Joel Pohjanpalo – sikke en spiller

Før EM-slutrunden var det Pukki mig her og Pukki mig der. Men det har vist sig, at Finland har en helt anden skarpretter i front. Joel Pohjanpalo scorede mod Danmark til 1-0, og i dagens tidlige kamp mod Rusland headede han igen bolden i nettet efter bare 3 minutter. Hillemænd, det var eventyr-tid for de 1.000 søers land. Og Joel Pohjanpalo må have følt sig i baronens seng. En ellers upåagtet karriere som frontløber hos tyske Union Berlin viste sig pludselig at være mere end rigeligt til at føre sig frem på topscorerlisten ved EM-slutrunden.

Men dommer Danny Makkelie fik øje på en offside, og så blev målet annulleret. Men ilden var tændt hos finnerne, der er med ved deres første slutrunde nogensinde, og på det tidspunkt må det have virket som en sauna-tur en søndag morgen. Sejr over Danmark og russerne virkede da også til at tale med.

Men det blev hverdag. Målet blev altså annulleret, og Rusland fik arbejdet sig ind i kampen. En af tre nye i startopstillingen hos russerne, Aleksey Miranchuk, som til daglig spiller i italienske Atalanta, scorede i overtiden af første halvleg et forrygende mål. Bevares, han fik helt ufatteligt meget tid inde i det finske felt, og lagde forsigtigt bolden til rette for sig selv og curlede den utageligt over i det fjerne hjørne til russisk pauseføring.

I anden halvleg forsøgte finnerne at skabe et pres, men ikke engang optisk fik de sat sig på kampen for alvor, og der var flere russiske omstillinger, som kunne have afgjort kampen med en anelse mere skarphed. Det blev ved 1-0 til Rusland, og set med danske briller var det et perfekt resultat, fordi Danmark nu selv med nederlag mod Belgien gar muligheden for at spille sig videre som gruppe-toer med sejr over Rusland i den sidste kamp. Forudsat Belgien vinder over Finland samtidig.

POWER RANKING
1 Frankrig (1-0-0 1:0) – Imponerende præstation mod Tyskland. Desværre fik de ikke selv puttet bolden i rusen, da kampens eneste mål var et selvmål af tyske Hummels. Men en velfungerende midtbane med Kanté, Pogba og Rabiot lover godt for franskmændene, der endda tilsyneladende har fået Griezmann til at fungere med Mbappé og Benzema i front. Det er slutrundens bedste mandskab indtil nu (Næste kamp: Ungarn)
2 Italien (1-0-0 3:0) – fredag er snart længe siden, men den italienske indsats i åbningskampen står stadig som en af de absolut bedste ved slutrunden. Alene på grund af nationalsangen men også på grund af spillet på banen (Næste kamp: Schweiz)
3 Belgien (1-0-0 3:0) – næsten helt oppe på niveau med Italien, men jeg havde fornemmelsen, at Belgien holdt lidt igen. Eller også mangler de en smule i helt at få klokkerne til at bimle (Næste kamp: Danmark)
4 Portugal (1-0-0 3:0) Havde overraskende meget bøvl med at få åbnet Ungarn, men de holdt fast i at spille bold, og der var mange fine individuelle præstationer på det stjernespækkede portugisiske mandskab, der allermest fik vist, at de fra bænken har spillere med potentiale til at ændre en kamps forløb (Næste kamp: Tyskland)
5 Holland (1-0-0 3:2)- åbnede med 3-2 mod Ukraine i en kamp, de kontrollerede, smed styring i og så alligevel fik scoret. Svingende præstationer af flere spillere gør det svært at vurdere hollænderne ordentligt, men en af de bedste præstationer indtil nu i turneringen (Næste kamp: Østrig)
6 Tyskland (0-0-1 0:1)Utroligt nok lød de selv meget tilfredse med at have været del af en kamp på højt niveau, men Tyskland bød ikke ind med nok. De forsøgte. De gjorde helt sikkert deres bedste. De skabte tilløb til muligheder. Men rigtigt farlige blev de altså ikke. En af de største skuffelser i turneringen indtil videre (Næste kamp: Portugal)
7 Tjekkiet (1-0-0 2:0)- Er højt på listen, og det holder næppe hele vejen, men de ydede en helstøbt indsats mod et skotsk mandskab med hjerte og mod. Tjekkerne virker homogene, målrettede og meget bevidste om deres individuelle roller (Næste kamp: Kroatien)
8 Ukraine (0-0-1 2:3)- De var længe helt ude af kampen mod Holland men et par flotte aktioner fik dem tilbage på 2-2, og de fik vist, at der er krummer og potentiale i holdet. De kan sagtens klemme sig videre fra en overkommelig gruppe (Næste kamp: Nordmakedonien)
9 Østrig (1-0-0 3:1)- lod sig presse unødvendigt hårdt mod Nordmakedonien, og selv om Østrig undervejs viste deres individuelle kvalitet i forhold til modstanden, måtte de arbejde hårdt for åbningssejr. De viste dog også modstandskraft og vilje til at finde løsninger (Næste kamp: Holland)
10 Rusland (1-0-1 1:3)- Fik den forventede sejr i kamp 2 mod Finland, og dermed har de lagt sig fint til videre kvalifikation. Uafgjort mod Danmark i sidste kamp vil være rigeligt, mens de sikrer 2. pladsen med sejr. Virker stadig en anelse uforløst men fik dog rettet op på den meget ringe indsats i første kamp (Næste kamp: Danmark)
11 England (1-0-0 1:0)- der er altid store forventninger til England. Og de skuffer for det meste. Nu kommer de med semifinaleplads fra VM 2018, og de åbnede med 1-0 mod viceverdensmestrene fra Kroatien. Lavest placerede hold med sejr indtil nu. Jeg tror ikke på England. Men det er jo også det lette standpunkt. For de skuffer som regel (Næste kamp: Skotland)
12 Slovakiet (1-0-0 2:1)- fin indsats i åbningskampen. Der er god teknik, fine skabeloner og en enorm vilje til at arbejde for fællesskabet. De er nu blot et enkelt point mod enten Sverige eller Spanien fra en plads i ottendedelsfinalerne. Det ligner allerede en god slutrunde for slovakkerne (Næste kamp: Sverige)
13 Sverige (0-1-0 0:0)- Kæmpe fight af svenskerne. Og selv om Spanien havde bolden 85% af tiden, fik Sverige spillet sig frem til 2 eller 3 enorme chancer, de burde have scoret på. Det kunne snildt være blevet til svensk sejr, for selv om Spanien havde bolden, fik de skabt alt for lidt, og det skyldtes et hårdtarbejdende svensk hold med en velspillende Robin Olsen mellem stængerne (Næste kamp: Slovakiet)
14 Spanien (0-1-0 0:0)- De kommer ikke langt. Der er alt for meget nips, og alt for lidt konsekvens. Mod et mandskab fra top 8 i turneringen havde de fået klø, og holdet mangler profiler med evner til for alvor at skabe og afgøre en kamp. De har masser af dygtige boldspillere, men de har ikke noget hold (Næste kamp: Polen)
15 Schweiz (0-1-0 1:1)- Skuffende åbning af Schweiz. De var meget på bolden, men de fik ikke skabt nok åbne chancer. Fin indsats af Embolo, som særligt i 2. halvleg var kilde til uro. Shaqiri og Xhaka skylder at dukke op til næste kamp (Italien)
16 Wales (0-1-0 1:1)- Et kedeligt bekendtskab. Simpel gameplan med vægt på defensiven og hurtige omstillinger men de manglede for ofte mod og hjerte til at gå all in, når de havde mulighederne. Tror de bliver et kort bekendtskab denne gang (Næste kamp: Italien)
17 Polen (0-0-1 1:2)- Bedst af taberne indtil videre. De var ikke helt ringe, men de var heller ikke fantastiske. Hvilket egentlig er et fællestræk for mange af de hold, der har indledt EM med nederlag. For meget er lagt an på “Der Weltfußballer”, som de kalder Lewandowski, og når han bliver pakket ind, er der for langt ned til niveauet hos de næste, der skal skabe noget (Næste kamp: Spanien)
18 Kroatien (0-0-1 0:1)- Åbnede mod et medgørligt engelsk mandskab men måtte alligevel gå fra banen som tabere. De får svært ved at banke tjekkerne, og så er det pludselig slet ikke sikkert, de kommer videre fra en ellers tilsyneladende let pulje (Næste kamp: Tjekkiet)
19 Finland (1-0-1 1:1)- Efter sejren over Danmark blev det lidt skuffende til nederlag mod Rusland i anden kamp. En tidlig scoring af Pohjanpalo blev korrekt annulleret for offside, men det kunne have ændret kampbilledet fuldstændigt. Finland lever endnu, og måske er sejren mod Danmark nok til en billet til knockoutkampene (Næste kamp: Belgien)
20 Danmark (0-0-1 0:1)- Fodbold er pludselig blevet i bedste fald sekundært. Spillet på banen mod Finland var ikke godt. Alt er forståeligt og tilgiveligt, men der skal helt andre boller på bradepanden torsdag, hvis ikke det skal blive til nederlag nummer to og farvel til drømmen om EM på hjemmebane og en sommer som i 92′ (Næste kamp: Belgien)
21 Ungarn (0-0-1 0:3)- levede fint op til forventningerne om at være overmatchet i dødens pulje, og de kan snildt risikere at ende med 3x 0 point. De kæmpede det bedste, de kunne foran mere end 60.000 tilskuere i Budapest, men de har ikke evnerne til at tage kampen op med de øvrige hold i en meget stærk pulje (Næste kamp: Frankrig)
22 Nordmakedonien (0-0-1 1:3)- Gjorde det over mine forventninger med scoring og 1-3-nederlag til Østrig i åbningskampen. Kæmpede, knoklede og spillede med følelserne uden på tøjet. Præcis som jeg elsker at se undertippede mandskaber give alt, de har (Næste kamp: Ukraine)
23 Skotland (0-0-1 0:2)- Ville så frygtelig gerne mod tjekkerne, men de spillemæssige mangler blev igen og igen udstillet og med nederlag mod gruppens formentlig næstringeste mandskab allerede i første kamp, ser det svært ud for Skotland (Næste kamp: England)
24 Tyrkiet (0-0-1 0:3)- som med Italien gælder det også for tyrkerne, at fredag er længe siden, og jeg tænker efterhånden, at de næsten ikke kan have været så ringe, som jeg husker det. Men det var de. Det var skandaløst ringe (Næste kamp: Wales)

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)