Kære mor

Hvis det virkelig passer, at du scorede far på Lumby Kro ved at spænde ben for ham, så er du den sejeste mor nogensinde. Meget mere cool end et højreswipe på Tinder. Selv hvis det ikke passer, er du stadig den sejeste mor. 

Jeg husker min tid med dig som mor – hele mit liv! – som en stor varm boble, der er fyldt med tryghed, omsorg og kærlighed. På en enormt dejlig måde har jeg hele mit liv haft fornemmelsen af, at du havde min ryg. Og alt det andet. Jeg er sikker på, at der ikke findes en bedre måde at blive tilfreds med sig selv på end at have dig til altid at vise, signalere og udtrykke din evindelige opbakning. 

Når livet har gjort ondt, har du holdt hånden under mig. Da jeg slet ikke kunne overskue, hvor lang tid det ville vare at spare sammen til den flotte ryttercykel, jeg ønskede mig, fandt du på en del-betaling, som gjorde det hele overskueligt. Da jeg løb med aviser, var du med til at pakke alle reklamerne – jeg husker de intense lørdag formiddage med tryksværte ud over det hele; også i alle vasketøjskurvene – og du var med, når vi delte dem ud. Enten som chauffør eller som tæller – eller som begge dele. 

Jeg er aldrig i tvivl om, at du elsker alle dine drenge. Men jeg er heller ikke i tvivl om, at du i perioder har ønsket dig noget kvindeligt selskab. Enten som en datter eller i form af en kæreste til bare en af dine mange sønner. Som modvægt til den evindelige snak om sport og særligt fodbold. Med tiden er du selv blevet temmeligt bidt af sport. Badminton, tennis og håndbold fylder, og i de senere år er du vist endda blevet en anelse stribet fodboldtilhænger. Det er imponerende, du holder det ud. 

Du har altid haft mange drømme på familiens vegne. Både på børnenes individuelle vegne og for fællesskabet som helhed. Du arrangerer og inviterer og disker op med en overflod af varme og kærlighed. Jeg er ikke i tvivl om, at du er det vildeste familiemenneske. At det rent faktisk betyder utroligt meget for dig, at vi alle er kommet godt videre i livet. At du har gjort dit ypperste for at lindre overgangen fra et trygt liv hos dig og far og videre ud i voksenlivet. 

Du er ikke til store armbevægelser. Din omsorg og din hjælp kommer i form af små kærlige handlinger. En seddel stukket diskret i lommen. Overskudsmad i en plastikbøtte. Når en af os flytter, står du klar med skrubbe og spand. Når vi skal indrette, står du klar med gode råd. Når der er brug for en ‘nødhjælps-pakke’, står du klar med alle tænkelige nødvendigheder. 

Det er dig, der står for økonomien. Far blev godt nok uddannet revisor, tilbage da han var langhåret. Men det er dig, der holder styr på, hvad der kommer ind, hvad det skal bruges til, og hvad der ryger ud af kassen. Med tanke på de udfordringer, I har haft undervejs, er jeg evigt taknemmelig for jeres gavmildhed, overskud og hjælpsomhed. I har reddet min bagdel mange gange fra begyndelsen og til nu. Det er svært at udtrykke det løbende og konstant, men du må aldrig være i tvivl om, at jeg ved, hvad I har gjort for mig, og at jeg sætter pris på, hvordan I har hjulpet – og stadig hjælper – mig. 

Samtidig er din konstant stigende nysgerrighed og eventyrlyst en fornøjelse at overvære. Fra at være mest tryg og tilfreds bag hjemmets fire vægge drømmer du om Færøerne, om Holland, om Norge, om den Dominikanske Republik og meget, meget mere. Og du handler på det. Du vil så gerne opleve en masse, og heldigvis er I begge stadig i en situation, hvor I kan kaste jer ud i nye eventyr. Jeg under jer hvert eneste et af dem alle. 

Kære mor. Du har givet mig forståelse for, hvad det betyder at yde omsorg og være venlig over for andre mennesker. Du er uegennyttig – selv om du nogle dage kæmper for ikke at være det helt så meget – og jeg er sikker på, at det er, fordi jeg har spejlet mig i din helt forrygende varme måde at være menneske på, at jeg i dag bekymrer mig om andres velvære.

Det giver mange knubs, men jeg ønsker ikke at være på andre måder. Ville det være lettere? Formentlig. Men jeg er glad for og stolt af, at jeg har arvet egenskaber som interesse, kærlighed og massiv loyalitet fra dig. Det er meget, meget flotte egenskaber, og dem er jeg glad for at have med mig i livet. Takket være dig. 

Jeg elsker dig. 

2 meninger om “Kære mor”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)