Reddet af corona i sidste øjeblik

Jeg har længe gået og forsøgt at overbevise mig selv om, jeg ville have godt af at træne lidt i et fitnesscenter. Det er indtil nu lykkedes mig at afværge situationen med en stribe mere eller mindre opfindsomme undskyldninger og bortforklaringer.

At jeg testede positiv i pinsen og siden har været en anelse nede på energi, er selvfølgelig én af dem. Så vidste jeg ikke helt, om jeg blev boende i Odense i denne omgang (det ved jeg vel aldrig helt), og da jeg så havde besluttet dét, kom jeg i tvivl om, hvilket center, der egentlig var tættest på min nuværende bolig. Så var der noget med tid (ja, utroligt nok har den virket!), så passede jeg hus i Glamsbjerg, og så var jeg faktisk heller ikke helt meldt ind endnu.

I tirsdags meldte jeg mig ind online, og så skulle jeg dagen efter hente mit kort. Jeg kunne naturligvis ikke på samme dag hente kortet og træne første gang, så jeg hentede bare kortet og trissede og hjem igen. Og i dag – i dag var så endelig dagen, hvor jeg var løbet tør for undskyldninger. Så jeg pakkede en taske, og jeg måtte virkelig gøre mig umage for at huske, hvad man egentlig har med. Jeg ville gerne pakke let – jeg stoler aldrig helt på, der er ledige skabe, så jeg havde mit medlemskort, mine nøgler og en hængelås i lommen og et par sko og et lille svede-klæde i rygsækken. Af sted det gik op til centeret.

“Hov, hov, har du et coronapas, jeg lige må se?” spurgte den unge mand i gul trafikvest. Ej pokkers. Det ligger jo på mobilen. “Jeg har mundbind med”, forsøgte jeg spagfærdigt, og han slog beklagende ud med armene, og jeg skyndte mig at bedyre, at det selvfølgelig var helt ok. Så jeg gik hjem igen. Så må det jo blive i morgen. Hvis der virkelig ikke når at dukke en ny undskyldning op inden da … Man har jo lov at håbe!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.