – og jeg er sikker på, at det er, fordi jeg har spejlet mig i din helt forrygende varme måde at være menneske på, at jeg i dag bekymrer mig om andres velvære.

Det giver mange knubs, men jeg ønsker ikke at være på andre måder. Ville det være lettere? Formentlig. Men jeg er glad for og stolt af, at jeg har arvet egenskaber som interesse, kærlighed og massiv loyalitet fra dig. Det er meget, meget flotte egenskaber, og dem er jeg glad for at have med mig i livet. Takket være dig.

Jeg elsker dig.