Ungarn – Portugal efter 83 minutter: 0-0. 10 mins senere: Ungarn – Portugal 0 – 3

Det tidlige opgør fra dødens pulje ved slutrunden stod mellem Ungarn og Portugal. Puskas Stadion i Budapest lukkede revl og krat ind uden begrænsninger, for diktator Orban tror ikke på corona, så han rev mundbindet af og lod stadion fylde. Å ja, så er det i øvrigt også i dag besluttet i det ungarnske parlament, at man ikke må formidle materiale, der kan fremme homoseksualitet hos børn under 18 år.

Det er altså ikke let at holde med Ungarn, når man samtidig på nethinden har billeder af en kvindelig pressefotograf, som spænder ben for løbende migranter og sparker ud efter dem efterfølgende. Det er næppe voldsomt meget værre, end at vi har Vermund, Espersen, Krarup, Kjærsgaard, Boje Mathiesen og alle de andre, der helst så indvandrere hen, hvor vi engang fik slaver til at gro peber og bomuld til os. Sådan er verdensbilleder jo så forskellige.

Nå, men vi fik en forsmag på, hvordan Euro 2020 kunne have set ud, hvis UEFA havde fået deres vilje med fyldte stadioner over hele Europa. Mere end 60.000 tilskuere på det flotte stadion skabte en intens stemning, og det fik de lokale helte til at knokle ekstra hårdt, og da Portugal samtidig mindede alt for meget om Spanien i går og spillede og spillede og spillede i alt for lavt tempo, ja, så var det meget tæt på, at Ungarn kunne hive et point hjem, hvilket ville have været sensationelt og tæt på katastrofalt for Portugal, der efter Ungarn mangler at møde verdensmestrene fra 2014 samt verdensmestrene fra 2018. Det er ikke lette kamp.

Da stadionuret rundede 83 minutter, stod der stadig 0-0 på måltavlen, men så ville alle tilfældighederne pludselig Portugals vej. Et indlæg fra højre blev rettet af og strøg ind til en helt fri Raphäel Guerreiro – Portugals venstre back (!?) – som havde sneget sig ind i feltet og resolut sparkede helt skævt til bolden. Den ramte dog undervejs forsvareren Orban og skiftede retning og strøg umageligt i nettet helt ude ved den ene stolpe.

Minutter senere stod indskiftede Renato Sanchez helt egenrådigt for hidsig boldjagt på Ungarns banehalvdel, Sanchez erobrede bolden og spillede også indskiftede André Silva fri i feltet, hvor en ungarer så begik straffespark, som Cristiano Ronaldo sendte i nettet til 2-0. I kampens overtid scorede Ronaldo endnu engang, og så blev det en komfortabel sejr til Portugal, der nu næsten kan satse på, at de i hvert fald ikke får den ringeste målscore af de tre store i møderne med Ungarn. Men man ved jo aldrig.

POWER RANKING
1 Italien – fredag er snart længe siden, men den italienske indsats i åbningskampen står stadig som den bedste ved slutrunden. Alene på grund af nationalsangen men også på grund af spillet på banen
2 Belgien – næsten helt oppe på niveau med Italien, men jeg havde fornemmelsen, at Belgien holdt lidt igen. Eller også mangler de en smule i helt at få klokkerne til at bimle
3 Portugal Havde overraskende meget bøvl med at få åbnet Ungarn, men de holdt fast i at spille bold, og der var mange fine individuelle præstationer på det stjernespækkede portugisiske mandskab, der allermest fik vist, at de fra bænken har spillere med potentiale til at ændre en kamps forløb
4 Holland – åbnede med 3-2 mod Ukraine i en kamp, de kontrollerede, smed styring i og så alligevel fik scoret. Svingende præstationer af flere spillere gør det svært at vurdere hollænderne ordentligt, men en af de bedste præstationer indtil nu i turneringen
5 Tjekkiet – Er højt på listen, og det holder næppe hele vejen, men de ydede en helstøbt indsats mod et skotsk mandskab med hjerte og mod. Tjekkerne virker homogene, målrettede og meget bevidste om deres individuelle roller
6 Ukraine – Højst placerede mandskab med nederlag i første kamp. De var længe helt ude af kampen mod Holland men et par flotte aktioner fik dem tilbage på 2-2, og de fik vist, at der er krummer og potentiale i holdet. De kan sagtens klemme sig videre fra en overkommelig gruppe
7 Østrig – lod sig presse unødvendigt hårdt mod Nordmakedonien, og selv om Østrig undervejs viste deres individuelle kvalitet i forhold til modstanden, måtte de arbejde hårdt for åbningssejr. De viste dog også modstandskraft og vilje til at finde løsninger
8 Finland – leverede en solid og fokuseret indsats i meget vanskelig kamp mod Danmark. Både på grund af omstændighederne og på grund af en stærk modstander. 3 point til finnerne i deres første slutrundekamp nogensinde er samtidig meget tæt på at sende dem i knockoutrunden også
9 England – der er altid store forventninger til England. Og de skuffer for det meste. Nu kommer de med semifinaleplads fra VM 2018, og de åbnede med 1-0 mod viceverdensmestrene fra Kroatien. Lavest placerede hold med sejr indtil nu. Jeg tror ikke på England. Men det er jo også det lette standpunkt. For de skuffer som regel
10 Slovakiet – fin indsats i åbningskampen. Der er god teknik, fine skabeloner og en enorm vilje til at arbejde for fællesskabet. De er nu blot et enkelt point mod enten Sverige eller Spanien fra en plads i ottendedelsfinalerne. Det ligner allerede en god slutrunde for slovakkerne
11 Sverige – Kæmpe fight af svenskerne. Og selv om Spanien havde bolden 85% af tiden, fik Sverige spillet sig frem til 2 eller 3 enorme chancer, de burde have scoret på. Det kunne snildt være blevet til svensk sejr, for selv om Spanien havde bolden, fik de skabt alt for lidt, og det skyldtes et hårdtarbejdende svensk hold med en velspillende Robin Olsen mellem stængerne
12 Spanien – De kommer ikke langt. Der er alt for meget nips, og alt for lidt konsekvens. Mod et mandskab fra top 8 i turneringen havde de fået klø, og holdet mangler profiler med evner til for alvor at skabe og afgøre en kamp. De har masser af dygtige boldspillere, men de har ikke noget hold
13 Schweiz – Skuffende åbning af Schweiz. De var meget på bolden, men de fik ikke skabt nok åbne chancer. Fin indsats af Embolo, som særligt i 2. halvleg var kilde til uro. Shaqiri og Xhaka skylder at dukke op til næste kamp
14 Wales – Et kedeligt bekendtskab. Simpel gameplan med vægt på defensiven og hurtige omstillinger men de manglede for ofte mod og hjerte til at gå all in, når de havde mulighederne. Tror de bliver et kort bekendtskab denne gang

17 Polen – Bedst af taberne indtil videre. De var ikke helt ringe, men de var heller ikke fantastiske. Hvilket egentlig er et fællestræk for mange af de hold, der har indledt EM med nederlag. For meget er lagt an på “Der Weltfußballer”, som de kalder Lewandowski, og når han bliver pakket ind, er der for langt ned til niveauet hos de næste, der skal skabe noget
18 Kroatien – Åbnede mod et medgørligt engelsk mandskab men måtte alligevel gå fra banen som tabere. De får svært ved at banke tjekkerne, og så er det pludselig slet ikke sikkert, de kommer videre fra en ellers tilsyneladende let pulje
19 Danmark – Fodbold er pludselig blevet i bedste fald sekundært. Spillet på banen mod Finland var ikke godt. Alt er forståeligt og tilgiveligt, men der skal helt andre boller på bradepanden torsdag, hvis ikke det skal blive til nederlag nummer to og farvel til drømmen om EM på hjemmebane og en sommer som i 92′
20 Rusland – Kæmpe skuffelse i deres første kamp hjemme i Sankt Petersborg, hvor et middelmådigt belgisk hold fuldstændig kontrollerede og dominerede Rusland og vandt 3-0. De skal ryste øretæven af sig, for så er der stadig muligheder i puljen. Men de skal levere mere
21 Ungarn – levede fint op til forventningerne om at være overmatchet i dødens pulje, og de kan snildt risikere at ende med 3x 0 point. De kæmpede det bedste, de kunne foran mere end 60.000 tilskuere i Budapest, men de har ikke evnerne til at tage kampen op med de øvrige hold i en meget stærk pulje
22 Nordmakedonien – Gjorde det over mine forventninger med scoring og 1-3-nederlag til Østrig i åbningskampen. Kæmpede, knoklede og spillede med følelserne uden på tøjet. Præcis som jeg elsker at se undertippede mandskaber give alt, de har
23 Skotland – Ville så frygtelig gerne mod tjekkerne, men de spillemæssige mangler blev igen og igen udstillet og med nederlag mod gruppens formentlig næstringeste mandskab allerede i første kamp, ser det svært ud for Skotland
24 Tyrkiet – som med Italien gælder det også for tyrkerne, at fredag er længe siden, og jeg tænker efterhånden, at de næsten ikke kan have været så ringe, som jeg husker det. Men det var de. Det var skandaløst ringe

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Captcha Garb (1.5)