Snor mig her og snor mig der

Jeg har hele mit liv haft svært ved for alvor at trække grænser og sige til og fra. Jeg tænker ofte, at hvis jeg nu bare lige “tager en for holdet/fællesskabet/chefen” eller hvem det nu er, så bliver alting bedre. Det er vanvittigt svært at tale om, og når jeg forsøger, får jeg altid det sikkert generelt helt vildt gode råd, at jeg skal blive bedre til at sige til og fra noget tidligere i processen.

Aktuelt er jeg sovset ind i et jobtilbud, hvor jeg har søgt og haft samtale med en gut fra en virksomhed, som har brug for en passioneret historiefortæller. Jeg tænker, at det er lige mig, og det vil jeg vildt gerne. Nu har vi haft kontakt i snart 3 uger, og jeg har allermest lavet PR og marketing-arbejde for dem.

Det er jo præcis dét, jeg flygter fra (det er en anden historie – en anden dag!), og jeg vil virkelig gøre rigtig, rigtig, rigtig, rigtig meget for at slippe for at forholde mig til KPI, reach, outreach, inbound, Google Analytics, Facebooks ad manager og business og alt det andet hejs, som jeg forestiller mig, man lærer en hel masse om på handelsorienterede uddannelser i dag (også en anden historie – en anden dag).

Nå men jeg har kunnet mærke i maven fra dag 1, at det, de vil bruge mig til, er noget helt andet end det, jeg mener, vi har talt om til samtalen, og som de har søgt i deres opslag. Og fredag var jeg så til møde hos dem. Jeg forsøgte at dreje samtalen ind på historier og mennesker og portrætter og dét, som jeg betragter, som passioneret historiefortælling. Men ret hurtigt kommer samtalen til at handle om alle de muligheder, der er for, at jeg for eksempel kan ringe og overtale bloggere til at skrive om deres produkt.

I mit hoved kører hele tiden: “Hvad har det med passioneret historiefortælling at gøre?”, og det hele slutter efter halvanden times pinsel med, at de lige vil fortælle, hvad deres mål for vækst er på de forskellige platforme. Så begynder en lang og meningsløs opremsning i stil med:”Vækste med faktor 1,6 på hjemmesiden. Og besøgstallet skal gerne vokse med 250% – altså med faktor 2,5″. For ligesom at holde mig selv vågen spørger jeg, om de også har de absolutte tal for besøg på hjemmesiden. Det var enormt irrelevant, fornemmede jeg, men det absolutte tal, der skal vækstes fra, er 720. Det gør vel trods alt opgaven mere overskuelig, end hvis der var 100.000.000 besøgende? Uden at vide særskilt meget om tal.

De ved formentlig intet om, hvad der foregår i mit hoved. Og mine forsøg på at bringe andre vinkler i spil mislykkes konstant. Så jeg sidder og tænker, om jeg skal sige ligeud, at det her altså er noget helt andet, end det vi har aftalt. For jeg kender den samtale. Det er mig, der har misforstået noget. Det er det altid. Sådan er min erfaring, at de mennesker, jeg føler, trækker mig ind i noget, jeg helst er fri for, de bliver så forbløffede over, at jeg ikke har sagt noget – jeg tænker jo omvendt, at de overhovedet ikke har lyttet. Og så står vi dér, hvor det er mig, der er et problem, fordi det jo er noget pjat ikke at sige til og fra i tide.

De er nu i gang med at oprette mail og koder og adgang til programmer. Jeg er stadig i gang med at overveje, om jeg er interesseret i at arbejde sammen med dem. Ej, det passer ikke. Det er jeg for længst færdig med at overveje. Så jeg har et interessant opkald, jeg skal foretage mandag formiddag.

Et andet eksempel, som er langt mere kompliceret. Jeg er med i en tipsklub med en af mine allerbedst venner, og to af hans venner, som jeg kender en lille smule. Vi spiller en gang om ugen. Alle indbetaler 50 kroner, og så spiller vi en kupon. Et par af deltagerne indsamler og indleverer ikke spil, så det er vi to andre, der har gjort siden februar, hvor vi begyndte. Det er sådan set fint nok.

Men jeg oplever fredag efter fredag, at pengene ikke bliver overført. Ikke med det samme. Og ikke hver gang. Og jeg hader penge. Helt grundlæggende. Jeg hader det, de repræsenterer. Jeg hader det, de gør. Og jeg hader det, de gør ved relationer mellem mennesker. Og jeg hader situationen, hvor jeg er nødt til at skrive og minde folk om at overføre penge til mig. Jeg hader det. Og jeg synes ikke, det burde være nødvendigt i en situation, hvor det er en frivillig klub mellem venner.

Klubben har holdt sommerferie. Sådan er jeg så ferm til at skubbe ting foran mig 🙂 Men nu skal vi til at i gang igen. Jeg sagde til min ven, at jeg gerne vil spille med, men jeg kun står for det hver fjerde gang. Det gør mig ked af det, og jeg begynder at stresse en lille smule allerede om torsdagen, hver gang jeg skal stå med indkrævningen. Det er ikke ok. Så mit forslag var, at alle enten stod for hver deres tur, eller også indbetaler vi penge en gang om måneden til en konto i forvejen. Det har han så fremført i vores fælles gruppe, hvor eneste svar indtil videre er, at en gerne vil være med og betale men ikke får spillet, hvis han selv skal aflevere kuponen.

Og jeg kan mærke, at klubben så småt udånder på den måde, og det føles besynderligt nok, som om det så er min skyld. At jeg dog på den måde gør mig ud til bens i stedet for bare at indlevere spillene, som vi har gjort hidtil. Det er jo vanvid, at jeg er 45 år – snart 46 🇩🇰 – og stadig har det så svært med relationer med mennesker og med alle mine interne dialoger, som altid forsøger at give mig selv skylden for alting, mens jeg undrer mig over verden helt generelt.

Som et ekko af de mange efterskoleelever jeg fik lov at lære at kende de seneste par år, kan jeg høre det runge i hovedet, at jeg er forkert og ikke fungerer sammen med mennesker. At jeg træder skridt ved siden af alle andre, og når jeg endelig forsøger at være mig selv – som for eksempel jeg var det hos politiet – så bliver jeg strittet ud, fordi jeg er alt for meget mig selv og ikke minder nok om andre mennesker.

Det er faktisk ikke skiderart at føle sådan. Men det vidste jeg i øvrigt godt. Det kunne jeg både se, mærke og høre på alle de unge mennesker på efterskolen. Det er ufedt at føle sig ved siden af verden. (Men jeg ville eddermame også mene, det var ufedt, hvis jeg var som flertallet er det i disse år med racisme, fascisme, voldtæger, kvindehad og grådighed – en anden historie. Igen!)

Nå, men er du nået helt herned, skal du sættes i sving:
– Hvordan gør du, når du skal kommunikere uenighed med andre mennesker? – – Hvordan undgår du, at det bliver vendt tilbage til dig som en forsinket skingerhed?
– Kan det overhovedet lade sig gøre at have den slags samtaler, uden det bliver en kamp om, hvem der har mest ret?
– Kan man ‘bare’ lytte og tage ind uden at skulle rangordne?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)