POWER RANKING EURO 2020 FØR SEMIFINALERNE – 3. JULI

POWER RANKING

Semifinalisterne

1 England (4-1-0 8:0)
De skulle bare væk fra Wembley, englænderne. Så gik der hul på flasken, og de fik scoret en masse mål. Første halvleg åbnede med en scoring efter 4 minutter, og derfra var det tæt på ren ørkenvandring til pausen. England magter at spille gabende kedsommeligt fodbold, men det ændrer ikke på, at de nu er i semifinalen, og de har et Wembley med så mange tilskuere, at det kommer til at minde om fodbold igen. Og de vil for 95% vedkommende være på englændernes side. Alt er lagt op til, at de skal have en titel. Måske en slags trøst for deres Brexit, hvem ved?
2 Italien (4-1-0 9:1)
Italien var tilbage i samme flyvende form, som de åbnede gruppespillet. Det var en imponerede indsats, og særligt imponerende var den arbejdsiver, der blev puttet ind i opgøret. Det aldrende midterforsvar fik rigtig god hjælp af Donnarumma i målet, og kan Italien holde det her niveau, bliver de en stor mundfuld for Spanien. Lige nu har jeg Italien som det bedste af de tilbageværende hold
3 Spanien (1-4-0 10:5)
De måtte bruge både forlænget spilletid og straffespark for at besejre de undertippede schweizere, og selv om straffe er et lotteri, blev kampen vel reelt afgjort, da Schweiz fik rødt kort til Freuler med et kvarter tilbage af ordinær tid. Spanien brugte 45 minutter i overtal på at skabe et stigende pres, men det lykkedes ikke at score. I straffespark brændte schweizerne 3 af 4 spark, og så snuppede Spanien semifinalepladsen. De er stadig meget på bolden. Og de får stadig skabt rigeligt chancer. Men de brænder også stadig for mange af de chancer. Det er svært at se dem kravle helt til tops
4 Danmark (3-0-2 11:5)
“(…) jeg under de danske drenge al succes, og lige nu ligner de et semifinalehold. Mindst.” Det var min tekst til danskerne før kvartfinalerne. Nu er de i semifinalen. Semifinalen! Hvem skulle have troet det? Og hele turneringen uden holdets med afstand bedste spiller, Christian Eriksen. Det holdt noget hårdere mod tjekkerne end i ottendedelsfinalen mod Wales, men det er solidt, kreativt og stadig meget dynamisk, det danskerne foretager. Jeg tør jo ikke andet, så nu skriver jeg det: “Lige nu ligner danskerne et finalehold. Mindst.”


Kvartfinalisterne
5 Belgien (4-0-1 9:3)
En stærk og stabil indsats frem til kvartfinalerne for forhåndsfavoritterne blev totalt annulleret af et velspillende italiensk mandskab, og så er det for anden EM-slutrunde i træk farvel til Belgien på dette stadie. De Bruyne var blevet klar, og det var godt, for han er et niveau over alle andre, men det var ikke nok til at hive Belgien frem til sejr mod Italien. Den sene reducering i 1. halvleg åbnede kampen efter pausen, og der var muligheder til belgierne, men de kan altså nu rejse hjem på sommerferie
6 Tjekkiet (2-1-2 6:4)
Kvartfinalen blev endestationen for træner Silhavy og hans tjekkiske mandskab. De gav alt. To spillere løb rundt med “Wieghorst-bandage” i løbet af kampen, og de tacklede, løb og forsøgte. Men det rakte ikke med bolde i feltet og krydsede fingre. Selv om tjekkerne før kampen mente, at de og Danmark mindede meget om hinanden, viste kampen tydeligt, at der er forskelle i evnerne til at spille bold. De havde ikke værktøjer nok til at ændre kampens gang, men de prøvede, så godt de kunne
7 Schweiz (1-3-1 8:9)
Ud af kvartfinalerne efter nederlag til Spanien. Men absolut ikke uden ære, og de havde undervejs i opgøret momentum, hvor de reelt kunne have lukket kampen i ordinær tid. Et rødt kort gjorde det sidste kvarter plus forlængelse til overlevelseskamp, og missionen lykkedes, men de overlevede ikke straffespark. Et middelmådigt gruppespil krydret med flot ottendedelsfinalesejr over Frankrig og exit mod Spanien i kvartfinalen. Endnu engang lovende takter fra Schweiz, uden at de for alvor bliver en samlet trussel
8 Ukraine (1-1-3 5:10)
De havde lige præcis 4 minutter i drømmeland, hvor de kunne tillade sig at tro på, de slog England i kvartfinalen. Men efter 4 minutter scorede Harry Kane på en tå-hyler, og så var kampen mere eller mindre færdig, før den kom i gang. Ukraine forsøgte at komme tilbage før pausen, men på det første kvarter af anden halvleg scorede England yderligere 3 gange, og så blev der ellers sparet nøglespillere til semifinalen. Så kom Ukraine bedre med. De har vundet præcis 1 kamp i ordinær tid, så mon ikke de er fint tilfredse med en kvartfinaleplads? Mere var der i hvert fald ikke til i holdet.

Ud af ottendedelsfinalerne
9 Portugal (1-1-2 7:7) Portugal blev sendt hjem af Belgien i ottendedelsfinalerne, men de havde stor ære af kampen og busede på hele kampen og særligt i anden halvleg, da de skulle hente belgiernes 1-0-føring. Ruben Dias fik et næsten frit hovedstød, men headede kraftfuldt lige på keeper Courtois, der reddede, og backen Guerreiro ramte opstanderen. Det var bedste muligheder, men de efterlader et indtryk af et hold, der røg ud med støvlerne på. Måske så vi Cristiano Ronaldo for sidste gang ved en EM-slutrunde. Måske.
10 Kroatien (1-2-1 7:6)- Nederlag til Spanien i en helt vanvittig ottendedelsfinale var faktisk nok til at løfte det samlede indtryk af slutrunden for kroaterne. Efter et lidt kedeligt og tøvende gruppespil fik de afleveret et brag af en kamp, hvor det tilsyneladende mere var manglende energi end manglende evner, der gjorde, det endte med nederlag mod Spanien. Men ude er de
11 Frankrig (1-3-0 7:6) – Meget boldbesiddelse. Men for lidt fantasi til at åbne et hårdtarbejdende ungarsk mandskab, og derfor måtte franskmændene nøjes med 1-1. Ingen katastrofe. Kan de undgå nederlag mod portugiserne i sidste kamp, er de stadig sikkert videre. Men bekymrende, at så mange af stjernerne kan levere så lidt over 90 minutter mod et – bevares, godt kæmpende. middelmådigt ungarsk hold
12 Østrig (2-1-1 4:3)- Overraskende god kamp i ottendedelsfinalen mod Italien, som de tvang ud i forlængelse, og selv om de kom bagud 2-0 i første halvleg af forlængelsen, fik de reduceret og skabt spænding om resultatet. Et par ringe præstationer i gruppespillet blev opvejet af en flot ottendedelsfinale, og derfor har jeg dem helt oppe foran både Nederlandene og Tyskland
13 Sverige (2-2-0 5:3)- Sverige forlader EM uden at tabe i ordinær tid. Deres exit i ottendedelsfinalen mod Ukraine var unødvendigt. Jeg sidder med fornemmelsen af, at de kunne have budt England op til dans med deres stramme 4-4-2 og enorme disciplin. Alt i alt er det vel en godkendt slutrunde for Sverige, men de må have en fornemmelse af, at der var mulighed for mere end exit fra første knockoutrunde
14 Nederlandene (3-0-1 8:4)- Jeg nåede lige at påstå, Nederlandene nærmede sig slutrundens favoritfelt, så faldt de helt sammen i ottendedelsfinalen mod et stærkt spillende Tjekkiet, der dygtigt udnyttede en forsvarsfejl af Mathijs De Ligt, som kostede ham et rødt kort. 35 minutter i undertal overkom Oranje ikke, og de endte med at tabe fortjent 2-0. De efterlader et indtryk af et hold med et spændende topniveau, men også af et hold, der er alt for svingende og har for svært ved at dominere kampene, hvis modstanden er for stærk
15 Tyskland (1-1-2 6:6)Jøsses for en elendig afskedsgave fra spillerne til træner Joachim Löw, som efter 15 år i spidsen nu stopper som tysk landstræner. Det var en langsommelig, kedelig og afventende affære, og den bedste mulighed kom, da Thomas Müller fik en friløber ved stillingen 1-0 til England, men han endte med at sparke bolden forbi mål. Tyskerne spillede en flot kamp mod Portugal og ydede god modstand i 1-0-nederlaget til Frankrig i åbningskampen, men alt i alt et skuffende EM for vores naboland i syd
16 Wales (1-1-2 3:6) – Åbnede ottendedelsfinalen mod Danmark med bulder og brag, men efter et kvarter overtog Danmark kampen, og det eneste waliserne havde at hænge deres nederlag på efterfølgende var et frispark i optakten til det andet danske mål. De spiller for fuld musik og med al den fædrelandsstolthed, der kan mønstres, men mod Danmark mødte de simpelthen et bedre hold. Men de kan glæde sig over for anden EM-slutrunde i træk at være i knockoutrunden

Ud af gruppespillet
17 Slovakiet (1-0-2 2:7)- Da Spanien igen brændte straffe ved stillingen 0-0, steg håbet et par procent for slovakkerne, men de endte med at blive klædt af og indkassere slutrundens foreløbig største nederlag på 5:0. Av for den. Dermed må slovakkerne rejse hjem, og de må også erkende, at der ikke helt var nok i værktøjskassen til for alvor at byde ind med slutrunden. De må varme sig ved sejren over Polen, der trods alt giver dem 3. pladsen i puljen, men som den indtil videre ringeste 3’er får de altså ikke flere kampe
18 Rusland (1-0-2 2:7)- Av for en fæl afslutning af russerne. De ender med at rejse hjem fra slutrunden med en eneste sejr, som var en tøvende 1-0 over Finland. Mod puljens to øvrige hold, Belgien og Danmark, blev det til nederlag på henholdsvis 3-0 og 4-1. Det er ikke godt nok, og selv om Dzyuba er en stærk mand at have i front, og Golovin og Miranchuk er herlige boldspillere, som forsøger at fodre ham, så må russerne tilbage til tegnebordet og talentudviklingen, for de skal begynde forfra. God arbejdslyst
19 Finland (1-0-2 1:3)- Det blev til tre kampe ved finnernes første slutrunde nogensinde, men selv om de måske ikke imponerede med tiki-taka, så viste de mod og vilje til at kæmpe for fællesskabet, for Fædrelandet og for hinanden. Det var imponerende, og de kan rejse hjem og fokusere på at bygge videre på deres solide fundament og gøre det en anelse bedre næste gang. Tak for indsatsen
20 Polen (0-1-2 4:6)- Det var lige sent nok, Robert Lewandowski stemplede ind. To mål i 2. halvleg fik udlignet den svenske 2-0-føring, men polakkerne kunne kun bruge sejren, og de snu svenskere benyttede presset til at slå kontra og score til 3:2. Dermed må Polen rejse hjem med en sidsteplads i puljen. Det er et overraskende ringe udbytte, for de var vel favoritter til at snuppe 2. pladsen i puljen i tæt kamp med svenskerne, men det blev altså ikke til noget for Polen. De må prøve igen næste gang
21 Ungarn (0-2-1 3:6)- Exit Ungarn. Som forventet, men foran det talstærke publikum hjemme i Budapest ydede de god modstand og tabte overraskende kun en enkelt kamp i slutrundens dynamit-pulje. De spillede fysisk og moslede på hele vejen, og de kunne med en smule held have snuppet en plads i knockoutrunden
22 Skotland (0-1-2 1:5)- Endelig fik de scoret et mål. Men de lukkede også 3 ind, og dermed blev det til én uafgjort – en flot én mod England på Wembley – og to nederlag. Nu må de rejse hjem, men de har vundet mange hjerter med en modig indsats og en vilje til at slås for tingene helt frem til slutfløjtet – også selv om det ofte var afgjort længe før
23 Nordmakedonien (0-0-3 2:8)- Scoring i de begge første kampe var rigeligt til at være en succes for Nordmakedonien, der rejser hjem med tre nederlag i taskerne. De forsøgte bravt mod Østrig og Ukraine, men det rakte ikke, og mod Holland i den sidste kamp, var de bare oppe mod et meget bedre hold. Sympatisk indtryk af et hold, der forsøgte, det bedste de kunne
24 Tyrkiet (0-0-3 1:8) – De kunne ikke. De magtede ikke at sætte et aftryk på slutrunden og må rejse hjem med tre nederlag. I perioder spillede de mod Schweiz acceptabel fodbold, men der var alt for mange udfald, alt for mange fejl, og det mest positive de kan tage med videre er, at de fik scoret et enkelt mål i dette opgør

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.