“Verdensmestrene fra 2018 slår verdensmestrene fra 2014”

Som altid en fornøjelse at lytte til tyske kommentatorer. Selv om de har tillagt sig den uskik at have medkommentatorer, er det stadig vidunderligt at lytte til deres sobre, usensationsjagende og nøgterne kommentering af kampene. Frankrig besejrede Tyskland 1-0, og franskmændene fik endda to mål – korrekt – annulleret for offside, mens tyskerne ikke fik annulleret en eneste scoring. Det er flotte navne, tyskerne har i forreste række med Müller, Havertz, Gnabry, Sané og Werner, men de var ikke farlige i dag. Overhovedet.

Omvendt har jeg det med franskmændene. Hver gang de har bolden, fornemmer jeg, de kan skabe en kæmpe chance, hvis de ellers fokuserer en smule på det. Det er et komplet mandskab, og nu hvor hele første runde er færdigspillet, og alle mandskaber har været på banen, kan jeg også godt sige, at vi gemte det absolut bedste til sidst, for Frankrig stryger direkte til tops på min power ranking over mandskaberne ved slutrunden indtil videre.

Tyskland er sådan set allerede under pres, for de er tvunget til at besejre Portugal i næste runde, hvis de ikke skal ende med puljens tredjeplads og en potentielt meget vanskelig vej frem i slutrunden. Frankrig og Tyskland leverede slutrundens med afstand bedste fodboldkamp. Det er på meget højt niveau, begge mandskaber bevæger sig, men jeg er overbevist om, at hvis de mødes igen senere i turneringen, vinder Frankrig igen. De er en klasse over tyskerne aktuelt. Imponerende nok.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)